Klosteret og klippen

Ud af Jönköping — søen åbner sig

Du starter i Jönköping, i bunden af søen. Byen ligger klemt mellem to vande — den lille Munksjön og den store Vättern — og i det øjeblik du svinger nordpå ad vej 50, åbner den store sig op til venstre for dig. Ikke en sø som du kender dem. Den her har en horisont. Det modsatte bred forsvinder i dis, og vandet er så blåt at det kunne være hav, hvis ikke det var ferskvand så koldt at det stadig giver gåsehud i juli.

Allerede ved Huskvarna, fem kilometer ude, begynder vejen at klatre. Den lægger sig op ad en lang skråning hvor husene står i terrasser ned mod vandet, og bag dem rejser sig en skovklædt åskam. Asfalten er bred og jævn — det her er Sveriges nord-syd-pulsåre på denne side af søen — men trafikken er rolig uden for myldretiden. Lastbiler ja, men også plads til at lade øjnene falde til venstre, hvor søen blinker mellem træstammerne hele tiden.

Lugten ind ad det åbne vindue skifter med kilometrene. Først by — asfalt, en smule diesel. Så gran og fugtig skovbund, da vejen dykker ind mellem træerne. Og når søen kommer helt tæt på, en ren, kølig lugt af ferskvand og våd sten. Det er den lugt der følger dig hele turen rundt. Vättern lugter ikke af tang som havet. Den lugter af kulde.

Jarl Strömbom · CC BY-SA 4.0

For lige at få størrelsesforholdet på plads: Vättern er 130 kilometer lang fra ende til ende. Den er Skandinaviens næststørste sø, kun overgået af Vänern lidt vestpå. På det dybeste er der 128 meter ned til bunden, og vandet er så rent og koldt at man faktisk tappede drikkevand direkte fra den i årtier. Du kører langs en revne i jordskorpen fyldt med smeltevand — en sprække der blev gravet ud af indlandsisen og aldrig blev fyldt ordentligt igen.

Gränna — byen der lugter af pebermynte

Efter en halv times kørsel dukker Gränna op, klemt ind mellem søen og en stejl bakke, Grännaberget, der står som en mur i ryggen på byen. Og før du ser den ordentligt, lugter du den. Pebermynte. Kogt sukker. En sødme der hænger i hovedgaden og siver ud af hver anden butiksdør. Det er ikke tilfældigt. Det er polkagrisen — den rød-hvide stribede sukkerstang — og den blev opfundet præcis her.

→ Gränna · → Visingsö

Historien er god. En enke ved navn Amalia Eriksson fik i 1859 tilladelse til at sælge slik for at brødføde sin datter — usædvanligt for en kvinde dengang. Hun kogte sukker med pebermynte, trak massen ud i lange snore og snoede den rød og hvid. Polkagrisen var født. I dag står der unge mennesker i forklæder i butiksvinduerne langs hovedgaden og gør præcis det samme: kaster en klump kogende sukker op på en krog på væggen, hiver, drejer, vender, indtil den varme masse bliver til en spinkel stang. Du kan stå på fortovet og se hele processen gennem ruden.

Fredrik Alpstedt · CC BY-SA 2.0

Gränna har en hovedgade der falder ned mod havnen i et jævnt fald, brolagt i nederste ende, kantet af lave træhuse i okkergult og rødt. Det er en gåby. Parkér oppe ved kirken, og lad bilen stå mens du driver ned mod vandet. Der er ingen grund til at have travlt her. Lyden er en blanding af måger fra havnen, snak fra fortovscaféerne, og en og imellem en dyb tuden når færgen til Visingsö lægger fra.

Brahehus — ruinen på bakketoppen

Lidt nord for Gränna klatrer vej 50 op ad Grännaberget i et langt, blødt sving, og oppe på toppen står Brahehus — en slotsruin uden tag, uden vinduer, bare nøgne stenmure mod himlen. Den blev bygget i 1640'erne af grev Per Brahe den Yngre, manden der ejede hele dette hjørne af Sverige og grundlagde Gränna nedenunder. Brandt ud i 1700-tallet og har stået som ruin lige siden.

