Lær Østrig
at kende

Wien — den evige by

Seks hundrede år med magt, musik og mandelkager

Stephansdom har 230.000 mosaiktegl på taget — en rekord kun Wien gider holde.

Du ankommer til Wien med toget fra lufthavnen og tror, du kender den allerede. Habsburgerne. Mozart. Wienerbrød. Og måske The Sound of Music, selvom den film foregår i Salzburg, og østrigere helst ikke snakker om den. Men den Wien, der møder dig i hoveddøren, er langt mere kompliceret og langt mere fascinerende end den, du troede du kendte.

Wien var i seks hundrede år hjertet i det mægtigste dynasti, Europa nogensinde har set. Habsburgerne regerede fra 1282 til 1918 — 636 år, tre kontinenter, og et rige der på sit højeste dækkede Spanien, Mexico, Østrig, Ungarn, Bøhmen og det meste af Sydamerika. Alt det styret fra en by ved Donau, der endnu i dag ligner noget fra en tid, der ikke rigtig sluttede.

Byens hjerte er Stephansdom — en gotisk katedral med 230.000 glaserede mosaiktegl på det sydlige tag, der danner et dobbelt ørnemønster synligt fra luften. Katedralen begyndte i 1137, brændte og genopstod, og har siden midten af 1400-tallet stået som byens absolutte centrum. Alt i Wien måles fra Stephansdomet. Bogstaveligt talt: postadressen "1010" er katedralens distrikt.

Dynastiets synligste spor er Schönbrunn slot med sine 1.441 rum, og Belvedere-palæet med sommerresidensen over og under den storslåede have. Men Wien er ikke kun barokpragt. Byen er også Sigmund Freud, Gustav Klimt, Otto Wagner og en arkitektonisk frihedsbevægelse — Secession — der ved århundredskiftet 1900 kastede glove i ansigtet på alt det ornamentale og råbte: nok.

Wien er et sted, der skaber historier så mærkelige, at de lyder opdigtede. At fire af det tyvende århundredes mest formende skikkelser spadserede på de samme brosten er bare én af dem. En anden: det østrigske rige faldt i 1918, men Wien beholdt samme folketal som rigshovedstad — en by der var skabt til 50 millioner undersåtter, men pludselig kun regerede 6 millioner. Resultatet er en overvægt af oper, museer, kaffekopper og marmorgulve, som intet andet sted i Europa kan matche.

Naschmarkt er madmarkedet langs Wienfloden, der har eksisteret i nogen form siden 1700-tallet. Her sælges alt fra ungarsk salami til persisk granatæblesirup, og lørdag morgen er det en social institution, der minder om, at Wien bag alle kejserportrætterne er en levende, dampende, sprogblandet storby med rødderne begravet i halvdelen af Europa.

Kom til Wien med tid — mindst fire dage. Ikke fordi du ellers ikke "når det hele", men fordi Wien først åbner sig, når du holder op med at have travlt. Tag toget frem for bilen. Sid ned i et kaffehus og bestil uden at kigge på telefonen. Og gå gennem Altstadten om aftenen, når turisterne er gået hjem, og stenbroen lyser i gaslygterne, og du pludselig forstår, hvad det vil sige at leve i en by, der er vant til at vente.

Fordomsknuseren

Alt det du troede du vidste om Østrig — og hvorfor det er forkert

En mand bestilte en gang en "Australian Shiraz" på en wienerskt restaurant og fik et blik fra tjeneren der var så komprimeret med foragt, at det burde have haft sin egen EU-betegnelse. "Vi er ikke Australien," sagde tjeneren. "Vi er Østrig." Han satte vandglasset ned på en måde der sagde: og glem det ikke igen. Det er faktisk Wiens korteste og mest præcise turistinformation nogensinde leveret.

Forvirringen er forståelig på engelsk — begge hedder "Austria" og "Australia" og adskilles af to bogstaver og 14.000 kilometer. Men østrigerne er ikke morsomme med det. De har en langt mere presserende fordom at bekæmpe: at de blot er en slags alpesk underudgave af Tyskland. Det er de ikke. Sproget er det samme. Kulturen, mentaliteten, historien og den nationale selvfølelse er fundamentalt anderledes. En østrigsk ven vil tålmodigt forklare det. En wienerskt tjener vil gøre det med en mine der ikke indbyder til opfølgende spørgsmål.

The Sound of Music er i USA den bedst sælgende musikalfilm nogensinde. I Østrig knapt nok vist — østrigerne finder den sentimentalt unøjagtig, og med rette. I filmen flygter von Trapp-familien over bjergene til Schweiz. Det er et geografisk problem: Salzburg grænser til Bayern mod nord og til Nazityskland mod alle sider i 1938. Schweiz er ikke "over bjerget". Det er en lang, overvåget jernbanetur. Den virkelige familie tog toget til Italien. Men det er sværere at koreografere til vals.

Østrig har opfundet en række ting, de er langt mere stolte af: frimærket (1840 — den første i verden), psykoanalysen (Sigmund Freud, Berggasse 19), og Doppler-effekten (Christian Doppler, 1842 — den fysiske grund til at ambulancesirener skifter tonehøjde). De hævder også at have opfundet kaffefiltrering. Tyrkerne og franskmændene bestrider begge den. Den debat er uafgjort og vil formentlig aldrig afgøres til alles tilfredshed — hvilket er meget østrigsk.

Hundertwasserhaus — Wien rummer barokpalæer og organiske drømmebygninger i samme gade. Ingen ret linje nødvendig.

Kaffehuset — Wiens femte årstid

Om Melange, Herr Ober og kunsten at sidde i timevis over én kop

Wien er bygget til at tage tid. Kaffehusene er det arkitektoniske bevis.

I 2011 optog UNESCO det wienerske kaffehus på sin liste over immateriel kulturarv. Ikke et byggeri, ikke en opskrift — men et fænomen. En kultur. En måde at sidde på. Det wienerske kaffehus er defineret af sin ret til at blive — du betaler for din kop, og resten af tiden er din. Ingen tidsgrænse. Ingen forventning om at vige for den næste gæst. Du kan sidde i fire timer med én Melange, og tjeneren vil aldrig kaste et blik, der antyder, at du burde gå.

Tjeneren hedder ikke bare tjener. Han hedder Herr Ober. Og han er en institution i sig selv — typisk en midaldrende herre med hvid skjorte, sort vest og en mine, der signalerer præcis den rette mængde af fornem desinteresse. Han er ikke uvenlig. Han er distanceret på en måde, der er Wien igennem og igennem: varm nok til at sætte vandglas til kaffen uden at blive bedt om det, kold nok til at han aldrig forveksles med en ven.

Historien om, hvornår kaffen kom til Wien, er sig selv en genstand for national stolthed. Den populære fortælling lyder, at Georg Franz Kolschitzky — en polsk-ukrainsk spion, der hjalp Wien under den osmanniske belejring i 1683 — som belønning fik retten til at åbne Wiens første kaffehus og modtog de kaffesække, som den osmanniske hær efterlod i sit hastigt tilbagelagte lejr. Det er en skøn fortælling, og som enhver god ostrig fortælling har den lidt for mange dramatiske detaljer til at man slet ikke tvivler.

Kaffehusene var i det nittende og tidlige tyvende århundrede Wiens intellektuelle centrum. Sigmund Freud holdt til på Café Landtmann. Karl Kraus redigerede sin satiriske Die Fackel fra Café Central. Stefan Zweig og Arthur Schnitzler mødtes, diskuterede, argumenterede og blev. Leon Trotsky spillede skak på Café Central i 1907 — og ifølge en legendarisk anekdote sagde den østrigske indenrigsminister, da hans assistent advarede om en revolutionær fare fra Rusland: "Hvem? Det skakspillende herrefolk i Wien?" Trotsky var revolutionsleder i 1917. Poanten er nøjagtig så kostelig, som den lyder.

I dag er de klassiske kaffehuse — Café Central, Café Landtmann, Café Hawelka, Café Sacher — turistdestinationer i sig selv, men de fungerer stadig. Bag turisten med selfiestik sidder kvartermesteren fra ministeriet med sin avis. Bag hende sidder studenten med sin laptop. Det er Wien: fortiden og nutiden lever i det samme rum uden at gøre væsen af det.

Alperne — 62% af landet

Om kalksten, gletschere og den følelse af at være meget lille

Krimml-vandfaldene — 380 meters fald i tre trin. Europas tredjehøjeste vandfald.

Tre femtedele af Østrig er Alper. Ikke bakker, ikke højdedrag — egentlige Alper med 3000-meter-toppe, gletschere der knarker og revner, og dale så smalle, at solen kun når ned i to timer om vinteren. Det er ikke et land med en bjergkæde i baggrunden. Det er et land, der er bygget inde i et bjergmassiv, og resten — Wien, Burgenland, det flade øst — er undtagelsen, ikke reglen.

Alpernes højeste punkt i Østrig er Wildspitze i Tirol med 3.770 meter. Godt nok ikke Europas højeste, men høj nok til at kræve respekt, godt udstyr og vejrudsigt. Østrig har over 50 toppe over 3.000 meter, og i Hohe Tauern — Østrigs eneste nationalpark med store arealer over skoven — er landskabet så vildsomt, at det ikke ligner noget, du troede fandtes i det centrale Europa.

Krimml-vandfaldene i Salzburgerland er Europas tredjehøjeste vandfald med et fald på 380 meter i tre etaper. Vandmassen er størst i juni, når snesmeltningen topper, og i perioder er vandtågen så tyk, at den ændrer lokalklimaet i dalen nedenfor — en naturlig forstøver der sænker temperaturen med flere grader og har vist sig at have positiv effekt på astmatikere. Forskning har vist, at ophold nær vandfaldet reducerer allergi-symptomer. Turistfolderen nævner det som en attraktion. Østrigerne tager det som en selvfølgelighed.

Grüner See i Steiermark (venstre) — oversvømmet park om foråret. Olpererhütte-broen i Zillertal (højre).

Grüner See i Steiermark er et af Østrig's mest fotograferede natursteder — og af en underlig årsag. Om foråret, når snesmeltningen presser vand ned i den lille lavning, stiger søen med op til 12 meter. Den ellers åbne park med bænke, stier og brugbart græs forsvinder under vand. Dykkere svømmer over parkbænke. Det grønne vand (farven skyldes algerne og det opløste kalk) giver en surrealistisk oplevelse, der er fotograferet millioner af gange. Om sommeren falder vandet igen, og parken er bare en park.

Det er den slags Østrig, der er værd at kende: ikke den store, dramatiske natur, men den stille, mærkelige natur. Den natur, der gør noget, ingen forventede, og som kræver at man er til stede for at forstå det.

Hvornår skal du tage af sted?

