Du kører langs bredden af en sø, ungarerne kalder deres hav. På den ene side ligger vandet lavt og lyst. På den anden rejser der sig en række udslukte vulkaner — flade som ambolte, klædt i vinmarker, med borgruiner på toppen. Du skal køre forbi dem alle sammen, én efter én, med søen blinkende ved siden af hele vejen.
3 etaper · ca. 84 km · øst→vest · abbedi, kratersø og fire vulkaner
Fra kurbyen Balatonfüred — hvor kulsyreholdigt kildevand har trukket hjertepatienter til i to hundrede år — ud på Tihany-halvøen med et benediktinerkloster fra 1055, en kratersø højt over Balaton, og lavendelmarker der dufter hele vejen op til abbediet. Videre vest langs Badacsony, Szent György-hegy og Csobánc — tre gamle vulkaner med basaltsøjler, mineralvin og middelalderborge der aldrig faldt.
Det er 84 kilometer. Du kan køre dem på halvanden time. Men du kommer til at bruge to dage — én til abbediet og lavendlen, én til vulkanerne og vinen.
Wikimedia Commons
Hele ruten
84 kilometer langs Balatons nordbred
Tre etaper · øst→vest · fra kurbyen til den sidste vulkan
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Fra en kurby hvor vandet bobler af kulsyre og hjerter har fået lov at hvile i to hundrede år. Ud på en halvø der stikker ud i søen som en knyttet næve — med et kloster fra 1055 på toppen, lavendel på skråningerne, og en sø der ligger 25 meter over den store sø, i et gammelt vulkankrater.
Du starter på en p-plads i Balatonfüred. Gå ned til vandet før du sætter dig ind i bilen — det er kun et par hundrede meter, og det er hele grunden til at byen findes. Langs søbredden løber Tagore-promenaden, en allé af platantræer med sejlbåde vippende ved molen og en duft af sø og varmt træværk fra bådebroerne. Promenaden er opkaldt efter den indiske digter Rabindranath Tagore, som kom hertil i 1926 for at få sit hjerte behandlet, blev rask, og plantede et lindetræ til tak. Træet står der stadig.
For det er det Balatonfüred har lavet i to hundrede år: lappet hjerter. Under byen pibler kulsyreholdigt kildevand op af jorden — surt, jerntungt, boblende som mineralvand der har mistet tålmodigheden. Ved Kossuth-kilden midt i kurkvarteret kan du stadig tappe et glas af det. En ældre mand i sandaler fylder en toliters flaske ved springvandet, banker proppen i med håndfladen, og går videre uden at se sig tilbage. Han har gjort det i årevis. Vandet smager af tændstikker og jern. Ungarn regner Balatonfüred som landets første kurby, og den elegance hænger stadig i luften: hvidkalkede kurhuse, en musikpavillon, et sanatorium for hjertesyge nede ved vandet.
Så sætter du dig ind i bilen og kører vestpå ud af byen. Med det samme har du søen på din venstre side — Balaton, 77 kilometer lang, sjældent dybere end tre meter, og så bred at den anden bred forsvinder i disen. Ungarerne kalder den a magyar tenger, det ungarske hav, og om sommeren opfører den sig som et: vindsurfere, sejl, badebroer der stikker langt ud fordi vandet er så lavt. Vejen er rute 71, nordbredens hovedåre — to spor, jævn asfalt, og en midterstribe der følger kysten hele vejen til den anden ende af søen.
Wikimedia Commons
Balaton. 77 km lang, tre meter dyb. Det ungarske hav behøver ikke dybde — det har lys nok.
De 5 km ud på halvøen — op til klosteret fra 1055
Efter en snes minutter drejer du fra rute 71 og ind på en smallere vej der klatrer op på Tihany-halvøen. Den skyder fem kilometer ud i søen, og næsten med det samme mærker du at underlaget er anderledes — det her er gammel vulkan, ikke flad søbred. Vejen snor sig op mellem lave stengærder og vinstokke, og luften ændrer sig: et pust af tørt græs, af varm sten, og så — hvis det er juni — en bølge af lavendel så tydelig at du drejer hovedet for at finde marken den kommer fra.
