856 marmorsøjler under én moske. En romersk bro der stadig bærer biler over Guadalquivir. Et karstlandskab af kalk-monolitter formet af 150 millioner års regn. Og et palads hvor kalligrafien på væggene fortæller dig at "der er ingen sejrherre andet end Gud" — på arabisk, indgraveret i gips, i 1370.
3 etaper · ca. 420 km · Sevilla → Cordoba → Antequera → Granada
Andalusien er Europas mest islamiske landskab. 800 års arabisk styre satte konkrete spor — ikke som "fusion of cultures", men som hesteskoporte, vandhaver og kalligrafi hugget i sten. Vi kører fra Sevilla, hvor en moské-minaret fra 1198 blev til klokketårn for Spaniens største katedral. Vi standser i Cordoba, hvor 856 marmor- og jaspis-søjler bærer en moske der i 200 år var Vestens vigtigste lærdomsby. Vi krydser oliven-bæltet i Jaén — 60 millioner træer i geometriske rækker så langt øjet rækker — og vi ender ved Alhambras røde mure.
A-4 fra Sevilla følger floddalen mod nord. A-45 og A-92 snor sig sydpå mod kysten og østpå mod bjergene. Vi vælger landevejene hvor det giver mening — A-364 gennem oliven, A-7203 op til El Torcal de Antequera, og A-92 ind mod Granada med Sierra Nevadas snedækkede toppe i forruden i februar og marts. Det er det paradoks Spanien ikke fortæller om: 30 kilometer fra strandparasoller står ski-liftene stadig åbne.
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i marts kan være glohed i juli — Andalusien rammer regelmæssigt 45 grader i skyggen mellem 14 og 17 om sommeren. Mezquita-køen kan være tre timer. Alhambra kræver tid-slot booket uger i forvejen.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Du forlader Giraldas skygge og kører østpå. A-4 åbner sig — 145 kilometer langs Guadalquivir-dalen, oliven til begge sider, varm sten i næsen. Du passerer en romersk by der stadig hedder romersk, en barokby med elleve klokketårne, og en bro fra år 1 før vor tidsregning der stadig bærer biler.
Du starter ved Catedral de Sevilla. P-huset under Plaza Nueva eller Cano y Cueto har plads. Du går de sidste 300 meter med hovedet i nakken — Giralda rejser sig 97 meter, og de nederste 70 meter er en almohad-minaret fra 1198. De øverste 27 meter er klokketårn fra 1568. Du ser to civilisationer stablet ovenpå hinanden i et eneste tårn. Ingen plakat fortæller dig det. Du skal kende det for at se det.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Giralda. Nederste 70 meter: minaret. Øverste 27 meter: klokketårn. Christoffer Columbus' kiste står 200 meter herfra, båret af fire konger i bronze.
Du kører ud over Puente de Triana — over Guadalquivir — og ser tilbage på Torre del Oro: en 12-kantet vagttårn fra 1220 hvor maurerne kontrollerede flodtrafikken. På denne flod sejlede Magellan ud i 1519 og kom ikke hjem. Du kører forbi Triana-kvarteret — gammelt sigøjner-kvarter, keramik-værksteder, en kirke til Esperanza-jomfruen som hele Sevilla græder for i påsken. Du skal ikke ind. Du skal mærke at byen har et omdrejningspunkt, og at det er flodbredden, ikke katedralen.
Ved ringvejen SE-30 drejer du østpå mod A-4 — også kaldet Autovía del Sur, hovedfærdselsåren mellem Cádiz og Madrid. To spor i hver retning, midterautoværn, 120 km/t. Asfalten er sort og varm. I april er rapsen ikke gul her — i april er det jaramago, vild sennepsblomst, der gør grøftekanterne kanariegul i tre uger. Det lugter ikke som dansk raps. Det lugter af tørt græs og noget der har siddet i solen længe.
A-4 mellem Sevilla og Carmona er 35 km. Du ser ikke meget natur — det er Sevilla-bassinet, fladt landbrugsland, oliven og bomuld. Det vigtige er hvad du IKKE ser: ingen bjerge, ingen skove, ingen kystlinjer. Andalusien starter med en flade. Bjergene kommer i morgen. I dag handler det om at høj-bænken vest for Guadalquivir har båret civilisationer i 8.000 år, og at hver eneste af dem byggede den samme by ovenpå den foregående.
Cykel-mulighed:Vía Verde de la Sierra Norte — gammel jernbane fra Sevillas nordlige opland, omlagt til asfalteret cykelsti. 19 km flad strækning gennem dehesa (eg-savanne med iberico-grise i skyggen). Du skal HER hvis du vil cykle Andalusien om foråret. April er 22 grader, juli er 42 — så kør den FØR juni eller EFTER oktober. Park bilen i Cazalla de la Sierra, cykl til San Nicolás, retur.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
A-4 mod Carmona. Olivenmarken har 7×7 meters afstand mellem træerne — geometri lagt ned af romerne, vedligeholdt i 2.000 år.
De 35 km mellem Sevilla og Carmona
Tre kilometer fra ringvejen står du i en olivenmark der starter ved vejskulderen og fortsætter til horisonten. Det er ikke en park. Det er ikke et museum. Det er hvad Spanien er — 2,7 millioner hektar oliven, hvoraf Jaén-provinsen alene har en tredjedel. Du kører gennem en industri i landskab. Træerne er 60-80 år gamle, beskåret til en form der ligner åbne hænder, så solen rammer hver gren. I oktober-november kommer maskiner og ryster dem. Frugten falder på net. Det er den olie der ender på dit køkkenbord.
På den anden side af vejen — en mark med solsikker i juli, hvede i juni, bomuld i september. Sevillas opland skifter farve hver tredje måned. Du kører gennem et levende kalenderhjul. Det er ikke noget vi ser fra Skandinaviens marker, hvor rotationen er længere og farverne mere afdæmpede. Her er det 30 grader varm geometri.
Lige før Carmona stiger jorden. Du ser det ikke før det er der: en lang flade-top, 250 meter over sletten, med Alcázar de la Puerta de Sevilla som silhuet. Det er den slags by der ikke ligger ved en flod, men ovenpå en geologisk hævning. Det betød — i 8.000 år — at den kunne forsvares. Tarteserne boede her. Iberere. Karthager. Romere. Visigoter. Maurerne. Castilianerne. Hver lagde sten ovenpå den foregående. Du går ind ad samme port som Julius Cæsar i år 45 før Kristus.
Carmona — den alcázar du ikke vidste eksisterede
Du parkerer udenfor murene ved Puerta de Sevilla. Bilen kan ikke ind i den gamle by — gaderne er for smalle, og brostenene er ikke jævnede. Du går de første 200 meter forbi et romersk port-anlæg som er bygget ovenpå et karthagisk port-anlæg. Stenene i bunden er 2.300 år gamle. Stenene i toppen er 800 år gamle. Du tager hånden på muren. Du mærker forskellen i ru-hed.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0
Puerta de Sevilla, Carmona. Bunden: karthagisk, før 200 f.Kr. Midten: romersk. Toppen: almohad og kristen. Tre civilisationer i én port.
Inde i byen: Plaza San Fernando, en mudejár-kirke (Iglesia de San Pedro) med et tårn der bevidst kopierer Giralda — bygget i 1500-tallet af et hold der havde set originalen og ville have noget tilsvarende. Det fungerer ikke helt. Det er charmerende fordi det fejler lidt. Den slags fejl finder du ikke i Sevilla. I Carmona finder du dem hver anden gade.
I udkanten af byen — Necrópolis Romana. 900 grave hugget ind i den bløde tufa-sten, brugt mellem år 100 f.Kr. og år 200 e.Kr. Det er et af de bedst bevarede romerske gravpladser i hele Middelhavet, og næsten ingen ved det. Du går ned i en grav. Du sidder på siden hvor de blev brændt. I væggen står stadig en lille hylde til olielampen. Det var en arbejdsplads. Folk har stået her og forberedt deres egen død.
Lokal historie: Romerne byggede gravene ud af respekt for de begravede. I tufa er der ridset graffiti fra 200-tallet — navnet på en pige der hed Iulia, en mand der hed Felix, og et lille billede af en hund. Den hund var sandsynligvis Felix' kæledyr. Tre korte streger og et navn er det eneste der er tilbage. Det er nok.
