Malm, midnatssol og Europas sidste vildmark

Kiruna — byen der synker

Kiruna er ikke en normal by. Den er bygget oven på 1,5 milliarder tons jernmalm — og nu betaler den prisen. LKAB, statens malmselskab, har brudt malm under byen siden 1898. 85.000 tons dagligt. Verdens største underjordiske jernmalmmine. Og minen vokser nedad og udad med en deformationszone der langsomt trækker byen ned i hullet.

Løsningen er verdens mest surrealistiske byplanlægning: hele Kiruna centrum flyttes 3 kilometer mod øst. Ikke metaforisk. Bogstaveligt. Huse, veje, torve, institutioner — alt rykkes. Det nye stadshus, Kristallen, tegnet af Henning Larsen Architects, er allerede åbnet. Det ligner en snekrystal af glas og stål. Ved siden af ligger den gamle Kiruna kirke fra 1912 — et nationalt arkitektonisk monument, kåret som "Sveriges smukkeste træbygning" — som skal flyttes 5 kilometer til en ny grund.

W. Bulach · CC BY-SA 4.0

Du kan se deformationszonen fra vejkanten. En lodret revne i landskabet, markeret med skilte og afspærringer. Det er ikke dramatisk at se på — en lille sænkning, nogle revner i asfalten — men det er nok til at flytte 6.000 mennesker og alle deres bygninger. Malmtogene ruller nedenfor. Op til 12 dagligt, hver med 68 vogne og 6.800 tons malm, langs Malmbanan mod Narvik. Sporet er 473 kilometer. Malmen sejles derfra til stålværker i Europa og Asien.

Malmbanan blev bygget mellem 1898 og 1902. 5.000 arbejdere — rallare, jernbanearbejdere — sled sig gennem fjeld, mose og arktisk vinter for at forbinde Kiruna med Narvik. De boede i telt og barak. De sprængte sig gennem Ofoten-bjerget i mørke. Om vinteren faldt temperaturen til minus 40. Det er ikke en romantisk historie. Det er en industriel.

Du forlader Kiruna vestpå ad E10. Malmtogene forsvinder bag dig. Bebyggelsen forsvinder. Vejen er bred og velholdt — en af Norrbottens bedste — men trafikken tynder hurtigt ud. Der er 100 kilometer til Abisko og måske 20 biler på vejen. Du kører ind i noget andet nu.

E10 vestpå — ind i det subarktiske

De første 30 kilometer fra Kiruna er birkeskov. Ikke den kraftige løvskov du kender fra Sydsverige — det er fjällbjörk, fjeldbirk, med tynde hvide stammer og blade der aldrig bliver helt store. Skoven er lav, åben, gennemlyst. Om sommeren er det lysegrønt døgnet rundt — midnatssolen sørger for at træerne aldrig er i skygge. Om vinteren er stammerne sorte streger mod hvid sne og blå skumring.

Luften er anderledes heroppe. Renere. Koldere. Der er en skarphed i den som om den er vasket. Du mærker den i næsen og i lungerne. Det er den subarktiske luft — tør, klar, uden de partikel du er vant til. Lyng og dværgbuske langs vejen. Rensdyr i lysningerne. De står stille og ser på dig med det blik der betyder: du er gæst.

Ved Nikkaluokta-afkørslen — 70 kilometer fra Kiruna — drejer en smal vej sydpå mod Kebnekaise. Det er her vandrerne parkerer og begynder den 19 kilometer lange vandring til fjeldstationen ved foden af Sveriges højeste bjerg. Du drejer ikke. Ikke endnu. Kebnekaise er etape 3. Men du ser det i horisonten — en mørk masse med snepletter, 2.096 meter, der rager op over alt andet.

Torneträsk — Skandinaviens største bjergsø

Omkring 60 kilometer fra Kiruna dukker den op til venstre. Først som glimt bag birken. Så som en bred, blank flade der fylder hele synfeltet. Torneträsk — 70 kilometer lang, 168 meter dyb, 341 meter over havet. Skandinaviens største bjergsø efter volumen. Vandet er så rent at du kan se bunden i 10 meters dybde. Temperaturen topper ved 9 grader i august. Det er det koldeste badevand i hele denne serie.

