Et amfiteater hugget ind i en klippe, så bølgerne slog ind bag gladiatorerne. Otte konger i alabast under én klosterhvælving. En flodmunding så flad at du ikke kan se hvor risen holder op og himlen begynder — og flamingoerne står midt i det hele.
3 etaper · ca. 335 km · Sitges → Tarragona → Poblet → Ebro-deltaet
Det her er kysten syd for Barcelona — Costa Daurada, "den gyldne kyst", opkaldt efter den fine lyse sand. Men vi kører ikke efter strandparasollerne. Vi kører efter det romerne efterlod, det munkene byggede, og det floden samlede op på sin vej mod havet. Vi starter i Sitges, hvor de hvide gyder klemmer sig sammen om en barokkirke på en klippe. Vi ender i Ebro-deltaet, hvor 21.000 hektar rismark spejler himlen og en hel verden af fugle holder til på den catalanske grænse mod Valencia.
Imellem ligger Tarraco — romernes hovedstad i det halve Spanien — og en sløjfe op i bakkerne til klostrene Poblet og Santes Creus, hvor kronerne fra middelalderens Aragón-Catalonien ligger begravet. Vejene skifter karakter tre gange: kystvejen C-31 med havet på den ene side, de smalle landeveje gennem Conca de Barberàs vinmarker, og til sidst nedstigningen gennem Priorats skiferbjerge til den vidåbne flade ved Ebro. Det er ikke ét Catalonien. Det er tre, lagt i forlængelse af hinanden.
C-31 + N-240 + T-710 · Costa Daurada
Costa Daurada — Tarraco, klosterruten og Ebro-deltaet
Sitges → Vilanova → Calafell → Altafulla → Tarragona · ca. 86 km
Kent Wang · CC BY 4.0 · Wikimedia Commons
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Sæsonlukning sker. En vej der var fin i juni kan være ufremkommelig i november — og Costa Daurada i juli er fyldt op til randen med spaniere på sommerferie, mens den i februar kan ligge næsten tom. Klostrene har deres egen rytme, og deltaets grusveje kan stå under vand efter regn.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
Du starter i en hvid by der dufter af salt og eukalyptus, og du ender ved et amfiteater hvor 6.000 mennesker engang sad og kiggede ned på sandet med Middelhavet som baggrundstæppe. Imellem ligger 86 kilometer kyst, en borg der står med fødderne i vandet, og en akvædukt romerne byggede for to tusind år siden — og som stadig står.
Du parkerer udenfor den gamle by — bilen kommer ikke ind i Sitges' kerne, gaderne er for smalle og for fyldte. Du går de sidste minutter til fods, ned mod havet, til du står ved foden af Sant Bartomeu i Santa Tecla — den barokke kirke fra 1700-tallet der står på sin egen lille klippe og deler stranden i to. Det er byens postkort. Det er også det første du ser når du kommer sejlende, og det var meningen: kirken skulle ses fra havet, fordi det var derfra både velsignelser og trusler kom.
Bag kirken begynder gyderne. Sitges er hvidt — kalket, klemt sammen, med bougainvillea der vælter ned ad murene i juni og en duft af salt og jasmin der sidder i de smalle stræder. I 1890'erne opdagede maleren Santiago Rusiñol byen, købte to fiskerhuse, slog dem sammen og fyldte dem med kunst og smedejern. Han kaldte stedet Cau Ferrat — "jernhulen" — og pludselig var Sitges Cataloniens kunstnerby. Modernismen, den catalanske art nouveau, fik sit sommerhus her. Du ser det i facaderne: bløde buer, blomster i flisemønstre, balkoner i kruset jern.
FrancisTyers · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Carrer de la Davallada. Hvide vægge, blå skygger, og en kølighed der falder over dig så snart du træder ind fra strandpromenadens sol.
En kvinde fejer trappestenen foran sin dør med en kost lavet af palmestrå. Hun gør det langsomt, metodisk, klokken er ti om morgenen og solen er endnu ikke kommet ned i gyden. Det er den slags hverdag der ligger under turistbyens overflade. Sitges er kendt for sit karneval, sin filmfestival og sin store homoseksuelle community — men klokken ti om morgenen er det bare en kvinde og en kost og en kat der ligger på en varm murkant.
Du finder vej ud af byen mod sydvest og rammer C-31, kystvejen. Den første strækning ud af Sitges er den smukkeste på hele etapen: vejen klamrer sig til klippen i Les Costes del Garraf, med havet langt nede til venstre og kalkstensbjerge der falder lodret ned mod vandet til højre. To spor, en del sving, og udsigtslommer hvor du kan trække ind. Toget løber på en hylde under dig — Barcelona-banen — og forsvinder ind og ud af tunneler i klippen.