Oppe på toppen, hvor vejen fladet ud, står Tihany-abbediet med sine to okkergule tårne mod himlen. Et benediktinerkloster grundlagt i 1055 — og det er ikke bare gammelt, det er sprogligt hellig grund. Klosterets stiftelsesdokument fra netop det år er skrevet på latin, men indeni har munkene ladet 58 ungarske ord slippe ind — stednavne, markskel, en sti ned til havnen. Det er de ældste ungarske ord der findes nedskrevet nogen steder. Sproget, som elleve millioner mennesker taler i dag, dukker første gang op af mørket her, på denne bakke, i en ellers latinsk tekst.
Kirken du ser er yngre — barok, bygget i 1754, med et gyldent alter og orgelpiber der glimter i halvmørket. Men gå ned i krypten under den, og du står i det oprindelige rum fra 1055, køligt og bart, med rå stenbuer og en kongegrav. Der lugter af kold sten og stearin. En kvinde tænder et lys i en holder ved indgangen, siger ikke noget, og går op i solen igen.
Selve landsbyen Tihany ligger neden for abbediet, og den er værd at gå en runde i. Smalle stræder mellem hvidkalkede husmure, nogle med rørstrå-tage tykke som en tommelfingerbredde græstørv, folkelig arkitektur der har stået siden 1700-tallet. En pottemager har sat sine krukker frem på en bænk uden for sin dør; en kat ligger og sover i solen på en stentrappe. Der dufter af varm puds og af noget sødt fra en bageri-dør på hjørnet. Turister triller op og ned ad hovedgaden med is i hånden, men gå to gader ind, og der er helt stille.
Og så er der lavendlen. Tihany blev Ungarns allerførste nationalpark i 1952 — ikke for skovens skyld, men for de omkring 50 hektar lavendelmarker der klæder halvøens skråninger. Fra midten af juni står de i fuldt flor, mørkelilla striber der løber ned mod søen, og duften driver helt op til abbediets mure. Bag klosteret ligger Lavendelhuset, hvor de destillerer olie af blomsterne og sælger sæbe, sirup og likør. Går du forbi en mark i blomst, hører du den før du ser den — en dyb, konstant summen af bier der arbejder i tusindvis mellem stænglerne.
Nede ved halvøens sydspids går færgen tværs over søen til Szántód på sydbredden — ti minutters overfart, biler og alt. Du skal ikke med i dag; din vej går videre vest. Men stå et øjeblik ved lejet og se den lægge fra land: en gammel mand med kasket læner sig mod rælingen og kigger tilbage mod abbediet, som han sikkert har gjort tusind gange, mens færgen trækker en hvid stribe ud over det lave, lyse vand.
Antissimo / CC BY-SA 4.0
Tihanys lavendelmarker — Ungarns første nationalpark fra 1952. Fra midten af juni driver duften helt op til abbediet.
Bag abbediet ligger Echohøjen. Stiller du dig i den rette vinkel og råber mod klosterets sydmur, 250 meter væk, sender den din stemme tilbage — to klare gentagelser, tydelige nok til at du selv bliver overrasket. Ældre folk her fortæller at man engang kunne høre femten ekkoer, før kommunisterne plantede en skov der slugte lyden. Om det er sandt eller en historie man giver videre, ved ingen. Men prøv det. Der står altid et par børn deroppe og skriger deres eget navn ud over dalen for at høre bakken svare.
Sagnet: Legenden siger at ekkoet var en gedehyrde-pige forvandlet af havets konge. Hun forelskede sig i en fisker, kongen forbød det, og som straf tog han hendes krop og lod kun stemmen blive tilbage — dømt til for evigt at gentage andres ord fra bakken over abbediet. Ungarske skolebørn kender historien. Nu ved du hvorfor de råber.
Kør — eller gå — de sidste par hundrede meter over til Belső-tó, den indre sø. Den ligger midt på halvøen i et gammelt vulkankrater, 25 meter højere end Balaton selv, som en skål af vand løftet op over den store sø. Rørskoven står tæt om bredden, en hejre står ubevægelig ved kanten, og et par lystfiskere sidder på klapstole med linerne ude og termokande imellem sig. Der er helt stille heroppe. Ingen både, ingen surfere — bare vandet, sivene og en enkelt fugl der letter når nogen kommer for tæt på.
Du står på en halvø der er en udslukt vulkan, ved siden af en sø der ligger i et krater, over en anden sø der er så stor at den anden bred forsvinder. Og på bakken bag dig blev et helt sprog skrevet ned for første gang.