Sæsoner, hemmeligheder og Krampus i december

Klokken 8:47 en tirsdag i slutningen af september, Krimml Vandfaldssti: tre mennesker. En ældre østrigsk dame med vandrestave og et udtryk der siger at hun har gået her i tredive år. Et hollandsk par der ikke siger noget til hinanden men fotograferer alt. Og dig. Det er september i Østrig. I august ville du have delt stien med fire hundrede andre. Sommer-juliet er over. Ski-vinteren er ikke startet. Det er de bedste uger i det bedste land, og østrigerne fortæller det kun til folk de kan lide.

Juni er det bedste tidspunkt for bjergvandring og alperne generelt. Sneen på de lave stier er smeltet, snesmeltningen har fyldt vandfaldsene til overflydende, og sommersæsonen er endnu ikke på sit absolutte højeste. Vejret er stabilt, og blomstertæpperne på alpengræsgangene — hvad østrigerne kalder Almwiesen — er i fuld blomst. Hvis du kun har én uge i Østrig og vil have det hele, er tidlig juni det.

September er den store hemmelighed, østrigerne helst ikke fortæller udlændinge. Temperaturen er 18–24°C, turisterne er forsvundet, og bjergstier er praktisk talt øde. I Wachau-dalen er druehøsten i gang, og de lokale vinproducenter holder åbent i en atmosfære, der er umulig at simulere udenfor sæson. Vandfaldsene har stadig nok vand fra sommeren, og søerne er opvarmet efter måneder i solen. Det er Østrigs bedst bevarede hemmelighed.

December er dramatisk anderledes. Østrig er et af Europas mest seriøse jule-lande — ikke som et markedsføringsgimmick, men som en dybforankret kulturel tradition med julemarkederne (Christkindlmärkte), hjemmebagte honningkager, varm punch og varm Glühwein i keramikkrus. Wien og Salzburg har de kendte markeder, men de mindste i landsbyerne er mere ægte og langt mere rørende.

Det eneste tidspunkt, der ikke anbefales, er de fire uger der strækker sig fra midt januar til midt februar. Skisæsonen er i fuld gang, priserne er på årets højeste i bjergbyerne, beboede steder uden for skiterræn kan føles lukkede og tomme, og hvis du ikke er kommet for at stå på ski, er der begrænset grund til at kæmpe med sne, vejspærringer og fulde hoteller.

Habsburgerne

En famille der regerede Europa i seks hundrede år — og stadig ikke er glemt

Habsburgernes magt var overalt — også i klostervæsenet. Stift Melk er et af Østrigs mest imponerende eksempler.

Rudolf af Habsburg valgte i 1282 at give sit dynasti Østrig som arvegoods frem for et kontant beløb. Det var en af historiens bedste investeringer. Fra den beskedne start i det, der i dag er det nordøstlige Østrig, voksede habsburgsk magt langsomt, ubønhørligt og dygtigt til at dække et rige, der ved sit højeste i 1500-tallet strakte sig fra Wien til Madrid, fra Amsterdam til Napoli, og over Atlanterhavet til det meste af Sydamerika. Alt imens Rusland, Frankrig og England kæmpede om suverænitet, giftede Habsburgerne sig til magten. Deres motto: "Bella gerant alii, tu felix Austria nube" — Lad andre føre krig; du lykkelige Østrig, gift dig.

Dynastiets mest synlige eftermæle i Wien er Kapuzinergruft — den kejserlige krypt under Kapuzinerkirken nær Hofburg. Her hviler 149 habsburgere i kobber- og zinkdekorerede sarkofager, fra Ferdinand II (d. 1637) til Kaiserin Zita (d. 1989). Den ceremonielle begravelse var ritualiseret til det ekstreme: hjerter opbevaredes separat i Augustinerkirken, indvolde i Stephansdom. Kun kroppen i Kapuzinergruft. Det er en tripart-begravelse, der lyder surrealistisk, men var logik i sin tid: hvert sted fik del i det hellige legeme.

Maria Theresia (1717–1780) er den mest elskede habsburger — og en af historiens mest imponerende politikere. Hun arvede et rige i 1740, som de fleste europæiske magter straks forsøgte at tage fra hende (krigen om den østrigske arv startede måneder efter hun kom til magten). Hun vandt det meste, reformerede administrationen, grundlagde Wien-universitetet i sin nuværende form, fik 16 børn og regerede i 40 år. En af hendes børn var Marie Antoinette. En anden var den kejser, der afskaffede livegenskabet.

Franz Joseph I (1830–1916) regerede i 68 år — længere end nogen anden europæisk monark undtagen Louis XIV. Hans regeringstid er et komprimeret drama: han overlevede et mordforsøg, mistede sin søn til selvmord (Rudolf i Mayerling, 1889), mistede sin hustru Sisi til mord (1898), og mistede sin tronfølger Franz Ferdinand til mordet i Sarajevo i 1914 — skuddet der startede Første Verdenskrig. Han nåede ikke at se imperiets sammenbrud i 1918. Han døde i 1916, 86 år gammel, stadig ved sit skrivebord, stadig i uniform. (Mange historikere har noteret at det nok var det bedste for ham.)

I dag er dynastiets efterkommere civile borgere. Karl von Habsburg, oldebarn af Franz Joseph, sidder i Europaparlamentet. Han har ingen kejserlig titel, men bærer det kongelige efternavn som et faktum. At habsburgerne stadig eksisterer — som familie, som politisk aktive — er selv et østrigsk fænomen. Historien her holder aldrig helt op.

Mozart — manden og myten

Han elskede Salzburg. Salzburg gengældte ikke følelsen.

Salzburgs Altstadt — UNESCO-verdensarv og scenen for Mozarts barndom og ungdom.

Wolfgang Amadeus Mozart er født i Salzburg den 27. januar 1756 og levede 35 år og 10 måneder. I den tid komponerede han over 600 værker — symfonier, operaer, messer, kammermusik, klaverværker — i et tempo og med en kvalitet, der to hundrede år senere stadig giver musikforskere sved på panden. Han er ikke kun den mest kendte komponist i historien. Han er sandsynligvis det største musikalske talent, der nogensinde har levet. Og Salzburg sparkede ham ud.

Forholdet mellem Mozart og hans fødeby var aldrig fredeligt. Hans arbejdsgiver, ærkebiskop Colloredo, behandlede ham som en tjenestegæst — vel vidende, hvad han havde, men ude af stand til at anerkende det. I 1781 fik Mozart det endelige skub: han blev bogstaveligt talt sparket i røven af Colloredos mundskænk og fyret. Det var den mest ydmygende afskedigelse i musikhistorien, og Mozart — der i årevis havde drømt om at komme til Wien — tog springet med et mix af raseri og lettelse.

Wien gav ham de bedste år — og de sværeste. Han boede der fra 1781 til sin død i 1791, giftede sig med Constanze Weber, fik seks børn (hvoraf to overlevede barndommen), og producerede sine mesterværker: Figaros Bryllup, Don Giovanni, Tryllefløjten. Han var elsket af publikum og ignoreret af hoffet. Josef II var ikke uvenlig, men gav ham aldrig den faste stilling han søgte. Wien har siden kompenseret ved at sætte hans ansigt på chokoladekugler, kaffehusmenuer og alle souvenirshoppe i en radius af 500 meter fra hans fødehus. Det er en anden slags anerkendelse.

Salzburgfestivalen, der siden 1920 hvert sommer fylder Mozarts hjemby med opera og klassisk musik af verdensklasse, er et af Europas vigtigste kulturelle begivenheder. Billetter til de store produktioner er solgt ud måneder i forvejen og koster hundredvis af euro. Men der er fri adgang til festivalens "Jedermann" — middelalderdramer i den frie luft foran domkirken, en tradition der er ubrudt siden starten.

Selve Salzburgs Altstadt er UNESCO-verdensarv og er en kompakt, gangbar, smuk bykerne med Getreidegasse nr. 9 — Mozarts fødehus — som det mest besøgte punkt. Huset er i dag et museum, der med nogen god vilje rekonstruerer, hvad det var at vokse op som prodigybarn i 1760'ernes Salzburg. Mere interessant er domkirken, Kollegienkirche og Mirabell-slottet med dets have — alle inden for ti minutters gang.

Grossglockner — 36 sving mod himlen

Alpernes smukkeste bilvej. Og den farligste, hvis man ikke passer på.

Grossglockner Hochalpenstrasse — 48 km, 36 sving, åbnet 1935. Europas smukkeste panoramavej.

Det er 7 grader ved betalingsautomaten nederst. 20 minutter og 18 sving senere er det 2 grader og der er tåge. Så, lidt efter, bryder du igennem — og Pasterze-gletscheren ligger pludselig foran dig som en grå-hvid tunge, 8 km lang, med Grossglockner i 3.798 meter bag den. Du er kommet hertil i bil. Det er absurd, og det er præcis meningen.

Grossglockner Hochalpenstrasse er en af Europas mest spektakulære alpeveje, og den er ingeniørmæssigt et mesterværk. Den er bygget 1930–1935, i depressionens absolutte lavpunkt, med 3.200 arbejdere der arbejdede i seks år under ekstremt vanskelige forhold. Vejens åbning i 1935 var en national begivenhed — en demonstration af, at det unge, fattigt Østrig stadig kunne skabe noget storslået.

Vejen er åben fra maj til november. Resten af året er den lukket af sne — i snit 7–8 meters sne falder der på de højeste punkter. Åbningsdagen om foråret, når vejen atter er tilgængelig, tiltrækker motorcyklister fra hele Europa, der har ventet siden november. Det er en slags pilgrimsrejse for folk der elsker sving og udsigt og den lette fornemmelse af at manøvrere på kanten af noget meget stort.

Fra Kaiser-Franz-Josefs-Höhe ser man Pasterze — Østrigs største gletscher. Den kryber stadig, men tilbagetrækningen er synlig og dokumenteret. Markører langs stien viser, hvor gletscherens kant var i 1850, 1900, 1950. I 2024 er den trukket tilbage hundredvis af meter. Det er ikke en politisk pointe, det er et faktum: man kan stå på markeringen fra 1900 og kigge op ad bakken mod isen og se de 100 år i afstanden. Det er et af de smukkeste og mest soberende synspunkter i hele Alperne.

En sidearm af vejen fører til Kölnbreinsperre i Malta-dalen — en af Europas højest beliggende opdæmningsdamme på 2.191 meter. Her er ingenting andet end vand, sten og himmel. Det er det slags sted, der er svært at forberede sig på og umuligt at glemme.

Mad og drikke — det østrigske køkken

Wiener Schnitzel er ikke østrigsk. Sachertorte er omstridt. Alt andet er lidt mere kompliceret.

Steiermark er hjem for pumpefrøolie, Schilcher-vin og en kulinarisk tradition, der er meget mere end Wien. Rogner Bad Blumau er kulinarisk turisme i fuldkommen form.

