Gilles Guillamot / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0
Der er ingen skov heroppe, ingen huse, ingen ting. Kun en enkelt stribe asfalt der ligger på ryggen af bjerget som en streg nogen har tegnet, får der ikke flytter sig, og gribbe der hænger stille i vinden lige ud for autoværnet. Grænsen mellem Frankrig og Spanien går tværs over vejen i 1.573 meters højde, og der er ingen bom, ingen skilte, ingen der spørger. Kun et andet lands vej der begynder.
There is no forest up here, no houses, nothing. Just a single strip of tarmac laid along the back of the mountain like a line someone drew, sheep that will not move, and vultures hanging motionless in the wind level with the crash barrier. The border between France and Spain runs straight across the road at 1,573 metres, and there is no barrier, no signage, nobody asking. Just another country's road beginning.From the French side the D19 climbs from Larrau: fifteen kilometres, twelve hundred metres of ascent, and eight per cent on average — with stretches over ten and thirteen per cent nearest the top. The road is narrow and does not have a barrier all the way. On the Spanish side the NA-2011 drops towards Ochagavía through the Salazar valley, and the landscape changes character within a few kilometres.The pass is one of the hardest in the Pyrenees and one of the least known. The Tour de France has crossed it only twice — in 1996 and 2007 — and the first time was enough: this is where Miguel Induráin cracked and lost his grip on the race after five wins in a row. The road stays above the treeline the whole way over the pass, which is why there is so much sky. Snow closes it from around November to May.
Hier oben gibt es keinen Wald, keine Häuser, nichts. Nur ein einzelnes Asphaltband auf dem Rücken des Berges wie ein gezogener Strich, Schafe, die nicht ausweichen, und Geier, die auf Höhe der Leitplanke reglos im Wind stehen. Die Grenze zwischen Frankreich und Spanien läuft auf 1.573 Metern quer über die Straße, und da ist keine Schranke, kein Schild, niemand, der fragt. Nur die Straße eines anderen Landes, die beginnt.Von französischer Seite steigt die D19 von Larrau herauf: fünfzehn Kilometer, zwölfhundert Höhenmeter, acht Prozent im Schnitt — mit Passagen über zehn und dreizehn Prozent nahe der Höhe. Die Straße ist schmal und hat nicht durchgehend Leitplanken. Auf spanischer Seite fällt die NA-2011 durch das Salazar-Tal nach Ochagavía ab, und die Landschaft wechselt binnen weniger Kilometer den Charakter.Der Pass ist einer der härtesten der Pyrenäen und einer der unbekanntesten. Die Tour de France fuhr nur zweimal darüber — 1996 und 2007 — und das erste Mal genügte: Hier brach Miguel Induráin ein und verlor den Zugriff auf das Rennen, nach fünf Siegen in Folge. Die Straße bleibt über den Pass hinweg oberhalb der Baumgrenze, deshalb ist da so viel Himmel. Schnee sperrt sie etwa von November bis Mai.
Là-haut, pas de forêt, pas de maisons, rien. Juste une bande d'asphalte posée sur le dos de la montagne comme un trait tiré à la main, des brebis qui ne s'écartent pas, et des vautours immobiles dans le vent, à hauteur de la glissière. La frontière entre la France et l'Espagne traverse la route à 1 573 mètres, et il n'y a ni barrière, ni panneau, ni personne pour demander quoi que ce soit. Juste la route d'un autre pays qui commence.Côté français, la D19 monte de Larrau : quinze kilomètres, mille deux cents mètres de dénivelé, huit pour cent de moyenne — avec des passages au-delà de dix et treize pour cent près du sommet. La route est étroite et n'a pas de glissière partout. Côté espagnol, la NA-2011 redescend vers Ochagavía par la vallée du Salazar, et le paysage change de nature en quelques kilomètres.Le col est l'un des plus durs des Pyrénées et l'un des moins connus. Le Tour de France ne l'a franchi que deux fois — en 1996 et 2007 — et la première a suffi : c'est ici que Miguel Induráin a craqué et perdu la main sur la course, après cinq victoires d'affilée. La route reste au-dessus de la limite des arbres sur tout le passage du col, d'où cette quantité de ciel. La neige la ferme de novembre à mai environ.
Vejen derhen
Fra fransk side klatrer D19 op fra Larrau: femten kilometer, tolvhundrede højdemeter, og otte procent i gennemsnit — med stykker over ti og tretten procent tættest på toppen. Vejen er smal og har ikke autoværn hele vejen. På spansk side falder NA-2011 ned mod Ochagavía gennem Salazar-dalen, og landskabet skifter karakter i løbet af få kilometer.
Femten kilometer op. Tolvhundrede meter. Bilen mærker det.
Det særlige
Passet er et af Pyrenæernes hårdeste og et af de mindst kendte. Tour de France har kun været over det to gange — i 1996 og 2007 — og den første gang var nok: det var her Miguel Induráin knækkede og mistede grebet om løbet efter fem sejre i træk. Vejen ligger over trægrænsen hele vejen over passet, og det er derfor der er så meget himmel. Sne lukker den fra omkring november til maj.
Her mistede Induráin Touren. Der er ingen plakat om det. Der er bare vejen.
Rasteplads på selve passet ved grænsestenen.
1 time med stop
Maj-november. Uden for den periode er passet lukket af sne.
