En tempelridderby der aldrig blev moderniseret. En flod der skar en perfekt hestesko og derefter gik. Og fyrre kvadratkilometer vand man kan stå i, med vind over sig to hundrede dage om året.
„Hvis jeg tager fra Flensborg og vil ned mod Leucate i Frankrig … wingfoil skal være i fokus."
„Jeg er nybegynder og vil gerne være steder hvor der er andre surfere."
„Jeg har som udgangspunkt hele vinteren, og jeg ville gerne ende nede ved Tarifa på et tidspunkt når jeg er øvet nok til bølgerne."
„Der skal faktisk være mest fokus på at jeg kan lave noget godt YT, og så er wingfoil krydderiet for mig selv."
„Jeg vil også gerne have virkelig smukke veje, vandfald, stejle veje, og igennem små byer hvor vandet løber i floderne. Masser af natur imellem jeg skal surfe."
Det du bad om, er en rejse. Vi bygger ruter. Fra Flensborg til Tarifa er der cirka 6.200 kilometer ad de veje vi mener du skal køre — og den direkte vej er kun 1.746. Forskellen er hele produktet: bjergpassene, kløfterne og kystvejene ligger ikke på den lige linje.
Så vi har delt turen op i treogtyve ruter indtil videre lagt dér hvor der er mest at se og filme, med ærlige transportafsnit imellem. De ligger i forlængelse af hinanden fra Flensborg og sydpå. Den her er nummer 10.
Om surfen: her er den. Étang de Leucate er turens første rigtige fladvand siden Slien i rute 1 — fyrre kvadratkilometer vand man kan stå i, med tramontanen over sig omkring to hundrede dage om året. Le Goulet mod nord er hvor vinden først tager fat; La Franqui ligger på havsiden. Der er skoler og udlejere til kite, windsurf og wing hele vejen rundt. Om vinteren blæser tramontanen hårdest — der er målt over 100 km/t mellem Port Leucate og La Franqui, så tjek meldingen inden du går ud.
Skal du kun køre den her strækning? Så tag bare den. Den gemmes som én bog — «10. Millau til Leucate» — og står alene i din reol, præcis som alle vores andre ruter.
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser steder vi synes er værd at dreje af for, og veje vi mener er de smukke. Vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. På den her rute gælder det især vinden: tramontanen kan gøre Larzac-plateauet og broen ubehagelige at køre på, og den kan lukke Millau-viadukten for høje køretøjer. Vejen ned i Cirque de Navacelles er smal og stejl. Tjek vindmeldingen samme morgen — den betyder mere her end vejret gør.
Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur. Vi har lagt ruten på kortet, målt hver strækning og slået hvert sted op — men vi har ikke været der i denne uge. Der kan være sket noget siden.
Broen står over dig når du kører ud af Millau. Viaduc de Millau bærer A75 343 meter over Tarn-dalen, og den er værd at holde ind og se på — der er udsigtsplads på D992 nord for byen. Men vi kører ikke over den. D809, den gamle N9, går sydpå op på plateauet, og den er en halv time langsommere. Det er meningen: motorvejen giver dig broen, landevejen giver dig Larzac.
Syv kilometer ude drejer en vej ned til Roquefort-sur-Soulzon. Et bjerg skred sammen her engang og efterlod sprækker der ånder — kold, fugtig luft, samme temperatur året rundt. Karl 6. gav byen eneret på at modne ost i dem i 1411, og det er verdens ældste beskyttelse af sin art.
Så op på Larzac: en kalkstenshøjslette hvor man ser vejen tredive kilometer frem. Sten, får og horisont. Det er her roquefort-fårene går, og det er derfor osten findes.
Vejen går lige gennem La Cavalerie, en tempelridderby med ringmuren næsten hel hele vejen rundt. Ordenen fik plateauet i 1100-tallet og drev får og heste i stor skala herfra — sådan finansierede de korstogene.
Længere ude står La Couvertoirade — en tempelridderby fra 1100-tallet, hel og omgivet af sin egen mur, med fire hundrede meter befæstning og en borg indeni. Den blev aldrig moderniseret, fordi der aldrig var grund til det.
Og så pludselig et hul i sletten: Cirque de Navacelles. En flod har skåret en perfekt hestesko tre hundrede meter ned i kalkstenen og derefter forladt den — bunden er tør, og der ligger en landsby dernede. Vejen ned er stejl og smal, og det er hele pointen.
22 km uden stop mellem Roquefort og La Cavalerie, og 41 km videre til La Couvertoirade. D809 er den gamle hovedvej over Larzac — sten, får og horisont, det landskab hvor man ser vejen tredive kilometer frem. A75 løber parallelt og er en halv time hurtigere. Vi har valgt den her.
