Bodrum er slut. D330 klatrer ind i Muğla-bjergene. Fyrrenes harpiks overtager. Havet flasher frem og forsvinder bag klippekurver. Og til sidst venter en flod med grave hugget direkte ud af massivt kalksten — det smukkeste gravsted du nogensinde ser fra en gummibåd.
Bog 5 · 2 etaper · ca. 316 km · Fra Halikarnassos til Fethiye
Serhio Magpie · CC BY 4.0 
Matthias Trautsch · CC BY-SA 3.0 D330 fra Bodrum drejer østpå og begynder straks at stige. Bodrum-halvøens kalkstenshuse forsvinder bag dig. Fyrreskoven begynder at overtage siderne — çam ağaçları, de tyrkiske skovfyrre, med lange rette stammer og brede kroner der danner en uafbrudt baldakin over vejsiden. Lugten fra dem i den sene formiddagssol er intens og sød og lidt metallisk: harpiks der varmes af lyset og siver ud af barken i tynde gumlinger.
Oliventræerne afløses efterhånden af fyrreskov og lavere maquis-krat. Vejens overflade skifter fra Bodrum-halvøens nylagte motorvejskulør til den mørkere, lidt ru tyrkiske landevejsasfalt der siger at dette er Muğla-provinsen og den har sin egen standard. Kurvegeometrien strammes — kortere sving, mere højdeforskel, færre muligheder for overhalere der er for utålmodige.
Der er ingen skilte der advarer om udsigten. Til højre åbner en dal sig og viser terrasser med oliventræer og et hvidt osmannisk hus alene på en fjeldside — en sti slynger sig ned mod vejen. Det er ikke på noget kort. Det er bare der. Det har altid været der.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 Muğla. De hvide osmanniske huse er over 200 år gamle — restaurerede, ikke rekonstruerede.
D330 klatrer mod Muğla by — provinshovedbyen 65 km fra Bodrum. Muğla er en by der ikke har noget med turisterne at gøre. Osmanniske hvide huse med trærammer og den korte historiske gågade midt i en moderne by. Et marked med frisk figen, sort oliven og den lokale ostetype der hedder tulum peyniri og er modnet i gedeskind. En kvinde skubber en trillebør med honningmelon mod et stativ. En ung mand peger sin telefon ind mod en udstilling og siger noget til sin ven om prisen.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 Muğla gamle bydel. En by der ikke prøver at imponere — den behøver det ikke.
Muğla er provinshovedstad for en af Tyrkiets vigtigste turistkystlinjer — men byen selv er stille og intern. Universitetet trækker unge ind. Caféerne på gågaden har plastikstole og te for en krone. Der er ingenting her der er lavet for dig. Det er nok det bedste der kan siges om en tyrkisk by.
Oregon State University · CC BY-SA 2.0 Gökova-bugten. Et af Tyrkiets største beskyttede havområder — over 300 km² marinereservat.
Fra Muğla drejer D400 sydvest mod Marmaris. Her begynder den del af vejen der huskes. D400 er en national primærvej — men i dette segment er den ikke bred og nem. Den er to spor og fulde kurver og en stigning på 800 meter fordelt over de første 15 km vest for Muğla. Udsigten åbner sig gradvist bag dig: Muğla-dalen, det flade plateau, og de lave bjergrygge der strækker sig mod nord.
Pastoppen er 913 meter over havet. Her er der en lille rasteplads i betonkant. Lastbilchaufføren fra Ankara har parkeret og spiser en sandwich. En motorcyklist fra München strækker ryggen. Udsigten over fjeldkæden mod syd er komplet og blå og stille. I en time siger ingen noget.
Der er et øjeblik på nedkørslen mod Marmaris-bugten.
Marmaris-afkørslen er 50 km vest for Muğla ad D400. Vejen ned til Marmaris by er et sving-spil — korte kurver, skarpe sving, havet der flasher frem og forsvinder igen bag klipperne. Bugten er pludselig 300 meter under dig og bredere end du forventede — en lang, lukket bugt omgivet af fjeldtinder. Det ser ud som et norsk fjordlandskab med middelhavsvegetation.
