Den svenske sjæl

Leksand — byen der fejrer midsommer hårdest

Du starter i Leksand, ved bredden af Österdalälven lige der hvor floden løber ind i Siljan. Den falurøde kirke står på en banke over vandet, og nede ved bredden ligger lange smalle træbåde trukket op på land. Det er kirkebåde — kyrkbåtar — den slags hele sognet engang roede til gudstjeneste i, tyve årer i takt. De ligger der stadig, og hver sommer ros de igen.

Hvis du kommer den helg der ligger nærmest 24. juni, kan du ikke køre stille gennem Leksand. Byen holder Sveriges største midsommerfejring. Tusinder samles på sletten ved Sammilsdal, hvor en majstang så høj som et hus rejses med håndkraft og dækkes i birkeløv og blomster. Folk i folkedragt, violiner, ring efter ring af dansende rundt om stangen. Lugten er nyslået græs, birkeløv og kaffe fra termokander. Det er ikke for turisternes skyld — det er for deres egen.

Ude i kanten af byen ligger Friluftsmuseet Hembygdsgårdarna — gamle dalagårde flyttet sammen, grå tømmerstuger med græs på taget og falurøde lader. Du går mellem husene, og det knirker i de gamle gulvbrædder. Her øver spillemændene op til midsommer, og en sommerdag kan du høre en fele gennem en åben dør længe før du ser hvem der spiller.

Du kører ud af Leksand mod nord, langs vej 570 der følger søens østside. Vejen er to spor, jævn asfalt, og den klatrer langsomt opad i lange bløde sving. Til venstre falder terrænet ned mod Siljan i marker og birkelunde. Til højre rejser skoven sig — gran og fyr, mørk og tæt helt ud til rabatten. Det dufter af harpiks i varmen og af våd sten når det lige har regnet.

Einarspetz · CC0

Tällberg — udsigten der solgte postkort

Otte kilometer længere fremme begynder vejen at stige for alvor, og så ligger Tällberg klemt op ad bakken med Siljan bredt foran sig. Det er en lille bjergby af træhoteller og gamle gårde, og grunden til at den findes er ganske enkelt udsigten. Fra kanten af landsbyen falder terrænet væk, og søen åbner sig — bred, blå, kantet af mørk skov og med lave blå bjerge i baggrunden mod nordvest.

Det er en udsigt der har trukket folk hertil i over hundrede år. Kunstnere og forfattere kom omkring forrige århundredeskifte, byggede pensionater, malede søen, skrev om lyset. Lyset er faktisk pointen: det rammer søen lavt om morgenen og igen sidst på dagen, og så ligger hele Siljan og glimter som hamret metal. Du holder ind, går ud til kanten, og forstår med det samme hvorfor nogen engang besluttede at blive boende.

Tällberg er stille uden for sæsonen og summende i juli. Hotelhaverne dufter af syren og nyklippet græs, og fra terrasserne kan du høre klirren af kaffekopper og lyden af nogen der slår en boldspiller-kølle et sted nede ad bakken. En ældre mand i blå arbejdstrøje står ofte ved en af de gamle gårde og passer sin have — han nikker når du går forbi, og bliver ved med det han er i gang med. Tempoet her er sat for længe siden.

Kavelgrisen · CC BY-SA 3.0

Fra Tällberg dykker vejen ned igen og fortsætter nordpå tæt på vandet. Du kører gennem småbyer med navne der ender på -näs og -arvet, forbi falurøde stuger med hvide vinduer og forbi marker hvor høet stadig sættes på hesjer nogle steder — lange rækker af træstativer hvor græsset hænger til tørre. Det er den slags landskab svenskerne sætter på deres egne postkort.

Lidt før Rättvik er det værd at kende til Vidablick — et udsigtstårn af tømmer der står oppe i skoven syd for byen. Du klatrer op ad de gamle trapper, det knager under fødderne, og fra toppen åbner hele den nordlige Siljan sig: søen, byen, og på den anden side den lave krans af bakker der i virkeligheden er kanten af et meteorkrater. Mere om det om lidt.

