Romerne kaldte den Silva Nigra — den sorte skov. Ikke fordi træerne er sorte, men fordi granerne står så tæt at lyset slukkes ved jorden. Du kører ind under det tag, og verden bliver kølig og grøn og stille.
3 etaper · ~190 km · 2-3 dage · Baden-Baden → Freiburg
Første etape begynder i et bad fra 1877, hvor du går nøgen gennem sytten stationer, og ender 113 km senere i Triberg — efter Schwarzwaldhochstraße over Mummelsee og ned forbi Allerheiligens vandfald. Anden etape er 45 km til Titisee forbi Tysklands højeste vandfald uden for alperne og verdens største gøgeur. Tredje etape er 31 km ned gennem Höllental — Helvedesdalen — til Freiburg, hvor en sandstenskatedral på 116 meter overlevede den nat hele byen brændte.
Det her er ikke en vandretur. Det er en vej — sving efter sving gennem nåleskov, over højsletter med køer, ned i slugter med klippevægge tæt på vognbanen.
Rute 4 · Tyskland
Schwarzwald — tre etaper fra Baden-Baden til Freiburg
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forholdene langs ruten.
Det er dit ansvar at tjekke åbningstider, parkering og aktuelle vejforhold. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november — Schwarzwaldhochstraße ligger i 1.000 meters højde og kan have sne og lukkede strækninger om vinteren.
Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Du begynder turen ved at tage tøjet af. Sytten stationer, tre timer, og til sidst svøbes du ind i et varmt lagen og ved ikke længere hvad klokken er. Først bagefter starter bilen.
Baden-Baden er en kurby fra dengang Europas adel rejste efter vand. Russiske grevinder, preussiske generaler, en russisk forfatter der spillede alt væk ved roulettebordet. Byen ligger i en grøn dal hvor floden Oos render gennem en to kilometer lang allé af gamle træer, og under den dal stiger der varmt vand op fra to kilometers dybde. Tolv kilder, omkring 56 til 68 grader, knap en million liter i døgnet. Romerne badede her. Det gør du også om lidt.
Friedrichsbad — sytten stationer og et tæppe
Gå til Römerplatz. Bygningen hedder Friedrichsbad, den åbnede i 1877, og den ligner indvendigt en romersk kejsers fantasi: en rund badehal under en kuppel på 17,5 meter, båret af søjler, beklædt med håndmalede majolika-fliser i rødt og okker. Det her er rutens sanseoplevelse, og den er ikke til at skynde sig igennem.
Gerd Eichmann · CC BY-SA 4.0
Den runde badehal i Friedrichsbad. Station elleve af sytten. Ekkoet under kuplen gør at du hører dit eget åndedræt.
Du går ind, og du tager det hele af. Det er tekstilfrit — det er hele pointen, og det holder op med at føles mærkeligt efter cirka fire minutter. Nogle dage er mænd og kvinder adskilt i visse afdelinger, andre dage blandet; onsdag og lørdag bader man i badetøj. Tjek dagen før du går — opdelingen skifter.
Så begynder rækken. Du brusebader. Du sætter dig i tør varmluft, og skuldrene falder uden at du beder dem om det. Du går videre til et hedere rum, hvor luften er så tør at den prikker i næsen. En bademester børster dig over med sæbe og en naturbørste — huden snerper og brænder lidt, og bagefter er den glat som hos et barn. Damp lægger sig vådt om ansigtet. Du glider ned i det varme termalvand, der bærer kroppen, og videre til den runde hal under kuplen, hvor lyden runger og du flyder rundt og kigger op. Til sidst: et bassin med koldt vand, så koldt at huden synger, og derefter et forvarmet lagen og en stille hvilesal hvor du ligger til du ikke aner hvor lang tid der er gået.
Mark Twain badede her i 1870'erne og skrev en linje folk stadig citerer: efter ti minutter glemmer du tiden, efter tyve glemmer du verden. Han overdrev ikke meget.
Hele ritualet tager omtrent tre timer. Du går ind som en der lige har kørt fra Danmark. Du kommer ud som dej.