De sidste 25 km — vest langs nordbredden
Fra Tihany ruller du ned fra halvøen igen og tilbage på rute 71, nu med kursen fast mod vest. Det er her ruten finder sin rytme. Til venstre blinker søen mellem popler og rørskov; til højre stiger Balaton-højlandet op i bløde bakker med vinmarker og små landsbyer. Og forude, langt ude i disen, aner du dem allerede — de flade, ambolt-formede vulkanbjerge du skal køre forbi i morgen. De hedder tanúhegyek på ungarsk, vidnebjerge, fordi de står tilbage som vidner om en landoverflade der for længst er eroderet væk.
Du kører gennem Aszófő,Balatonakali og Zánka — søndagsstille vinlandsbyer med hvidkalkede huse, presshuse i vinmarkerne, og skilte der lokker med bor og pincészet, vin og vingård. Det er en helt anden verden end den travle sydbred på den anden side af vandet, hvor discotekerne dunker i Siófok. Herovre kører man langsomt, fordi der ikke er nogen grund til at køre hurtigt. En traktor med en anhænger fuld af grønne druekasser triller ud fra en markvej foran dig, og du sætter farten ned og lader den om det.
Vejen ligger klemt mellem søen og bakkerne, og til venstre står rørskoven tæt langs bredden med popler bagved, hvis blade vender og glimter sølvgråt når vinden tager fat. Stop ved et af de små presshuse hvis skiltet siger kóstoló, smagning. En bonde i gummistøvler hælder dig et glas fra en tønde i det kølige, mørke presshus, hvor der lugter af most og gæret drue og fugtig kælder. Han siger ikke meget engelsk, men han peger op på bakken bag huset og siger et årstal, og du forstår at hans slægt har lavet vin her længere end du kan regne ud.
Landskabet skifter hele tiden karakter for hver kilometer: snart tæt rørskov ned til vandet, snart åbne vinmarker der klatrer op ad skråningen, snart en lille bugt med en badebro og et par børn der springer i det lave vand med et plask og et hvin. Forude står vulkanbjergene tydeligere for hvert minut — de flade ambolt-former du skal helt tæt på i morgen. Rute 71 gør det nemt: den følger søen, den er jævn og bred, og den lader dig kigge til siden hele vejen.
Antissimo / CC BY-SA 4.0
Nordbreddens rytme: rørskov, popler og vinmarker der klatrer op ad skråningen — og vulkanerne der bliver tydeligere forude.
Sidste stop for i dag er Révfülöp, en lille havneby hvor færgen går tværs over til sydbredden. Sæt bilen ved havnen, gå ud på molen, og se solen begynde at gå ned bag de vulkanbjerge du skal besøge i morgen. Vandet ligger glat og bronzefarvet. En sejlbåd trækker sit sejl ned ude på søen. Der lugter af sø og af grillrøg fra en havnekiosk, og et par lokale sidder på en bænk med hver sin øl og siger ikke ret meget.
Husk badetøjet. Nordbreddens strande er lave og lune — Balaton er sjældent dybere end tre meter, og om sommeren når vandet 26-28 grader, varmt som et badekar der har stået lidt. Ved Révfülöp og Balatonakali går der græsklædte strandenge helt ned til vandet, hvor du kan vade langt ud før det når livet. Ikke det klare, kolde bjergvand — men lunt, blødt og fladt, lige til at drive rundt i mens solen går ned.
Solen står lavt over Révfülöp havn. Færgen har lagt til for i dag. En mand ruller sit sejl sammen og binder det fast med en rem.
Vandet bliver glat som olie. Ude i disen står tre vulkaner og venter på i morgen.
Du lugter grillrøg og sø. Bag dig klinger en flaske mod en bænk. Ingen har travlt. Heller ikke dig.
Pause før etape 2
Sov ved søen. Vågn til vulkaner.
Révfülöp er dagens slutpunkt. Du er ved vandkanten, halvvejs langs nordbredden. I morgen kører du videre vest til den første og største af vulkanerne — Badacsony, hvor romerne plantede vin, og hvor en drue vokser som ikke findes andre steder på jorden. Scan QR-koden når du er klar — den starter præcis her.
SLUT-GPS: 46.8292, 17.6356 · Révfülöp havn
I morgen kører du ind i en vulkan der dyrker vin — og drikker en drue der ikke gror nogen andre steder i verden.
Etape 2 · ca. 26 km
Révfülöp til Szigliget — vin på en vulkan, en borg der aldrig faldt
Den korteste etape på turen, og den tætteste. Du kører fra vand til vulkan på tyve minutter — op i vinmarker plantet af romere, forbi basaltsøjler der står som orgelpiber af sten, og videre til en borg der lå så beskyttet af søen at tyrkerne aldrig fik den.
