Lær Island at kende

Landet der koger

Du lander i Keflavik kl. halv syv om morgenen. Lufthavnen ligger på en halvø af sort lava. Ingenting vokser. Ingen træer. Ingen buske. Bare sten — sort, porøs, frosset midt i en bevægelse. Det ligner en parkeringsplads på en anden planet. Og så lugter du det. Svovl. Ikke meget. Bare nok til at du tænker: der er noget under den her jord.

Der er. Du står på en ø der koger. Under dine fødder trækker to kontinenter sig fra hinanden — 2,5 centimeter om året. Det lyder som ingenting. Giv det en million år. Island er det eneste sted på jorden hvor du kan SE det ske — hvor den vulkanske ryg midt i Atlanterhavet stikker hovedet op over vandet og siger: kig.

Disdero · CC BY-SA 3.0

Þingvellir. Her kan du se kontinenterne skilles ad med det blotte øje. Sprækkedalen er 70 meter bredere nu end for 10.000 år siden.

389.444 mennesker bor frivilligt på en vulkan. Tænk over det. En ø større end Ungarn, fire mennesker per kvadratkilometer, og to tredjedele af dem klumper sig sammen i Reykjavik — et stednavn der bogstaveligt betyder «Røgbugt.» Vikingerne var i det mindste ærlige i deres reklamer. Resten af øen er… plads. Du kan køre i timer uden at møde en anden bil. Du kan råbe så højt du vil. Ingen hører dig. Det er enten frihed eller en gyserfilm — alt efter temperament.

Og under det hele koger det. 130 vulkaner. Mindst 30 aktive systemer. Siden islændingene satte sig her omkring år 870 har der været over 150 dokumenterede udbrud. Det er i gennemsnit et udbrud hvert syvende år. I de senere år har Reykjanes-halvøen været særligt urolig — Fagradalsfjall brød ud i 2021 for første gang i 800 år, og har været i gang igen og igen siden. → Fagradalsfjall

Lavamarker dækker 10 procent af øens overflade. Gletsjere dækker 11 procent. Du kører fra is til ild på en formiddag. Det er det der gør Island til Island — kontrasten. Sort lava og hvid sne. Kogende gejsere og iskold gletsjerflod. Midnatssol i juni, fire timers dagslys i december. Ingenting er moderat. Ingenting er en smule. Alt er for meget. Andre lande har vejr. Island har en personlighedsforstyrrelse.

Geologisk set er Island et barn. Øen dukkede op af havet for 16-18 millioner år siden — sammenlign med Grønland der er 3,8 milliarder år gammelt. Yderkanten mod øst og vest er ældst. Midten er så ung at lavaen stadig er varm. Det er et land under konstruktion. Det koger. Det revner. Det vokser. → Þingvellir → Silfra

Vandfaldet ved vejen

I de fleste lande er vandfald noget du kører langt for at se. Du parkerer, går en time, finder en udsigtsplatform, tager et billede, går tilbage. På Island er vandfald noget du kører forbi. Du ser et fra bilen og tænker: det var da pænt. Og så er der et til. Og et til. Og et til.

Island har anslået over 10.000 vandfald. De fleste har ikke engang et navn. Det er som at bo i et land der ikke gider lukke for vandhanen. Nye dukker op når gletsjerne smelter og skaber nye vandveje ned ad de vulkanske klipper. Det er et landskab der konstant omskriver sig selv.

Martin Falbisoner · CC BY-SA 4.0

Seljalandsfoss. 60 meter frit fald. Stien går BAG vandfaldet — du ser verden gennem et gardin af vand.

Seljalandsfoss — genvej bag gardinet

Seljalandsfoss står lige ved Ringvejen — du kan se det fra bilen. 60 meter frit fald ned ad en overhængende klippe. Og det specielle: du kan gå bagom. En smal sti fører bag vandmassen. Du står i en våd hule med vandets torden over hovedet og ser ud på grønne enge og gletsjere gennem et gardin af vand. Det er vådt. Det er højt. Det er et af de øjeblikke du husker for altid. → Seljalandsfoss

Skógafoss — vikingeguldet og regnbuen

Ti minutter længere østpå. Skógafoss. 60 meter højt, 25 meter bredt. En kompakt mur af vand der rammer klipperne med en kraft der får jorden til at vibrere under fødderne. På solskinsdage hænger der en dobbelt regnbue i tågen — så pålidelig at det næsten er pinligt. Andre vandfald må anstrenge sig. Skógafoss bare leverer.

Og så er der historien. Vikingen Þrasi Þórólfsson — den første bosætter i området — gemte angiveligt en kiste med guld i en grotte bag vandfaldet. Århundreder senere fandt en lokal dreng kisten og nåede at gribe ringen på siden før kisten forsvandt igen. Ringen opbevares i dag på Skógar Folkemuseum — 200 meter fra vandfaldet. Guldet? Ingen har fundet det endnu. → Skógafoss

Hansueli Krapf · CC BY-SA 3.0

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Skógafoss og Gullfoss. To vandfald, én dagstur. Det ene gemmer vikingeguld. Det andet blev reddet af en kvinde der gik barfodet 113 km.

Gullfoss — kvinden der reddede vandfaldet

Gullfoss — det gyldne vandfald — falder i to trin: først 11 meter, så 21 meter ned i en 32 meter dyb kløft. Vandet forsvinder ned i en revne i jorden. Fra én vinkel ser det ud som om floden bare hører op — som om jorden åbner sig og sluger den.

I begyndelsen af 1900-tallet ville udenlandske investorer bruge Gullfoss til et vandkraftværk. Sigríður Tómasdóttir — datter af en af ejerne — gik de 113 kilometer fra Gullfoss til Reykjavik. Barfodet, siger legenderne. Hun truede angiveligt med at kaste sig i vandfaldet hvis det blev ødelagt. Sagen trak ud i årtier. I 1979 blev Gullfoss endeligt fredet. I dag står Sigríðurs bronzerelief ved udsigtsplatformen. → Gullfoss

Hun gik 113 km. Barfodet. For at redde et vandfald. Det er Island i én sætning.

Dettifoss — det rå nordøst

Og så er der Dettifoss. I nordøst. Væk fra turistruterne. 44 meter højt, 100 meter bredt, og en gennemsnitlig vandførelse på 193 kubikmeter i sekundet. Europas mest kraftfulde vandfald. Vandet er gråhvidt — fyldt med gletsjermel fra Vatnajökull — og styrter ned med en kraft der får klippen til at ryste. Du mærker det i hele kroppen. Det er ikke smukt som Gullfoss. Det er råt. Voldsomt. Undskyldning-frit. → Dettifoss

Roger McLassus · CC BY-SA 3.0

Dettifoss. 193 kubikmeter vand i sekundet. Klippen ryster. Du mærker det i tænderne.

Og det er bare fire af dem. Der er Goðafoss med den perfekte hesteskoform. Dynjandi i Vestfjordene der falder ned ad bjergsiden i syv lag som et bryllepsslør. Svartifoss omgivet af sorte basaltsøjler der inspirerede Hallgrímskirkja i Reykjavik. Háifoss der styrter 122 meter ned i en canyon så fjern at de fleste islændinge aldrig har set den. → Goðafoss → Dynjandi → Svartifoss → Háifoss

Hákarl og andre ting du ikke beder om

Der er en regel på Island. Hvis nogen rækker dig noget at spise, spørger du ikke hvad det er. Du spiser det. Bagefter finder du ud af det. Og bagefter ønsker du måske at du havde spurgt.

Hákarl — hajen der lugter af nederlag

Hákarl er fermenteret grønlandshaj. Grønlandshajen er giftig i rå tilstand — kødet er fyldt med urinstof og trimethylaminoxid, et stof der ville forgive dig. Så islandske fiskere opfandt en løsning: de begraver hajen i grus, lægger sten ovenpå og lader væsken løbe af i 6-12 uger. Derefter hænger de kødet til tørring i flere måneder, skærer den brune skorpe af og serverer det i små terninger på tandstikkere.

Det lugter af ammoniak. Kraftigt. Som et rengøringsmiddel nogen har glemt at tørre op. Smagen er… en erfaring. Tung, skarp, fiskagtig på en måde der går ud over hvad de fleste forbinder med fisk. Du skyller det ned med Brennivín — Islands nationale spiritus, krydret med kommen, kaldet svarta dauði: den sorte død.

Grønlandshajen når kønsmodenhed efter 150 år og kan leve 400. Det ældste dyr på jorden — og islændingene begraver det i grus og spiser det med tandstikker. Det er power move.

Pylsur — den ærlige hotdog

Men Islands virkelige nationalmad er enklere. En pylsa. En hotdog. Pølsen er lavet af islandsk lam, svinekød og oksekød — økologisk, fritgående, hormonfrit. Og den bedste får du på Bæjarins Beztu Pylsur i Reykjavik — en bod der har stået på samme sted siden 1937. Du bestiller «eina með öllu» — én med alt: sennep, remoulade, ketchup, stegte løg og rå løg.

I 2004 besøgte Bill Clinton boden under en UNICEF-konference. Han var på diæt og bestilte en med kun sennep. Siden da hedder en hotdog med kun sennep «a Clinton» på Island. Sådan er det her. Ting får navne. Og navnene bliver hængende.

Jakub Hałun · CC BY-SA 3.0

Skyr — vikingernes proteinbombe

Skyr ligner yoghurt. Smager lidt som yoghurt. Men er teknisk set en ost — en frisk syremælksost der har været produceret på Island i over 1.000 år. Sagaerne nævner den. Vikingerne spiste den. Og nu står den i køledisken i hele Europa — men den originale islandske version er stadig bedst. Tæt, fløjlsblød, med 10-13 gram protein per 100 gram. Det dobbelte af almindelig yoghurt.

Þorrablót — midtvinterfesten

Hvert år i slutningen af januar samles islændingene til Þorrablót — en midtvinterfest opkaldt efter den gamle norrøne måned Þorri. Det er en fest der hylder den mad forfedrene overlevede på. På bordet står: hákarl, svíð (kogt fårehoved skåret i halve), blodmor (fåreblod kogt i mave), harðfiskur (tørret fisk), hængt lammekød og slátur (fårepølse). Alt skylles ned med Brennivín.

Traditionen forsvandt med kristendommen i år 1000. Den blev genopdaget i 1800-tallet som del af den islandske nationalromantik. I dag er det en blanding af mad, dans, sang og den særlige humor der opstår når folk spiser ting de normalt aldrig ville røre.

Højder og nuancer

Men islandsk mad er ikke kun overlevelseskost. Harðfiskur — tørret fisk — er en hverdagssnack der går tilbage til vikingetiden. Du river et stykke af, dypper det i saltet smør og lader det blødgøre i munden. Rent protein, rent hav. Kleinur er snoede doughnuts med kardemomme — opskrifter fra 1300-tallet, stadig bagt i hvert hus. Og rúgbród — mørkt rugbrød — bages traditionelt i en gryde begravet ved varme kilder i 24 timer. Hverabród kalder de det: kildebrødet. Tæt, let sødt, serveret i tynde skiver med røget ørred.

Og så er der det nye Island. Reykjavik har tre Michelin-restauranter: Dill (Islands første stjerne, New Nordic med vilde ingredienser), OX (11 sæder, overraskelsesmenu) og Moss (langoustiner og røget arktisk rødding). Et land med 389.444 mennesker og tre stjerner. Det er vildt — og det siger noget om hvor langt islandsk madkultur er nået.