Wiener Schnitzel — og striden om dens oprindelse

Wiener Schnitzel er ikke opfundet i Wien. Ifølge den bedst dokumenterede teori kom retten til Wien fra Milano i 1800-tallet, bragt af østrigske militærfolk der havde smagt den koteletpanerede kalvekød i Lombardiet og bragt idéen med hjem. Cotoletta alla Milanese er faktisk ældre end Wiener Schnitzel, og italienerne er til stadig tilbøjelige til at minde østrigerne om det — en gastronomisk strid der er 150 år gammel og langt fra afgjort. Sagen kompliceres yderligere af, at ægte Wiener Schnitzel skal laves af kalv (Kalbfleisch), ikke svin — og de fleste restauranter udenfor Wien laver det af svin og kalder det "Schnitzel Wiener Art".

Sachertorte — ni år i retten over et lag marmelade

Sachertorte er en mørk chokoladekage med et lag abrikosmarmelade og chokoladeglasur, opfundet af kokken Franz Sacher i 1832. Det er en simpel oplysning, der i sig selv er problemfri. Problemet opstod i 1954, da Hotel Sacher og konditoriet Demel begge hævdede at have den ægte opskrift — og gik i retten over det. Retssagen varede ni år. Fra 1963 måtte Hotel Sacher kalde sin kage "Original Sachertorte" og Demel's version hedder stadig "Demel's Sachertorte". Smagsforskellen er et lag abrikosmarmelade (Hotel Sacher har to lag, Demel kun ét). Der er mennesker der har stærke holdninger om dette.

Heuriger — ny vin, gammel tradition

Østrigsk vin er en kraftigt undervurderet drikkevare. Wachau-dalen producerer Riesling og Grüner Veltliner af verdensklasse — begge hvidvine der rangerer på niveau med de bedste tyske og alsatiske vine. Grüner Veltliner er den mest plantede og mest karakteristiske: frisk, let pebret, med mineralsk kompleksitet der matcher godt til fiskeretter og kalv. En grankvist over en dør i Wiens forstæder signalerer at Heurigen er åben: den lokale vinstue direkte hos producenten, med ny vin, koldt kød og en afslappet atmosfære der ikke lader sig kopiere til turistprodukt. Burgenland producerer kraftige rødvine, og Blaufränkisch er det navn, man bør kende.

Det typiske østrigske restaurantmåltid koster 15–25 euro for en fuld tallerken. Det er billigere end de fleste sammenlignelige lande, og kvaliteten er generelt høj. Udenfor turistcentre — specielt i Steiermark, Burgenland og Kärnten — er lokale restauranter drevne af familier med egne grøntsagshaver og kødleverandører, og et måltid kan opleves som en introduktion til et landbrugslandskab mere end en turistoplevelse.

Sisi — myten og kvinden

Kejserinden der hadede sin rolle og elskede sin frihed

Østrig er et land af kontraster — Wachau-dalen minder om friheden, Sisi søgte hele sit liv.

Klokken to om eftermiddagen i Schönbrunn brugte Elisabeth to timer på sit hår. Det var 2 meter langt og vejede 2,5 kilo, og kammerpigen fejede gulvet for hvert eneste hår der faldt ud, fordi kejserinden ikke tålte synet af sin egen hårtab. Udenfor venteværelset sad hoffolk fra det halve Habsburg-rige og ventede på audiens. Kejserinden var ved frisøren. Det var ikke til diskussion. Det er den korteste mulige beskrivelse af Elisabeth af Østrig — kaldet Sisi — og hvad der skabte hende.

Elisabeth var 15 år, da hun mødte Franz Joseph — hun var kommet med sin søster Helene, der skulle giftes med kejseren, men Franz Joseph forelskede sig i Elisabeth i stedet. De giftede sig i 1854, da hun var 16. Hoffet i Wien var for hende et fængsel med tapet og protokol. Svigermor Sophie — den reelle magthaver i Wiens hofkredse — overtog opdragelsen af hendes børn og udvalgte hendes garderobeprogram. Sisi reagerede som et indespærret dyr: hun fik en privat sportssal i Schönbrunn, trænede dagligt, red hest på niveau med professionelle ryttere og holdt sin vægt på præcis 50 kg ved en højde af 172 cm — hele livet.

I sine seneste årtier var hun praktisk talt konstant på rejse — til Korfu, Madeira, England til ridning. Hoffet i Wien så hende sjældent. Hun var en kejserinde, der var flygtning fra sin egen titel. Da sønnen Rudolf dræbte sin elskede og sig selv i Mayerling i 1889, forandrede Elisabeth sig fundamentalt. Hun klædte sig i sort resten af sit liv og begyndte at bære en solskærm overalt for at skjule sit ansigt for offentlighed.

Den 10. september 1898 i Genève blev hun stukket ned af en ung anarkist, Luigi Lucheni, med en syl — et hjemmelavet våben, der var så tyndt, at hun ikke opdagede sin skade og gik om bord på en dampbåd. Hun kollapsede på dækket og døde kort efter. Lucheni valgte hende tilfældigt — han ville have dræbt en kongelig, og Sisi var den første han fandt. Hun var 60 år gammel.

Schönbrunn og Belvedere rummer begge Sisi-relaterede rum og genstande. Men det mest personlige sted i Wien til at forstå hende er Sisi Museum i Hofburg — ikke fordi det er det smukkeste, men fordi det viser det, der normalt skjules: træningsudstyret, medicinskabene, masken hun bar, breve der afslører en kvinde der var ekstraordinært intelligent og ekstraordinært fanget.

Salzburg — en by i 3D

Klippe, slot, katedraler — og 10 millioner turister om året

Salzburgs Altstadt UNESCO-verdensarv siden 1997 — en by der er bygget i og på kalkstensklipperne.

De fleste byer er todimensionelle — du bevæger dig frem og tilbage, til venstre og højre. Salzburg er tredimensionel. Mönchsberg-klippen rejser sig midt i byen, med Festung Hohensalzburg på toppen — en af Europas bedst bevarede middelalderborge, grundlagt i 1077. Byen er bygget rundt om og under og på siden af klippen, og du befinder dig konstant på forskellige niveauer, med udsigt og klippe og kirketårne fra alle vinkler. Det er en by, der er arkitektonisk umulig — og alligevel virker det perfekt.

Salzburg er med 155.000 indbyggere Østrigs fjerde største by og den næst mest besøgte turistdestination efter Wien. Den håndterer 10 millioner turister om året, hvilket er mere end tre gange Østrigs samlede befolkning divideret med tid. Om sommeren — specielt under Salzburger Festspiele i juli-august — er Getreidegasse, byens smalle indkøbsgade, en menneskemasse af en tæthed, der ville gøre en londonsk undergrundsvogn stolt. En del af dem leder efter steder fra The Sound of Music. En del af dem finder dem. Salzburg lader dem gøre det og opkræver billetpris.

Salzburgs rigdom er bogstaveligt talt salt. Salzach-floden der løber gennem byen er opkaldt efter saltet (Salz = salt, Ach = vand/flod), og det hvide guld fra saltminerne i omegnen var grundlaget for byens vækst fra middelalder til tidlig moderne tid. Ærkebiskopperne af Salzburg — som regerede byen som en næsten uafhængig stat i århundreder — brugte saltindtægterne til at bygge kirker, residenser og barokfacader i et omfang, der fortsat gør Salzburg til én af de tættest pakkede barokbyer i Europa.

Eisriesenwelt — 42 km ishuler syd for Salzburg (venstre). Burg Hohenwerfen — 11. århundredes ridderfæstning i Pongau-dalen (højre).

Syd for Salzburg, en times kørsel, ligger to af Østrigs største hemmeligheder tæt på hinanden: Eisriesenwelt — verdens største ishulesystem med 42 km gange, heraf 1 km åben for besøgende — og Burg Hohenwerfen, en ridderfæstning fra 1000-tallet der hænger over Salzach-dalen og i 1968 fungerede som kulisse for filmklassikeren "Where Eagles Dare".

Søerne — Østrig er faktisk blåt

Hvad der gemmer sig, når bjergene rammer vandet

Wolfgangsee fra luften — 13 km lang, omgivet af bjerge på alle sider og med badning fra maj til september.

I Guangdong-provinsen i Kina er der en by der hedder Hallstatt. Den har kopi-kirken, kopi-søfronten og kopi-bjergene — de sidstnævnte af papmaché, men alligevel. Et kinesisk firma fotograferede diskret den østrigske Hallstatt i 2011 og byggede en præcis kopi, klippe for klippe. Borgerne i originalen fandt ud af det, da en kinesisk delegeret dukkede op og sagde undskyld. Det er den mest usandsynlige kompliment et bjergsamfund med 780 fastboende nogensinde har fået — og den bedste introduktion til, hvad Østrigs søer faktisk er.

Originalen er bedre end kopien. Ikke fordi billederne er smukkere, men fordi Hallstatt er et sted der ikke fungerer på papmaché. Den lille by hænger på en smal klippe-hylde mellem Hallstättersee og bjergvæg, med 780 fastboende og et dagligt antal besøgende der somme tider overstiger 10.000. Om morgenen tidligt — eller i september — er den tom og lydløs og fuldstændig uopnåelig med ord. Det er Østrigs søer: de kræver tilstedeværelse, ikke billeder.

Wörthersee i Kärnten er Østrigs Riviera — Sydøstrigs have, der aldrig ser Adriaterhavet, men til gengæld varmes op til 26°C om sommeren af det kontinentale klima og de omgivende bjerge. Her er sommerhuse, badebåde, restauranter ved vandkanten og en afslappet atmosfære, der er anderledes end alpernes intensitet. Klagenfurt, Kärntens hovedstad, ligger kun 20 minutter fra søens bred.

Weissensee er det modsatte: et motorforbudt bjerg-reservoir i Kärnten, hvor vandet er så rent, at det er drikkevand-godkendt. Det er kun tilgængeligt med el-motorbåde, kanoer og vandcykler. Ingen speedbåde. Ingen støj. Det er Østrig på sin mest stille og sin mest rene.

Mondsee — "månens sø" — er kendt for sin barokkirke, der i The Sound of Music-filmen var scenen for von Trapp-brylluppet (faktisk gifte de sig ikke i Salzburg, som filmen antyder, men ved Mondsee). Den virkelige sø er en time fra Salzburg og er varm, klar og omgivet af bjerge. I 2015 fandt arkæologer under vandoverfladen spor af pælebygnings-bopladser fra 5000 f.Kr. — et hele "The Sound of Music" aldrig nævner.

Kløfterne — ned i dybet

Østrig har over 50 kløfter. De fleste er dramatiske. Ingen er kedelige.