På den anden ende af byen står Parador de Carmona — en luksushotel i en almohad-alcázar fra 1100-tallet, restaureret af Franco-regimet i 1976 (paradorerne var det eneste de gjorde rigtigt — overtog forfaldne historiske bygninger, satte dem i stand, og åbnede dem). Du skal ikke sove der. Du skal gå op på terrassen, bestille en tinto de verano, og kigge ud over Vega del Corbones — den 100 km lange flade dal hvor Cæsar samlede sin hær før slaget ved Munda. Du ser den lige nu fra hans synspunkt.
Varm sten. Sennep og brændt halm i luften. En kirkeklokke fra et tårn der prøver at ligne Giralda. Du forstår hvorfor de alle ville have den her høj-bænk.
De 50 km mellem Carmona og Écija
Tilbage på A-4. Sletten åbner sig. Du er nu i campiña-landskabet — bølgende landbrugsland, lavt skel mellem markerne, store gårdkomplekser (cortijos) med hvide bygninger og en enkelt høj cypres. Det er postkortlandet, men du ser det fra inde i bilen, ikke fra en udsigtsplatform. Forskellen ér postkortet.
Halvvejs mellem Carmona og Écija ligger La Luisiana — en landsby grundlagt i 1768. Spanske kong Carlos III importerede 6.000 bayerske og tyske bønder for at befolke det her område, der dengang lå øde efter den maurisk-spanske befolkningsudveksling. Husene har stadig den nordeuropæiske bredde — ikke smal-andalusiske rækkehuse, men frit-stående lade-typer. Du kører igennem og ser det ikke før nogen har fortalt dig det. Det er den slags lag der gør Spanien til Spanien.
A-4 er to spor i hver retning, jævn asfalt, midterautoværn. Hastighed: 120 km/t. Du har ikke meget at bremse for. En lastbil med oliven, en familie i en SEAT Ibiza, en cyklist på skulderen (det sker — og det er farligt; spanske cyklister bruger A-veje når de skal længere afstande, fordi der ikke er bedre alternativ). I juli er asfalten 60 grader varm når du rører den. Lyden af dækkene skifter karakter — det er ikke længere et susen, det er en blødere rullen, som om asfalten giver lidt efter.
Mellem La Luisiana og Écija passerer du Cañada Real Soriana Occidental — en af Spaniens nationale vandrings-stier for kvæg, lovligt sikret siden 1273. 700 år gammel. Hvert år drev fårehyrder deres flokke gennem her, fra de centrale højsletter til Andalusiens vinterland. Du ser måske ikke noget. Men en gang om året, i oktober, kommer der stadig 1.000 får hen ad denne sti. Trashumancia kalder de det. Det er Europas længst-bevarede landbrugstradition.
Écija — stegepanden med elleve barokke tårne
Écija dukker op af sletten med elleve barokke kirketårne stikkende op af et hvidt byhav. Det er ikke et museum. Det er en arbejdsby på 39.000 indbyggere, og hver gang en kirke skulle bygges om i 1700-tallet konkurrerede den med naboen om at få det højeste tårn med flest glaserede sevillanske fliser i kuplen. Resultatet: en silhuet du ikke ser andre steder i Spanien.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Écijas barokke skyline. Elleve tårne i en by på 39.000. Hver kirke har sin egen helgen, sit eget keramik-mønster, sin egen historie.
Écija er kendt som "La sartén de Andalucía" — Andalusiens stegepande. Den varmeste by i Europa, regelmæssigt 47 grader om sommeren, fordi den ligger i en lukket lavning uden havvind. Lokale slukker persiennerne klokken 11. Gader er tomme mellem 13 og 18. Du ser en hund i en skygge ved en kirkemur. En gammel mand sidder i en caoba-stol foran sin dør. Ingen taler. Det er ikke sløvhed — det er en aftale med solen. Hvis du kommer i juli, er det her du forstår siesta. Hvis du kommer i april, så går du rundt i 22 grader og forstår intet.
Plaza de España i Écija — lokale kalder den "El Salón" — er omgivet af barokke palads-facader. Palacio de Peñaflor har en kurvet hovedindgang dækket af freskoer på facaden, hugget hugget ind i 1726. Det er Europas mest detaljerede sekulære fresco-facade, og den smuldrer langsomt fordi Spanien aldrig fik budgetter til den slags. Du kan stadig se musikere, jægere, ryttere på muren. Om 50 år er der ikke meget tilbage. Du ser det nu.
Husk håndklædet ikke. Den her etape er IKKE bade-etape. A-4 går gennem indlandet. Hvis du vil bade, drop ind ved Sevilles bystrand ved Isla Mágica inden afgang (faktisk en flod-pool), eller vent til i morgen — så er du ved Embalse del Iznájar, en kunstig sø med 100 km kystlinje, klart vand, granitstrand. Det er den eneste bademulighed på hele rute 1+2.
De sidste 50 km — gennem campiña til Cordoba
Tilbage på A-4. Fra Écija til Cordoba er det 52 km, og strækningen er den fladeste vi har kørt indtil nu. Du ser Sierra Morena rejse sig som en svag blå linje på horisonten mod nord — bjergkæden der historisk markerede grænsen mellem Andalusien og Kastilien. Den vej krydsede uger på æselryg engang. Du krydser den ikke i dag, men du ser den, og det er nok til at forstå at Andalusien er en geografisk skål.
25 kilometer fra Cordoba kører du forbi Carmonas modstykke — landsbyen La Carlota, grundlagt samme år som La Luisiana med tyske bønder. Du ser det igen — tyske ladebygninger, gader bredere end andalusiske gader, kirkefæren der ikke er glaseret. Det er ikke spektakulært. Det er bare det — at en oplyst konge i 1768 kunne importere tyske bønder, fordi Spanien manglede skat-betalere. De fungerede. Deres efterkommere taler stadig spansk, fejrer stadig påske, og har stadig en lidt anderledes høst-cyklus.
A-4 drejer ind mod Cordoba via en bro over Guadalquivir. Du krydser floden på AP-4 og ser tilbage — den brede, gullig-grønne flod, omkranset af palmer og eucalyptus. Det er den samme flod som du krydsede ved Triana for 145 km siden. Den har fulgt dig hele dagen, selvom du ikke har set den. Den løber fra her ned til Atlanten ved Sanlúcar de Barrameda. Magellan sejlede ud ad den. Columbus kom hjem ad den.
Du parkerer i nærheden af Mezquita — der er P-anlæg ved Avenida de la República Argentina eller La Ribera (langs floden). Du går gennem Juderia — den jødiske kvarter, hvis smalle gader stort set ikke er ændret siden 1300-tallet. Hvide vægge, blå blomsterkrukker, geraniums i potter på væggene. En kat ligger på en murkant. Du tager hatten af. Du har ikke lukket op for biler her, og der er ingen lyd udover dine egne fodtrin.
— 145 km kørt. Sennep og oliven i tøjet. Du har krydset campiña. Det er nu det rigtige begynder. —
Cordoba — 856 søjler og en romersk bro
Mezquita-Catedral blev påbegyndt i år 785 af emir Abd al-Rahman I, efter Umayyad-dynastiet havde tabt magten i Damaskus og en enkelt prins var flygtet til Spanien. Han købte en visigotisk kirke der stod her, rev den ned, og byggede en moské med 856 søjler — mange af dem genbrug fra romerske templer, jaspis, granit, marmor i alle farver. Det var Vestens største moské i 200 år. Universitetet i Cordoba var stedet hvor Aristoteles blev oversat til arabisk, og fra arabisk videre til latin, og fra latin tilbage ind i Europa. Hele renæssancen begynder her, ikke i Italien.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Mezquitaen indeni. Rød jaspis og hvid marmor i skiftevis lag, en optisk teknik der gør rummet større end det er. Det er den samme teknik som i Damaskus' Umayyade-moské fra år 715, hvor arkitekten kom fra.
Da kristne erobrede Cordoba i 1236, beholdt de moskéen — den var for smuk til at rive ned. I 1523 byggede de en gotisk-renæssance-katedral INDE i den, midt i søjleskoven. Karl V, da han kom for at se det færdige resultat, sagde: "I har bygget noget der findes overalt, og I har ødelagt noget der var enestående." Han mente det. Han fortrød tilladelsen. Du står inde i Mezquitaen, og du ser præcis hvad han mente. En gotisk katedral i en moské. Det burde ikke fungere. Det fungerer. Det er en af verdens få bygninger hvor to civilisationer eksisterer i den samme væg.