130 vulkaner — og de er vågne

I marts 2021 gik jorden op. Bogstaveligt. Fagradalsfjall på Reykjanes-halvøen brød ud efter 800 års stilhed. Forud var gået over 40.000 jordskælv på få uger. Spalten åbnede sig i Geldingadalur — en dal så afsides at de fleste islændinge aldrig havde hørt om den — og orange lava begyndte at strømme ud som tyktflydende honning. Islændingenes reaktion? De pakkede madpakker og vandrede derud. Familier med børn. Folk med termokander. Nogen havde guitar med. I ethvert andet land ville man evakuere. På Island var det en fredagsudflugt. → Fagradalsfjall

Det var bare begyndelsen. I 2022 brød det ud igen i Meradalir. I 2023 igen ved Litli-Hrútur — ti gange kraftigere end første gang. I november 2023 blev Grindavík evakueret — 3.800 mennesker forlod deres hjem på én nat. Siden er der kommet ni udbrud mere fra Sundhnúkur-spalten. Lavastrømme har ramt forsvarsværker, vejrstøjer og det nærmeste man kommer en by. Reykjanes er vågnet. Og den har ikke tænkt sig at sove igen.

Government of Iceland · Attribution

Fagradalsfjall 2021. Første udbrud på Reykjanes i 800 år. 40 km fra Reykjavik. Folk vandrede ud for at se det som om det var en festival.

Hekla — porten til Helvede

I middelalderen troede europæerne at forkastede sjæle passerede gennem Heklas krater på vej til Helvede. Cisterciensermonkene sammenlignede den med Vesuv og kaldte den «Helvedes skorsten.» Troen holdt ved til 1800-tallet. De tog ikke helt fejl. Hekla har haft over 20 betydelige udbrud siden bosættelsen. I 1104 dækkede et enkelt udbrud halvdelen af Island med aske — 55.000 km². I 1947 skød en askesøjle 27 km op og lavabomber landede 32 km væk. Seneste udbrud: år 2000. Ingen ved hvornår det næste kommer. → Hekla

Katla — den der venter

Og så er der Katla. Den vulkan islændingene frygter mest. Den ligger under Mýrdalsjökull-gletsjeren — 580 km² is oven på et monster. Katla har haft over 20 udbrud siden bosættelsen med en gennemsnitlig hvileperiode på 50 år. Det er nu over 100 år siden sidst — 1918. Det udbrud producerede en jökulhlaup — en gletsjerflod — med en spidsafstrømning på 300.000 kubikmeter i sekundet. Sydkysten blev udvidet med fire kilometer på én dag.

Laki 1783 — året uden sommer

Det værste kom i 1783. Laki-spalten åbnede sig og spød lava og giftige gasser ud i otte måneder. 120 millioner tons svovldioxid steg til vejrs. En giftig tåge — Laki-disen — spredte sig over hele Europa. På Island døde 80 procent af fårene, halvdelen af kvæget og halvdelen af hestene af fluorforgiftning. Den efterfølgende hungersnod dræbte en femtedel af befolkningen — omkring 9.000 mennesker. Befolkningstallet faldt fra 49.609 til 40.381 på tre år.

Globalt anslås det at 6-8 millioner mennesker døde som følge af klimaforandringerne. Misvækst i Europa. Tørke i Nordafrika og Indien. Nogle historikere mener at Laki-udbruddet var medvirkende årsag til Den Franske Revolution i 1789 — kornmangel drev priserne op og folk ud på gaderne.

En ø med 50.000 mennesker lavede et vulkanudbrud der kickstartede Den Franske Revolution. Prøv at slå det på konsekvens per capita.

Askja og den store flugt

I 1875 eksploderede Askja i højlandet. Asken drev til Sverige, Norge, Tyskland og Polen. Udbruddet udløste Islands første store udvandring — over 14.000 islændinge emigrerede til Nordamerika mellem 1870 og 1914. De fleste slog sig ned i Gimli ved Lake Winnipeg i Manitoba, Canada — et sted de kaldte «New Iceland.» I dag bor der flere mennesker af islandsk afstamning i Canada end på hele Vestfjordene. → Askja

Opani dk · CC BY-SA 3.0

Víti-krateret i Askja. Turkisblåt vand i et eksplosionskrater fra 1875. Du kan bade i det — hvis du tør køre de 200 km på F-vej for at nå derhen.

Og så er der Krafla. Ni udbrud mellem 1975 og 1984 — «Krafla-ildene.» En ildgardin på otte kilometer dannede sig på under to timer i november 1981. I alt producerede Krafla-serien 36 km² ny lava. I dag kan du gå på den lava. Den er stadig varm. → Krafla

Sproget der nægtede at dø

Islændinge læser sagaer fra 1200-tallet. Ikke oversættelser. Originalteksten. Forestil dig at du åbnede en dansk bog fra 1200-tallet og forstod hvert ord. Det kan du ikke — mellemnordisk er uigenkendeligt for os. Men islændingene kan. Deres skriftsprog har været næsten uforandret i over 800 år.

Det er ikke et uheld. Det er en beslutning. En national besættelse. Resten af verden opdaterer sprog som software. Islændingene kører stadig version 1.0 — og insisterer på at det er bedre.

Tallenes vølve

Da computeren kom til Island i 1960’erne, sagde de ikke «computer.» De opfandt et ord. Tölva. Sammensat af tala (tal) og völva (spåkvinde) — bogstaveligt: «tallenes profetinde.» Fjernsynet hedder sjónvarp — «synets kast.» Telefonen hedder sími — et oldnønt ord for «tråd» der blev genopdaget i 1800-tallet. Islændingene opfinder ikke nye ord ud af ingenting. De graver i deres eget sprogs rødder og finder dem der.

En computer er en spåkvinde der regner. Et fjernsyn er et kast af synet. Islandsk er det eneste sprog i verden der gør teknologi poetisk.

Navnekomitéen

På Island kan du ikke bare kalde dit barn hvad du vil. Der sidder tre mennesker i et udvalg — Mannanafnanefnd, Navnekomitéen — der beslutter om dit barns navn er acceptabelt. Tre lingvister med vetoret over din nyfødte. Navnet skal kunne bøjes i islandsk grammatik. Alfabetet har 32 bogstaver — men ikke C, Q eller W. Så hvis du drømmer om at kalde dit barn Charlotte: nej. Omkring 3.000 godkendte drengenavne og 4.000 pigenavne. Forældrene har seks måneder til at vælge. Ellers hedder barnet officielt drengur (dreng) eller stúlka (pige). Ja. Dreng. Dit barn hedder bogstaveligt «Dreng» indtil du finder ud af det.

Kampen mod låneordene

Sprogpurismen begyndte i 1800-tallet som del af uafhængighedsbevægelsen. Islændingene ville væk fra Danmark — også sprogligt. Alle danske låneord skulle erstattes af islandske. I dag er fjenden engelsk. Islandsk Språgråd, grundlagt i 1964, koordinerer terminologiudvalg på tværs af fagområder — fra medicin til it — og opfinder islandske alternativer før de engelske når at slå rod.

Árni Magnússon Instituttet i Reykjavik vogter over samlingen. Opkaldt efter den mand der i 1600-tallet rejste rundt i Island og reddede middelalderlige håndskrifter fra at rådne. I dag opbevarer instituttet 1.666 håndskrifter — overført fra København efter uafhængigheden. Samlingen er på UNESCOs Memory of the World Register.

Sproget har omkring 370.000 talere. Et af verdens mindste sprogsamfund. Og alligevel: når en islænding åbner en 800 år gammel saga, læser han den. Ordene er de samme. Sætningerne er de samme. Verden har ændret sig. Sproget har ikke.

Ringvejen — 1.322 kilometer frihed

Der er én vej. Rute 1. Den går hele vejen rundt om Island. 1.322 kilometer asfalt — fra Reykjavik østpå langs sydkysten, op langs de østlige fjorde, tværs over nordøens fjeldsider, og tilbage ad vestkysten. Du kører den på en uge. Du stopper hundrede gange. Og når du er tilbage hvor du startede, forstår du Island på en måde du ikke kunne før.

Ringvejen blev færdiggjort i 1974 — 1.100-årsdagen for Islands bosættelse — da den sidste bro over Skeiðará-floden åbnede i sydøst. Det varede yderligere 45 år før den var helt asfalteret. Det sidste grusstække ved Berufjörður i Østisland blev færdiggjort først i august 2019. Mens resten af verden diskuterede 5G, var Island stadig i gang med at lægge asfalt på sin eneste vej.

Hansueli Krapf · CC BY-SA 3.0

Ringvejen syd for Vatnajökull. Sort sand på begge sider. Gletsjeren hænger over dig. Vejen foran er lige. Og der er ingen andre biler.

Enkeltsporede broer og ingen mobilsignal

Ringvejen har stadig 31 enkeltsporede broer — einbreiðarbrú på islandsk. Det er præcis hvad det lyder som: en bro med plads til én bil. Den der når først, kører først. Ingen lysregulering. Bare to biler der stirrer på hinanden på tværs af en gletsjerflod — og så blinker én af dem. Det er islandsk trafikkultur i sin reneste form. → Ringvejen Vík–Höfn

Hastighedsgrænsen er 90 km/t. I landsbyer 50. På grus 80 — men i praksis kører du 40-50, for vejen bestemmer tempoet, ikke du. Benzinstationerne ligger med 50-100 km’s mellemrum på de travle strækninger. I øst og nord kan der være op til 200 km mellem dem. Tank op. Altid tank op.

Vík til Höfn — de 280 kilometer du aldrig glemmer

Spørg hundrede mennesker der har kørt Ringvejen hvilken strækning de husker bedst. Halvfems af dem siger det samme: Vík til Höfn. 280 kilometer langs sydkysten med Vatnajökull til venstre og Atlanterhavet til højre. Sorte sandsletter der strækker sig til horisonten. Gletsjertunger der rækker ned mod vejen som hvide fingre. Og så — pludselig — Jökulsárlón. Gletsjerlagunen. Isbjergene bryder af fra Breiðamerkurjökull og flyder langsomt mod havet, blåhvide og stille. På den anden side af vejen skylles stumperne op på sort sand. Diamond Beach. Is på sort vulkansand. Det ser ud som nogen har smidt juveler på gulvet. → Jökulsárlón → Diamond Beach

Molechaser · CC BY-SA 2.0

Bar Harel · CC BY-SA 4.0

Jökulsárlón og Diamond Beach. Isbjergene bryder af fra gletsjeren og ender som diamanter på sort sand. De to steder ligger 200 meter fra hinanden — på hver sin side af vejen.

Ringvejen er ikke en rute — den er en rygrad

Sådan skal du tænke på den. Ringvejen er Islands rygrad. Alt hænger på den. Vandfaldene ligger ved den. Gejsererne et kvarters kørsel fra den. Gletsjerne hænger over den. Landsbyerne klumper sig langs den. Og når du drejer af — ned ad en F-vej mod højlandet, ud mod Vestfjordene, ind på Snæfellsnes-halvøen — vender du altid tilbage til den. → Stokksnes → Fjaðrárgljúfur

Minimum fem dage. Syv er komfortabelt. Ti er ideelt. Nogle bruger tre uger og føler stadig at de har overset noget. Det har de. Det gør man altid på Island.

Det mørke kapitel

Island er ikke bare vandfald og nordlys. Det er også pest, piratoverfald, hungersnød og et folk der blev holdt nede i århundreder. Det her kapitel handler om den del af historien ingen sætter på en brochure. Men det er den der forklarer hvorfor islændingene er som de er.

Pesten og kopperne

Høsten 1402. Et skib ankommer til Hvalförður. Om bord er der nogen der er syg. Inden jul har pesten spredt sig til Nordisland. Da den brænder ud i påsken 1404, er en stor del af befolkningen død. Kilderne er uenige om hvor mange — et sted mellem 25 og 50 procent. På en ø med så få mennesker var det en katastrofe.