Seværdighederne på strækning 1 · nr. 1–4 i den rækkefølge du kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du «Gem som ny bog» nederst, lander de i rejsebogen under navnet 10. Millau til Leucate — med nummeret foran, så ruterne står i rækkefølge i reolen. Fravælger du et sted, retter QR-koden for hele strækningen sig selv ind.
Ostekældre 1 Et bjerg skred sammen engang. Det efterlod et kaos af blokke med sprækker imellem, og gennem de sprækker trækker der konstant luft — kold, fugtig, med samme temperatur året rundt. Nogen opdagede at ost der lå dernede blev til noget andet. Det er ottehundrede indbyggere, en klippe og en skimmelsvamp, og resten af verden kender navnet.
Tempelridderby 2 Midt på Larzac — det tomme, stenede plateau hvor man ser vejen tredive kilometer frem — ligger en lille by bag en ringmur med tårne. Den er ikke bygget som forsvar mod naboer. Den blev bygget af tempelridderne som base på deres vej mod Middelhavet og videre til Det Hellige Land, og da ordenen blev opløst i 1312 overtog johanniterne den.
Tempelridderby 3 En befæstet by på Larzac-plateauet bygget af tempelridderne i det 12. århundrede — bymuren, tårnene og gaderne står stadig intakte. La Couvertoirade i Aveyron er en tidskapsel fra korstogene. Johanniterridderne overtog efter tempelridderne i 1312 og opførte de nuværende forsvarsmure mellem 1439 og 1450. Hyrderne driver stadig får forbi byporten.
Cirkusdal 4 En flod snor sig i en perfekt hesteskoform 300 meter under dig — en gigantisk mæander udskåret af Vis-floden mellem to kalkstensplateauer. Cirque de Navacelles i Hérault er en geologisk sensation: floden skar sin egen genvej og efterlod en forladt mæander med en landsby i bunden. Belvédère de Baume Auriol giver svimmelhed.
Fra hesteskoen falder D25 og D4 ned mod kysten langs Hérault-floden. Landskabet skifter fra kalksten til vinmarker på en time.
For enden af en kløft ligger Saint-Guilhem-le-Désert: en middelalderlandsby med et kloster fra 800-tallet og en bæk der løber gennem hovedgaden. Den ligger på pilgrimsvejen til Santiago, og det er derfor den er der.
Nede ved havet ligger Sète — en ø klemt mellem Middelhavet og Thau-lagunen, gennemskåret af kanaler, med fiskerbåde og østersbanker. Byen kalder sig Languedocs Venedig, og for én gangs skyld er sammenligningen ikke helt skæv.
Så følger D612 og D6009 lagunelandet sydvest. Ved Béziers ligger Écluses de Fonseranes — otte sluser i træk der løfter en båd enogtyve en halv meter op ad bakken. Riquet byggede dem i sin egen fødeby mellem 1673 og 1680, og det er stadig samme system der kører.
Videre mod Narbonne: Gruissan, en landsby bygget som en spiral omkring klippen med tårnet på, med fire hundrede hektar saltpander mellem sig og havet — vandet bliver lyserødt i de mest inddampede bassiner. Og femten kilometer inde i land Abbaye de Fontfroide i en tør dal hvor der ikke er andet. Cistercienserne byggede uden billeder og uden farvet glas; der er kun sten, lys og proportioner.
Saltvand på begge sider af vejen, flamingoer i det lave, og vinden der tager til for hver kilometer.
Og til sidst: Étang de Leucate. Fyrre kvadratkilometer vand man kan stå i, adskilt fra havet af en sandtange på nogle hundrede meter. Bølger på den ene side, spejl på den anden — og tramontanen henover omkring to hundrede dage om året. Det er turens første rigtige fladvand siden Slien, og det er derfor de fleste der lærer at flyve, lærer det her.
69 km uden stop mellem Navacelles og Saint-Guilhem, og 59 km fra Saint-Guilhem til Sète. Det første er Hérault-dalen ned mod kysten; det andet er lagunelandet, hvor vejen løber på tanger mellem hav og vand.
Seværdighederne på strækning 2 · nr. 5–10 i den rækkefølge du kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du «Gem som ny bog» nederst, lander de i rejsebogen under navnet 10. Millau til Leucate — med nummeret foran, så ruterne står i rækkefølge i reolen. Fravælger du et sted, retter QR-koden for hele strækningen sig selv ind.
