Ti kilometer vej hugget ind i en lodret klippevæg, en hængebro fra 1920 der stadig svajer over en kløft på tre hundrede meter, og tre køer der skifter hænder på grænsen hvert år siden 1375.
„Hvis jeg tager fra Flensborg og vil ned mod Leucate i Frankrig … wingfoil skal være i fokus."
„Jeg er nybegynder og vil gerne være steder hvor der er andre surfere."
„Jeg har som udgangspunkt hele vinteren, og jeg ville gerne ende nede ved Tarifa på et tidspunkt når jeg er øvet nok til bølgerne."
„Der skal faktisk være mest fokus på at jeg kan lave noget godt YT, og så er wingfoil krydderiet for mig selv."
„Jeg vil også gerne have virkelig smukke veje, vandfald, stejle veje, og igennem små byer hvor vandet løber i floderne. Masser af natur imellem jeg skal surfe."
Det du bad om, er en rejse. Vi bygger ruter. Fra Flensborg til Tarifa er der cirka 6.200 kilometer ad de veje vi mener du skal køre — og den direkte vej er kun 1.746. Forskellen er hele produktet: bjergpassene, kløfterne og kystvejene ligger ikke på den lige linje.
Så vi har delt turen op i treogtyve ruter indtil videre lagt dér hvor der er mest at se og filme, med ærlige transportafsnit imellem. De ligger i forlængelse af hinanden fra Flensborg og sydpå. Den her er nummer 13.
Om surfen: ingen. Ruten går tværs over Pyrenæerne fra øst mod vest, og der er ikke fladvand undervejs. Til gengæld er du efter Roncesvalles under hundrede kilometer fra Atlanterhavet, og dér begynder surfestederne igen.
Og et forbehold vi ikke gemmer med småt: Soulor, Aubisque, Port de Larrau og den spanske side af Pierre-Saint-Martin lukker af sne. Ruten er farbar som beskrevet fra omkring juni til november. Kører du sent på året, så kig på meldingen inden du drejer op — er passene lukkede, er det ikke den her rute længere.
Skal du kun køre den her strækning? Så tag bare den. Den gemmes som én bog — «13. Gavarnie til Roncesvalles» — og står alene i din reol, præcis som alle vores andre ruter.
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser steder vi synes er værd at dreje af for, og veje vi mener er de smukke. Vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. På den her rute er det afgørende: Tourmalet lukkes af sne fra omkring november til maj, og Aspin og Peyresourde kan lukke tidligere. Om vinteren er ruten ikke farbar som beskrevet — så skal man rundt om Pyrenæerne, og det er en helt anden tur. Svævebanen til Pic du Midi lukker i hård vind. Tjek passtatus samme morgen, hver morgen.
Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur. Vi har lagt ruten på kortet, målt hver strækning og slået hvert sted op — men vi har ikke været der i denne uge. Der kan være sket noget siden.
Fra Gavarnie falder D921 ned langs floden, og efter et kvarter kommer Pont Napoléon: én stenbue spændt fireogfyrre meter fra klippe til klippe, femogtres meter over vandet. Hold ind i den nordlige ende og gå tilbage til fods — set fra siden er det en anden bro end den man kører over.
Videre gennem Luz-Saint-Sauveur og ned til Argelès-Gazost. Herfra drejer D918 op i Val d’Azun, og det er den vej der er hele grunden til strækningen. Lourdes ligger tretten kilometer nordpå. Vi kører sydpå.
Ved Col du Soulor i 1.474 meter holder skoven op, og der står får på begge sider af vejen. Men Soulor er kun halvvejs: derfra løber D918 ti kilometer som en hylde hugget ind i siden af Cirque du Litor, med klippevæg over og luft under, og der er ikke autoværn hele vejen.
For enden ligger Col de l’Aubisque i 1.709 meter, hvor Tour de France første gang vovede sig ind i højbjergene i 1910. Gribbene er der stadig; de hænger i termikken lige ud for rastepladsen. Derfra falder vejen femogtyve kilometer ned gennem Gourette og Eaux-Bonnes til Laruns.
Nul motorvej på hele strækningen. Der findes ingen heroppe.
38 km uden stop mellem Pont Napoléon og Col du Soulor. D921 følger floden ned til Argelès-Gazost og drejer så op i Val d’Azun ad D918 — smalle dale, græsmarker, og en dalbund der langsomt løfter sig. Lourdes ligger tretten kilometer nordpå hvis man vil se det; vi kører den anden vej. Derefter er der 25 km fra Aubisque ned til Laruns gennem Gourette og Eaux-Bonnes, og det er ren nedkørsel.
