Bayern-Alperne — fra München til Königssee

München er ikke en alpeby. Den ligger 90 minutter fra det nærmeste rigtige bjerg, på en flad slette omkring 520 meter over havet, og det meste af året kan du slet ikke se Alperne. Men et par gange om året — efter en føhnvind, når luften bliver glasklar — står hele kæden pludselig i horisonten syd for byen, så skarp at den ser påklistret ud. Det er den kæde du nu skal køre ind i.

Start på Viktualienmarkt, to minutter syd for Marienplatz. Det er Münchens store udendørs madmarked — boder i lange rækker, en majstang malet hvidblå, og en duft af røget fisk, friske jordbær og brezn der lige er kommet ud af ovnen. Køb noget til bilen. Du skal ikke spise her; du skal have noget med, så du kan stoppe oppe ved søen og spise det med bjergene foran dig.

→ Viktualienmarkt München

Dietmar Rabich · CC BY-SA 4.0

Viktualienmarkt. Køb proviant her — du skal spise den oppe ved søen, ikke i byen.

Har du en time i overskud, så gå en tur i Englischer Garten først. Det er en af verdens største byparker — større end Central Park — og midt inde i den, på en kanal kaldet Eisbach, står der hver eneste dag surfere i våddragt og rider på en stående bølge under en bro. Midt i en storby. Det er en god påmindelse om hvad Bayern egentlig handler om: vand der kommer ned fra bjergene, og folk der nægter at lade være med at lege i det.

→ Englischer Garten München

Ud af byen — de første 40 km

Bilen ud af München, sydpå. De første kilometer er forstad: villakvarterer, lyskryds, en kontorbygning eller to. Tag A8 mod Salzburg og drej fra ved Holzkirchen. Herfra forsvinder motorvejen, og B318 overtager — en tosporet landevej der ruller op og ned gennem det oberbayerske bakkeland. Det kaldes Voralpenland, forlandet, og det er præcis hvad det er: en optakt.

Det er grønt på en måde der næsten er for meget. Enge der lige er slået, så luften lugter af høst og varmt græs. Gårde med geranier i alle vinduer og et trækors på gavlen. En traktor der holder ind i rabatten og lader dig passere. Køerne herude bærer ikke altid klokker, men nogle gør, og når du ruller forbi med vinduet nede, hører du den dovne kobbel-kling fra en eng du ikke kan se.

Cyklen kommer ud her. Tegernsee-dalen er et af Bayerns bedste søcykel-mål: en asfalteret rundtur på cirka 22 km hele vejen rundt om søen, næsten fladt, med badebroer undervejs. Parkér bilen i Tegernsee by, lej en cykel, og kør rundt — du er tilbage ved bilen på halvanden time, og du har set søen fra alle sider.

Og så, et sted mellem Holzkirchen og Gmund, sker det: bakkerne foran dig holder op med at være bakker. Bag den sidste eng rejser der sig en lav, mørkeblå mur henover hele horisonten. Det er Alpernes nordkant. Den har stået der hele tiden — du kunne bare ikke se den fra byen.

De sidste kilometer — ned mod vandet

Ved Gmund rammer du søens nordende, og B318 bliver til en vej der følger vestbredden. Til venstre for dig ligger Tegernsee — 726 meter over havet, omkranset af bjerge, og en helt anden blå end de søer du kender hjemmefra. Det er smeltevandsblåt, koldt og klart, og Wallberg står 1.722 meter op over sydenden som en bagvæg.

→ Tegernsee

Søen har været rig i tusind år. Et benediktinerkloster blev grundlagt her i 746, og munkene gjorde to ting godt: de skrev manuskripter, og de bryggede øl. Klostret blev sekulariseret i 1803 og købt af den bayerske kongefamilie, men ølet overlevede. I dag ligger Herzogliches Bräustüberl i de gamle klosterbygninger — en hvælvet bryggerisal hvor du sætter dig ved et langbord du deler med fremmede, får en liter mørkt øl og en hvid Weißwurst, og hører den lave brummen af folk der ikke har travlt.

Schlaier · CC BY 3.0

LepoRello · CC BY-SA 3.0

Klostret fra søen, og bryggerisalen indeni. Munke skrev manuskripter og bryggede øl. Ølet vandt.

