Harzen — hekseskoven, damptoget og bindingsværket

De første kilometer — ud af kejserstaden

Goslar er en god start fordi den snyder dig. Den ligger fladt, ser ud som en almindelig køn tysk småby med brostens-torv og cafeer, og først når du kigger op mod syd ser du det: en grøn mur af bjerg der begynder lige uden for byporten. Du parkerer ved Marktplatz, går ti minutter rundt, og lugter det med det samme — brød fra et bageri, brosten der er våde efter nat, og en svag kold træk-luft fra bjerget der ligger og venter.

Byen står på UNESCOs verdensarvsliste fra 1992, og den fortjener det: Kaiserpfalz, den tyske kejsers pfalz fra 1000-tallet, er den største bevarede verdslige bygning fra dengang i hele landet. Men det er ikke huset der gjorde Goslar rig. Det var bjerget bag byen. Rammelsberg — minen i bakken lige syd for centrum — leverede malm i over tusind år, fra omkring år 968 til den lukkede 30. juni 1988. Cirka 27 millioner tons sølv, bly, kobber og zink gik op ad de skakter. Ingen anden mine i verden har kørt så længe.

→ Goslar

Wikimedia Commons

Rammelsberg lige syd for Goslar. Malm i tusind år — 968 til 1988. Verdens eneste mine der kørte så længe. UNESCO 1992.

Vil du under jorden, kan du. Besøgsminen tager dig ind i bjerget ad de gamle stoller, forbi vandhjul så store at de fylder et helt kammer, drevet af det vand minefolkene ledte hertil for otte hundrede år siden. En guide med hjelm og pandelampe går foran — mange af dem er efterkommere af minearbejdere, og de fortæller det som noget der stadig er deres. Det er koldt og fugtigt dernede, og lyden af dryppende vand følger dig hele vejen ind.

Du forlader Goslar sydøst ad B6 mod Bad Harzburg. Det er den flade forbindelse langs Harzens nordrand — otte kilometer med bjerget som en mur på din højre side og markerne fladt til venstre. Vejen er bred og hurtig, to spor, jævn asfalt. Du kører ikke op endnu. Du kører langs foden og kigger på det du snart skal ind i.

Trafikken er let om morgenen. En lastbil med tømmer på ladet — måske en af de døde graner der køres ud af skoven — ruller forbi mod nord. Til højre stiger bjerget, mørkegrønt forneden og sølvgråt højere oppe hvor de døde stammer begynder. Du kan allerede ane at det ikke bliver en almindelig køretur.

B4 op til Torfhaus — fire spor gennem en død skov

I Bad Harzburg drejer du op ad B4, og nu begynder det. Fra byen til Torfhaus er der kun ni kilometer — men du stiger 500 meter på den strækning. Det mærkelige er hvordan: B4 er her udbygget til fire spor, to op og to ned, med midterrabat. En regulær motorvejs-agtig bjergvej, midt i skoven. Motoren arbejder, du kan høre den skifte, og bilen presser sig opad i et jævnt træk. Det er den slags vej der ikke findes andre steder i det flade Nordtyskland.

Ørerne popper. Du mærker højden i kroppen før du ser et tal på et skilt. Luften der kommer ind gennem ventilationen bliver koldere for hver kilometer, og lyset skifter — det bliver skarpere, mere gråt, mere bjerg. Modkørende biler har tændte lygter midt på dagen, fordi de lige er kommet ud af en tågebanke længere oppe.

Og så er der skoven. Kig ud af vinduet på vej op, og du ser noget der ligner en katastrofe: milevis af sølvgrå, afbarkede granstammer, stående oprejst som knogler, uden en eneste nål. Det er ikke en skovbrand. Det er barkbiller og tørke. Siden 2019 har Harzen mistet omkring 90 procent af sine graner — alene i 2021 talte man over 5.600 hektar stående dødt træ. Nationalparken lader det stå med vilje. Nedenunder de døde stammer spirer birk, bøg og røn frem i lysegrønt. Du kører gennem en skov der dør og genfødes samtidig, i samme billede.

