Berlin — tre dage gennem en delt by

De første 280 meter — ud af porten, ned ad Ebertstrasse

Brostenene er uens. Du mærker det gennem sålen med det samme. Pariser Platz er pænt lagt, men så snart du træder igennem Brandenburger Tor og ned på Ebertstrasse, er det der ikke er gjort rent siden 1945. Knasende lyd. Kant mod kant. Stenene er varme hvis du går kl. syv om morgenen — nattevarmen sidder stadig i dem — og du har vinden på næsepartiet, fordi porten fungerer som en vindtunnel. To grader koldere på bagsiden end foran.

Porten er bygget i 1791 af Carl Gotthard Langhans, seks doriske søjler, klassisk græsk stil med Propylæerne på Akropolis som forbillede. 26 meter høj, 65 meter bred. Men det vigtige står på toppen: Quadrigaen, fire heste og sejrsgudinden Victoria, 4,5 ton bronze, vendt mod byen. Og det vigtige ved statuen er at den har været igennem meget. Napoleon tog den med til Paris i 1806 som krigstrofæ. Preusserne hentede den hjem i 1814 efter Napoleons nederlag, og Victoria fik syet et jernkors og en ørn på som hævn. Bombet i stykker i 1945. Sovjetiske soldater skød på hestene. Det du ser i dag er en kopi fra 1958, støbt i Vesttyskland — og så købt af DDR. Berlin, bogstaveligt talt.

→ Brandenburger Tor

Du vender ryggen til porten og går sydpå. Ebertstrasse her er fire spor asfalt med brede fortove, fire rader af mellemhøje lindetræer, og en rødmarkeret cykelbane i fortovet. Det er en tyve-meter-bred gade men føles bredere, fordi Tiergarten ligger på højre hånd og åbner synsvinklen op. På venstre side står Hotel Adlon — rekonstrueret i 1997 efter originalen fra 1907. Du kan se balkonen på tredje sal hvor Michael Jackson holdt babyen ud i november 2002. Det er en rar ting at vide når du går forbi, og på en måde mere Berlin end halvdelen af historien.

En politihest står parkeret ved fortovskanten. To beredne betjente. Hesten lugter af lædersadel og vådt hår. Den kigger på dig. Du kigger tilbage. Du går videre.

Zairon · CC BY-SA 4.0

Reichstag-kuplen. Gratis adgang via bundestag.de. 294 trin op. Udsigt over hele Berlin.

De 200 meter langs Hannah-Arendt-Strasse — gennem stele-skoven

Efter 280 meter åbner der sig et felt på venstre hånd. Det er ikke en park. Det er Denkmal für die ermordeten Juden Europas — Holocaust-Mahnmal, indviet 2005, tegnet af amerikaneren Peter Eisenman. 2.711 betonstelæer i et rektangulært gitter på 19.000 kvadratmeter. Stelerne er forskellige højder — i kanten knæhøje, i midten fire meter. Jorden under dem er bølget, så når du går indad, synker du ned mellem grå vægge der vokser op over hovedet på dig.

Lyden fra gaden forsvinder. Der er en særlig stilhed derinde, en akustisk-boring stilhed, som om sten-korridorerne slugger støjen. Du kan ikke se andre mennesker med mindre de går i samme korridor som dig. Børn løber gennem gitteret og klaprer. Turister laver selfies. Det gør folk rasende, men Eisenman har sagt at det er fint — monumentet er en labyrint, ikke en kirke, og læseren må selv bestemme om hun er i den eller udenfor.

Benh LIEU SONG · CC BY-SA 2.0

2.711 stelæer. I midten vokser de op over dig. Lyden fra gaden forsvinder.

De 720 meter mod Topographie des Terrors — gennem Potsdamer Platz

Ned ad Ebertstrasse yderligere 500 meter rammer du Potsdamer Platz. Det her var Europas mest trafikerede plads i 1920'erne — fem sporvognslinjer, tolv bilspor, taxaer, hestevogne, og Europas første trafiklys (monteret 1924, stadig stående som replika midt på pladsen). Så kom krigen. Så kom Muren. Pladsen blev bogstaveligt talt skåret over, og i fyrre år lå her en tom mark med vagttårne og hegn.

Da Muren faldt i 1989, var pladsen det tommeste sted i centraleuropa. Debis, Daimler, Renzo Piano, Helmut Jahn fik hver deres kvarter. Sony Centeret fra 2000 har en glas-teltkuppel som et cirkustelt. Det er hverken pænt eller grimt. Det er genbygget — Berlin på slået mønt. Der blev også fundet noget der ikke var planlagt: da man gravede fundament til DB-tårnet, stødte byggefolkene på Hitlers chauffør-bunker, intakt. Man murede den til igen og byggede ovenpå. Det er også Berlin.

På asfalten tværs over pladsen løber en dobbelt rad af brosten — en kilometer-stribe der markerer hvor Muren stod. Den løber gennem byen, og du vil falde over den hele dagen. I Zimmerstrasse er den mest tydelig. Der står også bronze-plader i asfalten der siger "Berliner Mauer 1961–1989". De er cirka A4-størrelse. Du træder på dem uden at tænke. Så ser du dem.

Drej østpå ad Stresemannstrasse og derefter Niederkirchnerstrasse (som før 1951 hed Prinz-Albrecht-Strasse, og det er dér navnet begynder at betyde noget). Gaden er smal, brosten i sidestumperne, og på højre hånd står et 200 meter langt stykke af den originale Berliner Mauer — et af de længste bevarede stykker i det indre Berlin.

