Lær Tyrkiet at kende

Julemanden er tyrkisk

Buğra Kaan Ersoy / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Julemanden er tyrkisk. Ikke kulturelt tyrkisk, ikke symbolsk tyrkisk — faktisk tyrkisk. Han hed Nikolaus. Han var biskop. Han boede i Myra, en by i det der nu er Antalya-provinsen, og han levede fra ca. 270 til 343 e.Kr. Lapland hørte han aldrig om. Rensdyr kendte han ikke. Han gik formentlig rundt i hvidt og guld, som biskopper gjor'e, og han var sandsynligvis lav, mørk og mediterran.

Myra er i dag den lille by Demre. → Myra klippegrave Klippegravene er der stadig. Teatret er der stadig. Og Nikolaus-kirken er der stadig — bygget over den basilika hvor han var biskop, og siden restaureret af russiske tsarer der betragtede ham som nationalhelt. Der er ikke mange byer der kan sige det.

Historien om julemanden starter med en fattig far og tre døtre. Faderen havde ingen penge til medgift, og uden medgift ingen mand, og uden mand — tja. Det 4. århundrede var ikke nådig mod kvinder uden mand. Nikolaus vidste det. Og han vidste at hjælp givet direkte ville ydmyge modtageren. Så han kom om natten. Tre gange. Kastede en pose guld ind ad vinduet — en til hver datter — og forsvandt igen. Det er den første juleaften. Ingen rendyr. Ingen skorsten. Et åbent vindue og en mand der ikke ville ses.

Han blev helgen efter sin død og patron for ganske mange: børn, sømænd, købmænd, bagere, apotekere — og tyve. Det sidste er ikke en fejl. Nikolaus var også skytshelgen for tyve, fordi han en gang reddede tre mænd fra uretfærdig henrettelse. Logikken holder ikke helt, men det var middelalderen.

Hans eftermæle vandrede vest. Nederlandske sømænd tog ham med. Sinterklaas ankom til Amsterdam. Derfra til New York, som jo en gang hed New Amsterdam. Derfra ind i den engelske verden som Santa Claus. Den røde dragt er fra 1930. Det var Coca-Cola der standardiserede farven — Sankt Nikolaus var frem til da afbildet i alle mulige farver. Nordpolen kom endnu senere. Rensdyrene er fra et digt fra 1823.

I 1087 var der italienske handelsmænd fra Bari der besluttede at det ville være godt for byens prestige at have en berømt helgenkrop. De sejlede til Myra. De truede munkene. De tog Nikolaus' knogler og sejlede hjem. Bari byggede en basilika til dem — den er smuk og kæmpe — og kanoniserede tyveriet som en from gerning. Tyrkiet har siden bedt om benene tilbage. Adskillige gange. Officielt. Diplomatisk. Italien siger nej.

Hans tomme sarkofag i Demre er en af de mere absurde turistattraktioner i verden. Kassen hvori han lå, tom siden 1087, i den kirke der bar hans navn, i den by han var biskop i. Man kan se den. Man kan lægge hånd på den. Man kan tænke over hvad der er sket siden.

De tre guldposer han kastede ind ad vinduet er i øvrigt forklaringen på de tre gyldne kugler der hænger over pantelånere i hele verden. Det er hans symbol. Julemanden er patron for folk der låner penge mod pant. Det fortæller ingen i december.

Tyrkiet er ikke ét land. Det er 12.

Når du lander i Istanbul og kører ud af lufthavnen, kører du over 12 lag civilisation. Ikke metaforisk. Bogstaveligt. Der er 12 identifiable kulturer og imperier stablet under asfalten — og asfalten er den 13. Der er ingen anden stat i verden der kan sige det samme. Hverken Kina, Egypten eller Irak. Tyrkiet er det eneste land der har fungeret som verdens centrum — geografisk, kulturelt, handelsmæssigt — i 12.000 år i træk.

Rolfcosar / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Start fra bunden. 9600 f.Kr.: Göbekli Tepe. → Göbekli Tepe Folk der ikke kendte til landbrug byggede stentempler med T-formede søjler og relieffer af løver og ræve. De boede i huler. De dyrkede ikke marker. De jog og samlede. Og så byggede de noget der krævede organisation, planlægning og årtiers arbejde — årtusinder før alt hvad vi troede var "civilisationens begyndelse". Da arkæologerne fandt stedet i 1994, måtte de omskrive lærebøgerne. De troede at tempel kom efter samfund. Det gør det ikke. Det kommer først.

7500 f.Kr.: Çatalhöyük. → Çatalhöyük 8.000 mennesker i én sammenhængende bebyggelse — verdens første by i funktionel forstand. Ingen gader. Ingen plads. Man gik ind i husene gennem tagene. Liger, leoparder og oksehoveder var malet på vægge indefra. De begravede de døde under gulvet. Byplanlægning som vi kender det kom senere. Det er fordi det var svært.

1600–1178 f.Kr.: Hittitterne. Et imperium der slog Egypten til remis ved Kadesh i 1274 f.Kr. — det største kavaleri-slag i antikkens historie. Bagefter, fordi begge sider var udmattede, underskrev de verdens første bevarede fredsaftale. En kopi hænger i FN-bygningen i New York. Den originale er fra Hattusa. → Hattusa Hittitterne smedede jern 300 år før nogen andre. De forsvandt fra historien så fuldstændigt at man i to årtusinder ikke vidste de havde eksisteret.

Murat Özsoy 1958 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Carole Raddato / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Venstre: Çatalhöyük — 8.000 mennesker, ingen gader, man gik ind ad taget. Højre: Sardis — her opfandt Krøsus mønterne og gik konkurs til perserne.

670 f.Kr.: Lydierne opfandt mønter. I Sardis, Tyrkiet. → Sardis Vor tidsregnings pengeøkonomi begyndte i en by 90 km øst for Izmir. Kong Gyges prægede de første guldmønter. Hans efterfølger Krøsus — deraf udtrykket "rig som Krøsus" — gjorde Lydien til Middelhavets rigeste stat. Derefter kom perserne og tog det hele. Typisk.

Homer var fra Izmir. Heraklit var fra Efesos. Thales — manden der opfandt vestlig filosofi ved at hævde at verden var forklaret ved naturlove snarere end gudernes indfald — var fra Milet. → Milet Sankt Paulus var fra Tarsus, Tyrkiet. Julemanden var fra Myra. Alexander den Store drog igennem. Romerne byggede deres næststørste by i Efesos. → Efesos Byzantinerne holdt i 1.000 år. Osmanerne holdt i 600.

Den nuværende tyrkiske stat er 100 år gammel. Det er den yngste af de 12 civilisationer. Det kan man mærke.

Der er én ting alle disse imperier har til fælles: de troede alle at de ville vare for evigt. Ingen af dem gjorde. Det er Tyrkiets egentlige lære — ikke om storhed, men om den mærkelige ro der kommer af at have stået og set alting gå under og stadig være der dagen efter.

Natten sultanen trak 70 krigsskibe over land

Det er natten til den 22. april 1453. Konstantinopel har holdt i 1.000 år. Murene er 12 meter høje og 5 meter tykke. Tidligere angreb — arabiske, bulgarske, russiske, vikingers — er alle brudt mod dem. Inde i byen er der ca. 50.000 mennesker. Udenfor er der 150.000 osmanniske soldater og Mehmed den Andens 300 skibe.

Problemet er Gyldne Horn. Det er den naturlige havn der skærer sig ind mod byens nordside — og enden af den er spærret af en kæmpe jernkæde, fastgjort fra kyst til kyst, trukket stramt under overfladen. Ingen skib kan passere. Mehmeds flåde er sat fast i Bosporusstrædet. Uden skibe i Gyldne Horn kan han ikke angribe nordsiden. Og med nordsiden fri kan byzantinerne flytte tropper derhen — og modstanden holder.