Torfhaus dukker op i godt 800 meters højde — det højeste punkt på hele B4, og Niedersachsens højeste bebyggelse. Her holder du ind. Ikke for husene, som er få og praktiske, men for det der ligger mod øst. Går du tværs over vejen til udsigtspunktet og hedemosen bagved, ser du Brocken — fem kilometer væk, rund og bar på toppen, med en antennemast der stikker op som en nål. Hvis det er en af de sjældne klare dage. Ellers ser du en grå væg, og det er lige så meget Harzen.

Det var her Goethe gik op. Den 10. december 1777 besteg han Brocken fra Torfhaus sammen med en skovfoged ved navn Degen — den første kendte vinterbestigning, ad en sti der stadig hedder Goetheweg. Han var 28 år, det var december, og han gik op i sneen for at se om han kunne. Oplevelsen endte senere i "Faust", hvor Brocken blev til Blocksberg — heksenes bjerg.

Wikimedia Commons

Goetheweg fra Torfhaus — stien Goethe gik op ad mod Brocken i december 1777. Langs den løber Abbegraben, en af minefolkets gamle vandgrøfter.

Bag udsigtspunktet ligger højmosen — Oberharzer Hochmoor — en flad, våd verden af tørvemos, dværgbirk og små sorte vandhuller. Der er lagt en træspang ud over den, så du kan gå tørskoet. Under dine fødder er tørv der har lagt sig lag på lag i tusinder af år. Det lugter råt og jordagtigt, lidt som en have efter regn, men koldere. En enkelt fuglefløjt og vinden i lyngen er de eneste lyde.

→ Nationalpark Harz

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

To stop lige ved B4 i Bad Harzburg: Radau-Wasserfall (t.v.) — 23 meter vand, gravet af mennesker i 1859 for turismens skyld. Og Baumwipfelpfad (t.h.) — 700 meter sti oppe i trækronerne, 26 meter over jorden.

To ting er værd at stoppe for på vej op, begge lige ved B4. Radau-Wasserfall ser vildt ud — 23 meter vand ned over klipperne — men er faktisk menneskeskabt: en afledningsgrøft gravet i 1859 for at give turisterne noget at se på. Det virkede. Og Baumwipfelpfad, trætopstien, hvor du går 700 meter oppe i kronerne, op til 26 meters højde, og kigger ned på skovbunden mellem dine fødder. Begge er lette afstikkere. Ingen af dem tager mere end en time.

Fra Torfhaus ned mod Braunlage — Oderteich og et koldt bad

Fra Torfhaus fortsætter B4 sydover og begynder at falde. Granskoven lukker sig igen om vejen — her er den mere levende, tættere, mørkegrøn. Lugten skifter: du kører med vinduet lidt nede og der kommer harpiks, våd nål, kold mosejord ind. Det er en anden luft end nede i Goslar. Tyndere, renere, med en snert af noget råt fra højmoserne.

Wikimedia Commons

B4 sydpå fra Torfhaus. Her lever granskoven endnu — mørkegrøn, tæt, harpiks i luften.

Lige før Braunlage ligger en lille afstikker der er værd at tage: Oderteich. Det er ikke bare en sø — det er et stykke ingeniørhistorie. Dæmningen blev bygget 1715 til 1722 af Harzens minefolk for at skaffe vand til pumperne nede i skakterne, og den er en af Tysklands ældste. Hele det system af dæmninger, grøfter og damme — Oberharzer Wasserwirtschaft — kom med på UNESCO-listen sammen med Goslar. Det er 800 år gammel vandkraft, bygget af folk med skovl og trillebør.

Wikimedia Commons

Oderteich — en dæmningssø fra 1715, gravet af Harzens minefolk for at drive pumperne i skakterne. UNESCO. Og et af Nordtysklands højestliggende badesteder.

Og så Braunlage. En gammel kur- og vintersportsby i dalen, med Wurmberg rejsende sig over den mod øst — 971 meter, Niedersachsens højeste bjerg, med en kabinebane op fra byen. Om vinteren er her ski. Om sommeren er her vandrere med staver, en langsom bymidte, og en likør-lugt fra kroernes barer. Du parkerer, strækker benene, og ser dagens lys blive langt og gyldent over granerne. Her sover du.