Og bag muren ligger en lav, moderne glasbygning med en åben underetage. Det er Topographie des Terrors. Ikke et museum med billetter, ikke en souvenirbutik. Et dokumentationscenter, gratis, åbent dagligt 10–20. Det står på selve grunden hvor Gestapo, SS og Reichssicherheitshauptamt havde deres hovedkvarter 1933–1945. Bygningerne blev bombet i 1945 og revet ned i 1956. I 1987 blev grunden ryddet, og kælderen under Prinz-Albrecht-Palais — med celle-resterne hvor Gestapo forhørte fanger — kom frem. Den moderne bygning (Ursula Wilms, 2010) står ovenpå.

Arild Vågen · CC BY-SA 3.0

Topographie des Terrors. Gestapo-kælderen blev gravet fri i 1987. Resten er tilføjet. Vandrer 200 meter af originalmuren langs gaden.

→ Topographie des Terrors

Indenfor er udstillingen tyk og stille. Fotografier, breve, forhørprotokoller, oversat til fire sprog. Ingen dramatisk musik. Ingen forklaring der forsøger at gøre det forståeligt. Det er den sværeste type museum — det der lader dig være alene med det. En museumsvagt i uniform sidder i hjørnet og læser Neues Deutschland (den gamle DDR-avis stadig eksisterer som venstreorganet). Han kigger op når du går forbi.

De 450 meter ad Zimmerstrasse — mod Checkpoint Charlie

Fra Topographie drejer du nordpå ad Wilhelmstrasse og rammer Zimmerstrasse. Det er her den faldte. Dobbelt brostens-linje på tværs af asfalten. Bronzeplade i midten. Du står med den ene fod i det der var Øst og den anden i det der var Vest. Der er intet andet skilt. Tyskere er god til at lade det vigtige være lille.

Du ruller videre og er ved Checkpoint Charlie. Det er Berlins mest turistede sted og det mest skuffende. Det originale vagthus blev revet ned i 1990. Det nuværende er en replika. Der står skuespillere i amerikanske uniformer og tager selfies for 5 euro. Der er skilte der siger "You are leaving the American Sector" på fire sprog. Der er en McDonald's på hjørnet. Det er ikke Berlin — det er en forestilling om Berlin. Læs tavlen. Læs om oktober 1961, hvor amerikanske og sovjetiske tanks stod øje mod øje på dette hjørne, og gå videre.

De 500 meter op ad Friedrichstrasse — mod Gendarmenmarkt

Nordpå ad Friedrichstrasse ændrer byen karakter. Gaden er stadig fire spor asfalt, men facaderne bliver tættere, højere, og mere post-krigs-genopbyggede. Butikker med tøj. Krone-skilte. En Hugo Boss. En Armani. En Galeries Lafayette på nr. 76–78 (Jean Nouvel, 1996) med en 37 meter dyb glaskegle indvendig. Sving til venstre ad Französische Strasse og du ser facaderne blive franske — jugendstil, engle i relief, blodrøde markiser. Der er ikke kun historiske grunde til det navn. Gaden er opkaldt efter de huguenot-flygtninge som kurfyrst Frederik Vilhelm I gav asyl i 1685. De var protestantiske flygtninge fra Frankrig der bragte urmageri, silkeproduktion og kaffehuskultur til Berlin. En tredjedel af byens befolkning havde fransk baggrund i 1700.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Checkpoint Charlie i dag. Det originale vagthus revet ned i 1990. Det du ser er en replika. Skuespillerne koster 5 euro.

500 meter senere rammer du Gendarmenmarkt, og Berlin skifter tone igen. Pladsen er fra slutningen af 1600-tallet, opkaldt efter Gens d'armes — et huguenot-kavaleri-regimente der havde stalde her i 1736. Ikke tyske gendarmer. Franske. Midt på pladsen står Konzerthaus (Schinkel, 1821). Flankerne er to kuppelkirker der næsten er spejlbilleder: Französischer Dom mod nord, Deutscher Dom mod syd, begge fra 1780–85, begge 70 meter høje. Klassicisme og katedralarkitektur, perfekt symmetri.

Aiko99ann · CC BY-SA 3.0

Gendarmenmarkt. Konzerthaus i midten, Französischer Dom til venstre. Berlins smukkeste plads — og sjældent overfyldt.

Sæt dig på trappen foran Konzerthaus. Det er Berlins smukkeste plads og den er sjældent overfyldt. Om sommeren spiller et jazzband udenfor Französischer Dom. Om vinteren står der et juletræ og en lille julemarked med Glühwein til 4 euro koppen. Der er en butik der hedder Rausch Schokoladenhaus 100 meter derfra på Charlottenstrasse 60 — de har chokolade-modeller af Brandenburger Tor i vinduet, støbte i hånden, 45 kg tung. Det er en af de Berlin-detaljer der fortæller dig byen spøger med sig selv.

De 900 meter ad Unter den Linden — ad kejser-aksen til Museumsinsel

Fra Gendarmenmarkt går du nordpå og kommer ud på Unter den Linden — Preussens paradeboulevard, anlagt af kurfyrst Frederik Vilhelm i 1647 som ridevej fra Berlin-slottet til Tiergarten. I dag er det seks spor asfalt, to cykelspor, og en bred midterpromenade med fire rader af lindetræer — cirka 200 træer i alt, genplantet i 1950'erne og igen i 2000'erne. I juni blomstrer de. Luften bliver sød, næsten sukret, og hvis du er følsom overfor lindepollen kan du få en let hovedpine af at gå her i en time. Berlinerne bander højlydt over "Lindenduft-Kopfschmerz" men de elsker det alligevel.

