Picos de Europa — den grønne sten

De første kilometer — ud af Bilbao

Du starter ved Guggenheim. Det er ikke en cliché — det er bare nemmest. P-huset under museet har plads, du finder kort vejen ud mod motorvejen, og Frank Gehrys titaniumbølge står i ryggen mens du kører nordpå mod Atlanten. I 1997 var Bilbao en sortgrå industriby. I 2026 er den blevet et eksempel man underviser i: hvordan ét hus reddede en by. Det er den her vej, du forlader den ad.

Naotake Murayama · CC BY 2.0

Guggenheim Bilbao. Titanium-skæl der ændrer farve med vejret. 24.000 m² udstilling i et hus der ligner en stranding.

Du tager A-8 sydvest for byen og drejer af mod kysten ved Pobeña — gammel mineby hvor jernmalmen blev læsset i hundrede år. Playa de La Arena ligger lige der: bred sandstrand, klipper i begge ender, Atlanten der rammer hårdere end Middelhavet nogensinde har gjort det. Tag skoene af. Det er et godt sted at indstille kroppen til at Spanien lugter af tang og eucalyptus, ikke af sol og sandaler.

Fra Pobeña følger du N-634 — den gamle landevej. Motorvejen A-8 er hurtigere. N-634 er langsommere, kurvet, har hver landsby. Det er den her du skal køre. Det er Camino del Norte — den nordlige Jakobsvej. Munke gik denne rute i 900-tallet fordi sydruten lå maurisk. Du kører bogstaveligt parallelt med pilgrimmenes muslingeskaller på asfalten.

N-634 er en 2-spors landevej uden midterstribe de fleste steder. Hastighed: 70-80 km/t i bunden af landsbyer, 90 udenfor. Du bremser hyppigt — for landsbyer, for traktor, for en gammel mand der trækker fårene over. Tempoet er en del af oplevelsen. På AP-8/A-8 motorvejen til samme afstand bruger du 1 time mindre. Det er ikke værd at spare. Den her vej har stoplys ved kirker og fart-stødere midt i markerne. Det er sådan Atlanten lyder under hjulene.

De 30 km mellem Pobeña og Castro Urdiales

Vejen drejer indover lidt — kysten er for stejl til at følges direkte. Du passerer Sopelana, hvor flysch-klipperne fra det baskiske kvartal fortsætter ind i Cantabrien. Brænding du ikke kan se, men hører. I luften: eucalyptus. Træerne blev plantet i 1900-tallet til papirmasse, og nu fylder de hele kysten. De skifter ikke blade. De lugter af medicinskab i sommervarme.

egizu · CC BY 2.0

Flysch-lagene fortsætter ind i Cantabrien. 60 millioner år geologi vippet 90 grader op af pladetektonik. Atlanten kører videre med arbejdet.

Ved siden af vejen — Sonabia. Playa de Valdearenas. En vild strand klemt ind under en lodret klint, hvor griffon-gribbe cirkler over toppen. Du parkerer ovenpå og går ned. Få mennesker. Det er ikke den slags strand der har stjerner i guidebogen. Det er den slags der får din krop til at huske at vand er stort.

Et par km senere ligger Castro Urdiales. Stop her. Det er ikke til forhandling.

Coralma · CC0

Santa María de la Asunción. Påbegyndt 1212, en af de første gotiske kirker i Nordspanien. Den står direkte over havet.

Castro Urdiales — gotik og en romersk fyr

Romerne kaldte byen Flaviobriga og grundlagde den i år 74. Den gotiske kirke Santa María de la Asunción blev påbegyndt 1212. Den står ude på en odde, direkte over Atlanten, med middelalderborgen og en romersk fyr — Faro de Santa Ana — der stadig brænder. Faret er bygget om så det fungerer som broparapet. Du står på en bro, og du kører bogstaveligt over romersk byggesten der har båret last i 1.950 år. Det er en af de få steder i Europa hvor det stadig sker.