→ Brahehus

Men det er ikke ruinen der får folk til at standse. Det er udsigten. Fra kanten ved Brahehus står du 180 meter over vandet, og hele den sydlige Vättern ligger udfoldet under dig: Gränna som røde tagsten dybt nede, Visingsö som en grøn streg midt i det blå, og søen der strækker sig nordpå indtil den smelter sammen med himlen. På en klar dag kan du se 30-40 kilometer. Vinden står altid op ad bakken her — den rammer dig koldt og fast i ansigtet, også når der er stille nede ved søen.

Oxenstjärna · CC BY-SA 4.0

Der er en parkeringsplads lige ved ruinen, og en lille rasteplads. Mange kører forbi uden at vide hvad de går glip af — ruinen ligger lidt tilbagetrukket og ser beskeden ud fra vejen. Men gå de tredive meter ud til kanten. Det er her, hvis du spørger en svensker fra Småland, at man for alvor forstår hvor stor søen er.

Videre mod Ödeshög — landskabet flader ud

Nord for Brahehus ændrer landskabet karakter. Bakkerne slipper deres greb, skoven trækker sig tilbage, og du kører ud i et åbent landbrugsland. Markerne ligger flade og brede, byttet om mellem korn og raps og enge med græssende køer. Søen er der stadig til venstre, men nu på afstand — du aner den som en blå stribe mellem markerne snarere end som en mur ved siden af vejen.

Vej 50 bliver lidt mere kedelig her, mere ligeud, mere transportstrækning. Det gør ikke noget. Det er den slags strækning hvor man falder til ro, lægger armen i vinduet, og lader Sverige rulle forbi. En lade. En rød gård med hvide hjørner. En traktor på en mark der vender op mod dig, og en bonde i kabinen der løfter to fingre fra rattet i den umiskendelige landsby-hilsen. Det skal du ikke læse for meget ind i — sådan hilser man bare herude.

Lyden skifter også. Skovens dæmpede ro bliver til vind over åbne marker — en konstant susen, krydret med lærker der hænger højt oppe og synger, og en gang imellem skrigene fra en flok traner der trækker over. Om foråret og efteråret er Östergötland tranernes mellemstation, og himlen kan pludselig være fuld af deres trompeterende V-formationer.

Ödeshög markerer enden på etapen — en lille by hvor vej 50 møder afkørslen mod Omberg og Vadstena. Det er ikke en by man kommer for at se; det er en by man passerer. Men det er et godt sted at standse, tanke, strække benene. Her drejer turen indad mod klippen og klostret — det er en helt anden Vättern der venter på den anden side af Omberg.

TheSwordfish · CC BY-SA 4.0

Fredrik Bruno/RAÄ · Public Domain

Op over Omberg — bjerget på sletten

Fra Ödeshög drejer du væk fra hovedvejen og ind mod søen igen, og næsten med det samme rejser Omberg sig foran dig. Det er ikke et bjerg i alpe-forstand — toppen ligger 263 meter over havet — men på den flade østgötiske slette virker det som en. En lang, skovklædt ryg der ligger som et sovende dyr langs Vätterns bred, brat og mørk på søsiden, blødere på landsiden.

Vejen op gennem Omberg snor sig ind i en tæt løvskov. Asfalten bliver smallere, sollyset brydes i pletter gennem bøgekronerne, og temperaturen falder mærkbart de første hundrede meter ind under træerne. Det lugter af muld og blade og våd bark. Det er en helt anden verden end de åbne marker du lige forlod — pludselig kører du i en grøn tunnel hvor lyset flimrer og fuglene er overalt.

Omberg er fuldt af legender, og den vigtigste handler om en skikkelse ved navn dronning Omma, en tågefe der efter sagnet hersker over bjerget. Når tågen ruller ind fra søen og lægger sig om toppen — hvilket den gør tit — siger man at det er Omma der trækker sit slør over Omberg. Det er den slags historie der lyder lige lovlig pæn, indtil du selv har set tågen vælte op ad søsiden en stille morgen. Så giver den pludselig mening.

