Sierra de Cazorla — olivenhavet og Guadalquivirs kilde

De første kilometer — ud af Úbeda

Du starter på Plaza Vázquez de Molina i Úbeda. Det er ikke en plads, det er et udstillingsvindue for, hvad spansk renæssance kunne, da pengene var størst. Hele den ene side er Sacra Capilla del Salvador — et privat gravkapel bygget i 1540'erne, så pralende at det blev en kirke. Stenen er honninggul. Om morgenen er den lysere, om eftermiddagen næsten orange. Du lægger hånden på den. Den er kølig endnu. Om fire timer kan du ikke holde den.

Manden bag det meste her hed Andrés de Vandelvira. Stenhugger fra en lille by tyve kilometer væk, og en af de største arkitekter Spanien har fostret — du har bare aldrig hørt om ham, fordi han byggede i Jaén og ikke i Madrid. Han tegnede halvdelen af Úbeda og halvdelen af Baeza. Når de to byer ligner hinanden, er det fordi den samme hånd holdt tegnestiften. Du kører nu mellem hans to mesterværker.

Du ruller ud forbi Hospital de Santiago — lokale kalder det "Andalusiens Escorial" — en kæmpe sten-kasse fra 1575 der i dag er kulturhus. Så ned ad bakken og ud af byen, vestpå mod Baeza. De ni kilometer mellem de to byer er den korteste etape-strækning på hele turen, og den vigtigste at forstå: det er ikke to byer, det er ét par. At se Úbeda uden Baeza er som at høre den ene halvdel af en samtale.

Foto: Benjamin Smith (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Úbeda i sten. Vandelvira tegnede det meste i 1500-tallet. Honninggul kalksten der skifter farve hen over dagen — lys om morgenen, orange ved aftenstid.

De 9 km mellem Úbeda og Baeza

Vejen mellem dem hedder N-322 og A-316, og du kører den på et kvarter. Til begge sider: oliven. Ikke en mark — en flade af dem, helt til bakkekammen. Træerne står med syv-otte meters mellemrum i lige rækker, og når du kører forbi i fart, ser rækkerne ud til at åbne og lukke sig som en vifte. Det er ikke natur. Det er landbrug på en skala der bliver til landskab. Jaén-provinsen alene har omkring 60 millioner oliventræer, og du kører gennem en brøkdel af dem på vej til frokost.

Baeza ligger lavere end Úbeda, på kanten af en skrænt der falder ned mod Guadalquivir-dalen. Du mærker det i bilen — et langt blødt fald, ingen sving, bare ned. Og så åbner Plaza de Santa María sig: katedralen, et seminariums facade med gammel studenter-graffiti malet i okseblod, og en stenfontæne i midten. Det er mindre end Úbeda, stille på en anden måde. Hvor Úbeda viser sin rigdom, holder Baeza den lidt tilbage.

Foto: Axel Cotón Gutiérrez (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Baeza. Den stille tvilling. Digteren Antonio Machado underviste i fransk her i syv år og skrev nogle af sine bedste digte mens han kiggede ud over olivenhavet.

Det var her digteren Antonio Machado underviste i fransk fra 1912 til 1919, efter hans unge kone døde, og han ikke kunne holde ud at blive i Soria. Han gik den samme korte rute hver dag, fra pensionatet til gymnasiet, og kiggede ud over præcis det olivenhav du lige har kørt igennem. Han skrev det ned. Nogle af de linjer hænger nu på kakler rundt om i byen. Du behøver ikke læse spansk for at forstå, at en mand stod her og kiggede på de samme træer som dig.

Det er værd at standse i begge byer — ikke fordi der er én bestemt ting du skal se, men fordi de er så stille. Ingen rækker af turistbusser, ingen souvenirgader af betydning. Bare honninggul sten, brede pladser, og en eftermiddagsro hvor lyden af dine egne skridt på brostenene er det højeste du hører. Det er to af Spaniens smukkeste byer, og halvdelen af de turister der kommer til Andalusien, har aldrig hørt om dem.

