De første kilometer — ud af Tywi-dalen

Du står på en p-plads i Llangadog. En lille walisisk markedsby i Tywi-dalen — en firkantet plads, en kirke, en pub eller to, og en bro over en flod der løber grøn og lav mellem elletræer. Der er ikke meget der siger seværdighed. Men det er sådan de bedste ture starter: et sted der ikke gør væsen af sig, med noget dramatisk lige rundt om hjørnet. Byen ligger i omkring 80 meter. Toppen af det du skal over i dag ligger 400 meter højere.

Før du sætter dig ind i bilen: der ligger et slot vestpå du bør kende til. Ti minutter væk, på en 90 meter høj kalkstensklippe, står Carreg Cennen — måske det mest dramatisk beliggende slot i hele Wales. Under ruinen fører en smal, mørk passage ned i klippens indre til en naturlig grotte. Tag en lygte, hvis du kører derhen; der er intet lys derinde. Det er en afstikker, ikke en del af passet — men det er den slags sted man ærgrer sig over at have kørt forbi.

→ Carreg Cennen Castle

Tilbage på hovedsporet. Du kører sydøst ud af Llangadog, og næsten med det samme begynder A4069 at klatre op fra dalbunden. Hækkene lukker sig om vejen — tætte, gamle levende hegn af tjørn og hassel, så høje at du et stykke tid kun ser asfalt og himmel. Landbrugsluften siver ind: våd jord, kløver, en anelse af fårelort fra markerne bag hegnet. Du deler vejen med en enkelt traktor og en mælkebil, og så ikke flere.

Ved Capel Gwynfe slipper hækkene deres tag, og landskabet åbner sig for første gang. Nu ser du hvor du skal hen: en lang, bar bjergryg der rejser sig mod øst, uden træer, uden huse, kun græs og sten og himmel. Vejen retter sig ud og peger lige mod den. Motoren skifter tone, når stigningen begynder for alvor — en dyb, jævn arbejdslyd, mens du kravler opad i tredje gear.

Op på det bare — hvor fårene bestemmer

Træerne forsvinder. Bare sådan. Det ene øjeblik kører du gennem grønt, det næste er der intet højere end lyngen omkring dig. Du er over trægrænsen, og luften bliver køligere og renere for hver hundrede meter. En færist rasler under dækkene — grænsen til det åbne fjeld, hvor dyrene går frit. Og der står de: bjergfår med sorte ansigter, midt på kørebanen, tyggende, fuldstændig ligeglade med dig. De flytter sig, når de har lyst. Ikke før.

Vejen smalner ind til strækninger hvor to biler ikke kan mødes. Hist og her er der en mødelomme — en lille udbugtning i asfalten hvor du trækker ind og lader den modkørende passere med en hånd løftet fra rattet. Sådan gør man heroppe. På en almindelig dag møder du måske fem biler på hele strækningen, og hver af dem er på vejen af samme grund som dig: for kørslens skyld. Ingen skal noget. Ingen har travlt.

Landskabet fortsætter med at åbne sig, jo højere du kommer. Til højre falder terrænet væk i lange, blege græsskråninger; til venstre rejser Black Mountain sig — ikke ét sort bjerg, men en hel massiv af Old Red Sandstone, den 400 millioner år gamle røde sandsten der gør så meget af Sydwales' højland rødbrunt i bruddet. Det eneste tegn på at mennesker nogensinde har været heroppe, er en spredt række grå stenrøser på kammen. Bronzealder. Gravhøje. Ingen ved længere hvem der ligger under dem.

Peter Evans · CC BY-SA 2.0

A4069. Et bånd af asfalt over hedelandet — ingen lyskryds, ingen rundkørsler, næsten ingen andre.

Toppen — Herbert's Quarry og udsigten til havet

Og så, ved det højeste punkt i godt 490 meter, ligger der noget der ikke passer ind: ruinerne af en gammel kalkovn og et par tomme stenbygninger. Det er Herbert's Quarry — resterne af de kalkstensbrud der engang blev drevet heroppe på taget af bjerget. Man brød kalk, brændte den i ovnene til læsket kalk, og kørte den ned til markerne i dalene for at søde den sure jord. I dag står ovnene tomme, og vinden fløjter gennem de tomme døråbninger. Stig ud. Det er her udsigten venter.