Mstyslav Chernov / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Mehmed II er 21 år gammel. Han har overtaget sultanatet to gange — første gang som 12-årig blev han sendt hjem igen fordi nogen mente han var for ung. Nu er han tilbage. Og han kigger på jernkæden og tænker på noget som ingen endnu har prøvet: hvad nu hvis flåden ikke sejlede udenom hindringen. Hvad nu hvis den gik over den.

Moonik / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Han lader bygge en vej. Fra Bosporus op over bakken ved Galata — 75 meters stigning — og ned den anden side til Gyldne Horn. Vejen er belagt med planker. Planker der er smurt ind i fåretal. Så smurt at en fod ikke kan stå fast. Og op ad denne vej, i løbet af natten til den 22. april, trækkes 70 krigsskibe. Ikke bære. Trækkes — på rullende tømmerstokke, med tusinder af mænd og trækdyr i. Musikanter spiller for at overdøve lydene. Faner vajer. Det tager en nat.

Da byzantinerne vågnede den 22. april og kiggede mod nord, lå der en osmannisk flåde i Gyldne Horn. Kæden var intakt. Den var bare omgået. Der er beretninger om at byzantinske officerer brød grædende sammen. Det er til at forstå. De havde forsvaret en kæde. Den var stadig der. Det hjalp ikke.

Konstantinopel faldt den 29. maj 1453. Mehmed red ind i Hagia Sophia og bad. Så beordrede han den konverteret til moské. Han var stadig 21 år. Han talte seks sprog og skrev poesi. Han bestilte sit portræt malet af den venetianske maler Gentile Bellini og betalte ham godt. Han kaldte sig "Cæsar af Rom" — han mente det oprigtigt. Han havde netop erobret den østlige del af det romerske imperium. Titlen var hans.

Hagia Sophia stod derefter som moské i 477 år. I 1934 konverterede Atatürk den til museum. I 2020 blev den moské igen. Bygningen har nu haft fire identiteter i 1.500 år og er stadig i perfekt stand. Det siger noget om hvad der holder, og hvad der ikke gør.

Istanbul er i dag en by på 15 millioner mennesker. Mehmeds mure er der stadig. Kæden er der ikke — men man kan se hullet i kystlinjen hvor den var fastgjort. Og Hagia Sophia → Hagia Sophia er der stadig, helt præcis som den dag de 70 skibe gled ned ad bakken og alt ændrede sig.

Hagia Sophia: kirke → moské → museum → moské

Joshua Doubek / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Hagia Sophia er ikke en bygning. Det er en tidslinje. Den blev indviet i 537 e.Kr. af den byzantinske kejser Justinian, der ifølge overleveringen gik ind i det netop færdige rum, kiggede op på den 55 meter høje kuppel og sagde: "Salomon, jeg har overgået dig." Det var en stor påstand. Det holdt.

Bygningen var kirke i 916 år. Den var det kristne imperiums centrum — patriarkernes sæde, stedet for kejserkroninger, den bygning der i middelalderens Konstantinopel repræsenterede selve Guds tilstedeværelse på jord. Da Mehmed II red ind i 1453 og bad i retning af Mekka, startede en ny periode. Moské i 477 år. Atatürk konverterede den til museum i 1934 — en af hans mest symbolladede sekulære handlinger, en erklæring om at Tyrkiet ikke tilhørte nogen religion. I 2020 blev den moské igen.

Matthew Badger / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Den er bemærkelsesværdig på en måde der er svær at formidle i tekst. Kuplen er konstrueret så den ser ud til at svæve — en serie af vinduer langs kuplens basis lader lyset ind på en måde der får den tunge betonmasse til at virke ophængt. Da den blev bygget var den det største overlukkede rum i verden. Det forblev den i næsten 1.000 år.

Hagia Sophia kan rumme 10.000 mennesker. De gyldne mosaikker fra den byzantinske periode er delvist skjult bag islamiske kalligrafiske medaljonner. Begge eksisterer i samme rum, side om side, og ingen af dem virker malplacerede.

Sultanahmet-pladsen udenfor er en lektion i komprimeret historie. → Sultanahmet-moskéen — den Blå Moské, med sine seks minareter — er bygget direkte overfor Hagia Sophia i 1616 af Sultan Ahmed I, der ville konkurrere. Hippodromet der en gang rummede 100.000 tilskuere til vognløb er nu en park. Den egyptiske obelisk fra 1500 f.Kr. — skænket af farao Thutmosis III — står der stadig. Det er en firkantet plads. Der er 3.000 år af verdenshistorie på 200 meters radius.

Byen under byen

I 1545 rejste den flamske geograf Petrus Gyllius rundt i Istanbul og bemærkede noget mærkeligt. Indbyggerne i et kvarter trak spande med frisk vand op gennem huller i gulvene. Nogle fiskede. Han fulgte hullet ned og fandt 336 marmorsøjler rejst i 12 rækker under et hvælvet loft. Vandet var koldt og klart. Ingen vidste hvornår det var bygget. Ingen vidste hvem der havde gjort det.

Bjørn Christian Tørrissen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Basilica Cistern → Basilica Cistern blev bygget i 532 e.Kr. af Justinian — den samme kejser der byggede Hagia Sophia to år senere. Den rummede 80.000 kubikmeter vand og forsynede de byzantinske paladser. Da Osmanerne overtog byen, glemte de den eksisterede. Fem hundrede år. Glemt. Folk boede og levede over et rum stort som en gotisk katedral og vidste det ikke.

De to Medusa-hoveder er det mest gådefulde. To kolosale marmorhoveder fra den romerske periode er brugt som sokler for søjler i cisternens nordvestlige hjørne. Det ene er vendt på siden. Det andet er vendt på hovedet. Ingen ved med sikkerhed hvorfor. En teori: Medusas blik dræber den der ser direkte på hende — vend hende om, og hun er ufarlig. En anden teori: de passede bedst som byggemateriale i den retning. Ingen af teorierne er bevist. Det ene Medusa-hoved kigger op mod loftet i al evighed uden at slå nogen ihjel.

James Bond roede rundt i cisternens vand i "Agenterne er ikke nok" fra 1999. Den er siden blevet et af Istanbuls mest besøgte steder. Den er stadig delvist oversvømmet. Der er stadig fisk i den.

700 meter der afgjorde verdenshistorien

Ank Kumar / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Bosporusstrædet er 31 kilometer langt og 700 meter bredt på det smalleste. Det er den eneste vandvej mellem Sortehavet og Middelhavet. Den der kontrollerede den kontrollerede handlen mellem Europa og Asien, mellem Sortehavets korn og Middelhavets byer, mellem nord og syd. Det er årsagen til at der opstod en by her. Det er årsagen til at den by siden er blevet erobre og geneobret mere end nogen anden by i verden.

Perserne krydsede den. Alexander den Store krydsede den. Romerne byggede en by på begge sider. Byzantinerne forsvarede den i 1.000 år. Osmanerne overtog den. Og Rusland — Rusland har forsøgt at erobre adgangen til Bosporusstrædet i næsten 300 år og er aldrig lykkedes. Det er den geopolitiske frustration der hjemsøger russisk udenrigspolitik fra Peter den Store til Putins invasioner. En stræde på 700 meter har formet russisk politik i tre århundrede.

Alexxx1979 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

I dag passerer over 50.000 skibe om året — verdens travleste stræde. To strømme løber i modsatte retninger: overfladestrømmen syd mod Middelhavet, den dybere strøm nord mod Sortehavet. Om foråret surfer delfiner op ad den nordgående strøm. Det er muligt at se dem fra Istanbuls broer.

Istanbul er den eneste storby i verden beliggende på to kontinenter. Bosporusbroen → Bosporusbroen hedder officielt "15. Juli Martyrernes Bro" efter kuppelforsøget i 2016. Den er 1.560 meter lang. Man kan løbe fra Europa til Asien på 12 minutter.

