Der går ingen vej hertil. Ikke en dårlig vej, ikke en grusvej — ingen vej. Toogtyve mennesker bor i Bulnes i 649 meters højde, og alt hvad de har, er båret ind ad en sti eller kørt ind gennem et hul i bjerget. Du stiller bilen i Poncebos og tager en skinnevogn 2.227 meter ind i klippen i syv minutter. Når du kommer ud, står du i en landsby med stenhuse, tegltage og en flod, og der er ingen motorstøj nogen steder.
There is no road here. Not a bad road, not a gravel track — no road. Twenty-two people live in Bulnes at 649 metres, and everything they own was carried in along a path or driven in through a hole in the mountain. You leave the car at Poncebos and take a rail car 2,227 metres into the rock, seven minutes. When you come out you are standing in a village of stone houses, tiled roofs and a river, and there is no engine noise anywhere.The funicular opened in September 2001 after three years of blasting. It runs 2,227 metres through the massif at gradients up to 18 per cent and lifts you 402 metres. There is no view on the way — it is tunnel the whole distance — and that is part of the effect: you enter a mountainside in one landscape and come out in another. The alternative is the path through the Canal del Texu, the same four hundred metres of climb, an hour and a half upward.Bulnes splits into La Villa below, where the houses and the life are, and El Castillo six hundred metres higher — the older half, fewer houses, better view. Walk up. From there you look into the Canal del Texu, and beyond the ridge behind rises Picu Urriellu, 2,519 metres, the vertical limestone block Spanish climbers call the Naranjo de Bulnes. The village has lived off it for a century.
Hierher führt keine Straße. Keine schlechte Straße, kein Schotterweg — gar keine. Zweiundzwanzig Menschen leben in Bulnes auf 649 Metern, und alles, was sie besitzen, wurde über einen Pfad hereingetragen oder durch ein Loch im Berg hereingefahren. Man lässt das Auto in Poncebos und fährt mit einem Schienenwagen 2.227 Meter in den Fels hinein, sieben Minuten. Wenn man herauskommt, steht man in einem Dorf aus Steinhäusern, Ziegeldächern und einem Fluss, und nirgends ist ein Motor zu hören.Die Standseilbahn wurde im September 2001 eröffnet, nach drei Jahren Sprengarbeit. Sie läuft 2.227 Meter durch das Massiv mit Steigungen bis 18 Prozent und hebt einen 402 Meter. Unterwegs gibt es keine Aussicht — es ist durchgehend Tunnel — und genau das macht die Wirkung aus: Man geht in einer Landschaft in den Berg hinein und kommt in einer anderen heraus. Die Alternative ist der Pfad durch den Canal del Texu, dieselben vierhundert Höhenmeter, anderthalb Stunden bergauf.Bulnes teilt sich in La Villa unten, wo die Häuser und das Leben sind, und El Castillo sechshundert Meter höher — die ältere Hälfte, weniger Häuser, bessere Aussicht. Geh hinauf. Von dort blickt man in den Canal del Texu, und hinter dem Grat erhebt sich der Picu Urriellu, 2.519 Meter, der senkrechte Kalksteinklotz, den spanische Bergsteiger Naranjo de Bulnes nennen. Das Dorf lebt seit hundert Jahren von ihm.
Aucune route ne mène ici. Pas une mauvaise route, pas une piste — aucune. Vingt-deux personnes vivent à Bulnes à 649 mètres, et tout ce qu’elles possèdent est arrivé par un sentier ou par un trou dans la montagne. On laisse la voiture à Poncebos et on prend un wagon sur rails sur 2 227 mètres dans la roche, sept minutes. En sortant, on se retrouve dans un village de maisons de pierre, de toits de tuiles et d’une rivière, et aucun moteur ne se fait entendre.Le funiculaire a ouvert en septembre 2001, après trois ans de tirs de mine. Il parcourt 2 227 mètres à travers le massif, avec des pentes jusqu’à 18 pour cent, et te monte de 402 mètres. Aucune vue en chemin — c’est du tunnel sur toute la longueur — et cela fait partie de l’effet : on entre dans un flanc de montagne dans un paysage et on ressort dans un autre. L’alternative est le sentier du Canal del Texu, les mêmes quatre cents mètres de dénivelé, une heure et demie de montée.Bulnes se divise en La Villa en bas, où sont les maisons et la vie, et El Castillo six cents mètres plus haut — la moitié la plus ancienne, moins de maisons, meilleure vue. Monte. De là, on plonge le regard dans le Canal del Texu, et derrière la crête se dresse le Picu Urriellu, 2 519 mètres, le bloc calcaire vertical que les grimpeurs espagnols appellent Naranjo de Bulnes. Le village en vit depuis un siècle.
Toget inde i bjerget
Funicularen åbnede i september 2001 efter tre års sprængning. Den løber 2.227 meter gennem massivet med op til 18 procents stigning og løfter dig 402 meter. Der er ingen udsigt undervejs — det er tunnel hele vejen — og det er en del af effekten: du går ind i en bjergside i det ene landskab og ud i et helt andet. Alternativet er stien gennem Canal del Texu, den samme fire hundrede meters stigning, halvanden time opad.
Syv minutter i mørke. Så åbner Picos de Europa sig.
To bydele og et bjerg
Bulnes deler sig i La Villa nedenunder, hvor husene og livet er, og El Castillo seks hundrede meter højere oppe — den ældre halvdel, færre huse, bedre udsigt. Gå derop. Ovenfra ser du ind i Canal del Texu, og over ryggen bagved rejser Picu Urriellu sig, 2.519 meter, den lodrette kalkstensklods spanske bjergbestigere kalder Naranjo de Bulnes. Landsbyen har levet af den i hundrede år.
Toogtyve fastboende. Ingen bil har nogensinde holdt her.
Ved funicularens station i Poncebos. Bilen bliver stående — der er ingen vej videre.
3-4 timer med turen op og tilbage
Maj-oktober. Funicularen kører hele året, men vejret lukker udsigten om vinteren.