Mod syd — hvis luften er klar — ser du helt ud til Carmarthen Bay og glimtet af hav. Mod øst bølger Bannau Brycheiniog sig i lag af blågrå rygge så langt du kan se. Det er den slags udsigt der får folk til at holde op med at tale. Der er ingen café heroppe, ingen billetluge, ingen souvenirbod — kun vind, får, sten og en vej der ruller videre. Det er præcis derfor den er værd at køre.

Alan Bowring · CC BY-SA 2.0

Fra toppen ruller hedelandet i lag mod horisonten. På en klar dag skimter du havet.

Det var også derfor BBC's Top Gear kørte den. De ledte efter Storbritanniens bedste kørevej og fandt den her: 24 kilometer sammenhængende asfalt uden lyskryds, uden rundkørsler, uden trafik — bare sving efter sving over et højland. Siden er den blevet en pilgrimsvej for folk der elsker at køre for kørslens egen skyld. Du behøver ikke en sportsvogn for at forstå hvorfor. En helt almindelig bil og et åbent vindue gør det.

→ Black Mountain Pass

Sandy Gerrard · CC BY-SA 2.0

Herbert's Quarry på toppen. Tomme kalkovne, hvor man engang brændte kalk til dalenes marker. Nu kun vind.

Før du kører videre ned, er der en afstikker mod øst du bør vide om. En smal vej dukker ned mod landsbyen Llanddeusant, og derfra fører en sti op til en af de mest sagnomspundne søer i Wales: Llyn y Fan Fach. Den ligger cirkelrund under en 150 meter høj væg af rød sandsten, som en dam nogen har hugget ud af bjerget. Det er en vandring, ikke en køretur — men historien er værd at bære med sig videre.

For af netop denne sø steg efter sagnet Damen fra Søen op og giftede sig med en lokal bonde — på den betingelse at han aldrig måtte slå hende tre gange. Årene gik, børnene kom, og tre gange — uden vrede, næsten ved et uheld — rørte han hende for hårdt. Ved det tredje slag vendte hun om og gik ned i vandet igen med alt sit kvæg efter sig, og forsvandt. Hendes sønner blev Myddfais læger, en slægt af helbredere hvis urteopskrifter blev skrevet ned og stadig findes. Vilde ponyer græsser på kammen ovenover. Søen ligger der endnu, sort og stille.

→ Llyn y Fan Fach

Jacob Allen · CC BY-SA 4.0

Keith Lawson 11 · CC BY-SA 4.0

Carreg Cennen i aftenlys (afstikker mod vest) — og Llyn y Fan Fach, hvor Damen fra Søen steg op af vandet.

Hårnålene ned — og et andet Wales

Fra toppen begynder vejen at falde mod syd, og nu kommer det stykke der gjorde passet berømt: hårnålene. Asfalten kaster sig ned ad bjergsiden i en serie stramme sving, det ene efter det andet, med udsigt lige ud i det åbne mellem hver kurve. Du mærker bremserne arbejde og motoren tage fat i nedgear. Det er her tv-holdene stillede deres kameraer op, for det er her vejen danser. Kør roligt — belønningen er ikke fart, men rytmen i det.

Halvvejs ned vender træerne tilbage. Først spredte, forblæste buske, så egentlig skov, og luften bliver tættere og grønnere. Du kan lugte det: fra tør sten og lyng til fugtig muld og bregner på få hundrede meter. En bæk følger vejen på den sidste del, og du hører den gennem det åbne vindue — en konstant, kølig rislen der klinger op mellem klipperne.

Og så ruller du ind i Brynamman. En helt anden slags sted end det du startede i. Hvor Llangadog var en landbrugsby med markedsplads, er Brynamman en gammel minelandsby — rækkehuse i grå sten klemt sammen op ad dalsiden, bygget da man gravede anthracit, det hårde, rene kul, ud af bjergets indre. Minerne er lukket for længst, men landsbyens form fortæller stadig historien: den ligger som den gør, fordi der var kul under den.

Det er noget denne rute gør ved dig hele vejen: den holder to versioner af Wales op ved siden af hinanden. Det grønne landbrugsland mod nord, og det sorte mineland mod syd — adskilt af et bart bjerg, forbundet af én vej. Du har lige kørt tværs over skellet på en time. Sæt bilen ved landsbyen, ræk armene mod himlen, og mærk hvor meget lavere og lunere luften er hernede end deroppe.