Foto: Jl FilpoC (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Foto: Veinticuatro de Jahén (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

De 50 km mellem Baeza og Cazorla

Fra Baeza drejer du østpå igen — forbi Úbeda, over Torreperogil, og ud ad A-315 mod bjergene. Nu er det bare oliven. Kilometer efter kilometer. Du holder rattet, og rækkerne flimrer forbi i øjenkrogen som en gammel filmstrimmel. Det lyder kedeligt. Det er det modsatte. Der er en hypnose i monotonien — du falder ind i en rytme, sænker skuldrene, og opdager at du har kørt tyve kilometer uden at tænke på andet end den blå mur der langsomt vokser i forruden.

For den vokser. I starten er bjergene en svag streg. Ved Peal de Becerro fylder de en tredjedel af himlen. Det er Sierra de Cazorla, og overgangen er næsten absurd brat: i et øjeblik er du i fladt landbrugsland, i det næste rejser kalkstensvæggen sig lodret op af oliverne. Der er ingen blød overgang, ingen forbjerge. Sletten holder op, og bjerget begynder. Som om nogen tegnede en streg.

Asfalten skifter karakter, jo nærmere du kommer. A-315 er bred og jævn ved Baeza — to vognbaner, god midterstribe, 90 km/t uden besvær. Efter Peal de Becerro begynder den at krumme. De første rigtige sving. Du skifter ned. Lugten ind ad vinduet skifter også — fra tør jord og varm sten til noget grønnere, koldere, med et anstrøg af harpiks. Du er ikke i skoven endnu. Men skoven kan lugtes længe før den ses.

En enkelt traktor med et anhænger fuldt af net holder ind til siden for at lade dig passere. Det er olivenhøst-grej. Fra november til februar bliver hele provinsen til en arbejdsplads: net rulles ud under træerne, maskiner ryster grenene, og frugten regner ned. En gammel mand i kasket sidder på traktoren og venter tålmodigt. Han har lavet det samme i tres år. Han kigger ikke engang på dig.

Landskabet begynder at folde sig. De sidste tyve kilometer mod bjerget er ikke længere snorlige — vejen følger terrænet, op over en ryg, ned i en lavning, og olivenrækkerne bøjer med skråningerne i stedet for at ligge fladt. Det er smukkere sådan. Træerne klatrer op ad bakkerne i konturlinjer, som om nogen havde tegnet højdekurver med en grøn tusch.

Du passerer små landsbyer med navne du glemmer igen — en kirke, en bar, en flok mænd udenfor den, der alle vender hovedet samtidig efter bilen. Det er ikke uvenligt. Det er bare en egn hvor en fremmed bil stadig er værd at kigge efter. Du løfter to fingre fra rattet til hilsen. En af dem nikker tilbage.

Foto: Veinticuatro de Jahén (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Frugten der gør Jaén til verdens olieolie-hovedstad. Plukkes fra november til februar — net ud under træet, maskiner ryster grenene, olien er på dit køkkenbord til foråret.

La Iruela — borgen på nålen

Lige før Cazorla, klemt op ad den samme klippevæg, ligger landsbyen La Iruela — og over den et af de mest usandsynlige syn på hele turen. På toppen af en lodret klippenål, så smal at der knap er plads til fundamentet, balancerer ruinen af en borg. Castillo de La Iruela, rejst af tempelriddere oven på et ældre maurisk fort, med et tårn der ser ud, som om en hård vind kunne vælte det. Du standser bilen bare for at kigge op. Det giver ikke mening, at nogen byggede deroppe. Men de gjorde.

Vejen herfra ind til Cazorla er kun et par minutter, men den snor sig og stiger, og klippevæggene rykker tættere på fra begge sider. Du mærker, at du er ved at køre ind i noget. Olivenhavet ligger bag dig nu, nede på sletten. Forude er der kun bjerg.

Foto: Benjamin Smith (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Castillo de La Iruela. Rejst på toppen af en lodret klippenål, hvor det ikke giver mening at bygge. Du standser bilen bare for at kigge op.