Ximonic / Wikimedia Commons / CC BY 2.5

E10 følger søens sydkyst i lang tid. Vandet er med dig i 30-40 minutter — en konstant tilstedeværelse til venstre, skiftende fra stålgråt til turkist til sort afhængigt af lyset og skyerne. Fjeldene på nordsiden — Njulla, Slåttatjåkka, Giron — rejser sig direkte fra vandoverfladen. Det er et rent, koldt, arktisk landskab uden kompromis.

Vil du bade? Ærligt: det er ekstremt. 9 grader. Iskoldt. Kroppen siger stop inden hovedet når at tænke. Men folk gør det — ved Abisko turiststation er der en lille strand med sten og sand. Du vader ud. Du dykker. Du kommer op med et skrig. Det er en sansning du ikke glemmer. Og du behøver ikke — at vide at søen er der, at se den, at mærke kulden fra vandet i luften er nok.

→ Abisko nationalpark

Mostphotos · CC BY-SA

Abiskojåkka canyon. Elven har skavet sig ned gennem kalkstensgrunden i 10.000 år. En bro over spalten. Under dig: koldt, blåt vand.

Abisko — nationalparkens port

Du ruller ind i Abisko efter 100 kilometer. Nationalparken blev grundlagt i 1909 — en af Sveriges første. Abiskojåkka canyon skærer sig ned i kalkstensgrunden med en bro over spalten. STF turiststation har stået her siden 1902, bygget til naturvidenskabsmænd og eventyrere der rejste med Malmbanan.

→ Kungsleden — Abisko

Abisko er berømt for sit "Blue Hole" — et mikroklimat der giver usædvanligt klar himmel. De norske fjelde mod vest blokerer fugtigheden fra Atlanterhavet, og resultatet er et sky-hul over Abisko-dalen. Det er grunden til at Aurora Sky Station blev bygget her — på toppen af Nuolja-fjeldet, 900 meter oppe, tilgængelig med stolift i mørket. Nordlyset folder sig ud over Torneträsk nedenfor. Det er en af verdens bedste nordlyslokationer, og det er ikke tilfældigt.

Ökull / CC0

I samisk kosmologi var visse steder hellige passager — portaler mellem den fysiske og den åndelige verden. Lapporten (Čuonjávággi), U-dalen mellem Nissuntjårro (1.738 m) og Tjuonatjåkka (1.554 m), var en sådan passage. Noaidien — den samiske shaman — bragte offergaver hertil. Joik-traditionen — den samiske sang der ikke fortæller om stedet men er stedet — har rødder her. Du kan se Lapporten fra Abisko. Den er Sveriges mest fotograferede fjeldmotiv. Og den er hellig.

Alexandar Vujadinovic / CC BY-SA 4.0

Bad i Torneträsk? Teknisk muligt. Praktisk vanvittigt. Vandet er max 9 grader selv i august. Det er den koldeste badetemperatur i hele denne serie — koldere end Brakkåfallet i Vildmarken, koldere end Kattegat i Bohuslän. Lokale bader ved stranden nær turiststationen — hurtige dips, 30 sekunder, og så op på den varme klippeoverflade. Det er ikke nydelse. Det er ritual. Og det vækker dig som ingenting andet.

Laponia UNESCO-verdensarv dækker 9.400 km² — et sammenhængende vildmarksområde med fire nationalparker og to naturreservater. Samerne har levet her i 6.000 til 7.000 år. Det er Europas største uforstyrrede naturområde og det eneste UNESCO-verdensarv i Europa der stadig bruges af urfolk på den traditionelle måde — renflytning, fiskeri, jagt. Det er ikke et museum. Det er et levende landskab.

Silverkey · CC BY-SA 3.0

Kord Westernhagen · CC BY-SA 4.0

Lapporten — portalen i fjeldet

Fra Abisko kører du vestpå, og Lapporten rykker tættere på. Den er med dig hele tiden — i bakspejlet, i sidevinduet, i horisonten foran dig afhængigt af vejens sving. Čuonjávággi — "Gådalen" — hedder den på samisk. Gæs der flyver igennem den hvert forår gav den sit navn. Legenden siger at en rensdyrhyrde ikke kunne finde vej i snestormen, men bjerget åbnede sig og lod ham passere.