Inden du henter bilen, så gå en tur ned ad Lichtentaler Allee — den 2,3 km lange flod-promenade, hvor hestedroscher stadig triller forbi. Casinoet i Kurhaus blev tegnet i 1824, og det var her Dostojevskij tabte sin formue ved roulettebordet under sin bryllupsrejse. Inspirationen blev til romanen "Spilleren". Du behøver ikke gå ind. Det er nok at vide at en mand stod præcis her og satte alt på rødt.
De første kilometer — op i skoven
Og så op. Vejen forlader dalen og klatrer ind i nåleskoven, og inden for få minutter er du på Schwarzwaldhochstraße — B500, der følger højderyggen 60 km mod syd i 800 til 1.000 meters højde. Den blev færdig i 1952, og den er bygget til netop dette: lange bløde sving, bløde hårnåle, og granskov så tæt på begge sider at det bliver mørkt midt på dagen. Det er her navnet Silva Nigra giver mening — du kører ind under et tag af nåle, og lyset slukkes.
Sænk vinduet. Det lugter af gran og varm harpiks, hvor solen rammer træstammerne, og når vejen dykker ind under det tætte kronetag, slår en kølig, fugtig skovluft ind over armen på rattet. Bilerne er få. Motorcyklister kender vejen og bruger den. Du kører ikke for at komme frem — du kører fordi vejen er det.
De 40 km til Mummelsee og Hornisgrinde
Halvvejs op ad højderyggen ligger Mummelsee — en lille mørk karsø i 1.036 meters højde, kun 17 meter dyb, men dybere end den ser ud. Sorte graner står helt ned til vandkanten og spejler sig i overfladen, og på en vindstille morgen er spejlingen så ren at det er svært at se hvor skoven holder op og vandet begynder.
CatalpaSpirit · CC BY-SA 4.0
Mummelsee. På bunden bor søkongen, siger sagnet. Oppe over søen ligger Hornisgrinde, Nordschwarzwalds højeste punkt.
Sagnet: Under Mummelsees overflade ligger et krystalslot, hvor søkongen og hans nixer bor mellem haver af blodrøde koraller og hvide åkander. På fuldmånenætter steg nixerne op til en gård ved bredden for at synge og hjælpe til — men de skulle være tilbage i slottet, før de første stjerner stod på himlen. Navnet kommer sandsynligvis fra åkanderne, "Mummeln", der dækker vandet om sommeren.
Lige over søen rejser Hornisgrinde sig, Nordschwarzwalds højeste bjerg. Fra platået kan man på en klar dag se hele Rhindalen bredt ud mod vest og Vogeserne i Frankrig bag den. Og på de helt rigtige morgener ligger tågen som et hvidt hav nede i dalen, mens du står over den i sollys.
Mummelteich · CC BY-SA 3.0
Inversionståge over Rhindalen, set fra Hornisgrinde. Du står i sol. Dalen drukner i hvidt.
Ned forbi Allerheiligen og videre mod Triberg
Lidt syd for ryggen drejer en sidevej ned mod Allerheiligen — en klosterruin fra 1100-tallet og lige nedenfor den en stentrappe-sti langs vandfaldene, hvor Lierbach-bækken styrter 83 meter ned over syv trin gennem en smal kløft. Du hører bruset længe før du ser vandet, og det vokser for hvert skridt du går ned ad stien. Den nederste del er let; jo længere op, jo vådere og glattere bliver stenene.
GemmaGSB · CC BY-SA 4.0
Allerheiligen-vandfaldene. 83 meter, syv trin, en kløft der bliver smallere jo længere ned du går.
Herfra falder vejen ned fra højderyggen mod sydøst — gennem Wolfach og Hausach, hvor du skifter til B33, og forbi Gutach, en af kun tre landsbyer hvor kvinderne stadig bærer Bollenhut — stråhatten med de store røde uld-pomponer. Fjorten pomponer, sat i kors, to kilo uld, en uges arbejde per hat. Røde betyder ugift, sorte betyder gift. Hatten hører kun til her, men er blevet hele Schwarzwalds symbol — den røde top på alle postkortene.
Et kvarter senere ruller du ind i Triberg, gøgeurets hovedstad, klemt ned i en dal med skov på alle sider. Her overnatter du. I morgen begynder dagen med Tysklands højeste vandfald uden for alperne — og du kan høre det fra byen.
Lrexie · CC BY-SA 4.0
Triberg. Byen ligger i en revne i skoven. Gutach-bækken løber tværs igennem — og styrter ud i den anden ende.