Treåhundrede år senere kom kopperne. Et skib fra Danmark i 1707. En passager døde undervejs og blev begravet til havs, men hans tøj smittede andre. Epidemien dræbte 12.000 islændinge — over en fjerdedel af befolkningen. Islands første folketælling i 1703 havde talt 53.358 mennesker. Fire år senere var tusinder af dem væk.

Piraterne fra Algier

I juni 1627 dukkede der skibe op på horisonten. Ikke handelsskibe. Tyrkjaránið — «de tyrkiske bortførelser.» Piratskibe fra Algier og Salé i Marokko. De plyndrede først Østfjordene — 110 mennesker taget. Så Vestmannaeyjar — Islands vigtigste fiskerhavn. På tre dage dødede de 34 og bortførte 234 mennesker. I alt blev omkring 400 islændinge solgt som slaver i Nordafrika. Kun 50 blev løskøbt — 9 til 18 år senere.

Blandt de fangne var Guðríður Símonardóttir. Da hun endelig kom hjem, giftede hun sig med digteren Hallgrímur Pétursson — manden der skrev Islands mest elskede salmer. Kirken i Reykjavik der bærer hans navn, Hallgrímskirkja, er Islands mest kendte bygning. → Hallgrímskirkja

Monopolet der kvælede øen

I 1602 indførte den danske krone monopolhandel. Alle udenlandske handlende blev forvist. Kun danske og norske købmænd måtte handle med Island — fra 20-25 udpegede handelsposter langs kysten. Priserne blev sat af kongen: islandsk tørfisk systematisk undervurderet, importerede varer — korn, tømmer, redskaber — kunstigt dyre. Det var et system designet til at holde Island fattigt. Det virkede i 185 år.

Resultatet: Island blev et af de fattigste steder i Europa. Befolkningen svingede mellem 30.000 og 50.000 i århundreder. På et tidspunkt overvejede den danske konge at evakuere alle islændinge til Danmark og bruge dem som arbejdskraft i landbruget. Idéen blev opgivet. Men den siger alt om hvor lavt Island var sunket.

Den velsignede krig

Og så kom krigen. Den 10. maj 1940 landede 746 britiske Royal Marines i Reykjavik — ubuden. Danmark var besat af Tyskland. Island var formelt dansk. Briterne ville sikre øen før tyskerne gjorde det. I juli 1941 overtog USA med 40.000 soldater — flere end alle voksne islandske mænd tilsammen. Læs den igen. Flere. Pludselig var der pølser, jazz og Coca-Cola i et land der aldrig havde set nogen af delene.

Islændingene kalder Anden Verdenskrig «blessad stríðið» — den velsignede krig. Ikke fordi de kæmpede, men fordi besættelsen var den bedste ting der nogensinde skete for deres økonomi. Amerikanerne byggede Keflavík Lufthavn, veje, havne og infrastruktur. Arbejdsløsheden forsvandt. Lønningerne eksploderede. Og efter krigen modtog Island 43 millioner dollars fra Marshall-planen — det højeste beløb per capita af alle modtagerlande.

På under en generation gik Island fra at være et af Europas fattigste lande til at være et af de rigeste. Fra tørvhuse til beton. Fra hesteryg til biler. Fra 1100-tallet til det 20. århundrede — på tyve år. Det er verdens mest heldige besættelse. Fjenden byggede lufthavnen og gik hjem igen.

Heitur pottur — bassinet hvor Island mødes

I andre lande mødes man på caféer. I England på pubben. I Frankrig på bistroer. På Island mødes man i vand. Varmt vand. Udendørs. Hele året. Også når det sner. Heitur pottur — den varme gryde — er Islands svar på alt det andre lande gør med kaffe og alkohol.

Island har over 120 offentlige svømmehaller for 389.444 mennesker. Det er én pool per 2.000 indbyggere. Reykjavik alene har 18. Næsten hver landsby — uanset hvor lille — har sin egen sundlaug. De fleste er udendørs. De er opvarmet af geotermisk vand — gratis naturlig varme fra undergrunden. Og 79 procent af alle voksne islændinge bruger dem regelmæssigt.

Jabbi · Public domain

Seljavallalaug. Bygget på to dage i 1923. Ingen indgang. Ingen åbningstider. Bare varmt kildevand, mos og bjerge på alle sider.

Reglerne i vandet

Der er én regel du SKAL kende: du SKAL bade nøgen under bruseren før du går i vandet. Ikke med badetøj på. Nøgen. Der er skilte. Der er personale der minder dig om det. Geotermisk vand har intet klor — renlighed er det der holder vandet bakteriefrit. Det føles mærkeligt de første ti sekunder. Bagefter er det det mest naturlige i verden.

De fleste svømmehaller har to til tre heitir pottar — varme potter — med forskellige temperaturer. Fra behagelige 36°C til grillpanden på 43°C. Du går i. Du sætter dig. Du snakker med fremmede. På Island er hot potten det sted hvor man diskuterer politik, sladrer om naboer, løser verdensproblemer og så glemmer dem igen. Det er Islands pendant til den engelske pub — bare varmere og vådere.

I december 2025 blev islandsk svømmehalskultur optaget på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Ved siden af franske baguetter og belgisk ølkultur. Frankrig har brød. Belgien har øl. Island har «at stå i varmt vand og brokke sig.»

De fire slags bade

Byens pool: Den du finder overalt. Udendørs bassin, varme potter, børnebassin, dampbad. Åben fra tidlig morgen til sen aften. Folk går der før arbejde, efter arbejde, i frokostpausen. Det er billigt og allestedsnærværende.

Blue Lagoon: Den turistiske. Dannet som biprodukt af et geotermisk kraftværk i 1976. Det melkeblå vand er rigt på silika og mineraler. Det er en spa-oplevelse — dyr, pakket og Instagram-venlig. Islændingene går der sjældent. → Blue Lagoon

De vilde kilder: Seljavallalaug fra 1923 — bygget på to dage, ingen indgang, ingen åbningstider. Reykjadalur — en varm flod du går 45 minutter for at nå. Du ligger i åen, dampen stiger, og der er ingen pris, ingen regler, ingen loft. Bare dig og geologien. → Seljavallalaug → Reykjadalur

Mývatn Nature Baths: Nordislands svar på Blue Lagoon — men uden masserne. Billigere, stillere, og med vulkansk landskab på alle sider. → Mývatn Nature Baths

Sagaerne — verdens første romaner

I 1200-tallet satte islændingene sig ned og skrev de bedste historier nogen havde fortalt i Europa. Ikke digte. Ikke krøniker. Fortællinger. Med karakterer du holder af, intriger du ikke forudser, og slutninger der gør ondt. De skrev dem på kalveskind med blæk lavet af bjerkebark. Og 800 år senere læser hele verden dem stadig.

Njáls saga — den der brænder

Njáls saga er Islands mest berømte. Skrevet omkring 1280. Den handler om venskabet mellem krigeren Gunnar og den kloge Njáll — og om hvordan blodfejder spiralerer ud af kontrol indtil ingen kan stoppe dem. Gunnar dræbes da hans kone Hallgerður nægter at give ham en hårlok til at strenge sin bue. Njáll, hans kone og deres sønner brændes inde i deres eget hjem. Njáll forudser det — men vælger at blive og dø med værdighed.

Det er Shakespeare 300 år før Shakespeare. Og det er skrevet af mennesker på en ø med færre indbyggere end en dansk provinsby.

Snorri Sturluson — manden der reddede guderne

Snorri Sturluson (1179-1241) er måske den vigtigste person i nordisk kulturhistorie. Han skrev Prosa-Edda — hovedkilden til alt hvad vi ved om Odin, Thor, Loke, Ragnarok og hele den nordøne myteverden. Uden Snorri ville vi ikke kende vores egne guder. Han skrev også Heimskringla — de norske kongesagaer — og er sandsynlig forfatter til Egils saga.

Han var lovsigermand ved Altinget. To gange. En af de mest magtfulde mænd på Island. Og den 23. september 1241 blev han myrdet i sit hjem i Reykholt af mænd sendt af den norske kong Håkon. Hans sidste ord, ifølge kilderne: «Eigi skal höggva.» — «Hug ikke.» De huggede. → Skálholt

Tolkien, Game of Thrones og Island

J.R.R. Tolkien studerede oldnønt på Oxford. Han grundlagde en læsegruppe for islandske sagaer kaldet Kolbítar — «Kulbiderne.» Navnet? Folk der sidder så tæt på ilden at de bider i kullene. Oxford-professorer der opførte sig som vikingenørder. Det er fantastisk. Dværgnavnene i Hobbitten er næsten identiske med dem i Prosa-Edda. Gandalf er Odin med ny hat. Den Ene Ring er Andvaranaut fra Völsunga saga. Tolkiens verden er islandsk — han sagde det bare aldrig højt.

George R.R. Martin har direkte citeret sagaernes endeløse familiefejder som inspiration for A Song of Ice and Fire. Njáls saga er Game of Thrones — bare skrevet 700 år før, på en ø i Nordatlanten, af folk der mente det.

Jólabókaflóð — julebogfloden

Hvert år i november modtager alle islandske husstande et gratis bogkatalog — Bókatíðindi. Midt i november. Alle nye udgivelser. Og så begynder shoppingen. På juleaften udveksler islændingene bøger og tilbringer resten af aftenen med at læse. Det hedder Jólabókaflóð — julebogfloden. Traditionen stammer fra Anden Verdenskrig, da valutarestriktioner begrænsede importerede gaver, men papir var let at få. 80 procent af det årlige bogsalg sker i Jólabókaflóð-perioden.

Island udgiver flere bøger per capita end noget andet land i verden. Én ud af ti islændinge udgiver en bog i løbet af livet. Prøv at sige det højt. Ti procent af nationen er forfattere. I Danmark ville det svare til 600.000 mennesker. Det er ikke et folk der læser — det er et folk der skriver.

Gletsjeren der forsvinder

Vatnajökull er større end alle andre landes gletsjere i Europa tilsammen. 7.700 km² is — større end Sjælland. Op til 950 meter tyk. Den dækker otte procent af Islands overflade og gemmer vulkaner, fjorde og hele bjergsystemer under sig. Når du står foran den, forstår du ingenting af skala. Hjernen kan ikke bearbejde det. Det er for stort.

Og det forsvinder. Vatnajökull har mistet 12 procent af sin volumen siden 1890. Halvdelen af det tab er sket efter år 2000. Islands gletsjere mister cirka 10 milliarder tons is om året. Det er ikke en langsom proces. Det er en acceleration. → Vatnajökull

Martin Falbisoner · CC BY-SA 4.0

Vatnajökull fra Skaftafell. 7.700 km² is. Under den gemmer sig vulkaner og fjorde. Isen er op til 950 meter tyk — og den bliver tyndere hvert år.

Okjökull — brevet til fremtiden

I 2014 erklærede glaciolog Oddur Sigurðsson Okjökull for død. Den havde mistet sin tykkelse og bevægede sig ikke længere. Den første islandske gletsjer der officielt ophørte med at være en gletsjer. Navnet «Ok» er verdens korteste bjergnavn. To bogstaver. Og nu er gletsjeren væk. Selv navnet lyder som et skuldertræk — ok — som om jorden bare accepterede det. I august 2019 blev der opsat en mindeplade på stedet. Den hedder «A letter to the future.» Den slutter med CO²-niveauet: 415 ppm.

Ok. Verdens korteste navn på verdens første døde gletsjer. Mindepladen spørger: vidste vi hvad vi gjorde? Og gjorde vi noget ved det?