Fra Révfülöp fortsætter du vest ad rute 71, og nu vokser Badacsony op af landskabet foran dig. Det er ikke en spids bjergtop — det er en ambolt, en flad, bred klods der rejser sig 438 meter lige op fra søbredden med lodrette sider. Den ser ud som om nogen har skåret toppen af med en kniv. Det har naturen på sin vis også: bjerget er resterne af en vulkan, og den flade top er et låg af hård basalt der ikke lod sig erodere væk da alt det bløde omkring den forsvandt.
Det er en kort strækning — kun en snes minutters kørsel — men den er tæt pakket. Til venstre ligger søen hele vejen, blank og lav, med badebroer der stikker langt ud. Til højre stiger vinmarkerne op mod bjerget. Du passerer små stationer og landsbyer med jernbanen løbende parallelt med vejen, og hist og her en gammel presshus-facade med årstal hugget i pudsen. Der er ikke langt mellem tingene her, og det gør etapen til den mest fortættede på hele turen: fra bred til top til borg på under en time, hvis du havde travlt. Men det har du ikke.
Du kører gennem Ábrahámhegy og ind i Badacsonytomaj, hovedbyen ved foden. Her skifter landskabet karakter fuldstændigt. Vinmarkerne kryber op ad sydskråningen i tætte, ordnede rækker, afbrudt af små hvide presshuse med røde tegltage. Der dufter af varm jord og gæret drue, og skiltene ved hver indkørsel lokker med smagning. Romerne plantede de første vinstokke her for næsten to tusind år siden, og de vidste hvorfor: sydvendt skråning, basaltjord der holder på dagens varme, og en sø nedenfor der kaster lyset tilbage op på druerne som en spejlreflektor.
Jo tættere du kommer, jo mere ser du hvordan bjerget er bygget: nederst de grønne vinrækker, så et bælte af løvskov, og øverst en krans af nøgen, grå basaltklippe langs hele toppen. Det er den samme opskrift på alle nordbreddens vulkaner — blødt forneden, hårdt foroven — men Badacsony er den største og mest markante af dem, den man ser først og husker længst. Vejen ind i Badacsonytomaj er smal og fyldt med liv om sommeren: cyklister, vinbønder på små traktorer, folk med kurve på vej hjem fra markedet.
Op ad bjerget — basaltsøjler og en drue der ikke findes andre steder
Sæt bilen i Badacsonytomaj og gå op ad Kisfaludy-stien. Det tager en lille time til toppen, gennem vinmarker der giver plads til bøgeskov, og undervejs passerer du det bjerget er berømt for: basaltsøjlerne. Da lavaen kølede af for fem millioner år siden, revnede den i lange, femkantede stænger — og nu står de i lodrette bundter i klippesiden, fem-seks meter høje, tætpakkede som piberne i et kæmpeorgel af sten. Læg en hånd på dem. De er kølige selv når solen bager, og kanterne er så rene at det er svært at tro naturen har lavet dem.
Jo højere du kommer, jo mere åbner udsigten sig bag dig. Til sidst står du på et udkigspunkt og ser hele søen brede sig ud dernede — 77 kilometer vand, med Tihany-halvøen som en grøn tunge langt ude mod øst og sydbredden som en lys stribe i disen. Vinden er kølig heroppe, bøgebladene rasler, og en vandrer sætter sig på en sten med sin madpakke og siger ikke noget, bare kigger. Der er ikke noget at sige. Man kigger bare.
BeOCeKa / CC0
Badacsonys basaltsøjler. Fem millioner år gammel lava, revnet i lodrette stænger — et orgel af sten i bjergets side.
Og så er der vinen. Basaltjorden giver druerne en mineralsk, næsten flintet karakter, og én drue i særdeleshed hører hjemme her og næsten ingen andre steder: Kéknyelű, Blå Stilk. Den er nærig, svær at dyrke, giver små udbytter — og en tør hvidvin med en eftersmag som våd sten og citronskal. En vinbonde med solbrune underarme rækker dig et glas fra en tønde i skyggen, siger navnet langsomt så du kan gentage det, og venter mens du smager. Så nikker han, som om du bestod en prøve.
