Fra Çanakkale drejer du syd langs D550 og kører ind i Troas — det historiske område der har givet navn til Troja og mere oldtidshistorie per kvadratkilometer end noget andet sted i Tyrkiet. Det er ikke et museum. Det er bare der.
Bog 3 · 3 etaper · ca. 260 km · Den klassiske ægæiske kyst
Troja-afkørslen er skiltet ved Tevfikiye-landsbyen, 30 km syd for Çanakkale. Vejen til Ayvacık drejer af D550 ved Ezine og bliver smallere og mere kurvet — fyrreskov de sidste 20 km. Ingen bom eller særlige regler på etapen.
Jorge Láscar · CC BY 2.0 Çanakkale ved Dardanellerne. Strædet her er 1,2 km bredt på det smalleste punkt — det smalleste vandskille mellem Europa og Asien.
Çanakkale er en universitetsby ved Dardanellerne-strædet — 112.000 indbyggere, havnepromenade, et militærmuseum og en enorm Gallipolikampagne-arv der sidder tungt i luften over hele halvøen. Det er en by der har set mere krig end de fleste — strædet her er det smaleste punkt mellem Europa og Asien, og har det altid været.
En gammel mand sælger frisk simitsesambread fra en vogn ved havnepladsen om morgenen. Det lugter af sesamfrø og varm dej. Han råber ikke — folk ved at han er der. De fleste steder i Tyrkiet kender alle hinanden.
Du forlader Çanakkale mod syd. To rundkørsler. En benzinstation. D550 åbner sig — en bred to-sporet landevej der skærer igennem det flade kystlandskab. Troas-sletten strækker sig til begge sider. Det lugter allerede anderledes — salt fra havet til vest blandet med timian og salvie fra klippehederne i øst.
CC BY-SA 3.0 Trojas mure. De ældste lag er fra 3.000 f.Kr. Det er sten der har set mere end de fleste historier fortæller.
Jorge Láscar · CC BY 2.0 
Jorge Láscar · CC BY 2.0 De første 30 km syd for Çanakkale er D550 langs Troas-sletten. Vejen er bred og olivenlunde skygger over vejsiden i lange afsnit. Det er ikke dramatisk landskab — det er det modsatte. En rolig, flad landbrugsflade med hvide huse og traktorer.
Men der sker noget med den lodrette afstand til oldtiden her. De arkæologiske udgravninger er i markkanten — ikke bag hegn, ikke i nationale parker, bare i felterne. En bonde pløjer et stykke jord der dækkede en bronzealderbosættelse for tre generationer siden. Det er usynligt nu. Det er overalt.
Luften lugter af salvie og timian i varmt vejr — den skarpe duft der er Ægæerhavets fingeraftryk på vegetationen. Der er havbrise fra vest om eftermiddagen. En mand i en hvid pickup holder ved vejsiden og taler i telefon. Oliventræerne bag ham er ældre end landsbyen.
Troja-afkørslen er 30 km fra Çanakkale og skiltet ved Tevfikiye er uundgåeligt. Du drejer vest ind ad en smal vej. Parkeringen er en ryddet flade med et par souvenirbutikker og en 10 meter høj rekvisit-trojansk hest fra filmoptagelserne i 2003-2004, som tyrkerne beholdt da kameraerne tog hjem. Hesten er lavet af træ og metalskruer og er en turistattraktion på niveau med selve udgravningerne.
Arkæologerne gravede ni fortæller-lag (Troja I til Troja IX) fra bronzealder til romersk tid — det dybeste fra 3.000 f.Kr., det øverste fra 500 e.Kr. Det er ikke én by. Det er ni byer der er vokset og brændt og genopstået på den samme bakke, det samme strategiske punkt, den samme vandkilde, i 3.500 år.
Troja VI er den fra Homers tid — den massive bymur fra 1700-1300 f.Kr. med kyklopiske sten der stadig er 4 meter høje de bedst bevarede steder. Heinrich Schliemann gravede her fra 1870 og fandt guld han sendte til Berlin uden tilladelse. Det guld er ikke kommet tilbage.
CC BY-SA Den trojanske hest. Lavet til Wolfgang Petersens film med Brad Pitt. Tyrkerne beholdt den. Den er ti meter høj.
Der er en guide-assistent ved billetsalget der hedder Mehmet. Han har arbejdet her siden 1994. Han siger at de fleste besøgende er skuffede de første fem minutter — det ser ikke ud som de forventede. Hvornår det vender, siger han, er svært at forudsige. Nogle går aldrig rigtig derind.