Du står midt i en søjleskov. 856 marmor- og jaspis-søjler i alle retninger. Du tæller op til 50 og giver op.
Udenfor — Puente Romano. Bygget i år 45 før Kristus af Julius Cæsar efter slaget ved Munda (du så slagmarken fra Carmona i morges). 16 buer over Guadalquivir, restaureret talrige gange men stadig grundlæggende romersk. På sydenden står Torre de Calahorra, en almohad-vagttårn fra 1100-tallet, der i dag huser et museum om Andalusiens tre kulturer (muslimsk, jødisk, kristen) — et museum oprettet af UNESCO i 1987. Du kan gå over broen i skumringen. Solnedgangen lyser Mezquitaen rød. Det er den slags lys de andalusiske mestere bruger 800 ord på at beskrive.
Wikimedia Commons · CC BY 2.0
Puente Romano. Bygget år 45 f.Kr. Stadig i brug. På sydenden står Torre de Calahorra, en almohad-vagttårn der overvågede broens trafik i 800 år.
I aften: spis i Juderia. Salmorejo er Cordobas signaturret — tykkere end gazpacho, en kølig tomat-puré med olivenolie, brød, hvidløg, og finthakket serrano-skinke og hårdkogt æg drysset på. Det er den slags ret der lyder kedeligt og smager exceptionelt. Bestil den. Bestil derefter rabo de toro — oksehale stuvet i Montilla-Moriles-vin i fire timer. Det er en bondemad. Det smager bedre end mad der prøver at imponere.
Patios de Córdoba: hvis du er her i maj, er hele byen åben i to uger — Fiesta de los Patios, hvor 100+ private gårdhaver åbnes for offentligheden. Bedømmes af en jury. Vand drypper fra brønde, geraniums i 50 potter på væggene, hver gård er en bondegård-fest. Det er Cordobas vigtigste tradition. Den foregår uanset om turister kommer eller ej. Du kan stadig finde gårde der er åbne resten af året i Juderia.
Pause før etape 2
Du har set tre civilisationer i én bygning. I morgen kører du sydpå mod kalk.
Sov i Cordoba — Juderia har små hoteller med patios, eller en parador ved Plaza de la Corredera. P-anlæg ved Avenida de la República Argentina eller Plaza de la Corredera. I morgen drejer du sydpå mod Antequera og El Torcal — et karst-landskab af kalk-monolitter formet af 150 millioner års regn. Du kommer fra plads-by-civilisation til geologi-show på 120 kilometer.
Slut etape 1 · Mezquita-Catedral · 37.8786, -4.7793
"I morgen kører du ud af menneskenes katedraler — og ind i regn-vandets."
Etape 2
Ned mod kalkens katedral
Cordoba → Montilla → Lucena → Iznájar → Antequera · ca. 120 km
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Du forlader søjleskoven og drejer sydpå. A-45 starter som motorvej, men du smutter af tidligt. N-331 igennem Montilla-Moriles — Spaniens største vinregion du aldrig har hørt om. Du standser ved en kunstig sø med 100 km kystlinje. Du ender med natten i en by hvor de begravede deres døde 6.000 år før pyramiderne.
Du krydser Puente Romano sydpå om morgenen. Solen er allerede over Calahorra-tårnet. Du tager A-4 mod syd og drejer af på A-45 efter 8 km — motorvejen der forbinder Cordoba med Málaga, 180 km tværs gennem Andalusiens hjerte. To spor, midterautoværn, 120 km/t. Men du tager den ikke hele vejen. 25 km syd for byen smutter du af mod N-331.
N-331 er en almindelig landevej, et spor i hver retning, ofte uden midterstribe. Den løber gennem Montilla-Moriles — vinregionen Spanien glemmer at fortælle om. 9.000 hektar druemarker af Pedro Ximénez og Moscatel, lavet til vin i samme stil som sherry men uden lov til at hedde det (Jerez har monopol på navnet). Lokale kalder vinen fino montillano. Den serveres iskold i små glas på alle barer fra Cordoba til Málaga. Smag den. Den er tør og knastør, og den smager af brændte mandler og kæmpe-eg.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Montilla-Moriles. Hvidt kridtjord (albariza) holder fugten i sommerheden. Druerne plukkes i august, før de fleste andre druer i Europa overhovedet begynder.
Du passerer Aguilar de la Frontera — barokt bymønster med en åttekantet hovedplads omgivet af 32 buer (Plaza de San José, fra 1810, helt bevaret). Plus Cabra — fødeby for forfatteren Juan Valera og lokalt kendt for at have 36 ostefabrikker der laver påskønnede gedeost. Stop en gang og spis en bocadillo med queso fresco. Du sidder ved et bord på fortovet, gaden er tom, og en hund sover i skyggen ved siden af.
Lucena — den jødiske perle i mauriske Spanien
Lucena ligger 45 km syd for Cordoba. 43.000 indbyggere i dag — en by med dybe lag. I 800-1000-tallet var Lucena det største jødiske samfund i Europa — kaldet "Eliossana" på hebraisk og "perle af Sefarad". Maimonides' lærere underviste her. Da man i 2000 udgravede en parkeringsplads i bymidten, fandt man en jødisk gravplads med 346 grave og hebraiske inskriptioner. Den er nu et lille museum. Du går derned. Du står ovenpå 1.000 år. Ingen skilte fortæller dig at byen byggede sin parkering ovenpå sine døde.
Resten af Lucena: Iglesia de San Mateo (gotisk-mudéjar, 1400-tallet, indre sakristi med 8.000 figurer i polykromt træsnit), Castillo del Moral (alcázar fra 1100-tallet, hvor den sidste mauriske emir Boabdil sad i fangenskab i 1483 før han blev sat fri og endte med at miste Granada i 1492), og en industri du ikke ser: Lucena er Europas hovedleverandør af møbel-design-kopier — billige IKEA-konkurrenter. Spanske familier får deres sofa fra Lucena. Du ved det ikke.
Sagn fra slottet: Boabdil var ved at flygte fra Granada med sin hær i 1483 da han faldt i bagholdet og blev fanget. Lokale siger han har skåret sit navn ind i muren i Castillo del Moral — Allāh akbar, Allah er størst — selvom han var muslim og det burde være helligbrøde at gøre på en kristen mur. Stenen er flyttet ind i alcázar-museet. Ridsen er der stadig.
De 30 km mellem Lucena og Iznájar
Fra Lucena vælger du A-339 sydpå mod Iznájar. Vejen smalner. Du er forlader campiña-fladlandet og kommer ind i de første bakker. Sierras Subbéticas — den indre bjergkæde i Andalusien — rejser sig som lave hyldemarker. Olivenmarken fortsætter, men nu langs hælderne. Du krydser en kanal-bro, du går igennem en landsby uden navnskilt (Cuevas Bajas), og du ser et skilt: Lago de Iznájar 8 km.
Embalse de Iznájar er en kunstig sø, dæmningen blev færdig i 1969. Den dækker 26 km² og har 100 km kystlinje — kaldes "Andalusiens Genevesø". Du parkerer ved Cuevas del Becerro-stranden eller ved Valdearenas. Der er sand. Der er klipper. Der er klart koldt vand med sigtbarhed på flere meter. Det er den eneste bademulighed på hele ruten fra Sevilla til Granada. Hop i. Det er 12-14 grader i april, 18-20 i juli.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Iznájar-søen. Landsbyen på toppen er fra 1200-tallet. Skarpt afgrænset af sit fæstningsmur over vandet.
På den anden side af søen står landsbyen Iznájar — den højeste hvide landsby i hele Andalusien (550 meter), bygget på en kalksten-spids over vandet. Du kører de sidste 3 km op ad smal serpentinvej. Du parkerer ved bunden og går op. Toppen: Castillo de Hisn Ashar fra 700-tallet, en moské konverteret til Iglesia de Santiago, og et udsigtspunkt der ser hele søen og bjergene bagved. Det er det vi mente med "Andalusien er Europas mest islamiske landskab". 1.300 år gammelt arabisk navn. Stadig brugt.
Hvide vægge. Stille gader. En kat sover i en blå krukke. Du forstår nu hvad de mener med "hvid landsby".
De sidste 40 km — gennem campiña til Antequera
Fra Iznájar drejer du nordvest mod A-92M. Du møder hovedfærdselsåren A-92 ved Archidona — barokt centrum, åtte-kantet hovedplads, en synagoge omdannet til kirke. Du fortsætter vestpå. Antequera ligger 20 km videre. Du ser den fra langt væk — byen ligger i en geografisk skål, omkranset af tre bjergkæder, med en romantisk-mauresk alcazaba som silhuet på toppen.
