Mellem Aspin og Tourmalet holder Pyrenæerne pludselig op med at være Pyrenæerne. Vejen flader ud, granerne lukker sig om den, og der ligger en sø på ti hektar i en åben skovbund 1.139 meter oppe. Franskmændene kalder området le petit Canada. Det er en fjollet sammenligning, og den er helt præcis.
Between Aspin and Tourmalet the Pyrenees suddenly stop being the Pyrenees. The road flattens, the spruces close in around it, and there is a ten-hectare lake in open forest floor 1,139 metres up. The French call the area le petit Canada. It is a silly comparison, and it is entirely accurate.The lake lies on the D918 between the two big passes, on the boundary between the communes of Campan and Arreau. It is fed by three mountain streams and is artificially dammed. In winter it usually freezes right over; in summer there are canoes and kayaks on it, and people sit on the grass by the shore with packed lunches while their cars cool off after Aspin. There is an old marble quarry nearby — which is why the road up here is as wide as it is.Payolle is the place you hadn't planned to stop. It sits halfway between the Col d'Aspin and the Col du Tourmalet, and exactly where legs or brakes need a break, the landscape makes an exception: conifers, a flat lake, grass you can sit down on. The Tour de France finished a stage here in 2016. The area is protected as a nature zone, and it is neither an attraction nor a town — just a lake that lies well. But the marble is not nothing. The quarry at Espiadet just above has been worked since the Romans started cutting here before our era, and the Campan marble from it — green, striped, pink — sits in Versailles, in the Louvre and in the Paris opera house. The last company stopped in 1992. That is why the road up here is wider than a mountain road has any reason to be: it was built to carry stone, not cars.
Zwischen Aspin und Tourmalet hören die Pyrenäen plötzlich auf, Pyrenäen zu sein. Die Straße wird flach, die Fichten rücken heran, und da liegt ein zehn Hektar großer See auf offenem Waldboden, 1.139 Meter hoch. Die Franzosen nennen die Gegend le petit Canada. Ein alberner Vergleich — und völlig zutreffend.Der See liegt an der D918 zwischen den beiden großen Pässen, auf der Grenze der Gemeinden Campan und Arreau. Drei Bergbäche speisen ihn, aufgestaut ist er künstlich. Im Winter friert er meist ganz zu; im Sommer sind Kanus und Kajaks darauf, und Leute sitzen mit Proviant im Gras am Ufer, während ihre Autos nach dem Aspin abkühlen. In der Nähe liegt ein alter Marmorbruch — deshalb ist die Straße hier herauf so breit, wie sie ist.Payolle ist der Ort, an dem man nicht halten wollte. Er liegt auf halbem Weg zwischen Col d'Aspin und Col du Tourmalet, und genau dort, wo Beine oder Bremsen eine Pause brauchen, macht die Landschaft eine Ausnahme: Nadelwald, ein flacher See, Gras zum Hinsetzen. Die Tour de France beendete hier 2016 eine Etappe. Das Gebiet steht als Naturzone unter Schutz, und es ist weder Attraktion noch Ortschaft — nur ein See, der gut liegt. Aber der Marmor ist nicht nichts. Der Bruch bei Espiadet direkt darüber wird abgebaut, seit die Römer hier vor unserer Zeitrechnung zu schlagen begannen, und der Campan-Marmor von dort — grün, gestreift, rosa — steckt in Versailles, im Louvre und in der Pariser Oper. Die letzte Firma hörte 1992 auf. Deshalb ist die Straße hier herauf breiter, als eine Bergstraße es sein müsste: sie wurde gebaut, um Stein zu tragen, nicht Autos.
Entre l'Aspin et le Tourmalet, les Pyrénées cessent brusquement d'être les Pyrénées. La route s'aplanit, les épicéas se referment autour d'elle, et il y a là un lac de dix hectares sur un sol forestier ouvert, à 1 139 mètres. Les Français appellent le coin le petit Canada. La comparaison est un peu bête, et elle est parfaitement juste.Le lac est sur la D918 entre les deux grands cols, à la limite des communes de Campan et d'Arreau. Trois ruisseaux de montagne l'alimentent, et il est retenu par un barrage. L'hiver, il gèle en général entièrement ; l'été, on y met canoës et kayaks, et les gens s'installent dans l'herbe au bord avec un casse-croûte pendant que leurs voitures refroidissent après l'Aspin. Il y a une ancienne carrière de marbre à côté — c'est pour cela que la route qui monte ici est aussi large.Payolle est l'endroit où l'on n'avait pas prévu de s'arrêter. Il se trouve à mi-chemin entre le col d'Aspin et le col du Tourmalet, et précisément là où les jambes ou les freins réclament une pause, le paysage fait une exception : des résineux, un lac plat, de l'herbe où s'asseoir. Le Tour de France y a jugé une étape en 2016. Le secteur est protégé comme zone naturelle, et ce n'est ni une attraction ni un bourg — juste un lac bien placé. Mais le marbre n'est pas rien. La carrière de l'Espiadet, juste au-dessus, est exploitée depuis que les Romains ont commencé à y tailler avant notre ère, et le marbre de Campan qui en sort — vert, rubané, rose — se retrouve à Versailles, au Louvre et à l'Opéra de Paris. La dernière entreprise s'est arrêtée en 1992. C'est pour cela que la route qui monte ici est plus large qu'une route de montagne n'a de raison de l'être : elle a été bâtie pour porter de la pierre, pas des voitures.
Stedet
Søen ligger på D918 mellem de to store pas, på grænsen mellem kommunerne Campan og Arreau. Den fødes af tre bjergbække og er kunstigt opstemmet. Om vinteren fryser den som regel helt til; om sommeren er der kano og kajak på den, og folk sidder på græsset ned mod bredden med madpakker mens deres biler står og køler af efter Aspin. Der er en gammel marmorbrud i nærheden — det er derfor vejen op hertil er så bred som den er.
Fladt vand, høje graner, ingen bjergkant i syne. Det ligner ikke Frankrig.
Mellem to pas
Payolle er stedet man ikke havde planlagt at stoppe. Det ligger halvvejs mellem Col d'Aspin og Col du Tourmalet, og lige præcis her, hvor benene eller bremserne trænger til en pause, laver landskabet en undtagelse: nåleskov, en flad sø, græs man kan sætte sig i. Tour de France sluttede en etape her i 2016. Området er beskyttet som naturzone, og det er hverken en attraktion eller en by — bare en sø der ligger godt. Men marmoren er ikke ingenting. Bruddet ved Espiadet lige ovenfor har været i drift siden romerne begyndte at hugge her før vor tidsregning, og Campan-marmoren derfra — grøn, stribet, rosa — sidder i Versailles, i Louvre og i operaen i Paris. Sidste firma holdt op i 1992. Det er derfor vejen op hertil er bredere end en bjergvej har nogen grund til at være: den blev bygget til at bære sten, ikke biler.
Et sted at spise frokost. Nogle gange er det hele pointen.
D918 mellem Col d'Aspin og Sainte-Marie-de-Campan. Vejen dertil lukker ved sne om vinteren.
45 minutter–2 timer
Sen eftermiddag om sommeren, når solen står lavt gennem granerne