Seværdighederne på strækning 1 · nr. 1–3 i den rækkefølge du kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du «Gem som ny bog» nederst, lander de i rejsebogen under navnet 13. Gavarnie til Roncesvalles — med nummeret foran, så ruterne står i rækkefølge i reolen. Fravælger du et sted, retter QR-koden for hele strækningen sig selv ind.
Bro 1 Én bue. Fireogfyrre meter fra klippe til klippe, og femogtres meter ned til vandet. Der er ingen pille i midten, ingen støtte, ingenting — buen springer ud fra den nøgne klippe på den ene side og lander på den nøgne klippe på den anden, og har gjort det siden 1861. Gå ud på midten og kig ned gennem rækværket. Floden er en hvid streg dernede, og lyden af den når op til dig et halvt sekund for sent.
Bjergpas 2 Her holder skoven op. Du kommer op ad D918 gennem grantræer og hårnålesving, og så åbner det sig på én gang: græsryg, får, og bjerge hele vejen rundt. Skiltet siger 1.474 meter. Men Soulor er ikke målet — det er stedet hvor du opdager, at der går ti kilometer vej videre langs klippevæggen mod Aubisque, og at det er den vej du er kommet for.
Bjergpas 3 Tour de France-bjergpas i 1.709 meters højde — her hvor Pyrenæernes drama begyndte i 1910, da ryttere for første gang kravlede op ad grusvejene og troede, arrangørerne ville slå dem ihjel. Gribber cirkler over pasvejen, og udsigten strækker sig over bølgende bjergrygge helt til Pic du Midi. Nedenfor forbinder vejen kurbyen Eaux-Bonnes med Argelès-Gazost, og hvert juli kæmper feltet stadig op ad de samme sving, som cykelsportens pionerer forbandede for over hundrede år siden.
Fra Laruns går D934 og D294 op til Col de Marie-Blanque i 1.035 meter. Vi kommer op ad den nemme side — elleve en halv kilometer med lidt over fem procent — og ned ad den, cyklisterne taler om bagefter: ni kilometer med stykker på femten. Passet er opkaldt efter ådselsgribben, som béarneserne kalder Maria Blanca. Den er der stadig.
Så følger femogfyrre kilometer gennem Barétous ad D132, hvor skiltene bliver tosprogede og husene får de brede baskiske tage. Vejen stiger jævnt, og på de sidste ti kilometer forsvinder skoven helt: tilbage er hvid kalksten fuld af huller, revner og synkehuller så langt man kan se.
Col de la Pierre-Saint-Martin ligger på grænsen. Her står grænsesten nummer 262, og hver 13. juli møder borgmestrene fra Barétous op og afleverer tre toårige køer uden fejl til Roncal-dalen. Det har de gjort siden 1375, og det er den ældste traktat i Europa der stadig bliver overholdt. Under fødderne på dem ligger et hulesystem på seksogfirs kilometer og 1.410 meters dybde.
Ned ad D113 til Sainte-Engrâce, hvor Gorges de Kakuetta skærer to kilometer ind i bjerget — så smal at solen kun når bunden et par timer om dagen, med lianer, bregner og mos på alt.
De sidste tolv kilometer ad D26 ender ved Logibar. Herfra går man en time op ad skovstien til Passerelle d’Holzarte: en træplanke i en wire, spændt fra klippevæg til klippevæg over en kløft der er hundrede til tre hundrede meter dyb. Den svajer. Man går enten over den eller også gør man ikke.
45 km uden stop mellem Marie-Blanque og Pierre-Saint-Martin. D294 falder stejlt ned til Escot i Aspe-dalen, og så går D132 sydvest gennem Barétous. Landsbyerne hedder Arette og Lanne, husene får brede tage, og skiltene bliver tosprogede. Der er ikke noget derude vi vil sende dig efter — men vejen stiger jævnt hele vejen, og på de sidste ti kilometer forsvinder skoven helt.
Seværdighederne på strækning 2 · nr. 4–7 i den rækkefølge du kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du «Gem som ny bog» nederst, lander de i rejsebogen under navnet 13. Gavarnie til Roncesvalles — med nummeret foran, så ruterne står i rækkefølge i reolen. Fravælger du et sted, retter QR-koden for hele strækningen sig selv ind.