De 30 km langs Garraf-kysten
Garraf-massivet er et stykke nøgen kalk. Ingen skov, kun lave buske, palmer og agaver, og en jord der er så hvid at den blænder midt på dagen. Det lugter af tør timian og af havet — den tunge, tangede lugt der hænger over vandet når det er varmt. Du kører forbi den lille strand Platja del Garraf med sine stribede badehuse, og forbi en bizar bygning oppe i bakken: Celler Güell, en vinkælder tegnet af en ung Antoni Gaudí i 1890'erne, med et tag der ligner et telt af sten.
Efter Garraf åbner landskabet sig. Du ruller ind i Vilanova i la Geltrú — en rigtig by, ikke en turistby, med en arbejdende fiskerihavn hvor bådene kommer ind sidst på eftermiddagen og sælger dagens fangst på auktion. Hvis du rammer det rigtige tidspunkt, lugter hele havnefronten af fisk og diesel og tovværk, og måger skriger over kasserne. Det er ikke pænt. Det er ægte. Vi kører ikke uden om det — vi kører hen til det.
Fra Vilanova følger vejen kysten gennem en perlerække af badebyer — Cunit, Calafell, Coma-ruga. Det er Cataloniens svar på den jyske vestkyst i juli: spaniere på sommerhusferie, strandparasoller i geled, isboder og lange lave huse. Smukt er det ikke altid. Men det er her halve Barcelona holder ferie, og der er en bestemt charme i en kyst der er bygget til lokale, ikke til udlændinge. Calafell har endda en lille genopbygget iberisk landsby — Ciutadella Ibèrica — oppe på bakken, fra tiden før romerne, før alt det vi skal se i dag.
Vejen flytter sig lidt væk fra vandet her, og du kører gennem et fladt landbrugsland med vingårde og artiskokmarker — Penedès-egnen er ikke langt mod nord, hvor det meste af verdens cava bliver lavet. Asfalten er jævn, trafikken tæt om sommeren, og du følger skiltene mod Torredembarra og Altafulla, hvor kysten bliver smuk igen.
Et stykke før Torredembarra ruller du forbi en jernbaneoverskæring hvor bommene er nede, og et regionaltog passerer langsomt med vinduerne fulde af badegæster på vej hjem. Cikadernes summen er konstant nu — den tørre, metalliske lyd der følger den catalanske sommer fra maj til oktober. Du ruller vinduet ned. Varm asfalt, fyrretræer, et fjernt pust af tang. Det er sådan kysten lugter når den ikke er på et postkort.
Cykel-mulighed: Hele kyststrækningen følges af Camí de Ronda-stier og af den nationale cykelrute langs Middelhavet. Men det stærkeste stykke for cyklen er ikke C-31 — det er det flade bagland mellem Torredembarra og Altafulla, hvor små asfalterede markveje løber mellem vingårde og ned til de stille strande ved Tamarit. Park bilen ved Altafulla, lej eller medbring cykel, og kør de få kilometer ned til borgen ved vandet og retur. Undgå hovedvejen — den er til biler.
Lige før Tarragona dukker noget op der får dig til at sætte farten ned. Ude i vandkanten, på en lille pynt med en strand på hver side, står en borg. Castell de Tamarit — en befæstning fra 1000-tallet, rejst af greverne af Barcelona som forsvar mod arabiske angreb fra søsiden. Den står stadig, privat ejet, med murene gående næsten direkte ned i Middelhavet. Stranden nedenfor, Platja de Tamarit, er en af de få på denne kyst hvor der ikke er bygget en husrække langs vandet.
Xavi Lopez (PerSona77) · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Castell de Tamarit. En borg med fødderne i Middelhavet, bygget mod fjender der kom sejlende. I dag kommer der kun badegæster.
Husk håndklædet.Platja de Tamarit er etapens bedste bad: fin sand, lavt klart vand, og borgen som kulisse for hele scenen. Vandet er køligt om foråret, lunt fra juli. Den lille pinjeskov bag stranden giver skygge når middagssolen bliver for hård. Det er den slags strand spanierne selv kører efter — ikke fordi den er berømt, men fordi den ikke er det.