Rättvik — bryggen ud i det blå

Rättvik ligger for enden af en bugt i søens nordøstlige hjørne, og det første du ser er den. Långbryggan. En træbrygge der stikker 628 meter lige ud i Siljan — Sveriges længste træbrygge, bygget allerede i 1895 så dampbådene kunne lægge til langt ude, hvor vandet var dybt nok. Den står der stadig, pæl efter pæl.

Du går ud på den, og det er en mærkelig fornemmelse. Brædderne klaprer svagt under fødderne. Land bliver bag dig, meter for meter, og til sidst står du så langt ude at byen er en stribe falurødt på bredden og vandet ligger rundt om dig til alle sider. Måger over hovedet, vinden friere herude, og en svag lugt af tjæret træ og sø. Folk kommer herud for at bade fra enden, for at fiske, eller bare for at gå ud og stå et sted hvor der ikke er andet end vand.

→ Rättviks Långbryggan

Mattias Mattsson · CC BY-SA 4.0

Og så er der det med krateret. For 370 millioner år siden ramte en meteor jorden netop her, og smældet var voldsomt — en af de største kendte nedslagsstrukturer i Europa, omkring 50 kilometer i tværmål. Det er for længe siden til at man ser et hul; det meste er slidt væk og fyldt op. Men søens buede form og kransen af lave bjerge rundt om er det krateret efterlod. Du har kørt rundt i kanten af et kosmisk smæld hele dagen uden at vide det.

Geologien betyder også at kalkstenen ligger blottet rundt om Rättvik — pressede lag, vendt på højkant af nedslaget. Det udnyttede man, og lige uden for byen åbner et stort gammelt kalkbrud sig. Dalhalla. Sten er hugget og sprængt herfra, og da bruddet blev tømt for kalk, stod der et hul i jorden så imponerende at nogen fik en idé. Den idé tager du fat på i morgen — for nu lukker dagen i Rättvik.

Inde i byen står en lille gruppe gamle tiendelader — kirkstallar — i en ring nær kirken: små tømmerhuse hvor folk fra de fjerne gårde overnattede når de roede ind til søndagsgudstjeneste. En af de tætteste samlinger af sin slags i Sverige. Det dufter af gammelt træ og støv når du stikker hovedet ind, og man fornemmer hvor langt folk engang rejste bare for at komme i kirke.

T. Axelson · Public domain

Den falurøde farve du har set hele dagen — på kirken, ladene, stugerne — kommer i øvrigt fra et hul i jorden et stykke østpå. Falu Rödfärg er malet af slagger fra Falu koppargrube, den enorme kobbermine i Falun, der i 1600-tallet leverede to tredjedele af verdens kobber og holdt den svenske stormagt finansieret. Restproduktet — det iltede, jernrige stenmel — blev til Sveriges nationalfarve. Hvert eneste røde hus du kører forbi, er på en måde malet med en mine.

→ Falu koppargruva · → Carl Larsson-gården

Og hvis du har en formiddag i overskud, ligger en lille omvej øst for ruten der er værd at kende: Carl Larsson-gården i landsbyen Sundborn ved Falun. Det er hjemmet maleren Carl Larsson og hans kone Karin gjorde til Sveriges mest elskede billede af et hjem — de lyse stuer, de hjemmevævede tekstiler, blomsterne i vindueskarmene. Halvdelen af svensk indretning kommer i virkeligheden herfra. Det ligger uden for den direkte rute rundt om Siljan, men tæt nok til en eftermiddag hvis sjælen kalder.

Tilbage ved søen i Rättvik klinger dagen ud. Solen står lavt over vandet, Långbryggan kaster en lang stribe skygge, og fra et åbent vindue et sted i byen kommer lyden af en fele igen — nogen øver. Dalarna har Sveriges tætteste tradition for spillemandsmusik, og i denne ende af Siljan er det ikke museum. Det er bare noget folk gør, sommeraften efter sommeraften.

