Du forlader Fethiye og tager vejen der snor sig langs klipperne over Middelhavet. D400 er ikke en omvej — den er hele pointen. Tre dage, tre etaper, én kyst der ikke lader dig sætte farten op.
Bog 1 · 3 etaper · ca. 345 km · Den Turquoise Kyst
Fethiye → Ölüdeniz → Kayaköy → Saklıkent → Letoon → Patara → Kalkan → Kaş · ca. 130 km
D400 er velfungerende asfalt det meste af vejen. Strækningen mellem Kalkan og Kaş er smal med skarpe sving og manglende autoværn — tredje gear er for hurtigt her. Saklıkent National Parks bom lukker kl. 20. Patara-stranden har betalingsparkering og er en beskyttet havskildpadde-habitat — hunde er ikke tilladt.
Du kører ud af Fethiye mod syd. En havneby med 400.000 indbyggere og tre gange så mange lystbåde om sommeren. Fethiye-bugten er bred og rolig, med en halvsnes småøer inden for synsvidde. Havnen er den ene side. Bakkerne er den anden. D400 er det der binder dem.
Det lugter af diesel og soltærebrød om morgenen i Fethiye havn. Fiskebådene er kommet ind. Manden med det gule forklæde sorterer kasser på kajen — blåmule, pigvar og det der minder om en bastard-tun. Han råber noget til sin makker på land. Ingen ser på ham. Sådan er det ved fiskekaj.
Fra havnegaden drejer du syd for at ramme D400. To rundkørsler. En tankstation. Bakkerne trækker sig ind mod siden, trafikken tynder ud, og du er pludselig et andet sted end du var for fem minutter siden.
Gamzeözge · CC BY-SA 4.0 Fethiye-bugten. Du forlader den mod syd. Den følger dig et stykke endnu.
Ölüdeniz-afkørslen er 14 km fra Fethiye. Den blå lagune er synlig idet vejen drejer og åbner sig mod havet — turkis mod det dybblå hav med et sandrev imellem. Det er en af de mest fotograferede steder i Tyrkiet. Det er der en god grund til. Du behøver ikke gå ned — udsigten fra vejen oppe fra giver dig det hele på én gang.
dronepicr · CC BY 2.0 Ölüdeniz. Sandrevet adskiller lagunen fra det åbne hav. Farven er ikke photoshoppet.
Fra Ölüdeniz drejer du nord mod Kayaköy — 3 km fra vejen. Stien op er asfalteret og smal. Husene begynder at dukke op i skrænten til venstre. Først ét, så ti, så hundrede. Tomme vindueshuller. Ingen tage. Mere end 3.500 huse, alle forladt den samme dag i september 1923, da befolkningsudvekslingen mellem Grækenland og Tyrkiet tvang de græsk-ortodokse familier ud.
Bjørn Christian Tørrissen · CC BY-SA 4.0 Kayaköy. 3.500 huse, forladt i 1923. Timian vokser nu i gadebelægningen.
Fra Kayaköy tilbage på D400 og sydøst. Vejen lugter anderledes her — fyrretræer og tørret timian fra klippehederne oven over, ikke hav. Du kører langs det åbne kalkstenslandskab mod landevej 350 der drejer nord ind mod Eşen-dalen. Oliventræerne giver plads til tyndere vegetation. Jord viser sig rød.
Saklıkent-kløften er 18 km lang og det smalleste sted er 3 meter bred. Vandringen du kan gøre uden udstyr fører dig ca. 1 km ind ad gangbroer over det kolde flodevand. Temperaturen falder 10 grader på 200 meter. Lyden af vandet mod kalkstenen er den eneste lyd. Der er kiosker ved indgangen der lejer vandrestøvler — dem du skal have, for det er glat på sten.
angelius1979 · CC BY-SA 3.0 Saklıkent. Vandet fra Ak-bjerget har skåret kløften igennem kalkstensmassiverne over millioner af år.