Liechtensteinklamm — 4 km lang, op til 300 m dyb, og de smalleste steder kun 2 m bred.

En kløft — på tysk Klamm — er et resultat af vand mod kalksten over millioner af år. Vandet har samme hårdhed som en tandbørste og kalkstenen er et badeværelses fliser i sammenligning — og alligevel vinder vandet altid. Resultatet er de snævre, vertikale revner i bjerget, med en smal sti langs den brølende vandstrøm, overhaengende klippevægge og mosbelagte sten, og en evig dis af kold vandtåge, der giver en temperatur ti grader under omgivelserne selv i juli.

Liechtensteinklamm i Salzburgerland er en af Europas længste og dybeste tilgængelige kløfter: 4 km lang, op til 300 meter dyb og på sine smalleste steder kun 2 meter bred. Inde i kløften hænger broen over floden, der bruser i grøn og hvid skum under fødderne. Lyd og vand og sten er det eneste, der er. Det er en sensory-reset-oplevelse, der er svær at matche.

Ötschergräben i Niederösterreich er anderledes. Den er ikke smal og vertikal men bred og dramatisk — Østrigs egen Grand Canyon, 12 km vandring med imponerende formationer, blå flod og skovdækkede klippevægge. Det er en heldagsvandring der kraver kondition, men som leverer oplevelse for hver kilometer. Nationalpark Ötscher-Tormäuer beskytter området.

Kløfterne er generelt tilgængelige fra maj til oktober, med den bedste vandstand — og det mest dramatiske lyd og spray — i juni-juli. De fleste kræver godt fodtøj, lidt kondition og en villighed til at blive våd fra sprøjt. Børn over 5-6 år håndterer dem fint. Og prisen er typisk under 10 euro per person — det er Østrig på sit mest imponerende og mest prisbillige på én gang.

Slottene — ikke bare til kongerne

Østrig har 2.000 slotte og borge. De fleste er åbne. Mange er glemte.

Burg Hochosterwitz i Kärnten — 14 porte på vej til toppen. Aldrig belejret med succes.

Østrigs 2.000 slotte og borge er et tal, der lyder overdrevet, og alligevel er det forsigtigt sat. Mange er ruiner ovenvokset med bøg og slyngplanter. Andre er privatejede og ikke tilgængelige. Men mindst 200 er åbne for besøgende, og et dusin af dem er af en slags, der stopper folk midt i en sætning og tvinger dem til at kigge igen.

Burg Hochosterwitz i Kärnten er et af Europas mest karakteristiske middelalderborge — den sidder på en isoleret klippe 160 meter over dalen og er forbundet til omverdenen via en vej med 14 porte, hver opbygget som en selvstændig forsvarsposition. Borgen er aldrig i historien blevet taget med magt. Under en belejring i 1334 var garnisonens forsyninger ved at slippe op — og de kastede en okse ned over muren. Belejrerne troede, det var et tegn på overflod og trak sig. Oksen var den sidste forsyning.

Schloss Ambras ved Innsbruck er et af Europas bedst bevarede renæssanceslotte og hjem for Ferdinand II's Wunderkammer — et "vidunderrum" med over 4.000 genstande fra 1500-tallet: rustninger, kunstværker, naturkuriositeter, en hæl fra en mammut, og malerier af hoffolk med sjældne sygdomme, indsamlet af Ferdinand med et blik for det usædvanlige frem for det behagelige. Det er et museum, der er både ekstraordinært og lettere uforberedende at besøge.

Riegersburg i Steiermark sidder på en 482 meter høj udslukt vulkan og er et af Østrig's mest dramatiske slotlandskaber — det er grundfæstet på lava, beskyttet af dobbelte mure og to voldgrave, og aldrig faldet i kamp. Det var et vigtigt forsvarssted mod det osmanniske rige, og i visse dele af bygningen er den historiske autenticitet bemærkelsesværdig.

Wien's eget Belvedere fortjener sin egen omtale. Det er egentlig to slotte — Oberes Belvedere og Unteres Belvedere — forbundet af en barokhave med vandspejl, fontæner og formklippede bøgehække i geometrisk orden. I Oberes Belvedere hænger Gustav Klimts "Kysset" — et 1,8 meter høj maleri på guld og olie, der er det mest gengangne kunstværk i østrigsk reklame. Det originale er bevægende smukt på en anden måde end reproduktionen. Og i 1955 var det her Østrig underskrev statsfordraget, der gav landet tilbage dets selvstændighed.

Vin fra Østrig — den godt gemte hemmelighed

Grüner Veltliner, Wachau og det land ingen troede lavede god vin

Wachau-dalen — UNESCO-verdensarv med terrasse-vinmarker langs Donau. Grüner Veltliner og Riesling af verdensklasse.

I 1985 kolossalt skammede den østrigske vinindustri sig selv. En gruppe producenter tilsatte diethylenglykol — et sødemiddel i frostvæske — til billigvine for at gøre dem sødere og tungere. Ingen blev syge, men skandalen ødelagde Østrigs vineksport i et årti. Det var kalamiteten, der tvang industrien til at ombygge sig selv fra bunden — med strengere love, bedre druekvalitet og en fokus på autentisk terroir frem for masseinduktion. I dag er østrigsk vin anerkendt af verdens vineksperter som noget af Europas bedste. Skandalen var den bedste ting, der skete for østrigsk vin. (Det kræver tit en katastrofe at sætte en industri fri. Østrigsk vin valgte frostvæske som sin.)

Wachau-dalen er Østrigs mest berømte vinregion — en 36 km lang strækning af Donau-dalen i Niederösterreich, where terrasse-vinmarker klatrer op ad stejle skråninger af gnejs og gneiss-blandet jord. Wachau er UNESCO-verdensarv (2000) ikke primært for vinen, men for det samlede kulturlandskab — terrasserne, ruinerne, klostrene og de middelalderlige byer er alle del af ét historisk hele. Men det er vinen, turister husker.

Burgenland, det flade hjørne der grænser mod Ungarn, er Østrigs rødvinsregion. Neusiedlersee-søen skaber et mikroklima med lange, varme efterår der giver druer den modenhed, der normalt kun findes i Sydeuropa. Blaufränkisch er det vigtigste navn — en sort drue der laver vin med mørk frugt, krydderier og en fasthed, der kan modne i 15–20 år. Burgenland producerer også Ausbruch-dessertvin — sødere og mere kompleks end Sauternes, og mere ukend udenfor Østrig.

En Heuriger er en østrigsk institution: en lokal vinstue typisk tilknyttet en vinproducent, der er åben i kortere perioder for at sælge ny vin. En grankvist over døren signalerer, at stedet er åbent. Det er uformelt, billigt og autentisk på en måde, der aldrig kan kopieres til et turistprodukt. Wiens forstæder — Grinzing, Sievering, Nußdorf — har Heuriger-kvarterer, og et besøg om eftermiddagen med et glas Grüner Veltliner og et fad koldt kød er én af Wiens mest lokale oplevelser.

Innsbruck — Alpernes by

En by der har afholdt to OL, hænger over en kløft og er 20 minutter fra 2.300 meter

Innsbruck Altstadt set fra Nordkette — bjergkæden starter bogstaveligt talt i byens nordre ende.

Innsbruck er den eneste by i verden, der har afholdt de Olympiske Lege to gange — 1964 og 1976 — og her er det ikke blot en statistik men en forklaring på, hvad Innsbruck er. En by der er så tæt på ekstremt bjergterræn, at international sportselite simpelthen ender her naturligt. Fra bymidten er Nordkette-bjergkæden 10 minutters gang og 20 minutters kabelbanekørsel — fra gadenet til 2.300 meter.

Nordkette-kabelbanen er designet af Zaha Hadid — de tre stationer er et visuelt argument for, hvad moderne arkitektur kan, når den sættes over for bjerg og sne og grå kalksten. Hadid fik opgaven i 2007 og valgte en flydende, isagtig æstetik der spejler Nordkettes egne former. Turen fra centrum til Seegrube (1.905 m) og videre til Hafelekar (2.334 m) er 20–25 minutter og en af de mest dramatiske by-til-bjerg-overgange i Europa.

Innsbruck Altstadt er kompakt — man kan gå den på under en time — og domineret af det Goldene Dachl, der er kobberrigt og forgyldt: en erkendtlighedsbalkon opbygget i 1500 af Maximilian I med 2.657 forgyldte kobbertegl. Fra balkonen overværede kejseren turneringer og optog i gaden nedenfor. Det ligner en middelalderlig overkitsning og er netop det — og er samtidig autentisk og imponerende i selve dens overivrighed.

Inn-floden løber tværs igennem Innsbruck — og Inns bruck er broen over Inn. Floden er iskold og grøn og strømmer med en hastighed, der minder om, at den kommer fra gletschere et stykke oppe i Alperne. Dens bredder er Innsbruck-borgernes pæne promenade, cykelvej og sociale samlingspunkt, og kombinationen af historisk bykerne, bjergsilhuet og mosaik-grøn flod er svær at finde makker til andre steder.

Graz — Sydøstrigs hemmelighed

Østrig's næststørste by er en af Europas bedst bevarede og mindst overvurderede

Schlossberg om natten — den 473 meter høje klippe midt i Graz med urmager-tårnet der aldrig er blevet bombet.

Graz er Østrigs næststørste by med 320.000 indbyggere og en UNESCO-verdensarv-bykerne fra 1999. Den er langt mere afslappet end Wien, langt mere studenterdrevet, og langt billigere. Den har et gastronomisk miljø der er eksploderet de seneste ti år, en arkitektonisk frimodighed der tillader det bizarre Kunsthaus Graz ved siden af 500 år gammelt middelalderbyggeri, og en Schlossberg — en 473 meter høj freestanding klippe midt i byens hjerte — der er Graz' vartegn og udsigtspost.

Schlossberg er klippens navn og toppen er nåbar til fods, med lift eller med den historiske Schlossbergbahn (en slags funicular der er bygget inde i klippen under Første Verdenskrig af russiske krigsfanger). På toppen er der en klokketårn og et urmager-tårn — og kun det. Napoleon's tropper sprængte resten af fæstningen i 1809. Urtagnet overlevede fordi byens borgere betalte en løsesum for at bevare det. Det er Graz i en nøddeskal: pragmatisk, stolt og klar til at betale for det, der virkelig betyder noget.

Steiermark — den region Graz er centrum for — er Østrigs grønne hjerte: skovrige dale, åbne vidder i det sydøstlige, og en kulinarisk tradition der adskiller sig fundamentalt fra Wiens. Steirisches Kürbiskernöl — en mørkgrøn, nøddesmagt olie presset af steiermarkske græskarfrø — er en regional specialitet med en smag, der ikke ligner noget andet i verden. Den hældes på salat, suppe og is. Ja, is. Det virker.