Under fortovet går U-banen — linje U5, åbnede til Brandenburger Tor i 2020. Du kan mærke vibrationerne gennem sålen når et tog går forbi. En S-bahn-togstation er under dig samtidig. Når du rammer Bebelplatz på højre hånd, så kig ned. Der er en glasplade i brostenene, 1,2 × 1,2 meter, og 20.000 tomme boghylder er synlige nede under den. Det er Micha Ullmans mindesmærke for bogbrændingen 10. maj 1933, hvor SS-studenterne brændte 20.000 bøger på pladsen her — Einstein, Freud, Thomas Mann, Heinrich Heine, Erich Maria Remarque, Brecht, alle de forkerte mennesker for det forkerte regime. Ved siden af ligger en plade med Heines citat fra 1821: "Das war ein Vorspiel nur, dort wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen" — Det var kun et forspil. Der hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker. Heine skrev det 112 år før SS gjorde det.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Unter den Linden. 200 lindetræer. Anlagt 1647 som ridevej. I juni lugter luften sød og næsten sukret.

Philip Pikart · CC BY-SA 3.0

Sinoulpgc · CC0

Du går videre ad Unter den Linden, krydser broen over Spreekanal ved Schlossbrücke (Schinkel, 1821–24), og rammer den lille ø i floden. Broen er 57 meter lang, 32 meter bred, og bærer 8 marmorstatuer på granit-sokler — unge krigere, gudinder, ænder. På solskinsdage står der sporadiske gadesmusikanter på broen. Jeg så en gang en rumænsk fyr spille "Hallelujah" på saxofon og en gammel dame i jakkesæt lægge en 20-euroseddel i hans kasket. Det sker, det er ikke usædvanligt. Berlin giver penge til smukke ting.

På den anden side af broen ligger Museumsinsel — en lille ø i Spree, 400 meter lang og 200 meter bred, hvor preusserkongerne samlede deres museer mellem 1830 og 1930. Fem museer her: Altes Museum (Schinkel, 1830), Neues Museum (1859), Alte Nationalgalerie (1876), Bode-Museum (1904), og Pergamonmuseum (1930). Hele komplekset blev indskrevet på UNESCO-listen i 1999.

→ Museumsinsel Berlin

Du kan ikke se det hele på én dag. Vælg. Neues Museum først, for Nefertiti — den 3.400 år gamle kalkstens-buste fra omkring 1345 f.Kr., fundet i Tell el-Amarna i 1912, smuglet ud af Egypten af den tyske arkæolog Ludwig Borchardt, og udstillet første gang i Berlin i 1923. Hun står i et rundt kuppelrum på førstesalen, blød belysning, ingen glasmontre. Du kan gå rundt om hende og se skulpturen fra alle sider. Folk sidder på bænkene og kigger i ti minutter uden at sige noget. Egypten har krævet hende tilbage i 100 år. Tyskland har sagt nej i 100 år.

→ Neues Museum

Bagefter Pergamonmuseum. Det meste er lukket for renovering frem til omkring 2037. Men Ishtarporten fra Babylon — 14 meter høj, 30 meter bred, blå glaserede lerfliser med løver og drager — er stadig tilgængelig. Porten blev hentet i styks fra det nuværende Irak mellem 1899 og 1917 af Robert Koldewey, sejlet til Berlin, og samlet igen i 1930. Det er den eneste tilbageværende af de syv oprindelige Babylon-porte. Der står skoleklasser foran den og åbner munden. Det gør du også.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Museumsinsel. Fem museer på en ø i Spree. UNESCO 1999. Hele komplekset bygget fra 1830 til 1930.

I morgen kører du østpå. Du tager bilen frem. Muren ligger foran dig, og der hvor den stod, er der nu karaoke om søndagen.

De første 300 meter ved foden af Fernsehturm

Du kommer fra P-huset ved Dom-Aquarée og går nord over Karl-Liebknecht-Strasse. Asfalten er bred her — fire spor, sporvognspor i midten, og M5-sporvognen ringer "ding-ding" når den drejer ind. Det er en mono-tone klokke, ikke melodisk. En af de lyde der ikke findes i nordeuropæiske byer uden sporvogne. Du hører den hele dagen i Øst-Berlin.

Og så er der Fernsehturm. 368 meter. Bygget 1965–1969 som DDR-prestigeprojekt, designet af Hermann Henselmann, og præcis højt nok til at være synligt fra hele Vest-Berlin. Det var hele pointen. Øst kunne noget. Fra fundamentet under dig rejser tårnet sig som en betonkegle op til en stålkuppel i 203 meter, og ovenover den roterer en restaurant én gang i timen. Det er en kopi af sovjetiske tårne i Moskva og Kiev — men ingen af dem er så synlige, så langt væk, som Berlinerne.

→ Fernsehturm Berlin

På solskinsdage sker noget bestemt. Solen rammer stålkuppelen og reflekteres i et kors-formet glimt. Et kors. På den atheistiske DDR-stolthed. Vesttyskerne grinede. Østberlinerne kaldte det "Rache des Papstes" — Pavens hævn — eller nogle gange "Sankt Walter" efter Walter Ulbricht. Ulbricht fik raserianfald. Han forsøgte at få statsapparatet til at male korset væk, retoucherbehandle billederne af tårnet, ændre reflektionen. Det gik ikke. Korset er der stadig. Du kan se det hvis du står på Alexanderplatz en klar eftermiddag og ser op.

Bin im Garten · CC BY-SA 3.0

Hackescher Markt. Otte sammenhængende gårde bag facaden. Bygget 1906. Det mest turistede "skjulte" sted i Berlin.

De 450 meter ad Rosa-Luxemburg-Strasse til Hackescher Markt

Du går vestpå ad Rosa-Luxemburg-Strasse. To spor asfalt, sporvognsspor M2 midt i gaden, brede fortov på begge sider. Gaden er opkaldt efter den polsk-tyske socialist som Freikorps-soldater myrdede i januar 1919 og kastede i Landwehrkanal. Hun lå i vandet i fire måneder før kroppen blev fundet. Der er et monument ved kanalen ved Lichtensteinbrücke — jern-plader i brosten, navnet og årstallet. Du går ikke forbi det her, men du går i hendes gade.