Wikimedia Commons

Wurmberg over Braunlage — 971 meter, Niedersachsens højeste. Kabinebane om sommeren, ski om vinteren.

Braunlage om aftenen er stille på en god måde. Kurgæster går langsomt langs promenaden, en flok mountainbikere ruller ind fra en skovsti med mudder op ad benene, og fra en åben kro-dør står lyden af glas og lav snak. Du kan lugte grillet pølse og et strejf af granrøg fra en terrassepejs. Dagens lys bliver langt og gyldent over granerne, og temperaturen falder mærkbart så snart solen er væk bag bjerget.

Goethe gik op i sneen for at se om han kunne.
Du kører op for at se en skov skifte hud. Begge dele er Harzen.

B27 ud af Braunlage — ned i Kalte Bodes dal

Du forlader Braunlage østpå ad B27, og vejen ændrer karakter med det samme. Væk er etape 1's brede, firesporede stigning. Her er B27 smal og kurvet, én bane i hver retning, snoende sig ned langs en flod der hedder Kalte Bode — den kolde Bode. Granerne står tæt helt ind til rabatten, og på strækninger lukker de sig over vejen så du kører i en grøn tunnel. Solen kommer i pletter. Floden løber til den ene side, lav og klar over sten.

Det er en langsom vej at køre. Ikke fordi den er dårlig — men fordi den vil have dig til at sætte farten ned. Kurverne kommer tæt, en cyklist dukker op om et sving, og et sted krydser du damptogets skinner — smalspor, kun en meter mellem skinnerne, forsvindende ind i skoven på begge sider. Du hører måske en fløjte langt væk. Rul vinduet ned. Det lugter af gran og kold flod og, hvis toget lige er kørt forbi, en tør snert af kul-røg.

Vejen krydser floden et par gange på lave stenbroer, og hver gang ser du ned i klart vand der løber over runde sten. Nogle steder står en lystfisker i waders til livet og kaster efter ørred. B27 er ikke en vej man haster ad. Der er stort set ingen overhalingsstrækninger, og det er meningen — du er kommet for at køre langsomt gennem en dal, ikke for at komme frem.

Georgfotoart / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Kalte Bode mellem Braunlage og Elend. Klart vand over runde sten, gran der hælder ud over bredden. Den slags vej der vil have dig til at sænke farten.

Elend — det øde land og den mindste kirke

Efter et par kilometer ruller du ind i en landsby der hedder Elend. Navnet betyder på moderne tysk "elendighed" — men det kommer af det gamle ord eli-lenti, "det andet land", "det fremmede land". Sådan føltes det nok, dengang her kun var skov og kulde og en håndfuld huse i en dal. I dag er det en stille by med en overraskelse: Tysklands mindste trækirke.

Den står lige ved vejen, og du kører næsten forbi den. Holzkirche zu Elend, indviet 27. juni 1897, måler 5 gange 11 meter og har plads til omkring 90 mennesker hvis de sidder tæt. Gå ind. Den er beklædt med brædder udenpå, har et lille tårn og en apsis der kom til i 1904, og indeni er der en varme og en stilhed som kun små trærum har. Du er inde og ude på fem minutter. Men du husker den.

Wikimedia Commons

Holzkirche zu Elend — Tysklands mindste trækirke. 5 gange 11 meter, indviet 1897, plads til omkring 90 hvis de sidder tæt.

Fra Elend stiger vejen igen. Granerne bliver tættere og højere, og på en strækning kører du ind i skygge så dyb at du automatisk tænder lygterne midt om dagen. Det er den slags skov eventyrene kommer fra — mørk, tavs, med mos på nordsiden af hver stamme og en luft der er ti grader køligere end nede i dalen. Så åbner den sig, og Schierke ligger foran dig.

