Gilles Guillamot / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0
Passet er opkaldt efter en grib. Maria Blanca kalder de den på béarnesisk — ådselsgribben, den hvide med det gule ansigt — og hvis du holder ind på toppen og bliver stående et kvarter, er der en rimelig chance for at du ser hvorfor. Vejen skiller Ossau-dalen fra Aspe-dalen, ligger i 1.035 meter, og har en klippevæg stående lige bag pasoverskriften som en kulisse nogen har glemt at tage ned.
The pass is named after a vulture. Maria Blanca they call it in Béarnais — the Egyptian vulture, the white one with the yellow face — and if you pull in at the top and stand there for a quarter of an hour, there is a fair chance you will see why. The road separates the Ossau valley from the Aspe valley, sits at 1,035 metres, and has a limestone wall standing right behind the pass sign like a backdrop someone forgot to strike.From the east you climb from Bielle in the Ossau valley on the D294: eleven and a half kilometres at a little over five per cent, a comfortable ascent through broadleaf woods. The western side down to Escot is another story — nine kilometres averaging nearly eight per cent with pitches of fifteen. Heading west, as we are, you get the easy way up and the steep way down.The Tour de France has crossed the pass since 1978 and has come back fifteen times — almost always up the western side, because the final kilometres from there are the ones that hurt. But the name is older than the sport and has nothing to do with it: Maria Blanca is Béarnais for the Egyptian vulture, which breeds in the cliffs around here. It has a two-metre wingspan and uses it to hang motionless in the wind while it looks down.
Der Pass ist nach einem Geier benannt. Maria Blanca nennen sie ihn auf Béarnesisch — der Schmutzgeier, der weiße mit dem gelben Gesicht — und wer oben hält und eine Viertelstunde stehen bleibt, sieht mit einiger Wahrscheinlichkeit, warum. Die Straße trennt das Ossau-Tal vom Aspe-Tal, liegt auf 1.035 Metern und hat eine Kalkwand direkt hinter dem Passschild stehen wie eine Kulisse, die jemand abzubauen vergaß.Von Osten steigt man von Bielle im Ossau-Tal über die D294 hinauf: elfeinhalb Kilometer mit gut fünf Prozent, ein angenehmer Anstieg durch Laubwald. Die Westseite hinunter nach Escot ist eine andere Geschichte — neun Kilometer mit fast acht Prozent im Schnitt und Rampen von fünfzehn. Wer nach Westen fährt, wie wir, bekommt den leichten Weg hinauf und den steilen hinunter.Die Tour de France fährt seit 1978 über den Pass und ist fünfzehnmal wiedergekommen — fast immer über die Westseite, weil die letzten Kilometer von dort wehtun. Doch der Name ist älter als der Radsport und hat nichts mit ihm zu tun: Maria Blanca heißt auf Béarnesisch der Schmutzgeier, der in den Felsen hier brütet. Er hat zwei Meter Spannweite und nutzt sie, um reglos im Wind zu stehen und hinunterzuschauen.
Le col porte le nom d'un vautour. Maria Blanca, disent-ils en béarnais — le percnoptère, le blanc au visage jaune — et si tu t'arrêtes au sommet et restes un quart d'heure, tu as de bonnes chances de comprendre pourquoi. La route sépare la vallée d'Ossau de la vallée d'Aspe, culmine à 1 035 mètres, et une paroi calcaire se dresse juste derrière le panneau comme un décor qu'on aurait oublié de démonter.Par l'est, on monte de Bielle en vallée d'Ossau par la D294 : onze kilomètres et demi à un peu plus de cinq pour cent, une montée agréable en forêt de feuillus. Le versant ouest vers Escot est une autre affaire — neuf kilomètres à près de huit pour cent de moyenne, avec des passages à quinze. En allant vers l'ouest, comme nous, on prend le côté facile à la montée et le raide à la descente.Le Tour de France franchit le col depuis 1978 et y est revenu quinze fois — presque toujours par l'ouest, parce que les derniers kilomètres de ce côté-là font mal. Mais le nom est plus vieux que le cyclisme et n'a rien à voir avec lui : Maria Blanca est le nom béarnais du percnoptère d'Égypte, qui niche dans les falaises d'ici. Deux mètres d'envergure, dont il se sert pour rester immobile dans le vent et regarder en bas.
Vejen derhen
Fra øst kommer man op fra Bielle i Ossau-dalen ad D294: elleve en halv kilometer med lidt over fem procent, en behagelig stigning gennem løvskov. Vestsiden ned mod Escot er en anden historie — ni kilometer med næsten otte i gennemsnit og stykker på femten. Kører man vestpå, som vi gør, får man den nemme vej op og den stejle vej ned.
Op ad den nemme side. Ned ad den, cyklister taler om bagefter.
Det særlige
Tour de France har været over passet siden 1978 og er kommet tilbage femten gange — næsten altid op ad vestsiden, fordi de sidste kilometer derfra er dem der gør ondt. Men navnet er ældre end cykelsporten og har intet med den at gøre: Maria Blanca er béarnesisk for ådselsgribben, som yngler i klipperne heromkring. Den har to meters vingefang og bruger dem til at stå stille i vinden mens den kigger ned.
Opkaldt efter en fugl med to meters vingefang. Ikke efter en rytter.
Græsplads ved pasoverskriften.
20-30 minutter
April-november. Passet er lavt nok til sjældent at lukke, men vejen kan være glat om vinteren.
