josemi merino torrens / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0
En række stenbuer står tilbage inde i skoven, og floden løber lige igennem dem. Ingen skilte, ingen billetluge, ingen der passer på noget. Mos på murene, bregner ud af fugerne, og lyden af vand mellem tolv buer der engang bar taget over en kanonstøberi. Det er den slags sted man kommer til at hviske i, uden at nogen har bedt om det.
A row of stone arches stands in the forest, and the river runs straight through them. No signage, no ticket window, nobody looking after anything. Moss on the walls, ferns out of the joints, and the sound of water between twelve arches that once carried the roof over a cannon foundry. It is the kind of place you find yourself whispering in, without anyone having asked.The ruin lies by the Legarza river four or five kilometres up the valley from the village of Orbaizeta, deep on the edge of the Irati forest. The road up is narrow and more or less ends in nothing, and the last stretch is on foot. You can walk down into the complex itself and in among the arches.There has been an ironworks here since Queen Blanche I of Navarre granted the privilege in 1432 — the ore and the charcoal lay right outside the door in the Irati forest. In 1784 Charles III bought the site and turned it into a royal arms factory; together with Trubia in Asturias it was northern Spain's most important military industry for almost a century. The French burned it in 1794. It was rebuilt between 1800 and 1805, burned again in 1869, and closed for good in 1884 when the blast furnaces took over. Since then the forest has had its way.
Eine Reihe steinerner Bögen steht im Wald, und der Fluss läuft mitten hindurch. Keine Schilder, kein Kassenhäuschen, niemand, der auf irgendetwas achtet. Moos auf den Mauern, Farne aus den Fugen, und das Geräusch von Wasser zwischen zwölf Bögen, die einst das Dach über einer Kanonengießerei trugen. Es ist die Art Ort, an dem man zu flüstern beginnt, ohne dass jemand darum gebeten hätte.Die Ruine liegt am Fluss Legarza vier bis fünf Kilometer talaufwärts vom Dorf Orbaizeta, tief am Rand des Irati-Waldes. Die Straße hinauf ist schmal und endet mehr oder weniger im Nichts, das letzte Stück geht zu Fuß. Man kann in die Anlage hinuntersteigen und zwischen die Bögen treten.Ein Eisenwerk gibt es hier, seit Königin Blanka I. von Navarra 1432 das Privileg erteilte — Erz und Holzkohle lagen im Irati-Wald direkt vor der Tür. 1784 kaufte Karl III. den Ort und machte ihn zur königlichen Waffenfabrik; zusammen mit Trubia in Asturien war er fast hundert Jahre lang Nordspaniens wichtigste Militärindustrie. Die Franzosen brannten ihn 1794 nieder. Zwischen 1800 und 1805 wiederaufgebaut, brannte er 1869 erneut und schloss 1884 endgültig, als die Hochöfen übernahmen. Seither hat der Wald freie Hand.
Une rangée d'arches de pierre se dresse dans la forêt, et la rivière passe droit à travers. Aucun panneau, aucun guichet, personne pour surveiller quoi que ce soit. De la mousse sur les murs, des fougères dans les joints, et le bruit de l'eau entre douze arches qui portaient jadis le toit d'une fonderie de canons. C'est le genre d'endroit où l'on se met à chuchoter sans que personne l'ait demandé.La ruine se trouve au bord du Legarza, à quatre ou cinq kilomètres en amont du village d'Orbaizeta, tout au bord de la forêt d'Irati. La route qui y monte est étroite et finit à peu près nulle part ; le dernier bout se fait à pied. On peut descendre dans le site lui-même et marcher entre les arches.Il y a une forge ici depuis que la reine Blanche Ire de Navarre en accorda le privilège en 1432 — le minerai et le charbon de bois étaient à la porte, dans la forêt d'Irati. En 1784, Charles III racheta le site et en fit une fabrique royale d'armes ; avec Trubia dans les Asturies, elle fut pendant près d'un siècle la plus importante industrie militaire du nord de l'Espagne. Les Français l'incendièrent en 1794. Reconstruite entre 1800 et 1805, elle brûla de nouveau en 1869 et ferma définitivement en 1884, quand les hauts fourneaux prirent le relais. Depuis, la forêt a eu le champ libre.
Vejen derhen
Ruinen ligger ved floden Legarza fire-fem kilometer op ad dalen fra landsbyen Orbaizeta, dybt inde i udkanten af Irati-skoven. Vejen derop er smal og ender nærmest i ingenting, og det sidste stykke går til fods. Man kan gå ned i selve anlægget og ind mellem buerne.
Vejen ender. Buerne står. Det er hele arrangementet.
Det særlige
Der har været jernværk her siden dronning Blanca 1. af Navarra gav privilegium til det i 1432 — malmen og trækullet lå lige udenfor døren i Irati-skoven. I 1784 købte Karl 3. stedet og gjorde det til kongelig våbenfabrik; sammen med Trubia i Asturien var det i næsten hundrede år Nordspaniens vigtigste militære industri. Franskmændene brændte det i 1794. Det blev genopbygget mellem 1800 og 1805, brændte igen i 1869, og lukkede endeligt i 1884 da højovnene overtog. Siden har skoven fået lov.
Brændt i 1794. Genopbygget. Brændt igen. Lukket i 1884. Skoven vandt.
Ved vejens ende over ruinen.
45 minutter-1 time
Hele året. Efteråret farver Irati omkring den, og mos og fugt gør stenene mørkegrønne.