Fra Saklıkent tilbage til Eşen og D400 sydvest. Herfra kører du langs Xanthos-floddalen — den samme flod der løber igennem kløften, men bredere og roligere nu. Markerne er flade og hvide af salt i perioder. Hvide storke fouragerer langs vandløbskanterne — du kan se tre-fire ad gangen langs vejen i trækketiden.
Xanthos på bakken til højre var Lykiens vigtigste by, UNESCO-verdensarv siden 1988. Siddende teaterscene, gravpiller og den smalle vej op mod borgen. Et par kilometer videre drejer du mod Letoon, Artemis' og Apollons helligdom, halvt oversvømmet i vintermånederne — ruinernes søjlerækker rager op af vand der er klarblåt som himlen.
Dick Osseman · CC BY-SA 4.0 Letoon. Gudernes helligdom er halvt sunket i grundvand. Frøerne har overtaget templer fra det 4. århundrede f.Kr.
Patara er 18 km lang sandstrand — en af Middelhavets længste ubrudte stræk. Du parkerer og går de sidste 800 meter til stranden forbi lykiske ruiner. Havet er lavvandet og klart langt ud — grundt nok til at gå 50 meter uden at have vand til livet. Det er en svømmestrand, ikke en liggestrand.
Erp · CC BY-SA 3.0 Patara. Havskildpadderne lægger æg her om natten. Om dagen er stranden åben for badende.
Fra Patara tilbage på D400 østpå. Vejen stiger nu mærkbart. Bakkerne presses ind, havet er pludselig 200 meter under dig og D400 snor sig i skarpe sving langs kanten. Kalkan dukker op nedenunder — hvide huse i terrasser ned mod en lille havn. Vejen ned er stejl og smal. Det er en by der er bygget til at gå i, ikke at køre i.
Fra Kalkan østpå er D400 på sit smaleste og skarpeste. To baner, ingen midterstribe, klippen til venstre, havet til højre. Svingene er tætte og synsvinklen er snæver. Der er ingen autoværn mange steder. Farten sætter sig selv — du kører ikke hurtigere end 50 selv om der er fri bane, fordi du ikke kan se om næste sving er frit.
Wusel007 · CC BY-SA 3.0 Kalkan. Husene er bygget ned ad klippen lag for lag. Der er ikke plads til biler i den ældste del.
Kaş dukker op pludseligt — en halvø der stikker ud mod den græske ø Kastellorizo i horisonten, 4 km væk. Byens huse falder ned ad skrænten mod havnen i lag. Du parkerer øverst og går ned. Det romerske amfiteater fra det 1. århundrede f.Kr. er 200 meter fra kajen — du sidder der og ser ud mod Kastellorizo om aftenen, mens de færreste andre turister opdager det.
Valerian Jaguri · CC BY-SA 4.0 
Sean Glossop · CC BY-SA 4.0 Kaş centrum ligger 10 minutters gang fra havnen. Scan QR'en til etape 2 her — den starter præcis derfra.
Kaş → Kaputaş → Üçağız (Kekova) → Myra → Finike → Kumluca → Olympos · ca. 120 km
Fra Kaş østpå er D400 på sit allersmaleste. Klippen til venstre, havet til højre, skarpe sving der blokerer syne. Mødende køretøjer kræver fuld opmærksomhed. Du kan ikke køre hurtigt her selv om du ville.
Kaputaş er 7 km fra Kaş. Du ser den ikke fra vejen — kun en smal kløft der skærer lodret ned mod havet. Parkér på vejsiden ovenfor. 192 trin ned ad betontrapper til en strand der er 150 meter lang og turkisblå på en måde der ser unægtelig iscenesat ud. Det er ikke iscenesættelse. Det er kalksten under vandet der absorberer alt rødt og reflekterer blåt.
Angela Stefanoni · CC BY 3.0 Kaputaş. 192 trin ned. Samme antal op bagefter. Det er det værd — stranden er en svømmestrand, ikke en liggestrand.