→ Lapporten

U-dalen mellem Nissuntjårro (1.738 m) og Tjuonatjåkka (1.554 m) er et geologisk mesterværk — skåret af is over 10.000 år. Men for samerne var det mere end geologi. Det var en passage til den anden verden. Noaidien bragte offergaver. Joiken lød i dalen. Gådalen var hellig, og den er det stadig for dem der kender traditionen.

Lapplaender · CC BY-SA 2.0 DE

Aurora Sky Station ligger på toppen af Nuolja — 900 meter. Om vinteren tager du stolliften i mørket. Kabinen svinger i vinden. Under dig forsvinder Abisko-dalen i en blåsort skumring. Og ovenover folder nordlyset sig ud — grønt, violet, hvidt — over Torneträsk. Det er ikke en turistattraktion. Det er en af verdens mest dokumenterede nordlys-observationsplatforme. Forskere fra hele verden bruger stedet.

Bjorkliden — restauranten i skyerne

Ti kilometer vest for Abisko ligger Bjorkliden — en lille fjeldlandsby med en skilift og en hemmelighed. Oppe i fjeldet, 9 kilometer fra nærmeste vej, ligger Låktatjåkko — Sveriges højest beliggende fjeldstation og restaurant. Du vandrer derop. Eller skier. Der er ingen vej. Ingen shuttlebus. Bare en sti, tynde luft og en belønning i form af mad med udsigt over hele Torneträsk-dalen.

Langs E10 mellem Abisko og Bjorkliden kan du cykle Rallarvägen-segmentet — grusvej, let fald, smukt. Det er den nemme del af den lange Rallarvägen ned til Rombaksbotn. Her er fjeldbirken stadig med dig, men den er lavere nu. Stammerne er tyndere. Vinden har mere fat.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

De 7 kilometer til Björkliden — langs fjeldsiden

E10 fortsætter vestpå fra Abisko langs Torneträsks sydkyst. Vejen er smal her — to spor, ingen midterstribe, kanten af fjeldet til højre og vandet til venstre. Birken er lav og sparsom. Lyngheden er brun og violet. En ørn cirkler over dalen med udbredte vinger og bevæger sig ikke — den hænger bare der, ubevægelig i vinden.

Ved Björkliden — 7 km fra Abisko — passerer du en jernbanestation fra en tid hvor alt malm fra Kiruna passerede her. Stationen er stadig aktiv. Op til 12 malmtog dagligt. Hvert tog vejer 6.800 tons. Du hører dem før du ser dem — en dyb rumlen fra fjeldsiden, og så 68 vogne med jernmalm der ruller forbi i en linje uden ende.

Bag Björkliden, oppe i fjeldet, ligger Låktatjåkko — Sveriges højest beliggende restaurant. Du kan ikke køre derop. Det kræver en 9 km vandring fra parkeringspladsen. Oppe serverer de vafler med multebærsyltetøj og udsigt over et landskab der rækker til havnen i Narvik, 50 kilometer væk. Det er ikke en restaurant. Det er en pilgrimsrejse med vafler for enden.

Vikebe · CC0

Rallarvägen — jernbanebyggernes vej

Parallelt med E10 løber Rallarvägen — den gamle forsyningsvej der blev bygget mellem 1898 og 1903 til jernbanekonstruktionen. 55 km fra Abisko til Rombaksbotn i Norge. 5.000 rallare — sæsonarbejdere fra hele Skandinavien — huggede sig igennem arktisk fjeld med håndkraft. Mange af dem var norske, svenske og finske. Mange døde af ulykker, kulde og sygdom. Deres grave ligger langs sporet.

I dag er Rallarvägen en vandresti og cykelrute. Segmentet fra Abisko til Björkliden er 8 km — let terræn, jævn sti, med udsigt over Torneträsk og fjeldene der er beskrevet som en af verdens smukkeste jernbanevandringer. Du kan leje cykel i Abisko og cykle til Björkliden og tage toget tilbage. Eller bare gå. Stien er markeret med røde T'er.