Fra Troja tilbage på D550 og sydpå. Vejen fortsætter igennem Ezine — en mellemstor landsby med et ostemarket og en fraktion af de bedste hvide oste i Tyrkiet. Ezine-osten er lavet af en blanding af fåre-, gedde- og komælk og lagres tre til seks måneder. Du kan købe den hos de lokale handlende ved vejsiden. Den sælges i hvide blokke pakket i saltlage.
Fra Ezine drejer du syd og forlader D550. Vejen mod Ayvacık er smallere og mere kurvet. Terrænet ændrer sig — det flade kystland afløses af bakker, og fyrreskov begynder at komme ind fra siderne. Lugten ændrer sig med det — harpiks og skovbund, den skarpe duft af Pinus brutia der dominerer alle lave bakkerne i det nordlige Ægæer.
Vejen snor sig igennem to-tre landsbyer. Folk handler i butikker der vender mod vejen. En kvinde hænger tøj op på en snor mellem to oliventræer. Ingen skynder sig. Det er en del af vejen der ikke er på nogen topti-liste, men som er det smukkeste stykke af etapen.
Horacio36 · CC BY-SA 3.0 
Elelicht · CC BY-SA 3.0 
Jorge Láscar · CC BY 2.0 
Antoloji · CC BY-SA 4.0 Ayvacık er en lille markedsby 80 km fra Çanakkale. Ingen turistattrationer. Et torv. En moske. En håndfuld kafeer. Det er det rigtige sted at stoppe — nær nok til Assos til at køre dertil om morgenen, langt nok fra Troja til at det føles som en ny dag. Du parkerer i centrum og går rundt.
Herfra er det 25 km til Assos/Behramkale. Scan QR'en til etape 2 her — den starter præcis derfra.
Ayvacık → Behramkale/Assos (bjergvej) → Assos havn → kystvejen → Ayvalık · ca. 80 km
Fra Ayvacık er der to veje til Assos: den direkte sydvest, og bjergvejen der svinger rundt om højdepunkterne og giver udsigt. Tag bjergvejen. Den direkte er kortere, men du ser ingenting. Bjergvejen er smal, asfalteret og kurvet, og den løber igennem et landskab af fyrreskov og klippeafsatser der åbner sig mod havet.
Lugten ændrer sig allerede et par kilometer fra Ayvacık. Harpiksen fra Pinus brutia er intens og let sød i solvarmen. Vejsiden er ikke ryddet — vegetation trykker ind mod asfalten fra begge sider. Det er ikke ubehageligt, det er bare tæt. En fugl skræmmes op fra en grankvist. Vejen er ofte en-sporet.
Efter ca. 15 km åbner udsigten sig mod sydvest. Lesbos er synlig fra denne afstand — ikke som en prik, men som et klart landmasse, 10 km over vandet. Det er Tyrk iet og Grækenland i samme synsfelt, adskilt af et smalt stræde. Til venstre, oppe på klippetoppen: søjleresterne af Athena-templet i Assos.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 Assos Athena-templet. Bygget 530-525 f.Kr. Aristoteles boede 347-344 f.Kr. her og grundlagde en filosofiskole i byens gymnasium.
Assos er Aristotelesʼ by. Han boede her fra 347 til 344 f.Kr. og grundlagde en filosofiskole i byens gymnasium — tre år inden han tog til Makedonien for at undervise en dreng der hed Alexandros. Den dreng er siden blevet kaldt Alexander den Store. Assos var hans læremester forud.
Athena-templet på klippetoppen er fra 530-525 f.Kr. og er det eneste doriske tempel på den anatoliske vestkyst. Seks originale søjler er rejst. Podiet er intakt. Templet sidder på en klippeformation 234 meter over havet, og horisonten er Lesbos. Det er en udsigt der ikke kræver historisk kontekst for at ramme dig.
Vejen mod Assos er smal og bugtet de sidste 10 km. Den stiger mod kysten og falder ned mod det smalle stræde. Havet er pludselig 200 meter under dig — ikke gradvist, men i et enkelt sving. En mand sælger honning fra en trailer i vejkanten. Han har altid solgt honning her, eller det virker i hvert fald sådan.
CC BY 2.0 
CC BY-SA Assos havn er 320 meter nede ad stengaden fra templet. Vejen er smal og hvælvet over brosten — ikke egnet til store køretøjer. Husene langs siden er ottomanske, renoverede med malede vindueskarme. Nogen bor der. Tøj hænger i gårdene.