Vinkulturen sidder dybt her. På skråningen står Szegedy Róza-huset, et gammelt presshus opkaldt efter en digterkone fra 1800-tallet, i dag en vinbar med terrasse og udsigt lige ud over vandet. Overalt på bjerget ligger de små stenkældre gemt mellem vinrækkerne, hver med sin tønde og sin historie. Det er ikke et sted man skynder sig. Man sætter sig, får et glas, og lader eftermiddagen glide mens skyggerne bliver længere mellem stokkene.
Historien bag netop det hus er værd at få med. Ved druehøsten i 1795 kom en ung officer og digter ved navn Sándor Kisfaludy forbi presshuset og mødte vinbondens tyveårige datter, Róza Szegedy. Det gik ikke glat — hun havde øje for en anden, han rejste hjem og forelskede sig i en tysk grevinde — men over de følgende år, gennem breve og gensyn på bakken, vandt han hende alligevel. De giftede sig i 1800, og Róza blev kvinden i de digte der gjorde ham til Ungarns første romantiske digter. Huset er i dag et lille museum, og de laver stadig en urtevermouth efter Rózas egen opskrift.
Historien går langt tilbage. Romerne var de første der plantede vin på Badacsonys skråninger, for næsten to tusind år siden, og siden har munke, adel og bønder passet stokkene i ubrudt række — kun afbrudt kort af det kommunistiske landbrugskollektiv, som vinstokkene tålmodigt overlevede. I dag er der igen private vingårde overalt, og på en sommeraften kan du høre latter og glas fra terrasserne op og ned ad bjerget, blandet med cikadernes skarpe, uophørlige sang fra vinrækkerne.
Nede i Badacsonytomaj er der marked nogle morgener — boder med tomater store som næver, honningmeloner, gedeost og glas med syltede paprika i alle farver. En ældre kone rækker dig et stykke moden fersken at smage, tørrer hænderne i sit forklæde og nikker mod bjerget bag sig, som om den også er noget hun sælger. På en måde er den det. Det er den der giver alting smagen.
Overraskelsen: På toppen af Badacsony står Rózsakő, Rosenstenen — to flade klippehylder, brugt af forelskede siden middelalderen. Sætter et par sig ned samtidig, vender ryggen til hinanden og undlader at kigge tilbage, gifter de sig efter overleveringen inden året er omme. Det er stadig en fast del af lokale bryllupsdage. Der findes par i Badacsonytomaj i dag, der peger op på den sten og siger: det var deroppe det begyndte.
Wikimedia Commons
Udsigten fra toppen — og bjerget selv. Basalt, vin og en sø der spejler lyset op på druerne.
Romerne plantede vin her. Munkene fortsatte. Kommunismen kollektiviserede den. Vinstokkene tog ikke notits af nogen af dem og bliver stående.
De sidste kilometer — til borgen der aldrig faldt
Fra Badacsony er der kun få kilometer videre vest til Szigliget. Landsbyen ligger med hvidkalkede huse og rørstrå-tage samlet om foden af en bakke, og oppe på bakken — Várhegy, 239 meter — står ruinen af en middelalderborg og kigger ud over det hele. Sæt bilen i landsbyen og gå op. Stien snor sig gennem vinmarker og forbi en gammel kirke, og for hvert skridt åbner udsigten sig mere: søen, vulkanerne, det hele på én gang.
Selve landsbyen er værd at gå langsomt igennem. Den regnes for en af de smukkeste ved Balaton, med gamle rørstrå-tækkede huse, stokroser langs stengærderne og en fed, doven kat på næsten hver trappe. En kvinde vander sine potteplanter fra en kande ved en blå dør; et par gæs vralter over gaden uden at haste for nogen. Der lugter af varm sten og af røg fra et bål et sted. Så begynder stien op, og landsbyen synker under dig.
Selve navnet fortæller historien: sziget betyder ø på ungarsk. Da kong Béla 4. efter mongolstormen forærede benediktinerne fra Pannonhalma klippen for at rejse en borg, lå den ude i vandet — en klippeø i en sump af siv og lave vige. Et dokument fra 1260 omtaler den netop som en ø. Abbed Favus fik borgen op på blot to år, og kongen var så tilfreds at han byttede sig til jorden med gods andetsteds. Siden er Balaton faldet, sumpen tørret ind, og øen er blevet til en bakke midt på land — men kniber du øjnene sammen fra toppen, kan du stadig ane hvordan vandet engang gik hele vejen rundt.