Bjergpas 4 Passet er opkaldt efter en grib. Maria Blanca kalder de den på béarnesisk — ådselsgribben, den hvide med det gule ansigt — og hvis du holder ind på toppen og bliver stående et kvarter, er der en rimelig chance for at du ser hvorfor. Vejen skiller Ossau-dalen fra Aspe-dalen, ligger i 1.035 meter, og har en klippevæg stående lige bag pasoverskriften som en kulisse nogen har glemt at tage ned.
Bjergpas 5 Hvert år den 13. juli går borgmestrene fra fire franske landsbyer op til en grænsesten heroppe og afleverer tre køer til spanierne. Toårige. Uden fejl. De har gjort det siden 1375, og de gør det stadig — det er den ældste traktat i Europa der stadig bliver overholdt. Grænsestenen har nummer 262 og står i et hvidt kalkstenslandskab uden træer, hvor Pic d'Anie skyder op i horisonten som en tand.
Kløft 6 Frankrigs svar på Amazonas — en 2 km lang kløft så smal at sollyset kun når bunden et par timer om dagen. Mossede klippevægge, lianer, bregner og et 20 meter højt vandfald dybt inde i kløften. Gorges de Kakuetta i de baskiske Pyrenæer er den mest tropiske oplevelse du kan have i Frankrig.
Hængebro 7 En smal træplanke i en stålwire, spændt fra klippevæg til klippevæg over Olhadubi-kløften. Under dig er der ingenting i mere end hundrede meter. Broen svajer — ikke lidt, den svajer rigtigt — og det bliver værre når nogen kommer gående fra den anden side. Man går enten over den eller også gør man ikke, og begge dele er et fornuftigt valg.
Fra Logibar klatrer D19 op til Port de Larrau: femten kilometer, tolvhundrede højdemeter, otte procent i gennemsnit og tretten tættest på toppen. Heroppe er der ingen skov, ingen huse, ingenting — kun asfalt på ryggen af bjerget, får der ikke flytter sig, og gribbe i højde med autoværnet. Grænsen går tværs over vejen i 1.573 meter, uden bom og uden nogen der spørger. Det var her Miguel Induráin mistede grebet om Touren i 1996.
På spansk side falder NA-2011 og NA-140 ned mod Ochagavía og Selva de Irati — syttentusind hektar bøg og fyr, det meste urørt, og i oktober og november farver den hele dalen rød og guld.
Derefter otteogfyrre kilometer gennem Salazar- og Aezkoa-dalene ad NA-140 og NA-2030: hvidkalkede mure, mørkt bindingsværk, høloft over stalden, flod i bunden af hver dal.
Fire-fem kilometer op ad en sidedal fra Orbaizeta står Real Fábrica de Armas de Orbaizeta: en række stenbuer inde i skoven med floden løbende lige igennem sig. Jernværk siden 1432 på dronning Blanca 1.’s privilegium, kongelig våbenfabrik fra 1784, brændt af franskmændene i 1794, genopbygget, brændt igen, lukket i 1884. Ingen skilte, ingen billetluge. Bare buerne og vandet.
De sidste treogtyve kilometer ad NA-2012 og N-135 ender ved Roncesvalles, hvor Rolands hær blev slået i 778 og hvor pilgrimme har taget deres første skridt på Camino Francés siden 1100-tallet. Her ender ruten. Næste rute går ind i Baskerlandet og videre mod Nervión.
Forbehold, og det er ikke et lille et: Soulor, Aubisque, Port de Larrau og den spanske side af Pierre-Saint-Martin lukker af sne. Ruten er farbar som beskrevet fra omkring juni til november — resten af året skal du uden om, og så er det ikke den her rute længere.
48 km uden stop mellem Selva de Irati og våbenfabrikken i Orbaizeta. NA-140 og NA-2030 går gennem Salazar- og Aezkoa-dalene: landsbyer med hvidkalkede mure og mørkt bindingsværk, høloft over stalden, og en flod i bunden af hver dal. Det er den slags strækning man ikke husker som en strækning, fordi den aldrig bliver kedelig nok til at man begynder at kigge på uret.
Seværdighederne på strækning 3 · nr. 8–11 i den rækkefølge du kører forbi dem
Det er dem her der udgør bogen. Trykker du «Gem som ny bog» nederst, lander de i rejsebogen under navnet 13. Gavarnie til Roncesvalles — med nummeret foran, så ruterne står i rækkefølge i reolen. Fravælger du et sted, retter QR-koden for hele strækningen sig selv ind.