I havnen ligger fiskerbåde. Det er en arbejdshavn — ikke en marina. Pintxos serveres i barerne langs Calle Ardigales: kammuslinger, ankjos, tortilla. Spis stående. Pintxos er ikke tapas, de er små færdige måltider, og du peger mod disken. Du bliver mæt af tre stykker.

De 60 km vestpå — Laredo, Santoña, Noja

N-634 fortsætter vestpå. Du passerer Laredo — gammel hvalfangerby — med 5 kilometer sandstrand der bare bliver ved. Santoña er anchovis-hovedstaden. Lugten rammer dig før skiltet: salt, fisk, fabrikker hvor man stadig pakker ankjos i hånden. Det er ikke en charmerende lugt. Det er en arbejdslugt. Stop alligevel — en dåse Santoña-ankjos koster langt mere fra et godt salteri end fra supermarkedet. De er forskellige fødevarer. Du ved det først når du har smagt dem.

Mellem Santoña og Noja ligger marskland — Marismas de Santoña, beskyttet våd­område, gæs i tusindtal om vinteren. Et menneske du ser her: en mand i waders med en bambusstang, fisker fra molen, ryger en sort cigaret. Han hilser ikke. Det er fint.

Du krydser Asón-flodens munding ved Colindres og fortsætter langs kysten via Bareyo og Ajo. Vejen drejer indover ved Santander-omegnens østside — du kunne tage motorvejen rundt, men hvis du har tid: kør gennem Pedreña hvor Severiano Ballesteros voksede op (hans far var golfcaddy, han lærte at slå bolde på stranden med en jernhåndtag fra en garden-rake). Det er den slags detalje der gør en kørsel til en historie i stedet for en transport.

Marismas de Santoña-naturreservatet ligger på din venstre — 6.700 hektar marsk og dyndbanker, beskyttet siden 1992. Om vinteren kommer skestork, hjejle og lavbenede gæs hertil i tusindtal. Om sommeren: gravand over luften, høj sø, tom himmel. Du parkerer 5 minutter ved Observatorio de Santoña, går ud på trædæktet, og du står stille. Ingen taler. Det er sjældent på en spansk kyst.

Bareyo til Pedreña er 19 km kurvet kystlandevej. Du passerer en kirke fra 1100-tallet (San Pedro de Bareyo, romansk, tre apsider — meste lukket undtagen søndag), en tankstation hvor du betaler i kontanter, og et område hvor kvæget står på vejen. Tudanca-kvæget igen — det samme du møder i bjergene i morgen. Du har set Spanien fra havsiden hele dagen. I morgen vender det.

Detour: Santillana del Mar — den falske hav-by

Inden Santander tager du en omvej. Santillana del Mar ligger 4 km fra kysten — paradokset er bygget ind i navnet. "Hellige Juliana ved havet". Der er ingen hav. Den har aldrig været havby. Sartre kaldte den "le plus joli village d'Espagne" — Spaniens smukkeste landsby. Du parkerer udenfor murene. Du går ind. Du tager hatten af.

Luis Fermín Turiel Peredo · CC BY-SA 4.0

Santillana del Mar. Brosten der ikke har ændret sig siden 1500-tallet. Ingen elledninger over jorden — det er regel.

Colegiata de Santa Juliana er fra 1100-tallet — romansk, kvadratiske søjler, kreuzgang med 42 buer. Indenfor: et stenrelief af Den hellige Juliana der træder djævelen ned. Hun blev myrdet i Nikomedia år 304. Hendes relikvier kom hertil over 700 år senere. Byen blev til omkring hende. Det er den ældste form for byplanlægning: en kirke, en helligdom, en by der voksede ind mod den.

2 kilometer vest — Altamira. Originalen er lukket. Du får lov ind én fredag om måneden ved lodtrækning, 5 personer. Resten må nøjes med Neocueva — en præcis 1:1-replika i besøgscentret. Lyder kedeligt. Det er det ikke. Bisonerne på loftet er 36.000 år gamle. Replika eller ej — du står under dem, og du forstår hvorfor moderne arkæologer brugte 100 år på at tro de var falske. Det er for moderne. Det er for godt.

