Broen, alvaret og vejen til nordspidsen

De første kilometer — ud af Kalmar

Du starter ved vandet. → Kalmar slott ligger på sin egen lille halvø syd for centrum, og hvis du kører derfra og østpå, har du hele byen på højre hånd i de første minutter: tegltage, en havn med master, og en lugt af tang og motorolie der hænger over kajen næsten året rundt.

Vejen ud af byen er ikke noget særligt. Rundkørsler, en Circle K, en byggemarked. Det er meningen. Öland begynder ikke i Kalmar — det begynder halvvejs ude på broen, og alt før det er tilkørsel.

Men kig ud til venstre inden du rammer rampen. Der ligger sundet fladt og gråblåt, og i klart vejr kan du allerede se øen: en stribe langs horisonten, ikke højere end en blyantstreg. Det er den. 137 kilometer fra spids til spids, og du skal ende helt oppe i den anden ende.

De 6 kilometer over Kalmarsund

Så begynder broen. 6.072 meter beton, indviet den 30. september 1972 af kronprins Carl Gustaf. Da den åbnede var den Europas længste bro, og den beholdt titlen helt frem til 1998, hvor Vasco da Gama-broen i Lissabon tog den.

Det du mærker først er vinden. Broen er 13 meter bred med fire baner, og på det højeste punkt er der 36 meters frihøjde under dig, så skibene kan komme igennem. Deroppe har vestenvinden frit løb over 40 kilometer åbent vand inden den rammer bilen. Den skubber. I november skubber den hårdt.

Det næste du mærker er stilheden i bilen. Der er ikke noget at kigge på ude i siderne — bare vand og himmel og en betonkant — og folk holder op med at snakke. Det er den slags strækning hvor børn på bagsædet sætter sig op og kigger fremad i stedet for ned i skærmen.

Gyfjonas · CC BY-SA 3.0

Landfæstet ligger ved Färjestaden. Navnet betyder præcis hvad du tror: her lå færgelejet, og byen levede af overfarten indtil broen kom og gjorde den overflødig på én dag i 1972. I dag er det et sted man kører igennem — men drej ned mod havnen alligevel. Der er en lille lystbådehavn, en rampe, og en græsplæne ud mod vandet hvor du kan se hele broen på langs.

Prussiluskan · CC BY-SA 3.0

Bengt Oberger · CC BY-SA 4.0

Landborgen — kanten der løber gennem hele øen

Fra Färjestaden drejer du sydpå ad väg 136, den vej der løber hele Öland igennem fra sydspids til nordspids. Og her opdager du øens grundform, som du kommer til at køre langs de næste tre dage.

Öland er ikke fladt hele vejen. Der løber en kant ned gennem øen — landborgen — en gammel kystlinje fra dengang havet stod højere. Til venstre for vejen stiger terrænet op på en lav afsats. Til højre falder det ned mod Kalmarsund. Vejen kører i mellemrummet, og det er derfor du kan se vand på den ene side og en græsklædt trappe på den anden, hele vejen ned.

Landsbyerne ligger som perler på snoren: Vickleby, Resmo, Kastlösa. De ligner hinanden, og det er ikke tilfældigt. Husene ligger på række langs én gade, med gavlen mod vejen og markerne bagude i lange smalle striber. Det er den middelalderlige radbylandsby, og på Öland har den overlevet næsten uændret, fordi der aldrig kom nogen industri der kunne rive den ned.

Stengærderne er det du husker. Kalkstensfliser stablet uden mørtel, en meter høje, kilometer efter kilometer. Der er tusindvis af dem på øen. De blev ikke bygget for at være smukke — de blev bygget fordi bønderne skulle af med stenene, og fordi dyrene skulle blive hvor de var.

Og et sted omkring Resmo dukker de første møller op. Fire-fem stykker på en høj lige ved vejen, sortnede af vejr, med et skævt trappetrin op til døren. Du kommer til at se hundredvis af dem inden turen er slut — men de første er de bedste, fordi du ikke er begyndt at tage dem for givet endnu.

Bernt Fransson · CC BY-SA 4.0

Karlevistenen — Sibbe den Gode, år 1000

Halvvejs mellem Färjestaden og Mörbylånga, i Vickleby sogn, står der en sten i en mark ned mod Kalmarsund. Du skal kigge efter den. Der er en lille afmærket plads, og så går du de sidste meter over græsset.