Swedish National Heritage Board · No restrictions

TS Eriksson · CC BY-SA 3.0

Dalhalla — operaen 60 meter nede

Fra Rättvik kører du et kort stykke nordpå og drejer ind ad en skovvej. Asfalten bliver smal, granerne lukker sig om bilen, og der er ikke meget der tyder på at du er på vej til noget særligt. Så åbner skoven sig, du parkerer, går hen til en kant — og kigger ned i et kæmpe hul i jorden. Dalhalla.

Det er et gammelt kalkbrud, 60 meter dybt og 400 meter langt, hvor man frem til 1990 sprængte og brød kalksten ud af kraterets blottede lag. Da bruddet lukkede, stod der et hul med lodrette stenvægge og en sø af turkist grundvand i bunden — og en operasanger ved navn Margareta Dellefors hørte hvordan en stemme bar i rummet. I dag er bunden en scene, stenhylderne er tilskuerrækker, og om sommeren synger operaen og spiller rockbands hernede med klippevæggene som kulisse. Akustikken er så ren at en sopran ikke behøver mikrofon.

→ Dalhalla

Selv en dag uden koncert er det værd at stå på kanten. Vandet i bunden er umuligt grønt — kalken farver det — og lyden bærer mærkeligt: en stemme, et fald af sten, og det kommer tilbage til dig med en halv sekunds forsinkelse. Det dufter koldt og mineralsk hernede, som våd kalk og dybt vand, selv på en varm dag. Du kigger ned på en scene hvor verdens største stemmer har sunget, og hvor der for tredive år siden bare var mænd med boremaskiner og sprængladninger.

Holger Ellgaard · CC BY-SA 3.0

Op om søens nordende — mod Orsa

Tilbage på hovedvejen fortsætter du nordpå og rundt om Siljans nordlige ende. Vejen forlader søkanten et stykke og går gennem dybere skov — gran og fyr, lange lige stræk hvor solen falder i striber gennem træerne. Trafikken er let. En tømmerlastbil kommer imod dig en gang imellem, fuldt læsset med stammer, og så er der stille igen. Det dufter af skov og varm asfalt.

Du passerer den nordlige bugt af søen, der her smalner ind og bliver til floden Orsasjön. Vandet er mørkere her, omkranset af skov hele vejen, og bredderne er næsten folketomme. Det her er kanten af det store nord — fra Orsa og opefter bliver Sverige for alvor skov og elve og lange afstande, og du mærker det på luften, der bliver en anelse køligere og renere.

Orsa selv er en lille by ved nordenden, og det den er kendt for, ligger oppe i skoven vest for byen: Grönklitt. Et rovdyrsreservat hvor man kan se brune bjørne, ulve, jærv og lossere i store skovindhegninger — Skandinaviens største bjørnepark. Bjørnene strejfer i et terræn af gran og klippe der ligner det, de ville leve i frit, og du går på hævede stier hen over deres område.

Fra Orsa vender du sydpå igen, ned langs søens vestside mod Mora. Vejen følger vandet tæt på denne strækning — Siljan ligger til venstre for dig, bred og åben, og på den modsatte bred kan du ane Rättvik og hele den østside du kørte i går. Sent på dagen lægger sig en lav dis over vandet, og solen synker mod skovkammen i vest.

Mahbob Yusof · CC BY 2.0

Strækningen mellem Orsa og Mora er en af turens stilleste. Vejen snor sig langs vandet, gennem en perlerække af falurøde gårde og små badepladser hvor en træbro stikker ud i søen og en familie ligger med håndklæder på græsset. Siljan er stor — en af Sveriges største søer — og herfra ser man hvor bredt vandet egentlig ligger: den modsatte bred er en blå streg, og himlen tager halvdelen af alt man ser.