Husk badetøjet. Tegernsee er en badesø — der er offentlige badesteder (Seebad Point i Rottach-Egern og flere langs vestbredden) hvor du går direkte i fra græsplænen. Vandet er koldt, klart og dybt, og det er den slags kulde der gør dig lysvågen. Tør dig i solen bagefter med Wallberg foran dig.

Sebastian Grünwald · CC BY 3.0

Tegernsee om aftenen. Bjergene bliver blå, vandet bliver stille, og du har en hel kæde foran dig i morgen.

— spis din proviant her. Ikke i byen. Her.

Sov ved søen. Spis din Münchner-proviant på en bænk ved vandet, mens lyset går ud over Wallberg og bjergene skifter fra grå til blå til sort. I morgen vender du øst og kører den lange vej langs hele alpekanten — den smukkeste strækning på hele turen.

I morgen følger du Alperne østpå i 156 kilometer. Til sidst rejser der sig et bjerg over en by — og bag det bjerg gemmer der sig en historie ingen taler højt om.

Fra Tegernsee østpå ad B307. Det første du møder er Schliersee — en mindre sø, en halv times kørsel væk, og af mange holdt for den smukkere af de to. Den er mindre poleret end Tegernsee, lidt mere stille, med en kirke ved bredden og bjerge tæt på. Stop ved vandet og se tilbage mod vest: det er sidste gang i et stykke tid, du ser en sø der ligger fladt. Herfra går vejen op.

Efter Schliersee snævrer dalen ind. Vejen følger en bæk, granskoven lukker sig om dig, og luften skifter karakter — den bliver kølig og harpiksagtig, den lugt af gran og vådt sten som man kun får i bjergene. Ved Bayrischzell ligger den sidste landsby inden vejen for alvor klatrer.

Over Sudelfeld — passet

Op over Sudelfeld, et af de højeste sammenhængende vejstykker i de tyske alper. Serpentiner, åbne hænge over trægrænsen, og udsigt til Wendelstein (1.838 m) med sit lille observatorium på toppen. Det er her bilen begynder at arbejde — andet gear i de skarpe sving, motorbremse på vej ned. Hold ind på en af udsigtslommerne, sluk motoren, og lyt: der er helt stille bortset fra vinden og måske en enkelt musvåge der skriger højt oppe.

Gras-Ober · CC BY-SA 3.0

Schliersee. Mindre end Tegernsee, mere stille. Sidste flade sø inden vejen begynder at klatre.

Ned ad serpentinerne på den anden side, ind i Inn-dalen, og så østpå langs Deutsche Alpenstraße — Tysklands ældste alpevej, planlagt allerede i 1927 og skiltet hele vejen fra Bodensøen til Königssee. Du kører kun en del af den, men det er en af de bedste dele: gennem Chiemgau-bjergene, forbi Reit im Winkl og Ruhpolding, tæt granskov og klare bjergbække og høslæt-enge på begge sider.

→ Deutsche Alpenstraße

Renardo la vulpo · CC BY-SA 4.0

Deutsche Alpenstraße. Planlagt i 1927, skiltet fra Bodensøen til Königssee. Du kører en af de smukkeste bidder.

Bad Reichenhall — byen der lugter af salt

Mod øst når du Bad Reichenhall, en kurby i bunden af en dal med bjerge på alle sider. Byen har levet af salt i over tusind år — der pumpes stadig saltvand op fra undergrunden, og i en lang træbygning kaldet en gradérvogn drypper saltvandet ned over slåenris, så luften omkring den bliver mættet med saltpartikler. Folk går tur langs den for at trække vejret. Det lyder mærkeligt. Det er det også. Men luften smager faktisk af hav, midt inde i bjergene, langt fra det nærmeste salte vand.

Fra Bad Reichenhall er der kun det sidste stræk tilbage. Vejen drejer syd ad B20, ind i Berchtesgadener Land — en lomme af Tyskland der stikker ned i Østrig, omgivet af bjerge på tre sider. Og så, da du runder den sidste skulder, rejser det sig forude: Watzmann, 2.713 meter, Tysklands tredjehøjeste bjerg og det højeste der ligger helt på tysk jord. Det dominerer alt. Byen ligger ved dets fod som noget der er klemt ind under en bølge der aldrig falder.