Carl Curman/RAÄ · Public Domain

Kør op til et af udsigtspunkterne på vestkanten — Hjässan, det højeste, er det kendteste. Herfra falder klippen næsten lodret ned mod Vättern, og du ser søen bredde sig ud under dig i et eneste blåt fald. På den anden side af bjerget, mod øst, ligger en helt anden vandflade: Tåkern, en lavvandet fuglesø og et af Nordeuropas vigtigste fuglereservater. Du står altså med dyb, kold ørredsø på den ene side og fladt, sivkantet fuglevand på den anden — to vidt forskellige verdener fra samme klippetop.

Alvastra — hvor munkene kom først

Nede ved Ombergs fod, på den frodige slette mod søen, ligger Alvastra klosterruin. Det var her cistercienserordenen satte fod i Sverige for første gang — munke kaldt hertil fra Frankrig i 1143 af dronning Ulvhild. De byggede et kloster af kalksten fra Omberg, drænede sumpene, dyrkede jorden og bad. I dag står kun de lave murrester tilbage, grundplanen tegnet op i sten på den åbne mark, men der er noget ved det. Du går mellem mure der er knæhøje, og alligevel kan du fornemme kirkeskibets længde, korsgangens firkant, hvor refektoriet lå.

→ Alvastra klosterruin

Lyden her er bare vind og fugle og en og imellem en bil på vejen bagved. Græsset gror op mellem stenene, og får græsser ofte på markerne omkring. Det er en stille plet. Munkene var her i næsten 400 år, indtil Gustav Vasa lukkede klostrene ved reformationen i 1500-tallet og lod stenene bære bort til at bygge slotte af — blandt andet Vadstena slot, som du ender ved senere på etapen. Klostret blev altså bogstaveligt talt taget fra hinanden og genbrugt.

Kiærskou/Nay · Public Domain

Rökstenen — verdens længste runeindskrift

Et par kilometer videre, ved en lille kirke i landsbyen Rök, står en af de mest gådefulde genstande i hele Norden: Rökstenen. Det er en granitblok, godt to en halv meter høj over jorden, dækket på alle sider — for, bag, top, kanter — af runer. Omkring 760 tegn, den længste kendte runeindskrift i verden. Den blev rejst omkring år 800 af en mand ved navn Varin til minde om hans døde søn Vämod.

→ Se også Brahehus (etape 1)

Det vilde er, at ingen helt ved hvad der står. Indskriften skifter mellem flere runerækker, koder dele af teksten, og henviser til sagn og helte vi ikke længere kender. Der nævnes Theoderik den Store, østgoternes konge, ridende på sin hest — en helt fra 500 år før stenen blev hugget. Forskere har tolket og tolket: er det en gåde? En besværgelse? En fars sorg klædt i myte? En nyere teori siger at hele stenen handler om en frygt for en ny istid, en klimakatastrofe i fortiden. Vi ved det ikke. Den står der bare, mosegroet i kanterne, og holder på sin hemmelighed.

Håkan Svensson · CC BY-SA 3.0

Stenen står under et lille tag tæt ved den hvidkalkede kirke, beskyttet mod vejret men åben at gå helt hen til. Tag dig tid. Læg hånden tæt på — uden at røre — og tænk på at en mand for 1200 år siden stod her med en mejsel og huggede sin sorg ind i sten, tegn efter tegn, side efter side. Det er det længste nogen i den nordiske oldtid nogensinde nedfældede. Og det handler om at miste et barn.

Vadstena — klostret der aldrig holdt op med at bede

De sidste kilometer ind mod Vadstena går langs søen igen, flade og åbne, med byens tårne voksende foran dig. Og Vadstena er noget særligt. Det er Birgittas by — den hellige Birgitta, Sveriges eneste helgen af international rang, der i 1300-tallet grundlagde sin egen klosterorden her. Birgittinerne. Og det utrolige er: de er her stadig. Nonner i grå dragt med en hvid krone af fem røde pletter — Kristi fem sår. Klostret har, med afbrydelser, været et bedested i næsten 600 år. Folk kommer stadig hertil for stilhed.