Arild Vågen · CC BY-SA 4.0

Malmbanan ved Riksgränsen. Jernbanesporet og E10 løber side om side de sidste kilometer. Togene bærer jernmalm fra Kiruna til Narviks havn — 40 millioner tons om året.

Riksgränsen — hvor Sverige ender

De sidste 10 kilometer. Vejen stiger en anelse. Birken forsvinder helt. Fjeldet presser sig ind fra begge sider. Asfalten er ny — vejen blev ikke åbnet før 1984. Indtil da var der ingen direkte vej mellem Kiruna og Narvik. Kun jernbanen. Og så er der et skilt: Riksgränsen.

→ Abisko nationalpark — du kørte igennem den i etape 1. Nu ser du den fra den anden side.

Verdens nordligste skisportsted. 68°25'N. 340 meter over havet. Præcis på den norsk-svenske grænse. Skiliften starter i Sverige og ender i Norge — og ingen kontrollerer dit pas, for begge sider er Schengen. 28 pister, 410 meters højdeforskel, og en sæson der løber fra februar til midsommer.

I maj og juni skier folk i midnatssol. Solen går ikke ned. Sneen er stadig der. Lyset er fladt og gyldent og varigt. Klokken tre om natten er himlen orange, og nogen kører ned ad en piste i t-shirt. Det er den mærkeligste skitur du kan tage. Og den mest nordiske.

Malmbanan/Ofotbanen blev åbnet den 14. juli 1903 af Kong Oscar II. Det var kulminationen på et af Skandinaviens største ingeniørprojekter — 5.000 rallare, fem års arbejde, og et jernbanespor der borer sig gennem arktisk fjeld fra Kiruna til Narvik for at fragte jernmalm til verdensmarkedet. Sporet løber parallelt med E10 hele vejen. Togene er stadig der — dagligt, tungt, uafbrudt.

Vikebe · CC0

Pavel.shyshkouski · CC BY-SA 4.0

Bad? Nej. Arktisk fjeld. 340 meter over havet. De eneste søer i nærheden er iskolde smeltevandsøer med en temperatur der får Torneträsk til at ligne et kurbad. Du bader ikke her. Du ånder. Du kigger. Du mærker den tynde luft og den vind der aldrig stopper.

Fra Riksgränsen kan du se ind i Norge. Ofotfjorden glimter i det fjerne — saltvandsfjord, et helt andet element end ferskvandssøen Torneträsk. Narvik ligger 50 km henne. Jernmalmen der blev gravet ud under Kiruna kører dagligt til Narviks havn og lastes på skibe til hele verden. Det er en forsyningskæde der er 120 år gammel og aldrig er stoppet — ikke engang under Anden Verdenskrig, da Narvik blev besat og befriet i de blodigste slag i Norges historie.

Men det er en anden bog. Det her er Riksgränsen. Det er kanten af Sverige. Du har kørt fra en by der flyttes til en grænse der ikke føles som en grænse. 130 kilometer. En sø på 70 kilometer. Et helligt bjergpas. Nordlys. Midnatssol. Og en jernbane der aldrig holder stille.

Kristine.li · CC BY-SA 4.0

Ximonic · CC BY-SA 4.0

MPotter-Adams · CC BY-SA 4.0

Holger Uwe Schmitt · CC BY-SA 4.0

Jukkasjärvi kirke — den ældste i Kiruna kommune. Et simpelt tømmerhus fra 1608. Altarbilledet er af Bror Hjorth.

Jukkasjärvi — mødested ved vandet

Sytten kilometer øst for Kiruna. Det er alt. En smal vej langs Torne älv — den store flod der løber ned fra fjeldene og munder ud i Bottenviken ved Haparanda, 400 kilometer sydøstpå. Vejen er flad, asfalteret, med birkeskov på begge sider. Det er den nemmeste kørsel i hele ruten.