Graz Altstadt er en fornøjelse at vandre i — katedraler, renæssancepaladser, smalle gyder, Grazer Hauptplatz og Schlossberg-klippen som konstant baggrundselement. Det er en by, der fortjener sin UNESCO-status uden at reklamere for den, og som modtager turister med en afslappet hjerterlighed, der er mere steiermarksk end den kan blive wienerskt.

Bjergsportsnationen

Vandring, klatring, ski og hængebroer — et land der lever lodret

Highline179 — verdens længste gangbro over en dal. 406 meter lang, 114 meter over Ehrenberger Klause.

Vandring og Hütten — et nationalt fænomen

Østrig er det land i verden med flest bjerge per kvadratkilometer, og det har præget kulturen fundamentalt. Bjergvandring er ikke en turistaktivitet her — det er en national praksis, der involverer tre-generationsfamilier, specialudstyr og planlagt logistik med hytter (Hütten) spredt langs stisystemerne. Vandrerutenettet er et af Europas tættest udviklede, og hytterne — mange af dem drevet af Alpenverein, den østrigske bjergklubbe — tilbyder overnatning, varmt måltid og fællesskab i en tradition, der går tilbage til 1800-tallet.

Hængebroer — lodret drama

Highline179 ved Reutte i Tirol er verdens længste gangbro hengt over et dal: 406 meter lang, 114 meter over Ehrenberger Klause-fæstningsruinerne, med udsigt til bjergene på alle sider og en svajende fornemmelse under trinene, der ikke er for de svage i maven — men er for alle der kan lide at føle sig meget lille i forhold til noget meget stort. Hängebrücke Holzgau i Lechtaler Alperne er endnu mere dramatisk: en 200 meter lang bro hengt 100 meter over en kløft, med udsigt til vandfald og Lechtal-dalen nedenfor.

Ski — religion med sæsonkort

Ski er en religion i Østrig, og januar-marts er højsæson for alle bjergbyer. Kitzbühel er det mest kendte navn — en middelalderlig bjergby der siden 1930'erne er transformeret til et af verdens dyreste skisteders (og skisæsonens sociale epicentre). Hahnenkamm-konkurrencen — verdens farligste nedfart — afholdes hvert år i januar, og Kitzbühel fyldes med sponsorer, eliteskiløbere og folk der bare vil se på. Det er en parentes i Østrigs skisæson, men en parentes der er karakteristisk: her er ski ikke rekreation, det er identitet.

Thermerne — varmt vand overalt

Geotermisk vand, alpint mineralbad og Hundertwasser i marsgrønt

Felsentherme Bad Gastein — alpint termalbad bygget ind i granit-klippen. Vandet har 35 graders geotermisk naturtemperatur.

Østrig sidder over geotermisk aktivitet, der stammer fra Alpernes kollision med den eurasiske plade — og det betyder varm kildevand, der boblede op igennem revner og spalter i kalksten og granit, lange inden der fandtes romere til at bygge bade over dem. Romerne byggede naturligvis bade over dem, og i middelalderen og renæssancen var de østerrigske termer et kurbad-centrum for det centrale Europa. Den tradition er ikke slut — den er bare opgraderet.

Felsentherme Bad Gastein i Gasteiner dalen er et af Europas mest dramatiske termalbade: bygget direkte ind i granitklipperne over Bad Gastein, med bassiner der er skåret ind i klippen og temperatur på 35°C fra kilden. Vandet er mineralrigt radon-termalvand — der i lavdoser angiveligt har radon-terapeutiske virkninger (og i så fald er det et af de eneste tilfælde, hvor noget radioaktivt er markedsført som velgørende). Bad Gastein selv er en fantasmagorisk by — en belle époque-kurort med imposante bygninger der hænger over en klippekløft med et vandfaldsystem midt i bymidten.

Aqua Dome i Tirol er en moderne thermpark designet med tre flyvende "bobler" der hæver sig ud over en alpine dal ved 1.000 meters højde. Det er en slags futuristisk termalinstallation med bjergpanorama, der er både arkitektonisk imponerende og praktisk attraktiv: udendørsbassiner, indenforsbassiner, saunalandskab og direkte udsigt til Ötztal-bjergene. Det er et sted, der forlader grænsen for "bad" og rammer "destination".

Termerne i Østrig er tilgængelige som dagsbesøg (typisk 25–45 euro per person inkl. sauna), og de er populære med alle aldersgrupper. Det er ikke et luksusfænomen — det er en hverdagsaktivitet. Østrigsk velfærdskultur inkluderer faktisk det varme vand, og mange østrigere går i therme-bade månedligt som et supplement til træning og rekreation. Det er et af de aspekter af østrigsk hverdagsliv, der forklarer, hvorfor landets befolkning konstant rangerer blandt Europas gladeste og sundeste.

Historien om Østrig

Fra romerske legioner til Europaflag — 2.000 år på 10 minutter

Kapuzinergruft, Wien — her hviler 149 habsburgere. Maria Theresias sarkofag er den mest ornamenterede i hele krypten.

I år 996 modtog en grev i det østfrankiske rige et stykke papir. Det drejede sig om en doneret mark "in regione vulgari vocabulo Ostarrichi" — i det land der på folkesproget hedder Østrig. Det er det første skriftlige bevis på, at nogen regnede det sted for et sted. Østrig var altså officielt til på et tidspunkt, hvor vikingerne stadig var til søs, og katedral-byggeriet i Vesteuropa knapt var begyndt. Et sted har haft det navn i over tusind år. Det er den slags kontinuitet, der er svær at se for sig, men let at mærke, når man går igennem Wien.

Romerne var der først — fra 15 f.Kr. til 400-tallet — og efterlod Carnuntum, Wiens fundament (Vindobona) og en handelsvej, der i dag er motorvej A2. Det, der fulgte dem, var 600 år med Habsburgere, der giftede sig til mere magt end de nogensinde vandt i krig. Og én nedtur af historiske dimensioner.

1938 er det kapitel, Østrig længe helst ikke talte om. Den 12. marts marcherede tyske tropper ind — og blev mødt af jublende folkemasser på Heldenplatz i Wien. Østrig kaldte sig i årtier "Hitlers første offer" og brugte formuleringen aktivt i diplomatisk sammenhæng. Det var praktisk. Det var ikke helt ærligt — men det var strategisk brilliant, og Østrig er ikke det eneste land der har prøvet det. FN's sandhedskommission sagde det tydeligt i 1991: Østrig var medgerningsmand, ikke kun offer. Det er et kapitel, landet nu underviser åbent om i skolerne — hvilket er mere, end de fleste lande gør med deres egne mørke sider.

1955 er den lykkelige slutning. Statsfordraget gav Østrig selvstændighed igen efter ti år med fire besættelseszoner (USA, Sovjet, England, Frankrig). Prisen var erklæret neutralitet — Østrig måtte aldrig melde sig ind i NATO. Det er en neutralitet, der er mere end et diplomatisk kompromis. Den er blevet til en national identitet. Wien er i dag vært for FN's atomenergiagentur (IAEA), OSCE og OPEC. Konflikter fra hele verden mødes til forhandling i en by, der tidligere selv var konflikternes centrum. Det er ikke et dårligt arc.

Klosterne — det åndelige Østrig

Barok i guld og hvid, biblioteker der rummer viden, og munkene der stadig er der

Stift Melk — grundlagt 1089, bygget om til barokmonument 1702–1736. Sidder 60 meter over Donau.

Østrig har 350 aktive klostre og abbedier. Det er et antal, der virker surrealistisk i et sekulært 21. århundrede — og det er et tal, der er virkelig. Mange er turistdestinationer, men de fleste er stadig i aktiv brug: munke og nonner lever og arbejder i dem, kirker holdes åbne, og i mange tilfælde producerer klosterne egne fødevarer, vin eller mead der sælges lokalt.

Stift Melk er det mest imponerende af dem alle — en barokabbedi der throner 60 meter over Donaus sydlige bred og er synlig på kilometers afstand som et hvid-gult monument på en klippe. Den er grundlagt af Benediktinermunke i 1089, men det nuværende byg er fra 1702–1736 — bygget i østrigsk barok af Jakob Prandtauer i en skala, der konkurrerer med kejserlige residenser. Kirken har fresker der er 18 meter høje. Biblioteket rummer 100.000 bøger. Det er et sted, der er svært at forstå, at det er et arbejdende kloster og ikke et museum. (Munkene har vænnet sig til det. 450.000 turister om året hjælper med at betale varmeregningen.)

Stift Heiligenkreuz i Wienerwald er Østrigs ældste kontinuerligt beboede kloster — grundlagt i 1133 af markgrev Leopold III og i uafbrudt cisterciensisk brug siden da. En af dens kuriøse historier er tilknytningen til kronprins Rudolf: den dag hans krop blev bragt ind fra Mayerling i 1889 (efter hans selvmord og mordet på baronessen Mary Vetsera), blev begravelsesritualet gennemført her i al hemmelighed om natten. Det er et sted, der har bevaret historier, som ingen officielt skulle kende til.

Prunksaal i Wien er teknisk set ikke et kloster, men det bør nævnes her som Europas smukkeste klosterbibliotek-ækvivalent: det er Østrigs Nationalbibliotekets baroksal, opbygget 1722–1726 med 200.000 bind og fresker af Gran og skulpturer af Strudel. Det er et rum, der ikke kan ses i sin reelle storhed i fotografier. Det er et af de rum, man bør stå i mindst én gang.

Vandfaldene

380 meter ned ad klippen — det er ikke en metaphor

Krimml-vandfaldene — 380 meter fald i tre trin. Det tredjehøjeste vandfald i Europa.

Der er steder, der stopper kroppen. Ikke som en intellektuel reaktion på noget imponerende, men som en fysisk reaktion på støj og vand og kraft. Krimml er et sådant sted. Tre vandfaldsrin i tre etaper — 140 m, 100 m og 140 m — der samlet udgør 380 meter af Achental-floden, der kaster sig ned ad kalkstensklippen i Nationalpark Hohe Tauern. Det er Europas tredjehøjeste vandfald og det absolut højeste tilgængelige til fods.

Vejen op langs vandfaldene er 3,5 km og stiger 400 meter — en let vandring med udsigter, der skifter for hvert sving. Vandtågen når ud på 200 meters afstand i fuldt flow, og den sænker temperaturen i dalen med 3–5 grader. Det er en naturlig klimazone — og som nævnt er den dokumenteret terapeutisk for astmatikere og allergikere. Krimml-vand er ren smeltesne fra det omgivende gletscherterræn, der er fuldt tilbagetrækkende men endnu eksisterende.