→ Vadstena Slott

Klosterkirken, kaldet Blåkyrkan efter den blågrå kalksten den er bygget af, står lavmælt og mægtig på samme tid. Indenfor er den næsten bar — Birgitta foreskrev enkelhed — men her ligger hendes relikvier, og lyset falder ind gennem høje vinduer over et stengulv slidt blankt af 600 års fødder. Sæt dig på en bænk bagerst. Lyt. Det er en af de få steder hvor stilhed faktisk har en lyd: den lave summen af et meget gammelt rum.

User:Artifex · Public domain

Et stenkast fra klostret, helt ude ved vandkanten, ligger Vadstena slot — en bastant renæssanceborg med runde hjørnetårne og en voldgrav fyldt af søvand. Gustav Vasa begyndte at bygge det i 1545 som et forsvarsværk mod danskerne, og hans sønner gjorde det til et af landets fineste renæssanceslotte. I dag spejler de tykke mure sig i Vättern, og om sommeren holdes der koncerter i slotsgården. Du kan gå rundt om voldgraven på et kvarter og se hvordan klostret og fæstningen — bønnen og krigen — står side om side ved samme bred.

Selve Vadstena by er en af Sveriges bedst bevarede småbyer fra middelalderen og renæssancen. Brostensgader, lave træhuse, en gammel rådhusplads. Det er en by til at gå i. Bilen kan stå; afstandene er korte, og lugten skifter for hvert hjørne mellem søvand, gammelt træ og blomster fra forhaverne. Der er stadig håndværkere her — Vadstena er kendt for sin knipling, en blondetradition der går århundreder tilbage, og du kan stadig finde kvinder der knipler med pinde og garn ved et vindue.

Vadstena er et naturligt sted at overnatte hvis du deler turen op. Der er noget ved at sove i en by hvor klokkerne stadig kalder til bøn, og hvor man kan gå en aftentur langs voldgraven mens solen går ned bag slottet og farver søen kobber. Næste etape følger Göta Kanal videre — sluser, en motorby og en fæstning bygget til at gemme et helt land.

Thuresson · CC BY-SA 2.5

Alexandru Baboş · CC BY 3.0

Vadstena til Motala — langs kanalen

Fra Vadstena triller du nordpå langs søens nordøstlige hjørne, og det varer ikke længe før du møder Göta Kanal. Den løber her tæt på Vättern, og pludselig kører du parallelt med en vandvej hvor lystbåde glider forbi i langsom procession. Det er et besynderligt syn: en sejlbåd der bevæger sig stille gennem et landskab af marker og lave broer, mast og sejl højt over kornet.

Göta Kanal er et af de største ingeniørprojekter i Sveriges historie. Den blev gravet mellem 1810 og 1832 for at forbinde Østersøen med Kattegat tværs gennem landet, så skibe slap for at sejle den lange og dyre vej rundt om Danmarks sydspids og betale told til danskerne. Det tog 22 år. Omkring 58.000 soldater gravede den med håndkraft — spade for spade, 190 kilometer kanal og 58 sluser. Manden bag, Baltzar von Platen, døde før den stod færdig.

Vejen ind mod Motala følger søens bred, og byen ligger der hvor kanalen møder Vättern. Motala kalder sig selv Göta Kanals hovedstad, og det er von Platens by — han ligger begravet her, ved kanalen han ofrede sit liv på. I havnen, hvor kanal og sø mødes, kan du stå og se slusebådene manøvrere ind mod det store vand. Lugten er en blanding af søvand, dieselos fra bådmotorer og varm asfalt fra havnepladsen.

User: (WT-shared) Riggwelter at wts wikivoyage · CC BY-SA 4.0

Motala Motormuseum — tiden frosset fast

Nede ved havnen i Motala ligger et museum der overrasker næsten alle: Motala Motormuseum. Det er ikke bare et bilmuseum. Det er en hel tidsrejse. Bilerne — blanke amerikanerslæder fra 1950'erne, gamle svenske Volvoer, motorcykler, jukeboxe — står ikke i kedelige rækker bag snore. De står i fuldt opbyggede miljøer: en bensinstation fra 1950, en stue med en tidlig fjernsynsapparat, en frisørsalon. Du går bogstaveligt talt ind i en svunden tid.