Jukkasjärvi — "mødested ved vandet" på samisk — har været samisk boplads i hundredvis af år. Torne älv var transportvejen. Folk mødtes her til handel, fiskeri og ceremonier. Den lille hvide Jukkasjärvi kirke fra 1608 er den ældste kirke i Kiruna kommune — et simpelt tømmerhus med et altarbillede af Bror Hjorth der forestiller Lars Levi Laestadius, den kontroversielle vækkelsesprædikant der ændrede det nordsvenske religiøse landskab i 1840'erne.

→ Icehotel

Og så er der Icehotel. I 1989 arrangerede en japansk turist en isudstilling i en igloo ved Torne älv. Folk kom. Nogen spurgte: "Kan man sove her?" Nogen prøvede. Idéen var født. I dag er Icehotel verdens ældste ishotel — 6.000 m² genbygget hvert år fra november med 5.000 tons is og 30.000 tons sne fra Torne älv. 15-20 kunstnere fra hele verden hugger suiter med temaer der skifter hvert år. Drager, nordlys, skove, havejer — alt i krystallinsk is.

Temperaturen inde er minus 5. Du sover i sovepose på renskind. Morgenvækningen sker med varm lingonbærsaft. Om foråret smelter hele hotellet og flyder som vand tilbage i Torne älv. Næste vinter starter forfra. Det er det mest elegante kredsløb i svensk turisme — is fra floden, kunst af isen, floden tager det tilbage.

Torne älv ved Jukkasjärvi er ikke varm. Men det er tradition. Icehotel-gæster bader i ishuller — en avantis-dip midt om vinteren, med dampende kroppe mod sort himmel. Om sommeren er floden 12-14 grader — stadig koldt, men muligt. Samerne har badet her i generationer. Ikke for nydelse. For renselse.

Paulina Holmgren · CC BY-SA 3.0

Icehotel. Hvert år smelter det. Hvert år genopstår det. Siden 1989 er det aldrig sket to gange på samme måde.

Isen i Icehotel kommer fra Torne älv — det reneste vand i Sverige, filtreret gennem fjeldlag i tusinder af år. Kunstnerne arbejder i 6 uger. Deres værktøjer: motorsav, mejsel, varmt vand (som lim mellem isblokke) og fingre der ved hvornår isen er ved at splitte. Ingen fejl er mulige — isen husker alt. Et mejselslag i den forkerte vinkel og hele blokken revner. Det er skulptur under frostpunkt, med et materiale der forsvinder i april.

Ved siden af det midlertidige hotel er Icehotel 365 — en permanent afdeling med kunstsuiter der holdes ved minus 5 hele året, drevet af solenergi. Det er et absurd koncept: et ishotel der aldrig smelter, midt i den arktiske midnatssol. Men det virker. Og folk kommer fra hele verden for at sove i det.

-tacitos- · CC BY 4.0

Vejen til Nikkaluokta — mod Kebnekaise

Holger Uwe Schmitt · CC BY-SA 4.0

Nikkaluokta. Udgangspunktet for vandringen til Kebnekaise fjeldstation — 19 kilometer ind i fjeldet. Samisk landsby med butik og renstalde.

De 66 kilometer til Nikkaluokta — vejen ind i fjeldet

Fra Jukkasjärvi kører du tilbage mod Kiruna og drejer sydpå. Vejen er smal — to spor, ingen midterstribe, asfalt der er lappet og sprukket af frost. Birkeskoven er tæt de første 20 kilometer. Lysningerne er sjældne. Men når de kommer, ser du: fjeld. Brede, snedækkede masser i horisonten der vokser for hvert kilometer du kører. Luften lugter af birk og mos og noget koldt og mineralt du ikke kan placere.

Vejen stiger gradvist. Ikke dramatisk — du mærker det mest på motoren, der arbejder lidt hårdere. Birkeskoven bliver lavere. Stammerne er tyndere. Krattene er mere spredte. Du er på vej op i fjeldlandskabet, og skoven giver langsomt slip. En musvåge kredser over en mose til venstre. En rensdyrflok krydser vejen 200 meter foran dig — 15-20 dyr, langsomt, med kalve der tripper bagved. Du holder stille og venter. De bestemmer.

