Ned fra passet — ind i Nant Gwynant

Fra Pen-y-Pass ruller du et kort stykke østpå til Pen-y-Gwryd, hvor A4086 møder A498, og drejer sydvest ned i dalen. Her sker det pludseligt: den bare, grå verden oppe ved passet giver slip, og vejen dykker ned i Nant Gwynant — en dal så grøn at farven næsten virker overdrevet. Egeskov, fugtige enge, får spredt på skråningerne, og en flod der løber ved siden af vejen. Efter den asketiske top er det som at komme ned i en anden årstid.

Vejen ned er stejl og snoet, og du mærker bilen arbejde i lavt gear. Til venstre falder terrænet mod floden Glaslyn; til højre rejser Yr Wyddfas sydside sig, nu set fra en helt ny vinkel. Fra Nant Gwynant ser bjerget helt anderledes ud end fra Capel Curig — mere massivt, mere lukket, med Watkin Path der klatrer op ad denne side, den grønneste og vildeste vej til toppen. Kør roligt. Der er cyklister og vandrere langs vejen, og fårene har det med at stå midt på asfalten som om de betaler skat.

Og fårene er ikke tilfældige. Bjergene her er formet lige så meget af får som af is. De walisiske bjergfår — Welsh Mountain — har græsset disse skråninger i tusind år, og det er dem der holder fjeldet kort og grønt hele vejen op. Hver flok kender sin egen del af bjerget, sin cynefin, et stykke fjeld de holder sig til uden hegn, en viden der gives videre fra moderfår til lam. Køber man en gård her, køber man fårene med — for de nye ejere ville ikke kunne lære en ny flok hvor grænsen går. Det er landbrug ældre end de fleste nationer.

Den første sø dukker op til venstre: Llyn Gwynant. Den ligger langstrakt i dalbunden, omkranset af stejle grønne sider, og på en stille dag spejler den hele himlen. Der er et udsigtspunkt lidt oppe på vejen hvor du kan holde ind og se ned over den — søen blå eller stålgrå alt efter vejret, med en enkelt hvid gård ved bredden og kajakker der nogle gange ligger som farvede streger på vandet. Det er et af de steder hvor man forstår hvorfor folk kalder Eryri for Wales' hjerte.

Llyn Gwynant er også dybere end den ser ud, og koldere. Om sommeren fyldes den med kajakker og folk der springer i fra klipperne, for det er en af de steder outdoor-Wales samles — men vandet kommer lige ned fra bjergene, og det holder aldrig helt op med at være iskoldt. På den fjerne bred ligger en enkelt hvidkalket gård med sin egen lille skov, og bag den rejser fjeldet sig så stejlt at man kan følge en enkelt fåresti som en tynd streg op over grønsværen. Hold ind ved udsigtspunktet, sluk motoren, og lyt: vind, vand mod sten, en ravns dybe kraa et sted oppe i luften. Så lidt, og så meget.

→ Snowdonia (Eryri)

Peter S / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Llyn Dinas i morgenlys. Anden sø i dalen, spejlblank, med bjergene stående på hovedet i vandet.

Efter Llyn Gwynant kommer den anden sø, Llyn Dinas, lidt mindre og endnu mere stille. Bag den rejser en klippehøj sig — Dinas Emrys, som ifølge det walisiske sagn er stedet hvor to drager, en rød og en hvid, kæmpede under jorden og fik et helt tårn til at styrte. Den røde drage vandt. Det er den samme røde drage der i dag står midt i det walisiske flag, y Ddraig Goch. Du kigger på en helt almindelig grøn klippehøj ved en sø. Waliserne ser deres nationalsymbols fødested. Begge dele er sande.

Dalen bliver bredere, og floden Glaslyn snor sig ved siden af vejen med gulgrønt engbund omkring sig. Der er en lugt hernede som ikke findes oppe ved passet — af varmt græs, kreatur, blomstrende hyld i grøftekanten. En bonde læner sig op ad en grind og ser bilerne køre forbi med den rolige ligegyldighed som folk får når de bor et sted alle andre har kørt langt for at se. Køerne bag ham løfter ikke engang hovedet.

Beddgelert — landsbyen og dens hund

Og så ligger den der: Beddgelert. En lille landsby af grå stenhuse hvor to floder mødes, med buede broer, potteplanter i vinduerne og en kirke der har stået siden middelalderen. Det er den slags walisiske landsby der ser ud som et postkort og ved det. Om sommeren er den fuld af folk med is i hånden; om vinteren er den næsten tom, med røg fra skorstenene og floden som eneste lyd. Parkér, gå over broen, og lad dig trække med.