Det fine er detaljerne. En kaffekop står halvt drukket på et bord. En avis fra en bestemt dag ligger opslået. Radioen spiller faktisk musik fra perioden. Det er den slags sted hvor en voksen mand pludselig står helt stille foran en bil hans far engang havde, og bliver tavs. Lugten derinde er gummi, gammelt læder og en svag eim af motorolie — præcis som en garage skal lugte.

Filipsdotter · CC BY-SA 4.0

Over til vestbredden — Forsvik og de gamle sluser

Fra Motala følger du kanalen og søens nordkant vestover. Landskabet bliver gradvist mere skovklædt jo længere mod nord og vest du kommer — du nærmer dig den store Tiveden-skov, der breder sig ud over hele området nord for søen. Vejen snor sig nu mere, dykker ind mellem træerne og ud igen til glimt af vand. Det er en behageligere kørsel end de lige strækninger længere syd; vejen leger med terrænet.

Ved Forsvik møder du Göta Kanals ældste sluse, bygget i 1813 — den allerførste der stod færdig på hele kanalen. Her ligger også et gammelt jernbruk, et industriminde hvor man smedede og støbte i århundreder, drevet af vandkraften fra faldet mellem søerne. Det er et fredeligt sted nu: stille vand, en gammel træsluseport, røde træbygninger og lyden af vand der siver gennem en ældgammel mekanisme. Bådene der passerer her sænkes eller løftes flere meter, langsomt, mens slusevogteren drejer på hjulene.

Kitayama · CC BY-SA 4.0

Karlsborg — fæstningen der skulle redde Sverige

De sidste kilometer fører dig ud på en lang landtunge ved søens vestbred, og her ligger Karlsborg fæstning — et af de mest svimlende byggerier i hele Norden. Da Sverige i 1809 havde mistet Finland til Rusland, lå hovedstaden Stockholm pludselig farligt udsat ved kysten. Planen blev radikal: byg en kæmpefæstning inde i landet, ved Vättern, hvor kongen, regeringen, rigets guldreserve og hele forsvaret kunne trække sig tilbage hvis fjenden kom. En reservehovedstad.

Resultatet er enormt. Fæstningsmuren er omkring fem kilometer lang. Slotsbygningen, kaldet Slutvärnet, har en facade på næsten 700 meter — en af de længste bygninger i Europa. Murene er tykke nok til at sluge kanonkugler, og inde bag dem lå kaserner, kirke, bageri, alt hvad en belejret by skulle bruge. Man begyndte at bygge i 1819. Man blev færdig 90 år senere, i 1909 — og da var fæstningen allerede forældet, fordi artilleriet imens var blevet så kraftigt at ingen mur kunne holde det ude.

→ Göta Kanal — Bergs Slussar

Du kører ind gennem en port i den vældige mur, og pludselig er du inde i en hel lille by af gulkalkede stenbygninger, eksercerpladser og lange korridorer. Det er stadig militært område — Sverige bruger Karlsborg som garnison den dag i dag — men store dele er åbne, og du kan gå langs murene, ind i fæstningskirken, og forstå skalaen. Lyden er forbløffende: dine egne skridt giver ekko mod stenen, og over det hele hænger en militær stilhed.

Ukendt/postkort · Public Domain

Der er noget rørende ved et byggeri så storslået og så forgæves. 58.000 soldater gravede en kanal; tusinder murede en fæstning der aldrig kom i kamp. Et helt land brugte næsten et århundrede på at bygge sin egen redningsplan mod en invasion der aldrig kom. I dag glider lystbåde forbi på kanalen lige uden for murene, og børn spiser is på voldene. Det er fred, helt og holdent — men murene husker en tid hvor man ikke turde tro på den.

