Michael F.H. Barth / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0
Gedebukken over Svolvær. En granitspids på ryggen af fjeldet Fløya med to horn — Storhorn og Lillehorn — skilt af et spring på halvanden meter. Klatrere springer fra det ene horn til det andet med 300 meters frit fald ned mod kirkegården nedenunder. Første bestigning i 1910. I gamle dage ofrede fiskerne årets første torsk heroppe.
The Goat above Svolvær. A granite pinnacle on the back of Mount Fløya with two horns — Storhorn and Lillehorn — separated by a 1.5-metre gap. Climbers leap from one horn to the other with a 300-metre free fall down toward the cemetery below. First climbed in 1910. In the old days fishermen sacrificed the season's first cod up here.The Svolværgeita rises directly above Svolvær on Austvågøya in Nordland, Norway. You can see it from the harbour and the town. The foot of the rock is reached by about a 45-minute steep hike from town; the summit itself requires climbing gear and experience. Most people are content to stand down in town and look up.The Goat sits about 590 metres above sea level, and the pinnacle itself is around 150 metres high. The leap between Storhorn and Lillehorn is 1.5 metres — over a 300-metre drop. It was first done in 1910 by Carl Rubenson, Alf Bonnevie Bryn and Ferdinand Schjelderup. The climb is among Norway's most famous, but also one of the more serious — not something to attempt without protection and experience.
Die Ziege über Svolvær. Eine Granitspitze am Rücken des Bergs Fløya mit zwei Hörnern — Storhorn und Lillehorn —, getrennt durch eine 1,5 Meter breite Lücke. Kletterer springen von einem Horn zum anderen, mit einem 300 Meter freien Fall Richtung Friedhof darunter. Erstbesteigung 1910. Früher opferten Fischer hier oben den ersten Kabeljau der Saison.Die Svolværgeita erhebt sich direkt über Svolvær auf Austvågøya, Nordland, Norwegen. Du siehst sie vom Hafen und der Stadt aus. Den Fuß des Felsens erreicht man nach etwa 45 Minuten steilem Aufstieg von der Stadt aus; der Gipfel selbst erfordert Kletterausrüstung und Erfahrung. Die meisten begnügen sich damit, unten in der Stadt zu stehen und hinaufzuschauen.Die Ziege liegt etwa 590 Meter über dem Meer, und die Spitze selbst ist rund 150 Meter hoch. Der Sprung zwischen Storhorn und Lillehorn beträgt 1,5 Meter — über einen 300-Meter-Abgrund. Erstmals gelang er 1910 Carl Rubenson, Alf Bonnevie Bryn und Ferdinand Schjelderup. Die Klettertour gehört zu Norwegens berühmtesten, aber auch zu den ernsteren — nichts, was man ohne Sicherung und Erfahrung versuchen sollte.
La Chèvre au-dessus de Svolvær. Un pinacle de granit sur le dos du mont Fløya avec deux cornes — Storhorn et Lillehorn — séparées par un écart de 1,5 mètre. Les grimpeurs sautent d'une corne à l'autre avec une chute libre de 300 mètres vers le cimetière en contrebas. Première ascension en 1910. Autrefois les pêcheurs y sacrifiaient la première morue de la saison.Le Svolværgeita s'élève directement au-dessus de Svolvær sur Austvågøya, Nordland, Norvège. On le voit depuis le port et la ville. Le pied du rocher se rejoint après environ 45 minutes de marche raide depuis la ville ; le sommet lui-même exige du matériel d'escalade et de l'expérience. La plupart des gens se contentent de rester en ville et de regarder vers le haut.La Chèvre se situe à environ 590 mètres d'altitude, et le pinacle lui-même fait environ 150 mètres de haut. Le saut entre Storhorn et Lillehorn est de 1,5 mètre — au-dessus d'une chute de 300 mètres. Il fut réalisé pour la première fois en 1910 par Carl Rubenson, Alf Bonnevie Bryn et Ferdinand Schjelderup. Cette escalade compte parmi les plus célèbres de Norvège, mais aussi parmi les plus sérieuses — rien à tenter sans protection ni expérience.
VEJEN DERHEN
Svolværgeita rejser sig direkte over Svolvær på Austvågøya i Nordland, Norge. Du ser den fra havnen og byen. Foden af klippen nås på cirka 45 minutters stejl vandring fra byen; selve toppen kræver klatreudstyr og erfaring. De fleste nøjes med at stå nede i byen og se op.
Kig op fra havnen. De to horn står deroppe — og folk springer faktisk imellem dem.
DET SÆRLIGE
Geita sidder omkring 590 meter over havet, og selve spidsen er cirka 150 meter høj. Springet mellem Storhorn og Lillehorn er halvanden meter — over 300 meters fald. Det blev første gang gjort i 1910 af Carl Rubenson, Alf Bonnevie Bryn og Ferdinand Schjelderup. Klatringen er blandt Norges mest berømte, men hører til de mere alvorlige — det er ikke noget man gør uden sikring og erfaring.
Halvanden meter mellem to horn. 300 meter ned. Folk har sprunget det siden 1910.
