Fra Pergamons klippeakropolis ned mod İzmirs bugt, videre til stedet verden kalder Efesos — og derefter til det tempel der aldrig blev færdigt fordi guderne holdt op med at svare. Tre dage, tre verdener, én ægæisk kyst.
Bog 4 · 3 etaper · ca. 380 km · Efesos og Didyma
D550 forlader Bergama mod syd og begynder straks at opføre sig som en landevej der ikke er interesseret i din mening. Den er to spor, smal midterstribe, og asfalten har den mørke grå der siger at regionen vedligeholder uden at forkæle. Oliventræerne er tæt plantede på begge sider — rækker der stikker op ad bakkerne og forsvinder bag vendingerne. Lugten fra det varme asfalt og den skarpe terpenin fra bladene er en blanding der er den ægæiske kysts eget.
Oliventræerne i dette område er gamle. Ikke de hundrede år gamle der ser gamle ud — men de fem- og sekshundrede år gamle der ser ud som om de hørte til en anden verden. Stammerne er vridne som vridet vasketøj. Grenene løber vandret ud og ned. En ældre mand bevæger sig langsomt mellem rækkerne med en lang stang og banker frugten ned i garnene nedenunder. Det er den samme metode som hans bedsteforældre brugte.
Kırkağaç er 45 km fra Bergama — en landbrugsby der ikke annoncerer sig selv. Markedet holder om lørdagen. En busstation med et te-hus på siden. En lastbil med bomuldsballer holder i anden gear op ad en bakke. Vejen omgår det meste af bycentrum og fortsætter syd.
Terrænet flader gradvist ud jo tættere man kommer İzmir. Aliağa er en industriby 40 km nord for İzmir centrum med stålværker og petrokemiske anlæg synlige fra motorvejen til venstre. D550 følger en parallels vej der holder distance. En stor tanker er fortøjet ved havneterminalen og ser usandsynlig stor ud set fra landsiden.
İzmir-metropolen begynder at melde sig med forstadskvarterer og rundkørsler og den type trafikskiltning der ikke er beregnet til folk der er ude for første gang. Kør mod Alsancak og Kordon — det er centrum, det er havnefronten, og det er den del af İzmir der er lavet til at gås langsomt igennem.
Francisco Anzola · CC BY 2.0 İzmir Kemeraltı basar. Overdækkede gader, krydderier, kobbersmede. Bazaaren har fungeret siden det 17. århundrede.
İzmir er Tyrkiets tredjestørste by med 4,4 millioner indbyggere. Den sidder rundt om Izmir-bugten og kigger ind mod sig selv — en konkav by i et naturligt amfiteater. Kordon er den frontlinje der vender ud: syv kilometer promenade langs bugtens nordside, fra Alsancak i nord til Konak i syd, med havnen til venstre og restauranter og kaféer til højre.
Birinci Kordon — den første Kordon, den nærmest havet — er 3,2 km og er den del der tæller. Palmealléen er tæt. De hvide stole ved havet er besatte fra kl. 8 om morgenen. En gruppe ældre mænd spiller tavla ved et bord med plastik overdækning mod solen. En kvinde jogger forbi med ørepropper, nikker til ingen og alle på én gang.
A.Savin · Free Art License İzmir Kordon. 7 km promenade langs bugten. Tidligst om morgenen er det løbere og te. Sent om aftenen er det alt muligt andet.
Kordon ved solnedgang. Syv kilometer promenade langs bugten — og hele byen går den, når solen falder.
İzmir lugter om morgenen af det havet afgiver — ikke salt præcis, men noget lidt mere metallisk, lidt mere jodagtigt. Te fra de åbne kafékøkkener skubber sig ind over. En mand sælger simit fra en metalvogn og råber det samme ord hvert tyvende sekund.
İzmir var Smyrna i antikken — og en af de byer der hævder at Homer var født her. Den anden kandidat er Chios, 70 km over vandet. Ingen ved det. Men det er en god fortælling for dem begge. Smyrna var i århundrederne en af Lilleasiens vigtigste handelsbyer — vigtigere end Efesos i visse perioder — og det er den by Mark Twain besøgte og kaldte "the liveliest city in the East" i 1867.
Konak-pladsen syd for Kordon har en gammel ur-tårn fra 1901 og det osmanniske hus der nu er det største marked i İzmir. Kemeraltı-bazaren er bag — tre km overdækket bazargader med alt fra krydderier og stoffer til elektronik og slik. Det lugter af frisk paprika og tørret frugt og en slags sød røg der ingen kan identificere.
