Foto: Jcb-caz-11 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0
Du kører opad i otte minutter uden at se andet end klippe og lav bevoksning, og så åbner sving nummer et-og-tyve sig, og der ligger det: et klosterkompleks i grå sten klæbet fast på bjergsiden 520 meter over Middelhavet. Kirken blev indviet i år 1022. Benediktinerne blev boende til 1793 og gik så fra det. Bagefter bar folk sten væk til deres egne huse. Det står der stadig.
You climb for eight minutes seeing nothing but rock and scrub, and then the twenty-first bend opens up and there it is: a monastery in grey stone glued to the mountainside 520 metres above the Mediterranean. The church was consecrated in 1022. The Benedictines stayed until 1793, then walked away. Afterwards people carried the stones off to build their own houses. It is still standing.From the coast road at El Port de la Selva you turn up at Selva de Mar and start climbing. The road is narrow, paved and full of hairpins, with no barrier for most of it — just rock on one side and the bay shrinking on the other. People pull in on the wide bends and look back. First recorded in 878, an independent Benedictine monastery from 945, the church consecrated in 1022. That bell tower you see on the way up is 12th-century — square, Lombard, built to be seen from below.The church is three naves with columns carrying vaults — undecorated, just heavy and cool and dark after the sun outside. The cloister is 12th-century. The monks left in 1793 and moved to Figueres by 1809; the building was then quarried for stone, and only in 1930 was it protected as a national monument. Restoration began in 1935 and still isn't finished. Walk twenty minutes further up the path and you reach the ruin of Sant Salvador de Verdera — from there on a clear day you can follow the coast from the Bay of Roses all the way into France, with Mount Canigó standing like a white tooth on the horizon.
Acht Minuten lang siehst du beim Hochfahren nichts als Fels und Buschwerk, dann öffnet sich die einundzwanzigste Kehre und da liegt es: eine Klosteranlage aus grauem Stein, an den Berghang geklebt, 520 Meter über dem Mittelmeer. Die Kirche wurde 1022 geweiht. Die Benediktiner blieben bis 1793 und gingen dann. Danach trugen die Leute die Steine für ihre eigenen Häuser weg. Es steht immer noch.Von der Küstenstraße bei El Port de la Selva biegst du bei Selva de Mar ab und beginnst zu steigen. Die Straße ist schmal, asphaltiert und voller Haarnadelkurven, meist ohne Leitplanke — nur Fels auf der einen Seite und die Bucht, die auf der anderen immer kleiner wird. In den weiten Kurven halten Leute an und schauen zurück. Erstmals 878 erwähnt, ab 945 selbstständiges Benediktinerkloster, die Kirche 1022 geweiht. Der Glockenturm, den du beim Hochfahren siehst, stammt aus dem 12. Jahrhundert — quadratisch, lombardisch, gebaut, um von unten gesehen zu werden.Der Kirchenraum hat drei Schiffe mit Säulen, die Gewölbe tragen — ungeschmückt, einfach schwer und kühl und dunkel nach der Sonne draußen. Der Kreuzgang stammt aus dem 12. Jahrhundert. Die Mönche verließen den Ort 1793 und zogen bis 1809 nach Figueres; danach wurde das Gebäude als Steinbruch geplündert, erst 1930 wurde es Nationaldenkmal. Die Restaurierung begann 1935 und ist bis heute nicht abgeschlossen. Gehst du den Pfad zwanzig Minuten weiter hinauf, stehst du an der Ruine von Sant Salvador de Verdera — von dort kannst du bei klarem Wetter die Küste von der Bucht von Roses bis nach Frankreich verfolgen, und der Canigó steht wie ein weißer Zahn am Horizont.
Tu montes pendant huit minutes sans rien voir que de la roche et du maquis, puis le vingt-et-unième virage s'ouvre et il est là : un monastère de pierre grise collé au flanc de la montagne, 520 mètres au-dessus de la Méditerranée. L'église a été consacrée en 1022. Les bénédictins y sont restés jusqu'en 1793, puis sont partis. Ensuite les gens ont emporté les pierres pour bâtir leurs maisons. Il tient toujours debout.Depuis la route côtière à El Port de la Selva, tu tournes à Selva de Mar et tu commences à grimper. La route est étroite, goudronnée, pleine de lacets, et sans glissière sur la plus grande partie — de la roche d'un côté, la baie qui rétrécit de l'autre. Dans les virages larges, les gens s'arrêtent et regardent en arrière. Mentionné pour la première fois en 878, monastère bénédictin indépendant à partir de 945, église consacrée en 1022. Le clocher que tu aperçois en montant date du XIIe siècle — carré, lombard, bâti pour être vu d'en bas.L'église a trois nefs et des colonnes qui portent les voûtes — sans ornement, juste lourde, fraîche et sombre après le soleil du dehors. Le cloître est du XIIe siècle. Les moines sont partis en 1793 et se sont installés à Figueres en 1809 ; le bâtiment a ensuite servi de carrière, et il a fallu attendre 1930 pour qu'il soit classé monument national. La restauration a commencé en 1935 et n'est toujours pas terminée. Vingt minutes de sentier plus haut, tu arrives à la ruine de Sant Salvador de Verdera — de là, par temps clair, tu suis la côte depuis la baie de Roses jusqu'en France, et le Canigou se dresse comme une dent blanche à l'horizon.
Vejen derop
Fra kystvejen ved El Port de la Selva drejer du op ved Selva de Mar og begynder at stige. Vejen er smal, asfalteret og fuld af hårnålesving, og der er ingen autoværn de fleste steder — bare klippe på den ene side og bugten der bliver mindre og mindre på den anden. Undervejs holder folk ind på de brede sving og kigger tilbage. Nævnt første gang i 878, selvstændigt benediktinerkloster fra 945, kirken indviet 1022. Det klokketårn du ser på vejen op, er fra 1100-tallet — firkantet, lombardisk, bygget til at blive set nedefra.
Sidste sving. Klippen slipper, og hele Cap de Creus ligger under dig.
Deroppe
Kirkerummet er tre skibe med søjler der bærer hvælvinger — ikke pyntet, bare tungt og køligt og mørkt efter solen udenfor. Klostergården er fra 1100-tallet. Munkene forlod stedet i 1793 og flyttede til Figueres i 1809; derefter blev bygningen plyndret for byggesten, og først i 1930 blev den fredet som nationalmonument. Restaureringen gik i gang fra 1935 og er stadig ikke helt slut. Går du tyve minutter videre opad ad stien, står du ved ruinen af Sant Salvador de Verdera — og derfra kan du på en klar dag følge kysten fra Roses-bugten hele vejen til Frankrig, og Canigó-bjerget ligger som en hvid tand i horisonten.
Køligt kirkerum, brændende klippe udenfor. To grader og otte hundrede år mellem dem.
8 km smal bjergvej med hårnålesving fra El Port de la Selva. Sidste stykke til fods.
1,5–2 timer (3 timer med borgruinen)
Tidlig formiddag — klippen er kølig og lyset står ind i kirken