40.000 mennesker under jord — med kirker og vinstuer

En tyrkisk mand rev en væg ned i sin kælder i Derinkuyu i 1963 og fandt en tunnel. Tunnelen førte til en anden tunnel. Den anden tunnel førte til et rum. Rummet havde ventilationskanaler. Ventilationskanalerne gik ned. Han hentede en lygte og begyndte at gå.

Nevit Dilmen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Derinkuyu → Derinkuyu er 85 meter dyb og har 18 etager. Den rummede op til 40.000 mennesker plus husdyr. Der er stalde, oliepresserier, vinkældre, kirker, skoler, fælles spisesale og brønde der rammer grundvandet. De cirkulære sten der kan rulles for indgangene fra indersiden vejer flere ton. Man kunne bo dernede i måneder uden at komme op.

Hvem gravede det? Hittitterne begyndte sandsynligvis de tidligste udgravninger i det 8. århundrede f.Kr. De tidlige kristne udvidede under forfølgelse. Arabernes angreb i det 7. og 8. århundrede fik folk til at grave endnu dybere. De laveste etager er de ældste — og de mindst kendte, fordi kun få turister når derned. Mørket er totalt. Temperaturen konstant 13 grader.

Der er mindst 36 underjordiske byer i Kappadokien. Derinkuyu er forbundet med nabobyen Kaymaklı → Kaymaklı via en tunnel på 9 kilometers længde. Tunnelen er endnu ikke fuldt udforsket.

Månelandskabet der ikke er månen

Slyronit / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

For 3 millioner år siden besluttede to vulkaner — Erciyes Dağ og Hasan Dağ — sig for at gøre tingene grundigt. De sendte enorme mængder aske og lava ud over den anatolske højslette. Asken pressedes sammen til tufsten — en blød, porøs bjergart. Lavaen størknede til hård basalt ovenpå. Derefter kom millioner af år med vind, frost og regn og begyndte at skære. Blød tuf forsvandt. Hård basalt holdt. Det der var tilbage: tynde søjler med hårde hatte på toppen. Fe-skorstene. Et hundrede kilometer med et landskab der ligner ingenting andet på Jordens overflade.

Kappadokien → Kappadokien er ikke ét sted — det er en region på størrelse med Sjælland. Göreme er centret. Uçhisar → Uçhisar er den højeste tufstensformation, med et hullet bjerg der fungerede som fæstning i tusinde år. Kærlighedsdalen → Kærlighedsdalen er opkaldt efter hvad formationerne ligner — tyrkerne er direkte.

Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Ballonerne startede i 1991. Et newzealandsk selskab mente at solopgang set fra en varmluftballon over fe-skorstene ville være noget særligt. De havde ret. I dag stiger op mod 100 balloner til vejrs ved daggry. Det er turistindustri i sin mest velorganiserede form — men billedet er stadig rigtigt. Lyset er pink. Formationerne kaster lange skygger. Det er meget svært at tage et dårligt foto.

Fe-skorstenene forsvinder. Erosionen fjerner ca. 1 cm per år. Om 10.000 år vil landskabet se helt anderledes ud. Vi lever i det optimale vindue.

Munkene der malede i mørket

Bernard Gagnon / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Kappadokiens tufsten er blød nok til at hugge med håndredskaber. Det vidste de første kristne der kom hertil i det 4. århundrede. De huggede rum ud af klipperne. Rum blev til kirker. Kirker fik apsis og skib og søjler, alle hugget i sten. Og så malede de dem indefra. Røde, blå og okker-gyldne billeder af Kristus, Maria og apostlene — i kirker ingen udenforstående ville finde.

Göreme Friluftmuseum → Göreme Friluftmuseum er en samling af disse kirker fra det 10. og 11. århundrede. Elmakirken. Yılankirken — Slangekirken. Karanlık Kilise — Mørkekirken — der er så lukket for lys at freskerne er bevaret i næsten original stand. Da den blev åbnet for turister i 1950'erne var farverne som malet ugen forinden. Mørket havde gemt dem.

Benh LIEU SONG / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Ihlara-dalen → Ihlara-dalen er det anden store klippekirke-område — en 16 kilometer lang kløft med en flod i bunden og 105 kirker hugget ind i væggene. Man vandrer langs floden og kigger op. Kirker dukker frem af klippen. Freskerne har ikke altid overlevet. Men rummene er der — kuglerunde apsis'er, lavt hugget hvælv, vindueshullerne der aldrig lod meget lys ind.

Munkene der malede Göreme malede for Gud og for sig selv — de vidste ikke at de malede for eftertiden. Det er mørket der reddede dem: det der var skjult for lyset, overlevede. Det der var synligt, forsvandt.

Verden begyndte her — og vi fandt ud af det i 1994

I 1994 kørte en tysk arkæolog ved navn Klaus Schmidt ud til en bakke 15 kilometer nord for Şanlıurfa. Bønderne i området kaldte den "maveli tepe" — "bugfuld bakke" — fordi overfladen var fuld af ujævnheder. Schmidt begyndte at grave. Han fandt T-formede søjler. Søjlerne var 5 meter høje og vejede op til 50 ton. De var dækket af relieffer — løver, ræve, edderkopper, traner. De var 11.600 år gamle.

Anadolu / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Göbekli Tepe → Göbekli Tepe er 7.000 år ældre end Stonehenge. Det er bygget 6.000 år før de første egyptiske pyramider. Det er det ældste kendte strukturerede monument menneskeheden har efterladt. Og de der byggede det kendte ikke til landbrug. De var jægere og samlere. De boede i huler.

Hvad var det? Ingen ved det med sikkerhed. Et religiøst center. Et mødested for stammer fra hundredvis af kilometers radius. En astronomisk observationspost. Schmidt brugte resten af sit liv på at grave og kom aldrig til bunden — bogstaveligt talt. Da han døde i 2014 var under 5 procent af stedet udgravet. Det meste ligger stadig derunder, venter. Det anslås at der kan gå 50 år endnu inden vi kender det hele.

Göbekli Tepe er bevidst begravet. De der byggede det dækkede det til med tons af grus og jord for 10.000 år siden — med vilje. Vi ved ikke hvorfor. Det er bevaret præcis fordi de begravede det.

Efesos: biblioteket med tunnel til bordellen overfor

Benh LIEU SONG / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Efesos → Efesos var på Augustus' tid Romerrigets tredjestørste by — kun Rom og Alexandria var større. Befolkningen var 250.000. Havnen var travl. Marmorpladsgaden var 500 meter lang og belagt med marmor. Et teater rummede 25.000 tilskuere. Og Celsus-biblioteket — bygget i 110-135 e.Kr. som gravmæle over den romerske senator Tiberius Julius Celsus — rummede 12.000 papyrusruller og er stadig, 1.900 år efter, en af antikkens smukkeste façader.

Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Tunnelen er ikke fremhævet på turistkortene. Den løber under Kuretes-gaden fra bibliotekets kælder til Lupanar — byens officielle bordel — på den anden side. Hvad den præcist blev brugt til er overladt til fantasien. Det officielle arkæologiske svar er "forsyningsgang". Det inofficiøse svar er mere tilfredsstillende.

Efesos er i dag 8 kilometer fra havet. Det var i sin storhedstid en havneby — men floden Küçük Menderes har over årtusinder aflejret sediment og skubbet kystlinjen ud. Havnen blev tilgroet. Skibene kom ikke mere. Handelen forsvandt. Befolkningen forlod stedet. Efesos er et arkæologisk vidunder fordi ingen boede der til at bygge ovenpå det.

Apostlen Paulus boede i Efesos i to år og prædikede i teatret. Evangelisten Johannes tilbragte ifølge overleveringen sine sidste år her og er muligvis begravet på bakken ovenfor. Selçuk-bymuren er bygget af sten fra Artemis-templet, som i antikken var verdens største bygning — og den eneste af de syv underværker der var bygget udelukkende til en gudinde.