Tarragona — byen romerne kaldte hovedstad
Du kommer ind i Tarragona nordfra, og det første du bør gøre er at dreje af mod akvædukten før du kører ind i byen. Pont del Diable — Djævlebroen — ligger i en lille pinjeskov to kilometer nord for centrum, og du kan parkere og gå derhen på få minutter. Det romerske navn er Aqüeducte de les Ferreres. To etager af buer, 217 meter lang, 27 meter på det højeste, bygget under kejser Augustus for at føre vand ned til byen. Den står som den blev bygget. Du kan gå hen over den øverste vandrende, præcis hvor vandet løb for to tusind år siden.
gpatgn · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Pont del Diable. To etager, 27 meter høj, bygget for at flytte vand. Kom tidligt om morgenen — så har du den for dig selv, og kun sten og stilhed omkring dig.
Sagnet: Hvorfor "Djævlebroen"? Den catalanske folkesaga siger at djævelen byggede den på én nat for at vinde en piges sjæl — hun havde lovet ham den første der drak af det nye vand. Men da broen stod færdig, sendte pigen en æsel hen som den første til at drikke. Djævelen byggede et romersk mesterværk og blev snydt af et æsel. Romerne, som faktisk byggede den, fik aldrig æren — middelalderen kunne ikke tro at mennesker stod bag.
Inde i byen parkerer du i nærheden af amfiteatret — der er en parkeringsplads ved selve anlægget. Og så står du der: et romersk amfiteater fra det 2. århundrede, gravet ind i skråningen ned mod havet, med plads til omkring 6.000 tilskuere. Bag arenaen ligger Middelhavet, åbent og blåt, helt ned til horisonten. Der findes ikke et andet amfiteater i den romerske verden med den udsigt. Gladiatorerne kæmpede med bølgerne som baggrund.
Det er ikke rekonstrueret. Det er bare der. Du går ned ad de samme trin som tilskuerne, og du ser midt i arenaen resterne af en kirke — for i år 259 blev byens biskop, Fructuosus, og to af hans diakoner brændt levende her foran publikum. Senere byggede de kristne en kirke præcis på det sted hvor han døde. Lag på lag på lag: hedensk arena, kristen martyrplads, middelalderkirke. Alt sammen i den samme skål af sten ned mod vandet.
Et amfiteater hvor bølgerne slog ind bag gladiatorerne. Tarraco var hovedstad i et område der dækkede det halve Spanien — og dette var byens udsigt.
Tarragona var Tarraco — romernes hovedstad i provinsen Hispania Citerior, senere kaldt Tarraconensis efter byen. Kejser Augustus selv boede her i to vintre, 26 og 25 før vor tidsregning, mens han førte krig mod stammerne i nord. Byen havde et circus til vognløb — 300 meter langt, og du kan stadig gå ned i de mørke hvælvinger under tribunerne — et forum, et provinstempel, og en bymur der er den ældste romerske mur uden for Italien selv. UNESCO satte hele Tarraco-komplekset på verdensarvslisten i år 2000.
En skoleklasse sidder på amfiteatrets øverste trin med deres lærer, der peger ned mod arenaen og fortæller. Børnene fniser, kigger på deres telefoner, kigger op igen. I to tusind år har børn siddet på de samme sten — nogle for at se gladiatorer dø, nogle for at høre en lærer fortælle om dem der gjorde. Stenene er ligeglade. De bærer begge dele.
Deosringas · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Voltes del Circ — hvælvingerne under det romerske væddeløbsbane. Her ventede vognene. Over dig ligger den moderne by oven på den antikke, lag på lag.
Du går op gennem den middelalderlige overby. Den romerske bymur — Murallas Romanas — kan du følge langs Passeig Arqueològic, en sti der løber i graven mellem den antikke mur og en senere fæstningsvold. Murene er op til seks meter tykke, og de nederste skifter er kæmpestore kvadre lagt af ibererne før romerne kom — du kan se overgangen i stenstørrelsen, hvor det iberiske bliver til det romerske. To civilisationer i den samme mur, igen.
Rafa Esteve · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons
Murallas Romanas. De nederste, største sten er iberiske — ældre end Rom. Romerne byggede ovenpå. Du kan se sømmen.
Til sidst går du ud på Balcó del Mediterrani — "Middelhavsbalkonen" — for enden af byens hovedstrøg, Rambla Nova. Det er en balustrade på kanten af klippen med hele havet bredt ud under dig. Lokale rører ved jerngelænderet for at få held; det kaldes tocar ferro, "at røre ved jern". Du ser ud over havnen, over Miracle-stranden lige under amfiteatret, og over den samme blå flade som romerske flåder sejlede ud på. Solen står lavt om eftermiddagen og lægger guld over vandet — det er sandt, at de kalder den Costa Daurada, den gyldne kyst.
Du står på balkonen. Bag dig: to tusind års sten. Foran dig: kun hav. Du rører ved jernet, sådan for en sikkerheds skyld.