Landsbyens navn betyder "Gelerts grav", og her er historien, sådan som den fortælles: Prins Llywelyn den Store havde en trofast jagthund ved navn Gelert. En dag kom han hjem og fandt sin baby væk, vuggen væltet, og hunden med blod om munden. I raseri trak han sværdet og dræbte Gelert på stedet — for så at høre barnet græde, uskadt, ved siden af den døde ulv som hunden havde nedlagt for at redde det. Fortvivlet begravede Llywelyn sin trofaste hund med al den ære han kunne, og siges aldrig at have smilet igen. Der er en sten med en indskrift ude på engen. Der ligger altid friske blomster.

Det er en smuk historie. Den er også ren markedsføring — og det bør du vide, for det gør den faktisk bedre. Selve graven blev anlagt omkring år 1800 af David Pritchard, værten på den lokale Royal Goat Inn, som havde brug for noget at trække turister til. Sagnet om den trofaste hund er ældgammelt og findes i mange lande; Pritchard koblede det klogt til landsbyens navn og byggede en "grav" på engen. Stednavnet Beddgelert er meget ældre og handler sandsynligvis om en tidlig helgen ved navn Celert — ikke om nogen hund. Men mennesker vil hellere græde over en hund end over en helgen, og det vidste værten godt.

mattbuck / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Jeff Buck / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Beddgelert ved floden — og Gelerts grav på engen. Et rørende sagn, og en kro-værts geniale turisttrick fra 1800.

Gå alligevel ud til graven. Det er ti minutters gang langs floden fra broen, over en eng med udsigt til bjergene, og der ligger stenen med sin indskrift og sine blomster. At vide at det er iscenesat gør det ikke mindre bevægende — det gør det til noget andet: en fortælling om hvor stærkt vi mennesker trænger til at tro på trofasthed, så stærkt at vi passer en tom grav i to hundrede år. En far og hans søn står ved stenen. Drengen læser skiltet højt. Faren siger ikke noget om kroværten. Det behøver han heller ikke.

Og David Pritchard fik ret. Sagnet om Gelert er i dag så indgroet at det står i børnebøger, på tekrus og i digte, og hundredtusindvis går hvert år den korte tur ud til stenen. Kroværten opfandt ikke en løgn — han lånte et gammelt vandresagn og gav det en adresse, og den adresse gjorde en fattig bjerglandsby til et af Wales' mest besøgte steder. Det er værd at huske næste gang nogen siger at historier ikke kan flytte noget. Denne her flyttede en hel landsbys skæbne. På en tom grav.

Pont Aberglaslyn — kløften ved dalens ende

Fra Beddgelert kører du det sidste korte stykke sydpå, og dalen strammer til én gang mere. Ved Pont Aberglaslyn — "broen ved den blågrønne flods munding" — presser Glaslyn sig gennem en trang, skovklædt kløft, og den gamle stenbro spænder over floden lige hvor den er smallest og vildest. Vandet er klart og grønt og larmer mod klipperne. Det er et af de mest malede motiver i hele Wales; romantiske kunstnere i 1800-tallet kørte hertil bare for at male denne bro og denne kløft.

Stå på broen og kig ned. Under dig løber ikke kun floden, men også skinnerne fra Welsh Highland Railway, smalsporsbanen der snor sig gennem kløften og forsvinder ind i en tunnel i klippen. Hvis du er heldig, kommer et lille damptog pustende igennem mens du står der — og så har du floden, kløften, broen og toget i ét eneste billede, og det er ikke til at sige hvad der er smukkest. Der lugter af våd mos og kold sten og lidt kulrøg hvis toget lige har været forbi.

Kløften her har også en gammel historie om sørøvere. Før floden Glaslyn blev inddæmmet nede ved kysten i 1811, gik tidevandet helt op til Pont Aberglaslyn, og lokale fortællinger vil vide at pirater sejlede ind i kløften og gemte sig mellem klipperne. Om det er sandt eller endnu et godt lokalt sagn skal være usagt — men stå på broen, kig ned i det trange, grønne vand mellem de lodrette vægge, og du forstår hvorfor historien holdt: der er noget hemmeligt over stedet, noget der føles som en indgang mere end en gennemgang. Kløften slutter dalen af som en dør der lukker.

→ Aberglaslyn Pass

Hefin Owen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Pont Aberglaslyn. Den mest malede bro i Wales — hvor Glaslyn presser sig grøn gennem kløften, og toget kører under.

Det er her etape 2 slutter — ved kløftens bund, hvor dalen giver slip og floden ruller videre mod havet. Sæt bilen ved broen, gå et par skridt ud på stien langs floden, og mærk stedet før du vender om. For nu skal du tilbage: op ad dalen igen, over det højeste og vildeste pas på hele ruten, og ned til byen der er bygget af skifer. Det bedste stykke vej gemte vi til sidst.