Troja er ikke et eventyr

Fredrik Posse / Wikimedia Commons / Copyrighted free use

I 1871 ankom Heinrich Schliemann til en bakke nær Çanakkale med en spade og en overbevisning. Han vidste at Troja fandtes — Homer havde beskrevet det, og han troede på Homer som en faktuel kilde i en tid da akademikerne mente det var mytologi. Han begyndte at grave. Han fandt bylag. Og lag under dem. Og lag under dem. Da han stødte på et lag med gyldne smykker råbte han "Priamos' skat!" og erklærede sig færdig.

Han var 4 meter for dybt. Guldet var 1.000 år ældre end Trojanerkrigen. Det lag han ledte efter — det lag der svarer til ca. 1200 f.Kr. og til Homers beskrivelse — lå ovenover. Han havde gravet igennem det og ikke bemærket det. Resten af akademikerlivet handlede delvist om at rette fejlen.

Troja → Troja ved Hisarlık er i dag et UNESCO-verdensarvssted med ni bymæssige lag stablet ovenpå hinanden, fra 3000 f.Kr. til romersk tid. Det lag der betegnes som "Troja VII" er med størst sandsynlighed den Troja Homer beskriver — en by der viser tegn på brand og voldelig ødelæggelse ca. 1200 f.Kr. Den er relativt lille. Den er voldsomt beskadiget af Schliemanns udgravninger. Den er stadig den rigtige Troja.

Homer var sandsynligvis fra Izmir — 300 kilometer sydpå. Han skrev om Troja-krigen 400 år efter den fandt sted. Det svarer til at en dansk digter i dag beskriver Napoleonskrigene som øjenvidne. Iliadens præcision om stedets geografi er alligevel bemærkelsesværdig.

Kongen der erklærede sig gud

W. Bulach / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Antiochus I regerede Kommagene — et lille kongedømme i det sydøstlige Tyrkiet — fra ca. 70 til 36 f.Kr. Han var ikke en af antikkens store konger. Hans rige var lille, hans indflydelse begrænset. Men han havde et enormt selvbillede og råd til at give det udtryk. Han besluttede at han var ligestillet med guderne — Zeus, Herkules, Apollo, Tyche — og beordrede et mausoleum bygget på toppen af Nemrut Dağ, 2.150 meter over havet, omgivet af 9 meter høje stenhoveder af guderne og ham selv.

Nemrut Dağ → Nemrut Dağ er et UNESCO-verdensarvssted. Stenhovederne er væltet af jordskælv og ligger nu rundt om soklen i forskellige retninger. Antiochus' eget hoved er bevaret og ser ud mod horisonten med et udtryk der er svært at kategorisere — det er hverken stolt eller ydmygt. Det er selvtilfreds.

Solopgang er det rette tidspunkt. Man stiger op i mørket, ankommer til den kunstige grus-top Antiochus lod opkaste over sit gravkammer, og venter. Lyset kommer langsomt. Stenhovederne begynder at tegne sig mod himlen. Det er teatralsk på en måde Antiochus ville have godkendt. Han vidste hvad han lavede med placeringen. Kun ikke hvad det ville komme til at betyde 2.000 år efter.

Antiochus' gravkammer er aldrig fundet. Arkæologer har brugt årtier på at søge inde i gravhøjen. Den er solid. Nogen gjor'e det godt.

Hittitterne: imperiet der slog Egypten til remis og gik i glemmebogen

Carole Raddato / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

I 1274 f.Kr. mødtes de to største militærmagter i verden ved Kadesh i det nuværende Syrien. På den ene side: Ramesses II med 20.000 egyptiske soldater. På den anden: den hittitiske kong Muwatalli II med 37.000. Det var det største kavaleri-slag i antikkens historie. Ingen vandt. Begge sider trak sig tilbage og erklærede sejr. Tyve år senere underskrev de en fredsaftale — den første bevarede fredsaftale i menneskehedens historie. En kopi hænger i FN-bygningens korridor i New York. Originalen er fra Hattusa.

Hittitterne regerede fra ca. 1600 til 1178 f.Kr. De var de første til at smede og bruge jernvåben i stor skala. De udviklede love der var mere humane end Babylons. De byggede Hattusa → Hattusa — en befæstet by med 6 kilometer bymure, pragtfulde porte og et arkiv med tusindvis af lertavler. Og så forsvandt de. I løbet af ca. 1200 f.Kr. kollapsede Hittitter-riget som del af den mysteriøse "Bronzealderens kollaps" — en katastrofe der ramte alle Middelhavets civilisationer næsten simultant.

De forsvandt så fuldstændigt at man i to årtusinder ikke vidste de havde eksisteret. Det var først i 1906 at tyske arkæologer begyndte at finde og tyde de kiletavler der afslørede et helt imperium. Hattusa er i dag et roligt sted — grønne bakker, restaurerede mure, løveporte. Stilheden er slående for et sted der en gang var centrum for en stormagt.

Skulpturerne der rejste til Rom

Feridun F. Alkaya / Wikimedia Commons / Public domain

Aphrodisias → Aphrodisias i Aydın-provinsen var antikkens fineste skulpturskole. Marmoren fra de lokale brud er blåhvid og finkornig — det bedste materiale til finskulptur der fandtes i Middelhavets verden. Byens kunstnere sendte mesterværker til Rom, Nordafrika, Spanien og Gallien. De signerede deres arbejde. Man finder "Aphrodisias-mester" i museer fra Madrid til Alexandria. De fleste er stadig i Tyrkiet. Det er usædvanligt.

Sebasteion-gaden er tre etager høj og 90 meter lang, med reliefpaneler der fortæller kejser Augustus' og Neros bedrifter i mytologisk indpakning. Augustus vises som verdenshersker — guder, folk og provinser knæler for ham. Nero er afbildet som Apollon. Det er imperialt propaganda i marmor — og det er teknisk set perfekt. Håret på Augustus' hoved er individuelt hugget. Det tog år.

Pergamon → Pergamon er et andet kapitel i den samme fortælling. Biblioteket i Pergamon havde 200.000 ruller — det næststørste i antikken efter Alexandria. Da Alexandria's bibliotek brændte og egypterne forbød eksport af papyrus for at svække konkurrencen, opfandt Pergamon pergament — skind bearbejdet til skrivemateriale. Ordet "pergament" kommer fra Pergamon. Det er ikke tilfældigt.

Gallipoli: Churchill vidste det ikke ville virke

GaryBlakeley / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Den 25. april 1915 gik australske og newzealandske soldater i land på Gallipoli-halvøen ved Çanakkale. De var kommet for at åbne Dardanellerne, nå Konstantinopel og slå Osmannerriget ud af krigen — en plan der ifølge Winston Churchill, den daværende første lord af admiraliteten, ville forkorte krigen med to år. Det var hans idé. Han pressede den igennem mod modstand fra sine egne generaler. Og han vidste at det var risikabelt.

Kampagnen varede 8 måneder. De allierede kom ingen vegne. Tyrkerne holdt bakkeryggen under den 25-årige oberstløjtnant Mustafa Kemal — den mand der siden blev Atatürk. Hans ordre til sine tropper var berømt i sin enkelthed: "Jeg befaler jer ikke at angribe. Jeg befaler jer at dø." Da de allierede evakuerede i december 1915 og januar 1916 var 130.000 mænd døde — halvt australske, newzealandske og britiske, halvt tyrkiske og osmaniske.

J budissin / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Gallipoli → Gallipoli er i dag et fredssted. Kirkegårdene er velholdte og stille. Lone Pine er ANZAC-mindesmærket — opkaldt efter det enlige fyrretræ der overlevede kampene og hvis efterkommere siden er sendt til Australien og New Zealand som levende minder. Australierne og newzealænderne kommer stadig hvert år, den 25. april. For dem er Gallipoli en national fødsel — det øjeblik deres unge nationer beviste noget i verden. For Tyrkiet er det det øjeblik Atatürk opstod.