Ved Münzstrasse drejer du ind på brosten og fortovet bliver ujævnt. Du rammer Hackescher Markt — en lille trekantplads med sporvognsspor, caféer og en jugendstil-facade på højre hånd. Det her er Hackesche Höfe: otte sammenhængende gårde bygget i 1906 af August Endell, bevaret og restaureret i 1990'erne, nu den mest turistede "skjulte" plads i Berlin. Første gård har et glaseret grøn-hvidt fliseornament der ligner en gigantisk Art Nouveau-tapetrulle.

Otte gårde, ikke syv, ikke ni. Franz Hessel — Walter Benjamins ven, oversætter af Proust til tysk — beskrev i sin bog Spazieren in Berlin (1929) at gå gennem Höfen som "at gå fra det ene selv til et andet". Han gik gennem den samme sekvens gårde hver morgen på vej til kaffen. Det gjorde også jøder der blev deporteret tyve år senere. Man ved aldrig hvis spor man går i.

De 900 meter ad Oranienburger Strasse — gennem det gamle jødiske kvarter

Fra Hackescher Markt går du vestpå ad Oranienburger Strasse — 900 meter, to spor asfalt, sporvogn M1, brede fortov. Her kan du mærke at det her er gammel-Berlin-stof i ny indpakning. På venstre hånd skinner en gylden kuppel — Neue Synagoge, indviet 1866, hjemsted for 3.200 menighedsmedlemmer før nazisterne. Brændt under pogromnatten 9. november 1938, bombet i 1943, delvist bevaret. Kuplen er rekonstrueret. Synagogens indre er ikke. To politifolk står permanent foran indgangen.

Halvvejs ned af Oranienburger Strasse står en rå mur på nr. 54–56 — det er Tacheles-tomten. I 1990 besatte kunstnere en udbombet varehus-ruin her og lavede den til kunstkollektiv. Det holdt i 22 år. Atelier på alle etager, klubber i kælderen, graffiti på hver kvadratmeter. Lukkede i 2012. Nu står der en post-moderne kontorbygning der ikke engang har tagterrasse. Tysk ejendomsret i én sætning.

Du lugter en kebabbod på nr. 32. Lammet har stået i rotation siden klokken otte. Det er 10:30 nu. Du fortsætter. Du skal længere nordpå.

De 1400 meter ad Bernauer Strasse — hvor Muren faktisk stod

Fra Oranienburger tager du Tucholskystrasse nordpå, krydser Invalidenstrasse, og rammer Nordbahnhof. Stationen var Geisterbahnhof i DDR-tiden — "spøgelsesstation" — vestberliner-tog kørte igennem uden at stoppe mens DDR-grænsevagter stod på perronen med bevæbnede hunde. I dag er det en helt almindelig S-bahn-station. Gå ud på vestsiden. Du står på Bernauer Strasse.

Det her er hvor Muren faktisk stod. Ikke som monument, men som kaserne. Gaden går øst-vest, og nord-siden af gaden var Vestberlin, mens syd-siden — med husene på sydsiden inkluderet — var Østberlin. Da Muren kom 13. august 1961 begyndte beboerne i Øst-husene at springe ud af vinduerne til Vest. DDR-regimet murede vinduerne til først, så hele husene. Og derefter rev husene ned og lavede en dødszone.

→ Gedenkstätte Berliner Mauer

I dag er Gedenkstätte Berliner Mauer det bedste dokumentationscenter om Muren i byen. Det er gratis, åbent ti-sø 10-18, og strækker sig i 1,4 km langs den originale mur-strækning. Der er vagttårn bevaret. Patruljevej. Antipanserpigge. Lygtepæle. Det er ikke kulisse — det er præcis som det stod. På sydsiden af gaden løber to parallelle rustrøde stålstænger der markerer hvor Muren stod. Mellem dem er græsset stadig lidt tættere. Det voksede i sand i 28 år.

Ansgar Koreng · CC BY-SA 4.0

Bernauer Strasse. Muren stod her i 10.316 dage. Vagttårnet står stadig. Stålstængerne markerer hvor dødszonen løb.

Find navnet Ida Siekmann på mindestenene. 58 år. Første dødsoffer på Muren, 22. august 1961 — ni dage efter Muren kom. Hun boede i Bernauer Strasse 48, tredje sal. Hendes lejlighed var i Østberlin, men gaden var Vest. Klokken 6:50 om morgenen sprang hun ud af vinduet med en madras kastet ud først. Hun nåede ikke at lande rigtigt. Hun døde af faldet før hun nåede hospitalet. Over 140 mennesker døde på Muren i løbet af 28 år. Hun var den første.

De 900 meter ad Schwedter Strasse op til Mauerpark

Fra Bernauer Strasse går du nordøst ad Schwedter Strasse — 900 meter, to spor asfalt, lindetræer på begge sider. Gaden stiger ganske lidt. Det er den eneste stigning i etapen og den er meget lille. Du kommer op til en bakkekant, og der åbner sig en grøn flade: Mauerpark.

Parken er anlagt på selve dødszonen efter Muren faldt i 1989. Ikke symbolsk. Bogstaveligt. Du går på det græs der var minefelt. 14 hektar, sporvognsspor langs nordsiden, basketball-rampe, amfiscene, og på østsiden en 100 meter lang mur-rest hvor DU må male. Lovligt. Det er den eneste legale graffiti-væg i Berlin-centrum. Det er også det eneste sted i verden hvor folk har købt spraydåser til at male muren — som var forbudt at berøre i 28 år.