Karlsborg ligger ud til en af søens smukkeste bugte, hvor vandet er lavt og lyseblåt nær land, dybt og mørkt længere ude. Fra fæstningsvoldene ser du Vättern brede sig sydpå, samme sø du startede ved i Jönköping, men nu set fra det modsatte hjørne. Hele turen rundt begynder at tegne sig: du er over halvvejs nu, og den sidste etape fører dig hjem langs vestbredden gennem skov, sten og en træhusby ved vandet.

I99pema · CC BY-SA 4.0

Ukendt/postkort · Public Domain

Ind i Tiveden — gudernes skov

Du ruller ud fra Karlsborg, og næsten med det samme lukker skoven sig om vejen. Det her er Tiveden, og du mærker straks hvorfor den i tusind år var noget man frygtede. Træerne står tæt helt ud til asfaltkanten. Lyset bliver grønt og dæmpet. Vejen snor sig, klatrer, dykker — der er ikke et lige stykke at se, bare sving efter sving mellem stammerne. Du sætter farten ned helt af dig selv. Man kører ikke hurtigt gennem en skov der ser sådan ud.

Lugten skifter med det samme du kommer ind under trækronerne: harpiks fra fyr og gran, fugtig jord, mos. Det er en kølig, mørk skovluft, helt anderledes end den åbne markduft fra østbredden. Og lyden — eller manglen på den. Når du standser bilen og ruller ruden ned, er der næsten ingenting. Et fjernt fugleskrig. Vind i toppene. Ellers en stilhed så tæt at den føles som noget der ligger sig på huden.

Vejen gør ikke noget for at hjælpe dig med at have travlt. Den er smal, asfalten flikket sammen af mange lag, og kanterne flosser ud i grus og lyng hvor skoven presser sig på. Bakke op, bakke ned, et blindt sving der lukker sig om en klippevæg. Mødende biler er sjældne — måske en enkelt på vej samme runde som dig, måske en lokal i en mudret bil med en hund i bagruden. Ellers har du vejen for dig selv mellem stammerne.

→ Tivedens Nationalpark

Drej af mod Tivedens Nationalpark og gå et stykke ind. Her er skoven aldrig blevet ryddet ordentligt — det er noget af det nærmeste man kommer urskov i det sydlige Sverige. Træerne er gamle og krogede. Og overalt ligger der sten. Ikke marksten — kampesten, flyttet hertil af indlandsisen for ti tusind år siden og efterladt da den smeltede. Nogle er så store som huse. De ligger spredt mellem træerne, dækket af mos, som om en kæmpe har tabt dem på vej hjem.

Erik Åman · Public Domain

Vil du gå en tur, er Stenkällegården et godt udgangspunkt — herfra løber de korte stier ud mellem stenene, og en af dem fører til Stora Trehörningen, en lille skovsø med klart, mørkt vand. Den er et badested for dem der ved hvor den ligger: ingen strand, bare en klippe at gå ud fra og koldt skovsøvand der får huden til at synge. Om sommeren ligger der måske en familie og en hund og lader som om de har stedet for sig selv. Det har de næsten også.

Ud af skoven — ned langs vestbredden

Efter Tiveden åbner landskabet sig igen, og du kommer tilbage ud til Vättern, nu på dens vestbred. Vejen — det er stadig vej 49 og siden vej 195-strøget sydpå — følger søen i god afstand, men du får glimt af det blå mellem træerne og over markerne. Det er en roligere kørsel end skoven: åbne marker, små røde gårde, lange lige stræk hvor du igen kan slippe farten op en smule og bare lade landskabet rulle forbi.

Vestbredden er den mindre kendte side af søen. Hvor østbredden har Gränna og Vadstena og turistbusserne, er det her stillere. Du kører gennem landbrugsbygder hvor traktorer holder for rødt lys, og hvor en bonde i blå kedeldragt står og kigger efter din bil fra et markhjørne, sådan som man kigger efter biler på egne man kender hver eneste af. Det er Västergötland nu, en anden landsdel end den du startede i.