Atatürk sagde efterfølgende til de allieredes mødre: "Jeres sønner er i fred i vores jord. Side om side med vores sønner." Det er indgraveret på et monument ved halvøen. Det er stadig rørende.

Den Lykiske Kystvej: klipper, sunkne byer og ingen rigtig vej

dronepicr / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Den Lykiske Kystvej → Den Lykiske Kystvej strækker sig 540 kilometer langs Tyrkiets sydvestkyst fra Fethiye til Antalya. Den er ikke en motorvej. Den er ikke altid asfalteret. Den er til tider ikke en vej overhovedet — bare en sti langs klipperne med havet langt nede til venstre og ingenting til højre undtagen mere klippevæg. Det er meningen.

Ölüdeniz → Ölüdeniz er vejens berømteste punkt — den blå lagune bag en sandtange, turkisblå på en måde man normalt kun ser i computergenererede billeder. Babadağ-bjerget bag den er startsted for paragliding — 1.969 meter op, 40 minutter ned, med udsigt over lagunen hele vejen.

Kekova-bugten → Kekova er det sted vejens DNA er tydeligst. En antik lykisk by sank i havet efter et jordskælv i det 2. århundrede e.Kr. I dag kan man se trappe-ender, mure og hushjørner stikke op under vandoverfladen direkte fra båden. Fiskene svømmer igennem gamle portrum. Det er ikke rekonstrueret. Det er bare der.

Bjørn Christian Tørrissen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

ToprakM / Wikimedia Commons / CC BY 4.0

Venstre: Kekova — en hel antik by sank i havet. Trappeender og mure stikker op under vandet. Højre: Kaunos ved Dalyan — lykiske kongegrave hugget direkte i klippevæggen, tilgået kun fra floden.

Kaputaş-stranden → Kaputaş er tilgængelig via 180 trappetrin ned ad en klippevæg. Stranden er 80 meter lang og kan ikke nås ad anden vej. Det holder turistmasserne på afstand — lidt.

Pamukkale: bomuldsslottet ingen troede på

Antoine Taveneaux / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Pamukkale betyder bomuldsslot på tyrkisk. Det er et præcist navn. Kalkstenterrasserne er kridhvide. De lyser mod den grønne Denizli-dal. De ser ud som om nogen har lagt sne ud i 35 graders varme, og sneen nægter at smelte fordi det vande der skabte dem er 36 grader og mineralrigt og konstant.

Pamukkale → Pamukkale er et UNESCO-verdensarvssted. Terrasserne er skabt over årtusinder af kalkholdigt termisk vand der strømmer ned ad bjergskrænten og aflejrer kalciumkarbonat. De øverste terrasser er bedst bevaret — de lavere tørres periodisk ud for at beskytte kalkstenen. Man skal tage skoene af. Det er et af meget få UNESCO-steder med den regel.

Hierapolis ovenfor er den ruinby romerne byggede oven på kilden. De vidste hvad de havde — en spa-by med termalbassin, teater til 12.000 og en nekropol med 1.200 gravmæler langs bymuren. Kleopatras pool er stadig åben: 36 grader, mineralrigt, og man svømmer imellem nedstyrtede marmorsøjler fra det 7. århundredes jordskælv. Det er antikkens bedste spa-oplevelse og den er stadig i drift.

shankar s. / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Hierapolis' nekropol er antikkens største kendte begravelsesplads — 1.200 gravmæler strækker sig langs bymuren i over en kilometers længde. Romerne kom her for at kurere sig og endte med at blive.

Ilden der ikke kan slukkes

Carole Raddato / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

På en bjergside nord for Olympos-ruinerne, 300 meters stigning fra kysten, brænder der ilter ud af klippen. De har brændt i 2.500 år. Homer nævner dem i Iliaden. Romerne sejlede herhen og brugte dem som navigationsmærke. En byzantinsk biskop prøvede at slukke dem. Det lykkedes ikke.

Yanartaş → Yanartaş — "brændende sten" — er naturgas der trænger op gennem revner i kalkstenen og antændes spontant ved kontakt med luften. Gasen er en blanding af metan og hydrogen. Den kommer op med konstant tryk. Flammerne varierer i størrelse fra stearinlys til bonfire. Om natten ses de langvejs fra. Der er en gammel ruin af et Hephaistos-tempel heroppe — ildens gud, naturligvis.

Chimaera er det græske navn for stedet — og det er herfra myten om Chimaera-uhyret stammer: det ildspyende monster med løvehoved, gedekrop og slangehale der hærgede Lykien. Bellerofon dræbte det på sin vingede hest Pegasos. Det er den rationelle forklaring på hvad en besøgende så da de kom hertil: ild ud af klippen, ingen klar årsag, og et hurtigt behov for en god historie.

Man kan sætte vand i kog direkte på flammerne. Lejrpladsen ved bunden er et populært stopsted for vandrere på den lykiske sti — man laver aftensmad over ild der har brændt siden Homer var ung.

Spøgelsesbyen der stadig har møbler

Wikitestaccountlogin / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

I 1923 underskrev Grækenland og Tyrkiet en aftale om befolkningsudveksling. 1,2 millioner ortodokse kristne i Tyrkiet skulle til Grækenland. 400.000 muslimer i Grækenland skulle til Tyrkiet. Det var ikke frivilligt. Det var den ordnede løsning efter Tyrkisk-Græske-Krigen — det der i Tyrkiet hedder Uafhængighedskrigen, og i Grækenland hedder Katastrofen.

I Levissi — det der nu hedder Kayaköy → Kayaköy — boede 3.500 grækere. De forlod byen i 1923. De lukkede dørene. De tog det de kunne bære. Resten — møbler, komfurer, redskaber — blev stående. De kom aldrig tilbage. Og ingen andre slog sig ned i husene — dels pga. praktiske årsager, dels pga. respekt, dels pga. en vis uhygge. Husene er der stadig. 500+ toetagers stenhuse på en bjergside, alle åbne for vinden nu, men intakte i konstruktionen.

Carl Campbell / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Louis de Bernières brugte Kayaköy som model for landsbyen i "Fugle uden vinger" — den roman der beskriver den tyrkisk-græske verdensorden der forsvandt med krigen og udvekslingen. Stedet bruges til tider som kulisse for film. Det bruges altid som skulisse for eftertanke. Det er svært at gå rundt i det uden at tænke over hvad hjem er, og hvem der beslutter det.

Sommerfugledalen → Sommerfugledalen er 5 kilometer derfra — en dal tilgængelig kun til søs, med vandfald og kolonier af Jersey Tiger-sommerfugle om sommeren. Det er det naturskønne modsvar til Kayaköys menneskelige melankoli.

Den grønne side af Tyrkiet — ingen ved den er der

BSRF / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Kør øst fra Trabzon og prøv at forklare hvad du ser til en der forestiller sig Tyrkiet som varmt, tørt og solrigt. Teaplantager i lange grønne terrasser op ad skrænterne. Tåge der hænger over dalsider. Regn. Meget regn — over 2.000 millimeter om året, mere end Irland, mere end det meste af Nordeuropa. Tyrkiet dyrker 10 procent af verdens the på disse 200 kilometer kyst. Hele den vestlige verdens klichéforestilling om Tyrkiet gælder ikke her.

Sümela-klostret → Sümela er byzantinsk og fra 386 e.Kr. Det er bygget ind i en lodret klippevæg 270 meter over dalbunden i Pontos-bjergene. Det er ikke "malerisk" — det er voldsomt. Hvide bygninger klæbet til sort granit med skov i tre retninger og ingenting i den fjerde. Det fungerede som aktivt kloster i 1.600 år. Munkene forlod det i 1923 som del af befolkningsudvekslingen. De tog ikonerne. Freskerne blev tilbage.