Cazorla — byen der klatrer op ad klippen

Cazorla dukker op presset ind mellem to klippevægge, med hvide huse der kravler op ad skråningen så stejlt at gaderne nogle steder bliver til trapper. Højt oppe over byen hænger to ting: borgen Castillo de la Yedra på sin klippe, og over den igen den nøgne tinde La Peña de los Halcones — Falkeklippen. Du parkerer i udkanten og går ind, for bilen kommer ikke langt i de øvre gader.

På Plaza de Santa María står ruinen af en kirke uden tag. Det var også Vandelvira der tegnede den — den samme hånd som i Úbeda — men den blev aldrig færdig på samme måde, og senere brændte franske tropper den under Napoleon-krigen. Nu står de nøgne stenbuer åbne mod himlen, med en bæk der løber under pladsen. Børn spiller fodbold mellem søjlerne. En kirke uden tag bliver til byens dagligstue. Det er smukkere end hvis den var hel.

Foto: Benjamin Smith (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Cazorla. Hvide huse klemt mellem to klippevægge, borgen øverst, Falkeklippen over den igen. Porten til Spaniens største naturpark — og din base for de næste to dage.

Cazorla er din base. Det er her du sover de næste to nætter, for byen er den eneste rigtige port ind i naturparken — alt forude er skov, flod og grus. I morgen kører du op ad A-319 og ind i de 2.099 kvadratkilometer der gør det her til Spaniens største beskyttede naturområde. Men i aften sidder du på en plads under en kirke uden tag og spiser rin-rán — en lokal ret af tørret torsk, kartofler, peberfrugt og selvfølgelig olivenolie. Bjergene over dig bliver lyserøde, så grå, så sorte.

"Du kørte gennem 60 millioner træer for at nå frem til ét bjerg. I morgen finder du ud af, hvad der gemmer sig bag muren."

De første kilometer — A-319 op gennem Burunchel

Fra Cazorla tager du A-319 opad. Du er knap ude af byen før den lille landsby Burunchel dukker op, og bag den begynder skoven for alvor. Asfalten bliver smallere. Midterstriben forsvinder nogle steder. Og så starter svingene — ægte bjergsving, det ene efter det andet, hvor du veksler mellem andet og tredje gear og lader motoren trække dig opad.

Fyrretræerne lukker sig om vejen. Det er pino laricio — sortfyr — Cazorlas signaturtræ, høj og rank, og luften der vælter ind ad det åbne vindue er pludselig kold og fuld af harpiks. Efter olivenhavets tørre varme er det et chok for næsen. Du kører ind i en anden temperatur, et andet land. Mellem stammerne glimter klippevæggene grå og lodrette.

Du tæller ikke svingene, men de tæller dig. Vejen lægger sig op ad bjergsiden i lange buer, og for hvert sving åbner der sig en ny kile af udsigt mellem træerne — ned i dalen du forlod, hvor Cazorlas hvide huse allerede er blevet til en lille klat. Du kører ikke hurtigt. Du kan ikke. Og det er hele pointen: det her er en vej, man kører for vejens egen skyld, ikke for at komme nogen steder.

Vejen klatrer til Puerto de las Palomas — Duernes Pas — hvor der er en udsigtsplatform. Du stiger ud. Luften er tynd og kølig, og over dig kredser de. Gåsegribbe, store som døre, der bare hænger i luften på de opadgående vinde uden at slå med vingerne. De er ikke truende. De er tålmodige. De venter på at noget skal dø længere nede i dalen, og indtil da kredser de, time efter time, i lange dovne cirkler over passet.

Foto: Axel Cotón Gutiérrez (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Puerto de las Palomas. Stig ud, kig op. Gåsegribbene hænger i opvinden uden at slå med vingerne — de venter, time efter time, på dalen under dig.

Skoven der skifter alt

Det er svært at overdrive, hvor pludseligt skiftet er. For en time siden kørte du gennem oliven i fyrre graders varme. Nu er luften kølig nok til, at du lukker vinduet halvt, og skoven står tæt og mørkegrøn til begge sider. Cazorla har en af Spaniens største samlede fyrreskove, og du er midt i den. Mellem stammerne ligger underskov af rosmarin, timian og lavendel — på en varm dag damper de, og hele bilen fyldes med en duft som en krydderihylde, der har ligget i solen.

