To stenhorn der stikker op som en geds ører over Svolvær. Springet mellem de to horn — 1,5 meter over 150 meters frit fald — er Lofotens ultimative mutprøve.
Two stone horns sticking up like a goat's ears above Svolvær. The jump between the two horns — 1.5 metres over a 150-metre drop — is Lofoten's ultimate dare.Svolværgeita rises 590 metres above sea level, directly behind Svolvær town centre in the Lofoten Islands in Norway. The route starts at Blåfjellveien and follows a path up through birch forest, then across angled rock faces and gullies. The last 150 metres is actual climbing — grade 3-4 on the Norwegian scale. You need a guide unless you are an experienced climber. The route is unmarked, and the mountain is steep enough that a mistake costs everything. Most guided trips take 4-5 hours from bottom to top and back. At the summit: two horns, Storhornet and Lillehornet, separated by a gap of 1.5 metres.The famous jump from Lillehornet to Storhornet is 1.5 metres long over a 150-metre drop. It isn't technically difficult — it is mentally impossible. The body refuses. The brain says no. Yet people jump. The first known jump was made in 1932. Today hundreds do it every year with a guide. You can also just enjoy the view from Storhornet without jumping — it's still one of the wildest views in Norway. Northward: open sea. Southward: Lofoten's jagged ridge of peaks. Right below you: Svolvær harbour with fishing boats that look like toys.
Zwei Steinhörner, die wie Ziegenohren über Svolvær aufragen. Der Sprung zwischen den beiden — 1,5 Meter über 150 Meter freiem Fall — ist Lofotens ultimative Mutprobe.Svolværgeita erhebt sich 590 Meter über dem Meeresspiegel, direkt hinter dem Zentrum von Svolvær auf den Lofoten in Norwegen. Die Route startet am Blåfjellveien und folgt einem Pfad durch Birkenwald, dann über schräge Felsflächen und Rinnen. Die letzten 150 Meter sind echtes Klettern — Schwierigkeitsgrad 3-4 auf norwegischer Skala. Ohne Erfahrung braucht man einen Guide. Die Route ist nicht markiert, und der Berg ist steil genug, dass ein Fehler alles kostet. Die meisten geführten Touren dauern 4-5 Stunden auf und ab. Am Gipfel: zwei Hörner, Storhornet und Lillehornet, getrennt durch eine Lücke von 1,5 Metern.Der berühmte Sprung vom Lillehornet zum Storhornet ist 1,5 Meter weit über 150 Meter Tiefe. Er ist technisch nicht schwer — er ist mental unmöglich. Der Körper weigert sich. Das Gehirn sagt nein. Trotzdem springen die Leute. Der erste bekannte Sprung war 1932. Heute machen es Hunderte jedes Jahr mit Guide. Man kann auch einfach die Aussicht vom Storhornet genießen ohne zu springen — es ist immer noch einer der wildesten Blicke in Norwegen. Nach Norden: offenes Meer. Nach Süden: Lofotens gezackte Gipfelkette. Direkt unter dir: Svolværs Hafen mit Fischerbooten, die wie Spielzeug aussehen.
Deux cornes de pierre dressées comme les oreilles d'une chèvre au-dessus de Svolvær. Le saut entre les deux — 1,5 mètre au-dessus de 150 mètres de vide — est le défi ultime des Lofoten.Svolværgeita culmine à 590 mètres au-dessus du niveau de la mer, juste derrière le centre de Svolvær dans les Lofoten en Norvège. L'itinéraire part du Blåfjellveien et suit un sentier à travers la forêt de bouleaux, puis des dalles rocheuses inclinées et des ravines. Les 150 derniers mètres sont de l'escalade réelle — niveau 3-4 sur l'échelle norvégienne. Un guide est nécessaire sauf pour les grimpeurs expérimentés. La route n'est pas balisée, et la montagne est assez raide pour qu'une erreur coûte tout. La plupart des sorties guidées prennent 4-5 heures aller-retour. Au sommet : deux cornes, Storhornet et Lillehornet, séparées par un vide de 1,5 mètre.Le célèbre saut du Lillehornet au Storhornet fait 1,5 mètre au-dessus de 150 mètres de vide. Ce n'est pas techniquement difficile — c'est mentalement impossible. Le corps refuse. Le cerveau dit non. Et pourtant les gens sautent. Le premier saut connu date de 1932. Aujourd'hui, des centaines le font chaque année avec un guide. On peut aussi simplement profiter de la vue depuis Storhornet sans sauter — c'est quand même l'une des vues les plus vertigineuses de Norvège. Au nord : la mer ouverte. Au sud : la crête déchiquetée des Lofoten. Juste en dessous : le port de Svolvær avec ses bateaux de pêche qui ressemblent à des jouets.
Opstigningen
Svolværgeita rejser sig 590 meter over havet, direkte bag Svolværs centrum i Lofoten i Norge. Turen starter ved Blåfjellveien og følger en sti op gennem bjørkeskov, derefter skrå klippeflader og kløfter. De sidste 150 meter er reel klatring — grad 3-4 på norsk skala. Du har brug for guide medmindre du er erfaren klatrer. Ruten er ikke markeret, og fjeldet er stejlt nok til at en fejl koster alt. De fleste guidede ture tager 4-5 timer fra bund til top og ned igen. Oppe på toppen: to horn, Storhornet og Lillehornet, adskilt af et gab på 1,5 meter.
Du står på kanten og kigger ned. Svolvær ligner et modellandskab. Havet er blåt, fladt og ligegyldigt.
Springet
Det berømte spring fra Lillehornet til Storhornet er 1,5 meter langt over 150 meters frit fald. Det er ikke teknisk svært — det er mentalt umuligt. Kroppen nægter. Hjernen siger nej. Alligevel hopper folk. Første kendte spring blev lavet i 1932. I dag gør hundredvis det hvert år med guide. Du kan også bare nyde udsigten fra Storhornet uden at springe — det er stadig en af de vildeste udsigter i Norge. Nordover: åbent hav. Sydover: Lofotens takkede tinderække. Lige under dig: Svolvær havn med fiskebåde der ligner legetøj.
1,5 meter. Det er ingenting. Og det er alting.
Start ved Blåfjellveien i Svolvær. Begrænset parkering langs vejen.