Wikimol / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.5

Fırtına-dalen → Fırtına-dalen — stormdalens dal — er det stille alternativ til Uzungöl, som arabiske turister opdagede for et årti siden og elskede så højt at der nu er flere hoteller end huse: en grøn bjergdal med ottomanske stenbro fra det 18. århundrede, vildt vand og næsten ingen turistbusser. Ayder Yaylası → Ayder Yaylası ovenover er bjerglandsbyen med naturlige termalbade i 40 grader, omgivet af Kaçkarbjergjene, til en pris der føles forkert lav.

Kaçkar: bjergene ingen turister har fundet endnu

Wikimedia Commons / CC BY-SA

80 procent af verdens hasselnødder vokser her. Præcist her — på de stejle skovklædte skrænter mellem Sortehavskysten og Kaçkarbjergjene. Nutella eksisterer fordi det regner tilstrækkeligt meget i netop dette hjørne af Tyrkiet. Det er et faktum der siger noget om hvad resten af verden ved om stedet: ingenting.

Kaçkarbjergjene er den vestlige udløber af Kaukasus — den samme bjergkæde der fortsætter ind i Georgien og Armenien. De rejser sig til 3.937 meter, har gletsjer, alpine søer og sommergræsgange — yayla — hvor lokale familier stadig tilbringer juli og august med får og hornkvæg, præcis som de har gjort det i generationer. Bjørnespor langs stierne er hverdagskost for de vandrere der finder hertil. Det er ikke mange. Kaçkar Dağı → Kaçkar er simpelthen ikke et navn der fylder i vestlige rejsebøger.

Zilkale → Zilkale er det georgiske middelalderborg der vakler på en klippeskanse over Fırtına-floden — bygget til et formål ingen er enige om, i ruiner siden en jordrystelse, stadig imponerende på den måde at man stopper bilen og kigger. Det er den type sted man aldrig har hørt om og aldrig glemmer bagefter — og som ikke kræver mere end at man har kørt ti kilometer ud på en uklar grusvej.

Hasselnødder fra Kaçkar-regionen er grundingrediensen i Nutella, Kinder Bueno og de fleste europæiske chokoladeprodukter. Ferrero alene køber 25 procent af Tyrkiets samlede hasselnødhøst hvert år.

Profeternes by

Anadolu / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Hamdigumus / Wikimedia Commons / CC0

Venstre: Balıklıgöl i Şanlıurfa — dammens karper er hellige, ingen rører dem. Højre: Harran — beboedet i 4.000 år, bigupleformede huse er stadig i brug.

Şanlıurfa er ifølge jødisk, kristen og islamisk tradition den by hvor Abraham blev født. Det er ikke arkæologisk bekræftet. Det er heller ikke afkræftet. Hvad der er bekræftet er at Balıklıgöl — Abrahams dam — har eksisteret her i årtusinder, at de hellige karper der svømmer i den er uberørlige (at spise dem er strafbart ved lov, og ingen prøver), og at der aldrig har manglet pilgrimme.

Legenden er konkret: Kong Nimrod beordrede Abraham kastet på et bål. Gud forvandlede ilden til vand og kullene til fisk. Dammen er der. Fiskene er der. → Şanlıurfa — Balıklıgöl De er store — mange af dem er årtier gamle — og totalt uinteresserede i menneskene der kigger på dem. Det er fordi de aldrig er blevet rørt. Ikke i generationer. Ikke nogensinde. Det er ulovigt. Men det er egentlig ikke nødvendigt at have det som lov — ingen prøver. De fisk ser bare ikke ud som noget man rækker hånden ud efter.

Harran → Harran er 45 kilometer sydpå og har været beboet uafbrudt i 4.000 år — en af verdens ældste kontinuerligt beboede byer. De karakteristiske bigkupleformede lerhuse er stadig i brug: isolerer mod varme om sommeren og kulde om vinteren, en lokal arkitektonisk opfindelse man ikke forbedrer fordi den allerede virker. Abraham boede ifølge 1. Mosebog i Harran inden han drog til Kana'an. Stedet han forlod er nu halvt ruin, halvt levende by, med den kolossale middelalderborg knækkende langsomt i den stærke sol. Det er et passende kompromis for en by med den alder.

Stenbyen med udsigt til Mesopotamien

MSinjari / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Mardin → Mardin er bygget af honninggul kalksten på en klippeafsats. Nedenfor: den mesopotamiske slette, flad til horisonten, ind i Syrien og Irak. Byen er 4.000 år gammel. Den har aldrig været tom. Den skiftede hænder — assyrere, persere, romere, byzantinere, arabiske kalifer, seljuker, osmanere — og beholdt sin kalksten og sine snoede gader og sin grundlæggende bystruktur gennem det hele.

Det der gør Mardin usædvanlig er ikke alderen. Det er at der stadig tales aramæisk her — sproget Jesus talte, et semitisk sprog der ellers er uddød overalt andet i verden. De syrisk-ortodokse kristne i Mardin og i de omliggende klostre bruger det som liturgisk og til dels dagligdags sprog. Deyrulzafaran-klostret 5 kilometer udenfor er fra det 5. århundrede og fungerer stadig.

Byens basarer er ikke turistificerede på samme måde som Istanbul. Kobbersmede, tøjhandlere, baklavabutikker. Udsigten fra terrassen over bazaren og ned over sletten mod Syrien er en af Tyrkiets bedste fotografiske øjeblikke — specielt i solnedgang, når lyset er orange og sletten lyser som kobber.

Mardin er en af de ganske få byer i verden der aldrig er bygget i plan. Alle huse ligger i terrasser op ad klippen. Der er ingen horisontale gader. Alting er enten op eller ned.

Maden der er et UNESCO-arvsstykke

Klaus-Peter Simon / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Gaziantep er en by på 2 millioner mennesker i det sydøstlige Tyrkiet, og den har to ting ingen andre byer i verden kan matche. Det første: verdens største mosaikmuseum, Zeugma → Zeugma Mosaikmuseum, med gulvmosaik reddet fra den romanske by Zeugma inden Birecik-dæmningen satte dem under vand i 2000. Det er 1.700 år gamle portrætter i en detaljering der slår fotografer. Det andet: baklava.

UNESCO listede Gazianteps gastronomi som immateriel kulturarv i 2015. Det er en af meget få byer i verden med den udmærkelse — og det er for madkulturen, ikke for baklavaen specifikt. Men baklavaen er grunden til at folk rejser hertil. Der er 400 registrerede varianter. Pistacienødden fra Gaziantep-regionen — Antep fıstığı — er en særlig sort, grønnere og mere aromatisk end andre pistacier. Gaziantep-bakklavasproducenterne bruger dem og ingenting andet.

Den tyrkiske baklava-debat er alvorlig. Gaziantep og Istanbul er uenige om den rette tykkelse på fyldingen. Gaziantep mener tynd og knasende. Istanbul mener generøs og blød. Begge har ret. Gaziantep-versionen er mest internationalt anerkendt. Det nævner man ikke i Istanbul.

Verdens mest transporterede dessert? Baklavaen rejser fra Gaziantep til Mellemøsten, Europa og USA i kølebokse med flyfragt. Der er Gaziantep-bakklavasforretninger i Berlin, London og Chicago.

Hasankeyf: 10.000 år under vand siden 2020

Omer Unlu / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Bernard Gagnon / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Hasankeyf (venstre): besat i 10.000 år, nu oversvømmet. Halfeti (højre): minareten stikker op af Eufrat-reservoiret som et påminde.