Vejen er din eneste menneskeskabte ting heroppe. Ingen byer, ingen marker, ingen ledninger. Bare asfalt, der snor sig mellem klippe og træ, og en og anden bil, der kommer imod dig — som regel en lokal i en støvet firhjulstrækker, der løfter en finger fra rattet. Du gør det samme. Det er sådan, man hilser heroppe.

Foto: Bouke ten Cate (CC BY 4.0) via Wikimedia Commons

Cazorlas højsletter breder sig ud over Campos de Hernán Perea med parkens tinder bagved. Heroppe damper rosmarin og timian i solen — duften fylder bilen, længe før du ser noget.

Ned til Empalme del Valle og floden der lige er født

Fra passet falder vejen ned i dalen til vejkrydset Empalme del Valle — parkens centrale knudepunkt, hvor vejene deler sig. Her tager du sydpå, opstrøms, mod det sted hvor det hele begynder. For et eller andet sted heroppe, i en lille fold i bjerget der hedder Cañada de las Fuentes, pibler en kilde frem mellem stenene. Det er ikke noget særligt at se på. En lille sten-konstruktion, lidt vand, en plade. Men vandet der løber herfra er Guadalquivir.

Vejen ned mod krydset er en lang, blød nedstigning gennem skoven, med Guadalquivir som en sølvtråd i bunden af dalen til venstre for dig. Du følger den unge flod opstrøms ad en stadig smallere vej, og asfalten bliver til sidst grusplettet og hullet, som om den selv giver op, jo nærmere du kommer kilden. Det sidste stykke går til fods. Det skal det. Man kører ikke helt hen til begyndelsen af noget så stort.

Den samme flod. Den der løber forbi Córdobas romerske bro og under Sevillas tårne, den Magellan sejlede ud ad og Columbus kom hjem ad, den maurerne kaldte al-wadi al-kabir — "den store flod". Over 650 kilometer senere er den bred og brun og bærer skibe. Her kan du træde over den. Du står med den ene fod på hver bred af Spaniens vigtigste flod, og den er smallere end en havelåge.

Der er noget næsten komisk ved det. Du har set Guadalquivir i Sevilla, bred som en sø, med broer og både og en hel by vendt mod den. Og her er den samme flod — en bæk, du kunne dæmme op med en gummistøvle. Alle store ting starter småt, men det er sjældent, man får lov at se beviset så tydeligt. Du sætter dig på en sten ved bredden og lytter. Det eneste du hører, er vandet, der lige er begyndt sin rejse mod havet 650 kilometer mod vest.

Foto: Edmundo Sáez (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Guadalquivir, ung og klar. Her kan du træde over den. 650 kilometer senere bærer den skibe under Sevillas tårne.

Lidt længere nede ad floden ligger Puente de las Herrerías — Smedjernes Bro — en gammel stenbro over den stadig spæde Guadalquivir. Sagnet siger, at den blev bygget på én nat for at lade dronning Isabel den Katolske krydse floden på vej mod erobringen af Granada i 1489. Sandsynligvis passer det ikke. Men broen er gammel, stenen er ægte, og vandet under den er så klart, at du ser ørreder stå stille mod strømmen. Det er en god historie at have med, mens du kigger ned i vandet.

Heroppe er der stille på en måde, byboere glemmer findes. Ikke fravær af lyd, men fravær af menneske-lyd: ingen motorer, ingen musik, ingen stemmer. I stedet vand, vind i fyrretoppene, og en gang imellem et skarpt skrig fra en fugl højt oppe. Du står stille og mærker, hvordan dine egne skuldre falder ned, uden at du beder dem om det.

Heroppe er skoven tæt og stille. Det eneste du hører er vand og vind i fyrretoppene. Hvis du er heldig — og stille — ser du dem på skrænterne: spanske stenbukke, cabra montés, med deres svungne horn, der står helt ubevægelige på umulige afsatser og kigger ned på dig. De var næsten udryddet her engang. Nu er der tusinder. De bevæger sig kun, når de vil, og de vil sjældent.