Det er her, langs den vestlige bred, at man for alvor forstår hvorfor svenskerne kalder denne egn for landets sjæl. Det er ikke det mest dramatiske landskab i Sverige — der er højere fjelde nordpå og vildere kyster mod vest. Men det er det mest svenske: den røde stuge, den blå sø, fyrreskoven, kirkebåden, felemusikken og majstangen. Alt det andre lande tror er typisk svensk, kommer i virkeligheden herfra, fra disse femten landsbyer langs Siljan.

Mora — hvor Vasaloppet ender

Mora ligger for enden af Siljan, der hvor søen møder floden mod nord, og det er en større by end de andre — knap ti tusind mennesker, butikker, en bred hovedgade. Men det navn enhver svensker forbinder med Mora er ét: Vasaloppet.

Historien begynder i 1521. Den unge adelsmand Gustav Eriksson — senere kong Gustav Vasa — flygtede fra den danske kong Christian 2.s mænd og forsøgte at få dalkarlene til at rejse sig mod danskerne. De ville ikke. Modløs satte han på ski mod Norge for at flygte ud af landet. Men så kom dalkarlene på bedre tanker, sendte deres to hurtigste skiløbere efter ham, og indhentede ham i Sälen oppe ved fjeldet. Han vendte om, ledte oprøret, og blev Sveriges konge.

Den flugt — fra Sälen til Mora — er i dag verdens største og ældste langrendsløb. 90 kilometer, kørt hver marts siden 1922, og målstregen går her i Mora under en træportal med ordene "I fäders spår för framtids segrar" — i fædrenes spor mod fremtidens sejre. Femten tusind skiløbere kæmper sig over fjeld og skov og gennem byer for at krydse netop denne streg. Du kan stå under portalen midt om sommeren, på bar asfalt, og det er stadig svært ikke at få gåsehud.

Bysmon · CC BY-SA 4.0

Mora har en søn til der er værd at kende: maleren Anders Zorn, født her i 1860, blandt Sveriges mest berømte kunstnere nogensinde. Han malede portrætter af amerikanske præsidenter og europæiske konger, blev styrtende rig — og flyttede så hjem til Mora og byggede Zorngården, et stort tømmerhus fyldt med kunst og folkekunst. Ved siden af ligger Zornmuseet med hans malerier: de lysende svenske somre, de nøgne badende kvinder i sø og skærgård, lyset han jagtede hele livet.

Inde i Zorngården er der mørkt og varmt og dunkelt af gammelt tømmer. Loftshøjden i den store hal er enorm, væggene er dækket af kunst, og det dufter af træ og bonet gulv. En af husets vogtere — en ældre dame i bibliotekarsko — fortæller dæmpet at Zorn selv tegnede de udskårne søjler, og at fruen Emma styrede hver en detalje. Du går gennem en rig mands drøm om at komme hjem.

Holger.Ellgaard · CC BY-SA 3.0

Olof Lagerkvist · CC BY 3.0

Lige uden for Mora, i landsbyen Nusnäs, sker det måske mest svenske af alt: her skæres de røde dalahäste stadig i hånden. Den lille hest af fyrretræ, malet dybrød med blomstret seletøj, er Sveriges nationalsymbol nummer ét — og to brødre startede produktionen her i 1928 i et udhus. Du kan stå i værkstedet og se en høvl tage spån af en hestkrop, lugte fyrretræ og maling, og høre den rytmiske raspen mens en figur tager form.

→ Nusnäs Dalahästverkstad

Edaen · Public domain

Det er let at gå forbi en dalahäst i en souvenirbutik uden at tænke over den. Men her, i værkstedet hvor den bliver til, ser du arbejdet: en blok fyrretræ bliver til en hest under høvlen, dyppes i rød grundfarve, og en kvinde maler så det blomstrede seletøj på frihånd med en tynd pensel — kurbits, det gamle mønster, stryg efter stryg uden skabelon. Ingen to er helt ens. Det er håndværk, ikke industri, og det er grunden til at den lille hest stadig betyder noget.