Fyrrene holder fast i de lodrette klippevægge på begge sider af vejen ned. Rødder klorer sig ind i revnerne. En bæk krydser under vejen i et rør og fortsætter ned mod bugten. Luften er blødere herunder — den skarpe bjergtørhed erstattes af den fugtige kystluft der stiger op fra Marmaris-bugtens overflade.
Marmaris havn er en af de store tyrkiske charterturisme-baser, og det er synligt i sommermånederne. Men selve bugten er dramatisk smuk under alle omstændigheder. En sejler fra Skotland fortæller at han sejlede sin båd hertil fra Glasgow via Gibraltar og brugte syv måneder undervejs. Han er ikke taget hjem endnu. Det er sæson 4.
George Chernilevsky · CC BY 4.0 Marmaris. Bugten er 5 km dyb og 8 km bred. Det er naturhavn, ikke konstrueret.
Marmaris-bugten er en tektonisk depression — et sted hvor jordskorpen sank og havet rykkede ind. Fjeldene rundt om den er kalksten og fyldt med de karakteristiske lysegrå lodrette revner der giver dem det takkede udseende. Fra vandet ser de ud som tænder. Fra vejen ser de ud som mure.
Marmaris by har en gammel bykerne bag havnefronten — smalle gader, kryddeributikker, en bazararkade. Men byens moderne vækst har presset den gamle del ud mod siderne og fyldt havnefronten med restauranter og disco-barer. Kom enten for tidlig morgen eller sidst på eftermiddagen når skibene er rejst og byens egne folk tager Kordon tilbage.
Janlight · CC0 Marmaris. Borgen fra det 16. århundrede kigger ned over de hvide gader. Suleiman den Storslåede samlede sin flåde her i 1522 inden belejringen af Rhodos.
Marmaris-borgsgaden om morgenen har det som en meditationsøvelse. Keramikbutikkerne er ikke åbnet. Kattene har stadig territoriet for sig selv. En gammel mand fejr trappen foran sin butik med en langsommelighed der antyder at han er i gang med noget der er langt vigtigere end du er.
Fra Marmaris strækker Datça-halvøen sig 75 km mod vest som en smal tunge af kalksten og oliven ud mellem Ægæerhavet og Middelhavet. D400 deler sig her: hoved-ruten mod Fethiye drejer øst. En omvej drejer vest. De fleste vælger øst. Det er den forkerte beslutning.
Hamdigumus · CC0 Bozburun. En fiskerby på Datça-halvøen der aldrig fik turisme. Bådene er der stadig.
Datça-halvøen er 3-8 km bred og 75 km lang. Vejen er smal og kurvet og straffende langsom. Det er meningen. Halvøen er isoleret nok til at turistindustrien aldrig har fået fodfæste her. Olivenlundene er de samme som dem Herodot kendte. Bagerier i Datça by åbner klokken 6. Der er en håndfuld gæstehuse. Ingen store hoteller. Ingen charter.
For enden af halvøen er Knidos — en antik by der sad præcis på spidsen, tindepunktet mellem de to have. Fra klipperne ved Knidos kan man se Ægæerhavet mod nord og Middelhavet mod syd på samme tid. Apollon-templet, det runde Aphrodite-tempel og teatret hælder ned mod vandet i ruiner. Praxiteles' Aphrodite-statue — den første fritstående nøgne kvindefigur i antik skulptur, fra 350 f.Kr. — stod her. Originalen er forsvundet. Kopier er i museer i hele verden. Det faktum at den stod her ved dette vand er det man tænker på, ikke kopierne.
Scan QR'en til etape 2 her — den starter præcis fra denne GPS og fortsætter mod Dalyan og Fethiye.
D400 øst fra Marmaris sætter straks tempoet op. Vejen er bredere her — to spor i god stand — og den klatrer mod bjergpasset der forbinder Marmaris-bugten med Köyceğiz-dalen. Fyrreskoven er tæt på begge sider. Lyden fra dækkene på den lidt ru asfalt er den lavfrekvente brumlyd der fylder bilen og lader tankerne flyde.