Karlevistenen er Ölands ældste runesten og en af de mest bemærkelsesværdige i Sverige. Den er 130 centimeter høj, et blok af grå kvartsporfyr — en stenart der ikke findes på Öland, så den er sejlet hertil, sandsynligvis fra egnen vest for Oskarshamn.

Den blev rejst omkring år 1000, sandsynligvis i slutningen af 900-tallet, over en dansk høvding ved navn Sibbe den Gode. Og den står stadig på sin oprindelige plads. Det er det sjældne. De fleste runesten er flyttet, indmuret i kirkevægge eller kørt på museum. Denne har ikke bevæget sig i tusind år. → Karlevistenen

Jochka · CC BY-SA 3.0

De sidste kilometer — ned til Mörbylånga

Fra Karlevi er der ikke langt. Vejen fortsætter sydpå med sundet på højre hånd, og landskabet bliver gradvist mere åbent — færre træer, flere marker, og en fornemmelse af at himlen fylder mere end den plejer.

Der kommer en lugt her, som du kommer til at genkende resten af turen: tørt græs, varm kalksten og en underliggende sødme fra rapsmarkerne hvis du kører i maj. Det er ikke en havlugt. Det er en steppelugt. På en ø.

Mörbylånga ligger ved vandet med en havn og en gammel sukkerfabrik. Det er ikke en turistby, og det er derfor den er behagelig at ende i. Der er en mand der fisker fra molen om aftenen næsten uanset hvornår du kommer, og han svarer hvis du spørger, men han begynder ikke selv.

Her slutter etape 1 — kort, 37 kilometer, og med vilje. Du er kørt over en af Europas længste broer og har stået ved en sten fra vikingetiden på samme formiddag. Resten af øen kan vente til i morgen.

Op på alvaret — de første ti kilometer

Du forlader Mörbylånga mod øst, og vejen begynder at stige. Ikke meget — en håndfuld meter — men nok til at du mærker det i motoren. Så flader det ud, og hegnene holder op.

Det er det første du lægger mærke til: der er ikke længere noget der deler landskabet op. Ingen læhegn, ingen grøfter med pil, ingen granrækker. Bare en flade der løber ud til en horisont, der ligger længere væk end du er vant til.

Vejen bliver smallere. To baner uden midterstribe, asfalt der er lappet i lag, og en kant af grus hvor dækkene knaser hvis du kommer for langt ud. Der er ingen vejtræer der kaster skygge. Solen står på hele vejen.

Og så er du på Stora Alvaret. → Stora Alvaret

260 kvadratkilometer der ikke burde findes

Alvaret er en kalkstensflade med et jordlag så tyndt at træer ikke kan få fat. Rødderne rammer sten. Det er hele forklaringen på det landskab du kigger på: en åben, lav vegetation der ligner en steppe, midt i det sydlige Sverige, hvor der ellers gror skov af sig selv hvis man vender ryggen til i tyve år.

Fladen dækker 260 kvadratkilometer af det sydlige Öland. Siden år 2000 har den — sammen med det omgivende landbrugslandskab, radbylandsbyerne og de lange markstriber — været på UNESCO's verdensarvsliste som Södra Ölands odlingslandskap. Ikke som naturreservat. Som kulturlandskab. Begrundelsen er at mennesker har brugt jorden her på samme måde i mere end tusind år, og at landskabet stadig viser det.

Der vokser over 600 plantearter på alvaret, heriblandt mere end 35 orkidéarter. I slutningen af maj og juni står de i blomst, og fladen der ellers ser grå ud får farve i pletter — lilla, hvid, blegrosa. Resten af året er den beige, brun eller isgrå, alt efter måned.

Nasko · CC BY-SA 4.0

Hold ind ved Möckelmossen. Det er en lavvandet sø midt på alvaret, med en lille plads ved vejen. Sluk motoren og gå tyve meter ud.

Den første reaktion er altid den samme: der er ingenting her. Det er præcis reaktionen. Giv det fem minutter.

Så begynder du at se det. Enebærbuske der ligger fladt langs jorden i stedet for at stå op, fordi vinden har bestemt det. Kalkstensfliser der stikker op gennem græsset som brolægning. Vandpytter i lavninger der har været der siden isen trak sig væk. En rovfugl der kredser uden at slå med vingerne, fordi der er termik nok til at den ikke behøver.