Borgen blev bygget i 1260-62 af benediktinermunke fra Pannonhalma, kort efter mongolerne havde hærget landet, og den er en af de meget få borge i Ungarn tyrkerne aldrig indtog. Grunden er enkel: dengang lå Szigliget nærmest som en ø, omkranset af Balatons vand og sump, og kunne kun angribes fra én smal side. Det osmanniske flag blev aldrig hejst her. Først i 1600-tallet gik borgen til grunde — ikke for en hær, men for et lynnedslag der satte den i brand.
Oppe på toppen blæser der altid en vind, og murbrokkerne varmer i solen. Du kan sætte dig på en sten hvor en vagt engang stod og se præcis det samme vand han så — søen mod syd, de flade vulkaner på stribe mod nord, vinmarkerne der klatrer op ad hver skråning. Et ægtepar deler en madpakke i læ af en mur; deres barn løber mellem tårnstumperne og leger at det forsvarer borgen. Det er en god borg at lege forsvar i. Den blev jo aldrig taget.
Texaner / CC BY-SA 3.0
Szigligeti vár. Bygget i 1260, aldrig indtaget af tyrkerne — først et lynnedslag fik den ned.
Pause før etape 3
En borg, en flaske, en udsigt.
Szigliget er dagens slutpunkt. Du har kørt fra vand op på en vulkan og videre til en borg der aldrig faldt. I morgen — eller efter en pause i skyggen — kører du den sidste, korte etape ind i landet, forbi de mest dramatiske basaltsøjler af dem alle og op til den sidste borgruin på turen. Scan QR-koden når du er klar.
SLUT-GPS: 46.8010, 17.4364 · Szigliget
I morgen står du under basaltsøjler så høje som et hus — orgelpiber af sten, hugget af en vulkan der er stået af for længst.
Etape 3 · ca. 18 km
Szigliget til Csobánc — basaltorgler og den sidste borg
Szigliget → Szent György-hegy → Tapolca → Csobánc
Wikimedia Commons
Den korteste etape, og den mest vulkanske. Du forlader søbredden og kører ind i Tapolca-bassinet, hvor de udslukte vulkaner står tættest — først op til de højeste basaltsøjler i hele Ungarn, så videre til en borgruin på en kegle med udsigt til det hele.
Fra Szigliget drejer du væk fra søen og kører nordpå ind i Tapolca-bassinet. Landskabet åbner sig i en flad, grøn slette — og ud af den rejser vulkanerne sig én for én, hver for sig, som skibe på et hav af marker. Det er her de står tættest: Szigliget bag dig, Badacsony til venstre, Szent György-hegy forude, Csobánc til højre. Fire udslukte vulkaner inden for få kilometer, hver med sin egen form, hver med sin egen historie. Vejen er smal og næsten tom, og du kan køre langsomt og lade blikket vandre fra kegle til kegle.
Bassinet er fladt og grønt, en gammel søbund tørret ud, og over den rejser vulkanerne sig som ambolte og kegler, hver for sig, adskilt af marker. Det er et af de mærkeligste landskaber i Ungarn: ikke en bjergkæde, men enkeltstående bjerge spredt ud på en slette, som om nogen har sat dem der med vilje. Geologerne kalder dem tanúhegyek, vidnebjerge — hårde basaltkerner der blev stående da alt det bløde omkring dem eroderede væk gennem millioner af år. Du kører forbi dem én for én, og det er hele grunden til at køre netop denne vej.
Der er næsten ingen trafik herinde. Bassinet er landbrugsland — majsmarker, striber af solsikker der vender hovedet efter lyset, en enkelt traktor der trækker en sky af støv efter sig ovre på en markvej. På en telefonpæl balancerer en storkerede stor som en vognhjul, og storken selv står ude i engen og stikker næbbet ned i græsset uden at haste for nogen. Du sænker farten — ikke fordi du skal, men fordi der ikke er nogen grund til at lade være. Hver gang vejen runder en bakke, skubber en ny vulkan sig op i forruden.
Forude vokser Szent György-hegy op af sletten — ikke en ambolt som Badacsony, men en blødere, rundet ryg, som en brødlimpe hævet op af markerne. Fra den ene side ligner den en hval, fra den anden en omvendt båd. Solsikkemarker står helt op ad dens fod, og nede i landsbyen Raposka stikker et hvidt kirketårn op mellem tagene. Det er et landskab uden hast, og du mærker skuldrene sænke sig af sig selv, kilometer for kilometer.