José-Manuel Benito · Public Domain

Loftet i Altamira. Da Marcelino Sanz de Sautuola viste maleriet i 1880, blev han kaldt en svindler. Han døde i skam. Først i 1902 anerkendte arkæologien at han havde haft ret.

De sidste kilometer — Santander

Tilbage på N-634 og videre vestpå. Santander dukker op. Det er Cantabriens hovedstad — 170.000 indbyggere, palads-by ved en stor bugt. El Sardinero er stranden hvor de spanske konger holdt sommerferie i 1900-tallet. Surfere drikker café con leche med våddragten halvt nede. Magdalena-palæet står for enden af odden. Du skal ikke besøge det. Du skal se det udefra og forstå at det her er en by som har vidst hvad luksus var i lang tid.

Lontrav · CC BY-SA 3.0 ES

El Sardinero. Kongerne badede her omkring 1900. Surferne har overtaget i dag.

I aften: Plaza Cañadío for pintxos og en Albariño. Eller Calle Hernán Cortés for noget mere stille. Du sover godt — det er den våde luft, det er den dybe trækvejret, det er det at du har kørt 195 kilometer med Atlanten på højre hånd hele dagen. I morgen drejer du sydpå. Vejen bliver smal. Klippevæggene lukker sig.

"I morgen kører du ind i en revne i jorden — og opdager at solen kun rammer asfalten kl. 13."

A-67 sydpå — så N-634 vestpå mod Unquera

Du tager A-67 sydpå fra Santander til Torrelavega. Motorvej, hurtigt — den her strækning fortjener ikke at blive trukket ud. Ved Torrelavega drejer du vestpå ad N-634. 90 km kyst-bagland med eucalyptus, små industribyer, kvæg på engene. Du krydser to floder du ikke husker, og du nærmer dig Unquera — landsbyen hvor Cantabrien møder Asturien, og hvor Rio Deva munder ud i Atlanten.

Undervejs passerer du Comillas — en lille by med et stort Gaudí. El Capricho blev tegnet i 1883-85 og er en af kun tre Gaudí-bygninger uden for Catalonien. Den ligner ikke det han er kendt for — ingen smeltende facader, ingen mosaikker. Bare en tegldækket sommervilla med en cylindrisk minaret-agtigt tårn. Stop hvis du har 30 minutter. San Vicente de la Barquera kommer 12 km senere — middelalderborg over havnen, Maria-kirken på toppen. Begge byer ligger på den gamle N-634 og betyder ingenting for tempoet.

Ved Unquera drejer du venstre. N-621 begynder. Vejen er stadig bred. Du forstår endnu ikke hvad du kører ind i. Det er det der gør det godt.

Desfiladero de la Hermida — 21 km i en revne

Efter 5 kilometer skifter alt. Bjergvæggene lukker sig. Højden over dig fordobles, så firedobles. Du er ikke længere i et landskab — du er i en sprække. Desfiladero de la Hermida er Spaniens længste kløft. 21 kilometer. Kalkstensvægge op til 600 meter. Rio Deva i bunden, slidende videre på en revne den har skåret over 65 millioner år.

Emilio Gómez Fernández · CC BY-SA 4.0

Mirador de Santa Catalina. Du ser ned. Rio Deva ligner en sølvtråd. Vejen er knap synlig — bare en streg ind i revnen.

Vejen blev anlagt i 1863. Før det var der ingen kørsel mellem kyst og bjerg her — folk gik. 175 sving på 27,7 km. Smal — der hvor to lastbiler mødes, er en holder stille. Asfalten er ny, men linjeføringen er 160 år gammel. Det mærker du. Du kører ikke som arkitekt — du kører som ingeniør der fandt den eneste vej mellem to klippevægge.