Skoven om aftenen er ikke stille. Den knager, drypper, suser højt oppe i kronerne. Du ligger og lytter, og et sted nedenfor falder vandet videre i mørket, som det har gjort uden pause i ti tusind år.
Praktisk · etape 1
Friedrichsbad: Romersk-irsk badritual, ca. 3 timer, drives af Carasana. Tekstilfrit alle dage undtagen onsdag og lørdag (badetøj). Køns-opdelingen skifter fra dag til dag — tjek dagen før. Sidste indgang flere timer før lukketid; regn med en hel formiddag.
Schwarzwaldhochstraße: Ligger højt og kan have sne, glatte strækninger eller lukninger i vinterhalvåret. Tjek vejforhold før afgang fra oktober til april.
Mad: I Schwarzwald ender du før eller siden i en Schwarzwälder Kirschtorte — kirsebær, fløde og et stik kirschwasser. Speck (røget skinke) og Schäufele (røget skinke fra bovbladet) er det solide alternativ.
Valgfri afstikker: Ved Sasbachwalden i nord ligger Alde Gott, et destilleri-kooperativ der laver ægte Schwarzwälder Kirschwasser af kirsebær og tilbyder smagninger efter aftale. Kræver booking — ikke en walk-in.
Pause før etape 2
Hold ind i Triberg
Bilen står i centrum, få minutters gang fra vandfaldsindgangen. Sov her. Næste morgen scanner du QR'en til etape 2 — den fører dig forbi vandfaldet, videre over højlandet via Furtwangen og ned til Titisee.
SLUT-GPS: 48.1305, 8.2242 · Triberg centrum / P ved vandfaldsindgang
I morgen vågner du til et brus du har sovet til. 163 meter vand, syv trin — og et gøgeur så stort at gøgen vejer 150 kilo.
Det højeste vandfald uden for alperne. Verdens største gøgeur. Og en sø en gletsjer efterlod, da den trak sig tilbage for ti tusind år siden. En kort etape — men den er proppet.
Gå til vandfaldet, før du gør noget andet. Indgangen ligger få minutter fra centrum, og du hører Triberg-vandfaldet stige op gennem grandalen, før du ser det. Gutach-bækken styrter 163 meter ned over syv naturlige trin — det er ikke Tysklands højeste (den ære har Röthbachfall i alperne, 470 meter), men det er det højeste uden for alperne, og marketing-folkene har i over hundrede år forkortet det til "Tysklands højeste". Lad dem.
Tre stier af forskellig sværhedsgrad følger de syv trin op. Den nederste er let og tager et kvarter; den øverste kræver gode sko og giver til gengæld det fulde overblik over hele kaskaden. Fin sprøjt lægger sig på ansigt og brilleglas allerede ved de nederste trin, og bruset overdøver alt andet — du kan ikke høre din egen telefon. Om vinteren oplyses faldet efter mørkets frembrud, og dele af det fryser til istapper.
Husk håndklædet — men ikke til badning. Vandet styrter for hårdt og koldt til det, og stenene er glatte af mos. Håndklædet er til dine brilleglas og din telefon. Sprøjten finder dig, uanset hvor du står.
Gøgeurene — to byer, to rekorder
Triberg og nabolandsbyerne er gøgeurets hjemstavn. Traditionen opstod her i 1700-tallet: bønderne sad fast hjemme om vinteren, når markarbejdet lå stille, og de begyndte at skære ure af træ for at tjene en ekstra skilling. Det første egentlige gøgeur tilskrives Franz Anton Ketterer fra Schönwald, der efter sigende kopierede kirkeorglets bælge for at få træfuglen til at sige "kuk".
Og så er der to ure, der begge kalder sig verdens største — pas på ikke at forveksle dem. Det første store gøgeur, du kunne gå ind i, blev bygget i nabobyen Schonach og kom i Guinness i 1980'erne. Det nuværende største står i Triberg-Schonachbach i Eble Uhren-Park — bygget i skala 1:60 af urmagerne Ewald og Ralf Eble, færdigt i 1994 og indehaver af rekorden siden 1997. Selve urværket er 4,5 meter højt, vejer seks tons, pendulet er otte meter langt, og gøgen alene vejer 150 kilo.