Du kører mod Szent György-hegy — Sankt Georgs Bjerg — der rejser sig 415 meter med vinmarker på de nedre skråninger og en bar, rundet basalttop. Ligesom Badacsony er den kronet med presshuse og små stenkældre, og vinen herfra har den samme mineralske basalt-kant. Men det bjerget kommer for, ligger på nordsiden.
Basaltorglerne — det højeste stenorgel i Ungarn
Parkér ved foden på nordsiden, ved landsbyen Hegymagas, og følg naturstien op. Efter en snes minutter står du under dem: bazaltorgonák, basaltorglerne. Hvor Badacsonys søjler var fem-seks meter, er disse 20 til 30 meter høje — lodrette stænger af mørk basalt, hver op til halvanden meter i tværmål, stablet side om side i en hel klippevæg. De ligner præcis piberne i et katedralorgel, skåret og rejst af en usynlig hånd. Det er de smukkeste og mægtigste af sin art i hele Ungarn, og du står helt nede ved foden af dem og føler dig meget lille.
Naturstien op langs orglerne er en rundtur på knap fire kilometer med syv stop, og den er let at følge — hold bare øje med de blå mærker på træerne. Den snor sig gennem gammel bøgeskov hvor lyset falder ned i grønne pletter, forbi mospuder på faldne basaltblokke og en kilde hvor vandet står klart og iskoldt i et stenbassin. Tag en slurk. Det smager af sten, ligesom vinen nede ad bakken.
Der er helt stille deroppe. Vinden går i basalten med en dyb, hul tone, og et sted nedenunder klukker vandet i en gammel kilde. En vandrer i støvede støvler står med hovedet bøjet bagover og fotograferer opad, og hans hund sidder tålmodigt og venter. Læg en hånd på stenen. Fem millioner år siden var det her flydende ild, hundreder af grader varm. Nu er den kold og tavs, og du kan tælle kanterne med en fingerspids.
Ved foden ligger de søjler der er styrtet ned gennem årtusinderne, stablet oven på hinanden som væltede træstammer af sten, nogle længere end en bil. Du kan klatre op på en af dem og sætte dig. Basalten er ru og kølig, femkantet i tværsnittet, så regelmæssig at du bliver ved med at lede efter mejselsporene der ikke findes. Der er ingen. Det var flydende sten der stivnede sådan af sig selv, langsomt, dybt nede, længe før noget menneske satte fod i Ungarn.
Stien har et par udkigspunkter hvor skoven pludselig slipper, og du står frit ud mod bassinet. Herfra ser du de andre vulkaner ligge spredt på sletten som en flok dyr på græs — Csobánc med sin borg mod nord, Badacsony bred og flad mod syd, Szigliget længst væk mod søen. Et par unge sidder på kanten med benene dinglende ud over intet og deler en pose kirsebær, spytter stenene ud i luften og ser dem falde. De siger ikke ret meget. Udsigten siger det.
Derzsi Elekes Andor / CC BY-SA 4.0
Basaltorglerne på Szent György-hegy — op til 30 meter høje. Størst og smukkest i hele Ungarn.
Ádám Erdélyi / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0
Fra basaltsøjlerne ligger hele Tapolca-bassinet under dig — og de udslukte vulkaner står i række på horisonten.
Thaler Tamas / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0
En tanúhegy — vidnebjerg. Basaltkappen på toppen beskyttede bjerget, mens alt omkring det blev slidt væk.
Fem millioner år siden var stenen under din hånd flydende ild. I dag er den et orgel, tredive meter højt, som ingen nogensinde skal spille. Naturen byggede instrumentet og gik.
De sidste kilometer — op til Csobánc
Fra Szent György-hegy kører du østpå, forbi Tapolca — bassinets lille hovedby, hvor du kan tanke, købe proviant og få en kaffe før den sidste opstigning. Og så, den sidste vulkan: Csobánc. Den rejser sig alene op af markerne ved landsbyen Gyulakeszi, en grøn kegle med en borgruin på toppen som en krone. Sæt bilen ved foden og gå op — det er en halv times stigning gennem eng og krat, med udsigten der bliver større for hvert skridt.