De har levet her længere end vejen, længere end borgene, længere end navnene på floderne. Da resten af parkens dyr var ved at blive skudt væk i forrige århundrede, var det — så paradoksalt det lyder — jagtreservatet, der reddede dem: et fredet område fra 1960, hvor kun de færreste måtte skyde, og hvor bestanden fik lov at vokse igen. I dag er der tusinder. Du ser dem stå på afsatser, hvor ingen rovdyr kan nå dem, og tygge drøv med den ro, der følger af aldrig at have travlt.

Foto: Falk2 (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Foto: Audalix (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Río Borosa — kløften med det klare vand

Tilbage forbi Empalme del Valle og nordpå langs floden ender du ved Torre del Vinagre — et gammelt jagthus der nu er besøgscenter, og udgangspunktet for parkens berømteste vandretur: Río Borosa. Du behøver ikke gå hele turen. Men du skal gå det første stykke, for det er her parken viser sig fra sin smukkeste side.

Stien følger floden opstrøms, og efter en lille halv time når du Cerrada de Elías — en kløft så smal, at de har bygget en træplankesti hængende ud over vandet, hvor klipperne presser sig sammen. Under dig løber Borosa, og vandet er ikke bare klart — det er usynligt. Du ser stenene på bunden, ørrederne, sandkornene, som om der ikke var vand overhovedet, kun en forstørrelsesrude. Lyden fylder kløften. Køligheden slår op mod dit ansigt.

Folk taler dæmpet herinde. Ikke fordi der er et skilt, der beder om det, men fordi stedet selv kræver det. En far løfter sit barn op, så det kan se ned i vandet. To ældre vandrere i slidte støvler står helt stille og kigger, som om de aldrig har set det før — selvom de sikkert har gået her hundrede gange. Vandet, klippen og lyset gør det ved folk.

Foto: Antonio Esteban (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Cerrada de Elías. Træplankerne hænger ud over vandet hvor klipperne klemmer sig sammen. Vandet er ikke bare klart — det er usynligt. Du ser hver sten på bunden.

Den fulde tur fortsætter langt opad — forbi vandfald, gennem to tunneller hugget ind i klippen, helt op til en bjergsø og et lille vandkraftværk. Det er en hel dag. Men selv hvis du kun går til Cerrada de Elías og tilbage, har du set hvorfor folk kommer hertil fra hele Spanien. Vand, klippe, fyrreskov og stilhed, sat sammen i præcis det rigtige forhold.

Foto: Jesús Alenda (CC BY 2.0) via Wikimedia Commons

Río Borosa nedstrøms. Ørreder står stille mod strømmen. Køligheden slår op fra vandet selv på en hed dag.

"Floden blev født foran dine øjne. Nu skal du følge den nedstrøms — og se hvad mennesker har bygget langs den."

De første kilometer — flodstranden ved Coto Ríos

Fra Torre del Vinagre følger du floden nordpå. Vejen er smal og snoet og holder sig tæt til Guadalquivir, der nu er bredere, roligere, voksende for hver tilløbsbæk. Efter få kilometer ruller du gennem Coto Ríos — en lille bjerglandsby midt i parken, hvor floden samler sig i klare bassiner mellem fyrretræerne. Det er her parkens flodstrande ligger: dybe stille pøle med kølig grus og skygge, hvor man kan gå i.

Vandet er koldt — det kommer ned fra bjerget — og klart hele vejen til bunden. På en hed dag er kontrasten hele pointen: den varme klippe under fødderne, det iskolde vand om benene. En familie har bredt et tæppe ud i skyggen. En mand står til livet i vandet og kigger op mod klipperne, helt stille, som om han har glemt at han skulle noget. Måske har han.

Parkens berømteste badested, Charco del Aceite — "Oliepølen", efter det silkeagtige skær vandet får i eftermiddagssolen — ligger ikke på denne vej, men ovre i parkens vestlige dal, Sierra de las Villas, og nås ad A-6202. Det er en sidetur værd at kende, hvis du har en dag i overskud. Men flodstrandene her ved Coto Ríos giver dig den samme følelse, uden omvejen.

