De 24 kilometer på NA-178 langs Sierra de Leyre
Fra Roncesvalles går N-135 sydpå gennem Auritz og Espinal, og drejer så af ad NA-172 og NA-2040 ned i Arce-dalen. Halvfems kilometer uden et eneste stop — det er rutens eneste ægte hul, og vi har ledt. Det er også en af de mest tomme og snoede strækninger på hele rejsen.
Tyve kilometer inde drejer en vej op til Selva de Irati — sytten tusind hektar bøg og ædelgran, Europas næststørste skov af sin art efter Schwarzwald. I oktober skifter hele fladen på én gang.
Længere fremme ligger Embalse de Itoiz, hvor vandet er turkist af kalk fra Pyrenæerne. Tre landsbyer og syv smålandsbyer ligger på bunden; der blev kæmpet om dæmningen i tretten år.
Ved Foz de Lumbier holder tomheden op. Der gik et tog gennem kløften — El Irati, den første elektriske bane på Den Iberiske Halvø — fra 1911 til 1955, og i dag går man på sporet gennem to tunneller på 167 og 206 meter. Der er ingen lys derinde.
Tyve kilometer længere fremme åbner Foz de Arbayún sig: fire hundrede meter lodret ned, seks kilometer lang, og Navarras største koloni af gåsegribbe på hylderne. Man går tyve skridt fra bilen.
Så følger NA-178 foden af Sierra de Leyre. Monasterio de Leyre ligger på en hylde med Yesa-søen turkis nedenfor — gå ned i krypten fra 1057, hvor søjlerne er trykket sammen og kapitælerne sidder nede ved gulvet.
Og til sidst Castillo de Javier, rød sandsten alene på fladen, med et hovedtårn der er skåret over på midten fordi en kardinal i 1516 syntes borgen var for stærk.
Der ligger ni kilometer A-21 mellem Aoiz og Lumbier, hvor der ikke findes en landevej der går hele vejen. Fem procent af strækningen. Resten af ruten er på nul.