Țetcu Mircea Rareș / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.5
1.600 meter oppe, spredt ud over bjergsiden som huse nogen har tabt ned ad en skråning. Sidste sted med benzin og kaffe før Transalpina forlader civilisationen for alvor. Om vinteren myldrer liften. Om sommeren står halvdelen af pensionerne tomme med udsigt lige ned i dalen.
At 1,600 metres, scattered across the mountainside like houses someone dropped down a slope. The last stop for petrol and coffee before Transalpina truly leaves civilisation behind. In winter the lift swarms with skiers. In summer half the guesthouses stand empty with a view straight down into the valley.Rânca sits on the Transalpina (DN67C), some twenty kilometres up from Novaci in Gorj, at around 1,600 metres at the foot of the Parâng Mountains. The town is scattered across the mountainside in stretches of guesthouses, a ski lift and signs pointing towards the slopes. From here there's still petrol, coffee and a roof over your head — the last of its kind before the road leaves the tree line and climbs into the empty highland.Rânca is a town with two faces. In winter it hums — the lift runs, the slopes are full, the streets overflow with cars from Craiova and Bucharest. In summer, when most people just drive through on their way to the pass, half the guesthouses stand still with the curtains drawn, while a lift hangs motionless over a green slope where there should have been snow. A hundred years ago there was nothing here. Now the houses climb the slope as if scattered by hand.
Auf 1.600 Metern, über den Berghang verstreut wie Häuser, die jemand einen Abhang hinuntergeworfen hat. Die letzte Station für Benzin und Kaffee, bevor die Transalpina die Zivilisation wirklich hinter sich lässt. Im Winter drängt sich alles am Lift. Im Sommer stehen halb so viele Pensionen leer, mit Blick direkt hinunter ins Tal.Rânca liegt an der Transalpina (DN67C), rund zwanzig Kilometer oberhalb von Novaci im Kreis Gorj, auf etwa 1.600 Metern am Fuß der Parâng-Berge. Der Ort zieht sich in Reihen von Pensionen, einem Skilift und Schildern zu den Pisten den Berghang hinauf. Von hier gibt es noch Benzin, Kaffee und ein festes Dach über dem Kopf — das letzte seiner Art, bevor die Straße die Baumgrenze verlässt und ins leere Hochland klettert.Rânca hat zwei Gesichter. Im Winter brummt es — der Lift läuft, die Pisten sind voll, die Straßen quellen über mit Autos aus Craiova und Bukarest. Im Sommer, wenn die meisten nur auf dem Weg zum Pass durchfahren, stehen halb so viele Pensionen still mit zugezogenen Gardinen, während ein Lift bewegungslos über einem grünen Hang hängt, wo Schnee liegen sollte. Vor hundert Jahren war hier nichts. Heute klettern die Häuser den Hang hinauf, als hätte jemand sie mit der Hand verstreut.
À 1 600 mètres, éparpillée sur le versant comme des maisons tombées d'une pente. La dernière étape pour l'essence et le café avant que la Transalpina ne quitte vraiment la civilisation. L'hiver, le télésiège grouille de monde. L'été, la moitié des pensions restent vides, avec vue plongeante sur la vallée.Rânca se trouve sur la Transalpina (DN67C), à une vingtaine de kilomètres au-dessus de Novaci dans le Gorj, à environ 1 600 mètres au pied des monts Parâng. La ville s'étale sur le versant en rangées de pensions, un télésiège et des panneaux indiquant les pistes. C'est ici qu'on trouve encore de l'essence, du café et un toit — les derniers avant que la route ne quitte la limite des arbres et grimpe vers le haut plateau désert.Rânca a deux visages. L'hiver, elle bourdonne — le télésiège tourne, les pistes sont pleines, les rues débordent de voitures venues de Craiova et de Bucarest. L'été, quand la plupart des gens ne font que la traverser vers le col, la moitié des pensions restent immobiles, rideaux tirés, pendant qu'un télésiège pend, figé, au-dessus d'un versant vert où il devrait y avoir de la neige. Il y a cent ans, il n'y avait rien ici. Aujourd'hui les maisons grimpent le versant comme éparpillées à la main.
Ruten
Rânca ligger på Transalpina (DN67C), en snes kilometer op fra Novaci i Gorj, i omkring 1.600 meters højde ved foden af Parâng-bjergene. Byen er spredt ud over bjergsiden i strøg af pensioner, en skilift og skilte der peger mod pisterne. Herfra er der stadig benzin, kaffe og et fast tag over hovedet — det sidste af den slags før vejen forlader trægrænsen og klatrer op i det tomme højland.
Fyld tanken her. Ovenfor holder asfalten op med at være civiliseret.
Det særlige
Rânca er en by med to ansigter. Om vinteren summer den — liften kører, pisterne er fulde, gaderne flyder over med biler fra Craiova og Bukarest. Om sommeren, hvor de fleste kører forbi på vej mod passet, står halvdelen af pensionerne stille med gardinerne trukket for, mens en lift hænger ubevægelig over en grøn skråning hvor der skulle have været sne. For hundrede år siden var her ingenting. Nu klatrer husene op ad skråningen som spredt ud af nogens hånd.
En skiby uden sne har sin egen stilhed — som et teater dagen efter forestillingen.