Fra Kaputaş fortsætter D400 langs kysten. 15 km østpå drejer du syd ad en smal bjergvej ned mod Üçağız — en lille fiskerby ved Kekova-sundet med fire hundrede fastboende og et hav af træbåde. Vejen er asfalteret hele vejen, men smal og uden autoværn de sidste kilometer ned. Det dufter af salt og brændt eukalyptus fra bakkerne ovenfor — den lugt der er Lykiens eget.
I Üçağız havn står en ældre mand og renser fisk ved stenpieren. En kat sidder 60 centimeter fra ham og venter på det næste stykke. Han kaster uden at kigge. Katten har lært at vente.
Dick Osseman · CC BY-SA 4.0 Üçağız. Lykiske gravstele stikker op af vandet ved kajen. Indbyggertallet er fire hundrede.
Bådene i Üçağız havn er træbygede og hvide — ikke fiberstof, ikke plastik. En gammel mand i en blå sweater smører teak med linolie. Den båd han arbejder på er den han tog sin far ud i. Det er samme havn, samme farvand, bare med et par årtusinders ruiner under overfladen.
Kekova er en ø der er halvt sunket. Et jordskælv i det 2. århundrede e.Kr. sænkede kystlinjen 1-2 meter, og halvdelen af den antikke by Simena ligger nu synligt under overfladen — mure, trapper, kaggegrunde — fra en glasbundsbåd eller kajak. Fra Üçağız tager en båd til Kaleköy ca. 25 minutter.
Fra Üçağız tilbage på D400 og videre mod Demre — 30 km. Demre er en moderne by med kemi og drivhusgrøntsager, men Myra er dens fortid. Klippegravene er hugget direkte ind i den lodrette kalksten over et romersk teater fra det 2. århundrede e.Kr. Fra teaterpladsen ser det ud som et naturlandskab. Fra toppen ligner det en menneskeby.
Her lå biskop Nikolaos begravet — Sankt Nikolaus — i det 4. århundrede. Knoglerne blev stjålet til Bari i 1087. Det hjælper ikke, historien er der stadig. Nikolaos-kirken i Demre er fra det 5. århundrede og er stadig taget til troende.
Rab Lawrence · CC BY 2.0 
Rab Lawrence · CC BY 2.0 Demre er ikke et sted man bor — det er et sted man passerer igennem på vej til Myra. Byens facade er moderne og drivhusgrøn — bogstaveligt talt. Tomatplantager i hvidt plastik strækker sig fra motorvejen til bakkerne. Det er den landbrugsindustri der holder regionen kørende.
Fra Demre ændrer D400 karakter. Havet trækker lidt tilbage, vejen udvides, og du kører igennem Finike — en havneby med appelsinplantager helt til vejkanten. Det lugter af appelsiner fra oktober til marts. En mand sælger kasser fra en trailer med håndfarvede prisskilte. Du kan købe en kasse for hvad det svarer til 30 danske kroner. Det er Finike-appelsinen, den sødeste i Tyrkiet.
Masterdeis · CC BY-SA 3.0 Finike. Appelsinerne dyrkes her siden det 18. århundrede. Havnen er ny. Plantagerne er gamle.
Fra Finike drejer du syd igen ved Kumluca og ind mod Olympos via en lang bred vej gennem Taurus-udløberne. Bakkerne er højere her, mere beplantet, temperaturen falder et par grader. Det er en overgangszone fra kyst til skovbjerg — du mærker den i luften mere end på vejen.
Vejen igennem Kumluca er bred og beplantet. Folk handler på gaden. Der hænger appelsinnet over indgangen til en grønthandler — den samme som var her i går og i forgårs. Tyrkiet er et land der ikke skynder sig, og det er tydeligst i de byer ingen fotograferer. Herfra er der 25 km til Olympos-indgangen.
De sidste kilometer ind mod Olympos er i fyrreskov. Vejen indsnævres til én plus det halve spor. Sollyset flimrer gennem grenene. Temperaturen er 3-4 grader lavere end nede ved havet. Der er en lugtelomme her af harpiks og fugtig jord der ikke forekommer andre steder på ruten.