Om søndagen sker noget specielt. Fra maj til september står der klokken 15 en irsk fyr ved navn Joe Hatchiban med en hjemmebygget cykel-forstærker midt i amfiscenen. Han har kørt Bearpit Karaoke siden 2009. Hver søndag. 1.500 mennesker fylder skråningen. En shy tysk pige på 22 synger "Bohemian Rhapsody". Hun kommer aldrig til at komme over hvor fantastisk det er at have 1.500 berlinere synge "is this the real life" sammen med sig. En pant-samler går rundt og samler Sternburg-øl-flasker fra græsset — 8 cent stykket, han kommer hjem med 40 euro efter tre timer. Det er et system.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Mauerpark om søndagen. 1.500 mennesker på skråningen til Bearpit Karaoke. Joe Hatchiban kører sin cykel-forstærker siden 2009.

De 5 km gennem Prenzlauer Berg og Friedrichshain til Warschauer Brücke

Fra Mauerpark drejer du ind på Schönhauser Allee og kører sydpå. Her bliver det DDR-Berlin for alvor. Schönhauser Allee er fire spor asfalt med en U-bahn der kører på broer OVER gaden — det hedder Hochbahn og er en af Berlins få "åbne" U-baner (U2). Du hører togene rumle over hovedet hvert femte minut, metallisk og rustne, mens bilmotorerne drøner under dig. Den støj findes kun i Berlin og New York.

Kvarteret omkring dig er Prenzlauer Berg — før 1989 en arbejder- og studenterbydel med utallige hemmelige bar-kældere, lesbiske brænde-værksteder og punk-eksistenser. I 1995 kostede en lejlighed her 200 euro om måneden. I 2025 koster samme lejlighed 2.200 euro. Det er det mest gentrificerede kvarter i Europa målt pr. kvadratmeter. Folk der flyttede hertil før genforeningen, er fordrevet. Berlinerne kalder det "Prenzlberg-Babies" — børn af akademiker-par med arvede lejligheder, økologisk slik og Bio-markeder på Kollwitzplatz.

Du drejer østpå ad Danziger Strasse — fire spor, sporvogn M10, typiske 1800-tals mietskasernen-facader på begge sider. Mietskasernen er Berlins karakteristiske boligform — store gård-blokke med flere gårde bag hinanden, nogle med syv gårde i dybden (som Hackesche Höfe viste). Facaderne er genrestaurerede med dueblå og kremefarve, men stuetagerne er brune cigar-butikker og tyrkiske grøntsagsforretninger. Der er en gammel Frau med en dachs-hund i sin jakke der står og venter på M10. Hun har stået der i 30 år.

Ad Petersburger Strasse passerer du Frankfurter Tor — to søjle-tårne i stalinistisk-klassisk arkitektur, bygget 1953. Her begynder Karl-Marx-Allee, DDR's paradeboulevard, 90 meter bred og 2,3 km lang, flankeret af "Arbejderpaladser" i stukfacader og marmorportaler. Det er en anden verden. Du ser DDR's drøm om socialistisk monumentalarkitektur stadig stå der uden ironi, og det er et af de få steder i Europa hvor man kan.

Videre sydpå via Warschauer Strasse. Flere og flere currywurst-boder. Flere og flere hooligan-beklædte mænd der står med en Sternburg-dåse og ser dig tage bilen. Du er på vej ind i Friedrichshain — kvarteret hvor Berlinerne kom når de blev forvist fra Prenzlauer Berg i 2010'erne. Punk-attitude stadig i live, men sneaker-butikker i stuetagen. Du rammer Warschauer Brücke og U1 Hochbahnen kommer OVER dig nu i stedet for bare oppe over dig som i Schönhauser. Du er ved East Side Gallery.

De 1316 meter langs East Side Gallery

Park bilen ved Warschauer Strasse P-hus (hvid, stor, 3 €/time). Gå ned på Mühlenstrasse og følg Spree-siden. På venstre hånd står East Side Gallery — 1.316 meter af den originale Berlinmur, stadig stående, malet på østsiden af 118 kunstnere fra 21 lande i februar 1990, måneder efter Muren faldt.

Det mest berømte billede er Mein Gott, hilf mir, diese tödliche Liebe zu überleben — Dmitrij Vrubels maleri af Brezhnev og Honecker der kysser som brødre. Det er baseret på et pressefoto fra 1979 hvor de to sovjetiske og østtyske ledere faktisk kyssede hinanden efter en kongres. Brodermænskyset var en reel sovjetisk protokol-tradition, men på fotoet ser det ud som om de virkelig kysser. Billedet er kopieret, parodieret, trykt på t-shirts og kaffekopper over hele verden. Men her — fire meter højt, på den originale mur, med graffiti-tagger omkring — rammer det anderledes.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Dietmar Rabich · CC BY-SA 4.0

Andre at kigge efter: Test the Rest af Birgit Kinder — en Trabant der bryder gennem muren. Vaterland af Günther Schaefer, tysk flag med Davidstjerne. Og den lille, ofte oversete: Dekonstruiert hvor murstykkerne er malet som om de faldt fra hinanden.

De sidste 200 meter over Oberbaumbrücke

East Side Gallery slutter, og du står ved Oberbaumbrücke. Den er 150 meter lang, bygget i 1896 af Otto Stahn i neogotisk stil, og er en dobbeltdækker: U-bahn øverst, biler og fodgængere nedenunder. U1-linjen rumler hen over — hvert fem minutter mærker du vibrationerne gennem broen.