Rytmen er skarpt-blødt-skarpt. Et 90-graders sving om en udskydende klippe, så 300 meter ret vej i halvskygge, så endnu et sving der lukker udsigten helt indtil du er igennem det. Vejen er smallere end den danske statsvejnorm — 5,4 meter mod hjemmets 6,5 — og uden midterstribe på de fleste stykker. Du kører 30-40 km/t. Mere end det er hovmod. Mindre er normal kørsel.

Temperaturen falder. Mærkbart. Kløftens skygge holder solen ude det meste af dagen — 6-8 grader koldere end ved kysten på 5 km køreafstand. Lugten skifter også: fra eucalyptus til bøg — haya. Om efteråret: nedfaldne bøgeblade, sød rådnen. Du hører din egen motor bagfra. Ekkoet i sprækken er så tæt at lyden falder fra dig og kommer tilbage.

Midtvejs i kløften ligger landsbyen La Hermida — 12 fastboende, et termalbad, et forladt kurhotel fra 1800-tallet. Bilerne er fastlåst i fart her: vejen er smal, husene står tæt, og du må slå tid ihjel i 5 minutter. Det er ikke et stop. Det er en pause man ikke vælger.

5 km før kløftens slutning ligger Lebeña — Santa María de Lebeña, en mozarabisk kirke fra 924 e.Kr. Den ligger ude i en sidedal til højre. Det er en af de ældste kirker i Nordspanien. Bygget af kristne håndværkere der havde lært stilen fra maurerne. Hesteskobuer. Et tusindårigt taxus-træ ved siden af — som vidne der har set vejen blive til.

Indenfor: et lille stenalter med et celtisk solkors hugget direkte ind i den underliggende klippe — fundet af arkæologer i 1973 da man løftede gulvet. Kristne i 900-tallet byggede en kirke ovenpå en hedensk helligdom der allerede var 1.500 år gammel. Det er den slags sted hvor du ikke ved hvad du står ovenpå. Ingen forklarer det. Et lille skilt på spansk siger det, og du finder det kun hvis du leder.

Potes — fire floder og en træsplint fra Jesus

Kløften åbner sig pludseligt. Du er ude. Potes ligger her: middelalderby ved sammenløbet af fire floder (Deva, Quiviesa, Bullón, Buyón). Torre del Infantado fra 1300-tallet, brosten der ikke har ændret sig i 700 år, og en mandag-marked der har været holdt på samme plads siden 1300-tallet.

3 km vest for byen ligger Santo Toribio de Liébana — et kloster som de fleste ikke har hørt om, men som er et af kun fem steder i hele kristenheden med Año Jubilar (jubilæumsår). De andre er Rom, Jerusalem, Santiago de Compostela og Caravaca de la Cruz. Hvorfor netop her? Klostret huser Lignum Crucis — den største kendte træsplint fra Jesu kors efter Vatikanets accept. Forskerne har dateret træet til 1. århundrede. Det er ikke afvist som forfalskning. Det er rigtigt gammelt træ, og det kom hertil med munke der ville gemme det fra maurerne i 700-tallet.

I Potes selv: køb orujo — den galicisk-cantabriske grappa. Eller en lille flaske Cocido lebaniego-krydderi, hvis du har et hjem at lave det i bagefter. Det er en kikært-gryderet med chorizo, morcilla og pølser fra Liébana-fårene. Du finder det på menukortet i hver kro. Spis det med en glas Rioja.

De sidste 23 km — CA-185 til Fuente Dé

Fra Potes går CA-185 vestpå. Vejen er bredere end Hermida — det er en åben bjergdal med kvæg på engene. Stigning skarpere mod slutningen. På din venstre side: Liébana-dalen, hyldemarker, ko-klokker fra Tudanca-racen (rødbrune, lokal kvægrace). Om efteråret: bøgeskov der skifter til rust og guld. Saja-Besaya kalder de farverne i det område.

LBM1948 · CC BY-SA 4.0

Bøg om efteråret. I to uger i oktober ser hele dalen sådan ud.