Og lyden. Der er ingen trafik, ingen løv, ingen bølger. Bare vind der stryger over lav vegetation — en tør, konstant susen uden begyndelse eller slutning. Det er den lyd folk husker fra alvaret, længe efter de har glemt hvad blomsterne hed.

Allie_Caulfield · CC BY 2.0

Jopparn · CC BY-SA 4.0

De 20 kilometer ned til Gettlinge

Fra alvaret falder vejen ned mod vestkysten igen og rammer väg 136. Herfra og sydpå kører du langs landborgens fod med markerne på venstre hånd og sundet glimtende bag dem på højre.

Og så, uden skiltning der gør noget væsen af sig, kører du ind i et gravfelt.

Gettlinge ligger direkte langs vejen og strækker sig næsten to kilometer mellem landsbyerne Klinta, Gettlinge og Gårdstorp. Det er et af Ölands største. Der er over 130 gravanlæg — høje, runde og firkantede stensætninger, stenkredse, rejste kalkstensfliser der står som blade i en åben bog, og skibssætninger, hvor stenene er lagt ud i formen af et fartøj.

Den største skibssætning er omkring 30 meter lang. Du kan gå rundt om den på et par minutter. Det tager længere tid at fatte at pladsen har været i brug i mere end to tusind år — samme markstykke, generation efter generation, fra bronzealder til vikingetid. → Gettlinge gravfelt

Fry72, Karel Frydrýšek · CC BY-SA 4.0

Læg mærke til møllen i baggrunden når du står der. En stubmølle fra 1800-tallet, tredive meter fra en grav fra jernalderen. Ingen har flyttet noget for at få det til at se pænt ud. Det er bare den samme mark, brugt videre.

Eketorp — en borg der er bygget to gange

Syd for Degerhamn drejer du ind mod Eketorp. Det ligger ude på fladen, og du ser det længe før du er der: en cirkelrund mur af kalksten, lav og tyk, midt i ingenting. → Eketorps borg

Eketorp er den eneste af Ölands fornborge der er fuldstændigt udgravet. Arkæologerne tog hele anlægget fra hinanden lag for lag — og byggede det derefter op igen ovenpå det oprindelige fundament. Muren du går igennem står altså præcis hvor muren stod. Husene indenfor er rekonstruktioner, placeret hvor stolpehullerne sad.

Det er en usædvanlig beslutning, og den deler arkæologer den dag i dag. Men effekten er svær at argumentere imod: du går ind gennem en port i en mur, og på den anden side er der en gade, huse med tag, og en gårdsplads. Ikke en plan på et skilt. En by.

Om sommeren er der håndværkere derinde — smedning, madlavning over ild, uldarbejde. Der lugter af røg og vådt uld, og det er den lugt der gør arbejdet. Ingen planche kan konkurrere med en esse der brænder.

De sidste 12 kilometer — ned til hvor øen holder op

Fra Eketorp er der ikke langt til enden. Landskabet bliver lavere og mere bart, husene færre, og på et tidspunkt kan du se vand på begge sider af vejen samtidig.

Sydspidsen hedder Ottenby, og det første du får øje på er fyrtårnet. Långe Jan er Sveriges højeste fyrtårn: 41,6 meter kalksten, bygget mellem 1783 og 1785. Der er 197 trin op, og de er slidt skæve i midten. → Långe Jan

Men det er ikke fyret der gør stedet. Det er fuglene.

Öland ligger som en pegefinger ned i Østersøen, og trækfugle bruger den som ledelinje. De følger øens kant sydpå, og ved Ottenby løber landet ud. Derfor er der en fuglestation her — grundlagt i 1946 sammen med Sveriges Ornitologiska Förening. Siden da har de ringmærket hver eneste sæson uden afbrydelse. Det er verdens længste ubrudte fangstserie.

Omkring 25.000 fugle bliver ringmærket her om året, og over 370 arter er registreret. Den 28. september 2007, klokken 14.40, blev fugl nummer en million ringmærket. Det var en rødhals.

Hstad · CC BY-SA 3.0

Op ad den anden side

Du kører nordpå fra sydspidsen, og det tager omkring ti minutter før du opdager at østkysten er en anden ø. → Långe Jan

Vestkysten har sundet, broen, trafikken og fastlandet i synsvidde. Østkysten har Østersøen — 250 kilometer åbent vand til Gotland og Letland — og ingenting mellem dig og den. Vejen ligger lavere. Vinden kommer fra en anden retning og har haft længere tid til at samle sig.