Kızıl Avlu — Den Røde Basilikaen — er faktisk i Bergama, 1 km fra byens centrum. Den er bygget af rødbrændte mursten i det 2. århundrede e.Kr. som et tempel for den ægyptiske gud Serapis — og den er stor: 260 meter lang, med to tårne der stadig er bevarede. Det er usædvanligt at se et egyptisk tempel dybt inde i Anatolien. Det er hvad der sker når en romersk kejser vil sætte et monument der siger Jeg var her.
Fra Bergama til İzmir er 110 km. Det er en dag der starter i antikkens akropolisbyerne og slutter med en aftenvandring langs en bugts kant hvor en by på 4,4 millioner mennesker samler sig for at se solen gå ned over vandet.
Parkeringsanlæg ved Birinci Kordon i Alsancak — central beliggenhed ved promenaden. Etape 2 starter herfra og fortsætter sydpå mod Selçuk og Efesos.
E87 fra İzmir mod Selçuk er den primære vej og den er bred og effektiv — det er den eneste del af etapen der ikke bekymrer sig om din oplevelse. Den klinker afsted forbi Torbalı og Tire-afkørslen og er igennem forstadslandskabet og ude på den anden side inden du blinker to gange. Den brede Küçük Menderes-slette åbner sig. Olivenlunde og solsikkehaver og en flad horisont.
Sletten hedder Büyük Menderes i sin sydligere del — men her er det Küçük Menderes, den lille Meanderflod. Dens slyngede løb i floddalen er det klassiske eksempel grækerne brugte da de opfandt ordet "meander." Du kører over den på E87 og ser den snor sig mod venstre nedenunder — langsom, brun, præcis som en lærebogsillustation over begrebet.
Selçuk er 75 km fra İzmir — en lille by der lever af sine naboer. Efesos to kilometer mod vest. Johannes-basikaen på højen inde i byen. Sirince-landsbyen i bjergene mod øst med hvide huse og vinlofter der sælger tyrkisk frugtvin i plastflasker ved vejkanten.
Johannes-basikaen i Selçuk er bygget af kejser Justinian i det 6. århundrede e.Kr. over det sted apostlen Johannes angiveligt var begravet. Syv kirketårne er delvist rekonstruerede. Svaler bygger reder i dem i april — du hører dem inden du ser dem, en konstant lyd der kombinerer summen og fløjt og den korte tørre lyd af vinger der slår til luft.
Højen bag basikaen hed Ayasuluk i middelalderen og var befæstet af seldsjukkerne i det 14. århundrede. Det osmanniske fort øverst er fra 1300-tallet. Udsigten herfra over Selçuk og mod det sted Efesos' havn engang lå — nu marker og sump — fortæller den samme historie om tilsanding som Efesos selv gør: en by der tabte sin forbindelse til havet og mistede sin raison d'être over fem hundrede år.
Roy Egloff · CC BY-SA 4.0 Artemis-templet. Én søjle tilbage. Det var 127 søjler engang — et af oldtidens syv vidundere. Nu er der kun én.
Efesos åbner kl. 8. Det er det rigtige tidspunkt. En time inden grupperne ankommer er marmorvejen kølig og næsten tom. Du kan stå ved Celsus-biblioteket med Curetes Street bag dig og høre lyden af duer i søjlerne og ingenting andet.
Radosław Botev · CC BY 3.0 PL Curetes Street. Efesos' vigtigste handelsgade. Marmorbelægningen er original. Sokkelindskrifterne er stadig læselige.
Curetes Street var Efesos' handels- og processionshovedgade i det 1. og 2. århundrede e.Kr. Den er 210 meter lang, marmorbelagt og flankeret af søjleportikker. Butikker på begge sider. Offentlige fontæner med vandledningssystem. Mosaikgulve i de rigere huses indgang. Det er en komplet bystruktur fra en by der fungerede — ikke en ruin, men et frosindt øjeblik fra hverdagen år 100.
Hadrians tempel halvvejs oppe ad gaden er et af de bedst bevarede bygværker i Efesos — den lille facade med bueindgang og Medusa-hoved i nøglestenen er original fra det 2. århundrede e.Kr. En kvinde stiller sig foran den og holder sin telefon op. En mand bagved venter tålmodigt. Templer som disse har ventet i 1.900 år. Et minut mere er intet.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 Hadrians tempel. Bygget ca. 117-138 e.Kr. Medusa-ansigtet i nøglestenen skulle holde ondskaben ude.
Det Store Teater er for enden af Marmorvejen — 25.000 siddepladser i en halvmåne hugget ind i Panayırdağ-bakkens skråning. Det er det teater apostlen Paulus angiveligt prædikede i — og næsten fik prygl i, ifølge Apostlenes Gerninger. Udsigten fra øverste sæderække over havnen — nu dyrkede marker — fortæller mere om Efesos' skala end noget andet.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 Det Store Teater. 25.000 tilskuere. Havnen var synlig fra øverste sæde — skibene lossede 5 minutters gang fra teatret.