Broen forbinder Friedrichshain (Øst) med Kreuzberg (Vest). I DDR-tiden var den grænsebro — kun vestberlinske pensionister kunne krydse, og kun med visum. Helt lukket for biler 1961–1989. Genåbnet til fods 9. november 1989, samme aften som Muren faldt. Åbnet for biler først i 1994. I dag er den en af Berlins mest trafikerede broer, men det går stadig langsomt — to spor, cykelsti, fortov, og turister der tager selfies i de neogotiske portaler.

→ Oberbaumbrücke

Stå midt på broen. Kig nordpå. Du ser Spree bugte sig mod Fernsehturm. På venstre bred ligger Friedrichshain. På højre bred Kreuzberg. To bydele der var på hver sin side af muren i 28 år, og som stadig har forskellige stemmer. Hvis du lytter tæt nok, kan du høre kurdisk fra venstre og spansk fra højre og tysk fra begge. U1 rumler over dig igen.

I morgen kører du vestpå. Byen skifter sprog og temperatur. Pels og Porsche i stedet for punk og pant-flasker.

De første 600 meter ned ad Schlossstrasse — ud af paladset

Du starter ved P-pladsen på Spandauer Damm, som ligger på nordsiden af slottets have. Gratis første 2 timer. Asfalten er jævnere her end i Øst, bilerne er dyrere, og en kvinde i pels går forbi dig klokken 09:30 om morgenen mens det er 14 grader. Det er Charlottenburg. Det ligner ikke resten af Berlin fordi det ikke blev bombet lige så hårdt, og fordi de gamle vestberlinske damer stadig kan leve af huslejeindtægter fra lejligheder de købte i 1970.

Schloss Charlottenburg — 505 meter facade, Berlins største overlevende slot. Bygget 1695–1713 af Johann Arnold Nering for kurfyrst Frederik III (der fra 1701 var konge Frederik I af Preussen) til hans kone Sophie Charlotte. Hun var intellektuel. Korresponderede med Leibniz. Foretrak opera, filosofi og frisk luft frem for hof-intriger. Døde i 1705, 37 år. Frederik byggede videre i hendes ære. Slottet og bydelen blev opkaldt efter hende.

→ Schloss Charlottenburg

Slottet blev massivt bombet i 1943. Kuplen brændt ned. Halvdelen af bygningen i ruiner. Genopbygning tog 30 år, fuldt færdig først i 1990'erne. Men det bedste er slotsparken bag — 55 hektar, fransk-barok tæt på slottet, engelsk-landskab længere ude, en karpedam, Königin Luises mausoleum, og et lille tehus. Lugten er våd bøgeblade og grus. Om morgenen er græsset dugget. En gartner står med en high-pressure slange og vasker pavillonens granittrin.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Tiergarten. Alle træerne er plantet efter 1948 — berlinerne brændte dem til brændsel vinteren 1945–46. Europas yngste urskov.

De 2 km ad Otto-Suhr-Allee til Ernst-Reuter-Platz

Fra slottet kører du østpå ad Otto-Suhr-Allee — fire spor asfalt, cykelsti, brede fortove med lindetræer. Bydelen omkring dig er klassisk Charlottenburg: gründerzeit-facader fra 1870–1910, høje lofter, stukornamenter, karmer malet hvid eller mørkegrøn, og kronkuplerne på hjørnerne hvor der engang boede apotekere og læger. Nogle lejligheder er stadig familie-ejede fra før krigen. De koster 8.000 euro pr. kvadratmeter og folk bor i dem resten af livet.

Efter 1,2 km rammer du Ernst-Reuter-Platz — en rundkørsel bygget 1957, 200 meter i diameter, med TU Berlins hovedbygning (Technische Universität) på sydsiden og en stålskulptur af Bernhard Heiliger i midten ("Kontinuum", 1986, 12 meter høj abstrakt form). Rundkørslen er seks indfaldsveje på samme tid — du skal finde din udkørsel og holde ved det. Tyskere kører roligt i rundkørsler. De ved at der kommer nogen der ikke gør.

Her begynder Strasse des 17. Juni — seks spor asfalt, bred cykelsti, lindetræer og egetræer i rader, 60 meter samlet bredde inklusive fortov. Gaden er opkaldt efter østtyskernes opstand 17. juni 1953, da DDR-arbejdere strejkede mod høje arbejdsnormer og sovjetiske tanks knuste oprøret. Du kører på et mindesmærke hver kilometer.

De 2,5 km gennem Tiergarten til Siegessäule

Tiergarten — 210 hektar, anlagt som kongelig jagtskov i 1527, omformet til folkepark af Peter Joseph Lenné i 1833. Du kører nu gennem den. Gaden er rad af egetræer på begge sider, så brede at du kun ser grønt over kølerhjelmen og grønt til siden. Lyset er plettet. Temperaturen falder med 2-3 grader i sommeren. Du kan rulle vinduet ned og lugte våde egeblade og harpiks.

Til venstre ligger Sowjetisches Ehrenmal — et sovjetisk mindesmærke for Den Røde Hærs 80.000 soldater der døde i slaget om Berlin i april-maj 1945. To T-34-tanks står foran en granit-kolonnade. Det er Berlin i miniature: du kører ad "17. juni" (vest-kommunist-frihedsdag) forbi sovjetisk monument mod nazismen, i en engelsk-park tegnet af preusser-arkitekter, og kører på vej til et guld-skelet som Hitler flyttede. Alt bliver lagt ovenpå alt.

På græsplænen til højre ser du noget der kan overraske. Topløse berlinere. Mænd der sover på maven i bar-røv. Kvinder der læser bøger uden overdel. Det er ikke perversitet. Det er FKK — Freikörperkultur, en tysk tradition siden 1920'erne. Det er lovligt i friluftsarealer. Ingen blinker. Der sidder en Rentner med avis og sin hund, bar røv, helt normalt. Tyske kroppe har ikke det skam-lag som nordiske kroppe har.