Belægningen skifter karakter. Der er strækninger hvor asfalten er lagt direkte oven på kalkstenen, og hvor vejen derfor ligger helt plant uden nogen af de bump og sætninger man kender fra veje bygget på ler. Det føles glat på en måde der er svær at beskrive, indtil du har kørt tyve kilometer og opdager at rattet ikke har rørt sig.

Gräsgård — havnen der ikke lavede om på noget

Efter cirka tyve kilometer drejer du ned mod vandet ved Gräsgård. Det er en gammel fiskerihavn, og den er lille. Et par moler af kalkstensblokke, en håndfuld både, nogle rødmalede skure med tjærepap på taget.

Lugten er den samme som i enhver fiskerihavn i Norden: tang der tørrer på stenene, diesel, og en underliggende sødlig lugt fra garn der aldrig bliver helt tørre. Der er ikke noget iscafé. Der er ikke noget skilt der forklarer havnens historie. Der er en mand med en spand.

Det er derfor det er værd at dreje ned. Öland har havne der er bygget om til turisme, og de er fine nok. Gräsgård er en havn der bare er en havn.

Taxelson · CC0

De 40 kilometer gennem sjömarkerne

Nord for Gräsgård kører du gennem noget der hedder sjömarker — fælles strandenge, der har ligget som græsningsjord ned mod vandet siden middelalderen, og som stadig bliver brugt til det.

Det giver et syn du ikke ser mange steder: køer der står i vandkanten. Ikke ved siden af vandet — i det, til op over klovene, fordi græsset er bedst der hvor det er fugtigt. Bagved dem er der ingen bygninger. Bare eng, sten og hav.

Fuglene er overalt her. Viber der falder ned i luften som om de har mistet interessen for at flyve. Strandskader med orange næb der løber langs vandkanten i korte spurter. Og om foråret er lyden af vadefugle så høj gennem en åben bilrude at du kan høre den over motoren.

Nasko · CC BY-SA 4.0

Møllerækkerne — Lerkaka og Störlinge

Og så begynder møllerne at dukke op.

Midt i 1800-tallet stod der omkring 2.000 vindmøller på Öland. To tusind. På en ø der er 137 kilometer lang. I dag er der omkring 355 tilbage, og du kommer til at køre forbi et pænt udvalg af dem på de næste tredive kilometer.

De fleste er stubmøller fra slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet. Konstruktionen er enkel og lidt vanvittig: hele møllehuset står på en kraftig stub, og når vingerne skal drejes op mod vinden, drejer man hele huset rundt om stubben. Der stikker en lang bjælke ud bagtil, som man skubber på. Møllen er ikke en bygning med et drejeligt tag. Møllen er en kasse på en pind.

Ved Lerkaka står fem af dem på række langs vejen. Rækken regnes for den smukkeste og bedst bevarede på øen, og når du kommer kørende sydfra ser du dem i profil, den ene bag den anden, med marken bagved.

Ved Störlinge står syv. Det er Ölands største bevarede møllerække. De er malede faluröde, de står på landborgens kant, og der er ingen parkeringsplads, intet billetkontor og ingen kø.

TS Eriksson · CC BY-SA 4.0

De sidste kilometer ind til Borgholm

Vejen drejer indad og krydser øen på skrå de sidste tyve kilometer. Landskabet bliver grønnere — der er faktisk træer her, løvskov i klumper, og haver med hæk.

Så kommer Borgholm. Det er Ölands eneste rigtige by, og den er stadig ikke stor. Om vinteren bor der nogle få tusinde. Om sommeren mangedobles det, og hovedgaden får den særlige feriebyskarakter hvor alle går midt på vejen.

Og oppe på højen vest for byen ligger der noget der ligner en klippeformation. Det er det ikke.

Borgholms slot — fem hundrede år, og så en skorsten

Historien begynder i slutningen af 1000-tallet med et kraftigt tårn og en ringmur. I den sidste del af 1200-tallet blev der bygget en egentlig borg — man regner med at den stod færdig omkring 1281.

Den store forvandling kom under Johan III mellem 1572 og 1589. Han lod hele anlægget bygge om under ledelse af brødrene Pahr, og det er den ombygning der har givet slottet den grundplan du går rundt i i dag: et bastionssystem ud mod land, og indenfor det fire fløje med runde hjørnetårne omkring en indre gård.