GertjanV · CC BY-SA 3.0 Kuşadası. Krydstogtshavnen med Dueøen-fortet i baggrunden. Efesos er 20 km herfra.
Kuşadası er 20 km fra Selçuk — en kystby der er vokset eksplosivt med cruiseskibsturisme og ferielejligheder. Den er ikke den roligste by på ruten. Men Güvercin Adası — Dueøen — er en lille klippeø forbundet med en lang mole, med et osmannisk fort fra det 17. århundrede og en kaféterrasse med havudsigt der er uforklarlig god om eftermiddagen.
Giorgio Galeotti · CC BY-SA 4.0 
Koray · CC BY-SA 4.0 Dilek Yarımadası nationalparkens halvø strækker sig syd for Kuşadası og er en af de bedst bevarede kyststrækninger på den ægæiske kyst. Samos er kun 1,9 km over det smalleste punkt. Du kan se de græske huse med det blotte øje fra klippetoppen.
Scan QR'en til etape 3 her — den starter præcis fra denne GPS.
Fra Kuşadası er Pamukkale 165 km mod øst — en dags omvej ad D525 mod Denizli. De fleste kører direkte mod Bodrum. Det er en fejl. Pamukkale er et af de steder i verden der ser photoshoppet ud i virkeligheden — men ikke er det.
Navnet betyder "bomulds-borg" på tyrkisk. Det er en bjergside dækket af hvide kalksinterbassiner, bygget op over årtusinder af termisk kildevand der indeholder 35°C varmt kalk-mættet vand. Vandet flyder ned over skrænten og størkner til terrassebassiner, lag på lag, hvide som frisk sne og fyldt med turkist vand. Du kan bade i dem. Mange gør det. En tyrkisk pige stikker tæerne i kanten og trækker dem tilbage og griner.
Oven på bakken er Hierapolis — en romersk kurby fra 190 f.Kr. der blev grundlagt netop her fordi romerne forstod at termisk vand var medicin. Byens nekropolis er en af de bedst bevarede i Lilleasien: hundredvis af sarkofager og gravsteder spredt over 2 km langs den gamle vej ind til byen. Antik Havuz er det bassin inde i ruinerne hvor du kan svømme mellem sunkne marmorkolonadestumper. Det er UNESCO siden 1988.
Om morgenen tidligt, inden klokken syv, stiger der varmluftballoner fra Pamukkale-dalen. Ikke så mange som i Kappadokien — men nok til at himlen over de hvide terrasser har et andet look end resten af dagen. Fra ballonen ser hele konstruktionen ud som et hvidt stykke frossen tid i det brune bjerglandskab.
Benh LIEU SONG · CC BY-SA 3.0 Pamukkale. Terrasserne er 2.700 meter brede og 160 meter høje. Det hvide er ikke marmor — det er kalk der er bundfældet fra termisk vand i årtusinder.
Rabe! · CC BY-SA 4.0 
Bernard Gagnon · CC BY-SA 3.0 Fra Kuşadası syd ad D525. Söke er et trafikalt knudepunkt — landbrugsby med bomuldslagre og et marked der holder om søndagen. D525 omgår det meste af den centrale trafik og drejer vest mod kysten og Didim. Terrænet flader ud i Büyük Menderes-deltaet — den store flod der har givet navn til begrebet "meander" fordi dens slyngede løb var det klassiske eksempel for grækerne.
Deltaet er leret og fugtigt og lugter af salt og alger i det stille vejr om morgenen. En flok hvide hejrer fouragerer på en mark til venstre. En traktor med gul hytte er i gang i bomuldsrækker til højre. Vejen er bred og flad — det er den slags strækning der ikke huskes bagefter, men som giver kroppen en pause inden Didyma.
Bafa Gölü er en sø 25 km nordøst for Didim der engang var en bugt med forbindelse til havet — tilsandet ligesom Efesos' havn. Nu er det en brackvandsø med pelikankolonier og en halvø med ruinerne af Herakleia under Latmos. En by der henvender sig til bjergvandrere og fuglekiggere, ikke cruiseskibsturister.
Didyma er 100 km fra Kuşadası. Det er ikke Didyma der er en by — det er Apollon-templet der er en ruinpark, og den moderne by hedder Didim. Templet er et af de største i antikkens Grækenland: 120 søjler planlagt, 122 meter langt og 60 meter bredt. Det blev aldrig færdigbygget. Konstruktionen startede i 333 f.Kr. og fortsatte i 600 år. Arbejdet stoppede da kristendommen gjorde orakler ulovlige.