Bjergvej 8 Der er ingen skov heroppe, ingen huse, ingen ting. Kun en enkelt stribe asfalt der ligger på ryggen af bjerget som en streg nogen har tegnet, får der ikke flytter sig, og gribbe der hænger stille i vinden lige ud for autoværnet. Grænsen mellem Frankrig og Spanien går tværs over vejen i 1.573 meters højde, og der er ingen bom, ingen skilte, ingen der spørger. Kun et andet lands vej der begynder.
Skov 9 17.000 hektar bøg og fyr. Europas næststørste urørte skov efter Schwarzwald — og om efteråret eksploderer den i rødt, guld og orange. Træerne lukker sig over dig som en katedral. Lyset filtrerer ned gennem bladene. Stilheden er total.
Ruin 10 En række stenbuer står tilbage inde i skoven, og floden løber lige igennem dem. Ingen skilte, ingen billetluge, ingen der passer på noget. Mos på murene, bregner ud af fugerne, og lyden af vand mellem tolv buer der engang bar taget over en kanonstøberi. Det er den slags sted man kommer til at hviske i, uden at nogen har bedt om det.
Kloster & Historisk sted 11 I år 778 blev Karl den Stores baglæns hær slået her af baskerne, og et lille tilbageslag i en middelalderkrig blev til Rolandskvadet — Frankrigs store heltedigt, det som gjorde Roncesvalles udødeligt længe efter selve slaget var glemt. I dag er stedet noget helt andet: det første stop i Spanien for pilgrimme der netop er kravlet over Pyrenæerne.
Vi undersøger cykel, badested og vand på hver eneste rute. Nogle gange er svaret at der ikke er noget vi vil sende dig efter — så står der dét.
Cyklen kan komme ud igen, men vælg med omhu. Marie-Blanque fra Bielle er elleve en halv kilometer med lidt over fem procent og til at have med at gøre. Port de Larrau er det modsatte: femten kilometer, tolvhundrede højdemeter, otte procent i snit og tretten tættest på toppen. Det er et af Pyrenæernes hårdeste — og et af de mindst kendte.
Håndklædet får en mager tur. Vandet i Gorges de Kakuetta er skyggekoldt året rundt, og floderne i Aezkoa-dalen er smeltevand fra Pyrenæerne. Vi har ledt efter et badested på strækningen og ikke fundet et vi vil pege på — så det siger vi hellere end at finde på noget.
Og så kameraet — her er der nok at tage af. D918 over Cirque du Litor filmet forfra, hvor vejen forsvinder ind i klippevæggen foran dig. Passerelle d'Holzarte nedefra, hvor broen er en streg mellem to grå vægge. Port de Larrau, hvor asfalten ligger på ryggen af bjerget og billedet virker uden forklaring. Og våbenfabrikken i Orbaizeta, hvor stenbuerne står i skoven med floden løbende igennem sig og ingen andre mennesker.
Scan med telefonens kamera. Så åbner hele etapen i Google Maps med alle stoppene i rækkefølge.
Motorvejen på den her rute
Nul af rutens 344 kilometer er motorvej. Ikke fordi vi har kæmpet for det — der findes ingen motorvej på tværs af Pyrenæerne her.
Til gengæld skal du regne med mere tid end kilometrene antyder. Fire bjergpas, to kløfter der skal gås ind i, og en time op ad skovstien til hængebroen. Strækning 2 alene er 147 kilometer og kan sagtens fylde en hel dag.
Hvor den her ligger i rejsen
Rute 13 på vinterrejsen fra Flensborg til Tarifa. 344 kilometer, men regn med tre køredage — passene, kløfterne og gåturen til hængebroen tager den tid de tager. Før den ligger rute 12, Ariège til Gavarnie. Se hele vinterrejsen →
Hele vejen fra Flensborg til Tarifa er cirka 6.200 kilometer ad de veje vi mener du skal køre — mod 1.746 hvis man tager motorvejen lige ned. Forskellen er bjergpassene, kløfterne og kystvejene, og det er dem der er hele grunden til at køre. Herfra går rejsen ind i Baskerlandet og videre langs Nordspaniens indland. De øvrige ruter bygges sydpå, én ad gangen.
★ Ønskerute 13 — bygget efter et ønske om at køre fra Flensborg til Tarifa over vinteren. Ønsk din strækning →
Kender du nogen der skal samme vej?