Så kom nedturen. Slottet mistede sin militære betydning, og i 1803 fik borgen og kongsgården en ny forpagter, Axel Adlersparre, der fik lov at indrette klædefabrik og farveri i den nordre fløj — den der var i bedst stand.

Om morgenen den 14. oktober 1806 fløj en gnist ud gennem en defekt skorsten og antændte taget på en af fløjene. Det blæste hårdt. Ilden bredte sig hurtigt. Da det var forbi, stod der en ruin. → Borgholms slotsruin

Ruinen er ikke restaureret tilbage til noget. Murene står, tagene er væk, og du går rundt i rum uden loft med græs på gulvet. Om sommeren bliver der spillet koncerter inde mellem murene, og det er en usædvanlig scene — ikke fordi den er smuk, men fordi lyden opfører sig mærkeligt i et rum uden tag.

L.G.foto · CC BY-SA 4.0

Netha Hussain · CC0

Få minutters gang fra ruinen ligger Solliden — det slot der kom bagefter, og som stadig bruges af den svenske kongefamilie om sommeren. Parken er åben for besøgende i sæsonen. Kontrasten er hele pointen: det ene er et hus man passer på, det andet er et hus man har opgivet at passe på, og det er det sidste folk kører efter.

Nordpå ad 136

Vejen ud af Borgholm følger vestkysten nordpå, og de første ti kilometer ligner det du allerede har kørt: sundet på venstre hånd, landborgen på højre, huse med hæk.

Så tynder det ud. Landsbyerne bliver til navne på skilte og ikke meget mere. Der kommer længere stræk mellem afkørslerne. Trafikken forsvinder — nord for Borgholm er der ikke nogen der skal noget.

Det er den bedste kørsel på hele ruten. Ikke fordi der sker mest, men fordi der sker mindst.

Sandviks kvarn — møllen der kom med posten

Ved Sandvik står der noget der ikke passer ind. Efter tre dage med stubmøller på størrelse med et skur, dukker der en mølle op på otte etager.

Sandviks kvarn er Nordens største vindmølle. Cirka 26 meter høj, og 24 meter mellem vingespidserne. Den er af hollandsk type, hvilket vil sige at det kun er toppen med vingerne der drejer — resten af huset står stille. Det er den moderne løsning. Stubmøllerne på østkysten drejede hele huset.

Og så er der historien om hvordan den kom hertil. Møllen blev bygget i 1856 i udkanten af Vimmerby — på fastlandet, halvfems kilometer herfra. Efter nogle år blæste vingerne ned, og møllen blev brugt til andet. I 1885 blev den solgt, og den nye ejer skilte hele trækonstruktionen ad, mærkede hver eneste del, og fragtede den til Sandvik, hvor den blev sat op igen på en to etager høj fod af öländsk kalksten.

Grunden til at det kunne betale sig: det her var en tullkvarn. Stubmøllerne malede til gårdens eget forbrug. Sandvik malede for andre — mod betaling, i penge eller i korn. Det var en forretning, ikke et redskab. Og en forretning kan man flytte halvfems kilometer hvis regnestykket holder. → Sandviks kvarn

L.G.foto · CC BY-SA 4.0

Källa ödekyrka — kirken de gik fra

Nogle kilometer længere nordpå drejer du ind mod Källa. Der står en middelalderkirke i en indhegning af stablet kalksten, og der er ingen der tager entré.

Källa ödekyrka er fra slutningen af 1100-tallet. Den sidste gudstjeneste blev holdt her i 1888, hvorefter den fik lov at forfalde, indtil Riksantikvarieämbetet overtog den i 1928. Spåntaget er siden restaureret, så bygningen står der stadig — bare uden menighed. → Källa ödekyrka

Det interessante er hvordan den er bygget. Kirken har to etager, og det er ikke for pladsens skyld: nederst lå selve kirkerummet, på anden sal opbevarede man mad, og øverst sad der skydeskår.

Det er altså ikke bare en kirke. Det er et fæstningsværk med et alter i stueetagen, bygget af folk der regnede med at nogen ville komme ind fra havet med dårlige hensigter — og på en ø midt i Østersøen var det en rimelig antagelse. Källa regnes for en af Sveriges bedst bevarede forsvarskirker. Det middelalderlige inventar blev fjernet i begyndelsen af 1800-tallet, så rummet står tomt i dag. Det gør bygningen lettere at læse.