De første kilometer — ned og rundt om bjergets fod

Fra Brynamman er der ingen genvej. Black Mountain-massivet ligger som en mur mellem dig og den næste dal, så vejen må ned og rundt om bjergets sydlige fod, gennem Amman-dalen og videre østpå. Det føles et øjeblik som om du kører den forkerte vej — ned ad, væk fra bjergene — men det er sådan dalene i Sydwales hænger sammen: du følger vandet, og vandet finder altid vej udenom.

Du kører gennem en stribe gamle minelandsbyer der løber i ét — Cwmllynfell, Ystalyfera, Ystradgynlais — navne der klinger som noget man harker frem. Det er kulets gamle land. Rækkehuse i grå og brun sten klæber sig til dalsiderne i lange, snorlige rækker, bygget til minearbejdere og deres familier. Kapellerne står stadig på hvert gadehjørne, mange nu lukkede, nogle blevet til garager og lagerhaller. Der lugter af regn på varm asfalt og en anelse af pommes frites fra en take-away ved en rundkørsel.

Men se dig omkring, mens du kører: dalsiderne er grønne. De sorte slaggebjerge, de nøgne skråninger fra minernes tid — de er groet til. Græs, buske, spredt skov har taget det hele tilbage, og hvis du ikke vidste at der lå kul under det, ville du tro det altid havde været en almindelig grøn walisisk dal. Det er en af de stilfærdige forvandlinger i Storbritannien: et industrilandskab der er blevet natur igen på under et halvt århundrede.

Ved Abercraf drejer du op ad A4067, og dalen skifter karakter. Nu følger du floden Tawe opstrøms, ind i den øvre Swansea-dal, og bjergene lukker sig igen om vejen. Skoven bliver tættere, marker afløser rækkehusene, og luften får den kølige, mineralske kant af hurtigt rindende bjergvand. Du er tilbage i nationalparken. Og lige heroppe, hvor dalen smalner, gemmer bjerget på noget.

Bjerget der åbner sin mund — Dan-yr-Ogof

Ved Dan-yr-Ogof — navnet betyder "under grotten" — kravler 17 kilometer af gange ind i bjergets indre. Det er Storbritanniens største grottecenter. I 1912 fandt to lokale brødre, Morgan-brødrene, åbningen og vovede sig ind med stearinlys og en garnrulle bundet fast ved indgangen, så de kunne finde ud igen. De fandt en underjordisk flod, haller så høje som katedraler, og stalaktitter der har vokset én centimeter på hundrede år.

I en af grotterne — Bone Cave — lå knoglerne af 42 mennesker fra bronzealderen, lagt til hvile i mørket for over 3.000 år siden. Kom hen til indgangen og mærk luften der siver ud: konstant 10 grader, året rundt, fugtig og fuldstændig stille. Og så, udenfor i dagslyset igen, det mest walisiske syn af alle: over 200 livsstore dinosaurmodeller i plastik, stillet op mellem træerne. Bronzealderknogler og plastik-dinosaurer, side om side. Ingen synes at finde det underligt.

Inde i den største af hallerne, Cathedral Cave, hvælver loftet sig omkring tolv meter op, og en underjordisk vandfaldsformation løber ned ad kalkstenen. Der er så højt til loftet og så tørt og stille, at folk faktisk bliver gift hernede, dybt inde i bjerget, i skæret af skjult belysning. Stalaktitterne over dine hoveder har brugt tusinder af år på at vokse den længde de har — én centimeter for hvert århundrede. Du står under noget der har taget længere tid at danne, end der er gået siden istiden slap sit tag i Wales.

→ Dan-yr-Ogof

David Robinson · CC BY-SA 2.0

Dan-yr-Ogof. 17 kilometer gange, fundet i 1912 af to brødre med stearinlys og en garnrulle.

En operadiva i kulminernes dal — Craig-y-nos

Få minutter længere op ad dalen dukker der noget helt uventet op mellem træerne: tårne, tinder og et urtårn i lys sten. Det er Craig-y-nos Castle — "Nattens klippe" — og historien bag det er så usandsynlig at man dårligt tror den. For her, midt i kulminernes dal, byggede verdens største og bedst betalte operastjerne sit private paladsteater.