Kebnekaise dukker op efter 40 kilometer. Ikke pludseligt — det bygger sig op. Først som en mørk kontur bag de nærmeste fjeld. Så som en masse. Hvide striber af sne der aldrig forsvinder selv i august. 2.096 meter. Sveriges højeste punkt. Du ser det fra vejen, og det er nok til at forstå størrelsesforholdet — alt andet er lavere. Alt andet bøjer sig.

→ Kebnekaise

Nikkaluokta er en samisk landsby — udgangspunktet for vandringen til Kebnekaise fjeldstation, 19 kilometer inde i fjeldet. Kebnekaise er 2.096 meter — Sveriges højeste punkt (sydtoppen, som er glacierdækket og skrumper hvert år). Nordtoppen er 2.097 meter og klippefastede, og vil snart være officielt højest. Du behøver ikke bestige det. Du ser det fra vejen — og det er nok til at forstå hvorfor samerne kaldte det "Kebne" (kedel) og "kaise" (den høje).

Per Norrby · CC BY 2.0

Vandrevejen mod Kebnekaise. 19 kilometer fra Nikkaluokta til fjeldstationen. Rensdyr krydser stien. Birkeskoven holder op et godt stykke inden du når toppen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Ved Nikkaluokta er der en butik med samisk håndværk — knive af renstål med birketræskaft, tørret renkød, dukker i samisk dragt. En kvinde bag disken pakker renkoteletter i avispapir. Hun siger at hendes bedstemor vandrede til Kebnekaise hvert år for at samle multer. Det var ikke en vandretur. Det var høst.

Alexandar Vujadinovic · CC BY-SA 4.0

Vejen fra Nikkaluokta tilbage mod Kiruna passerer Kuttaure og Ladtjovagge — samiske navne der fortæller om landskabet. "Kuttaure" er vand med fiskeplads. "Ladtjovagge" er dalen med de lave buske. Samisk navngivning er ikke poetisk — den er praktisk. Hvert navn er en instruktion til den næste der kommer forbi: her er vand, her er buske, her bor bjørnen. Det er GPS fra en tid før GPS.

Alexandar Vujadinovic · CC BY-SA 3.0

Retur til Kiruna — baglæns er alt anderledes

Du kører samme vej tilbage. Nikkaluokta → Kiruna. 66 kilometer ned fra fjeldet. Og det er mærkeligt — vejen er den samme, men alt er anderledes. Det der var en stigning er nu en nedkørsel. Det du så til venstre ser du nu til højre. Birkeskoven der lukkede sig ind åbner sig ud. Kebnekaise der voksede i horisonten forsvinder i bakspejlet. Det er det baglæns gør — det giver dig øjne i nakken.

Ved Kiruna er solen stadig oppe — om sommeren går den aldrig ned. Midnatssolen er ikke et fænomen du ser. Det er et fænomen du lever i. Kroppen forstår det ikke. Klokken er to om natten og det er lyst. Du er træt men kan ikke sove. Gardinerne er tykkere heroppe — folk har lært at blænde lyset ud. Men du vænner dig aldrig helt til det. Det er en sansning der sætter sig i kroppen og bliver der.

Carl Månsson · CC BY 2.0

Stephan Herz · GFDL / CC BY-SA 3.0

Et malmtog passerer dig på Luossavaara-broen. 68 vogne. 6.800 tons jernmalm. Lyden er en dyb rumlen der sætter sig i asfalten under dækkene. Togene har kørt den rute siden 1902 — over 120 år med daglige afgange. Det er verdens ældste kontinuerlige malmtransport. Og den stopper aldrig.

Kiruna-ringen er en dag. 80 kilometer. Men det er den dag der giver E10-ruten dybde — ikke bare vejen mod vest, men sidevejene ind i det samiske, ind i isen, ind i fjeldet. Jukkasjärvi er 400 år gammel. Icehotel er 37. Kebnekaise er 400 millioner. Det er tidsspændet du kører igennem på en dag.

Du sidder i Kiruna om aftenen. Solen er stadig oppe. LKAB-minen brummer et sted under dig. Et malmtog forlader stationen mod Narvik. Lapporten er et sted bag fjeldet mod vest. Torneträsk er iskold og blank. Og et ishotel ved Torne älv venter på sin næste vinter for at genopstå fra floden.