Jökulsárlón — skønheden i opløsningen

Der er en mørk ironi i Jökulsárlón. Den gletsjerlagune alle rejser til Island for at se, eksisterede ikke før 1930’erne. Den blev dannet da Breiðamerkurjökull begyndte at trække sig tilbage — og vandet fyldtes af isbjerge der bryder af fra gletsjerkanten. Lagunen er nu op til 248 meter dyb — Islands dybeste sø — og den vokser med et halvt kvadratkilometer om året. Det der gør den smuk, er det der gør den sorgelig. Hvert isbjerg er et stykke gletsjer der aldrig kommer igen. → Jökulsárlón → Diamond Beach

Sólheimajökull ved Vík er den gletsjer de fleste besøger først — let tilgængelig fra Ringvejen. Den smelter 50-60 meter om året. Siden 2000 er den trukket over halvanden kilometer tilbage. Du går de første hundrede meter over den grå slette af gletsjergrus og stenstøv der ligger hvor isen lå for fem år siden. Det er som at gå på en grave. → Sólheimajökull

Jerzy Strzelecki · CC BY 3.0

Jakub Hałun · CC BY 4.0

Sólheimajökull smelter 50-60 meter om året. Fjallsárlón er Jökulsárlóns lille, stille søster — færre turister, samme sorg.

De blå isgrotter

Om vinteren — fra oktober til marts — åbner der sig huler under isen. Smeltevand og geotermisk varme skaber tunneler der år efter år komprimerer isen, presser luftboblerne ud og giver den en dyb, umulig blå farve. Du står inde i en isgrotte under Vatnajökull og kigger op, og loftet er blåt som du aldrig har set noget være blåt. Det er is der er hundredvis af år gammel. Og det ændrer sig fra år til år — grotterne kollapser, nye dannes, ingen sæson er den samme. → Isgrotte

Björk, Sigur Rós og garagen i Reykjavik

Et land med 389.444 mennesker har ingen ret til at producere så meget musik. Der burde være to bands og en kor-forening. I stedet har Island Björk, Sigur Rós, Of Monsters and Men, Kaleo, GusGus, múm, Ásgeir og et showcase-festival der tiltrækker delegater fra 50 lande. Der er noget fundamentalt galt med proportionerne. Eller også er der noget fundamentalt galt med alle andre lande.

Björk — den der sprængte grænserne

Björk Guðmundsdóttir udgav sit første album da hun var 11 år. En lærer sendte en optagelse til RUV radio. De udgav den. Bare sådan. Senere kom The Sugarcubes (1986-1992) — Reykjaviks punkband der aldrig helt var punk. Og så, i 1993, solo-albummet Debut. Resten er historie: 16 Grammy-nomineringer, en Oscar-nominering for Dancer in the Dark, og den svane-kjole der fik hele modebranchen til at spilde deres kaffe ved Oscar-showet i 2001. 16 nomineringer, nul gevinster. Det siger mere om Grammy’erne end om Björk.

Sigur Rós — lyden af Island

Sigur Rós lyder som Island føles. Langsomt, enormt, vakkert og lidt uhyggeligt. Dannet i 1994. Gennembrudsalbummet Ágætis byrjun (1999) — «en god begyndelse» — gjorde dem til verdens mest atmosfæriske band. Forsanger Jónsi synger på islandsk og på Vonlenska — «Håblandsk» — et komplet opfundet nonsens-sprog uden et eneste rigtigt ord. Bare lyde. Og millioner af mennesker verden over synger med på tekster der bogstaveligt ikke betyder noget. Det er måske det mest islandske af alt: at opfinde et helt sprog fordi det eksisterende ikke rækker.

Of Monsters and Men — fra Battle of the Bands til verden

I 2010 vandt Of Monsters and Men Músíktilraunir — Islands årlige Battle of the Bands. De spillede på Iceland Airwaves-festivalen. KEXP-radioen fra Seattle optog dem. «Little Talks» gik viralt. Resten er et eventyr der kun kan ske på en ø hvor din nabo måske er næste års Grammy-nominerede. Altså, nomineringen. Gevinsten er der stadig ingen der får.

Og Kaleo. Dannet i Mosfellsbær. «Way Down We Go» nåede nummer 1 på Billboard Alternative Songs i 2016 og er brugt i Grey’s Anatomy, The Blacklist og Riverdale. Fire fyre fra en forstad til Reykjavik med blues-rock der lyder som den amerikanske syd — og det virker.

Harpa — det hus der skinnede gennem krisen

Harpa koncerthus åbnede i 2011. Designet af Henning Larsen Architects og Olafur Eliasson. Byggeriet startede i 2007, blev ramt af finanskrisen i 2008, og staten måtte overtage finansieringen. Det kostede 18,6 milliarder ISK — et vanvittigt beløb for et land i krise. Men de byggede det færdigt. Og i dag står det ved havnen i Reykjavik med sin kaleidoskopiske glasfacade og reflekterer lyset på en måde der får hele bygningen til at skifte farve med vejret. Det er Islands svar på Sydney Operahuset. Og det er lige så vanvittigt at det blev bygget. → Perlan

Iceland Airwaves startede i 1999 i en flyhangar i Reykjavik Lufthavn. Fem bands, 500 gæster. I dag er det en af verdens mest respekterede showcase-festivaler — der hvor du hører næste års store navne et år før alle andre.

Alferne bygger om vejen

I 2015 skulle en 70 tons sten flyttes for at gøre plads til en ny vej i Garðabær. Problemet: lokale hævdede at stenen var en alfekirke — et sted hvor huldufolk samledes. En seerske blev tilkaldt. Hun satte sig ned og forhandlede med alferne. Om en vejplan. Som i: sat ved et bord og diskuterede en tidsplan med væsner ingen andre kunne se. De fik 18 måneder til at forberede flytningen. Stenen blev flyttet til et sted med lignende smukke klippeformationer. Arbejdet kunne fortsætte.

Det er ikke en joke. Det er Island.

Tallene

I en undersøgelse fra 2007 sagde 62 procent af islændingene at huldufolks eksistens er mulig, sandsynlig eller sikker. Lad det synke ind. Mere end halvdelen. Ni procent var helt overbeviste. 35 procent sagde «måske.» Kun 39 procent afviste det blankt. Prøv at forestille dig at 62 procent af danskerne sagde at nisser måske fandtes. Vi ville være bekymrede. Islændingene trækker på skuldrene.

Huldufolk — skjulte mennesker — ser ud præcis som os. Samme størrelse, samme tøj, samme liv. De er bare usynlige for de fleste. Álfar — alfer — er bredere, med rødder i norrøn mytologi. Mange islændinge bruger ordene i flæng. Andre skelner skarpt. Det er som at spørge en kok om forskel på sauce og jus — det kommer an på hvem du spørger.

Álfhóll — bakken de ikke kunne fjerne

I Kópavogur — Reykjaviks nærmeste forstad — ligger Álfhóll, Alfehøjen. Siden 1930’erne har der været gentagne forsøg på at bygge en vej igennem den. Midlerne tørrede ud. Boremaskiner gik i stykker. Tungt udstyr holdt op med at virke — uden forklaring. Tre forsøg over tre årtier. Resultatet: vejen snor sig i dag udenom Álfhóll. Bakken er et beskyttet område.

Islands vejdirektorat har haft en folkloreforsker ansat. En person der vurderer byggeriers indvirkning på huldufolk-samfund. En titel der står på et visitkort. Byggefirmaer har ansat seere til at konsultere med alferne før gravemaskiner tændes. Forestil dig mødet i Københavns Kommune: «Vi kan ikke grave der, alferne siger nej.» På Island nikker de bare og finder en anden rute.

Hvorfor det giver mening

Sådan skal du forstå det: Island er et land hvor jorden koger, bjerge eksploderer, gletsjere rører sig, og nye øer stiger op af havet. Landskabet er levende. Det gør ting. Det ændrer sig. Og når et folk i tusind år har boet på et land der opfører sig så uforklarligt, er det måske ikke så mærkeligt at de beholder åbenheden over for ting de ikke kan se.

De fleste islændinge formulerer det som: «Jeg vil ikke udelukke det.» Det er ikke det samme som at tro på feer. Det er respekt for landskabet. Det er ydmyghed. Det er at sige: vi ved ikke alt. Og på en ø der bogstaveligt talt kan revne under dine fødder, er det måske den klogeste holdning man kan have.

Dettifoss — Europas vildeste kraft

Ridley Scott filmede åbningsscenen til Prometheus her. En skabnevæsen drikker gift ved kanten af vandfaldet og ofrer sig for at skabe livets byggesten. Scott valgte stedet fordi det så ud som en anden planet — uden special effects. Intet CGI. Ingen greenscreen. Bare Island i dårligt vejr. Det er Dettifoss. Det ligner ikke noget du har set før, og det lyder som om jorden er vred.

Du hører det før du ser det. En dyb rumlen der ligger i jorden. Så dukker sprayskyerne op over kløftkanten. Og så står du der — ved kanten af Jökulsárgljúfur — og 193 kubikmeter gråhvidt gletsjervand styrter 44 meter ned hvert sekund. Under forårsfloden op til 500. Stenkanten ryster under dine fødder. Du mærker det i brystkassen. I tænderne. Det er ikke en seværdighed. Det er en konfrontation. → Dettifoss

Dettifoss. 193 m³ vand i sekundet. Filmet som en anden planets landskab i Prometheus. Det er ikke langt fra sandheden.

Tre vandfald på én flod

Jökulsá á Fjöllum — Islands næstlængste flod, 206 km fra Vatnajökull til havet — rummer tre vandfald på et stykke af 25 kilometer. Først Selfoss: 11 meter høj, 100 meter bred, formet som en hesteskoform. Så Dettifoss. Og nedstrøms: Hafragilsfoss, 27 meter, indrammet af klippevægge der gør den mere intim og næsten uhyggelig. Alle tre kan nås på en enkelt vandring langs kløftens kant.

Ásbyrgi — Sleipnirs hovaftryk

Tyve kilometer nordpå ligger Ásbyrgi. En hestesko-formet kløft — 3,5 km lang, 1,1 km bred, med klippevægge på op til 100 meter. I midten står en klippe de kalder Eyjan — Øen — 25 meter høj, der deler kløften i to. Legenden siger at Odins ottebenede hest Sleipnir satte sin hov i jorden her. Geologerne siger det var to massive oversvømmelser fra Vatnajökull — den første for 10.000 år siden, den anden for 3.000. Begge forklaringer er vanvittige på hver deres måde.

CC BY-SA

Ásbyrgi. Sleipnirs hovaftryk. Eller to oversvømmelser for 10.000 år siden. Vælg selv hvad du tror på.

Og så er der Aldeyjarfoss — længere ind i højlandet, sværere at nå, men måske Islands mest fotogene vandfald. 20 meter fald omgivet af hexagonale basaltsøjler i grå, brunt og orange — 9.000 år gammel lava skåret i støbte former af naturen selv. Det hvide vand mod de mørke søjler. Det er arkitektur ingen arkitekt kunne tegne. → Aldeyjarfoss

13 nisser, en troldkvinde og en kat

Andre lande har én julenisse. Island har 13. De ankommer én om dagen fra den 12. december. De hedder ting som Skyrgámur (Skyrslugeren), Bjúgnakrækir (Pølsesnapperen) og Gluggagægir (Vinduesgloeren — en nisse hvis eneste job er at stå udenfor og kigge ind ad vinduet. Det er det. Det er hele hans ting). De er ikke flinke. De er tyve. Og deres mor er værre.