Midt i parken rager Siegessäule op — 67 meter, bygget 1873 for at fejre preussisk sejr over Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1870-71). Øverst står Victoria — bronzestøbt, gylden, 8 meter høj, 35 tons, vendt mod vest. Berlinerne kalder hende Goldelse, Gylden-Else, efter en populær roman fra 1860'erne. Hun vender ikke mod vest tilfældigvis. Hitler flyttede hende hertil fra Platz der Republik i 1938 som del af Albert Speers plan for Germania, Hitlers Welthauptstadt. Aksen skulle blive 7 km lang med en kuppel 290 meter høj — over tre gange Peterskirken. Der blev lagt grund-sten. Krigen afsluttede det. Men Goldelse står stadig. Flyttet én gang. Bliver.

Du kan klatre 285 trin op til udsigtsplatformen under statuen for 4 euro. Udsigten er rund. Du ser hele Tiergarten under dig, Brandenburger Tor mod øst, Reichstag, og på klare dage ud til Flughafen Tempelhof i syd — den enorme nazistiske luftfartsarena, nu stillet til folkebrug og græsplæne. 7 km langt. Barnevogne. Cyklister. Kite-surfere uden vand. Berlin.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Siegessäule. 67 meter. Goldelse på toppen. Hitler flyttede hende hertil i 1938 som del af Speers Germania-plan. 285 trin op for 4 euro.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Kulturforum. Philharmonie, Neue Nationalgalerie, Gemäldegalerie — alt samlet på én plads. Vest-Berlins svar på Museumsinsel.

De 2 km ad Kurfürstendamm — Vest-Berlins mani

Fra Siegessäule kører du sydvest gennem Hardenbergstrasse og ind på Kurfürstendamm — Ku'damm, 3,5 km lang, Berlins mest berømte shopping-boulevard. Oprindeligt en ridevej anlagt i 1542 af kurfyrst Joachim II mellem Berlin og jagtslottet i Grunewald. Udvidet til boulevard af Bismarck i 1886 som Preussens svar på Champs-Élysées.

Under delingen 1961–1989 blev Ku'damm Vest-Berlins centrum. Neon-skilte. Butikker. KaDeWe — Kaufhaus des Westens — det 60.000 m² store stormagasin der åbnede i 1907. Det var Vest-Berlin der viste Verden at Øst havde tabt. Ku'damm var vindue-udstillingen. I dag er det et sted hvor der er flere H&M-filialer end nogen by behøver, men også stadig Einstein Stammhaus (original wiener-kaffehus fra 1978), Café Kranzler (rød-hvid-stribet markise, 1932), og Paris Bar (kunstnerbar siden 1979, Helmut Newton spiste her).

Midt på strøget — ved Breitscheidplatz — står Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche. Eller rettere: dens ruin. Kirken blev bygget i 1895 til ære for Kejser Vilhelm I, bombet i november 1943. Tårnet faldt næsten ned, men halvdelen blev stående med hulrum i siderne som et knækket tag. Berlinerne kaldte det "Der hohle Zahn" — Den hule tand. Læbestiften ved siden af (firkantet klokke-tårn) og Pudderdåsen (den moderne ottekantede kirke) er bygget i 1961 af Egon Eiermann i beton med 21.292 blå glas-mosaikker. Indvendigt er det ultramarinblåt når solen står lavt. Det er Berlins eneste rigtigt religiøse rum. Stille på en måde Berlinere ikke er.

I 1950'erne skulle byen beslutte: rive ruinen ned og bygge nyt, eller bevare. Berlinere stemte på en offentlig afstemning. De valgte bevarelse. Ruinen skulle minde om krigen. I dag er den fredet. Indeni er en lille udstilling om bombningerne med fotos fra 1944.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Den Hule Tand. Ruinen bevaret siden 1943. Den nye kirke fra 1961 har 21.292 blå glasmosaikker. Ultramarinblåt indvendig.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Ku'damm. 3,5 km. Anlagt 1542 som ridevej. Under delingen var det Vest-Berlins vinduesudstilling mod Øst.

De 3 km fra Gedächtniskirche til Kulturforum

Du kører østpå via Budapester Strasse, 600 meter, seks spor asfalt, og drejer ind på Tiergartenstrasse. Kulturforum ligger mellem Tiergarten og Potsdamer Platz — en klump kulturbygninger bygget i 1960'erne som Vest-Berlins svar på Museumsinsel.

Her står Philharmonie — Hans Scharoun, 1963, gul facade i uregelmæssige vinkler, koncertsal med orkesteret i midten og publikum rundt om. Revolutionerende akustik. Neue Nationalgalerie — Mies van der Rohe, 1968, et 50 × 50 meter glas-stålkvadrat med svævende flad tag. Moderne arkitekturs perfekte formel: fire vægge af glas, ét stålgulv, intet besvær. Og Gemäldegalerie.

Gemäldegalerie er en af verdens fineste samlinger af europæisk malerkunst 1200–1800: 1.300 værker fra Rembrandt, Vermeer, Caravaggio, Rubens, Botticelli, Dürer, Cranach, Brueghel. Vermeers Kvinde med perle-halskæde (c.1664) står i rum 18. Brueghels Flamske ordsprog med 100 scener af folkelige talemåder i ét billede — "kaste gryden gennem vinduet" (blive skør), "spise med djævelen med en lang ske" osv. Museet er så stort at du skal afsætte tre timer minimum. Den centrale hal har akustisk dæmpning der gør det stille som i en kirke. Hvis du kun har én time, så gå direkte til rum 40 — Vermeer-rummet.