Hun hed Adelina Patti, en sopran der i slutningen af 1800-tallet sang for dronning Victoria og fyldte operahusene fra London til New York. I 1878 købte hun Craig-y-nos og forvandlede det til sit tilflugtssted. Hun tilføjede fløje, et urtårn, en vinterhave — og et helt privat teater, et fredet lille operahus, hvor hun kunne synge for sine egne inviterede gæster. Hun havde endda sit eget private venteværelse på stationen nede ved landsbyen, så toget kunne bringe publikum helt til døren.

Efter hendes død i 1919 fik slottet et andet liv: det blev solgt til en fond der bekæmpede tuberkulose, og i årtier var det et sanatorium, hvor syge blev sendt op i bjergluften for at komme sig. I dag er det hotel — med et solidt rygte for at være hjemsøgt — og haverne udenfor er blevet en offentlig countrypark ved bredden af Tawe. Gå en tur mellem kæmpetræerne og langs dammen, og prøv at forestille dig en operadivas høje toner klinge ud over denne dal en vinteraften for hundrede og tredive år siden.

→ Craig-y-nos Castle

John Duckfield · CC BY-SA 2.0

Countryparken ved Craig-y-nos. Divaens gamle haver, nu offentlige — dam, kæmpetræer, stilhed.

Op over vandskellet — mod Brecon

Fra Craig-y-nos fortsætter A4067 opad, og træerne tynder ud igen. Du passerer Cray-reservoiret, en langstrakt sø klemt ned mellem bare græshøjder, hvor vandet ligger blygråt selv i solskin og en dæmning holder på Swanseas drikkevand. Der er en råhed over stedet — vind, siv, et enkelt fiskeskur — og hvis vejret slår om, kan det se ud som slutningen af verden. Standser du, hører du kun vind og vand og fåreklokker langt væk.

don cload · CC BY-SA 2.0

Cray-reservoiret på vandskellet. Vand til Swansea, klemt ned mellem bare højder — slutningen af verden på en grå dag.

Der er noget ved disse gamle industridale der bliver siddende i én. Kapellerne fortæller det: hver landsby havde tre eller fire, kæmpestore for deres størrelse, bygget af folk der arbejdede under jorden hele ugen og sang firstemmigt om søndagen. Det var her den walisiske korsang blev til — mændene der kom op af minerne med kul i lungerne og løftede taget af med salmer. Mange af kapellerne står tomme nu, men rugbyklubben lever, og pubben lever, og hvis du kører igennem en lørdag eftermiddag, mærker du at fællesskabet ikke forsvandt med kullet.

Vejen kryber over sit højeste punkt og begynder at falde mod nordøst. Nu vender landskabet: du forlader Tawes afvanding og kommer ind i Usk-dalen, en bredere, blødere, mere frugtbar dal end den snævre Swansea-kløft du kom op ad. Markerne bliver større og grønnere, hækkene tættere, og gårde med hvidkalkede lader dukker op mellem løvtræer. Du er kommet over på den milde side af bjergene.

Ved Sennybridge rammer du floden Usk og drejer østpå ad A40, en gammel handelsvej der følger dalbunden. Nu kører du med floden på højre hånd næsten hele vejen — snart glimtende mellem elletræer, snart bred og rolig over grusbanker. Der står en fluefisker i vadere ude midt i strømmen, ubevægelig, med stangen ført langsomt frem og tilbage. Usken er kendt for sin laks. Han har sikkert stået der i timer.

Trevor Rickard · CC BY-SA 2.0

Gareth James · CC BY-SA 2.0

Floden Usk følger dig ind i Brecon — laksefloden der har navngivet hele dalen.

Og så åbner Brecon sig for enden af dalen. En lille markeds- og garnisonsby ved sammenløbet af Usk og Honddu, med en domkirke på en høj, smalle georgianske gader og en gammel bro over floden. Efter en hel dag på bjergveje og gennem øde dale føles byen næsten som en overraskelse — biler, butikker, folk der handler ind. Bag byen rejser Bannau Brycheiniogs højeste toppe sig som en kulisse. I morgen kører du op til dem.

Sæt bilen ved Usken, gå ind i de smalle gader, og mærk pulsen skifte. Der dufter af nybagt brød fra en dør og af kølig flodluft nede ved broen. En ældre kvinde krydser den gamle stenbro med to indkøbsposer og standser midt på for at kigge ned i vandet, som man gør. Byen har ligget her siden romertiden, og den har ikke travlt med noget som helst.