Børn sætter sko i vinduet. Artige børn får en lille gave. Uartige får en rådden kartoffel. Den første nisse — Stekkjastaur, Fårefoldskansen — har stive ben og sneaker sig ind i stalde for at malke får. Den sidste — Kertasníkir, Lyseslikkeren — ankommer juleaften og stjæler stearinlys, der dengang var lavet af spiseligt fedt. De forsvinder én om dagen og den sidste går den 6. januar.

Grýla — moren der spiser børn

Grýla er de 13 nissers mor. En kæmpe troldkvinde der bor i en hule i bjergene. Hun spiser uartige børn — koger dem i en stor gryde. Hendes dovne mand Leppamúði bliver mest hjemme. Og deres kæledyr — Jólakötturinn, Julekatten — er en kæmpe kat der spænder de folk op som ikke har fået nyt tøj inden juleaften.

Traditionen med Julekatten har en praktisk forklaring: den motiverede folk til at gøre uldarbejdet færdigt før jul. Alle der arbejdede flittigt fik nyt tøj. Dovne folk fik… Julekatten.

I 1746 udstedte den islandske regering et dekret der forbød forældre at skræmme børn med Grýla og Jólasveinar. Det virkede ikke. 280 år senere er de stadig der.

Þorláksmessa — den dag der lugter

Den 23. december fejrer islændingene Þorláksmessa — Islands skytshelgen, biskop Þorlákur, der døde på denne dag i 1193. Traditionen: man spiser kæst skata — fermenteret rokke. Fisken udskiller urinsyre der gærer og konserverer kødet, men giver en ammoniaklugt så kraftig at dine naboer ringer og spørger om alt er i orden. Hele Island lugter den 23. december. Bogstaveligt. Hele øen. Du kan lugte det når du lander i Keflavik.

Nytårsaften — alle skyder

På nytårsaften køber islændingene deres eget fyrværkeri. Ingen professionelle shows. Alle skyder selv. Islands eftersøgnings- og redningstjeneste ICE-SAR sælger fyrværkeriet som fundraising — det udgør over halvdelen af deres årlige indtægt. Over 500 tons fyrværkeri affyres ved midnat. Reykjavik lyser op som en krigszone — men alle griner.

Højlandet — den tomme midte

Fyrrretyve tusinde kvadratkilometer. Ingen huse. Ingen butikker. Ingen tankstationer. Ingen mobilsignal. Ingen redning i timevis. Højlandet er Islands tomme midte — 40 procent af øens areal, og det største ubeboede område i Europa. Du kører ind. Og så er der ingenting. I århundreder var højlandet et sted man gik igennem så hurtigt som muligt. I dag er det en destination.

F-veje — bjergvejene

F står for fjall — bjerg. F-vejene er højlandets årer. Grus, sten, huller og vadesteder. Det er ulovligt at køre dem i en almindelig bil — 4x4 er påbudt. De fleste åbner midt i juni og lukker i september. Og kørsel uden for vejen er forbudt under alle omstændigheder — bøder på op til 1.400.000 ISK (omkring 90.000 kr). Islændingene tager deres højland alvorligt.

User:Nojhan · CC BY-SA 3.0

Landmannalaugar. Rhyolit-bjerge i rødt, gult, grønt og lilla. Flere vadesteder på vejen derhen. Varme kilder når du ankommer.

Landmannalaugar og Laugavegur

Landmannalaugar er højlandets smykkeskrin. Rhyolit-bjerge i regnbuens farver — rødt, gult, grønt, lilla — ovenpå sort lava fra et udbrud i 1477. Varme kilder ved foden af bjerget hvor du bader efter kørslen. Det er startpunktet for Laugavegur-stien — 55 kilometer fra Landmannalaugar til Þórsmörk. Tre til fire dages vandring fra varme kilder over obsidianmarker, forbi Svanesøen Álftavatn, gennem sort vulkansk ørken og ned i birkeskovene i Þórsmörk. Hytte til hytte. Ingen elektricitet. Ingen mobilsignal. Bare dig og højlandet. → Landmannalaugar → Þórsmörk

Sprengisandur — 200 km af ingenting

Sprengisandur — F26 — er Islands mest øde vej. 200 kilometer mellem to gletsjere — Vatnajökull til øst og Hofsjökull til vest — med én bjerghytte på hele strækningen. Sort sand. Grå sten. Ingen farver. Ingen liv. Bare vind og en fornemmelse af at jorden har glemt at du er der. GPS’en viser bogstaveligt et tomt gråt felt. Den ved heller ikke hvad du laver her.

Kjölur — F35 — er den nemmere rute. Også 200 kilometer, men med flere varme kilder undervejs og en lidt mere tilgivende overflade. Det var vikingernes oprindelige nord-syd rute — den hurtigste vej mellem nord og syd hvis du turde.

Hesten der aldrig kom hjem

I år 982 vedtog Altinget en lov: ingen heste må importeres til Island. Loven gælder stadig. Over tusind år senere. Det betyder at den islandske hest har været isoleret i mere end et årtusinde — en af verdens reneste hesteracer. Og det betyder også noget andet: når en islandsk hest forlader øen, kommer den aldrig tilbage. Heller ikke brugt rideudstyr må bringes til Island. Brugt udstyr. Dine gamle ridestøvler, din sadel fra 2015, din hjelm med hundehår på. Nej. Intet. Islændingene er dødsens alvorlige med den regel.

Der er 92.000 heste på Island og over 300.000 registrerede islandske heste i resten af verden — størstedelen i Tyskland, Danmark og Sverige. En hest der fødes på Island og sælges til et stut i Bayern får aldrig islandsk jord under hovene igen. Det er prisen for renhed.

Den femte gangart

De fleste heste har tre gangarter: skridt, trav, galop. Islandske heste har fem. Ud over de tre normale har de tölt — en fire-takts lateral gangart der er så blød at rytteren kan holde et glas øl uden at spilde. Det er et faktisk salgsargument. Islændingene demonstrerer det med fulde glas. Og så er der flugskeið — flyvende pas — hvor hesten når op på 48 km/t i en to-takts gangart med svævefase. Alle fire hove er i luften på samme tid. Det varer kun 100-250 meter. Men det føles som at flyve.

132-142 cm i skulderhøjde. Teknisk en pony. Men kald den ALDRIG en pony på Island. Det er en hest. Diskussionen er lukket.

Vikingerne bragte dem fra Norge og De Britiske Øer. De er næsten sygdomsfrie — tusind års isolation har gjort dem immune mod sygdomme de aldrig er blevet udsat for. Hvert andet år samles Island til Landsmót — øens største udendørs sportsbegivenhed — hvor heste og ryttere konkurrerer i alle fem gangarter. Det er ikke polo. Det er ikke derby. Det er islandsk. Og det er umuligt at forklare og umuligt at glemme.

Kvinderne der lukkede Island ned

Den 24. oktober 1975 lagde 90 procent af Islands kvinder arbejdet ned. Fiskefabrikker lukkede — flertallet af arbejderne var kvinder. Telefonoperatører trak stikkene ud. Skoler og butikker lukkede. Bankdirektører måtte arbejde som kasserere fordi alle de kvindelige kasserer holdt fri. Mænd tog børnene med på arbejde — dagplejer var lukket. Butikkerne blev udsolgt for pølser fordi det var den eneste ret fædrene kunne finde ud af at lave. En hel nation af mænd der stod i køkkenet og tænkte: «pølser?»

25.000 mennesker samledes på Lækjartorg i Reykjavik — ud af en befolkning på 220.000. Kvinderne kaldte det «kvindedag,» ikke strejke. Det lyder pænere. Men effekten var den samme: Island gik i stå.

Vigdís var teaterdirektrør. Enlig mor. Brystkræftoverlever. Da hun stillede op i 1980, sagde kritikerne at islændingene ikke ville stemme på en fraskilt kvinde. 33,6 procent stemte på hende. Hun blev genvalgt tre gange — i 1988 med 92,7 procent af stemmerne.

Nummer ét — 16 år i træk

Island har været nummer 1 på World Economic Forums Global Gender Gap Index i 16 år i træk. Det eneste land der har lukket over 90 procent af kønsgabet. Barselsordningen er 12 måneder — fem til hver forælder, to der kan deles — på op til 80 procent løn. Siden 2018 skal alle virksomheder med over 25 ansatte dokumentere ligeløn med certificering der fornys hvert tredje år. Det er ikke frivilligt. Det er lov.

Det startede med en dag. En tirsdag i oktober 1975. 90 procent af kvinderne sagde: i dag gør vi ingenting. Og Island fandt ud af at ingenting fungerer uden dem.

Nordlys — himlen der brænder

Du står ude. Det er november. Kl. 23. Minus fem grader. Du har to lag uld under jakken og fødder så kolde at du overvejer at gå ind. Og så begynder himlen at bevæge sig. Et grønt bånd — svagt først, som en sky der lyser op indefra. Så stærkere. Det svinger. Bølger. Folder sig ud over hele himlen. Og pludselig er du ikke kold længere.

Kort fortalt: solen spytter partikler ud. De rammer Jordens magnetfelt og får atmosfæren til at gløde. Grøn fra ilt. Rød fra ilt højere oppe. Blå og lilla fra kvælstof. Det er fysikken. Og den er komplet ligegyldig når du står der. For du står der ikke og tænker «spændende atmosfærisk fysik.» Du står der og glemmer at du fryser. Du glemmer at du har haft telefonen oppe i ti minutter uden at tage et eneste brugbart billede. Du glemmer at gå ind.

Hvornår og hvor

Sæson: september til april. Bedst: oktober til marts, når nætterne er længst. Bedste tidspunkt: 22:30 til 01:00. Island ligger lige under Polarcirklen, midt i aurora-ovalen — den zone på jorden hvor nordlys er hyppigst. Du kan se dem fra Reykjavik — men lysforurening reducerer oplevelsen. Kør 30 minutter ud af byen, og himlen åbner sig.

De bedste steder: Þingvellir Nationalpark (45 minutter fra Reykjavik, store sletter, næsten ingen lysforurening). Vestfjordene — Islands mørkeste region. Nordisland omkring Akureyri — længere nætter, ofte klart. Og Grímsey — den lille ø der er det eneste punkt i Island inden for Polarcirklen. → Þingvellir

Skyfrit vejr er alt. Selv den stærkeste solaktivitet hjælper ikke bag skyer. Islands Meteorologiske Institut giver timeopdaterede prognoser for skydække. Tjek dem. Altid. Og vær forberedt på at køre — skyer bevæger sig hurtigt over Island, og et sted 40 minutter væk kan være klart mens du står i skydække.

Þingvellir — hvor verden revner

I år 930 red høvdinge fra hele Island til en sletteved en sø. De rejste telte af tørv og sten. Lovsigermanden — lögsögumaður — stillede sig på en klippekant og reciterede landets love. Fra hukommelsen. Han var valgt for tre år. Lovene tilhørte alle. Altinget var grundlagt — verdens ældste stadig eksisterende parlament.

De mødtes her to uger hver sommer indtil 1798. Under åben himmel. Resterne af cirka 50 boder af tørv og sten står stadig. Klippekanten — Lögberg, Lovklippen — er markeret. Du kan stå der. Du kan røre den. Og du kan se ud over det samme landskab de så for over tusind år siden — for landskabet har ikke ændret sig. Bortset fra at det er blevet 70 meter bredere. → Þingvellir

Þingvellir. Almannagjá-kløften. Nordamerika til venstre, Europa til højre. Og midt imellem besluttede et folk sig for at have love i stedet for kaos.