Vejen ender. Du står ved Fuente Dé — en bjergcirque omgivet af lodrette kalkstensvægge. 1.070 meter højde. Kabelbanen står foran dig. Du tager den. Det er ikke til forhandling.

Fuente Dé kabelbane — 753 meter på 4 minutter

El Cable blev åbnet i 1966. Den hejser dig fra 1.070 m til 1.823 m — 753 meter lodret stigning på 4 minutter. Vægge af klippe så tæt på vinduerne du kan se laven gro. Det er ikke en serenade — det er nærmest en elevator-tur op gennem fjeldet. Du står sammen med 19 andre. Du holder vejret af gangerne. Ingen siger noget.

Juan Fernández · CC BY-SA 2.0

Kabelbanen klatrer. Du ser klippevæggen 50 cm fra ruden. Det er ikke en metafor — det er bogstaveligt så tæt.

Oppe: stationen El Cable, en restaurant, en udsigtsplatform og ingenting derudover. Bare sten, geder, himmel. Du går 20 minutter til Mirador del Cable — udsigten ud over hele Picos-massivet. Hvis vejret er klart, ser du Naranjo de Bulnes — Picos' ikoniske 2.519 m kalkstenstand som rejser sig som en orange tand mod himlen. Hvis vejret ikke er klart, ser du tåge. Begge er rigtige Picos.

Carlos Delgado · CC BY-SA 4.0

Picos-toppene over Fuente Dé. Det er kalksten, ikke granit — og det er derfor de er hvide.

Nede igen. Du går tilbage til bilen. Du står på parkeringspladsen. Tudanca-kvæget kommer forbi — ko-klokkerne du har hørt hele dagen kommer endelig nært. En hyrde med en spansk mastiff i hælene. Hunden er 70 kg, brun, rolig. Den ser dig. Den interesserer sig ikke. Den er på arbejde.

Du sover i Fuente Dé på Parador de Fuente Dé eller i Potes (lille kro, billigere). I morgen kører du videre vest — gennem en kløft til, ad en vej Vuelta a España har gjort berømt, op til to glacialsøer hvor Reconquistaen startede med 300 mand mod tusind.

"I morgen klatrer du en bjergside som Vuelta'en har klatret 22 gange siden 1983 — og finder ud af at køerne bremser hårdere end svingene."

Ned ad CA-185 og ind i Desfiladero de los Beyos

Du kører fra Fuente Dé tilbage til Potes ad CA-185. Det er en repetition — men i den modsatte retning ser dalen anderledes ud. Lyset rammer den anden side af bjergene nu. Ved Potes drejer du vestpå ad N-621 og fortsætter ikke tilbage gennem Hermida (den er nordpå). I stedet kører du gennem Desfiladero de los Beyos — Picos' anden store kløft.

Beyos er mindre kendt. Den er ligeså dramatisk. Faktisk er den officielt en af verdens smalleste køreklare kløfter. Vejen er hugget ind i klippen. Rio Sella i bunden. Tunneller. Korte vinduer hvor solen rammer. Hvor Hermida var en revne, er Beyos en passage — den åbner og lukker sig. Du kører i 70 minutter gennem den. Mobilen er stadig død.

Du kommer ud på den anden side. Du er i Asturien. Velkommen til Spaniens grønneste region.

Cangas de Onís — den første hovedstad

Cangas de Onís var Asturiens første hovedstad (722–774). I dag har den 6.500 indbyggere og en bro. Broen er pointen.

Zarateman · CC BY-SA 4.0

Puente Romano i Cangas. Faktisk middelalderlig (13. århundrede), bygget over romerske fundamenter. Det røde kors under buen er en kopi af Pelayos Cruz de la Victoria.

Broen kaldes "Romersk", men er teknisk set fra 1200-tallet — bygget over en romersk konstruktion. Under buen hænger et rødt kors — det er en kopi af Cruz de la Victoria, korset prins Pelayo angiveligt bar i slaget ved Covadonga. Originalen ligger i Oviedos katedral. Du ser den senere.