Passtoppen er 650 meter over havet. Herfra er der udsigt tilbage mod Marmaris-bugten og fremad mod Köyceğiz-dalen. Begge retninger fortæller den samme historie om kalksten og fyr og det turkis-blå vand nedenunder.
Og så åbner det sig. Köyceğiz Gölü — Köyceğiz-søen — er en ferskvandssø på 55 km², omgivet af fjelde på alle sider, med den lille by Köyceğiz på nordbredden. Den ligger i en dal der lugter af frisk vand og fugtigt grus og den særlige duft af rørskove der er halvt sø, halvt land.
George Chernilevsky · PD Köyceğiz Gölü. Søen er forbundet med Middelhavet via Dalyan-kanalen. Havskildpadderne kom den vej ind.
Köyceğiz Gölü er forbundet med havet via Dalyan-kanalen sydpå. Det er en unik blanding af fersk- og saltvand der skifter afhængigt af tidevand og årstid. Varme kilder ved Sultaniye-bassin ved søens sydvest-hjørne er 39-41 grader året rundt.
Köyceğiz by ved søens nordende er et stille landsbyland med basar og kaféer og en promenade langs vandet. Ikke turistinfrastruktur — men det man bruger når man bor der. En fisker på kajen sælger det han tog om natten direkte fra en balje. Hans mor sidder i en plastikhavemøbel og ser på de forbikørende. De er ikke for turister. Men de er heller ikke imod.
PinarKarayilan · CC BY-SA 4.0 Köyceğiz-søen. Fjelde bag, rørskove foran, havskildpadder i kanalen nedenfor.
Sultaniye varmtvandskilderne sydvest for søen er 39-41 grader året rundt og siver op fra bunden af søen. De er kun tilgængelige med båd fra Köyceğiz eller Dalyan — ingen vej fører hertil. Det er den korrekte besværlighed. Noget der kræver en bådtur er mere rigtigt end noget der har en stor parkeringsplads.
Николай Максимович · CC BY 3.0 Sultaniye mudderbade. Termisk gytje fra bunden af søen. 39–41 grader. Kun tilgængeligt med båd.
Dalyan er 10 km sydvest for Köyceğiz og er et af de mest usædvanlige steder på hele den tyrkiske kyst. Det er ikke et kyststed — det er en flodby. Dalyan-floden forbinder Köyceğiz-søen med Iztuzu-stranden og Middelhavet, og langs floden er terrassen af lodrette kalkstensklippevægge — og hugget ind i dem, højt over vandoverfladen, er de lykiske klippegrave fra det 4. og 3. århundrede f.Kr.
Du ser gravfacaderne fra floden — der er ingen vej der giver samme vinkel. De har jonisk søjlefront og frontespice hugget direkte ud af massivt kalksten. Det er ikke begravelseskamre i klipperne — det er gravfacader der mimiker tempelarkitektur og beskytter kamre bag dem. Nogle er fire etager høje. Det er det smukkeste gravsted du nogensinde har set fra en kanal i en gummibåd.
De lykiske konger der hvilede her valgte dette sted med vilje. Klippevæggen er vertikal. Den falder lodret ned mod floden. Ingen fjende kunne bestige den. Ingen tyv kunne bortføre den døde. Det er ikke æstetik — det er sikkerhed konstrueret som arkitektur.
Angela Stefanoni · CC BY 3.0 Dalyan klippegrave. Fra det 4. og 3. århundrede f.Kr. Hugget direkte ud af kalkstensmassiverne. Synlige fra floden.
Dalyan-flodens kanter er rørskove og pittoreske fiskehytter på pæle. Fisk-spærringer af træ og reb krydser kanalen hist og her — de bruges til at styre fiskestrømmene. Gule kajakker stiller sig i kø ved broen om morgenen. En mand med bredbremmet hat tager floden med motorrodbåd og vinker til de forbikørende på broen. Lugten er frisk vand og fisk og den søde råd fra rørene der falder ud langs bredden.