De første kilometer — ind i de gamle bjerge

Du kører sydvest ud af Brecon ad A470, og næsten med det samme rejser de sig foran dig: Bannau Brycheiniog, de høje, glatte, græsklædte rygge der giver nationalparken dens navn. Det er ikke takkede alpetinder, men noget ældre og blødere — bjerge slebet runde af istidens gletsjere, med lange, jævne skråninger og stejle, mørke nordvægge. Fra bilen ser de næsten fredelige ud. Det er de ikke nødvendigvis.

Ved Libanus begynder vejen at stige, og landskabet bliver bart igen. Får græsser på skråningerne helt ned til vejkanten, og de fjerne toppe skifter farve med skyerne — grønne det ene øjeblik, blygrå det næste, med lysstriber der glider hen over dem som projektører. Vejret her er sit eget dyr; man siger at man kan opleve fire årstider på en formiddag, og det er ikke helt løgn.

Navnet Bannau Brycheiniog er værd at kunne. Det er walisisk og betyder omtrent "toppene i Brychans rige" — opkaldt efter et gammelt keltisk kongerige og den fyrste, Brychan, der herskede her for halvandet tusind år siden. I århundreder kaldte englænderne området Brecon Beacons, men parken har taget sit walisiske navn til sig igen. Det udtales cirka "BAN-eye Bruh-KHÆIN-yog" — læg trykket forrest, og lad det sidste "ch" skrabe let i halsen.

Vejen fortsætter opad, og landskabet bliver mere og mere åbent, jo højere du kommer. Hækkene forsvinder, markerne bliver til hede, og til begge sider ruller de grønne rygge afsted mod horisonten uden et træ i sigte. Der er noget ved kørslen her der roer sindet — den lange, jævne stigning, det brede lys, fåreflokkene der løfter hovederne når du passerer. Du kører ikke hurtigt. Du lader bare bjergene komme nærmere.

Storey Arms — foden af Pen y Fan

Vejen kravler op til sit højeste punkt ved Storey Arms, en gammel vejstation der i dag er udgangspunkt for den mest gåede sti i Sydwales. For herfra rejser Pen y Fan sig — nationalparkens og hele Sydwales' højeste punkt i 886 meter. Stil bilen, stå ud, og kig op: den brede, flade top med den skarpe, næsten trekantede profil er umiskendelig. På en klar dag ser du en stribe af små skikkelser bevæge sig op ad ryggen som myrer.

Toppen er en flad platform af Old Red Sandstone — den samme 400 millioner år gamle røde sandsten som Black Mountain — med lodrette fald mod nord. Bag Pen y Fan ligger søstertoppene Corn Du i 873 meter og Cribyn i 795 meter i en dramatisk kæde. Vil du op, tager turen fra Storey Arms et par timer frem og tilbage; det kræver ingen klatring, men vejret kan skifte fra sol til tåge på minutter, og bjergredningen rykker ud flere gange om året efter folk der undervurderede en "let" tur.

Det er også her SAS — den britiske specialstyrke — udvælger sine folk. Ruten over Pen y Fan kaldes Fan Dance: rekrutter bærer 25 kilo rygsæk op og over toppen og ned igen, i al slags vejr. Det bjerg der ligner en behagelig eftermiddagstur fra parkeringspladsen, er det samme bjerg der bruges til at knække de hårdeste soldater i Storbritannien. Begge dele er sande på samme tid.

Du behøver ikke gå op for at få det. Stå ved bilen i vindstødene, læg hovedet tilbage, og følg linjen af vandrere der bevæger sig op ad ryggen — små farvede prikker af regnjakker mod det grønne. Der er en lugt af våd tørv og knust græs i luften, og lyden af vinden der stryger hen over det åbne højland uden noget at bremse den. Selv fra parkeringspladsen mærker du hvorfor folk kommer igen og igen til netop dette bjerg.

→ Pen y Fan

CSHubank · CC BY-SA 4.0

Pen y Fan, 886 meter. Ligner en eftermiddagstur fra vejen. Bruges af SAS til at knække de hårdeste.

Dave Dunford · Public domain

Peter S · CC BY-SA 2.0

Pen y Fan set fra Cribyn — og nabotoppen Corn Du i 873 meter. Den røde sandsten er 400 millioner år gammel.

