Foto: Florian Pépellin / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0
Vejen op er så smal at du kigger efter vigepladser før du kigger på udsigten. Og så står du der, 640 meter oppe, ved en rund skifertårn fra 1200-tallet — og hele kysten ligger foldet ud: Collioure, Port-Vendres, Banyuls under dig mod syd, og mod nord en sandstrand der bare bliver ved til den forsvinder i disen ved Perpignan.
The road up is so narrow you look for passing places before you look at the view. And then you're standing there, 640 metres up, beside a round schist tower from the 13th century — and the whole coast unfolds: Collioure, Port-Vendres, Banyuls below you to the south, and to the north a beach that simply keeps going until it dissolves into the haze near Perpignan.The panoramic road starts in Collioure and winds inland and upward past the hermitage of Notre-Dame-de-Consolation. From there it narrows. The vineyard terraces step all the way down to the sea — dry stone walls people have stacked for centuries to hold soil on a slope that would rather not carry anything. The tower was built in the 13th century under James II of Majorca, as a watchtower in a whole network: Massane, Mir, Cos, Batère. Fire by night, smoke by day. The message ran on to the castle at Collioure, where the kings of Majorca spent their summers.The tower is round, built of schist, and stands on a ridge in the Albères massif — the last mountain spine before the Pyrenees go into the sea. It carries antennas now; it serves as a TV relay. Up close that's a blemish, and it means nothing the moment you turn around. On a clear day you see both the French and the Spanish side of the border at once, and you understand why someone 700 years ago picked this particular rock to watch from. There is no shade up there and no shelter.
Die Straße hinauf ist so schmal, dass du nach Ausweichstellen schaust, bevor du auf die Aussicht schaust. Und dann stehst du da, 640 Meter hoch, neben einem runden Schieferturm aus dem 13. Jahrhundert — und die ganze Küste faltet sich auf: Collioure, Port-Vendres, Banyuls unter dir im Süden, und im Norden ein Sandstrand, der einfach weitergeht, bis er im Dunst bei Perpignan verschwindet.Die Panoramastraße beginnt in Collioure und windet sich landeinwärts und aufwärts an der Einsiedelei Notre-Dame-de-Consolation vorbei. Danach wird sie schmal. Die Weinterrassen treppen bis hinunter ans Meer — Trockenmauern, die Menschen jahrhundertelang aufgeschichtet haben, um Erde an einem Hang zu halten, der eigentlich nichts tragen will. Der Turm entstand im 13. Jahrhundert unter Jakob II. von Mallorca, als Wachturm in einem ganzen Netz: Massane, Mir, Cos, Batère. Nachts Feuer, tagsüber Rauch. Die Nachricht lief weiter zur Burg von Collioure, wo die Könige von Mallorca den Sommer verbrachten.Der Turm ist rund, aus Schiefer gebaut, und steht auf einem Felskamm im Albères-Massiv — dem letzten Bergrücken, bevor die Pyrenäen ins Meer gehen. Heute trägt er Antennen; er dient als Fernsehrelais. Aus der Nähe stört das, und es bedeutet nichts, sobald du dich umdrehst. Bei klarem Wetter siehst du die französische und die spanische Seite der Grenze auf einmal, und du verstehst, warum vor 700 Jahren jemand genau diesen Felsen zum Ausschauhalten wählte. Es gibt dort oben keinen Schatten und keinen Windschutz.
La route qui monte est si étroite que tu cherches les créneaux de croisement avant de regarder le paysage. Et puis tu es là, à 640 mètres, à côté d'une tour ronde en schiste du XIIIe siècle — et toute la côte se déplie : Collioure, Port-Vendres, Banyuls sous toi au sud, et au nord une plage de sable qui continue jusqu'à se dissoudre dans la brume vers Perpignan.La route panoramique part de Collioure et serpente vers l'intérieur et vers le haut, passé l'ermitage de Notre-Dame-de-Consolation. Ensuite elle se rétrécit. Les terrasses de vigne descendent en marches jusqu'à la mer — des murets de pierre sèche empilés pendant des siècles pour retenir la terre sur une pente qui ne veut rien porter. La tour a été bâtie au XIIIe siècle sous Jacques II de Majorque, comme tour de guet dans tout un réseau : Massane, Mir, Cos, Batère. Feu la nuit, fumée le jour. Le message filait jusqu'au château de Collioure, résidence d'été des rois de Majorque.La tour est ronde, en schiste, posée sur une crête du massif des Albères — la dernière échine avant que les Pyrénées n'entrent dans la mer. Elle porte aujourd'hui des antennes ; elle sert de relais de télévision. De près cela dépare, et cela ne compte plus dès que tu te retournes. Par temps clair tu vois d'un seul coup le versant français et le versant espagnol de la frontière, et tu comprends pourquoi quelqu'un, il y a 700 ans, a choisi ce rocher-là pour guetter. Il n'y a là-haut ni ombre ni abri.
Vejen derop
Panoramavejen begynder i Collioure og slynger sig indad og opad forbi eremitagen Notre-Dame-de-Consolation. Herfra bliver den smal. Vinterrasserne står i trapper hele vejen ned mod havet — tørmurede stendiger som folk har stablet i århundreder for at holde jorden på plads i en skråning der egentlig ikke vil bære noget. Tårnet blev bygget i 1200-tallet under Jakob 2. af Mallorca, som vagttårn i et helt netværk: Massane, Mir, Cos, Batère. Om natten ild, om dagen røg. Beskeden løb videre til borgen i Collioure, hvor kongerne af Mallorca holdt sommer.
Sidste hundrede meter går til fods. Så holder vinden op med at være en detalje.
Deroppe
Tårnet er rundt, bygget af skifer, og står på en klippekam i Albères-massivet — den sidste bjergryg før Pyrenæerne går i havet. Der sidder antenner på det i dag; det er tv-sender nu. Det skæmmer på nært hold og betyder ingenting så snart du vender dig om. På en klar dag ser du både den franske og den spanske side af grænsen på én gang, og du forstår hvorfor nogen for 700 år siden valgte netop den her klippe at holde øje fra. Der er ingen skygge deroppe og ingen læ.
To lande, én udsigt. Og en vind der river i jakkeærmerne hele tiden.
Smal enkeltsporet bjergvej fra Collioure eller Banyuls. Parkeringsplads under toppen; sidste stykke til fods.