Tanya Dedyukhina · CC BY 3.0 Dalyan-floden. Rørskoven er habitat for havskildpadderne der lægger æg på Iztuzu-stranden.
Maria Jonker · CC BY-SA 3.0 Iztuzu Beach. Fersk vand på den ene side, salt hav på den anden. Skildpadderne kravler op om natten.
Ebru73 · CC BY-SA 4.0 Iztuzu-stranden. 4,5 km sand. Fersk vand på den ene side, salt hav på den anden. Loggerhead-skildpadderne har ynglet her i tusinder af år.
Dalyan-flodmundingen ved Iztuzu er en af de få steder i Middelhavet hvor fersk- og saltvand blandes i en egentlig strandsø — en lagune lukket af sandtangen. Vandet skifter farve fra sø til hav over en strækning på 50 meter. Grønt til turkis til blåt. Et maleforslag ingen maler tør bruge fordi det ville se konstrueret ud.
Fra Dalyan nordøst mod Ortaca og derpå D400 mod Fethiye. Vejen er relativt bred og hurtig her — dette er en mere trafikeret strækning end den kyst du har fulgt. Skovene er tættere og sejrende grønne ind mod bjergene til venstre. Havet er ikke synligt det meste af vejen.
Ortaca-dalen er landbrugsterræn. Drivhuse med tomater. Bomuldsmarker. En traktor der kører på tværs af vejen og ikke skynder sig. Et busstop midt i ingenting med en kvinde og to sæk der sidder og venter. Landet her er ikke for turister — det er for tyrkerne der dyrker maden der sælges i Bodrum.
Fethiye dukker op bag en bakke. Bykanten er lidt rodet, som tyrkiske byindfaldsveje ofte er. Men havnen er der, og de lykiske klippegrave stikker frem fra klippeformationerne bag de nyere kvarterer — og du genkender stilen fra Dalyan. Det er de samme grave, samme æra. Fethiye hed Telmessos i antikken og var lykiernes vigtigste havneby.
Bymarkedet i Fethiye — pazarı — er en af de bedst bevarede markeder på den tyrkiske Middelhavskyst. Tirsdag og fredag. Grøntsager, frisk urter, tøj, knive, oliven, lakrids og et sektion med krydderier der lugter som en orientalsk apotekerbod. En kvinde med broderet tørklæde vejer tarhana — tørret suppe — på en gammeldags messingvægt. Tre ældre mænd diskuterer noget vigtigt ved en te-stand. De vil ikke have din opmærksomhed.
Fethiye-bugten er bred og rolig. Lystbåde og gulets er fortøjet langs havnefronten. En skovl-mand rydder fiskeaffald fra morgendagens marked. Tre katte venter tålmodigt ved hans fødder. Bugten er blå. Bjergene bag byen er grønne. Klippegravene er der, højt oppe over de nyere huse, som de har været i 2.400 år.
Nightrider1000 · CC BY-SA 4.0 Fethiye marina. Gulets og lystbåde side om side. Lykiske klippegrave et stykke oppe over husene.
Amyntas-graven i Fethiye er den største af de lykiske klippegrave her — hugget direkte ud af en lodret klippevæg 200 meter over byniveau. Den er fra 350 f.Kr. og har to joniske søjler og en frontespice der ligner et tempelindgangsfacade. Det er ikke en facade — det er selve graven. Indenfor: ingenting. Rummet er tomt. Kroppen er for længst borte. Men arkitekturen er der.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 
Dosseman · CC BY-SA 4.0 
CC BY-SA 4.0 
Alexey Komarov · CC BY-SA 4.0 
Jongleur100 · Public domain Ölüdeniz. 15 km syd for Fethiye. Den blå lagune der er på alle Tyrkiet-fotos — set i virkeligheden er den endnu mere vanvittig.
Bog 1 (Den Turquoise Kyst) starter præcis her og fortsætter mod Antalya.