Ned mod vandet — reservoiret og vandfaldslandet

Fra Storey Arms falder vejen igen mod syd, og snart ligger Beacons Reservoir til højre — en langstrakt sø der spejler bjergene på en stille dag og forsvinder i tåge på en grå. Reservoirerne heroppe blev bygget for over hundrede år siden for at give byerne nede i dalene rent vand, og de har siden smeltet ind i landskabet som var de altid der. Hold ind et øjeblik: refleksionen af Pen y Fan-massivet i det blanke vand er et af de billeder man kører herfra med.

Nu forlader du højderne. Vejen slynger sig ned ad sydsiden af bjergene, og for hver kilometer skifter landskabet igen: heden viger for skov, luften bliver lunere og tættere, og bækkene bliver flere og hurtigere. Du kan høre dem gennem det åbne vindue — små styrt der samler sig til større, mens hele bjergsiden dræner sit regnvand nedad mod dalene. Det er den lyd der venter dig forude, bare meget højere.

Vejen fortsætter ned, forbi Penderyn — en lille landsby der har lånt sit navn til Wales' mest kendte whisky, destilleret her ved parkens sydkant. Nu forlader du de bare højder og drejer ind i et helt andet slags terræn: en tæt, vådt, mosbegroet skovkløft. Dette er Waterfall Country, vandfaldslandet, hvor tre floder skærer sig ned gennem lag af sandsten og skifer og styrter ud over kant efter kant.

Ved Ystradfellte parkerer du og går til fods det sidste stykke — for det sidste vidunder på denne rute kan man ikke køre til. Stien dykker ned gennem gammel egeskov, tæt og grøn og dryppende, hvor bregner vokser af hver eneste sten og luften lugter af mos og vådt træ. Du hører vandet længe før du ser det: en dyb, voksende brølen der stiger nedefra kløften.

Kløften herinde er en anden verden end det bare højland ovenover. Egetræerne står tætte og forvredne, dækket af mos så tykt at grenene ser grønne og pelsede ud, og hver eneste sten drypper. Der lugter af våd bark, af muld, af noget grønt og gammelt. Lyset falder i pletter gennem løvet, og luften er kølig og fugtig mod ansigtet. Det er en af de mest urskovsagtige kroge i hele Wales — et sted regnen aldrig rigtig forlader.

Og så står du foran Sgwd yr Eira — "Snevandfaldet". Det falder ikke lige ned, men i en bred gardin ud fra en overhængende klippehylde, og — her er det usædvanlige — stien fører ind bag vandet. En gammel fårehyrde-sti, brugt i århundreder til at drive flokke tørskoet over floden, dukker ind under overhænget, så du kan stå på den tørre klippe bag styrtet og se skoven gennem et bævrende forhæng af vand. Vandstøvet lægger sig køligt på huden, og lyden fylder alt. Efter kraftig regn brøler faldet for voldsomt, og stien bagom lukkes — men rammer du en rolig dag, er det en oplevelse du ikke glemmer.

→ Sgwd yr Eira

Dave Dunford · Public domain

Sgwd yr Eira. Stien fører ind bag gardinet af vand — hyrder drev får tørskoet her i århundreder.

Lewis Clarke · CC BY-SA 2.0

Beacons Reservoir under Pen y Fan-massivet. Bygget for at give byerne vand, nu smeltet ind i landskabet.

Sgwd yr Eira er kun ét af fire vandfald på den rute der løber gennem kløften herfra — Four Falls-stien. Hele dette hjørne af Bannau Brycheiniog er blandt de vådeste og grønneste i Wales, en regnskov i miniature hvor mos hænger fra grenene og floderne aldrig er stille. Er du frisk på benene og har tid, kan du følge stien videre til de andre tre fald. Men står du bare her, bag Snevandfaldet, med vandet styrtende forbi en armslængde væk, så har du allerede fået det bedste denne rute havde at give.

Det er en fin måde at slutte på. Du begyndte i dag ved en flod i en domkirkeby, kørte op til taget af Sydwales, og ender nu nede i en våd, grøn kløft bag et vandfald. Fra 886 meters bar top til bunden af en skovkløft på under en time. Sæt dig på en sten, mærk vandstøvet, og lad de tre dages kørsel synke ind: et bjergpas, en nationalpark og et vandfald — Wales pakket ned i 136 kilometer.