→ Watzmann

Sagnet: Watzmanns to tinder og de små takker imellem dem kaldes "kongen", "dronningen" og "børnene". Historien siger at en grusom kong Watzmann og hans familie jagede en bondefamilie ihjel for deres fornøjelses skyld — og at de alle blev forstenet på stedet som straf. Bjerget er familien, frosset i sten for evigt. Bayerske børn får stadig fortalt det, når de spørger hvorfor bjerget har den form.

Tag en afstikker vestpå mod Ramsau hvis du har eftermiddag tilbage. Det er en lille bjerglandsby med en kirke der er fotograferet så ofte at den næsten er en kliché — men kun næsten, for når du står der med Reiteralpe bag og bækken foran, forstår du hvorfor. Lidt længere inde ligger Hintersee og Zauberwald, den "fortryllede skov": et kaos af mosgroede klippeblokke fra et gammelt bjergskred, hvor stier snor sig mellem stenene og lyset falder grønt gennem træerne.

Jörg Braukmann · CC BY-SA 4.0

Florian Hofmann · CC BY-SA 3.0

Valfartskirken Maria Gern under Untersberg, og Bad Reichenhall i sin dalkedel. To stop på vejens sidste tredjedel.

→ Hintersee (Ramsau)

Heinz Staudacher · CC BY-SA 4.0

Almwiese — en bayersk bjerg-eng i blomst. Du passerer hundredvis af dem i dag. Sænk farten ved én af dem.

Sov i Berchtesgaden. Find et værelse med udsigt til Watzmann hvis du kan; det er det sidste du ser inden du sover og det første du ser når du vågner. I morgen er strækningen kort — men det er den dag hvor det smukke og det mørke ligger oven i hinanden.

I morgen kører du op i 1.834 meter til et hus bygget til én mand. Og du sejler ud på et vand der ikke siger en lyd, før bådføreren standser og spiller mod en klippe.

Der er to måder at køre op fra Berchtesgaden i dag. Den ene er Rossfeld Panoramastraße — Tysklands højeste befærdede vej, en bompligtig ringvej der snor sig op til 1.570 meter i åbne serpentiner. Oppe åbner panoramaet sig på begge sider: ned over Salzburg-bassinet i Østrig på den ene side, ind i Berchtesgadens bjergmasse på den anden. Det er den smukke vej op, og du bør tage den. Hold ind på en af udsigtslommerne, sluk motoren, mærk hvor tynd luften er blevet.

→ Rossfeld Panoramastrasse

Coastfield · CC BY-SA 4.0

Rossfeld Panoramastraße. Tysklands højeste vej. Salzburg på den ene side, bjergmassen på den anden.

Obersalzberg — skyggen

Og så kommer det svære. Bjergsiden hedder Obersalzberg, og det var her nazi-toppen byggede deres feriested. Hitler havde sit hus, Berghof, lige her; Bormann, Göring og resten af kredsen byggede deres egne huse rundt om. Det var ikke et skjult sted — det var iscenesat. Det var her propagandaen viste føreren som en folkelig mand der klappede børn og kiggede ud over bjerge. Husene blev bombet i 1945 og sprængt i grus bagefter, så der ikke skulle blive valfartssteder ud af ruinerne.

I dag ligger Dokumentationszentrum Obersalzberg på stedet — et museum der ikke pynter på noget. Det fortæller hvad der skete her, og hvad der blev planlagt herfra, koldt og grundigt. Tyskerne har et ord for den slags opgør: Vergangenheitsbewältigung, at arbejde sig igennem fortiden i stedet for at gemme den væk. Det her er det i sten. Gå derind. Det tager en time, og det er en time der hører til på denne tur.

Hold tonen. Det her er ikke et sted man tager grin-selfies. Tyskerne bærer denne historie med en alvor man skylder at spille med på. Man kommer ikke for at gyse — man kommer for at forstå, og for ikke at lade som om det skete et andet sted end netop her, hvor udsigten er smukkest.

