Tårnene er dækket af tusindvis af diamantformede stenspidser, som om nogen har vendt en tornekrone om og bygget en kirke af den. Ved facadens fod står fjorten grove stenfigurer på en linje — apostlene, hugget af Jorge Oteiza, og de blev forbudt i ni år fordi Vatikanet ikke kunne se hvad det var. Det hele står i bunden af en kalkstenskløft, hvor der ikke er plads til andet, og det er en af Spaniens mest kompromisløse bygninger fra 1900-tallet.
The towers are covered in thousands of diamond-shaped stone points, as if someone had turned a crown of thorns inside out and built a church from it. At the foot of the facade stand fourteen rough stone figures in a line — the apostles, carved by Jorge Oteiza, and they were banned for nine years because the Vatican could not see what they were. The whole thing sits at the bottom of a limestone gorge with room for nothing else, and it is one of the most uncompromising Spanish buildings of the twentieth century.The road up from Oñati climbs nine kilometres through a gorge and ends at the basilica. There is nothing else up there — the gorge has no room for more. Go inside: the space is as harsh as the facade, with Néstor Basterretxea's painted apse and Eduardo Chillida's door handles.The Franciscans have had a house here since the sixteenth century, but the building you see was designed by Francisco Javier Sáenz de Oíza and Luis Laorga in the 1950s. They brought in a generation of Basque artists: Oteiza for the apostles, Chillida for the doors, Basterretxea for the apse, Lucio Muñoz for the altar. Church authorities halted the work, and Oteiza's apostles lay waiting in a ditch for nine years before they were allowed up. Today the place is the national sanctuary of the Basque Country and one of the key works of post-war Spanish architecture.
Die Türme sind mit Tausenden rautenförmiger Steinspitzen besetzt, als hätte jemand eine Dornenkrone umgestülpt und eine Kirche daraus gebaut. Am Fuß der Fassade stehen vierzehn grobe Steinfiguren in einer Reihe — die Apostel, von Jorge Oteiza gehauen, und sie waren neun Jahre lang verboten, weil der Vatikan nicht erkennen konnte, was sie waren. Das Ganze liegt am Grund einer Kalkschlucht, in der für nichts anderes Platz ist, und es ist eines der kompromisslosesten spanischen Bauwerke des 20. Jahrhunderts.Die Straße von Oñati steigt neun Kilometer durch eine Schlucht und endet an der Basilika. Sonst ist dort oben nichts — die Schlucht hat für mehr keinen Platz. Geh hinein: Der Raum ist so schroff wie die Fassade, mit Néstor Basterretxeas bemalter Apsis und Eduardo Chillidas Türgriffen.Die Franziskaner haben hier seit dem 16. Jahrhundert ein Haus, doch den Bau, den man sieht, entwarfen Francisco Javier Sáenz de Oíza und Luis Laorga in den 1950er Jahren. Sie holten eine ganze Generation baskischer Künstler: Oteiza für die Apostel, Chillida für die Türen, Basterretxea für die Apsis, Lucio Muñoz für den Altar. Kirchliche Stellen stoppten die Arbeit, und Oteizas Apostel lagen neun Jahre lang in einem Graben, bevor sie hinaufdurften. Heute ist der Ort das Nationalheiligtum des Baskenlands und eines der Schlüsselwerke der spanischen Nachkriegsarchitektur.
Les tours sont couvertes de milliers de pointes de pierre en losange, comme si l'on avait retourné une couronne d'épines pour en faire une église. Au pied de la façade s'alignent quatorze figures de pierre brutes — les apôtres, taillés par Jorge Oteiza, interdits pendant neuf ans parce que le Vatican ne voyait pas ce que c'était. Le tout occupe le fond d'une gorge calcaire où il n'y a de place pour rien d'autre, et c'est l'un des bâtiments espagnols les plus intransigeants du XXe siècle.La route depuis Oñati monte neuf kilomètres dans une gorge et s'achève à la basilique. Il n'y a rien d'autre là-haut — la gorge n'a pas la place. Entre : l'espace est aussi rude que la façade, avec l'abside peinte de Néstor Basterretxea et les poignées de porte d'Eduardo Chillida.Les franciscains ont une maison ici depuis le XVIe siècle, mais l'édifice que l'on voit fut dessiné par Francisco Javier Sáenz de Oíza et Luis Laorga dans les années 1950. Ils firent venir toute une génération d'artistes basques : Oteiza pour les apôtres, Chillida pour les portes, Basterretxea pour l'abside, Lucio Muñoz pour l'autel. Les autorités ecclésiastiques arrêtèrent le chantier, et les apôtres d'Oteiza attendirent neuf ans dans un fossé avant d'être autorisés à monter. Le lieu est aujourd'hui le sanctuaire national du Pays basque et l'une des œuvres clés de l'architecture espagnole d'après-guerre.
Vejen derhen
Vejen op fra Oñati er ni kilometer op ad en kløft og ender ved basilikaen. Der er ikke andet deroppe — kløften har ikke plads til mere. Gå ind i kirken: rummet indenfor er lige så barsk som facaden, med Néstor Basterretxeas malede apsis og Eduardo Chillidas dørgreb.
Ni kilometer op ad en kløft. Vejen ender ved kirken.
Det særlige
Franciskanerne har haft kloster her siden 1500-tallet, men den bygning man ser blev tegnet af Francisco Javier Sáenz de Oíza og Luis Laorga i 1950-erne. De hentede en generation af baskiske kunstnere ind: Oteiza til apostlene, Chillida til dørene, Basterretxea til apsis, Lucio Muñoz til alteret. Kirkelige myndigheder standsede byggeriet, og Oteizas apostle lå og ventede i en grøft i ni år før de måtte komme op. I dag er stedet Baskerlandets nationalhelligdom og et af de vigtigste værker i spansk efterkrigsarkitektur.
Apostlene lå i en grøft i ni år fordi Vatikanet ikke kunne se hvad det var.
Ved basilikaen for enden af vejen.
1-1,5 time
Hele året. Kløften er ofte i tåge, og det klæder stedet.