SchiDD · CC BY-SA 4.0Siegfried Wessler · CC BY-SA 2.0 DE
Til venstre: det nuværende største i Schonachbach (Eble). Til højre: det første rekord-ur i nabobyen Schonach. To byer, to "verdens største". Vælg selv.
Et gøgeur er en lille fugl, der siger kuk. Det her er et hus, hvor mennesker går rundt inde i urværket. Tandhjulet alene er 2,6 meter i diameter.
De 45 km over højlandet til Titisee
Ud af Triberg og sydpå ad B500. Vejen klatrer op på Hochschwarzwald — højlandet — og her sker noget med landskabet: den tætte granskov åbner sig pludselig i grønne højsletter, hvor køer græsser bag elhegn, og lukker sig så igen om vejen. Lys, mørk, lys, mørk. Det er rytmen hele vejen.
Du passerer Furtwangen, byen der husede det tyske urmuseum — bemærk at museet er lukket for total-renovering frem til 2027, så kør ikke efter det lige nu. Mod sydvest rejser Feldberg sig, Schwarzwalds højeste punkt i 1.493 meter, kronet af et tårn og en radarkuppel. Vil du helt op, drejer du fra mod Feldbergpass; ellers ruller du videre ned mod søen.
Benediktleander · CC BY-SA 3.0
Feldberg, 1.493 meter. Schwarzwalds tag. Herfra og nedad lugter luften pludselig af køligt højland og afgræsset græs.
De vandrende ure: Engang gik unge mænd ud i verden hver forår med færdige ure i en flettet pilekurv på ryggen — til fods, fordi der hverken var jernbane eller bil. De byggede salgsnet i hele Europa, og det er sådan det lille træ-gøgeur fra denne dal endte på væggene i stuer fra Lissabon til Moskva. Figuren med rygkurven pryder stadig nogle af urene.
Titisee — det en gletsjer efterlod
Og så ligger den der: Titisee, Schwarzwalds største naturlige sø, godt en kvadratkilometer, op til 39 meter dyb. Den blev skåret af Feldberg-gletsjeren i istiden, og bredderne, du går på, er morænegrus, som isen skubbede foran sig, før den smeltede for omkring ti tusind år siden. Robåde kan lejes; promenaden er fuld af bagerier, der sælger Schwarzwälder Kirschtorte.
Runner1928 · CC BY-SA 3.0
Titisee. Sæt dig i en robåd om morgenen, før busserne kommer, og hør årerne klaske i en sø der har ligget her siden istiden.
Sæt dig ned med et stykke Schwarzwälder Kirschtorte ved bredden. Og en lille ærlighed med kagen: alle tror, den blev opfundet her i skoven, men historien er omstridt. Den tilskrives ofte konditoren Josef Keller i 1915 — fra en café i Bad Godesberg ved Bonn, ikke fra selve Schwarzwald — men navnet dukker op i et dokument fra Brandenburg samme år, så ingen ved det med sikkerhed. Det eneste sikre er kirsebærrene, fløden og kirschwasseren, som skoven altid har været kendt for.
Mikelo · CC BY-SA 2.0
Kirsebær, fløde, et stik kirschwasser. Hvor den blev opfundet, strides de lærde stadig om. At spise den ved Titisee strides ingen om.
En gletsjer stod her engang, kilometertyk, og pressede dalen åben. Så trak den sig tilbage og lod en sø ligge. Du sidder ved bredden med kage på gaflen. Det er en god handel.
Praktisk · etape 2
Triberg-vandfaldet: Indgang fra centrum, skiltet. Mest vand om foråret efter snesmeltningen. Stierne er stejle og kan være glatte — gode sko anbefales. Vinterbelysning i december.
Gøgeure: To forskellige "verdens største" — det nuværende største i Schonachbach (Eble Uhren-Park), det første i nabobyen Schonach. Begge ligger få minutter fra Triberg.
Furtwangen: Det tyske urmuseum er lukket for renovering frem til 2027. Kør ikke efter det i denne periode.
Titisee: Søbyen er turistet og kan være travl midt på dagen i højsæsonen. Morgen og sen eftermiddag er bedst. Robåde og pedalbåde lejes ved promenaden.
Pause før etape 3
Hold ind ved Titisee
Bilen står ved søen. Sov her, eller kør videre, hvis du er frisk — sidste etape er kort. Scan QR'en til etape 3, der følger B31 ned gennem Höllental til Freiburg.