Fra Cangas er det 12 km til Covadonga-sanktuariet via AS-262. Du parkerer ved Estación de Servicio El Repelao hvis du planlægger at gå op til søerne (mere om det) — eller du fortsætter til Covadonga først.

Covadonga — hulen hvor Spanien begyndte

Slaget ved Covadonga, 722. Prins Pelayo med 300 mand mod (efter de kristne krøniker) 180.000 maurer. Tal som ingen tror på i dag — men terrænet er ægte: en flaskehals hvor en hær ikke kan udfolde sig. Pelayo trak maurerne ind i kløften, og klipperne gjorde resten. Det var den første kristne sejr på den iberiske halvø efter den arabiske erobring i 711. Reconquistaen, der varede 770 år, startede her — med én mand og en hule.

Den hellige hule — Santa Cueva — er hugget ind i siden af Mont Auseva. Indeni: statuen af La Santina — "slagets jomfru" — Asturiens skytshelgen. Vand drypper ned ad klipperne ved siden af. Folk fylder flasker. Det er rituelt, ikke turistisk. En sortklædt dame velsigner sig. En mand i tweed-jakke står stille.

Ivancarmonab · CC BY-SA 3.0 ES

Santa Cueva. Vandet drypper. Stearinlys. La Santina ser ned. Du forstår hvorfor en hule er bedre end en katedral.

Ved siden af: basilikaen — lyserød-grå neoromansk fra 1901. Den er ikke gammel. Den er fra industrierhvervens tid. Men den står godt — dramatisk facade mod bjergvæggen. Statue af Don Pelayo med sværdet hævet på pladsen foran. Pilgrimme. Spanske skoleklasser. Tre nuns i samtale.

CO-4 op til søerne — 12 km Vuelta-bjergvej

Fra basilikaen går CO-4 sydpå. 12 kilometer kontinuerlig stigning. Gennemsnit 7,2%. Top 15%. Få egentlige hårnålesving — det er en kontinuerlig stigning der bare bliver ved og ved. Vuelta a España har brugt vejen 22 gange siden 1983. Det er Spaniens svar på Alpe d'Huez — bare uden de elegante zigzag-sving.

VIGTIGT: Adgang for private biler er lukket april–oktober kl. 8:30–20. Du skal med shuttlebussen fra Cangas de Onís eller fra parkeringspladsen El Repelao. Resten af året er vejen åben. Hvis du kommer i juli er det shuttle. Du står sammen med 20 andre. Bussen klatrer. Du klatrer med den.

Sving for sving stiger du. Kvæg på vejen — du bremser for ko, ikke for sving. Træerne aftager. Engene tager over. Tåge ruller ind. Tåge ruller ud. Vejret skifter to gange på 12 kilometer.

De første 6 km er gennem skov — AS-262 har skyggen, asfalten er våd hele året, du hører dryp fra blade når du ruller vinduet ned. De næste 4 km åbner sig — du er over trægrænsen, og blæsten rammer pludselig bilen sidelæns. De sidste 2 km er det vildeste — 4 hårnålesving i træk på 15% gennemsnit, hvor du bytter mellem første og anden gear som en metronom. Oppe: stilhed. Køerne. Kalkstenen. Du parkerer og kan ikke høre andet end vinden i græs.

Lagos de Covadonga — glacialsøer i 1.100 meter

Du er oppe. To søer ligger her: Lago Enol og Lago Ercina. Begge glacialsøer, dannet i sidste istid. 1.100 meter højde. Kvæg græsser frit på engene mellem dem. Køerne kender turisterne. De ser ikke op.

Pelayo Alonso Huerta · CC BY-SA 4.0

Lago Enol. Det her er ikke fotoshop. Det er lyset, sneresterne i baggrunden og det at du er 1.100 meter over havet.

Spejlingen i Lago Ercina på en stille morgen er den slags der får turisterne til at hviske. Det er ikke stor. Det er ikke spektakulært. Det er bare præcist det rigtige forhold mellem himmel, vand, klippe og græs. Et sted hvor en ko og en sø deler scenen på lige fod.