Schierke — hvor damptoget skovler kul mod Brocken

Fra Elend drejer du op til Schierke — kur- og vintersportsbyen der ligger i 615 meters højde som den sidste bebyggelse før Brocken. Det er en kort afstikker fra hovedruten, en blindvej i den forstand at bilvejen ikke fortsætter over bjerget. Men det er her du skal hen. For i Schierke holder damptoget.

Harzer Schmalspurbahnen er ikke et museum. Det er et arbejdende jernbanenet — 140 kilometer smalspor, meterbredt, med 25 rigtige damplokomotiver der kører hver dag. Fra Schierke klatrer Brockenbahn de sidste, stejleste kilometer op til toppen af Brocken i 1141 meter — Nordtysklands højeste bjerg. Strækningen til toppen åbnede allerede i 1899. Står du på perronen når toget gør klar, ser du fyrbøderen skovle kul i luge efter luge, hører kedlen syde, og får dampen og røgen slået om dig i en varm, sort-hvid sky der lugter af kul og olie og hedt jern.

Wikimedia Commons

Brockenbahn i Schierke. Fyrbøderen skovler kul, kedlen syder, og dampen slår om perronen. 1141 meter op ad meterspor.

Toget larmer når det sætter i gang. Hjulene spinner et øjeblik på de stejle skinner, kobberkedlen hvæser, og så tager det fat og kryber opad i skridtgang — langsommere end du kan gå. Røgen driver ned mellem granerne længe efter det er væk. Bliver du stående på perronen, kan du høre fløjten give ekko i dalen tre-fire gange, svagere for hver gang, mens toget arbejder sig mod toppen.

Toppen af Brocken er ikke bare et bjerg. Det er et stykke kold krig. Fra august 1961 var Brocken en militær spærrezone i DDR — lukket land, med to sovjetiske aflytningsstationer, en mur rundt om toppen, og grænsen til Vesttyskland lige nedenfor. Ingen civile kom derop i næsten tredive år. Den 3. december 1989, en måned efter Muren faldt, gik tusinder af mennesker op ad bjerget og tog det tilbage. De sidste sovjetiske soldater rejste i 1994. I dag står antennerne der stadig — men nu kan du gå eller cykle eller tage damptoget helt op.

Wikimedia Commons

Brockens top, 1141 meter. Antennerne stod her allerede i DDR-tiden, da toppen var lukket militærzone. Nu kan alle komme op.

Schierke selv er lille — en kur-by der klemmer sig ind i dalen med træhuse, en kirke på en høj, og en luft der lugter af gran og kul og kold sten. Om vinteren står her skiløbere med brædder på skuldrene. Om sommeren vandrere med staver, og landevejscyklister der spænder hjelmen og kigger op ad Brockenstraße med et blik der siger "kan jeg mon". Byen lever af bjerget bag sig, på godt og ondt.

Sanseoplevelse — valgfri afstikker

Cykl den bilfri Brockenstraße til toppen — eller lad toget gøre det

Fra Schierke fører Brockenstraße op til toppen. Vejen er asfalteret hele vejen, men spærret for privatbiler ud over byskiltet — kun damptog, cyklister og gående. Det gør den til Harzens mest berømte cykelstigning: fast asfalt, bilfrit, og en top på 1141 meter i enden. Sidste stykke er stejlt og du kommer til at mærke det i lårene, men du deler vejen med ingen andre end vandrere og en dampfløjte i det fjerne. Park bilen i Schierke, cykl op, rul ned igen til din bil.

Olaf Meister / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Vil du ikke svede: stil dig på perronen og tag damptoget op i stedet. Enten måde ender med den samme udsigt — eller den samme tågevæg som på billedet. Begge dele er ægte Harzen.

🚗 Schierke Bahnhof 📷 Scan til Maps

Når du er tilbage ved bilen i Schierke, kør ned ad B27/B244 mod Wernigerode — cirka 20 minutter ned til bindingsværket.