Forza1000 · CC BY-SA 4.0

Du mærker at du er på vej hjem. Søen ligger til venstre næsten konstant nu, et bredt blåt felt der følger dig kilometer efter kilometer. Lyset er anderledes om eftermiddagen end det var den morgen du kørte op ad østbredden — lavere, varmere, og det rammer vandet fra siden så hele fladen glitrer. Det er den samme sø, men set bagfra, og det giver hele turen en mærkelig fornemmelse af at lukke sig sammen.

Hjo — en hel by af træ

Midtvejs ned ad vestbredden ligger Hjo, og den er turens stille overraskelse. En lille by, knap ti tusind mennesker, men med en bykerne der er noget helt for sig: kvarter efter kvarter af træhuse fra slutningen af 1800-tallet, malet i pastel og hvidt, med udskårne verandaer, snirklede gavle og små velholdte haver. Det kaldes "snickarglädje" — tømrerglæde — og Hjo har mere af den bevaret end næsten nogen anden by i Sverige.

→ Hjo

Du parkerer og går. Brostenene er ujævne under sålerne, gaderne smalle, og husene står så tæt at du kan høre nogen vande blomster i en baghave. Hjo var i 1800-tallet en lille kurby — folk kom hertil for at drikke det jernholdige kildevand og bade i søen — og hele det luftige, festlige trækvarter stammer fra den tid. Lugten her er en helt anden end skovens: nyklippet græs, varmt træ i solen, og en svag røg fra et bål eller en grill et sted i kvarteret.

Harri Blomberg · CC BY-SA 3.0

Nede ved søen har Hjo en gammel havn og en lang strandpark, og her ligger noget ganske særligt: S/S Trafik, en kulfyret dampbåd fra 1892, der stadig sejler på Vättern om sommeren. Den ligger ved kajen med sin høje sorte skorsten, og hvis du er heldig fyres den op mens du er der — så hænger der en eim af kuldamp og varm olie over havnen, og maskinmesteren skovler kul som man gjorde for hundrede og tredive år siden. Det er ikke et museum bag glas. Det er en båd der virker.

Tag turen ned til strandparken og sæt dig et øjeblik. Den er stor og grøn og åben mod søen, med store gamle træer og en lang promenade langs vandet. Her sidder Hjo-borgerne med deres kaffe, børn løber på den lange badebro, og en og anden tager en hurtig dukkert i det klare, kolde Vättern-vand. På den anden side af søen, langt ude i diset, aner du østbredden — den side du kørte ned ad for et par dage siden. Søen er så bred at den anden bred er en blå streg næsten uden detaljer.

De sidste kilometer — ringen lukkes

Fra Hjo er der omkring halvfems kilometer hjem til Jönköping, og det er en blid afslutning. Vejen følger søens sydvestlige bue, gennem Habo og Brandstorp, forbi marker og skovbryn, med Vättern liggende stor og blå til venstre for dig næsten hele vejen. Du har kørt rundt om den nu — set den fra øst om morgenen for flere dage siden, fra nord ved fæstningen, og nu fra vest med eftermiddagssolen glitrende ud over vandet.

Stop ved Habo kyrka, hvis du har et kvarter tilovers. Udvendig er det bare en stor trækirke, rødmalet, ganske ydmyg. Men træd indenfor, og du står i noget af det smukkeste i hele Sverige: hver eneste flade — vægge, hvælvinger, søjler — er dækket af malerier fra 1740'erne, en hel billedbibel i klare farver fra gulv til loft. Det er en bondekirke der gemmer en katedral indeni. Lugten er gammelt træ og bivoks, og lyset falder dæmpet ind gennem de små vinduer.

Og så kommer Jönköping til syne forude, hvor søen smalner sammen i sin sydende. Byen ligger klemt mellem Vättern og de to mindre søer Munksjön og Rocksjön, med boligkvarterer der kravler op ad de stejle skrænter på begge sider. Du kører ind ad de samme veje du kørte ud ad — men du ser dem anderledes nu. Du ved hvad der ligger på den anden side af det vand.

Grand Parc · CC BY 2.0

Johansson/Sääf · Public Domain

Sinikka Halme · CC BY-SA 4.0