Angelrtz · CC BY-SA 4.0

Lago Ercina. Tåge ruller ind på 10 minutter. Du ser køerne forsvinde i grå.

Du går rundt om Ercina (40 minutter, fladt). Eller du sidder. Du gør ingen ting. Du tager shuttlen ned igen.

De sidste 75 km — N-634 vest mod Oviedo

Tilbage i Cangas tager du N-634 vest. 75 km til Oviedo. Vejen følger Asturiens hjerteslag — Villaviciosa-egnen — hvor Spaniens æbleavl ligger koncentreret. 80% af Spaniens cider kommer herfra. I maj: æbleblomster, en duft du smelter med vinduet nede. Resten af året: lugten af gæring fra llagares (cider-værksteder).

Og regnen. Orbayu kalder asturianerne den — sidelens-finregn der ikke kommer ned, men driver i luften. Selv i juli har Asturien dage med orbayu. Du kører gennem den. Det er ikke ubehagelig — det er klima.

Oviedo — sidra og en bygning fra 842

Oviedo dukker op. Asturiens hovedstad — 220.000 mennesker, langt fra kysten, høj på en bakke. Du parkerer i centrum. Du går til Calle Gascona — "Boulevard de la Sidra". 12+ sidrerías side om side. Du går ind i én. Du peger på menukortet.

Cideren kommer. Med den: en escanciador — den der hælder. Han holder flasken over hovedet med den ene hånd. Glasset ved hoften med den anden. Han hælder. Strømmen er en meter lang. Bobler dannes mod glaskanten. Du drikker culín — 100 ml — i én slurk før det dør. Det er ikke et trick. Det er fysik: cideren har lav CO2, ilten skal slå den til at vække. Du drikker den hurtigt fordi den hurtigt mister sjælen.

Hispalois · CC BY-SA 4.0

Escanciar. Flasken over hovedet, glasset ved hoften. En meter strøm. Du drikker culín — 100 ml — i én slurk før det dør.

Inden du sover: gå op til Monte Naranco — 4 km nord for centrum. På siden af bakken står Santa María del Naranco. Det er ikke en kirke (selvom navnet siger det) — det er et palads. Bygget i 842 e.Kr. af kong Ramiro I som sommerresidens. UNESCO-listet i 1985. Præ-romansk stil — bygget efter den arabiske erobring og før den romanske stil opstod i Frankrig.

Fernando · CC BY-SA 4.0

Santa María del Naranco. 842 e.Kr. Bygget som palads, ikke som kirke. UNESCO 1985. Den har stået i 1184 år.

Du står foran den. Kvadratiske buer, taghvælvinger, dekorative søjler du genkender fra arabisk håndværk. Det er en hybrid — kristen funktion, mauriskt formsprog, asturisk klima. Den her bygning er ældre end vikingebåden i Roskilde Fjord. Den står stadig. Solen rammer dens stenfacader hver dag.

Du sover i Oviedo. Plaza del Fontán har den gamle bydel — gader brolagt med trecientos-sten, markedet om lørdagen, og en café der serverer arroz con leche der smelter.

Du har kørt 430 kilometer fra et titaniumshus til en præ-romansk palads. Du har set Spaniens længste kløft. Du har bestiget en kabelbane 753 meter på 4 minutter. Du har drukket sidra fra en meters højde. Du har stået i hulen hvor Spanien begyndte.

Du har bevist hvad du ikke vidste: Spaniens grønneste hjørne ligger på nordkysten, det regner mere her end i Bergen, og kalkstenstoppe stiger 2.500 meter, 20 km fra Atlanten. Skandinaver tror Spanien er flad og solbrændt. Picos beviste modsatte.

"Spaniens grønneste region ligger på nordkysten. Det regner mere her end i Bergen. Og kalkstenen er hvid, ikke gul. Du vidste det ikke. Nu gør du."