→ Harzer Hexenstieg

De sidste kilometer ned til Wernigerode

Fra Schierke ruller du ned ad B244 mod nord, og landskabet åbner sig. Granerne trækker sig tilbage, dalen bliver bredere, markerne kommer til. Og så ligger Wernigerode foran dig — det man kalder "die bunte Stadt am Harz", den farvede by ved Harzen. Navnet fik den sidst i 1800-tallet, og den lever op til det: gader af bindingsværk i okker, rødt, grønt og blåt, med skæve etager og udskårne bjælker.

Midt i det hele står Rathaus — rådhuset — med sit bindingsværk og to spidse tårne, opført 1494 til 1498. Det ligner noget fra et eventyr, men det er ægte, og folk arbejder der stadig. Og oppe på bjerget over byen troner Schloss Wernigerode, et pragtslot der i sin nuværende form blev bygget 1862 til 1885 — så pompøst og tårnet at det er blevet kaldt "Nordens Neuschwanstein". Herfra er der udsigt ud over hele byen og ind mod Brocken.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Wernigerode: Schloss (t.v.), bygget 1862-1885 — "Nordens Neuschwanstein". Og Rathaus (t.h.) i bindingsværk fra 1490'erne. Den farvede by ved Harzen.

→ Wernigerode

Gå op til slottet ad den stejle vej eller med den lille bane — og vend dig om på toppen. Under dig ligger den farvede by som et tæppe af røde og brune tage, og bag den, mod sydvest, hæver Brocken sig grå og rund over granskoven. På en klar aften kan du se helt derop fra slotsterrassen. På en almindelig aften ser du en tågevæg hvor bjerget burde være — og det er lige så meget Harzen.

Wernigerode er også endestationen for damptoget — det er herfra Harzquerbahn og Brockenbahn har deres hovedsæde, og du kan se lokomotiverne stå og ryge på banegården. Og hvis du er sulten: byen har bagt Baumkuchen — kagen på spid, lag på lag drejet over åben ild — siden 1749. Køb et stykke, sæt dig på torvet, og se aftenlyset ramme de skæve facader. Her sover du.

Bymidten er til fods. Brostens-gader, en markedsplads, butikker i stueetagen under bindingsværk der har stået i fem hundrede år. En smalsporsbane — Harzquerbahn — tøffer gennem byen på vej mod bjergene, og børn stopper op og vinker til lokoføreren. Det er en by der lever af turister, ja, men den lever også bare: folk handler, cykler, sætter sig på en bænk i aftensolen med en is.

Et damptog der stadig skovler kul mod et bjerg det ikke måtte besøge i tredive år.
Harzen gemmer sine bedste historier i røgen.

B27 mod Rübeland — ned i kalkstenen

Fra Wernigerode kører du sydøst ad B27, og geologien skifter under dig. Væk er granitten og granmosen fra de andre dage. Her er kalksten — og hvor der er kalksten, er der huler. Vejen dykker ned i en snæver dal ved Rübeland, en gammel bjergværks- og kalkby der klemmer sig ind mellem klipper på begge sider af floden Bode. Røgen fra kalkovnen hang engang over dalen. Nu er det hulerne folk kommer for.

Baumannshöhle er noget helt særligt: Tysklands ældste skuehule. Der er blevet ført besøgende gennem den siden 1649 — næsten fire hundrede år. Den store sal inde i bjerget hedder Goethesaal, fordi Goethe kom her flere gange, og den bruges stadig til teater og koncerter — forestil dig en opera dybt inde i et bjerg. Nabohulen, Hermannshöhle, blev opdaget i 1866 og huser Tysklands eneste bestand af grottesalamandre — blege, blinde haleulke der lever i mørket. Inde i hulerne er der konstant 7 til 9 grader, sommer som vinter. Tag en trøje med, også i juli.

Wikimedia Commons

Rübelands drypstenshuler. Baumannshöhle er Tysklands ældste skuehule — mennesker er ført igennem siden 1649. Konstant 7-9 grader.

En huleguide fører dig ind. Traditionen for netop det går tilbage til 1649, så hun står i en ubrudt kæde af mennesker der har vist fremmede vej gennem det her mørke i næsten fire hundrede år. Lampen svinger, dryppene falder fra loftet et sted i mørket, og hun peger på en dryptsten der ligner en bispehue, en anden der ligner en orgelpibe. Luften er tung og våd og smager svagt af kalk. Inde i Goethesaal, den store sal, holder de stadig koncerter — forestil dig en cello dybt inde i et bjerg.