Havnen er en lille fiskerbugt med ca. 15 træbåde. En mæler søjleskraft ved siden af et bådskur. Der lugter af frisk fisk og salt og harpiks fra rebbane. Lesbos er 10 km over vandet — nær nok til at du kan se husene med det blotte øje. To lande, samme udsigt, modsatte sider.
De ottomanske bygningsrester ved havnekanten er fra det 14.-15. århundrede — karavansarier og en moske der nu er halvt ruineret. Det er ikke rekonstrueret. Det er bare der, overgroet med vilde kapers og timian.
Michael Deilmann · CC BY-SA 2.0 Edremit-bugten. Oliventræerne på skråningerne er ikke plantaget — de er vilde, ikke høstet i generationer. Lugten i varmt vejr er bitter og harpikset.
Fra Assos havn tager du kystvejen sydpå — IKKE D550. Den lille kystlandvej snor sig bugt for bugt langs Ægæerhavet og er etapens bedste stykke. Vejen er smal og asfalteret og har ingen belysning. Der er ingen tankstationer, ingen beachbarer. Der er bare hav og oliventræer og den lejlighedsvise fiskerby.
Kystvejen dufter af saltvand og harpiks fra fyrreskoven der løber ned mod vandet i afsnit. Hvor skoven åbner sig er der udsigt direkte mod vest — åbent Ægæerhav uden land i sigte. Solen sætter i den retning. Tag kystvejen om eftermiddagen.
En gammel mand fisker fra en sten ved en af de små bugter. En umalede trækasse med line og krog er det hele udstyr. Han ser ikke op da du kører forbi. Han har fisket her længere end du har kørt bil.
Ayvalık-halvøen dukker op efter ca. 40 km. Byens labyrint af smalle gader er den gamle del — ottomansk arkitektur med huse der læner sig mod hinanden over de smalle stræder. Udenfor den gamle bykerne er der nybyggeri og fabrikker og et industrielt olieproduktionsanlæg. Ignorér det. Gå ind i de gamle gader.
CC BY-SA 2.0 Athena-templet på Pergamon. Dorisk arkitektur fra 4. århundrede f.Kr. på en klippeplatform 335 meter over Bergama.
Ayvalık-halvøen er et sted der ikke bekymrer sig om dig. Oliventræerne er ældre end husene. Olivenolie-produktionen er stadig den vigtigste industri — man ser presserier langs vejene ud af byen. Det er ikke turistisk, og det er en af grundene til at det er rart.
BSRF · CC BY-SA 4.0 Çandarlı-borgen. Byzantinsk grundfæstning fra det 14. århundrede, udbygget af osmannerne. Havet bag borgen er det samme hav der adskilte grækere og tyrker i 1923.
Cunda Adası — også kaldet Alibey Adası — ligger for anker i Ayvalık-bugten, forbundet med en dæmning. Øen var græsk indtil befolkningsudvekslingen i 1923. De gamle huse har stadig græske bogstaver over dørene. En by i to sprog på samme tid — tyrkisk nu, græsk engang.
Tavernerne ved vandet serverer rakı og blæksprutte. Ruinerne af den byzantinske Taksiyarhis-kirke stikker op over hustagene midt i byen — halvt forfald, halvt museum. Det er ikke romantiseret tilstand, det er bare den faktiske tilstand af en by der tabte sin halve befolkning på ét år.
Herfra er det 5 minutters gang til den gamle bykerne. Scan QR'en til etape 3 her — den starter derfra.
Fra Ayvalık østpå ind i Kozak-platauet. Det er en 20 km omvej fra D550, og den er obligatorisk. Platauet er et granit-massiv der skyder op midt i olivenlandet — runde granit-formationer og egetræer og en tæt fyrreskov der lugter anderledes end alt andet på ruten.
Kozak-platauet er berømt for pinjekerner. Man ser poserne ved vejsiden hos de lokale — plasticposer med brune pinjekerner lagt ud på folierede borde foran hvide huse. Ingen skilte, ingen priser. Du stopper og køber. Det er frisk og let sødt og smagsmæssigt det modsatte af det pakkede supermarkedsprodukt.
En ældre kvinde i en farvet kjole sætter en ny pose frem på bordet. Hun ser på dig. Du ser på poserne. Hun siger noget på tyrkisk. Du nikker. Poserne koster hvad de koster. Det er transaktionen.
CC BY-SA 4.0 Pergamon-akropolen set fra Bergama. Klippens silhouet er synlig 5 km før du er der.