År 1000 — den vigtigste nat under pelsen

I år 1000 stod Island foran borgerkrig. Kristne og hedninger var klar til at slås. Lovsigermanden Þorgeir Ljósvetningagoði — selv hedning — fik ansvaret for at beslutte. Ifølge sagaen lagde han sig under en pels i en hel dag og nat. Under en pels. Landets skæbne afgjort af en mand der lå under et dyreskæg og tænkte sig om. Ingen måtte forstyrre ham. Da han rejste sig, erklærede han kristendommen som statsreligion — men tillod hedninger at dyrke deres tro privat. Det var et kompromis der reddede Island fra at spløjfe sig selv. Legenden siger at han kastede sine norrøne gudebilleder i et vandfald. Vandfaldet hedder Goðafoss — gudernes fald. → Goðafoss

Silfra — at svømme mellem kontinenter

Silfra-sprækken ved Þingvellir er et af verdens klareste dyksteder. Sigtbarheden er over 100 meter. Vandet er 2-4°C — smeltevand fra Langjökull-gletsjeren, filtreret gennem porøs lava i 30-100 år over 50 km. Du svømmer bogstaveligt mellem den nordamerikanske og den eurasiske plade. Klippevæggene på begge sider er to kontinenter. Det er koldt. Det er sindssygt. Og der står folk i kø for at gøre det. I 2-4 graders vand. Frivilligt. Med et smil. Mennesker er mærkelige. → Silfra

Þingvellir er også Þingvallavatn — Islands største naturlige sø. 84 km², op til 114 meter dyb, med fire unikke arter af arktisk rødding der ikke findes andre steder. UNESCO optog Þingvellir på Verdensarvslisten i 2004. Ikke for naturen. For demokratiet.

Maden der overrasker

Du sidder på en restaurant i Höfn. Det er aften. En tallerken jomfruhummer lander foran dig — fanget i morges, serveret i smør med dild og citron. Kødet er sødt, fast, rent. Du har aldrig smagt noget lignende. Höfn kalder sig Islands hummerhovedstad og holder festival hvert år. Det er ikke en overvurdering.

Lammet der smager af landskabet

Islandsk lam er anderledes. 345.000 får vandrer frit hele sommeren — ingen indhegninger, ingen korn, ingen hormoner. De lever af de vilde urter der vokser i det vulkanske landskab: thyme, birk, bregner, angelica. Kødet smager af det. Det er mørere, vildere, mere komplekst end noget lam du har smagt. Røget over fåremøg og hængt til tørring bliver det til hangikjöt — Islands svar på parmaskinke, bare med vulkansk røg.

Drivhuse i mørket

I Hverageðri — Islands drivhushovedstad — dyrker de tomater med geotermisk energi. 50.000 m² drivhuse opvarmet af varmt vand fra undergrunden. Friðheimar alene producerer 370 tons tomater om året — over 15 procent af Islands tomatmarked. De dyrker også agurker, peberfrugter, salat, champignoner og jordbær. Og bananer. Ja. Bananer. På Island. Omkring et ton om året. Det er ingenting. Det er latterligt. Men det er bananer på 64 grader nord, og det er det rene trods.

Og så er der hvalerne. Vågehval serveres på et fåtal restauranter i Reykjavik. Det er kontroversielt. Kun 2 procent af islændingene køber regelmæssigt hvalkød. Andelen af turister der smager det er faldet fra 40 procent i 2009 til 11 procent i 2017. Det er en tradition der er på vej ud — langsomt, stille, men mærkbart.

Eldfell — natten Heimaey eksploderede

Kl. 01:55 natten til den 23. januar 1973. Ingen advarsel. En sprække åbnede sig på østsiden af Heimaey — Vestmannaøernes største ø, hjemsted for Islands vigtigste fiskerihavn og 5.300 mennesker. Lava begyndte at strømme ud. Asken regnede ned. Og så skete noget der aldrig er sket før eller siden: en hel by blev evakueret på under seks timer.

Fiskerflåden lå i havnen — en storm havde holdt bådene inde. Det reddede dem. Både der normalt var på havet, lå klar til at sejle folk ud. Inden morgengry var næsten alle væk. Ét menneske døde — en sømand der fik kulilteforgiftning i en kælder hvor vulkanske gasser havde samlet sig.

michael clarke stuff · CC BY-SA 2.0

Eldfell. 220 meter høj. Eksisterede ikke før den 23. januar 1973. I dag kan du gå op — jorden er stadig varm under fødderne.

Kampen om havnen

Lavastrømmen rykkede mod havneindløbet. Hvis havnen lukkede, døde øen — ikke bogstaveligt, men økonomisk. Fiskeri var alt. Så islændingene gjorde noget ingen havde prøvet før: de pumpede havvand ind på lavaen for at køle og stoppe den. 7,3 millioner kubikmeter havvand over fem måneder. Det virkede. Lavaen manglede kun 100 meter i at blokere havneindgangen. Og så stoppede den. Og så — fordi universet har humor — viste det sig at den nye landmasse fra udbruddet gav havnen bedre læ end før. Vulkanen forbedrede det den truede med at ødelægge. Heimaey fik gratis havneudvidelse. Af en vulkan. → Eldfell

400 huse begravet under aske. En hel by evakueret på seks timer. Og så kæmpede de imod med havvand. 7,3 millioner kubikmeter. Det er vildt. Det er Island.

Nordens Pompeji

Eldfell — Ildbjerget — er 220 meter højt. Det eksisterede ikke før udbruddet. I dag kan du gå til toppen på en halv time. Jorden er stadig varm — varm nok til at forkulle træ. Varmen udnyttes til at producere varmt vand og elektricitet til byen.

I 2014 åbnede Eldheimar-museet — bygget omkring et hus på Gerðisbraut 10 der var begravet under aske i over 40 år. De kalder det Nordens Pompeji. Asken bevarede hverdagsgenstande præcis som de stod natten til den 23. januar. En bog åben på bordet. Tallerkener i køkkenet. Et liv afbrudt midt i en sætning.

I marts 1975 var 80 procent af befolkningen vendt tilbage. De ryddede op. De genopbyggede. De blev. Blandt dem med ødelagte huse vendte 42 procent ikke tilbage. Men resten gjorde. Sådan er det på Island: du kæmper mod vulkanen, og når den er færdig, går du hjem.

Fårene ejer sommeren

I maj slippes de løs. 345.000 får vandrer ud i højlandet — uden indhegninger, uden hyrder, uden GPS. De lever af vilde urter, thyme, birkeblade og alt hvad det vulkanske landskab byder på. I fem måneder ejer de sommeren. Kører du Ringvejen, lærer du det hurtigt: islandske får krydser vejen når de har lyst. Uden varsel. Uden øjenkontakt. Med en selvsikkerhed der antyder at de ved noget om forsikringsreglerne som du ikke gør. Og så i september — réttir.

Ryttere på islandske heste, folk til fods og på ATV’er kører ud i højlandet og driver fårene ned. Det tager dage. Når de ankommer, ledes de ind i en cirkulær indhegning — almenningur — med trekantede båse der stråler ud. Hver bås tilhører én gård, med et nummer der matcher fårets øremærke. Bønderne finder deres får, sorterer dem, og bagefter er der fest. Réttaball — med folkesang, dans og lammekød.

I 1977 var der 896.000 får på Island — fire for hvert menneske. I dag er der for første gang flere mennesker end får. Men fårene ejer stadig sommeren. Og vejen.

Eyjafjallajökull — vulkanen der lukkede Europa

Den 14. april 2010 eksploderede Eyjafjallajökull under sin iskappe. Magma mødte 150-200 meter tykt is. Isen smeltede. Dampen fragmenterede lavaen til ekstremt fine askepartikler der steg til vejrs og blev hængende i atmosfæren. 107.000 flyafgange aflyst. 10 millioner passagerer strandet. 48 procent af al europæisk flytrafik lukket ned i otte dage. Tab: 1,7 milliarder dollars.

Og så var der navnet. Eyja-fjalla-jökull. Øernes bjerges gletsjer. Tre stavelser der er helt logiske på islandsk — og fuldstændig umulige på alle andre sprog. Nyhedsværter fra CNN til BBC blev virale på YouTube mens de kæmpede sig igennem det. Nogle opgav og sagde bare «den islandske vulkan.» En britisk tv-vært prøvede seks gange på direkte tv og landede på noget der lød som en nysende kat. Islændingene lo. De havde aldrig tænkt over at navnet var svært — det er jo bare «øernes bjerges gletsjer.» Hvad er problemet? → Eyjafjallajökull

Frygten bag: tre gange i historien er udbrud af Eyjafjallajökull fulgt af udbrud af Katla — 25 km østpå, langt større, langt farligere. Vulkanologerne overvågede intenst. Katla brød ikke ud. Men den venter stadig.

Surtsey — øen ingen må besøge

Den 14. november 1963 steg en ø op af havet. 32 km syd for Island. Ingen vidste den kom. Et vulkanudbrud under havoverfladen skubbede sten, aske og lava op indtil en ny landmasse brød overfladen. Udbruddet varede til juni 1967. Øen nåede 2,7 km². De kaldte den Surtsey — efter Surtr, ildjætten fra norrøn mytologi der bærer et flammende sværd under Ragnarok. → Surtsey

I dag er Surtsey under én km². Havet tager den tilbage — cirka et hektar om året. Men det der gør øen unik er ikke dens størrelse. Det er at ingen må besøge den. UNESCO optog den på Verdensarvslisten i 2008 som et uberørt naturligt laboratorium. Kun forskere med specialtilladelse må gå i land. Og de må ikke efterlade noget.

Alligevel: 78 plantearter. 89 fuglearter. 335 hvirvelløse dyrearter. Mos, laver, svampe. Den første karplante — Cakile arctica, strand-sennep — blev fundet i 1965. Mens vulkanen stadig var i udbrud. Livet ventede ikke engang til ilden var slukket.

I 1969 fandt en botaniker en tomatplante på Surtsey. Den var groet ud af en forskers afføring — et frø fra hans mad. Han holdt det hemmeligt i 45 år. Det er derfor ingen må besøge.

Vestfjordene — enden af verden

Syv tusinde mennesker. 22.000 km². Det er Vestfjordene — Islands mest isolerede region, forbundet med resten af øen via en smal landtange. Vejene er ofte lukket om vinteren. Der er ingen tunnel til Reykjavik. Syv tusinde mennesker og millioner af fugle på Látrabjarg-klipperne. Fuglene vinder. Det er præcis derfor Vestfjordene er magiske.

Engang var Vestfjordene den tættest befolkede del af Island. I 1920 boede her over 13.000 mennesker — 14 procent af befolkningen. Fiskeri var grundlaget. Så flyttede fisken. Og folk fulgte efter. I dag er Ísafjörður den største by med 2.700 indbyggere. → Ísafjörður

Dynjandi — brøllepssløret

Dynjandi er Vestfjordenes mesterværk. 100 meter total højde. Syv kaskader. Trapezformet — 30 meter bred i toppen, 60 meter bred i bunden. Navnet betyder «tordnende.» Du hører det før du ser det. Når du står foran det, forstår du hvorfor nogen kører seks timer fra Reykjavik for at se et vandfald. → Dynjandi

Hornstrandir — der hvor mennesket gav op

Hornstrandir er et naturreservat på Vestfjordenes nordspids. Ingen veje. Ingen bygninger. Ingen permanente beboere siden 1952 — da de sidste bønder forlod stedet. Det er fristed for polarræven — Islands eneste indfødte pattedyr. Ingen jagt tilladt. Rævene er så tamme at de går hen til dig. De er Islands eneste dyr der ikke er bange for mennesker — muligvis fordi de har hørt at der kun bor syv tusinde af os heroppe. → Hornstrandir

Torskekrigene — da Island bankede Storbritannien

Tre krige. Nul døde. Og Island vandt dem alle. Torskekrigene er historien om en ø med 200.000 mennesker der tog kampen op mod en verdensmagt — og vandt. Ikke med våben. Med geografi, stædighed og et enkelt ultimatum: hvis I ikke giver os vores fisk, forlader vi NATO.