Antequera har 41.000 indbyggere og er Andalusiens geografiske midte — alle motorvejene mødes her. Det er bondebyen, ikke museumsbyen. Du parkerer ved Plaza de San Sebastián. Du går op til Alcazaba i bymurens top. Du står og ser ud over de tre dalstrøg. Nord: Sevilla-bassinet. Vest: Málaga-bjergene. Syd: Costa del Sol, 50 km væk, usynlig bag bjergene.
Men det er ikke alcazabaen der gør Antequera til et UNESCO-sted. Det er dolmenerne. Dolmen de Menga, lige nord for byen, blev bygget mellem år 3800 og 3600 f.Kr. — over 1.000 år før de egyptiske pyramider. Det er en gravkammer-bygning af 25 megalit-sten, hver vejer op til 180 tons. Det største stenblok er 9 meter langt og afdækker hele kammeret. Du går ind. Kammerets længdeakse peger præcis mod La Peña de los Enamorados — en menneskeansigt-formet bjergside 7 km væk. Det er det eneste dolmen i Europa der retter sig efter et landskab i stedet for himmellegemer. Bygget af mennesker der spildte tusind år på at finde ud af hvilken sten der vejede mest.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0
Inde i Dolmen de Menga. Bygget før Stonehenge. Bygget før pyramiderne. Peger mod et menneskeansigt i bjergsiden 7 km væk. Vi forstår stadig ikke hvorfor.
— 120 km kørt. Druer, hvide vægge og 6.000 år gamle sten i tøjet. —
El Torcal — kalkens katedral
Inden du sover, kør sydpå af A-7203 i 13 km. Vejen stiger 700 meter — fra 500 til 1.200 — i sving der ligner Mortirolo-passet, men kortere. Du ankommer El Torcal de Antequera, naturreservatet på toppen. 17 km² kalk-karst formet af 150 millioner års regn. Stenene står som stablede tærtebunde, brød-kister, kaker, prædikestolesvampe. De er ikke menneskeligt skabt. Det er regnvand der har spist sig vej gennem en kalkstens-sokkel og efterladt det der ikke kunne opløses.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
El Torcal. Sten-stabler der ligner pandekagebunke. De er 200 millioner år gamle havbund vippet til siden af pladetektonik, så regn og frost.
Du parkerer i besøgscentret. Du tager den korte rute (1,5 km, 45 min, gule pile). Du går mellem klipperne. Du ser spanske stenbukke (cabra montés) hvis du er heldig — de er der altid, men gemmer sig. Du ser griffon-gribbe cirklere. Du ser Sierra de las Cabras 30 km nord, og hvis vejret er klart, ser du Afrika sydpå — Rifbjergene på den marokkanske kyst, 200 km sydfor over Middelhavet. Dén udsigt skal du ikke vænne dig til. Den er sjælden.
Du står på en sten der var havbund. 200 millioner år. Regnvand og tid. En grib cirkler over dig.
Sagn fra Peña: "De forelskedes klippe" — La Peña de los Enamorados. To unge fra fjendtlige familier (kristen pige, muslimsk dreng) flygtede sammen i 1400-tallet. Forfulgt af begge familier op på bjerget. De sprang ud sammen. Sagnet er sandsynligvis falskt — det er en romantisk lokal opfindelse fra 1800-tallet — men bjergsiden ligner stadig et menneskeansigt der ligger på ryggen og ser mod himlen. Dolmen-folket må også have set det. Det er derfor de byggede.
Du kører ned igen. Du finder hotel i Antequera. Centrumshotel er en parador (gammel klosterbygning) eller en lille familie-pensión ved Plaza San Sebastián. Du spiser porra antequerana — en lokal version af salmorejo, tykkere endnu, med tunfisk i stedet for skinke. Du sover godt. I morgen drejer du østpå mod sneen.
Pause før etape 3
Du har set havbund som blev bjerg. I morgen finder du paladset over bjerget.
Sov i Antequera — parador-hotellet eller en lille familie-pensión i centrum. P-anlæg ved Plaza de San Sebastián eller udkanten (bymidten er smal). I morgen drejer du østpå ad A-92 mod Granada — gennem Loja-dalen og Alhama-kløften, op til Sierra Nevadas fod. Klimaet skifter: Antequera er 600 meter, Granada er 680 meter, men du krydser bjergpas på 950 meter undervejs.
Slut etape 2 · Antequera Plaza San Sebastián · 37.0194, -4.5601
"I morgen klatrer du op til et palads hvor kalligrafien siger 'der er ingen sejrherre andet end Gud' — og lærer at sætningen blev hugget af håndværkere der vidste de var ved at miste alt."
A-67 sydpå — så N-634 vestpå mod Unquera
Du tager A-67 sydpå fra Santander til Torrelavega. Motorvej, hurtigt — den her strækning fortjener ikke at blive trukket ud. Ved Torrelavega drejer du vestpå ad N-634. 90 km kyst-bagland med eucalyptus, små industribyer, kvæg på engene. Du krydser to floder du ikke husker, og du nærmer dig Unquera — landsbyen hvor Cantabrien møder Asturien, og hvor Rio Deva munder ud i Atlanten.
Undervejs passerer du Comillas — en lille by med et stort Gaudí. El Capricho blev tegnet i 1883-85 og er en af kun tre Gaudí-bygninger uden for Catalonien. Den ligner ikke det han er kendt for — ingen smeltende facader, ingen mosaikker. Bare en tegldækket sommervilla med en cylindrisk minaret-agtigt tårn. Stop hvis du har 30 minutter. San Vicente de la Barquera kommer 12 km senere — middelalderborg over havnen, Maria-kirken på toppen. Begge byer ligger på den gamle N-634 og betyder ingenting for tempoet.
Husk håndklædet. Mellem Santander og Unquera ligger Playa de Oyambre (2,5 km hvidt sand, blå flag, klitter, ofte tom selv i juli) og Playa de Berellín (lille, klippeomgivet, lavvande viser sandet — tjek tidevandet). Det er den sidste mulighed for kontakt med Atlanten på denne tur. Når du drejer ind i kløften, er der ingen kyst mere før Oviedo.
Ved Unquera drejer du venstre. N-621 begynder. Vejen er stadig bred. Du forstår endnu ikke hvad du kører ind i. Det er det der gør det godt.
Desfiladero de la Hermida — 21 km i en revne
Efter 5 kilometer skifter alt. Bjergvæggene lukker sig. Højden over dig fordobles, så firedobles. Du er ikke længere i et landskab — du er i en sprække. Desfiladero de la Hermida er Spaniens længste kløft. 21 kilometer. Kalkstensvægge op til 600 meter. Rio Deva i bunden, slidende videre på en revne den har skåret over 65 millioner år.
Emilio Gómez Fernández · CC BY-SA 4.0
Mirador de Santa Catalina. Du ser ned. Rio Deva ligner en sølvtråd. Vejen er knap synlig — bare en streg ind i revnen.
Vejen blev anlagt i 1863. Før det var der ingen kørsel mellem kyst og bjerg her — folk gik. 175 sving på 27,7 km. Smal — der hvor to lastbiler mødes, er en holder stille. Asfalten er ny, men linjeføringen er 160 år gammel. Det mærker du. Du kører ikke som arkitekt — du kører som ingeniør der fandt den eneste vej mellem to klippevægge.
Rytmen er skarpt-blødt-skarpt. Et 90-graders sving om en udskydende klippe, så 300 meter ret vej i halvskygge, så endnu et sving der lukker udsigten helt indtil du er igennem det. Vejen er smallere end den danske statsvejnorm — 5,4 meter mod hjemmets 6,5 — og uden midterstribe på de fleste stykker. Du kører 30-40 km/t. Mere end det er hovmod. Mindre er normal kørsel.
Temperaturen falder. Mærkbart. Kløftens skygge holder solen ude det meste af dagen — 6-8 grader koldere end ved kysten på 5 km køreafstand. Lugten skifter også: fra eucalyptus til bøg — haya. Om efteråret: nedfaldne bøgeblade, sød rådnen. Du hører din egen motor bagfra. Ekkoet i sprækken er så tæt at lyden falder fra dig og kommer tilbage.
Du har mobiltelefonen i lommen. Den har ikke signal længere. Det er meningen.