Rappbodetalsperre — 106 meter beton og en bro på 483

Videre ad B27 og ned mod L96, og du kommer til dagens store konstruktion: Rappbodetalsperre. Dæmningsmuren er 106 meter høj — Tysklands højeste — bygget 1952 til 1959, og den holder landets største drikkevandsreservoir tilbage. Vejen L96 går faktisk hen over selve dæmningskronen, gennem en kort tunnel. Du kører oven på 106 meter beton med sort vand på den ene side og et frit fald på den anden.

Det er en mærkelig fornemmelse at køre hen over en dæmningskrone. Vejen bliver smal, autoværnet lavt, og for et øjeblik er der ikke bjerg omkring dig — bare luft og vand. Så lukker skoven sig igen om vejen på den anden side, og du glemmer næsten at du lige har passeret det højeste stykke beton i landet.

Jörg Blobelt / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Dæmningsmuren set nedefra — 106 meter beton, vejen og tunnelen på kronen. Tysklands højeste dæmning, bygget 1952-1959.

Men det er ikke dæmningen folk stopper for. Det er broen. Titan RT, åbnet 7. maj 2017, er en gang-hængebro der spænder 483 meter fra klippekant til klippekant, cirka 100 meter over dalbunden. Den er 1,2 meter bred. Du begynder at gå, og du mærker det med det samme: den gynger. Ikke truende — men nok til at du holder fast i wiren og går lidt langsommere end du havde tænkt. Under dig er der luft, og længere nede sort vand. På den anden side venter Europas længste megazipline, hvis du er til den slags.

Wikimedia Commons

Titan RT — 483 meter gang-hængebro, 100 meter over vandet, oven på Tysklands højeste dæmning. Den gynger. Det er meningen.

→ Titan RT → Rappbodetalsperre

Bodetal og Thale — kløften, hesteskoen og heksene

Fra dæmningen følger du floden Bode østpå mod Thale, og her venter turens vildeste landskab. Bodetal — Bodedalen — er en granitkløft der skærer sig over 280 meter ned ved Thale. Man kalder den "Nordtysklands Grand Canyon", og selvom det er en tysk overdrivelse, er den ægte nok: stejle klippevægge, en flod der buldrer over sten i bunden, og to klipper der rejser sig over det hele på hver sin side. Området har været fredet siden 1937. Kløften selv er for smal og stejl at cykle — det er en vandrekløft, en du går ned i til fods.

De to klipper har hver sin myte. På den ene, Rosstrappe (403 meter), sidder ifølge sagnet et hesteskoaftryk i granitten. Historien: kongedatteren Brunhilde flygtede på sin hvide hest fra kæmpe-ridderen Bodo, der ville tvinge hende. Ved kløften satte hesten af og sprang tværs over afgrunden — hovslaget slog aftrykket i klippen. Brunhilde slap. Bodo styrtede i floden, druknede, og gav floden sit navn: Bode. Han vogter stadig hendes tabte krone som en sort hund dernede. Arkæologer tror aftrykket i virkeligheden er resten af et germansk offerbassin. Sagnet er sjovere.

Overfor, på den anden klippe, ligger Hexentanzplatz — Heksedanspladsen (454 meter). Navnet er ikke opfundet til turister. Det var et germansk kult- og offersted så langt tilbage som 750 til 450 år før vor tidsregning, hvor de gamle saksere fejrede natten mellem 30. april og 1. maj. Da frankerne kristnede området, blev kulten forbudt — og stedet fik sit navn, som om det kun kunne have været hekse der samledes deroppe. Du kan tage en kabinebane med glasbund op til Hexentanzplatz, eller en stolelift over til Rosstrappe, og se ned i kløften mellem dine fødder.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

To sider af samme kløft: udsigten fra Hexentanzplatz ud over Thale (t.v.), og Bode der buldrer i bunden 280 meter nede (t.h.). Fredet siden 1937.