Første Torskekrig (1958-1961): Island udvidede sin fiskerizone fra 4 til 12 sømil. Briterne sendte fregatter. Anden (1972-1973): 12 til 50 sømil. Flere fregatter. Påsejlinger. Tredje (1975-1976): 50 til 200 sømil. 55 påsejlinger mellem islandske kystvagter og Royal Navy. Forestil dig det: islandske kanonbåde på størrelse med en færge rammede Royal Navy-fregatter med vilje. Det er som at se en terrier bide en grand danois i benet — og grand danoisen trækker sig.

Fiskeprodukter udgjorde 80-90 procent af Islands eksport. Det var ikke diplomati. Det var overlevelse. Og så spillede de kortet: en ø med 200.000 mennesker truede med at forlade NATO. Over fisk. Og det virkede. Island kontrollerede GIUK-gabet — det strategiske punkt mellem Grønland, Island og UK der var afgørende for ubådsovervågning under Den Kolde Krig. USA ringede til London. London bøjede sig. Over fisk.

Midnatssol og mørketid

I juni går solen aldrig rigtig ned. I Reykjavik er der 20-22 timers dagslys. På Grímsey — den lille ø nord for Island, den eneste del inden for Polarcirklen — står solen over horisonten i 30 dage uden pause. I Akureyri har de 23,5 timers lys den 21. juni. Det er aldrig mørkt. Du sover ikke rigtigt. Du går ud kl. 1 om natten og himlen er gylden. Fuglesang. Gade-udsigt som om klokken er otte om aftenen. Men den er to om natten.

Og så december. Mørketiden. Den 21. december i Reykjavik går solen op kl. 11:22 og ned kl. 15:29. Fire timer og syv minutter dagslys. På Grímsey er det to timers dæmring. I Vestfjordene — hvor landsbyerne ligger i bunden af høje bjerge — ser de ingen sol i flere måneder. Bjerget blokerer den.

Mærkeligt nok har Island lavere SAD-rater end den amerikanske østkyst. Teorien: 1.100 års naturlig selektion. Dem der ikke tålte mørket, rejste. Dem der blev, tilpassede sig. Islændingene går stadig ud i mørket. Caféer og barer er fulde. Hotpotterne damper. D-vitamin-tilskud og sollys-lamper er udbredt. Spørg en islænding i december hvordan det går, og svaret er altid det samme: «Fint. Vi har hotpots.» Som om 42 grader varmt vand opvejer fire timers dagslys. Det gør det måske også. Mørket er prisen for midnatssolen. Og midnatssolen er det værd.

Bankerne der bristede

I oktober 2008 kollapsede alle tre islandske storbanker på tre dage. Landsbanki den 7. Glitnir den 8. Kaupthing den 9. Deres samlede aktiver var 14,4 billioner ISK — over 11 gange Islands BNP. Det var som om en and havde forsøgt at sluge en hval. Kronen tabte over halvdelen af sin værdi. Arbejdsløsheden tredobledes. Og islændingene var rasende.

De tog gryder og pander med ned foran Altinget. Búsáhaldabyltingin — Gryde- og pande-revolutionen. De bankede og slog og skræg indtil statsministeren trådte tilbage den 23. januar 2009 — Islands største protester nogensinde.

Og så gjorde Island noget ingen andre lande gjorde: de fængslede bankfolkene. 36 bankdirektører fik tilsammen 96 års fængsel. Kaupthing-direktøren fik 5,5 år. Island er det eneste land i verden der retsforfølgte topbankfolk efter 2008-krisen. Alle andre gav dem bonusser.

Snæfellsnes — halvøen Jules Verne startede fra

I 1864 udgav Jules Verne Rejsen til Jordens Indre. Indgangen til jordens centrum var kratered på Snæfellsjökull — gletsjer-vulkanen i enden af Snæfellsnes-halvøen. 1.446 meter. Isdaekket. Mystisk. Jules Verne havde aldrig sat sine fødder på Island — han sad i Paris og læste rejseberetninger. Men han valgte rigtigt. Vulkanen ser ud som en indgang til noget. På klare dage kan du se den fra Reykjavik — 120 km væk — svævende over havet som en vision. → Snæfellsjökull

Halvøen er 90 km lang og kaldes «Island i miniature» — gletsjere, vulkaner, sorte strande, lavamarker, fugleklipper og kystlandsbyer samlet på ét sted. Kirkjufell ved Grundarfjörður — Islands mest fotograferede bjerg, 463 meter, kegleformet — var «Arrowhead Mountain» i Game of Thrones — og siden da har bjerget været udsat for en uendelig strøm af turister med stativ. Bjerget klarer det fint. Det har stået der i millioner af år. Den sorte kirke i Búðir, bygget i 1703, står alene på en lavamark som et billede fra et eventyr. Og Djúpalónssandur — den sorte stenstrand med vragrester fra en britisk trawler der forliste i 1948. → Kirkjufell

Joe deSousa · CC0

Kirkjufell og Kirkjufellsfoss. Arrowhead Mountain fra Game of Thrones. 463 meter. Fotograferet oftere end Eiffeltn — og smukkere.

Leif den Lykkelige og vikingerne

I år 874 kastede Ingólfur Arnarson sine højsædestøtter over bord fra skibet og bosatte sig der de drev i land. Stedet hed Reykjavík — «Røgbugt» — efter dampen der steg fra de varme kilder. Han var første permanente bosætter. Landnámabók — Landnamsbogen — registrerer 435 oprindelige bosættere. De fleste flygtede fra Norges forening under kong Harald Hårfager.

DNA-studier afslører en mørkere historie. Fædrelinjen: 75 procent skandinavisk. Mødrelinjen: 62 procent skotsk/irsk. Nordiske mænd tog keltiske og irske kvinder med — mange som slaver. Islands grundlæggelse er både en heltehistorie og en krigshistorie. Begge er sande.

Leif — 500 år før Columbus

Erik den Røde blev forvist fra Island for drab. Igen. Han var også blevet smidt ud af Norge for drab. Manden havde et mønster. Han sejlede mod vest, fandt Grønland og kaldte det «Grønland» for at lokke bosættere — historiens første markedsføring. Det var i bund og grund en Facebook-annonce fra år 985: «Frodigt grønt land! Masser af plads!» Det var løgn. Men det virkede. Hans søn Leif Erikson sejlede videre. Omkring år 1000 nåede han Nordamerika — Vinland. 500 år før Columbus.

L’Anse aux Meadows på Newfoundland er det eneste bekræftede vikinge-bosættelsssted i Amerika. UNESCO Verdensarv. Trærings-datering fra 2021 fastslog præcist at vikingerne var der i år 1021. Det er ikke en legende. Det er videnskab.

Geysir — ordet der gav verden et ord

Alle verdens sprog bruger ordet geyser. Det kommer fra islandsk geysa — at fosse. Og det stammer fra ét bestemt sted: Geysir i Haukadalur, der begyndte at spy kogende vand op efter et jordskælv omkring 1294. Første skriftlige omtale: 1647. I dag er Geysir selv næsten inaktiv — sjældne, uforudsigelige udbrud. Men naboen Strokkur holder traditionen i live.

Strokkur bryder ud hvert 6-10 minut. Først sker der ingenting. Så begynder vandet at puste. Og så — en blå boble. Perfekt rund, transparent, umulig. Den står der et halvt sekund. Og så eksploderer den i en søjle af damp og vand på 15-20 meter. Op til 40 på gode dage. Du står tre meter væk. Dampen slår dig i ansigtet. Rundt om dig tager 200 turister præcis det samme billede. Seks minutter senere gør de det igen. Det gør Strokkur også. → Strokkur

Island har cirka 250 lavtemperatur-geotermiske områder med 800 varme kilder og 30 højtemperaturområder der når over 200°C i de øverste tusind meter. Hele øen koger. Strokkur er bare den der viser det.

Hvaler, hvalfangst og samvittighed

Du står på en båd ud for Húsavík. Skjálfandi-bugten er stille. Så bryder overfladen. En ryg. En fontæne. En blåhval — det største dyr der nogensinde har levet — glider forbi tredive meter fra dig. Alle på båden holder vejret. Guiden hvisker. Ingen siger et ord. Og dyret forsvinder igen. → Húsavík

Island er et af tre lande i verden der stadig tillader kommerciel hvalfangst. De to andre er Japan og Norge. Licenserne siger 209 finhvaler og 217 vågehvaler om året. Men virkeligheden er en anden. Hvalur hf — det eneste firma der jager finhvaler — har meddelt at de ikke jager i 2025. Markedet i Japan er dårligt. Kronen er svag. 51 procent af islændingene er imod. Hvalfangsten dør ikke af ideologi. Den dør af regnskabet.

Imens vokser hvalskueturismen. Op til 23 arter i bugten ved Húsavík. En bådtur koster det samme som en god middag. Og ingen af hvalerne behøver at dø af den. Island har gjort hvalen til turistattraktion to gange — først med en harpun, så med en kikkert. Kikkerten vinder.

Islandsk kreativitet — 1 ud af 10 udgiver en bog

Juleaften på Island hedder Jólabókaflóð — bogfloden. Alle giver bøger. Alle åbner dem. Alle læser resten af aftenen. Det er ikke en tradition. Det er en national begivenhed. 93 procent læser mindst én bog om året. Halvdelen læser otte eller flere. Og én ud af ti islændinge udgiver en bog i løbet af livet. De andre ni arbejder på den.

66°North startede i 1926 i en fiskerlandsby i Vestfjordene. Arbejdstøj til fiskere der frøs. I dag sælger de jakker til 4.000 kroner i København. Perlan er et museum bygget oven på seks varmtvandstanke på en bakke i Reykjavik — fordi når man har varmt vand i overflod, kan man lige så godt bygge et planetarium ovenpå. → Perlan

Hvorfor? Når alle kender alle, føles det muligt. Når nætterne er seks måneder lange, skriver du. Når sproget er 800 år gammelt og du stadig kan læse sagaerne råt, føler du dig som del af noget. Og når Björk er fra din by, tænker du: jamen så kan jeg vel også.

Akureyri — nordøens hovedstad

Trafiklysene i Akureyri er hjerteformede. Kun de røde. De blev sat op i sommeren 2008 — og så ramte finanskrisen. Lysene blev hængende som et symbol på håb. De er stadig der. Det siger noget om en by på 20.000 mennesker der insisterer på at stoppe dig med kærlighed.

Akureyri ligger inderst i Eyjafjörður — Islands længste fjord, 60 km — på 65° nord. Byens botaniske have har over 7.000 plantearter, kun 50 km fra Polarcirklen. Skisportsstedet Hlíðarfjall ligger seks kilometer fra centrum med Islands højeste lift på 1.014 meter. Og derfra kører du Diamond Circle: Dettifoss, Ásbyrgi, Húsavík, Mývatn. → Akureyri

Halvtimen mod nord ligger Siglufjörður — engang Islands rigeste by. I sildeeventyrets storhedstid boede her over 3.000 mennesker og silden udgjorde 44 procent af Islands eksport. Så forsvandt fisken i 1969. I dag er det Islands mest pittoreske by med et sildemuseum der fortæller historien om rigdom der kom og gik. → Siglufjörður

Sort strand, sorte søjler

Reynifjara er en strand der aktivt prøver at slå dig ihjel. Og folk rejser til den fra hele verden. Sort vulkansand. Hexagonale basaltsøjler der rejser sig som en gotisk katedral. Havstakkene Reynisdrangar ude i havet — troldene der skulle trække et skib i land, men blev fanget af morgensolen og forstenet. Og bølgerne — sneaker waves — der kommer uden varsel, griber dig om anklerne og trækker dig ud. Folk er døde her. Og alligevel står næste turist med ryggen til havet og tager en selfie. → Reynisfjara

Diego Delso · CC BY-SA 4.0

Reynisfjara. Sort sand, hexagonale basaltsøjler, forstened trolle ude i havet. Vælg aldrig at stå med ryggen til bølgerne.