Midtvejs i kløften ligger landsbyen La Hermida — 12 fastboende, et termalbad, et forladt kurhotel fra 1800-tallet. Bilerne er fastlåst i fart her: vejen er smal, husene står tæt, og du må slå tid ihjel i 5 minutter. Det er ikke et stop. Det er en pause man ikke vælger.
Bad i kløften:Rio Deva har naturpools ved Lebeña — kølige, klippeomgivne, mulige fra juli til september. Parkér ved sidedalsafkørslen til Lebeña-kirken. 200 meter ned til floden gennem en sti. Vandet er 13-14 grader. Du står ikke længe. Det er ikke meningen.
5 km før kløftens slutning ligger Lebeña — Santa María de Lebeña, en mozarabisk kirke fra 924 e.Kr. Den ligger ude i en sidedal til højre. Det er en af de ældste kirker i Nordspanien. Bygget af kristne håndværkere der havde lært stilen fra maurerne. Hesteskobuer. Et tusindårigt taxus-træ ved siden af — som vidne der har set vejen blive til.
Indenfor: et lille stenalter med et celtisk solkors hugget direkte ind i den underliggende klippe — fundet af arkæologer i 1973 da man løftede gulvet. Kristne i 900-tallet byggede en kirke ovenpå en hedensk helligdom der allerede var 1.500 år gammel. Det er den slags sted hvor du ikke ved hvad du står ovenpå. Ingen forklarer det. Et lille skilt på spansk siger det, og du finder det kun hvis du leder.
Potes — fire floder og en træsplint fra Jesus
Kløften åbner sig pludseligt. Du er ude. Potes ligger her: middelalderby ved sammenløbet af fire floder (Deva, Quiviesa, Bullón, Buyón). Torre del Infantado fra 1300-tallet, brosten der ikke har ændret sig i 700 år, og en mandag-marked der har været holdt på samme plads siden 1300-tallet.
3 km vest for byen ligger Santo Toribio de Liébana — et kloster som de fleste ikke har hørt om, men som er et af kun fem steder i hele kristenheden med Año Jubilar (jubilæumsår). De andre er Rom, Jerusalem, Santiago de Compostela og Caravaca de la Cruz. Hvorfor netop her? Klostret huser Lignum Crucis — den største kendte træsplint fra Jesu kors efter Vatikanets accept. Forskerne har dateret træet til 1. århundrede. Det er ikke afvist som forfalskning. Det er rigtigt gammelt træ, og det kom hertil med munke der ville gemme det fra maurerne i 700-tallet.
En munk åbner en lille træplade. Bag glasset: en træsplint. Han siger ingenting. Du står 30 cm fra et stykke 2.000 år gammelt træ.
I Potes selv: køb orujo — den galicisk-cantabriske grappa. Eller en lille flaske Cocido lebaniego-krydderi, hvis du har et hjem at lave det i bagefter. Det er en kikært-gryderet med chorizo, morcilla og pølser fra Liébana-fårene. Du finder det på menukortet i hver kro. Spis det med en glas Rioja.
De sidste 23 km — CA-185 til Fuente Dé
Fra Potes går CA-185 vestpå. Vejen er bredere end Hermida — det er en åben bjergdal med kvæg på engene. Stigning skarpere mod slutningen. På din venstre side: Liébana-dalen, hyldemarker, ko-klokker fra Tudanca-racen (rødbrune, lokal kvægrace). Om efteråret: bøgeskov der skifter til rust og guld. Saja-Besaya kalder de farverne i det område.
LBM1948 · CC BY-SA 4.0
Bøg om efteråret. I to uger i oktober ser hele dalen sådan ud.
Vejen ender. Du står ved Fuente Dé — en bjergcirque omgivet af lodrette kalkstensvægge. 1.070 meter højde. Kabelbanen står foran dig. Du tager den. Det er ikke til forhandling.
Fuente Dé kabelbane — 753 meter på 4 minutter
El Cable blev åbnet i 1966. Den hejser dig fra 1.070 m til 1.823 m — 753 meter lodret stigning på 4 minutter. Vægge af klippe så tæt på vinduerne du kan se laven gro. Det er ikke en serenade — det er nærmest en elevator-tur op gennem fjeldet. Du står sammen med 19 andre. Du holder vejret af gangerne. Ingen siger noget.
Juan Fernández · CC BY-SA 2.0
Kabelbanen klatrer. Du ser klippevæggen 50 cm fra ruden. Det er ikke en metafor — det er bogstaveligt så tæt.
Oppe: stationen El Cable, en restaurant, en udsigtsplatform og ingenting derudover. Bare sten, geder, himmel. Du går 20 minutter til Mirador del Cable — udsigten ud over hele Picos-massivet. Hvis vejret er klart, ser du Naranjo de Bulnes — Picos' ikoniske 2.519 m kalkstenstand som rejser sig som en orange tand mod himlen. Hvis vejret ikke er klart, ser du tåge. Begge er rigtige Picos.
Carlos Delgado · CC BY-SA 4.0
Picos-toppene over Fuente Dé. Det er kalksten, ikke granit — og det er derfor de er hvide.
Cykel i Picos: N-621 gennem Hermida er populær blandt klassisk-cyklister, men der er ingen cykelsti — du deler asfalt med biler i 175 sving. Kun for erfarne. EuroVelo 1 går IKKE her — den følger kysten. For en let cykel: park ved Potes, cykl fortælleslagsruten op til Santo Toribio (3 km, jævn stigning, asfalt). Retur.
Nede igen. Du går tilbage til bilen. Du står på parkeringspladsen. Tudanca-kvæget kommer forbi — ko-klokkerne du har hørt hele dagen kommer endelig nært. En hyrde med en spansk mastiff i hælene. Hunden er 70 kg, brun, rolig. Den ser dig. Den interesserer sig ikke. Den er på arbejde.
Du sover i Fuente Dé på Parador de Fuente Dé eller i Potes (lille kro, billigere). I morgen kører du videre vest — gennem en kløft til, ad en vej Vuelta a España har gjort berømt, op til to glacialsøer hvor Reconquistaen startede med 300 mand mod tusind.
— Picos af kalksten. Ikke granit. Det er hvorfor de er hvide. —
Pause før etape 3
Du har nået bjergene. I morgen finder du søerne.
Sov i Fuente Dé eller Potes. I morgen kører du vest — gennem en kløft til (Desfiladero de los Beyos), forbi den hellige hule hvor Reconquistaen startede i 722, op til Lagos de Covadonga i 1.100 meter. CO-4 er lukket for private biler april–oktober kl. 8:30–20. Du tager shuttlebussen fra Cangas de Onís.
Slut etape 2 · Fuente Dé teleférico · 43.1442, -4.8122
"I morgen klatrer du en bjergside som Vuelta'en har klatret 22 gange siden 1983 — og finder ud af at køerne bremser hårdere end svingene."
Etape 3
Op mod paladset under sneen
Antequera → Loja → Alhama → Granada → Alhambra · ca. 155 km
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Du forlader Antequera østpå. A-92 åbner sig — 155 kilometer mod Granada, Sierra Nevadas snedækkede toppe i forruden fra time tre. Du standser i en hvid by der hænger over en kløft, du drikker termalvand der har strømmet siden romertid, og du står til sidst på et udsigtspunkt der lyser hver eftermiddag i 20 minutter — et palads så rød, så ramt af eftermiddagslys, at byen under det stadig kaldes "den hvide bys røde slot".
Du forlader Antequera ad A-92 østpå. Motorvej, men ikke som A-4 i går — denne her snor sig gennem bakker, og de første 20 km klatrer du 350 meter op til bjergpasset ved Puerto de las Pedrizas (740 meter). To spor i hver retning. Hastighed: 120 km/t. Du kører forbi store olivenmarker hvor træerne står tæt — det er ikke længere romersk geometri, men intensivt nyplantede marker fra 1990'erne, til olie der ender i italienske bouteilles. Andalusien sælger billigt, italienerne mærker dyrt.
Halvvejs til Loja passerer du Archidona — barokt centrum, åtte-kantet hovedplads med 32 buer, en gammel synagoge omdannet til kirke. Du kører ikke ind. Du ser den fra motorvejen som silhuet på en bakke. Det er den slags by der ikke har plads til en motorvej-afkørsel, fordi hovedaksen er rød snor mellem to fløje af huse.