Littlenomadic_girl · CC BY-SA 4.0 Olympos antikke by. Ruinerne er på begge sider af stien til stranden. Ingen facader, ingen rekonstruktioner.
Olympos er en skovdal der ender i en strand. Den antikke by er delvist udgravet, men det meste ligger under træernes rødder. Du parkerer ved indgangen og går 20 minutter langs en flod til stranden — skovsti, ingen biler. Ruinerne er på begge sider af stien: mure, buer, fragmenter af et forum. Det er det modsatte af et turiststed — ingen facaden, ingen rekonstruktioner, bare sten der er faldet ned og venter på at blive fundet.
Capyusuf · CC BY-SA 4.0 Olympos strand. Bjergene bagved er en del af Tahtali Dağ — 2.365 meter over havets overflade.
Olympos-dalen venter bag indgangen. Der er campingpladser og træhuse til overnatning. Scan QR'en til etape 3 her — den starter derfra.
Fra Olympos nordpå et par km til Çıralı-landsbyen. Her lugter det af fyrrenåle og salt i den rigtige blanding — skovbjerg møder hav. Çıralı-stranden er 3,5 km lang, ikke turistiseret, og en af de tre vigtigste ynglepladser for den loggerhead havskildpadde i hele Middelhavet. Om natten er det forbudt at have lys og støj på stranden af hensyn til de leglæggende skildpadder.
Fra Çıralı parkering går der en afmærket sti op til Yanartaş — 1,5 km bjergsti, ca. 45 minutters gang. Tag den om aftenen. Flammerne er synlige på 300 meters afstand i mørket, og der er ingen lys i området der forstyrrer. Det lugter skarpt af svovl nær de aktive åbninger.
Naturgas siver op igennem kalkstenen og antændes spontant. Det har sket i mindst 2.500 år. Homer omtaler stedet i Iliaden som Kimæras hule — det monster der var del løve, del ged, del slange. Grækerne sejlede forbi og navigerede efter lyset om natten. 25-30 flammer brænder permanent.
Nevit Dilmen · CC BY-SA 3.0 Yanartaş. En ingeniør prøvede i 1800-tallet at overdække flammerne. De tændte sig igen inden for timer.
Tbachner · CC BY 3.0 Çıralı. Bjerget bag er Tahtali Dağ, 2.365 m. Der er kabelbane fra Tekirova til toppen — du ser den fra stranden.
Fra Çıralı tilbage på D400 nordpå. Vejen stiger, fjerner sig fra havet og kører igennem fyrreskov. Det lyder stille ved åbent vindue — kun vinden i nålene og din motor. 25 km fra Olympos drejer Phaselis-afkørslen ned mod havet igen ind i et nationalpark-indgangssted.
Phaselis var en havneby med tre havne — nordlig, central og sydlig — alt afhængigt af vinden. Byens akvedukt og Hadrianus-buen fra det 2. århundrede e.Kr. er intakte. Hovedgaden fra buen løber direkte ned til det centrale havnebassin. Pinietræerne er vokset ind over murene.
Alexander den Store vinterlejrede her i 334 f.Kr. på vej mod Persien. Phaselis åbnede frivilligt portene. Den sydlige havn er den bedste til badning — fladt vand, sandblandet bund, ingen strøm. Det er en reel svømmestrand, og i nationalparken er der ikke mange.
Rigorius · CC BY-SA 4.0 Phaselis sydlige havn. Alexander den Store ankrede her i 334 f.Kr. Pinietræerne stod ikke der da.
Volodymyr Sobolev · CC BY-SA 3.0 
Dick Osseman · CC BY-SA 4.0 47 km øst for Antalya på D400 ligger Aspendos — en kort afstikker der er obligatorisk for den der har tid. Det er romertidens bedst bevarede amfiteater: 15.000 tilskuerpladser, scenebyggeri næsten intakt, akustik så perfekt at en hvisken på scenen høres i øverste række. Bygget 155 e.Kr. af den lokale arkitekt Zenon. Betalt af to brødre — Curtius Crispinus og Curtius Auspicatus — hvis navne stadig er hugget i marmor over scenen.