Kehlsteinhaus — huset på toppen

Over Obersalzberg, på en klippe i 1.834 meters højde, står Kehlsteinhaus — på engelsk "Eagle's Nest". Det blev bestilt af Martin Bormann i 1937 og bygget på kun 13 måneder, indviet i 1939. Det var datidens ingeniørvanvid: en vej hugget ind i klippen, en 124 meter lang tunnel ind i bjerget, og en messing-beklædt elevator der løfter dig de sidste 124 meter lodret op gennem stenen til huset. Tolv arbejdere døde under byggeriet.

Du kan ikke køre derop selv. Privatbiler er forbudt på Kehlstein-vejen; du parkerer ved Dokumentationszentrum og tager en særbus de sidste 6,5 km op ad den hugget-i-klippen vej — et stykke kørsel der i sig selv er et minde værd, med bussen krybende langs afgrunden i snævre sving. Oppe går du gennem tunnellen og op med messing-elevatoren til selve huset.

→ Kehlsteinhaus (Eagle's Nest)

Cezary p · CC BY-SA 4.0

Kehlsteinhaus i 1.834 m. Bygget på 13 måneder. En tunnel og en messing-elevator fører de sidste meter op gennem klippen.

Og her er det mærkelige: huset selv er ikke uhyggeligt. Det er en robust stenbygning med en åben pejs af rød italiensk marmor — en gave fra Mussolini — og en udsigt der tager vejret fra dig: ud over hele Berchtesgadener Land, ned til Königssee, over til Salzburg. Hitler kom her mindst 14 dokumenterede gange; han led angiveligt af højdeskræk og brød sig ikke om stedet. I dag er huset en restaurant og udflugtsmål, og fra terrassen drikker turister kaffe i en udsigt der engang var iscenesat magt.

Ned til Königssee — det lydløse vand

Ned fra bjerget igen, gennem Berchtesgaden, og syd ad de sidste få kilometer til Schönau am Königssee. Her ender vejen. Foran dig ligger Tysklands reneste og dybeste sø — 190 meter dyb, 7,7 km lang, klemt mellem klippevægge der rejser sig næsten lodret op af vandet. Den er smaragdgrøn, og den grønne farve kommer fra fint klippestøv i smeltevandet, der kaster lyset tilbage.

→ Königssee

Coastfield · CC BY-SA 4.0

St. Bartholomä. To røde løgkupler ved vandkanten, Watzmanns østvæg lodret bag. Ingen vej fører hertil — kun båden.

Vil du videre, så bliv på båden til endestationen Salet. Derfra er det en kort gåtur til Obersee — en mindre sø bag Königssee, ofte spejlblank, hvor bjergene står på hovedet i vandet. Og en time længere inde ad stien hænger Röthbachfall, Tysklands højeste vandfald, og lader 470 meter vand falde frit ned ad klippen. Du hører det længe før du ser det.

→ Röthbachfall

CaCo789 · CC BY-SA 4.0

Günter Seggebäing · CC BY-SA 3.0

Obersee spejlblank bag Königssee, og en af de hvide elbåde. Ingen motorlarm har lov til at forstyrre dette vand.

Bådføreren sætter trompeten for munden.
Et par toner ud over vandet.
Så stilhed.
Og så svarer bjerget — lidt svagere, lidt senere,
som om stenen havde lyttet hele tiden.

Husk badetøjet — men kun hvis du tør. Königssee er iskoldt året rundt; det er smeltevand fra bjergene, og selv i højsommeren tager det vejret fra dig. Der er et badested ved Schönau-enden, hvor lokale springer i fra bådebroerne. Det er ikke en behagelig dukkert. Det er en du husker.

Her ender ruten. Du startede på en brostensplads i en storby for tre dage siden, og nu står du ved et vand så stille at en trompet kan vække et ekko i en klippe. Du har set det smukkeste Tyskland har, og du har stået på det sted hvor det smukke og det grufulde deler udsigt. Sæt dig på en bænk ved bådanløbet. Du har fortjent stilheden.

Sten, sø, stilhed, skygge. De bayerske alper giver dig alle fire på 250 kilometer — og lader dig selv om at finde ud af, hvordan de hænger sammen.