Lige inden Loja går A-92 over Genil-floden — Guadalquivirs næststørste biflod. Floden løber fra Sierra Nevada (du ser dens kilder snart) og helt vestpå til Cordoba. Den har skåret en bred dal her, og du ser den nedefra. Hvis vejret er klart kan du allerede skimte Mulhacén mod øst — Spaniens højeste fastlands-top, 3.479 meter. Sneen ligger der til juni de fleste år. Du kører mod den.
Loja — stenbroen og elleve kilder
Loja har 20.000 indbyggere og hed i mauresk tid "byen ved porten til Granada". Den var emirats første forsvar mod kristen ekspansion vestfra. Du smutter af A-92 ved afkørsel 167 og kører ind i byen. Du parkerer ved Plaza de Joaquín Costa. Du går de sidste 200 meter forbi Iglesia de la Encarnación (1500-tallet, mudejár-stil — mauriske håndværkere der byggede kristne kirker, kalligrafi i stenrelieffer) og ned til Río Genil.
Floden er bred her. Vandet er klart. Lokale fisker fra broen — du ser to mænd med bambusstænger, ingen taler, en kender den anden. Lige før broen står Los Infiernos — "helvederne". Det er ikke et navn vi giver bygninger i Skandinavien. Her er det 11 naturlige varme kilder der bobler op gennem klippen i flodsiden. Vandet er 22 grader året rundt. Du kan gå derned og holde hånden i en sprække. Du mærker det varme.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Los Infiernos. 11 naturlige varme kilder boblende op gennem klippen i floden. 22 grader. Vandet har strømmet ud her i 6.000 år, ifølge geologerne.
På den anden side af floden — Alcazaba, fæstningen. Du kører ikke op. Du ser den fra parkeringspladsen. Det er nok. Det vigtige er at vide at det her var frontbyen. Da Isabel og Ferdinand erobrede Loja i 1486, lå Granada-emiratet allerede 50 år i defensiv. 6 år senere faldt Alhambra. Du ser den vej det hele bevægede sig over.
Cykel-mulighed:Vía Verde del Aceite — "Olive-oliens grønne sti" — er en 55 km gammel jernbane omformet til asfalteret cykelsti, fra Jaén nordpå gennem oliven-bæltet. Den ligger 80 km nord for Loja og kræver en omvej for at nå, men det er Andalusiens bedste flade cykelstrækning. Gennem 13 stenbroer, 5 tunneler, og endeløse olivenmarker. Park bilen ved Martos, cykl 25 km, retur. Husk vand i juni-september: ingen skygge.
De 30 km mellem Loja og Alhama de Granada
Tilbage på A-92 østpå. Efter 12 km drejer du af mod A-402 sydpå. Vejen smalner. Du klatrer ind i Sierra Almijara-foden. Olivenmarken aftager, erstattes af mandelmarker og lave egetræer. I februar-marts blomstrer mandlene hvide — du kører gennem et hvidt tæppe på 10 km. Hvis du er her i april ser du grønne mandler, ikke blomster.
Vejen stiger til 900 meter. Du krydser et bjergpas. På den anden side: en flade af korn-marker og enkelte gårde, fjerne fra alt. Og der, pludseligt, ligger byen.
Alhama de Granada — den hvide by over kløften
Alhama de Granada hænger ud over en 50 meter dyb kløft. Husene står helt ude ved kanten — i bogstavelig forstand, ikke metaforisk. Du går til Mirador del Tajo, og du står på en udsigtsplatform der hænger 2 meter ud over selve afgrunden. Du ser ned. Du ser Río Alhama i bunden. Du ser flydende grønt vand mellem røde klippevægge. Du tager et skridt tilbage. Du er ikke svimmel — du er bare påmindet om at fysik er ægte.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Alhama de Granada. Husene står direkte over kløften. Når romerne kom her i år 100, brugte de allerede de varme kilder dernede. Maurerne overtog dem. Kristne overtog dem. Alle har badet.
Byens navn kommer fra arabisk al-hammam — "badene". Romerne brugte de varme kilder under byen i år 100. Maurerne byggede arabiske bade ovenpå romernes (de står stadig — Termas de Alhama, nu del af et hotel). Kristne overtog dem efter 1482. "Alhambra" og "Alhama" har samme arabiske rod — "den røde" og "badene" — to byer 60 km fra hinanden, begge navngivet for det de gjorde med vand og varme. Du har drukket koldt kildevand i Loja, du har set varmt kildevand her. Andalusien fortalt gennem sit vand.
Du går rundt i den gamle by. Brosten der ikke har ændret sig. Iglesia del Carmen (kirken med karmelitterne, 1500-tallet, en altertavle af polykromt træ med scener fra Marias liv) og Iglesia de la Encarnación (større, gotisk-mudejár, ved den centrale plads). Gader er smalle og hvide. Persiennerne er trukket ned. En kat sover på et trapperende. En gammel mand i caoba-stol kigger op fra avisen og nikker. Du nikker tilbage. Det er nok.
Hvide vægge. Varm sten. En kløft 50 meter dybt under fortovet. Du er det tætteste du kommer på 1492 uden at bygge en tidsmaskine.
Sagn fra kløften: Da byen faldt 28. februar 1482 (10 år før Granada) sang Granadas emir Boabdil en klagesang så høj at den blev til en sætning der stadig læres af spanske skoleelever: "¡Ay de mi Alhama!" — "Ak, mit Alhama!" — den første sten i Granadas mur faldt netop her. Lokale viser dig et særligt sten i Plaza de los Presos, hvor klagesangen siges at have starteret. Stenen er der stadig. Sætningen lever videre. Boabdil tabte alt 10 år senere.
2 km fra centrum: Termas Hotel Balneario — de gamle arabiske bade er stadig i drift. 47 grader naturligt varmt vand fra kildens dyb. Bygningen er fra 1881 men de underliggende kar er romerske. Du behøver ikke booke for udvendige pools. Du går ind for prisens skyld af en almindelig billet, og du sidder i 47 grader vand omgivet af hesteskoporte. Det er en sær blandning af nutid og 2.000 år. Du tør dig af. Du kører videre.
— 95 km kørt. Mandel og varm sten i tøjet. Sierra Nevadas snedækkede toppe på 11-position. —
De sidste 50 km — A-402 ind mod Granada
Fra Alhama nordpå ad A-402. Vejen klatrer 200 meter til, gennem en bjergpas, og åbner sig på en flade. Du ser nu Granada bredt fra vest. Sierra Nevada rejser sig hele bagvæggen — sneklædt fra november til maj, lyserød i solnedgang. Foran dig: byens hvide huse, klatrende op ad to bakker. På den ene bakke ses Albaicín — den gamle mauriske by. På den anden: Alhambra, røde mure mod den hvide sne. Du ser hele 1.000 års historie udfoldet i én udsigt.
Du tilslutter A-92 igen og kommer ind i byen via vest. Du parkerer i P-anlæg Plaza Trinidad eller Parking Triunfo. Dyrt — Granada er svær at parkere i. Men du har ikke andet valg, fordi gaderne i den gamle by er smalle og lukket for biler. Du går.
Mirador San Nicolás — den første gang du ser Alhambra
Inden du går ind i Alhambra, gør du noget vigtigere: du ser den fra den modsatte bakke. Du går op gennem Albaicín — den mauriske gamle by, UNESCO-listet i 1994, smalle hvide gader, persiske blomsterkrukker, en moské fra 1502 lige ved siden af en synagoge fra 1492 lige ved siden af en kirke fra 1530. Tre paralleller, der ikke længere lever — men huset står stadig.
Du går op til Mirador San Nicolás. Udsigten der løber rundt over alle rejseguides. Det er ikke en cliché — det er bare det første sted hvor du forstår. Alhambra ligger overfor dig. Hele paladskomplekset på sin bjergrygsås — Alcazaba (fæstningen) til venstre, Nasrid-paladserne i midten, Generalife-haverne til højre. Bag det: Sierra Nevada. Sneen er der. Lys-vinklen er forskellig hver halve time. Du forstår hvorfor de byggede det her. Du forstår hvorfor det aldrig kunne flyttes til en hvilken som helst anden bakke.
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Alhambra set fra Mirador San Nicolás. Røde mure mod hvid sne. Det er den her udsigt der ender på alle postkort. Det er den her udsigt der gjorde Washington Irving forelsket i 1829.
På pladsen ved miradoren: en guitarist spiller flamenco-rytmer (ikke for turisterne — han øver), en arabisk te-bar serverer mynte-te i små glas, en spansk familie hvisker, en gammel mand med en hund nikker. Solen står stadig højt. Du har 45 minutter til at gå ned igen og krydse byen til Alhambras indgang. Time-slot er hellig. Hvis du misser dit, kommer du ikke ind.
