Verdens nordligste fæstning, og den er stadig bemandet. Vardøhus blev bygget mellem 1734 og 1738 ude ved rigets østligste hjørne, og dens kanoner er kun affyret mod en fjende to gange i 300 år. Du går ind over en træbro og er pludselig i et stykke 1700-tal.
The world's northernmost fortress, and it is still manned. Vardøhus was built between 1734 and 1738 out at the realm's easternmost corner, and its cannons have been fired at an enemy only twice in 300 years. You cross a wooden bridge and are suddenly in a piece of the 18th century.The fortress lies inside Vardø town, on the island of Vardøya, which you reach through Norway's first undersea tunnel. You walk in over a little wooden bridge: low white buildings, black cannons, a watchtower and grass growing on the star-shaped ramparts. It is open to visitors.Fortifications have stood here since 1306, but the present star fortress dates from 1734–38. The cannons have been fired in anger only twice: at English troops in 1808 and at German aircraft in 1940. Each winter, when the sun returns after the polar night around mid-January, the fortress fires a cannon salute — and the town's schoolchildren get the day off.
Die nördlichste Festung der Welt, und sie ist noch immer besetzt. Vardøhus wurde zwischen 1734 und 1738 ganz draußen an der östlichsten Ecke des Reiches gebaut, und ihre Kanonen wurden in 300 Jahren nur zweimal auf einen Feind abgefeuert. Man überquert eine Holzbrücke und ist plötzlich in einem Stück des 18. Jahrhunderts.Die Festung liegt innerhalb der Stadt Vardø, auf der Insel Vardøya, die man durch Norwegens ersten Unterseetunnel erreicht. Man geht über eine kleine Holzbrücke hinein: niedrige weiße Gebäude, schwarze Kanonen, ein Wachturm und Gras, das auf den sternförmigen Wällen wächst. Sie ist für Besucher geöffnet.Befestigungen haben hier seit 1306 gestanden, aber die heutige Sternfestung stammt aus den Jahren 1734–38. Die Kanonen wurden nur zweimal im Zorn abgefeuert: gegen englische Truppen 1808 und gegen deutsche Flugzeuge 1940. Jeden Winter, wenn die Sonne nach der Polarnacht um Mitte Januar zurückkehrt, feuert die Festung einen Kanonensalut — und die Schulkinder der Stadt bekommen frei.
La forteresse la plus septentrionale du monde, et elle est encore occupée. Vardøhus fut construite entre 1734 et 1738 tout à l'extrémité orientale du royaume, et ses canons n'ont tiré sur un ennemi que deux fois en 300 ans. Tu traverses un pont en bois et te retrouves soudain dans un fragment du XVIIIe siècle.La forteresse se trouve dans la ville de Vardø, sur l'île de Vardøya, que l'on atteint par le premier tunnel sous-marin de Norvège. Tu entres par un petit pont de bois : de basses bâtisses blanches, des canons noirs, une tour de guet et de l'herbe poussant sur les remparts en étoile. Elle est ouverte aux visiteurs.Des fortifications se dressent ici depuis 1306, mais la forteresse en étoile actuelle date de 1734–38. Les canons n'ont tiré en colère que deux fois : sur les troupes anglaises en 1808 et sur des avions allemands en 1940. Chaque hiver, quand le soleil revient après la nuit polaire vers la mi-janvier, la forteresse tire un coup de canon — et les écoliers de la ville ont congé.
VEJEN DERHEN
Fæstningen ligger inde i Vardø by, på øen Vardøya, som du når gennem Norges første undersøiske tunnel. Du går ind over en lille træbro: lave hvide bygninger, sorte kanoner, et vagttårn og græs der gror på de stjerneformede volde. Den er åben for besøgende.
Vagtpost ved Europas østlige hjørne, med blik mod Rusland.
DET SÆRLIGE
Der har stået befæstning her siden 1306, men den nuværende stjernefæstning er fra 1734–38. Kanonerne er kun affyret i vrede to gange: mod engelske tropper i 1808 og mod tyske fly i 1940. Hver vinter, når solen vender tilbage efter mørketiden omkring midten af januar, affyrer fæstningen et kanonskud — og byens skolebørn får fri.
Solen kommer tilbage. Det fejrer man med et kanonskud.