Hasankeyf → Hasankeyf ved Tigris-floden i det sydøstlige Tyrkiet var beboet i 10.000 år. Det er en af verdens længst kontinuerligt beboede byer. Klippegrave, byzantinsk borg, islamiske mausoleer, ottomanske broer. I 2020 lukkede man slusen på Ilısu-dæmningen. Vandet steg i seks måneder. Størstedelen af den gamle by forsvandt under 30 meter vand.

Projektet var kontroversielt i årtier. Kurdiske og internationale grupper protesterede. UNESCO anbefalede at standse det. Tyrkiet gennemførte det. Nogle monumenter — mausoleet, en gammel bro — blev fysisk løftet og placeret på højere grund. Det er ingeniørmæssigt et vidunder. Det er kulturhistorisk et åbent sår der aldrig er blevet lukket ordentligt.

Halfeti → Halfeti ved Eufrat er en lignende fortælling — den gamle by er delvist oversvømmet af Birecik-dæmningens reservoir. Minareten på det drukne Savasan-moské stikker op over vandoverfladen. Folk tager flodbåde ud for at fotografere den. Det er et af Tyrkiets mest fotograferede motiver. Det er en undergangsfortælling — men minareten der stikker op af vandet med den lille halvmåne intakt er det billede der er sværest at glemme.

Halfeti er det eneste sted i verden hvor den sorte rose gror naturligt — en dybt mørkerød rosavariant der er så mørk at den ser sort ud i skyggen. Den dyrkes i haven og sælges på markedet. Den er ikke til salg udenfor provinsen.

Det yderste øst

W. Bulach / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

På det armenske flag er der et bjerg. Det er ikke et hvilket som helst bjerg — det er Ararat, 5.137 meter, det symbolske centrum for den armenske nationalidentitet siden oldtiden. Noahs ark strandede der ifølge 1. Mosebog. Armenierne kalder det Masis. Det er trykt på deres pas, broderet på deres tæpper, malet på deres vægge. Det er deres bjerg. Og det har ligget i Tyrkiet siden 1921 da grænsen blev trukket ved Kars-traktaten.

Ararat → Ararat er synlig fra 100 kilometers afstand på klare dage. Fra den armenske side af grænsen — og fra den tyrkiske — er det samme bjerg, set fra hver sin side af en politisk linje der ingen i området spurgte om. Armenske familier fra hele verden rejser til Yerevan for at kigge på bjerget fra terrassen. Det er 60 kilometer væk. Grænsen er lukket.

Van-søen er Tyrkiets største — 3.713 kvadratkilometer, og med vand så alkalisk at det lugter let af sæbe og ikke fryser om vinteren trods høj beliggenhed. Akdamar-øen i søen har en armensk kirke fra 915 e.Kr. → Akdamar — Hellige Kors-kirken, med bibelske relieffer der er så detaljerede at de stadig er tydeligt læsbare 1.100 år efter. Ani → Ani nær Kars var i år 1000 en armensk storby med 100.000 indbyggere og kathedraler der konkurrerede med Konstantinopel. I dag er det en græsslette med ruiner og lam, ved den lukkede armenske grænse, stille på en måde der ikke er tilfældig.

Bjørn Christian Tørrissen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Mustapilvi / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Venstre: Akdamar-øen — den armenske kirke fra 915 e.Kr. i Van-søen, genåbnet for gudstjeneste i 2010. Højre: Ani — katedralen i den forladt armenske by, engang stor som London, nu pastureret af lam.

Van-søen har sin egen endemiske fiskeart — Van-fisken, Chalcalburnus tarichi — der om foråret svømmer op ad de søndre åer for at gyde. Lokale fanger dem i hænderne. De smager af søens alkaliske vand. Det er en erhvervet smag.

Atatürk: manden der skiftede et alfabet på 3 måneder

William Neuheisel / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Mustafa Kemal Atatürk er det 20. århundredes mest ambitiøse nationalbygger. Han overtog et besejret ottomansk imperium efter Første Verdenskrig, slog de allierede tilbagetrækningsplaner tilbage i Uafhængighedskrigen, proklamerede Republikken Tyrkiet i 1923 — og begyndte derefter at genopfinde landet fra grunden.

Listen er lang: afskaffelse af sultanatet og kalifatet, indførelse af vestlig jura og kalender, kvinders stemmeret i 1934 — tidligere end Frankrig og Italien. Men det mest dramatiske: den 1. november 1928 trådte den nye alfabetlov i kraft. Det arabiske alfabet — brugt til tyrkisk i 600 år — var fra den dag forbudt i officielle dokumenter. Det latinske alfabet gælder. Atatürk rejste personligt rundt i landet med en skoletavle og underviste folk. Hele nationen lærte at læse og skrive forfra på tre måneder.

Anıtkabir i Ankara → Anıtkabir er hans mausoleum — et kolossalt monument i marmor på bakken over byen, besøgt af millioner af tyrkere hvert år. Det er ikke bare et gravsted. Det er en valfartssted. Vagtparaden er præcis og højtidelig. Folk der knytter sig til Atatürks vision om et sekulariseret Tyrkiet bruger besøget som en politisk markering. Han er ikke bare historisk for tyrkerne. Han er aktiv.

Atatürk tog efternavnet Atatürk — "tyrkernes fader" — i 1934 da efternavn blev obligatorisk. Han valgte det selv. Ingen protesterede.

Manden der snurrer — og hans digte sælger mere end Bibelen i USA

Bernard Gagnon / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Jalal ad-Din Muhammad Rumi var født i 1207 i Balkh — i det nuværende Afghanistan. Han tilbragte sit voksne liv i Konya i det centrale Tyrkiet. Han var islamisk teolog, sufimester og poet. Han døde i 1273. Hans samlede digte — Masnavi, en serie på 25.000 vers — er det 20. og 21. århundredes mest solgte digtsamling i USA. Ikke i poesikredse. I den brede befolkning. Mere end Bibelen i visse år.

Rumi grundlagde Mevlevi-sufiordenens tradition med sema — den roterende meditation. Dervisherne snurrer rundt om sig selv med venstre arm nedad og højre arm opad, i timesvis, til bevidsthedstilstanden ændres. Det er ikke en forestilling. Det er en bøn. Konya tillader stadig seremonielle sema-forestillinger — og skellet mellem religiøs ceremoni og turistattraktion er uklart, men respekten er reel.

Balt / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Mevlana-museet → Mevlana-museet er bygget over hans mausoleum. Den turquoise flaske-kuppel er synlig over Konyas skyline. Museet er et pilgrimssted for muslimer fra hele verden og et kultursted for alle andre. Det er stille indeni, selvom der altid er mennesker. Det er det stille der er karakteristisk for steder der mener noget.

Rumi skrev på persisk, ikke tyrkisk. Hans berømteste linje er: "Ud over forkert og rigtigt er der en mark. Jeg møder dig der." Den er tatoveret på mere arme globalt end noget andet citat fra en islamisk poet.

Det osmannske Tyrkiet bevaret i sten

rheins / Wikimedia Commons / CC BY 3.0

Babbsack / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Venstre: Safranbolu — osmaniske bindingsværkshuse fra det 17. og 18. århundrede, UNESCO-beskyttede. Højre: Amasya — de pontiske kongegrave lyser i klippevæggen over Yeşilırmak-floden om natten.

Safranbolu → Safranbolu ser ud som om osmanerne forlod den i går. Det er fordi jernbanen aldrig kom. Da den anatolske jernbane blev lagt i begyndelsen af det 20. århundrede, gik tracéen uden om Safranbolu — og det betød at ingen rev de gamle huse ned for at bygge moderne. De overlevede fordi de var praktiske. De er nu UNESCO-verdensarv.

Husene er et- til toetagers bindingsværkskonstruktioner med udhængende øverste etager over de brolagte gader. Indvendig er der separate mandlige og kvindelige rum, sofaer langs væggene, indbyggede skabe og en arkitektonisk ro der virker moderne netop fordi den er ægte. Der er ca. 1.000 sådanne huse. Det er ikke et museum — folk bor der.