Alhambra — paladset med 800 års sidste sætning
Du ankommer Alhambra ved Generalife-porten. Du går ind. Du går først gennem Generalife — sultanens sommerresidens, omgivet af vandhaver, hvis design udleder fra arabisk paradisesymbolik. Kanaler skærer haven i fire — som Koranen beskriver Paradisets fire floder. Vandet kommer fra Sierra Nevadas snesmeltning, ført ned ad bjerget i underjordiske kanaler bygget i 1300-tallet. Det fungerer stadig. Du går forbi en springbrønd der har sprøjtet uafbrudt i 700 år.
Så ind i Nasrid-paladserne. Det her er hovedretten. Du går fra rum til rum, og hvert rum tager 5 minutter at se og 50 minutter at tage ind. Mexuar (audiens-sal), Patio de los Arrayanes (Myrtegården, lang reflekterende vandbassin), Salón de los Embajadores (Ambassadørsalen, 75 forskellige stjerne-mønstre i loftet), Patio de los Leones (Løvegården, 12 marmorløver der bærer en springbrønd, en astronomisk vand-ur fra 1380).
Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0
Løvegården. 12 marmorløver, en astronomisk vand-ur fra 1380. Vandet flyder igen som da det blev bygget. Andalusiens vand-ingeniører var verdens bedste.
På væggene: kalligrafi. Indgraveret i gips, hugget i marmor, malet i træ. Det er ikke dekoration — det er tekst. Du står og læser. Det meste er på arabisk fra 1300-tallet og du forstår ikke et ord. Men én sætning gentages overalt: وَلا غَالِبَ إِلَّا الله — "wa la galiba illa Allah" — "Der er ingen sejrherre andet end Gud". Nasrid-emirerne hugede den hugede ind i deres palads-vægge igen og igen. Det er kvitteringen for at de vidste det. Det var en defensiv civilisation, der havde Andalusien som sin sidste bastion i 250 år. Sætningen er en hyldest til Gud og en accept af at imperiet faldt.
2. januar 1492 marcherede Isabel og Ferdinand ind ad Alhambras port. Boabdil, den sidste nasridiske emir, gav nøglerne over. Han red sydpå mod Las Alpujarras og standsede ved et bjergpas — det punkt hedder stadig "El suspiro del moro" — "Maurens sidste suk". Han kiggede tilbage på Alhambra og græd. Hans mor sagde til ham: "Græd som en kvinde over det du ikke kunne forsvare som en mand." Det er en hård sætning. Den lever stadig i spansk litteratur.
Du står i Patio de los Arrayanes. Vandet i bassinet er stille som et spejl. Du ser dig selv. Du ser kalligrafien bag dig. "Der er ingen sejrherre andet end Gud."
Du går til sidst over til Alcazaba — den ældste del af komplekset, militær fæstningen fra 800-tallet. Du klatrer op i Torre de la Vela — vagttårnet. Du står på toppen og ser hele Granada under dig. Sierra Nevada bagved. Albaicín overfor. Sacromonte til venstre — sigøjnerkvarteret hvor flamenco-traditionen blev formet i grotter hugget ind i bjergsiden. Hver familie har stadig deres grotte. Hver grotte har en arrangering med fri ind-og-udgang. Det er ikke museum. Det er en levende kvartal.
Slut: Granadas tre vand-spor
Du kører ned fra Alhambra som det er solnedgang. Eftermiddagslyset rammer murene rødt — det er derfra navnet kommer (al-Hamra = "den røde"). Du går tilbage til centrum. Du finder en tapas-bar i den gamle by — i Granada serveres tapas gratis med hver øl. Det er en tradition Granada alene har bevaret i hele Spanien. Cervecería Bar Avila eller Bodegas Castañeda er gode steder at starte. Bestil en caña. Tapas kommer uden at du beder. Bestil to caña til. Du har spist.
Du har kørt 420 kilometer fra en katedral der var moské til et palads der stadig kalder sig palads. Du har set tre civilisationer i én bygning (Mezquita). Du har stået i en gravkammer 6.000 år gammel (Antequera). Du har set havbund som blev bjerg (El Torcal). Du har badet i 22 grader varmt kildevand (Los Infiernos). Du har stået under "Der er ingen sejrherre andet end Gud" hugget ind i gips.
Andalusien er Europas mest islamiske landskab. Det er Europas mest katolske landskab. Begge er sandt samtidigt. Det er det her sted hvor det blev forhandlet i 800 år.
Slut på rute 3
Du er ved Alhambra. Du har set Andalusien.
Sov i Granada. Albaicín har små hoteller med patios. Calle Elvira har levende tapas-barer hver aften. Sacromonte har autentiske flamenco-tablaer (ikke turisthopslæger — find Cueva de la Rocío eller La Venta del Gallo). Hvis du har en dag mere: kør 30 km syd til Las Alpujarras — Pampaneira, Bubión, Capileira — tre hvide landsbyer i en stigende dal på Sierra Nevadas sydskråning. De var Boabdils sidste tilflugtssted i 1493. Stenene står stadig.
Slut etape 3 · Alhambra · 37.1772, -3.5879
"Du forstod hvorfor de byggede paladset her. Du forstod hvorfor det aldrig kunne flyttes. Du forstod hvorfor Boabdils mor sagde det hun sagde. Du forstod ikke alt — men du forstod noget. Det er nok."
Ned ad CA-185 og ind i Desfiladero de los Beyos
Du kører fra Fuente Dé tilbage til Potes ad CA-185. Det er en repetition — men i den modsatte retning ser dalen anderledes ud. Lyset rammer den anden side af bjergene nu. Ved Potes drejer du vestpå ad N-621 og fortsætter ikke tilbage gennem Hermida (den er nordpå). I stedet kører du gennem Desfiladero de los Beyos — Picos' anden store kløft.
Beyos er mindre kendt. Den er ligeså dramatisk. Faktisk er den officielt en af verdens smalleste køreklare kløfter. Vejen er hugget ind i klippen. Rio Sella i bunden. Tunneller. Korte vinduer hvor solen rammer. Hvor Hermida var en revne, er Beyos en passage — den åbner og lukker sig. Du kører i 70 minutter gennem den. Mobilen er stadig død.
Du kommer ud på den anden side. Du er i Asturien. Velkommen til Spaniens grønneste region.
Cangas de Onís — den første hovedstad
Cangas de Onís var Asturiens første hovedstad (722–774). I dag har den 6.500 indbyggere og en bro. Broen er pointen.
Zarateman · CC BY-SA 4.0
Puente Romano i Cangas. Faktisk middelalderlig (13. århundrede), bygget over romerske fundamenter. Det røde kors under buen er en kopi af Pelayos Cruz de la Victoria.
Broen kaldes "Romersk", men er teknisk set fra 1200-tallet — bygget over en romersk konstruktion. Under buen hænger et rødt kors — det er en kopi af Cruz de la Victoria, korset prins Pelayo angiveligt bar i slaget ved Covadonga. Originalen ligger i Oviedos katedral. Du ser den senere.
Fra Cangas er det 12 km til Covadonga-sanktuariet via AS-262. Du parkerer ved Estación de Servicio El Repelao hvis du planlægger at gå op til søerne (mere om det) — eller du fortsætter til Covadonga først.
Covadonga — hulen hvor Spanien begyndte
Slaget ved Covadonga, 722. Prins Pelayo med 300 mand mod (efter de kristne krøniker) 180.000 maurer. Tal som ingen tror på i dag — men terrænet er ægte: en flaskehals hvor en hær ikke kan udfolde sig. Pelayo trak maurerne ind i kløften, og klipperne gjorde resten. Det var den første kristne sejr på den iberiske halvø efter den arabiske erobring i 711. Reconquistaen, der varede 770 år, startede her — med én mand og en hule.
770 år. Det er længere end fra Reformationen og frem til nu — to gange.
Den hellige hule — Santa Cueva — er hugget ind i siden af Mont Auseva. Indeni: statuen af La Santina — "slagets jomfru" — Asturiens skytshelgen. Vand drypper ned ad klipperne ved siden af. Folk fylder flasker. Det er rituelt, ikke turistisk. En sortklædt dame velsigner sig. En mand i tweed-jakke står stille.