Public domain

Ud af Mora — en sidste hest, så væk fra søen

Du kører ud af Mora mod sydvest. De første kilometer holder du dig stadig tæt på Siljan — vandet glimter til venstre, og vejen følger søens kant hvor små træhuse i Falun-rød ligger med bådebroer ned til vandet. Det er den sidste gang du har søen ved siden af dig i dag. Snart drejer vejen indad, og krateret bliver til en erindring i bakspejlet.

Lige uden for Mora er det værd at standse en sidste gang i Nusnäs. Hvis du ikke købte din dalahäst i går, er det her du gør det — værkstedet ligger 50 meter fra vejen, og lugten af fyrretræ og maling slår imod dig allerede på parkeringspladsen. En sidste rød hest til bagsædet, og så videre.

→ Nusnäs Dalahästverkstad

Vejen bliver smallere. To spor stadig, men midterstriben forsvinder i stræk, og rabatten er blød af gran og blåbærris. Trafikken tynder ud — det er ikke en vej folk haster ad, det er en vej op til sommerhuse og fjeld. Du kører forbi Sollerön, søens største ø, forbundet med fastlandet af en bro. Til højre rejser et bjerg sig over træerne. Det er Gesundaberget, og du skal derop.

Sollerön er værd at sætte tempoet ned for. Øen midt i Siljan har et af Sveriges største vikingegravfelter — over hundrede grave i en eng ned mod vandet, hvor solbyggerne for tusind år siden lagde deres døde med våben og smykker. Det er ikke spærret af bag glas. Det er en eng med høj græs, en flok grave under himlen, og søen der ligger fladt og blankt udenfor. Du kan gå derned, stå mellem gravhøjene og høre intet andet end vand og vind.

Bysmon · CC BY-SA 4.0

Holger.Ellgaard · CC BY-SA 4.0

Gesundaberget — hele Siljan på én gang

Fra landsbyen Gesunda snor en vej sig op ad Gesundaberget — 514 meter højt, og toppen er en af de få steder hvor du kan se hele Siljan i ét blik. Søen breder sig ud under dig som en blå skål med Sollerön midt i, randen af åser hele vejen rundt — det er kanten af meteorkrateret du kigger ned i, 370 millioner år efter at en fem kilometer bred sten ramte Jorden lige her. Du står på højlandet og ser ind i et af de ældste ar i Europas grund.

→ Gesundaberget

Holger.Ellgaard · CC BY-SA 4.0

Luften deroppe er anderledes. Køligere, tørrere, med en duft af gran og varm klippe i sommersolen. Lyden er fugle og vind — og om vinteren er Gesundaberget en lille skibakke, så du vil se liftmaster og pister tegnet ned ad sydsiden selv i juli, tomme og grønne. En vandrer med stave og en termoflaske sidder måske på en sten ved udsigtspunktet og spiser frokost uden at sige noget. Der er ikke meget at sige. Udsigten siger det.

Op gennem skoven — vejen mod fjeldet

Fra Gesunda vender du vestpå, og nu begynder den lange stigning. Vejen følger små vandløb og søer gennem en skov der bliver tættere og dybere, kilometer efter kilometer. Det er Dalarnas indre — næsten ingen byer, bare spredte gårde, en tømmerplads, en bro over en å med brunt skovvand. Granerne står tæt på begge sider, og himlen bliver til en stribe over vejen. Lugten er harpiks og våd mos.

Du passerer gennem små samfund med navne de fleste svenskere aldrig har hørt — Vänsjö, Johannisholm, Vasaknektarnas land. Husene er røde med hvide vinduer, præcis som du har lært det skal være. En traktor holder ind i rabatten og lader dig passere. En hund løber op til hegnet og gør. Det er det Dalarna der ikke er på postkortene, men som er lige så meget Dalarna som søen og hestene.