Foto: Nievesmolinadelafuente (CC BY-SA 3.0) via Wikimedia Commons

Guadalquivir samler sig i dybe, klare pøle. Den varme klippe, det kølige bjergvand, skyggen under fyrretræerne — parkens flodstrande ved Coto Ríos.

Forbi Coto Ríos snævrer dalen ind igen, og vejen får floden helt tæt på — så tæt, at du ser ned i den, mens du kører: grønt vand over lyse sten, en hejre, der letter, en fisker langt nede ved bredden med sin stang i en blød bue. Det er den slags strækning, hvor du ville ønske, at der var et sted at holde ind for hver kilometer.

De 30 km langs Embalse del Tranco

Lidt længere fremme holder dalen op med at være en dal og bliver til en sø. Embalse del Tranco — et reservoir, hvis dæmning blev påbegyndt i 1929 og søen fyldt i 1948, da Guadalquivir blev dæmmet op her for at vande Andalusiens marker langt mod vest. Det er kæmpestort, fingret ind mellem bjergene, og vandet er en dyb blågrøn, der skifter med lyset. Vejen — stadig A-319 — følger den østlige bred kilometer efter kilometer, og det er en af de smukkeste strækninger på hele turen.

Vejen kysser bredden. Til den ene side: vandet, blankt, med bjergene spejlet i det på en vindstille morgen. Til den anden side: fyrreskov og klippe, der rejser sig lodret. Du kører langsomt, ikke fordi du skal, men fordi du ikke vil have det til at holde op. Hver bugt åbner en ny udsigt. Asfalten snor sig med kysten, ind og ud af hver lille fjord, og du opdager at du har sænket farten til det halve uden at bemærke det.

Reservoiret er fingret ud i bjergene som en hånd med tyve fingre, og hver gang vejen runder en pynt, tror du, at du er ved enden — og så åbner endnu en arm af vand sig blå og stille mellem skråningerne. Fiskehejrer står ubevægelige på de lave bredder. En enkelt lille båd ligger og driver derude, alt for langt væk til at du kan se, om der er nogen i den.

Det var her ved Tranco, at Spaniens største naturformidler, Félix Rodríguez de la Fuente, optog nogle af sine mest berømte tv-scener i 1970'erne — gribbe, stenbukke, brølende hjorte. Om efteråret fyldes dalene stadig af la berrea: kronhjortenes parringsbrøl, en dyb, hæs lyd, der ruller mellem bjergsiderne ved daggry og skumring. Hører du den én gang, glemmer du den aldrig.

Foto: Andy Morffew (CC BY 2.0) via Wikimedia Commons

Kronhjort i brunst. Om efteråret ruller la berrea — parringsbrølet — mellem bjergsiderne ved daggry. Det var her ved Tranco, Félix filmede det for et helt lands tv-skærme.

Foto: Veinticuatro de Jahén (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Embalse del Tranco. Vejen kysser bredden i tredive kilometer. På en vindstille morgen står hele bjerget spejlet i vandet.

Midt i søen ligger en ø: Isla de Bujaraiza, med ruinen af en gammel maurisk borg på toppen. Da dalen blev oversvømmet, blev den lille landsby Bujaraiza dækket af vand — husene, markerne, det hele ligger nu på bunden af reservoiret. Kun borgen på bakketoppen stak op over vandlinjen og blev til en ø. Når vandstanden er lav om sommeren, dukker mere af det gamle land op igen. En udsigtsplatform langs vejen kigger lige ud på den.

Foto: H92jijas (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Foto: Carmen Sanz Cabedo (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Op til Hornos og videre til Segura

Ved nordenden af reservoiret begynder vejen at klatre igen, og pludselig ser du den: Hornos de Segura, en hvid by stablet på en klippespids, der stikker ud over vandet som en skibsstævn. Du kan dreje op til den — gaderne er stejle og smalle, og fra kanten af byen er der en udsigt ned over hele reservoiret og halvdelen af parken. Det er den slags udsigt, hvor du holder vejret et øjeblik.