Ivancarmonab · CC BY-SA 3.0 ES
Santa Cueva. Vandet drypper. Stearinlys. La Santina ser ned. Du forstår hvorfor en hule er bedre end en katedral.
Ved siden af: basilikaen — lyserød-grå neoromansk fra 1901. Den er ikke gammel. Den er fra industrierhvervens tid. Men den står godt — dramatisk facade mod bjergvæggen. Statue af Don Pelayo med sværdet hævet på pladsen foran. Pilgrimme. Spanske skoleklasser. Tre nuns i samtale.
CO-4 op til søerne — 12 km Vuelta-bjergvej
Fra basilikaen går CO-4 sydpå. 12 kilometer kontinuerlig stigning. Gennemsnit 7,2%. Top 15%. Få egentlige hårnålesving — det er en kontinuerlig stigning der bare bliver ved og ved. Vuelta a España har brugt vejen 22 gange siden 1983. Det er Spaniens svar på Alpe d'Huez — bare uden de elegante zigzag-sving.
VIGTIGT: Adgang for private biler er lukket april–oktober kl. 8:30–20. Du skal med shuttlebussen fra Cangas de Onís eller fra parkeringspladsen El Repelao. Resten af året er vejen åben. Hvis du kommer i juli er det shuttle. Du står sammen med 20 andre. Bussen klatrer. Du klatrer med den.
Sving for sving stiger du. Kvæg på vejen — du bremser for ko, ikke for sving. Træerne aftager. Engene tager over. Tåge ruller ind. Tåge ruller ud. Vejret skifter to gange på 12 kilometer.
De første 6 km er gennem skov — AS-262 har skyggen, asfalten er våd hele året, du hører dryp fra blade når du ruller vinduet ned. De næste 4 km åbner sig — du er over trægrænsen, og blæsten rammer pludselig bilen sidelæns. De sidste 2 km er det vildeste — 4 hårnålesving i træk på 15% gennemsnit, hvor du bytter mellem første og anden gear som en metronom. Oppe: stilhed. Køerne. Kalkstenen. Du parkerer og kan ikke høre andet end vinden i græs.
Lagos de Covadonga — glacialsøer i 1.100 meter
Du er oppe. To søer ligger her: Lago Enol og Lago Ercina. Begge glacialsøer, dannet i sidste istid. 1.100 meter højde. Kvæg græsser frit på engene mellem dem. Køerne kender turisterne. De ser ikke op.
Pelayo Alonso Huerta · CC BY-SA 4.0
Lago Enol. Det her er ikke fotoshop. Det er lyset, sneresterne i baggrunden og det at du er 1.100 meter over havet.
Spejlingen i Lago Ercina på en stille morgen er den slags der får turisterne til at hviske. Det er ikke stor. Det er ikke spektakulært. Det er bare præcist det rigtige forhold mellem himmel, vand, klippe og græs. Et sted hvor en ko og en sø deler scenen på lige fod.
Angelrtz · CC BY-SA 4.0
Lago Ercina. Tåge ruller ind på 10 minutter. Du ser køerne forsvinde i grå.
Husk håndklædet:Lago Ercina bades der i. Det er koldt — 10-12 grader selv i juli. Det er muligt. Folk gør det. Granitten ved bredden er varm af solen. Kontrasten er pointen. Rio Sella ved Cangas de Onís er det varmere alternativ — klart vand, populært, og hver første lørdag i august sejler Descenso del Sella — internationalt kanoløb siden 1930 med 1.500 deltagere.
Du går rundt om Ercina (40 minutter, fladt). Eller du sidder. Du gør ingen ting. Du tager shuttlen ned igen.
Cykel-mulighed i Asturien: CO-4 op til søerne er cyklens berømte etape — Vuelta-mytologi, 12 km, 7,2% gennemsnit. Lad bilen stå ved El Repelao P-pladsen (gratis), tag racercyklen op. Hvis det er for vildt: cykl Senda del Oso i stedet — en 22 km nedlagt jernbane omformet til asfalt-sti gennem Asturiens kløfter, fra Tuñón til Entrago. Helt fladt, gennem tunneler, forbi to brunbjørne i et indhegnet område (Paca og Molina, reddet som unger i 1989). Park bil ved Tuñón, cykl, retur. Den voksne version af "Mors første cykeltur i bjergene".
Tågen ruller ind. En ko forsvinder. En anden står stadig. Du tager et skridt og forsvinder selv.
De sidste 75 km — N-634 vest mod Oviedo
Tilbage i Cangas tager du N-634 vest. 75 km til Oviedo. Vejen følger Asturiens hjerteslag — Villaviciosa-egnen — hvor Spaniens æbleavl ligger koncentreret. 80% af Spaniens cider kommer herfra. I maj: æbleblomster, en duft du smelter med vinduet nede. Resten af året: lugten af gæring fra llagares (cider-værksteder).
Og regnen. Orbayu kalder asturianerne den — sidelens-finregn der ikke kommer ned, men driver i luften. Selv i juli har Asturien dage med orbayu. Du kører gennem den. Det er ikke ubehagelig — det er klima.
Oviedo — sidra og en bygning fra 842
Oviedo dukker op. Asturiens hovedstad — 220.000 mennesker, langt fra kysten, høj på en bakke. Du parkerer i centrum. Du går til Calle Gascona — "Boulevard de la Sidra". 12+ sidrerías side om side. Du går ind i én. Du peger på menukortet.
Cideren kommer. Med den: en escanciador — den der hælder. Han holder flasken over hovedet med den ene hånd. Glasset ved hoften med den anden. Han hælder. Strømmen er en meter lang. Bobler dannes mod glaskanten. Du drikker culín — 100 ml — i én slurk før det dør. Det er ikke et trick. Det er fysik: cideren har lav CO2, ilten skal slå den til at vække. Du drikker den hurtigt fordi den hurtigt mister sjælen.
Hispalois · CC BY-SA 4.0
Escanciar. Flasken over hovedet, glasset ved hoften. En meter strøm. Du drikker culín — 100 ml — i én slurk før det dør.
— Plask-plask i alle barerne langs Calle Gascona, kontinuerligt. —
Inden du sover: gå op til Monte Naranco — 4 km nord for centrum. På siden af bakken står Santa María del Naranco. Det er ikke en kirke (selvom navnet siger det) — det er et palads. Bygget i 842 e.Kr. af kong Ramiro I som sommerresidens. UNESCO-listet i 1985. Præ-romansk stil — bygget efter den arabiske erobring og før den romanske stil opstod i Frankrig.
Fernando · CC BY-SA 4.0
Santa María del Naranco. 842 e.Kr. Bygget som palads, ikke som kirke. UNESCO 1985. Den har stået i 1184 år.
Du står foran den. Kvadratiske buer, taghvælvinger, dekorative søjler du genkender fra arabisk håndværk. Det er en hybrid — kristen funktion, mauriskt formsprog, asturisk klima. Den her bygning er ældre end vikingebåden i Roskilde Fjord. Den står stadig. Solen rammer dens stenfacader hver dag.
Du sover i Oviedo. Plaza del Fontán har den gamle bydel — gader brolagt med trecientos-sten, markedet om lørdagen, og en café der serverer arroz con leche der smelter.
Du har kørt 430 kilometer fra et titaniumshus til en præ-romansk palads. Du har set Spaniens længste kløft. Du har bestiget en kabelbane 753 meter på 4 minutter. Du har drukket sidra fra en meters højde. Du har stået i hulen hvor Spanien begyndte.
Du har bevist hvad du ikke vidste: Spaniens grønneste hjørne ligger på nordkysten, det regner mere her end i Bergen, og kalkstenstoppe stiger 2.500 meter, 20 km fra Atlanten. Skandinaver tror Spanien er flad og solbrændt. Picos beviste modsatte.
Slut på rute 2
Du er i Oviedo. Asturiens hjerte.
Sov i Oviedo. Plaza Mayor for cider, Calle Gascona for bedre cider, El Fontán for marked og morgenmad. Hvis du har en dag mere: kør 20 km vestpå til Gijón for Cantabriens største kystby. Eller fortsæt vestpå mod Galicien.
Slut etape 3 · Oviedo katedral · 43.3575, -5.8392
"Spaniens grønneste region ligger på nordkysten. Det regner mere her end i Bergen. Og kalkstenen er hvid, ikke gul. Du vidste det ikke. Nu gør du."
Scan til Maps
Picos de Europa
Åbn kameraet på din telefon og pege på koden. Maps åbner med ruten klar.
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
