Vejen ender i 1.265 meter, og der står en lav grå stenkirke på græsset med stynede bøgetræer omkring sig. Der har været kirke heroppe siden i hvert fald 1032. Indeni hænger et alterforsæt af forgyldt kobber og emalje fra omkring 1180 — niogtredive plader med Jomfru Maria, evangelisterne, apostlene og de tre konger. En belgisk kunsttyv stjal det i 1979. Man fik det tilbage, men skaderne kan stadig ses.
The road ends at 1,265 metres, and a low grey stone church stands on the grass with pollarded beeches around it. There has been a church up here since at least 1032. Inside hangs an altar frontal of gilded copper and enamel from around 1180 — thirty-nine plaques showing the Virgin, the evangelists, the apostles and the three kings. A Belgian art thief stole it in 1979. It was recovered, but the damage can still be seen.The road up from Uharte-Arakil climbs fifteen kilometres onto the Aralar ridge and ends at the sanctuary. It is narrow, winding and often in cloud. Up on the top, sheep and horses roam free and there are no other buildings.The legend is worth knowing, even though it is a legend: the knight Teodosio de Goñi came home from war, was tricked into believing his wife unfaithful, and killed his own parents in their bed in the dark. He walked to Rome and was given as penance an iron chain around his waist, to be worn until it fell off by itself. It fell here on the mountain, where the archangel Michael, so the story goes, killed a dragon above him. That is the kind of story you tell yourself up in the clouds. The altar frontal, by contrast, is documented, was made under Sancho VI of Navarre, and is one of the finest pieces of twelfth-century enamel work in existence.
Die Straße endet auf 1.265 Metern, und eine niedrige graue Steinkirche steht im Gras, umgeben von gekappten Buchen. Eine Kirche gibt es hier oben mindestens seit 1032. Drinnen hängt ein Altarvorsatz aus vergoldetem Kupfer und Email von etwa 1180 — neununddreißig Tafeln mit der Jungfrau, den Evangelisten, den Aposteln und den Heiligen Drei Königen. Ein belgischer Kunstdieb stahl ihn 1979. Man bekam ihn zurück, aber die Schäden sind noch zu sehen.Die Straße von Uharte-Arakil klettert fünfzehn Kilometer auf den Aralar-Rücken und endet an der Wallfahrtskirche. Sie ist schmal, kurvig und oft in Wolken. Oben laufen Schafe und Pferde frei, und es gibt keine anderen Gebäude.Die Legende lohnt sich, auch wenn es eine Legende ist: Der Ritter Teodosio de Goñi kam aus dem Krieg heim, wurde zu dem Glauben verleitet, seine Frau sei untreu, und erschlug im Dunkeln seine eigenen Eltern im Bett. Er ging nach Rom und erhielt als Buße eine Eisenkette um den Leib, zu tragen, bis sie von selbst abfiele. Sie fiel hier auf dem Berg, wo der Erzengel Michael der Geschichte nach einen Drachen über ihm erschlug. So etwas erzählt man sich oben in den Wolken. Der Altarvorsatz dagegen ist dokumentiert, entstand unter Sancho VI. von Navarra und gehört zum Feinsten, was das 12. Jahrhundert an Emailarbeit hinterlassen hat.
La route s'arrête à 1 265 mètres, et une église de pierre grise et basse se tient dans l'herbe, entourée de hêtres têtards. Il y a une église ici depuis 1032 au moins. À l'intérieur pend un devant d'autel de cuivre doré et d'émail des environs de 1180 — trente-neuf plaques figurant la Vierge, les évangélistes, les apôtres et les Rois mages. Un voleur d'art belge l'a dérobé en 1979. On l'a récupéré, mais les dégâts se voient encore.La route depuis Uharte-Arakil monte quinze kilomètres sur la crête d'Aralar et finit au sanctuaire. Elle est étroite, sinueuse et souvent dans les nuages. En haut, moutons et chevaux vont librement, et il n'y a aucune autre construction.La légende mérite d'être connue, même si c'est une légende : le chevalier Teodosio de Goñi rentra de la guerre, fut amené à croire sa femme infidèle, et tua dans le noir ses propres parents dans leur lit. Il marcha jusqu'à Rome et reçut pour pénitence une chaîne de fer autour de la taille, à porter jusqu'à ce qu'elle tombe d'elle-même. Elle tomba ici, sur la montagne, où l'archange Michel, dit l'histoire, terrassa un dragon au-dessus de lui. C'est le genre de récit qu'on se raconte là-haut dans les nuages. Le devant d'autel, lui, est documenté : réalisé sous Sanche VI de Navarre, il compte parmi les plus beaux émaux du XIIe siècle.
Vejen derhen
Vejen op fra Uharte-Arakil klatrer femten kilometer op på Aralar-bjergryggen og ender ved sanktuariet. Den er smal, snoet og ofte i skyerne. Oppe på fladen går der får og heste frit, og der er ingen anden bebyggelse.
Vejen ender heroppe. Der er ikke andet.
Det særlige
Legenden er værd at kende, også selv om den er en legend: ridderen Teodosio de Goñi kom hjem fra krig, blev narret til at tro at hans kone var ham utro, og dræbte i mørket sine egne forældre i sengen. Han gik til Rom og fik som bod at gå med en jernlænke om livet til den faldt af sig selv. Den faldt her på bjerget, hvor ærkeenglen Mikael ifølge historien slog en drage ihjel over ham. Det er den slags historie man fortæller sig selv oppe i skyerne. Alterforsættet derimod er dokumenteret, blev lavet under Sancho 6. af Navarra, og er et af de fineste stykker emaljearbejde der findes fra 1100-tallet.
Stjålet i 1979. Fundet igen. Skaderne kan stadig ses.
Ved sanktuariet, hvor vejen ender.
1 time med kørslen op
Maj-oktober. Vejen op kan lukke i sne, og tågen ligger tit på ryggen.