Karenina13 · CC BY-SA 3.0

Böda — skoven der vandt over sandet

Nord for Källa lukker skoven sig om vejen, og den bliver ved i tredive kilometer. Efter tre dage på åbne flader er det en fysisk forskel — lyset falder, temperaturen i bilen falder et par grader, og lugten skifter til fyrrenåle og varm bark.

Skoven hedder Böda kronopark, og den er ikke tilfældig. Hele Öland var kongelig jagtpark indtil 1801. Da ordningen blev ophævet, beholdt kongen Böda. Det faldt ikke i god jord hos dem der boede der, og striden endte i Bödaoprøret i 1850.

Men det egentlige problem var sandet. Nordölands kyst havde flyvesandsmarker der bevægede sig ind over jorden, og i 1845 ansatte staten to plantører for at gøre noget ved det. Den første skovbrugsplan var skrevet allerede i 1836.

Så begyndte plantningen. Mellem 1861 og 1890 blev der sat 7,5 millioner planter i jorden. Kampen mod flyvesandet tog næsten hundrede år. Mennesket vandt. Skoven du kører igennem nu er resultatet — hver eneste træ står der fordi nogen bar det derhen i en spand.

Byxelkrok og Neptuni åkrar

Skoven slipper dig ved Byxelkrok — en havneby helt oppe i toppen af øen, med færgeforbindelse til Oskarshamn om sommeren. Det er sidste sted med noget der ligner en gade.

Lige nord for byen ligger Neptuni åkrar. Det er et stenfelt langs kysten: flade, rundslidte kalkstensfliser i store bælter, skubbet op af isen og havet, kilometer efter kilometer. Der vokser næsten intet mellem dem — og de steder hvor der gør, står blå oksetunge i tætte pletter, som får hele feltet til at skifte farve i juni.

Navnet er fra 1741, og det var Carl von Linné der gav det, da han rejste rundt på øen. Han syntes stenbæltet lignede pløjede marker og døbte det havguden Neptuns agre. Det er en spøg fra 1700-tallet der er blevet stående i 285 år. → Neptuni åkrar

Trollskogen — og vraget i klitten

Fra Byxelkrok drejer du mod Grankulla og videre ud på øens nordøstlige spids. Her ligger Trollskogen — et naturreservat på omkring 100 hektar, og en del af Böda kronopark.

Det er en fyrreskov, men den ligner ikke andre fyrreskove. Træerne er forvredne. Stammerne bugter sig sidelæns, grenene griber ud i knuder og knæk, og hele skoven hælder i samme retning — væk fra havet. Det er Østersøens vinde der har formet dem, år efter år, i et par hundrede år.

Stien gennem reservatet er 4,5 kilometer og fører helt ud til nordspidsen. Underlaget er nåle og rullesten, og der er en lyd hele vejen: vinden i kronerne over dig, konstant, mens der er helt stille nede mellem stammerne.

Og et sted på stien, halvt begravet i klitten, ligger der et skib.

Swiks var en tremastet skonnert, bygget i 1902 i Upesgriva i Letland, nordvest for Riga. Natten mellem den 20. og 21. december 1926 var hun på vej fra København til Tallinn, da hun kom ud i en snestorm. Besætningen søgte ly, men skibet drev af og gik på grund og blev skubbet op i klitterne her.

Besætningen kom i land. Alle overlevede. Skibet blev liggende, og det ligger der stadig — spanterne stikker op af sandet som ribben, og de er blevet grå og hårde som sten.

David Castor · CC0

Fry72, Karel Frydrýšek · CC BY-SA 4.0

Långe Erik — og så er der ikke mere ø

De sidste kilometer går ud til Ölands norra udde. Vejen slutter ved vandet, og derude på en lille klippeø der hedder Stora Grundet står fyrtårnet.

Långe Erik blev bygget i 1845 — et hvidkalket kalkstenstårn på 32 meter. Indtil 1965 kunne man kun komme derud med båd. Så byggede man en smal bro, og siden har man kunnet gå over. → Långe Erik

Om sommeren kan du komme ind i tårnet og gå de 138 trin op til balkonen i cirka 28 meters højde. Derfra ser du Grankullaviken på den ene side, åbent hav på den anden, og Öland som en lang grøn kile der forsvinder mod syd.

Billy Palmius · CC BY-SA 4.0

Et sted dernede i den kile ligger alt det du har kørt igennem: skoven, møllerækkerne, borgruinen, gravene, alvaret, runestenen og broen. Tre hundrede kilometer, og du kan se det hele på én gang.