SLUT-GPS: 47.9000, 8.1490 · Titisee, P ved søbredden (Seestraße)
I morgen falder du næsten 600 meter ned gennem en slugt, der hedder Helvedesdalen — forbi en bronzehjort, der sprang for sit liv.
Den korteste etape, men den falder mest. Knap 600 meter ned fra højlandet til Rhinsletten gennem en slugt, hvor klipperne lukker himlen til — og ender i Tysklands solrigeste by under et tårn, en kunsthistoriker kaldte det smukkeste på jorden.
Fra Titisee drejer B31 mod vest og begynder at falde. Floden, jernbanen og vejen klemmer sig sammen i den smalle dalbund, og snart lukker klippevæggene sig om dig: du er kørt ind i Höllental — Helvedesdalen. Navnet kom af de mørke, stejle, dengang ufremkommelige klippepartier, og det holder stadig: vejen snor sig, korte galerier og klippevægge står tæt på vognbanen, og dagslyset bliver pludselig sparsomt.
Det snævreste punkt hedder Hirschsprung — hjortespringet. Klippevæggene rejser sig her op til 130 meter over åen, og før vejen blev udvidet, var kløften ved bunden kun ni meter bred. Højt oppe på en klippeknold, ved siden af en ensom fyr, står en bronzehjort — opstillet i 1907, 350 kilo, to en halv meter høj.
Sagnet: En ridder fra Falkenstein-borgen jagede en kronhjort gennem dalen. Hjorten, drevet af dødsangst, satte i ét vældigt spring tværs over kløften og slap fra jægeren. Bronzehjorten markerer stedet. Og den fine detalje: før vejudvidelsen var kløften kun ni meter — og en hjort kan springe op mod ti meter nedad. Springet er altså ikke umuligt. Sagnet kan have ret.
Den kølige, fugtige luft slår ind ad vinduet, og du hører åen mod stenene, hvor 130 meter klippe lukker himlen til. Det er kort — men det er en af de mest dramatiske kilometer, du kører på hele turen.
Ravenna-viadukten og Hofgut Sternen
Lidt længere nede åbner en sidekløft sig, Ravennaschlucht, og over den spænder Ravenna-viadukten — en jernbaneviadukt på ni stenbuer, omkring 40 meter høj, der bærer Höllentalbahn. Den bane er en af Tysklands stejleste almindelige adhæsionsbaner, med en stigning på 5,5 % mellem Hirschsprung og Hinterzarten — den kravlede engang op ad tandhjul. Ser du et tog rulle hen over buerne, mens du kører nedenunder, så stop. Det er et af de billeder, folk kører hertil for.
Faldrian · CC BY 3.0
Toget på Ravenna-viaduktens ni buer. I advent lyser et julemarked op nede i kløften under buerne — book billet, det er blevet populært.
Lige under viadukten ligger Hofgut Sternen, en kro så gammel at gæstebogen tæller konger. Marie Antoinette overnattede her i 1770 på vej til Frankrig som fjorten-årig brud, og Goethe lagde vejen forbi i 1779. På grunden står et kapel fra 1148. Du kan stoppe for en kaffe og sidde et sted, hvor en kommende fransk dronning sov natten over.
Faldrian · CC BY 3.0
Ravennaschlucht i advent. Boder, gløgg og lyskæder under en jernbaneviadukt, dybt nede i en skovkløft.
De sidste kilometer — ud i lyset, ind i Freiburg
Og så, lige så brat som dalen lukkede sig, åbner den sig: skoven slipper, landskabet flader ud, og Rhinsletten breder sig foran dig i varmt lys. Du er kørt fra 840 meter til 280 på en halv time, og du mærker det på temperaturen — det bliver mildere, næsten sydligt. Vinmarker afløser graner. Du ruller ind i Freiburg im Breisgau, Tysklands solrigeste by og dens grønneste, en universitetsby fra 1457, hvor der er flere cykler end biler.
Gå ind i den gamle bydel, og kig ned. I rendestenene løber små vandrender, Bächle — middelalderlige kanaler med klart vand fra floden Dreisam, der klukker langs brostenene. De var oprindeligt til brandslukning og kvæg; i dag køler de gaden og morer børnene. Og pas på, hvor du træder: kommer du til at sætte foden i en Bächle, gifter du dig med en lokal Freiburger, siger byen. Det er en advarsel og en invitation på samme tid.