Teatret bruges stadig. Antalya Opera og Ballet holder forestillinger her hver sommer. 1.870 år gammel scene, og akustikken er bedre end de fleste moderne teatre.
Fra Phaselis nordpå. D400 udvider sig efterhånden — bredere, mere trafik, ferieresorternes betonbygninger begynder at dukke op til siden. Kemer er det første bymæssige sted siden Finike. En stor lystbådehavn, butikker der sælger tyrkiske tæpper og sølv, hoteller der støder mod bjerget bag.
Kemer er det sted ruten skifter tempo. Bjergene rykker et skridt tilbage, gaderne breder sig, en restaurant har sat højttalere udenfor. Det er overgangen fra vild kyst til by — nødvendig og hurtig. Taurus-bjergene er stadig der bagved, men nu er de kulisse frem for kyst.
Tanya Dedyukhina · CC BY 3.0 Kemer. Bjergene bagved er Taurus-udløberne — de styrer vejret på kysten. Kemer er meget vindstille.
Fra Kemer ændrer tonen sig. Vejene bliver bredere. Antalya-bugten åbner sig mod nord — 40 km bred og dyb, med Taurus-bjergene bagved som en hvid væg om vinteren. Storbyens lysshow begynder i horisonten, og du ved du er ved at ankomme et sted.
Nord for Kemer åbner Antalya-bugten sig — 40 km bred, dyb og flad som en tallerken. Taurus-bjergene rejser sig bag byens silhuet som en hvid mur om vinteren. Det er her det går op for dig at du har kørt langs foden af et bjergmassiv i tre dage, og at havet altid var i den anden side.
Forstæderne starter 20 km udenfor centrum. Bygningerne tætner. Mopedserne dukker op. En by på 1,2 million har sin egen tyngdekraft, og du mærker den allerede inden du ser skylinjen. Hold mod vest — Kaleiçi-skiltet er det du leder efter, ikke centrum.
Den flodede klippekyst under Kaleiçi er synlig fra vejen ned mod havnen. Det er ikke en tilfældig klippekant — det er det geologiske argument for at Attalos II anlagde havnen her. Naturlig læ fra nord og vest, adgang fra syd og øst. 2.200 år gammel logik, og den holder stadig.
Langs havnekanten sælger restauranterne fisk og raki under parasollerne — fanget i dag, ude til frokost i morgen. De osmaniske husrækker over dem er renoverede og malet i okker, sandsten og hvidt. Det er ikke Disney — husene er beboede, der hænger tøj på snorene i gårdene bag.
Kaleiçi er den gamle bydel på en klippepynt over havnen. Du parkerer i den nye by ved Kalekapısı-porten og går ned af stentrapper til den røde-og-hvide bymur fra romertiden. Havnen nedenfor er fra det 2. århundrede f.Kr. — anlagt under Attalos II af Pergamon. Genopbygget af romerne, brugt af byzantinerne, brugt af seldsjukkerne, brugt af tyrkerne. Den bruges stadig — af lystbåde nu.
Byens skyline har en minaret fra det 13. århundrede — Yivli Minare, 38 meter høj, fluted murstensarkitektur — der stikker op over de osmaniske husenes røde tegltage. Du ser den idet du nærmer dig Kalekapısı-porten.
Bernard Gagnon · CC BY-SA 3.0 Hadrianus-porten. Anlagt i 130 e.Kr. da kejser Hadrian besøgte byen. Tre buer, originalt marmorbelægning.
Maksym Kozlenko · CC BY-SA 4.0 Antalya havn. 2.200 år gammel. Lystbåde i dag, venezianske gallejer i middelalderen, handelsskibe i antikken.
Herfra er det 5 minutters gang ned til havnen. Antalya har overnatning i alle størrelser. Kaleiçi har boutique-hoteller i renoverede osmaniske huse.