Men brug et kvarter i Tapolca først. Byen ser ud som en hvilken som helst lille ungarsk provinsby — et torv, en kirke, en mølledam med ænder — men under fortovene gemmer den en af landets mærkeligste seværdigheder. I 1903 gravede en murer en brønd, da spaden pludselig gik igennem til et hulrum: en hel hulesø under byen, gravet ud af vandet gennem tolv millioner år i den bløde kalksten. I dag kan du ro en fladbundet båd ind i mørket ad de oversvømmede gange, en snes meter under gadeplan, med vandet så klart at lygteskæret rammer bunden flere meter nede og dine egne åretag slår tilbage fra loftet. Det blev den første elektrisk oplyste hule i Ungarn. Under en helt almindelig gade, i en helt almindelig by.
Opstigningen til Csobánc er turens sidste, og en af de smukkeste. Stien går fra Gyulakeszi op gennem eng og tjørnekrat, forbi en flok får med klokker der klinger dovent i skråningen, og for hvert sving vokser udsigten bag dig. Halvvejs oppe kan du vende dig og se Szent György-hegy og Badacsony stå side om side på sletten, og længere ude Balaton som en sølvstribe. En ældre vandrer med stok holder pause på en sten, tørrer panden, og nikker mod toppen: mindjárt, straks. Så går han videre.
Oppe på toppen står resterne af en middelalderborg med tårnstumper og murrester, og udsigten er turens mest storslåede: hele Tapolca-bassinet ligger for dine fødder, med Szent György-hegy, Badacsony og Szigliget spredt ud over sletten som en flok stenskibe, og Balaton blinkende i det fjerne. Der blæser altid en vind heroppe — bassinet virker som en tragt der samler luften og sender den op ad keglens sider. Sæt dig i læ af en mur, tag den sidste slurk vand, og se ud over de fire vulkaner du lige har kørt forbi.
Gå en runde mellem murbrokkerne, og du kan stadig læse borgen ud af ruinen: en tårnstub med tomme vindueshuller, en linje af grundmur der tegner en sal, en cisterne hvor de samlede regnvand, fordi der ikke var nogen kilde på keglens tørre top. Græsset har taget resten. Vinden fløjter lavt gennem hullerne i muren, og en firbenet skygge — en markmus, en firben — smutter ind i en revne da du kommer for tæt på. Det er en fredelig ruin nu. Det var den ikke altid.
Historien om Csobánc er værd at kende, mens du står deroppe. Under Rákóczi-frihedskrigen, en februardag i 1707, rykkede en kejserlig hær på omkring tusind mand op mod borgen for at tage den. Indenfor sad der tredive skytter og tredive lokale adelsmænd med deres familier, anført af en mand ved navn Márton Szász. De holdt stand. Angriberne mistede henved fire hundrede mand mod klippen og trak sig tilbage med uforrettet sag. Det hjalp ikke i længden — to år senere kom habsburgerne igen, tog borgen og sprængte den i luften, og det er derfor den ligger som den gør i dag. Men den ene dag i 1707 vandt de tres mennesker heroppe, og kejseren tabte.
Her ender vejen — eller rettere, den bløde del af den. De sidste par hundrede meter op til Csobánc-ruinen er en grussti, og der er ingen bom, ingen kiosk, ingen skygge på toppen. Tag vand med op, og hav godt fodtøj på: stien er stenet og går stejlt de sidste stykker. Belønningen er en 360-graders udsigt over alt hvad du har kørt igennem de sidste to dage.
Vinden går i murbrokkerne på Csobánc. En vandrer sætter sig i læ af en stump tårn og skruer låget af sin flaske.
Under ham ligger bassinet grønt og fladt. Fire vulkaner. Fire borge. Én sø.
Han drak Kéknyelű i går ved Badacsony. Han hørte bakken svare ved Tihany. Nu sidder han her, øverst, og siger ingenting. Der er ikke mere at sige.
Turens slutpunkt
Du er fremme. Se dig tilbage.
Csobánc er rutens ende. Fra toppen kan du se hele din tur: kurbyen i øst, Tihany-halvøen, og de fire vulkaner du har kørt forbi med vinmarker og borgruiner. 84 kilometer langs Balatons nordbred — det stille, smukke Ungarn, hvor søen kaster lyset op på druerne og hvert bjerg har en borg. Godt kørt.
SLUT-GPS: 46.8785, 17.4855 · Gyulakeszi, foden af Csobánc
Du kørte fra kilder til krater, fra abbedi til basalt, fra kurby til vulkan. På fire vulkaner og én sø.
Scan QR
Åbn telefonens kamera
Åbn telefonens kamera. Hold det op mod koden. Tryk på linket der kommer frem. Ruten åbner i Maps.
Stedet
Detaljer
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