Tilbage op — og ind i Llanberis-passet

Du kører tilbage gennem Beddgelert og op ad Nant Gwynant, den grønne dal, nu i modsat retning. Det er ikke den samme tur baglæns — udsigterne vender den anden vej, søerne ligger nu på højre hånd, og bjergene du kørte ned forbi rejser sig nu foran dig. Ved Pen-y-Gwryd, hvor dalen møder passets vej, drejer du vestpå ind på A4086 — og ind i det stykke mange regner for det smukkeste af dem alle: Llanberis-passet.

Passet — på walisisk Bwlch Llanberis — skærer sig gennem den snævre kløft mellem Yr Wyddfa mod syd og Glyderau mod nord, og det er et helt andet landskab end den grønne Nant Gwynant. Her er der næsten intet grønt. Fjeldsiderne rejser sig næsten lodret på begge sider, dækket af et vildt kaos af nedstyrtede klippeblokke, nogle store som huse, som istider og frost har revet ned fra toppene gennem årtusinder. Vejen snor sig gennem det hele på passets bund, smal og udsat. Du kører gennem en sprække i et bjerg.

Kør langsomt heroppe, ikke kun for udsigtens skyld. A4086 gennem passet er berygtet blandt bilister for at være smal, blind i svingene og fuld af folk der stopper hvor de ikke burde for at fotografere. Vejen deler sig med vandrere, klatrere med reb over skulderen, og fritgående får der ejer asfalten. Det er præcis den slags vej hvor det bedste du kan gøre er at sætte farten ned, køre i lavt gear, og lade den langsomme rytme blive en del af oplevelsen. Der er ingen grund til at haste. Du er her jo netop for det her.

Det er ikke tilfældigt at netop dette pas er et af de mest berømte klatresteder i hele Storbritannien. På disse klippevægge lærte flere generationer af britiske klatrere deres håndværk, og ruterne har navne der er legendariske i klatreverdenen — Cenotaph Corner på klippevæggen Dinas Cromlech er måske den mest kendte klippe-rute i landet. Kig op mens du kører, og du ser dem måske: små farvede prikker der bevæger sig langsomt op ad de grå vægge, hængende i fingerspidser hvor du dårligt kan se en revne.

Der er en hel kultur bundet til disse vægge. I 1950'erne og 60'erne kom en generation af arbejderklasse-klatrere fra Manchester og Sheffield hertil i weekenderne, sov i lader og under klippeoverhæng, og satte ruter op der stadig regnes for prøvestenene. Navne som Joe Brown og Don Whillans — en blikkenslager og en blikkenslagerlærling — blev legender ved at klatre steder ingen troede var mulige, i støvler og med hjemmelavet udstyr. Den lille kro Pen-y-Gwryd nede ved dalmødet var deres stamsted, og det var også her holdet bag den første bestigning af Everest i 1953 trænede. Væggene over dig er så at sige klatresportens skole.

Hefin Owen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Cromlech Boulders i Llanberis-passet. Klippeblokke store som huse — lokale kæmpede seks år for at redde dem.

Undervejs ned passerer du Cromlech Boulders — et par enorme klippeblokke tæt ved vejen, som klatrere har brugt til at øve sig på i generationer. De har også en historie om trods. I 1970'erne ville vejmyndighederne udvide A4086 og sprænge blokkene væk, men lokale klatrere og bjergfolk protesterede i seks år, lænkede sig fast til stenene, og vandt. Blokkene fik lov at blive, og vejen blev lagt uden om dem i 1973. Du kører forbi et lille stykke folkelig sejr i granit.

Vejen ned fra passet er stejl og snoet, og du mærker bremserne arbejde. Fjeldsiderne slipper langsomt deres tag, kløften åbner sig, og for enden — dybt nede — glimter to lange søer i dalbunden. Det er første glimt af Llanberis og skiferlandet. Bag søerne rejser der sig et bjerg med en helt særlig form: trappet, terrasseret, gråt, som om en kæmpe har hugget det til med en kniv. Det er ikke naturen der har formet det sådan. Det er mennesker.

Nedkørslen mod Llanberis er et af de fine øjeblikke på hele ruten, for det er her de to verdener møder hinanden: bjerget på den ene side, industrien på den anden. Til venstre hæver Yr Wyddfas nordflanke sig grøn og vild; til højre begynder de grå skifer-terrasser at træde frem, terrasse over terrasse, med rustne kabler og tomme maskinhuse. Du kører fra det uberørte til det gennemarbejdede på få hundrede meter. Og begge dele er smukke — det ene fordi mennesket aldrig rørte det, det andet fordi mennesket rørte det så voldsomt.