→ Gemäldegalerie Berlin

De 10 km ad AVUS og Clayallee til Grunewald-skoven

Fra Kulturforum kører du sydpå ad Potsdamer Strasse og på motorvejsindkørslen ved Hüttenweg drejer du ind på A115 — AVUS, Automobil-Verkehrs- und Übungs-Strasse. Tysklands første motorvej. Åbnet 24. september 1921, men kun som privat racerbane og testbane for bilfabrikanterne Daimler og BMW. Fri for offentlig trafik først fra 1940. 9,8 km lang, op til 3 spor i hver retning i dag.

Afsnittet mellem Hüttenweg og Spanische Allee har stadig betonplader fra 1938. Du mærker det i styret. Hver plade giver et lille "ker-klonk" hvert 10 meter. Vognen hopper. Det er en af de få strækninger i Tyskland hvor du kører på beton — i stedet for asfalt. Det er også her første grand prix i verden blev kørt i 1921. Den gamle AVUS-tribune ved Nikolassee — gråbrun beton fra 1937 — står stadig som en ruin. Du kan se den fra motorvejen.

Afkørsel Hüttenweg. Du drejer ind i skoven. Pludseligt. Hüttenweg er en smal asfaltvej gennem Grunewald, 3.000 hektar skov — Europas største urbane skov vest for Wien. Her vokser eg, bøg, fyr og birk. Her lever rådyr, vildsvin, ræve, havørn. Du kan køre 5 minutter uden at se en bygning. Det er vild natur i en by med 3,8 millioner indbyggere.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Grunewald. 3.000 hektar. Europas største urbane skov vest for Wien. Rådyr, vildsvin, havørn. 5 minutter fra centrum.

Grunewald Bahnhof. Stop kort. På perron 17 ligger Gleis 17-memorial — Berlins mest stille mindested. 186 stålplader langs skinnerne med dato, antal og destination: "18.10.1941 · 1.013 Juden · Łódź". "19.4.1943 · 1.019 Juden · Auschwitz". Indtil 1945. Fra denne perron blev 50.000 berlinske jøder deporteret direkte til dødslejrene. Det eneste lyd er S-bahn S7 der lejlighedsvis kører ind på en anden perron. Berlinere lægger sten på pladerne — jødisk sørgetradition. Ingen taler. Du tager ikke fotos.

Lukas Beck · CC BY-SA 4.0

Schlachtensee. 42 hektar, 5,5 km rundt. Berlinerne svømmer her 10 måneder om året — nogle hele året.

De sidste 5 km ad Clayallee og Spanische Allee til Schlachtensee

Tilbage ad Clayallee — fire spor asfalt, brede fortove, villakvarteret Dahlem. Gaden er opkaldt efter general Lucius D. Clay, amerikansk militærguvernør der i 1948–49 organiserede Berlin Airlift. Da sovjetterne blokerede alle veje til Vestberlin og prøvede at sulte byen til overgivelse, fløj Clay ind med 2,5 millioner tons mad og kul på 278.228 flyvninger i 11 måneder. En rosinbombe hvert anden minut. Det blev Vestberlins eksistentielle sejr. Gaden er 50 år senere opkaldt efter ham.

Villaerne omkring dig er jugendstil og Bauhaus-inspireret fra 1880–1930. Arkitekter. Diplomater. Deutsche Bank-partnere. Biler der er parkeret foran garagerne er Porsche Cayenne og Mercedes GLS. Haver er klippet med saks. Ingen nummerplader synlige. Du kører stille og respektfuldt igennem, som om alle arbejdede hjemmefra.

Drej ind på Spanische Allee — to spor asfalt, 1,8 km gennem skov. Lindetræer igen. Asfalten er 40 år gammel, let uregelmæssig. Du kører i anden gear. Vinduet ned. Der er en duft af våd jord og græs, og længere nede lugten af svøm-klorid og solcreme. Du nærmer dig søen.

Parker ved Terrassenstrasse. Gadeparkering, gratis, fyldes op om søndagen. 300 meter grusti ned til søkanten. Du er ved Schlachtensee.

→ Schlachtensee

Schlachtensee. 42 hektar. 1,5 km lang. 400 meter bred. Dybde op til 8 meter. Omgivet af skov på alle sider. Ingen motorbåde, ingen badebro, ingen omklædning — bare en offentlig sø hvor folk svømmer. Berlinere svømmer her fra april til oktober. Nogle gør det året rundt. Vandtemperatur i april: 8 grader. I august: 22-24 grader. I oktober: 12 grader. Bunden er sand de første to meter, så mudder. Ingen klipper. Klart vand, målt som "udmærket" af myndighederne hvert år.

Gå langs stien. Det tager 5,5 km rundt om hele søen. Grussti, flad, let. På venstre hånd er skov. På højre hånd vand. Ænder. Nogle gange en svane. En 75-årig svømmer i sort badehætte og ingen wetsuit — han har gjort det hver morgen klokken 07:00 siden 1985, 1 km frem og tilbage, hundrede procent uanset temperatur. Han hedder Günther. Nogle berlinere kender hans navn. Han siger "Morgen" til dig når du går forbi. Du siger "Morgen" tilbage.

Ved nordenden står Fischerhütte am Schlachtensee — restaurant siden 1880, terrasse lige ved vandet, serverer schnitzel og øl. Ved sydenden er der mere skov og færre mennesker. Hundeejere samles ved Terrassenstrasse — 20-30 hunde ad gangen om søndagen. Der er en separat zone i sydenden til nøgenbadning der er tolereret men ikke officiel. Det er ikke et strandbad. Det er en skov med en sø i midten.

"Berlin er en by der aldrig bliver færdig." — Karl Scheffler, 1910.
Han havde ret. 115 år senere graver de stadig.