Fra Hornos snor de sidste kilometer sig opad gennem olivenlunde — for selv heroppe i bjergene vokser oliventræerne, terrasse på terrasse, op ad de stejle skråninger. Det er Sierra de Segura, et af de højeste olivenolie-distrikter i verden, med sit eget kvalitetsstempel. Og over det hele, øverst på den højeste spids, ligger målet for hele turen.

De sidste sving op mod Segura er nogle af de stejleste på hele ruten. Vejen klamrer sig til bjergsiden, oliventerrasserne falder væk under dig i trin efter trin, og hver gang du tror, du er på toppen, er der endnu en bakkekam. Og så, pludselig, fylder borgens firkantede tårn hele forruden.

Foto: EventusBonus (CC BY-SA 3.0) via Wikimedia Commons

Hornos de Segura. Hvide huse og kirketårnet stablet højt oppe i bjergene, med Sierra-tinderne bag og olivenlunde ned ad dalsiderne.

Segura de la Sierra — borgen på spidsen

Segura de la Sierra sidder 1.100 meter oppe, en hvid by der vikler sig om foden af en klippe, kronet af Castillo de Segura — en maurisk borg, der har vogtet det her hjørne af bjergene i over tusind år. Du ser den længe før du når den. Den sidste vej derop er stejl og snoet, og borgens firkantede tårn vokser i forruden, til det fylder det hele. Når du parkerer og går de sidste meter, står du på toppen af alting.

Herfra kan du på en klar dag se hele vejen — fyrreskoven du kørte igennem, reservoiret der blinker, olivenhavet der breder sig ud mod vest og fortsætter til horisonten. Det er det perfekte sted at afslutte, for du ser hele turen på én gang: renæssancen, vildmarken og olivenolien, alt sammen lagt ud under dig som et kort. Maurerne valgte ikke spidsen tilfældigt. Herfra kunne de se en fjende komme tre dage før han ankom.

Gå en runde i den lille by under borgen. Gaderne er stejle og hvide, blomsterkrukker hænger på murene, og en gammel kone fejer trappen foran sit hus med en kost lavet af kviste. Hun kigger op, siger noget på en dialekt du ikke helt fanger, og smiler. Du smiler tilbage. Det er nok. I en by på toppen af et bjerg, hvor turistbusserne aldrig når op, er en fremmed stadig en lille begivenhed.

Foto: PMRMaeyaert (CC BY-SA 4.0) via Wikimedia Commons

Fra Segura de la Sierra. På en klar dag ser du hele turen på én gang: skoven, reservoiret og olivenhavet, der fortsætter til horisonten.

Byen har stadig sit gamle arabiske bad bevaret nede i en kælder — tre hvælvede rum, hvor maurerne badede for tusind år siden. Og den var hjemby for slægten Manrique, hvis søn Jorge Manrique skrev et af spansk litteraturs mest elskede digte i 1400-tallet — en klagesang over sin døde far, der begynder med billedet af vores liv som floder, der løber ud i havet, som er døden. Han kendte godt en flod der startede som en kilde i de her bjerge. Måske tænkte han på den.

Du har kørt godt 200 kilometer fra en honninggul renæssanceplads, op gennem 60 millioner oliventræer, ind i Spaniens største naturpark, forbi en flod der blev født foran dine øjne, langs et reservoir der gemmer en landsby, og helt op til en borg på en spids. Du har set Andalusien, som ingen turistbus viser den: ikke flamenco og strand, men skov, klippe, gribbe og den klareste flod du nogensinde har kigget ned i.

Skandinaver tror Jaén bare er oliven, og at Andalusien bare er sol og kyst. Cazorla beviste det modsatte: et bjerg-vildnis så stort, at floden der definerer hele Sydspanien, kun er en bæk, når den forlader det.

"Floden der bærer skibe under Sevillas tårne er kun en bæk, når den forlader Cazorla. Nu ved du hvor Sydspanien begynder."