Stuibenfall i Ötztal, Tirol, er Tirols højeste vandfald med 159 meter og en dramatisk ankomst via en bro, der fører direkte under faldet. Vandruten fra parkeringen er 2 km, og den ender med en udsigt, der er vildere end de fleste forventer — faldet bryder sig mod klippen i en hvid skum, og stien går under den. Vandtågen er kold og komplet.

Vandfaldsbesøg er bedst i juni, når snesmeltningen er på sit maximum. I august er vandfaldene stadig flotte men lavvande. I september begynder mængden at falde. Om vinteren fryser de mindre vandfald til dramatiske isskulpturer — Krimml kører delvis, men er reduceret til en tiendedel af sin sommervolumen.

Ishuler og undergrunden

42 km under isen — og det er kun det tilgængelige

Eisriesenwelt — verdens største tilgængelige issystem. 42 km gange, 1 km åben for besøgende.

Under bjergene er der huler. Og under kalkstensbjergene i Østrig er der huler af en størrelse og en skønhed, der er umulig at forberede sig på. Eisriesenwelt — "isdæmonernes verden" — er verdens største tilgængelige isgrotte-system. 42 km gange er kortlagt. 1 km er åben for besøgende. Resten er mørke og is og stilhed.

Eisriesenwelt sidder i Tennengebirge-bjergene syd for Salzburg og er tilgængelig med kabelbane til 1.641 meters højde — derfra er det 15 minutters vandring til hulemunden. Inde i hulen er temperaturen konstant under 0°C, og isformationerne — søjler, hvælvinger, frosne vandstrømme — er resultater af luftcirkulation der fryser vandet om vinteren og beskytter det om sommeren. Turisterne bevæger sig med magnesiumfakler der spreder et orange lys over de hvide og blå isstrukturer, og effekten er surrealistisk.

Dachstein Rieseneishöhle ved Hallstatt er mindre end Eisriesenwelt men måske endnu smukkere i sine detaljer: isformationer der rummer titusinder af år i lag, og en naturlig ispalads-salet der er brugt som romantisk kulisse i utallige dokumentarer. Dachstein Skywalk og Hængebro er tilgængelige fra samme udgangspunkt.

Seegrotte Hinterbrühl, kun 25 km fra Wien, er et mineanlæg fra 1800-tallet der i 1912 oversvømmede sig selv da arbejderne ramte en underjordisk vandåre. Resultatet er i dag Europas største underjordiske sø — 6.200 m² — som turister besøger med både. Historien om krigsproduktionen under søens bund er mørk og nødvendig at kende.

Wachau-dalen

36 km Donau-bred, 1.000 år UNESCO og abrikoserne der sætter standarderne

Wachau-dalen i eftersommer — terrassevinmarker, Donau og middelalderlige landsbyer i ét billede.

Der er dale, og der er Wachau. Den 36 km lange strækning af Donau-dalen mellem Melk og Krems i Niederösterreich er UNESCO-verdensarv siden 2000 — ikke for ét monument eller ét naturforhold, men for det samlede kulturlandskab, der er et levende palimpsest af 10.000 år med menneskelig bebyggelse. Vinmarkerne på terrasserne er lavet i middelalderen. Klostrene er fra 1000-tallet. Byerne er fra romertiden. Borgruinerne er fra 900-1400-tallet. Og Donau er fra urtiden og er der stadig.

Stift Melk er den visuelle anker i den vestlige ende af dalen — man ser det fra Donau, fra vejen, fra droneperspektiver der ikke kan undgå det. Dürnstein er en lille by af 800 indbyggere med en blå-hvid barok klostertårn der er ét af Østrigs mest fotograferede enkeltmotiver — og en borg-ruin ovenfor, hvor den engelske kong Richard Løvehjerte var fængslet i 1192–93, inden hans løsesum (150.000 mark sølv) blev betalt.

Abrikoserne er et kapitel for sig selv. Wachauer Marillen — abrikoser fra Wachau-dalen — har en EU-beskyttet geografisk betegnelse, hvilket betyder, at kun frugter dyrket i denne specifikke dal kan bære navnet. De er kortere i sæsonen (juli), sødere og mere aromatiske end importerede varianter, og de er en af Østrigs mest karakteristiske fødevarer — spiste friske, som marmelade, i Apfelstrudel og i Wachauer Marillenlikör, en brændevin der er lokal til dalen og ikke produceres i samme kvalitet andre steder.

Wachau er ideel til cykling. En 35 km cykelrute langs Donauradweg følger dalen fra Melk til Krems, og kombination af flad terræn, visuelt indhold og regelmæssige stop for vin og kaffe er et af Europas bedste cykeloplevelser. Man kan tage cykel med på toget til Melk og returnere med toget fra Krems — det er dagsturslogistik, der virker fejlfrit.

Nationalparker

Seks nationalparker, tre naturzoner og et land der tager natur alvorligt

Nationalpark Hohe Tauern — Østrigs største nationalpark med Pasterze-gletscheren i baggrunden.

Du kigger ud over en sø, der er så lavvandet, at du kan stå midt i den og vandet rækker dig til knæene. Rundt om dig: rørskov, fuglelyde og på den fjerne bred hvide og lyserøde pletter, der bevæger sig langsomt. Det er flamingos. Du er ikke i Camargue eller Kenya. Du er 70 km fra Wien. Det er Nationalpark Neusiedlersee — og det er blot én af seks meget forskelligartede nationalparker i et land, der tog naturforvaltning alvorligt, inden det var moderne at gøre det.

Nationalpark Hohe Tauern er det modsatte yderpunkt: 1.800 km² alpint vildnis, der strækker sig over tre delstater (Salzburgerland, Kärnten og Tirol) og indeholder 246 bjerge over 3.000 meter, 342 gletschere (alle i tilbagegang), og dyr som stenbuk, murmelur, ørn og ulve. Grossglockner, Pasterze og Krimml Vandfaldet er alle inden for parkens grænser — og de fleste besøgende ved det ikke, fordi parken er så stor, at den bare er baggrunden for alt andet.

Nationalpark Gesäuse i Steiermark er den mindst kendte og mest vilde af de østrigske nationalparker. Enns-floden skærer igennem ekstreme klippeformationer, og vandrerutenettet er primitivt og krævende — det er ikke en park for dagturister, men for vandere der ønsker terræn der er genuint ujævnt og genuint tomt for andre mennesker.

Nationalpark Neusiedlersee i Burgenland er landets eneste steppe-nationalpark og grænser mod Ungarn — faktisk er parken grænseoverskridende, med den ungarske del kaldet Fertő-Hanság Nationalpark. Søen selv er kun 1–1,5 meter dyb, og de store rørskove er et fugleparadis med over 300 observerede arter inklusive Europas eneste lokkestork-kolonier og store bestande af stor-flamingo.

Tirol — frihed med udsigt

En delstat der mener det seriøst med at bo i bjergene

Olpererhütte-broen i Zillertal — vandringsdestination for dem der ikke har brug for gelænder.

Tirol er ikke Østrig's turistisk bedst kendte region for ingenting. Det er en delstat, der er defineret af sine bjerge — 86% er over 1.500 meter — og hvis kultur, økonomi, arkitektur og dagligdag alle er tilpasset et terræn, der er fundamentalt lodret. Det er det sted i Østrig, der er tættest på at være "bjergenes eget land": Innsbruck som urbant centrum med skisportslegenden, Zillertal som den klassiske alpedal, Ötztal som et af verdens bedste mountainbike-terrænækvivalent til vandring.

Zillertal er prototypen på en tirolsk dal: en bred V-form med landsbyer og hytter og snefyldte toppe der kneiser i begge ender, og et kulturliv centreret om vandring, ski og den tirolske musiktradition med Schuhplattler-dans og zither. Det er også en dal der er turistisk populær nok til at have al infrastruktur på plads — men bred og varieret nok til at de fleste steder stadig føles som ens egne.

Achensee er Tirols største sø og en af Østrigs smukkeste — en iskold, klarvand-sø i et tæt bjergsceneri nord for Innsbruck. Vandet er så rent, at man kan se til en dybde på 10–12 meter. Det er drikkevandsreservoir og badesø på én gang, og bjergskyggen giver vandoverfladens farve en intensitet, der er unik for alpine søer.

Ehrwald og Tiroler Zugspitzbahn er den østrigske adgang til Zugspitze — Tysklands højeste bjerg med 2.962 meter. Fra Ehrwald på østrigsk side tager linbanen 10 minutter op til toppen. Man kan stå på Zugspitze's to lande: den ene fod i Østrig, den anden i Bayern. Det er en grænse, der er tegnet midt på en bjergspids og aldrig virker helt alvorlig.

Burgenland — ved Europas grænse

Det flade hjørne der er anderledes end resten — og stolt af det

Neusiedlersee — Central-Europas eneste steppesø. 320 km² stor, kun 1,5 meter dyb.

Forestil dig at køre fra Grossglockner — snedækkede toppe, 36 sving, skarpe kanter mod himlen — og tre timer senere befinder du dig i et fladt, varmt vinlandskab der minder mere om det ungarnske puszta end om alt andet, du har set i Østrig. Ingen bjergsilhuet. Bare himmel og horisont og storkerede. Det er Burgenland. Det samme land. Fuldstændig anderledes.

Burgenland er Østrigs yngste og smalleste delstat — og kom ikke til Østrig helt frivilligt. Det var indtil 1921 ungarsk (Nyugat-Magyarország — Vestungarn), og i december det år holdt de et valg. Sopron — en by der burde have gået til Østrig geografisk — stemte for at blive ungarsk. Man mener den dag i dag at afstemningen var manipuleret. Sopron fejrer det stadig hvert år som "Den mest loyale by". Burgenland er tavs om det.

Neusiedlersee er en sø der ikke opfører sig som en sø. Den er 320 km² stor og 1–1,5 meter dyb — i tørre år er dens sydvestlige dele næsten gåbare. Den er omringet af siv og rørskove der er så tætte, at sejlads kræver lokalkendskab og en god GPS. Det er fuglenes rige: over 300 arter er observeret her, og søen er grænseoverskridende nationalpark med Ungarn. Den østrigske del er UNESCO. Den er en verden, der er helt ude af trit med billedet af Østrig man normalt møder — og præcis derfor værd at kende.

Wiens museer

Det er ikke bare billeder. Det er historien om hvad menneskene reddede.

Kunsthistorisches Museum — Habsburgernes kunstsamling. Klimt dekorerede trappehuset.

Wien er en af verdens absolutte museumsbyer — ikke fordi den har mange museer (selv om den har), men fordi den har museer, der er usandsynligt rige i kraft af seks hundrede år med habsburgsk samlermani. Det, der er endt i Wiens museer, er kongers og kejseres livs-obsessioner: maleri, skulptur, rustning, naturkuriositeter, musikinstrumenter, gemmer og globusser. Det er et koncentrat af europæisk kulturhistorie, der er voldsomt i sin tæthed.