Klosterby 5 Middelalderby klemt ind i en kløft ved Hérault-floden — grundlagt af Guilhem, Karls den Stores fætter, i år 804. Abbaye de Gellone gemmer en relikvie af Det Sande Kors, en gave fra kejseren selv. UNESCO-listet som del af pilgrimsruten til Santiago de Compostela, og med kun 250 indbyggere føles landsbyen som et levende museum, hvor tiden er gået i stå mellem de honningfarvede stenmure.
Havneby 6 Lyset rammer Canal Royal i en vinkel der får fiskerbådenes farver til at brænde som oliemaleri. Sète er Languedocs Venedig — en ø klemt mellem Middelhavet og Thau-lagunen, gennemskåret af kanaler der lugter af salt og grillet blæksprutte. Byen er Frankrigs største middelhavsfiskerihavn og fødeby for digteren Paul Valéry og chansonnieren Georges Brassens. Hvert år i august fylder vandturneringer Canal Royal med jouter, der støder hinanden i vandet fra farverige bådeplatforme — en tradition der er over 350 år gammel.
Slusetrappe 7 Otte sluser i træk, det ene bassin oven på det næste, der løfter en båd enogtyve en halv meter op ad bakken på tre hundrede meter. Man står nedenfor og ser vandet styrte over portene i lag, og bådene komme kravlende ned mod én som på en trappe. Det tager en time at komme igennem, og folk sætter sig på skråningen og ser på.
Landsby 8 Landsbyen er bygget som en spiral. Husene ligger i ringe uden om klippen med tårnet på, og gaderne snor sig indad som i et sneglehus — man kan gå rundt i den i ti minutter uden at komme nogen vegne. Det er ikke charme, det er forsvar: en circulade, som man byggede dem i Languedoc omkring år 1000.
Cistercienserkloster 9 Klostret ligger i en tør dal i Corbières, hvor der ikke er andet. Ingen by, ingen udsigt, ingen grund til at nogen skulle komme forbi — og det var meningen. Man går ind i klostergangen, og lyden forsvinder. Sandstenen skifter farve fra gul til rosa alt efter hvor solen står, og det er stort set den eneste udsmykning der er.
Lagune 10 Fyrre kvadratkilometer vand der ikke er dybere end at man kan stå i det, adskilt fra Middelhavet af en sandtange på nogle hundrede meter. På den ene side af tangen ruller bølgerne ind. På den anden ligger vandet som et spejl — og oven over det blæser tramontanen omkring to hundrede dage om året. Det er derfor der står sejl på lagunen året rundt, og det er derfor de fleste der lærer det, lærer det netop her.
Vi undersøger cykel, badested og vand på hver eneste rute. Nogle gange er svaret at der ikke er noget vi vil sende dig efter — så står der dét.
Det er HER cyklen kommer ud: lagunevejen ved Leucate. Der går cykelsti langs tangen mellem havet og lagunen, fladt hele vejen, og man kan køre fra Port Leucate til La Franqui med bølger på den ene side og spejl på den anden. Tramontanen bestemmer hvilken vej man kører først.
Håndklædet er til Leucate. Havsiden har rigtige strande, og lagunesiden er lavvandet nok til at man kan vade langt ud. Vandet er varmest fra juni til september, men Middelhavet her er badbart længere end man skulle tro.
Og så kameraet. Cirque de Navacelles fra kanten ovenfor, hvor hele hesteskoen ligger under dig med landsbyen i bunden. La Couvertoirade tidligt, før nogen andre er der. Og Leucate ved solnedgang, hvor lagunen bliver spejlblank og Pyrenæerne står som silhuet bag den.
Scan med telefonens kamera. Så åbner hele etapen i Google Maps med alle stoppene i rækkefølge.
Motorvejen på den her rute
44 af rutens 365 kilometer er motorvej. De øvrige 321 er landevej — altså 88 %.
Næsten det hele ligger på strækning 1, og det er A75 hen over Millau-viadukten. Den motorvej er attraktionen, ikke en genvej: alternativet er halvanden time ned i dalen og op igen uden at se broen. Strækning 2 ned til Leucate ligger på 7 %.
Hvor den her ligger i rejsen
Rute 10 på vinterrejsen fra Flensborg til Tarifa. 365 kilometer, og regn med to køredage. Før den ligger rute 9, Ardèche til Millau. Se hele vinterrejsen →
Hele vejen fra Flensborg til Tarifa er cirka 6.200 kilometer ad de veje vi mener du skal køre — mod 1.746 hvis man tager motorvejen lige ned. Forskellen er bjergpassene, kløfterne og kystvejene, og det er dem der er hele grunden til at køre. De ni øvrige ruter bygges sydpå, én ad gangen.
★ Ønskerute 10 — bygget efter et ønske om at køre fra Flensborg til Tarifa over vinteren. Ønsk din strækning →
Kender du nogen der skal samme vej?