To søjler er stadig fuldstændige og stående — 20 meter høje. Den ene er bevaret med alle kannelurer intakte. Du kan stå ved foden af den og mærke at marmoren er kold selv i den tyrkiske augustsol. Det er kalkstenen under overfladen der holder temperaturen. En guide forklarer det til en gruppe. En kvinde i orange stråhat lytter og nikker.
Bernard Gagnon · CC BY-SA 3.0 Didyma. To søjler er fulde. Resten er spredte blokke der dokumenterer et tempel der aldrig blev færdigt.
Oraklet i Didyma fungerede forskelligt fra Delfi. Her var det ikke en enkelt præstinde der talte i trance — det var en hel præsteskole, Branchidai, der tolkede tegn fra en kilde inde i det indre tempel. Vandet var det hellige. Alexander den Store spurgte oraklet om han ville erobre Perserriget. Det svarede ja. Han lagde ud fra disse egne i 334 f.Kr.
Bernard Gagnon · CC BY-SA 3.0 Søjleskovet ved Didyma. 600 år under opbygning. Afbrudt af et edikt i 385 e.Kr. der forbød orakler.
Frank K. · CC BY 2.0 
Bernard Gagnon · CC BY-SA 3.0 Fra Didim nordøst ad D525 mod Milas. Vejen stiger ind i bakkeland — oliventræer, mandeltræer, teglværker langs vejsiden. Milas er Muğla-provinsens administrative knudepunkt og en by med usædvanlig høj koncentration af osmanniske og antikke bygningsrester fordelt over et moderne bycentrum. Den er ikke turistdestination. Det betyder at den er ægte.
Fra Milas drejer D330 sydvest mod Bodrum. De 60 km er etapens smukkeste stykke vej. Asfaltens farve skifter til en lidt lysere grå — nyt belag, tæt kurvearbejde. Fyrreskoven begynder at overtage bakkerne: çam ağaçları, de tyrkiske skovfyrre, med lang stamme og bred krone. Lugten fra dem i middagssolen er harpiks og sol og det der minder om en ny sommerhustøjskasse der åbnes for første gang.
Vejens geometri ændrer sig til kortere kurver og mere højde — Beşparmak-bjergene trykker mod øst og vejen snor sig ned deres vestside. Gökova-bugten glimter frem mellem fyrrene i skarpe sekunder. Havet er pludselig igen. De hvide huse begynder at dukke op på klippeskrænterne jo tættere du kommer Bodrum.
Luften smager af salt og timian og motorolie fra de lystbåde der er fortøjet nedenunder. En motorcyklist overhaler og forsvinder rundt om næste sving. Det er stadig 15 km til Bodrum. Det føles som fem.
FollowingHadrian · CC BY-SA 4.0 Mausoleet i Halikarnassos. Et af oldtidens syv vidundere. Kun fundamentet er tilbage — men det var herfra "mausolæum" fik sit navn.
Bodrum var i antikken Halikarnassos — fødeby for historikeren Herodot og stedet for Kong Mausolus' gravmæle, mausoleet, der var et af antikkens syv vidundere og gav navn til alle sarkofaglignende gravmonumenter på alle sprog siden. Selve monumentet er borte. Stenen blev genbrugt til at bygge det korsfarerslot der nu er byens vartegn.
Bodrum-borgen — St. Peter-slottet — er bygget af Johanitterordenen fra 1402 og fremad ved hjælp af sten fra det kollapsede mausoleum. Det sidder på en lille odde mellem de to havnebassin og er synligt fra havet lang tid inden du er der. Indvendig er der nu et museum for undervands-arkæologi — skibsladninger fra bronzealder og jernalderhandel reddede op fra Middelhavet. En bronze-skibs-last fra 1400-tallet f.Kr. er den ældste kendte handelslast nogen steder.
Hamdigumus · CC0 Bodrum set fra vandet. De hvide huse er ikke turistarkitektur — de er et krav i byplanloven siden 1970erne.
Bodrum havn er to bassiner adskilt af borgpynten. Østsiden er de store lystbåde og gulets — de traditionelle tyrkiske træsejlbåde. Vestsiden er fiskerlejlighed og café og de lokale der sidder der om eftermiddagen og ser på trafikken på vandet. En mand syr et sejl ved en klampe. En dame med en termos te sætter sig på en hvid stol og åbner sin telefon og ser ikke op igen.
CC0 
Rui Ornelas · CC BY 2.0 Bog 5 (Fra Halikarnassos til Fethiye) starter præcis fra denne GPS og fortsætter langs D400 mod Marmaris og Fethiye.