Lugten i Kozak-skoven er tung og sød — harpiks fra Pinus pinea, den parasol-formede pinjepille, blandet med granit-støv og fugtig jord fra forrige uges regn. Det er den eneste sted på hele ruten denne lugt forekommer. Du noterer den ikke bevidst, men du savner den når den er væk.
Granit-formationerne er 200-400 millioner år gamle — kærnebjergarter der er trængt op igennem yngre sedimenter og nu sidder som runde kæmpeblokke i terrænet. Det er et andet geologisk lag end resten af den ægæiske kyststribe. Det mærkes i vejens tekstur, lyset, planternes karakter.
Pierre Bachelot · CC BY-SA 3.0 Pergamon set fra Bergama by. Klippeformationen er 335 meter høj. Ruinerne ovenover er synlige på 5 km afstand i klart vejr.
Fra Kozak-platauet ned mod D550 og sydøst. Terrænet åbner sig. De høje bakkeskråninger trækker sig tilbage, og kystlandets flade landbrugsflade breder sig. Bomuldsmarker skifter med solsikkehaver — hvide blomsterhoved og gule blomsterhoved side om side i lange, regulære rækker.
Pergamon-akropolisets silhouet er synlig 5 km før du er der. En isoleret klippeformation der rager 335 meter op over den moderne by. Det ligner ikke ruiner herfra — det ligner et naturligt bjerg. Nærmere ser du murernes kanter mod himlen.
Bergama by er 60 km sydøst for Ayvalık. Det er en moderne by af middel størrelse med en gammel bykerne der stadig fungerer. Bazaargader, grønthandlere, en moske og et par kafeer ved torvet. Pergamon er akropolisets navn — det der sidder ovenover. Bergama er byens navn nedenunder.
Frank Kovalchek · CC BY 2.0 Pergamon-teatret. 80 rækker, 30 graders hældning. Det er det stejleste antikke teater i verden. Skuespillerne stod på en smal træscene der er fjernet.
Klaus-Peter Simon · CC BY-SA 3.0 Asklepion i Pergamon. Oldtidens mest berømte helbredelsescenter. Galen — lægen der definerede medicinsk teori i 1.500 år — arbejdede her i det 2. århundrede e.Kr.
Pergamon-teatret er det stejleste antikke teater i verden — 80 rækker hugget direkte ind i klippeskråningen med 30 graders hældning. Siddepladserne er så stejle at du holder i stenene foran dig med begge hænder for ikke at glide. Det er ikke eksaggereret. Det er den faktiske vinkel.
Teatret rummede 10.000 tilskuere. Scenen var en træskelkonstruktion der kunne afmonteres — den er for længst væk. Men de tre etager af søjlegange bag scenen, Dionysos-templet ved siden af teatret og den lange søjlebeklædte vej op ad klippefladen er intakte nok til at give den fulde rumfornemmelse.
Pergamon var på sin storheds tid en af Middelhavsverdenes tre vigtigste biblioteksbyer — det kongelige bibliotek her havde 200.000 skriftruller. Antonius gav dem alle til Kleopatra som bryllupsgave. Pergamon udviklede pergament som alternativ til papyrus — navnet er derfra. Materialet er opfundet her.
Dosseman · CC BY-SA 4.0 
Laszlo Ilyes · CC BY 2.0 Nede i Bergama by er Asclepion-helligdommen — det antikke sanatorium der er det sted Galen, oldtidens mest indflydelsesrige læge, arbejdede i det 2. århundrede e.Kr. Medicin, kildebade, teater som terapiform. Det er 2 km fra akropolen og er underspillet i de fleste rejseguider. Gå derhen.
En guide-assistent ved billetsalget til Asclepion hedder Elif. Hun siger at halvdelen af turisterne springer Asclepion over fordi de er trætte efter akropolen. De ser aldrig det sted der faktisk opfandt systematisk medicin i Vesten. Pergamon er ikke ét sted — det er tre lag og to bjerge og et sanatorium i dalen.
Kablebanens udsigtsplatform er åben om aftenen. Bergama by lyser nedenunder. Klippeformationens profil er sort mod aftenhimlen. Teaterrækkerne er synlige som et mønster i stenoverfladen — 80 linjer der er hugget ind i bjergsiden for 2.200 år siden og stadig sidder der.
Herfra er det enten kabelbane eller 45 minutters gang til toppen. Bergama har overnatning i alle kategorier — boutique-hotel i den gamle bykerne anbefales.