Stuðlagil var ukendt indtil 2009. En dæmning sænkede vandstanden i Jökulsá á Dal-floden og afslørede Islands største samling af hexagonale basaltsøjler — op til 30 meter høje, tæt som orgelpiber, med turkisblåt vand nedenfor. Ingen vidste det var der. Naturen havde gemt det under vandet i årtusinder. → Stuðlagil

Det sorte sand er vulkansk sten malet af bølgerne i årtusinder. På Vík — Islands sydligste landsby, 300 mennesker — møder du den sorte strand der strækker sig i begge retninger så langt du kan se. Og på Stokksnes ved Vestrahorn — sort sand, bjerge der spejler sig i vandpytter, og ikke et menneske så langt øjet rækker. → Stokksnes

Varmt vand, gratis varme

Du åbner vandhanen på hotellet. Det varme vand lugter af svovl. Du ringer til receptionen. De griner. Det er normalt. Det er geotermisk vand — pumpet direkte op fra undergrunden, opvarmet af vulkansk aktivitet, og sendt til dit badeværelse uden at passere et kraftværk. 85-90 procent af alle islandske hjem opvarmes sådan. Regningen for opvarmning? En brøkdel af København. Også når det er minus 15 udenfor. Hele året. → Krauma → Reykjadalur

Islands elektricitet er næsten 100 procent vedvarende. 75 procent vandkraft. 24-25 procent geotermisk. Ingen kul. Ingen gas. Ingen atomkraft. Nul. Det er ikke en ambition. Det er bare sådan det er. Resten af Europa diskuterer stadig hvornår de når derhen. Island glemte at det var svært.

Grotter og lavahuler

Du tager en elevator 213 meter ned i en vulkan. Ikke en simulering. Ikke et museum. En rigtig vulkan. Þríhnúkagígur er det eneste sted på jorden hvor du kan stige ned i et intakt magmakammer. Magmaet drænede væk for 4.000 år siden og efterlod et tomt kammer så stort som en kirke. Væggene er røde, gule og blå af mineraler. Det ser ud som om jorden har malet sit eget loft. Og du står derinde. → Þríhnúkagígur

Under Island er der en hel verden. Lavastrømme der størknede på ydersiden mens den flydende kerne drænede væk — og efterlod kilometerlange tunneler. Víðgelmir er 1.585 meter lang og føles som en gotisk katedral bygget af naturen. Raufarhólshellir ligger tæt på Reykjavik med lavafald i enden og isformationer om vinteren. Og Vatnshellir under Snæfellsjökull sender dig 35 meter ned ad en spiraltrappe i en hule der er 8.000 år gammel. → Víðgelmir → Raufarhólshellir

Det er et land hvor undergrunden er lige så dramatisk som overfladen. Du kører henover huler uden at vide det. Du parkerer oven på lavatunneler. Og så en dag tager du en hjelm på og går derned — og opdager at Island har gemt halvdelen af sig selv under jorden.

Halldór Laxness — Nobelpris fra en bondegård

I 1955 fik en islænding Nobelprisen i litteratur. Han er den eneste. Ikke bare i litteratur — i alle kategorier. Halldór Kiljan Laxness (1902-1998) er Islands eneste Nobelpristager nogensinde. Komitéen skrev: «for hans livfulde episke fortællekraft, som har fornyet Islands store fortælletradition.»

Hans mesterværk er Sjálfstætt fólk — Selvstændigt folk — fra 1934-35. Historien om bondemanden Bjartur der kæmper for uafhængighed på en gård i højlandet. Han vil ikke skylde nogen noget. Han vil klare sig selv. Og det ødelægger alt omkring ham. Det er en bog om stolthed, stædighed og Island — og den er så smuk og så brutal at du lægger den fra dig og tænker på den i ugevis.

Laxness var kontroversiel. Katolik som ung. Kommunist som voksen. Han besøgte Sovjetunionen og skrev positivt om det — på et NATO-land med en amerikansk militærbase. Det er som at skrive en kærlighedserklæring til din ekskones nye mand og læse den højt til julefrokosten. Islændingene var rasende. Men de læste ham alligevel. For han var deres stemme. Og den stemme havde ret til at være kompliceret.

Hans hjem Gljúfrasteinn i Mosfellsbær er museum i dag. Du kan gå rundt i de rum hvor han skrev. Bogreolerne står som de stod. Kunsten på væggene er af hans venner. Det er en bondegård der fødte en Nobelpris.

Praktisk Island A-Z

Alt du skal vide inden du tager afsted. Ikke fordi Island er svært — men fordi det er anderledes. Og “anderledes” koster penge hvis du ikke læser det her.

Betaling

Valutaen er islandsk króna (ISK). Glem kontanterne — Island er verdens mest kortbetalende land. Visa og Mastercard virker overalt, også på den mest øde tankstation midt i ingenting. Kontaktløs betaling, Apple Pay, Google Pay — alt virker. Du kan gennemføre en hel ferie uden at røre en seddel. Euro og dollar accepteres næsten ingen steder.

Camping

Autocamper: Skal overnatte på registrerede campingpladser. Vild camping med køretøj er ulovligt siden 2015. Telt: Tilladt på udyrket land hvis der ikke er en campingplads i nærheden, max én nat, max tre telte. Nationalparker: Kun på afmærkede pladser — ingen undtagelser. Bøder fra 50.000 ISK. Der er over 200 registrerede pladser i hele landet.

Drikkevand

Ja. Fra hanen. Overalt. Islands kolde vand er noget af det reneste i verden — filtreret gennem lava i årtier. Men: det varme vand kan lugte af svovl. Det er geotermisk opvarmet og helt uskadeligt — men drik fra den kolde hane.

El-stik

230V / 50Hz — samme som Danmark. Stiktype C og F (standard europæisk rund). Du behøver ingen adapter fra Danmark.

Kørsel

Hastighed: 90 km/t på landevej. 50 i byer. 30 i boligområder. På grus reelt 40-50 uanset hvad skiltet siger.

Promille: 0,02 — en af de laveste i Europa. Én øl kan være for meget. Bøder fra 100.000 ISK og kørselsforbud.

Lygter: Altid tændt. Lovkrav døgnet rundt.

F-veje: 4x4 er påbudt. Åbne juni-september. Ingen tankstationer. Ingen mobil. Forsikring dækker IKKE vandskader.

Off-road: Strengt forbudt. Bøder op til 1.400.000 ISK — det er 90.000 kroner. Spor i mossen holder i årtier. Islændingene husker endnu længere.

Enkeltsporede broer: Den der er tættest på broen har forkørselsret.

Får: De krydser vejen. Altid. Uden varsel. Og de kigger dig i øjnene mens de gør det.

Mobilsignal

God dækning langs Ringvejen og i byer (Síminn, Vodafone, Nova). Huller i højlandet — forvent ingen signal på F-veje. Island er med i EØS, så dit danske mobilabonnement virker uden ekstra omkostninger — Roam Like at Home gælder. Lokalt SIM fra 50 kr i lufthavnen hvis du foretrækker det.

Nødnumre

112 — alarmcentral (politi, brand, ambulance). 1700 — lægevagt. 575 0505 — tandlægevagt. 444 1000 — politi (ikke-akut). Vejhjælp: +354 419 2400 (døgnåben).

Priser

Island er dyrt. Sådan er det bare. En kop kaffe koster 30-45 kr. En øl på bar: 60-90 kr. Middag for to: 600-1.000 kr. Hotelværelse: 1.500-3.000 kr per nat. Benzin: ca. 15 kr/liter. Campingplads: 75-150 kr per person per nat. Supermarkederne Bonus og Krónan er de billigste — kig efter det lyserøde grisehoved (Bonus) eller det blå logo (Krónan).

Sundhed og apotek

Medbring dit blå EU-sygesikringskort — Island er EØS-land, så det dækker. Uden kortet betaler du fuld pris. Apoteker hedder Lyfja eller Lyf og heilsa. Åbent hverdage 10-18, lørdag 10-16. Ingen døgnåbne apoteker — tag det nødvendige med hjemmefra.

Tidszone

GMT/UTC+0 hele året. Ingen sommertid — afskaffet i 1968. Om sommeren er Island to timer bagud i forhold til Danmark. Om vinteren én time.

Vejr og vejinfo

Skifter på minutter. Tjek vedur.is (vejr) og road.is (vejforhold) før du kører. Veje kan lukke uden varsel om vinteren. Tank altid op — i øst og nord kan der være 200 km mellem stationer. N1 og Orkan har 24/7 selvbetjening med kort.

Vínbúðin — alkohol

Øl, vin og spiritus sælges kun i statsmonopolet Vínbúðin. Ikke i supermarkeder. Åbent man-tor 11-18, fredag 11-19, lørdag 11-16. Lukket søndag. Køb lørdag eftermiddag eller gå tørstig til mandag. I mindre byer kan åbningstiderne være kortere — tjek vinbudin.is.

Åbningstider

Supermarkeder: hverdage 10-20 (Reykjavik op til 21). Mindre byer: 11-18. Søndagsåbent de fleste steder, men med kortere timer. Restauranter serverer typisk 11:30-14 og 18-22. Mange lukker mandag.

Nyttige fraser

Islændinge taler fremragende engelsk. Men et par islandske ord går langt:

Der er intet islandsk ord for «venligst» eller «please.» Høflighed udtrykkes via tonefald, ikke et magisk ord. Så du kan ikke være uhøflig på islandsk. Eller også er du det hele tiden. Ingen er helt sikre.

Landet du tager med hjem

Du tager ikke en souvenir med hjem fra Island. Du tager en fornemmelse. En kalibrering. Noget der satte sig i kroppen og ikke helt slipper igen.

Det er stilheden i højlandet. Det totale fravær af lyd — ingen biler, ingen fly, ingen stemmer. Bare vind over lava og en elv et sted du ikke kan se. Du står der og lytter til ingenting. Og ingenting er nok.

Det er skalaen. Gletsjere der dækker horisonten. Vandfald du kører forbi som om de er vejtræer. Vulkaner du kan se fra tre retninger. Alt er for stort. Hjernen opgiver at måle og begynder bare at mærke.

Det er lyset. Den gyldne time der varer i timer om sommeren. Nordlysets grønne bånd der folder sig over himlen om vinteren. Den blå time om morgenen i december når alt er stille og sneen lyser i halvmørket.

Det er varmen i vandet. En geotermisk pool midt i ingenting. Dampen stiger. Sneen falder. Og to damer i halvfjerdserne diskuterer højlydt om borgmesteren stadig er idiot.

Og det er Þetta reddast. Det ordner sig nok. Det er ikke optimisme. Det er ikke naivitet. Det er årtusinders erfaring med at overleve pest, vulkaner, pirater, monopol, fattigdom, mørketid og banker der bristede. Det ordnede sig. Det ordner sig altid. Ikke af sig selv — men fordi folk gør noget ved det. Roligt. Stædigt. Uden drama.