Bakkerne bliver længere og højere. Du mærker det på motoren, på den måde vejen lægger sig op ad landskabet i stedet for at skære gennem det. Træerne bliver lavere, tyndere, mere forblæste. Det er fjeldet der nærmer sig — du er ikke deroppe endnu, men du kan fornemme det i luften, der bliver skarpere, og i lyset, der bliver hårdere. Et sted derude løber Vasaloppets spor parallelt med vejen, usynligt under sommerens grønt.

Johannes Larsson · CC BY-SA 4.0

Du møder næsten ingen i timevis. En tømmerlastbil kommer imod dig på et lige stræk, og du trækker ind til kanten mens den buldrer forbi med en sky af nålestøv og dieselos. Et rådyr står i rabatten og fryser, da du kommer — og er væk i to spring ind mellem stammerne. Det er den slags kørsel hvor du holder øjnene på vejkanten, for her krydser elgen, især i de blå timer ved daggry og skumring.

Indimellem åbner skoven sig til en myr — en åben mose med kæruld der vipper hvidt i vinden, en bæk der løber brunt af tørvevand, og en horisont der pludselig er bred igen. Så lukker granerne sig om vejen på ny. Det skifter hele vejen op: tunnel, åbning, tunnel, åbning. Du kører gennem et landskab der knap har ændret sig siden Gustav Vasa kæmpede sig den modsatte vej på ski for fem hundrede år siden.

CC BY-SA 3.0

På vej op passerer du Evertsberg — en lille by halvvejs mellem Sälen og Mora, og det berømte halvvejspunkt på Vasaloppet. Her står hvert år en kontrol hvor skiløberne får blåbærsuppe, det legendariske blåbärssoppa, der har holdt trætte ben i gang i hundrede år. Om sommeren er det bare en kirke og nogle huse i skoven. Men kender du løbet, ved du at lige her, midt om vinteren, sidder femten tusind mennesker i sneen og drikker varm bærsuppe, før de tager fat på den anden halvdel.

Sälen — hvor flugten begyndte

Til sidst åbner skoven sig, og du er i Sälen. Det er ikke en by i klassisk forstand — det er en stribe af fjeldbyer langs dalen under Transtrandsfjällen, Sveriges sydligste rigtige fjeldområde. Om vinteren er det landets største skidestination med pister i alle retninger. Om sommeren er det stille: tomme lifter står på skråningerne, fjeldsiderne er grønne og lilla af lyng, og luften er ren og kølig selv i juli.

David Castor · Public domain

Sælen-dalen har sin egen rytme efter sæsonen. Om sommeren er parkeringspladserne ved liftstationerne tomme, restauranterne har lukket, og det eneste der bevæger sig er en mountainbiker der ruller ned ad en grøn piste, og en familie på vej op til en vandresti. Stilheden er nærmest højlydt efter alt det du har hørt om vinterens kaos her. Du kan parkere ved en liftstation og gå et par hundrede meter op ad fjeldsiden, og pludselig ligge hele dalen under dig med skoven du lige kørte op igennem, som et grønt tæppe mod øst.

Et stykke uden for Sälen, ved Berga by, står Vasaloppets startportal — den anden ende af det løb du så slutte i Mora i går. En enkel portal i et åbent felt med fjeldet bag sig. Midt om vinteren myldrer her med skiløbere skulder ved skulder, et af verdens største menneskelige startfelter. Om sommeren står den tom på en mark, og du kan gå hen og lægge hånden på den. Det er der hele historien begyndte — kongeflugten, oprøret, og et løb der har kørt uafbrudt siden 1922.

Per W · CC BY-SA 4.0

Du har kørt 95 kilometer fra søens bred op i fjeldet. Du startede ved en træhest og en operascene i et kalkbrud, og du endte under en startportal i et tomt fjeld. Imellem har du set en sø skabt af en meteor, en udsigt der spænder over hele krateret, og et land der bliver vildere for hver kilometer mod vest. Det her er enden på Dalarna — og begyndelsen på fjeldet.