Dolbadarn og søerne — ned i skiferbyen

Nede i dalbunden, på en klippeknold mellem de to søer, står et rundt stentårn. Det er Dolbadarn Castle, bygget i begyndelsen af 1200-tallet af Llywelyn den Store — den samme prins som sagnet om hunden Gelert knytter sig til. Det var ikke en engelsk borg, men en walisisk, rejst af de walisiske fyrster for at vogte netop dette pas, den vigtige vej gennem bjergene. Det runde tårn står stadig, næsten fuld højde, med udsigt over Llyn Padarn.

Der er en mørk historie knyttet til tårnet. Efter en magtkamp holdt Llywelyn den Sidste sin egen bror Owain fanget her i over tyve år. Tårnet blev et symbol på walisisk fyrstemagt — og på hvor grumt den magt kunne udøves mod ens egne. I dag er det en rolig ruin hvor får græsser omkring soklen og turister klatrer op ad vindeltrappen for at kigge ud over søen. Den engelske maler J.M.W. Turner malede tårnet i 1800; han så det samme runde silhuet mod bjergene som du ser nu.

Tænk et øjeblik på hvad det tårn har set. Det blev rejst af walisiske fyrster der kæmpede for at holde deres land frit, mens den engelske konge Edward I samtidig byggede sine mægtige stenborge langs kysten for at knuse dem. Dolbadarn er den anden side af den historie — ikke erobrerens borg, men den erobredes. Da Wales endelig faldt i 1283, tog Edward tømmeret fra tårnet og brugte det til sin egen nye borg i Caernarfon. Men stenen blev stående. Og otte hundrede år senere er det den walisiske ruin der stadig kroner klippen, mens fårene græsser og enhver frit kan gå trappen til tops. Der er en form for stædig retfærdighed i sten.

→ Dolbadarn Castle

Hefin Owen / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Dolbadarn Castle. Walisisk fyrsteborg fra 1200-tallet, det runde tårn Turner malede — vagt over passet.

Du ruller det sidste stykke ned langs Llyn Padarn, den lange sø der spejler bjergene, og ind i Llanberis. Byen ligger klemt mellem søen og skiferbjerget, og den lever i dag af det samme bjerg der engang næsten slog den ihjel: Yr Wyddfa selv, hvis fod den ligger ved, og hvortil tandhjulsbanen starter herfra. Der er caféer, outdoor-butikker, og en konstant strøm af folk med rygsække og våde jakker. Men kig op på bjergsiden overfor. Der ligger fortiden.

Hele skråningen over søen er Dinorwic-skiferbruddet — et af de største skiferbrud i verden. Det åbnede i 1787 og lukkede den 4. juli 1969, og i de næsten to hundrede år imellem huggede tusinder af mænd bjerget fra hinanden i gigantiske terrasser, galleri over galleri, og sendte skifer ud til tage over hele verden. På sit højdepunkt var det verdens næststørste skiferbrud. Det du ser nu — de grå trapper, de tomme gallerier, de forladte bygninger — er et helt bjerg formet af menneskehænder og så efterladt på én dag.

Llywelyn2000 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Dinorwig-skiferbruddet fra oven. Et helt bjerg hugget i terrasser over 180 år — UNESCO-verdensarv siden 2021.

→ Dinorwig-skiferbruddet

I 2021 blev hele det nordwaliske skiferlandskab — Dinorwic, Penrhyn og flere andre brud — optaget på UNESCO's verdensarvsliste under navnet "The Slate Landscape of Northwest Wales". Anerkendelsen var sen, men rigtig: det var walisisk skifer der lagde tag på den industrielle revolutions byer, fra London til Hamborg. "Wales tækkede verden", som man siger her. Bjerget over dig er ikke bare et hul. Det er et industrielt monument på højde med kulminerne og bomuldsfabrikkerne — bare smukkere, og næsten glemt.

Inde i selve bjerget gemmer sig endnu et lag historie. Dybt under skiferbruddets terrasser ligger Dinorwig pumpekraftværk — et af Europas største, sat i drift i 1984 og gravet ind i bjerget Elidir Fawr. Når Storbritanniens elforbrug pludselig topper, kan det sende vand styrtende gennem enorme turbiner og levere strøm på sekunder. Det gamle bjerg, der engang leverede tag, leverer nu elektricitet — usynligt, inde i mørket. Du ser det ikke. Men det er der, lige under de grå trapper.

Ruten slutter her, ved bredden af Llyn Padarn. Find et sted at holde ind ved søen — der er parkering langs vandet neden for byen — og gå de sidste skridt ned til bredden. Bag dig ligger skiferbjerget i sine grå terrasser; foran dig spejler søen den himmel du har kørt under hele dagen. Et damptog fra tandhjulsbanen fløjter et sted oppe på Yr Wyddfas side. Du er kørt hele vejen rundt om bjerget, og nu står du ved dets fod.