Kunsthistorisches Museum er det absolutte centrum. Bygget 1872–1891 til at huse habsburgernes kunstsamling, er det et af verdens ti rigeste kunstmuseer: Vermeer, Rubens, Titian, Bruegel, Velázquez — alle i originaler. Bruegel's samling er særlig: KHM har 12 af Pieter Bruegel den Ældres malerier, hvilket er halvdelen af hans samlede overlevende produktion. Det er den største Bruegel-samling i verden. (De fleste af de 2 millioner årlige besøgende fotograferer Klimt og går hjem.)

Leopold Museum i MuseumsQuartier er det moderne modpunkt til KHM's klassiske tyngde — den rummer verdens største Egon Schiele-samling samt vigtige Klimt- og Kokoschka-arbejder. Det er et museum, der er opbygget på én mands passion: Rudolf Leopold, en wiensk øjenlæge der gennem 50 år samlede hvad der i dag vurderes til 600 millioner euro i kunstværdi, og i 2001 overdrog det til en fond. Det er et af de vigtigste private-to-public kunstskifter i europæisk kulturhistorie.

Prunksaal — Nationalbibliotekets storsal — er ikke et "museum" i traditionel forstand, men er et af Europas smukkeste rum. Det er en barokal triumf fra 1726 med Troger-fresker, 200.000 bind og et rum, der er 78 meter langt og 14 meter højt. Det er et rum, der er beregnet til at imponere — og det gør.

Wienerskoven og omegnen

30 km fra centrum — og pludselig er du langt væk

Stift Heiligenkreuz — grundlagt 1133 i Wienerwald. Østrig ældste kontinuerligt beboede kloster.

Wien er en storby omgivet af skov. Wienerwald — Wienerskoven — er en 50 km dyb skovbue der buer sig vest og nord om Wien, og den er ikke dekorativt skovklædt land men en regulær naturzone med vildsvinebestande, vandrerutenett og stille landsbyer der lever af vin og turisme på et lavkej, autentisk niveau. Det er Wiens baghave, og wienerfolk bruger den aktivt.

Stift Heiligenkreuz er Wienerwald's klosterperle — Østrigs ældste cistercienser-kloster fra 1133, der stadig er i aktiv brug med 80 munke og gregoriske kor. Kirkens romanske og gotiske elementer er usædvanlig velbevarede, og klosterhaven er en åndedræts-pause fra enhver nutid.

Semmeringbahn, den historiske bjergbane over Semmeringpasset, er en dagstur fra Wien der kombinerer jernbanehistorie og bjerglandsskab. Banen kører stadig som passagertog, og man kan tage toget fra Wien til Semmering og vandre langs sporet eller ned ad de gamle skitraccer. UNESCO's anerkendelse i 1998 var det første tekniske anlæg, der kom på verdensarvslisten — et signal om at ikke kun barokkirker og slotte fortjener global beskyttelse.

Østrigs veje — ikke bare A1

Panoramaveje der er attraktioner i sig selv

Silvretta Hochalpenstrasse i Vorarlberg — 22 sving og en reservoir-sø på 2.036 meters højde.

Alpebilvejen er en østrigsk kunstform. Mens resten af Vesteuropa har motorveje, tunneler og brospor der fører bilister under og igennem bjergene hurtigst muligt, har Østrig bevidst bevaret og investeret i veje der er attraktioner i sig selv — betalingsveje med panoramaudsigt, med historiske fortæringer, med besøgscentre og rastepladser der er placeret præcis der, hvor udsigten er på sit smukkeste.

Grossglockner Hochalpenstrasse er stjernepunktet (se kapitel 8). Men der er andre: Silvretta Hochalpenstrasse i Vorarlberg klatrer 22 sving op til Silvrettasee — en reservoir-sø på 2.036 meters højde med turkis-grønt vand og snedækkede toppe i baggrunden. Vejen er kortere end Grossglockner, mindre turistet og på sine egne præmisser er den mindst ligeså smuk.

Malta Hochalmstraße i Kärnten fører 14 km op til Kölnbreinsperre — en af Europas højest beliggende dæmningsvæge på 2.191 meters højde. Det er en vejoplevelse, der er delvist overtaget af kraftværksindustrien (stauseen er reservoirer for vandkraft), men som er imponerende i selve dens isolerede dramatik: vand, sten og himmel, og en vej der tvinger dig til at se, hvad vand og ingeniørkunst kan gøre i et bjerg.

Bjergbanerne

Op til himlen på 20 minutter — Østrig har mestret det lodretstillede

Nordkette kabelbanen — fra Innsbruck centrum til 2.334 m på 20 minutter. Designet af Zaha Hadid.

Du drikker kaffe ved Hofburg på 574 meter over havet, ser op og beslutter dig: "Jeg tager bare hurtigt op og kigger." 20 minutter senere er du på 2.334 meter, og vinden tager din hat. Det er Nordkette kabelbanen — designet af Zaha Hadid, startet bag Hofgarten, endt i en anden verden. Det er den mildeste form for vertikalt chok, Østrig tilbyder. Og det er ikke engang den stejleste bane i landet.

Nordkette ved Innsbruck er det mest urbane eksempel: linbanen starter 100 meter fra Hofburg og er på Hafelekar-stationen (2.334 m) på 20 minutter. Det er byens eget bjerg, og det er tilgængeligt for alle. Schafberg-zahnradbahn i Salzburgerland er den historiske: en damplocomotiv-drevet tandhjulsbane fra 1893 der klatrer fra Sankt Wolfgang til 1.782 meters Schafberg-toppen i 35–40 minutter. Den bruges i The Sound of Music. Den er stadig i drift med originale damplokomotiver i sommersæsonen.

Kitzsteinhorn ved Kaprun i Salzburgerland er et gletschermasiv med gondolbane til 3.029 meter — helårsdrift, og om sommeren et sommer-skiparadis. Men Kitzsteinhorn bærer også en tung erindring: i 2000 brændte en kabelbane-tunnel til en forstyrrelse i maskineriet og dræbte 155 skiturister. Det var Østrigs hidtil værste togkatastrofe. En mindeplade og et monument er rejst ved udgangen.

Steiermark — det grønne hjerte

Vin, skov, vulkaner og en olie man hælder på alt

Riegersburg — slottet på vulkanen. Grundfæstet på lava, aldrig faldet i kamp.

Steiermark er Østrigs næststørste delstat og det mindst kendte af de store. Det er en region, der strækker sig fra de alpine landskaber mod nord og vest til de bløde bakker og varme sletter mod sydøst — og det er netop i denne overgang, at Steiermark finder sin karakter. Det er et land, der er delvis Alps og delvis Méditerranée. Det er grønt på en måde, der er mørk og tæt og livskraftig.

Riegersburg er Steiermarks mest dramatiske monument — en middelalderborg grundfæstet på toppen af en udslukt vulkan og aldrig taget med magt i dens 1000-årige existence. Vejen op er stejl og snoet, og borgen rejser sig over Vulkan-Steiermark-sletten som en selvindlysende befæstning. Indvendig er der et heksejagt-museum — Steiermark var et særlig aktivt centrum for heksejagt i 1600-tallet og over 200 kvinder fra regionen blev brændt.

Bärenschützklamm er en af Steiermarks smukkeste kløfter — en vandring der kombinerer 70 broer og stiger over en strøm med gåsehud-inducing klippevægge. Vandringen er 2 km ind, 400 meter stigning, og inkluderer broer og stige der er så integrerede i klippen, at det er svært at se, hvor bjerget slutter og vandringen begynder.

Den sydøstlige del af Steiermark — Vulkan-Steiermark — er en blid, bakket region med bjerge lavet af udslukte vulkaner og terrassevinmarker der producerer en lokal hvidvin kaldet Schilcher (fra blauer Wildbacher-druerne). Det er en vin, der er lyserød og tør og usædvanlig — og den drikkes på de lokale Buschenschank-vinstuer med brød, ost og lokalt kød i en atmosfære, der minder om Toscanas agriturismo men med mere ulækkert vejr om vinteren.

Søerne med det grønne vand

Farven skyldes kalken. Skønheden er bare der.

Grüner See i Steiermark — parken under vandet om foråret. Det grønne vand skyldes opløst kalk.

Der er en særlig kategori af østrigske søer: de der er grønne eller turkis eller isblå på en måde, der virker computermanipuleret, men som er fuldstændig naturlig. Farven skyldes i de fleste tilfælde opløste kalkpartikler fra det omgivende bjergterræn, der bryder lyset på en bestemt måde — det man kalder "glacial milk" eller glacialmælk, og som i Østrig er et resultat af gletschersmeltevand der har flosset kalksten i tusindvis af år.

Grüner See i Steiermark er det mest berømte eksempel (se kapitel 4 og 12). Men det er ikke alene. Toplitzsee — en sø i Aussee-regionen i Steiermark — har en dybt mystisk fortid: under Anden Verdenskrig gemte nazisterne bunker af falske britiske pund (Operation Bernhard) i søens dybe, iltfattige bundlag. I 1959 fandt dykkere bundterne. Der er stadig guldbarrer der muligvis befinder sig der — og søen er officielt forbudt for privatdykning.

Gosausee i Oberösterreich er teknisk set en reservoirsø, men med Dachstein-massivet spejlet i dens overflade er den en af Østrigs mest fotograferede naturscener. Fra søen er der udsigt direkte til Dachstein-gletscheren, og om sensommeren, når gletscheren er delvist bar, er kontrasten mellem det blå vand og det grå-hvide is visuelt usandsynlig.

Østrig om vinteren

Krampus, Stollen, adventmarkeder og den sne, der ikke lyver

Lünersee i Vorarlberg om vinteren — søen fryser til en spejlflade i bjerglandskabet.

Den 5. december kommer Krampus. Ikke julemanden. Ikke rensdyrene. Et uhyre med buk-horn, pelsklædt krop, kæder der rasler og et knippe birkeris, der bruges til at slå ulydige børn. Krampus er gammel — præ-kristent gammel — og er overleveret fra Alpernes folkloristiske arv som Sankt Nikolaus' straf-assistent. Nacht der 5. december er Krampusnacht, og i landsbyer og byer over hele Østrig løber hundredvis af kostumerede Krampus-figurer igennem gaderne og skræmmer alt hvad der kan skræmmes. Det er en tradition, der ville have fået enhver moderne PR-rådgiver til at give op. Østrigerne gider ikke PR-rådgivere.

Det er én side af østrigsk vinter. Den anden er julemarkederne — Christkindlmärkte — der åbner fra første adventsøndag og er noget af det mest autentiske, man kan opleve i et europæisk land i december. De bedste er de mindste: Hallstatt-markedet ved søen, Rattenberg i Tirols mørkeste middelaldergyde, Bregenz med Bodensøen i baggrunden. Wien og Salzburg har de store, velkendte markeder. De er smukke. De er også fyldt med folk der tager screenshots til Instagram og aldrig køber noget.