Amasya → Amasya er den anden store osmansk-præ-osmanske by — men dens dybeste lag er endnu ældre. Pontiske kongegrave er hugget ind i klippevæggen over Yeşılırmak-floden, og de tilhører kongerne fra det Pontiske Kongerige, der i det 1. århundrede f.Kr. var Roms hårdeste modstander i Anatolien. Mithridates VI holdt stand mod romerne i tre krige der til sammen varede 40 år. Han var polyglot — talte 22 sprog — og så paranoid over for forgiftning at han hver dag tog et lille mål gift for at immunisere sig. Da romerne endeligt besejrede ham og han prøvede at forgifte sig selv, virkede det ikke. Hans krop var immun. Han måtte bede en soldat om at skære ham ned. Det er den farligste form for forsigtighed.

Ottomanske bindingsværkshuse langs flodbredden afspejles i vandet om natten, når spotlysene tændes mod klippegravene ovenover. Det er en by der er mest dramatisk om natten, hvilket er en sjælden egenskab.

Te, kaffe og det du ikke ved om tyrkisk mad

EWilson (Volunteer) / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Tyrkiet opfandt kaffe. Det er dokumenteret: de første kaffehuse opstod i Istanbul og Mekka i det 15. og 16. århundrede. Tyrkisk kaffe er kogt i en lille kobbergryde — cezve — med sukker og uden mælk, og den serveres med bundfaldet intakt. Det er en gammel teknik og en god kop. Og Tyrkiet drikker nu mest the. 3,5 kg per person per år — verdensrekord. De lavede kaffe til verden og gik selv videre til noget andet. Det er et fornuftigt livssyn.

Theen — çay — er tyndbladet, rødlig og serveret i et taljeglas. Den drikkes sød, uden mælk. Den serveres overalt og i alle sammenhænge — hos handlende der vil sælge dig noget, hos handlende der ikke vil sælge dig noget, mens man venter på bussen, mens man venter på ingenting. At afslå the er teknisk muligt. Det er socialt besværligt.

Grand Bazaar → Grand Bazaar i Istanbul er åbnet i 1461 og har 4.000 butikker under et overdækket system af hvælvede gader. Det er verdens ældste indkøbscenter. 400.000 besøgende om dagen. Den der forventede en stille, autentisk oplevelse kommer til at blive overrasket — men lugten af leder, krydderier og frisk te er reel, og det er muligt at gå vild på en interessant måde.

Tyrkisk mad er ikke blot kebab. Det er 8 regionale køkkener der er så forskellige at en gæst fra Gaziantep og en gæst fra Trabzon sidder ved det samme bord og genkender meget lidt af hinandens hjemlige retter. Det er ét land med 8 madkulturer.

Hoş geldiniz — velkommen

Wanderonomy / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Hoş geldiniz. Det er det første en tyrker siger til en fremmed. Det betyder "du kom smukt". Ikke "velkommen" i den funktionelle, servicemindede forstand. Smukt. Du ankom på en smuk måde. Det er ikke høflighed. Det er en filosofi om hvad det betyder at tage imod nogen.

Tyrkisk gæstfrihed er ikke en turisme-konstruktion. Den er strukturel. At have gæster er en forpligtelse i den islamiske og i den anatolske tradition — man giver det man har, og man giver det uden at tælle. En fremmed der banker på i et tyrkisk landdistriktshjemsted vil typisk modtage the, mad og et sted at sove inden nogen spørger om årsagen til besøget.

Det Tyrkiet du vender hjem fra er ikke det Tyrkiet du troede du tog afsted til. Landet er for stort og for lagdelt til at passe ind i noget man besluttede sig for inden afrejse. Det 12.000 år gamle tempel. De 40.000 under jord. Kongen der ville sidde ved siden af Zeus. Julemanden. Ilden der ikke kan slukkes. Spøgelsesbyen der stadig har møbler. Stenbyen der taler et sprog Jesus kendte.

Vend tilbage. Der er altid et lag til.

Hvornår skal du til Tyrkiet?

Wusel007 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Svaret afhænger af hvad du vil. Tyrkiet er syv klimazoner og 81 provinser. Det er muligt at have 35 grader på den ægæiske kyst og sne i Kaçkarbjergjene på samme dag.

Istanbul og den nordlige kyst: Forår (april-maj) og efterår (september-oktober) er bedst. Juli og august er varme, fugtige og fyldt med turister. December er uforudsigeligt men smukt når det sner over Bosporus.

Den ægæiske og middelhavskysten: April-maj og september-oktober er ideelt — varmt nok til havet, ikke overfyldt. Juni er stadig fin. Juli-august er hede og turistmasser, specielt ved Ölüdeniz og Bodrum. Pamukkale er åbent hele året; undgå midt om sommeren.

Kappadokien: Forår og efterår for balloner og behageligt vejr. November-februar giver sne på fe-skorstenene — det er smukt og roligt. Vinter er Kappadokiens hemmelighed: ingen køer, halv pris, og hvide landskaber der ser endnu mere måneagtige ud.

Det sydøstlige Tyrkiet (Gaziantep, Mardin, Şanlıurfa): Undgå juli-august — temperaturer når 45 grader. Marts-maj og oktober-november er ideelt. Göbekli Tepe er åbent hele året.

Sortehavskysten og Kaçkar: Juni-september. Resten af året er det grønt og regner. Det er en del af charmen, men man skal ville det.

Ramadan er ikke en grund til at undgå Tyrkiet — tværtimod. Aftenstemningen i byerne er særlig under ramadan, restauranterne fyldes ved solnedgang, og man oplever en side af det tyrkiske hverdagsliv der ikke er tilgængeligt resten af året. Visse restauranter er lukkede om dagen, men langt fra alle — og i de store turistbyer mærker man det minimalt.

Det skal du vide før du kører

Dosseman / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Tyrkiet er et nemt land at køre i. Vejene er generelt i god stand, afstandene er store men overkommelige, og der er ingenting der kræver særlig forberedelse ud over tre ting.

E-visa — bestil den inden afrejse. Danske statsborgere skal have visum for at rejse til Tyrkiet. Det er nemt og billigt: gå ind på evisa.gov.tr, udfyld formularen, betal ca. 50 USD (prisen justeres løbende). Det tager 5-10 minutter og mailes til dig. Udskriv det eller gem det på telefonen. Gør det inden du rejser — køen ved grænsen er ikke stedet.

HGS-brik til motorvejsafgifter. Tyrkiet har et elektronisk betalingssystem på motorveje og broer — HGS (Hızlı Geçiş Sistemi). Uden en brik kan man ikke passere mange betalingsporte. Køb en HGS-brik ved grænsen, i PTT-postkontorer eller i mange tankstationer. Sæt den på forruden. Det er nemmere end det lyder og billigere end alternativet (manuelt betalingsgebyr er højere).

Valuta og betaling. Den tyrkiske lira (TRY) svækkes løbende overfor euro og krone — tjek kursen inden afrejse. Kortbetaling er udbredt i byer og turiststeder. Kontanter er nødvendige på markeder, i landdistrikter og mange steder i det sydøstlige Tyrkiet. Veksel i banker eller hæv i hæveautomater — undgå vekselbureauer ved turistattraktioner.

Sprog. Engelsk er udbredt i turistområder og de store byer. I det sydøstlige Tyrkiet og på landsbygden er det mere begrænset — men tyrkerne er generelt opfindsomme med kommunikation. Google Translate med kameraet rettet mod tyrkiske menuer fungerer overraskende godt.

Kørsel. Tyrkere kører energisk. Det er ikke farligt på den systematiske måde — det er bare intenst på motorveje og i byer. Pas på i rundkørsler: fortrinnet varierer. På landeveje i det sydøstlige Tyrkiet: opmærksomhed på fartdumper, husdyr på vejen og store lastbiler der overhaler i kurver.