Ved kløftens indgang i Thale er der en larm du kan mærke i brystet — Bode der presser sig gennem en flaskehals af granit, hvidt vand over sorte sten. En kabinebane summer over dig mod Hexentanzplatz, en anden lift svinger mod Rosstrappe, og imellem dem hænger kløften kold og skyggefuld selv midt om sommeren. Du behøver ikke gå langt ind for at forstå hvorfor folk i tusinder af år har fortalt historier om det her sted.

De sidste kilometer — ud på sletten til Quedlinburg

Fra Thale er der kun ti kilometer ad B81 ud til Quedlinburg, og landskabet slipper bjerget. Klipperne bliver til bakker, bakkerne til marker, og pludselig kører du på flad slette med Harzen som en blå silhuet i bakspejlet. Undervejs kan du på en klar dag se Teufelsmauer — Djævlemuren — en række takkede sandstensklipper der stikker op af markerne som en forstenet ryg. Sagnet siger djævlen byggede den på én nat.

Vejen bliver bredere og hurtigere nu, en almindelig landevej mellem marker med korn og raps. Efter de smalle bjergveje føles det næsten for let — du kan lægge armen i vinduet, sætte farten op, og se Harzen skrumpe i bakspejlet fra en mur til en blå streg. Bjerget slipper dig langsomt, og du mærker det på kroppen: skuldrene falder ned, og du kører fra bjergland ud i almindeligt land igen.

Og så Quedlinburg. Det er finalen, og det er en af Tysklands smukkeste. Byen slap gennem både krig og DDR næsten urørt, og resultatet er over 2.100 bindingsværkshuse fra otte forskellige århundreder, tæt sammen i et gadenet der snor sig op mod slotsbjerget. UNESCO indskrev hele byen på verdensarvslisten i 1994. Du parkerer, går ind i den gamle bydel, og du taber tidsfornemmelsen. Gaderne er skæve, husene læner sig mod hinanden, og hver etage er bygget i en anden stil end den under.

Wikimedia Commons

Quedlinburg. Over 2.100 bindingsværkshuse fra otte århundreder. UNESCO 1994. Byen tabte tidsfornemmelsen for dig.

Gå ind i det uden en plan. Der er ikke ét torv du skal se og så videre — det er hele bydelen, gade efter gade, hvor to huse sjældent er ens og ingen står helt lige. Nogle hælder synligt, holdt oppe af nabohuset. På en bænk sidder en ældre mand med en avis og en kop kaffe, og han ser ud som om han har siddet der siden 1700-tallet. Brostenene er ujævne, gaderne snævre. Tag gode sko på og lad byen bestemme retningen.

Oppe på Schlossberg ligger Stiftskirche St. Servatii, en romansk kirke bygget 1070 til 1129. Her ligger Heinrich I begravet — Heinrich Fugleren, den første saksiske konge, død 936. Quedlinburg var hans residens og gravby. En sejlivet legende siger han blev valgt til konge her på stedet mens han fangede fugle — men det skete faktisk i Fritzlar i 919. Historien om fuglefængeren er for god til at dø.

Og kirken gemmer en krimi. Under Anden Verdenskrig stjal en amerikansk løjtnant ved navn Joe Tom Meador tolv af domkirkeskattens fineste stykker — middelalderlige relikvier og manuskripter — i 1945 og sendte dem hjem til Texas. Der lå de skjult i cirka fyrre år. Først i 1993 kom skatten tilbage til Quedlinburg, efter et internationalt opklaringsarbejde og en retssag. Nu ligger den bag glas i kirken, hvor den hører hjemme.

→ Quedlinburg

Wikimedia Commons

Stiftskirche St. Servatii på Schlossberg. Romansk, 1070-1129. Heinrich Fuglerens gravkirke — og en stjålet skat der kom hjem i 1993.

To kejserstæder, en død skov, et damptog og en gyngende bro.
Alt sammen på 120 kilometer. Det er derfor vi valgte Harzen til dig.