Joergens.mi · CC BY-SA 3.0
En Bächle. Sæt foden i, og du er gift med en Freiburger. Børnene sejler træbåde. Voksne træder udenom — eller lader være.
Freiburger Münster — tårnet, der overlevede natten
Midt i byen rejser Freiburger Münster sig i rød sandsten — en gotisk katedral bygget gennem tre hundrede år, fra omkring 1200 til 1530. Vesttårnet er 116 meter højt og blev fuldført allerede omkring 1330; det er det eneste gotiske kirketårn i Tyskland, der blev færdigt i middelalderen. Den schweiziske kunsthistoriker Jacob Burckhardt kaldte det "den smukkeste tårnspids på jorden".
FbrG · CC BY-SA 4.0
Freiburger Münsters tårn, 116 meter rød sandsten. Det gennembrudte spir er så fint udskåret, at det ser ud som spids blonde.
Natten til den 27. november 1944 blev det meste af Freiburgs gamle bydel jævnet med jorden. Husene omkring torvet brændte. Katedralen stod næsten uskadt tilbage — tårnet rørt af ingenting.
Rundt om katedralen breder Münstermarkt sig hver dag undtagen søndag — op mod 130 boder med blomster, ost, frugt og den lokale specialitet, Lange Rote: en 35 centimeter lang grillpølse i et lille brød med stegte løg, solgt her siden 1949. Den er rutens slutmåltid. Spis den stående, under tårnet, med fedt på fingrene.
Joergens.mi · CC BY-SA 3.0
Münstermarkt. Bag boderne den røde facade på Historisches Kaufhaus fra 1532. Foran dig en Lange Rote og en katedral.
Kig op efter den uartige vandspyer. En af katedralens gargoyler vender bagdelen mod byen og — siger sagnet — mod rådhuset. En stenhugger skulle være blevet snydt for sin betaling af byrådet og hævnede sig ved at lade figuren mone øvrigheden for evigt. Find den. Den er der.
Vil du have det sidste overblik, så tag Schauinslandbahn op ad bjerget syd for byen — Tysklands længste kabelbane, åbnet i 1930 som verdens første kredsløbs-kabelbane for passagerer. Oppefra ser du hele Rhinsletten, Vogeserne, og på en klar dag Schwarzwald-toppene, du netop er kørt ned fra. Hele turen ligger udbredt under dig.
Du startede nøgen i et bad under en kuppel i nord. Du slutter med fedt på fingrene under et tårn i syd. Mellem dem en hel skov — sort, sagde romerne, men du så den grøn hele vejen.
Praktisk · etape 3
Höllental (B31): Stærkt trafikeret hovedvej gennem en smal slugt. Hold afstand i kurverne. Stop ved Hirschsprung og Ravenna kun på de markerede pladser.
Ravenna-julemarked: Holdes i advent-weekenderne nede i kløften. Det er blevet meget populært, og adgang kræver nu billet på forhånd. Tjek datoer og booking, hvis du kører i december.
Freiburg by: En af Tysklands mest cykelvenlige byer — over 400 km cykelstier og bilfri bykerne. Bilen står bedst i et parkeringshus i kanten af Altstadt; resten går eller cykler du. Münstermarkt er lukket om søndagen.
Schauinslandbahn: Kabelbanen op ad husbjerget. Tjek driftstider, særligt uden for sommersæsonen.
Rejsen slutter her
Freiburg im Breisgau
Bilen står i et parkeringshus i kanten af den gamle bydel. Herfra er det få minutters gang til katedralen og markedet. Scan QR'en, hvis du vil have ruten gennem byen til Münster — eller bare gå efter tårnet. Du kan se det fra alt.
SLUT-GPS: 47.9966, 7.8556 · Freiburg, P i kanten af Altstadt (Schlossbergring)
Tre dage. Et termalbad, en højderyg, to vandfald, et gøgeur på seks tons, en gletsjersø og en helvedesdal. Og en pølse på 35 centimeter til sidst. Sortskoven var grøn hele vejen.
Scan til Maps
Åbn kameraet på din telefon og hold det op mod koden. Ruten åbner i Google Maps.
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