For dem der ikke kommer for ski: Wiens adventmarked foran Rathaus, Salzburgs på Domplatz og Innsbrucks ved Hofburg er alle frit tilgængelige — ingen billetter, ingen reservation, ingen apps. En Glühwein i en keramikkrus (som man beholder mod depositum og aldrig afleverer), honningkagehjerte og et kor der synger i kuld ved minus fem. Det er billigt, varmt og mere autentisk end det lyder på papiret.

Gadelivet i en østrigsk by

Naschmarkt, Riesenrad, Heuriger og den kunst at have fri på den rigtige måde

Wiener Riesenrad i Prater — Wiens store pariserhjul siden 1897. Omdrejningstid: 10 minutter.

Wien er verdens mest beboelige by — det er ikke marketing, det er et resultat af FN og Mercer Quality of Living Index, der har rangerede Wien øverst i årevis. Wien modtager denne titel hvert år med en mine der antyder, at de ikke forventede andet. Det fortæller noget om, hvad det er at leve i Wien: gode forbindelser med offentlig transport, grønne områder, social sikkerhed og en kultur, der er vant til at bruge sit byliv.

Naschmarkt er Wiens ældste og vigtigste madmarked — en 1,5 km lang gade-markedsplads langs Wien-floden der sælger alt fra østrigske ostegvarer til tyrkisk baklava til frisk fisk og persiske krydderier. Lørdag er den store dag, når loppemarkedet åbner i den vestlige ende og 4.000–5.000 besøgende krydser hinanden mellem stande. Det er kaotisk, larmende og helt perfekt.

Prater er Wiens centrale parkgebied — en 6 km lang grøn akse af kastanjetræer og parklandsskaber der strækker sig fra Praterstern til Donau. Det er løbernes og cyklisternes rige, med cafeer og Heuriger og det store grønne frirum, der giver Wien dens ufortjent oversete naturkvalitet. Det er ikke en park i dekorativ forstand — det er et habitat for en levende by.

Heuriger-kulturen er Wiens mest lokale. Grinzing, Heiligenstadt og Sievering er kvarterer i Wiens nordlige forstæder, hvor vinstuer åbner i sommersæsonen og sælger ny vin direkte fra producenten. Prisen er under halvdelen af en restaurantpris, stemningen er uformel, og maden er kold (brød, ost, pølser) — og det er præcis, hvad det bør være.

Arkitekturen

Fra habsburgsk barok til Hundertwassers dårlige humør med rette vinkler

Rogner Bad Blumau — Hundertwassers livstidsprojekt. 246 lejligheder, ingen rette linjer.

Østrigsk arkitektur er en konflikt af to impulser: den habsburgske impuls mod storhed, symmetri og ornamentik, og den moderne østrigske impuls mod frihed, organisk form og frivillig kaos. Wien er det sted, disse to impulser koeksisterer på nærmeste afstand — barokfacader og Secession-bygninger 200 meter fra hinanden, og Kunsthaus Graz plantet som en blå organisme midt i et 600 år gammelt bycenter.

Wiener Secession er bevægelsen, der markerede bruddet. I 1897 grundlagde Gustav Klimt, Joseph Maria Olbrich og Koloman Moser "Secession" — en kunstnergruppe der ville bryde med den akademiske tradition og gøre kunst, der var funktionel, dekorativ og politisk frigjort. Secessionsbygningen — Olbrichs gylne kuppelbygning fra 1898 med inskriptionen "Der Zeit ihre Kunst, der Kunst ihre Freiheit" (Til tiden dens kunst, til kunsten dens frihed) — er et manifesto i beton og guld.

Barokken er Østrigs arkitektoniske grundlag. Wien, Salzburg, Innsbruck og alle habsburgske residensbyer har en barokkerne, der er bygget i perioden 1650–1780 og som kombinerer pragt, symmetri og religiøs propaganda i et arkitektonisk systems, der er designet til at imponere og intimidere på én gang. Fischer von Erlach og Johann Lucas von Hildebrandt er navnene — de to arkitekter der formede det habsburgske Wien og skabte Schönbrunn, Karlskirche og Oberes Belvedere.

Romerne i Østrig

400 år med legioner, hanelsveje og filosofi ved Donau

Carnuntum — Heidentor, den triumfbue der stadig står. Opbygget ca. 350 e.Kr., 40 km øst for Wien.

Marcus Aurelius ville have foretrukket at sidde i Rom og skrive filosof. Kejser, stoiker og forfatter til Meditationerne — den filosofiske dagbog der stadig sælger i millioner af eksemplarer — tilbragte årevis ved Donau og kommanderede 30.000 soldater mod germanerne, mens han noterede sine tanker om ro og accept. "Du har magt over dit sind, ikke over udefrakommende begivenheder." Udefrakommende begivenheder inkluderede et germansk vinterfrontangreb. Han var ved Carnuntum, 40 km øst for det der ville blive Wien. Hans lejrby er stadig der.

Romerne ankom år 15 f.Kr., standsede ved Donau og etablerede Limes — grænselinjen der holdt i 400 år. Det, de efterlod sig i det der i dag er Østrig, er ikke kun museumsruiner. Det er byer. Wien er bygget på Vindobona, Wels på Ovilava, Enns på Lauriacum. Carnuntum var Pannoniens vigtigste by med 50.000 indbyggere, en amfiteater, et palæ, Mithra-templet og en triumfbue — "Heidentor" — der stadig rejser sig 14 meter over de flade marker ved Donau.

Ravvejen (Bernsteinstraße) er den romerske handelsrute, der løb fra Adriaterhavet nord til Østersøen igennem det, der i dag er Østrig — og den er en forklaring på, hvorfor der er så mange romerske spor i et område, der ikke var et rigscentrum. Rav fra Baltikum var en luksusvare i det sydlige Romerrige, og den rute der forbandt de to verdener gik igennem Pannonien. Ruter der er gode handelsruter er gode militærruter er gode overlevelsesruter. Den rute er i dag delvis motorvej A2 igennem Østrig.

Det skjulte Østrig

Steder de fleste aldrig finder — og som er mere værd for det

Schlegeis Stausee i Zillertal — en reservoir-sø på 1.782 m omgivet af 3.000-meter-toppe. Få kender den.

Der er steder i Østrig, der ikke er i turistguiderne. Ikke fordi de er skjulte af politikken, men fordi turismeindustrien kræver et minimalt niveau af infrastruktur, og disse steder enten ikke har det, eller ikke er let at nå, eller simpelthen er for afsides til at figurere i standarditineræret. Det er præcis disse steder, der er mest værd at kende.

Tappenkarsee i Salzburgerland er en af Østrigs smukkeste alpine søer — beliggende på 1.820 meters højde i Radstädter Tauern, blågrøn, klar og omgivet af bjerge, der reflekteres i vandet med en skarphed, der er fotografisk. Det er 45 minutters vandring fra parkeringen. Der er ingen gondolbane, ingen gondolrestaurant, ingen souvenirshoppe. Der er bare søen og bjergene og stien.

Schlegeis Stausee i Zillertals øverste ende er en reservoir-sø omgivet af toppe der er 3.000 meter og derover, og en dæmning der er imponerende i sig selv. Det er vejendepunktet for Zillertaler Alpenstrasse — vejen stopper her, og øverfor er kun vandring. Det er et sted, der er populært hos dem der kender det og ukendt for de fleste andre.

Giglachseen i Schladminger Tauern, Steiermark, er to søer på 1.900 meters højde i et rundt, glasialt bassin. Det er 3 timers rundvandring fra nærmeste parkering. Ingen bil kan komme tættere på. De fleste turister i Schladming kender det ikke — og det er deres tab og din gevinst.

Planlæg din tur

Hvad der passer til hvem — og kombinationerne der virker

Der er to typer Østrig-turister. Den første har tre dage, booket Schönbrunn og en Sound of Music-tour i Salzburg, og er tilfreds. Den anden har opdaget, at Østrig er 83.000 km² og ni regioner og 9.000 søer og halvtreds bjerge over 3.000 meter — og vender hjem med en liste over alt det, der skal ses næste gang. Den anden er rigtigst. Men den første er realistisk. Begge har ret til at planlægge.

Grundreglen er enkel: Wien er en by, du ikke bør prøve at "nå". Tag mindst tre dage, og brug dem langsomt. Kaffehuse, museer, Altstaden om aftenen. Bilen er overflødig i Wien — U-Bahn dækker alt. Udenfor Wien er bilen omvendt nødvendig: bjergkløfter, vandfald og alpine søer er ikke togtilgængelige. Kombiner: tog til Wien, Salzburg eller Innsbruck — bil derfra til naturen.

En ting til sidst: Hallstatt har 780 fastboende og modtager op til 10.000 turister om dagen i højsæson. Gå dertil tidlig morgen eller sen eftermiddag. Hellere hverdag end weekend. Det tager ikke oplevelsen fra dig — det giver den tilbage.

Farvel til Østrig

Hvad du tager med hjem — og hvad du ikke glemmer

Hallstatt — ikke et postkort, men et sted. Det er forskellen.

Du er nu igennem 40 kapitler om et land, der er meget mere end det ser ud til fra udenfor. Et land, der er 62% bjerg og 38% alt andet. Et land, der har 636 år med dynastihistorie, 9.000 søer, verdens største ishule og verdens bedst bevarede middelalder-by-atmosfære. Et land, der serverer sine kaffe med vandglas og hvid handske og ikke er til forhandling om den sag.

Hvad du tager med hjem fra Østrig afhænger af, hvad du kom for. Men der er noget, der er svært at undgå uanset: en dybere forståelse af, hvad Europa er. Østrig er ikke et randland eller en parentes i europæisk historie — det er et centrum, der formede kontinentet i seks hundrede år og stadig lever med konsekvenserne. At stå i Wien og se på Stephansdom og Schönbrunn og Belvedere og Hundertwasserhaus på én gang er at se europæisk historie som lagkage: hvert lag tydeligt, hvert lag nødvendigt, og det øverste lag altid det mest forstyrrede.

Østrig er generøst med sine oplevelser. Det gemmer ikke sine bedste ting for dem, der har mest penge eller flest forbindelser. Et vandfaldstur til Krimml koster det samme som en biograf. En vandring i Nationalpark Hohe Tauern koster ingenting. En kop kaffe på et klassisk kaffehus og tre timers læsning er en ret, ikke en luksus. Det er et land, der har besluttet, at det gode liv er for alle — ikke fordi det er politisk korrekt, men fordi det har fungeret sådan i 100 år og ingen har fundet grund til at ændre det.

Vi ses på vejen.