— 86 km kørt. Salt i håret, oliven i næsen. I morgen vender du ryggen til havet og kører op i bakkerne. —
Du sover i Tarragona. Den gamle by har smalle gader, stentrapper og caféer på små pladser hvor lokale spiser sent. Prøv calçots hvis det er februar-marts — grillede forårsløg dyppet i romesco-sauce, en catalansk besættelse du spiser med fingrene og en hagesmæk på. Og hvil benene. I morgen handler det ikke om hav, men om munke, konger og mure.
Pause før etape 2
Du er i Tarragona. Romernes hovedstad.
Sov i den gamle by. Parkér ved amfiteatret — det er præcis her etape 2 begynder i morgen. Spis sent på Plaça del Fòrum, gå en aftentur langs murene, og hør hvor stille en to tusind år gammel by kan være efter mørkets frembrud.
Slut etape 1 · Parking Amfiteatre, Tarragona · 41.1156, 1.2585
"Romerne byggede en hovedstad med havet som udsigt. I morgen kører vi op til der hvor kongerne valgte at blive begravet — langt fra havet, oppe i stilheden."
Etape 2
Op i klosterbakkerne
Tarragona → Reus → Montblanc → Poblet · ca. 56 km
Wikimedia Commons · CC BY-SA
I dag vender du ryggen til havet. 56 kilometer op i bakkerne mod nordvest — gennem Gaudís fødeby, op til en middelalderby med komplette mure og et dragesagn, og til sidst ind ad en port hvor otte konger ligger og venter i alabast. Det er en kort etape. Den er ment til at blive kørt langsomt.
Du kører ud af Tarragona mod vest, og efter et kvarter ruller du ind i Reus — en by de fleste udlændinge kun kender som navnet på lufthavnen. Det er en fejl. Reus er Cataloniens næststørste by efter Barcelona historisk set, og den er fyldt med modernisme — den catalanske art nouveau. Grunden er enkel: i 1800-tallet blev Reus stenrig på brændevin, og de rige købmænd byggede prangende huse for at vise det.
De første kilometer ud af Tarragona er motorvejsagtige — industrikvarterer, et stort petrokemisk anlæg mod syd ved kysten, lastbiler. Lad dig ikke skuffe. Det varer kun et øjeblik, før vejen drejer indad og opad, og landskabet skifter fra beton til vinmarker. Catalonien gemmer ofte det smukke bag det grimme; du skal bare køre videre.
Og så er der drengen. Antoni Gaudí blev født i Reus i 1852 — eller måske i nabolandsbyen Riudoms, det skændes de stadig om. Byen har et Gaudí Centre på hovedpladsen, men ironisk nok står der ikke en eneste Gaudí-bygning i hans fødeby. Til gengæld står der noget af det fineste fra hans rival og lærer, Lluís Domènech i Montaner: Casa Navàs på Plaça del Mercadal, et af de bedst bevarede modernisme-huse i hele Spanien, med interiør intakt.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Institut Pere Mata i Reus — Domènech i Montaner byggede det som psykiatrisk hospital. Pavillonen var generalprøven på Hospital de Sant Pau i Barcelona.
Stop ved en bar på Plaça del Mercadal og bestil en vermut — Reus var i årtier verdens vermouth-hovedstad, og den lokale tradition med "at lave vermouth" (fer el vermut) klokken et om middagen, lige før frokost, lever stadig. En gammel mand sidder med sit glas, en oliven og en sodavandssifon foran sig, og læser avisen som om han har gjort det hver dag i fyrre år. Måske har han.
Gå en runde om Plaça del Mercadal og kig op. Facaderne er fyldt med detaljer der ikke giver mening fra gadeplan — keramiske blomster, smedejernsbalkoner formet som planter, mosaikker over vinduerne. Det er rigdom gjort til arkitektur, bygget af mænd der tjente formuer på brændevin og hasselnødder og ville have at hele byen kunne se det. Reus pranger, og den gør det godt.
De 25 km op gennem dalen til Montblanc
Fra Reus drejer du nordpå ad N-240 og T-742, og landskabet begynder at rejse sig. Du forlader kystsletten og kører op gennem en dal der bliver smallere og grønnere. Hasselnøddetræer — Reus var også engang centrum for verdens hasselnøddehandel — og vinmarker breder sig op ad skråningerne. Vejen snor sig forbi Alcover og La Riba, små stenlandsbyer hvor floden Francolí har skåret sig ned gennem rød sandsten.
Asfalten er smal og kurvet her, to spor uden midterstribe nogle steder, og du møder traktorer lige så ofte som biler. Det dufter af tør jord og af vinstokke om efteråret, og af våd sten når dalen har fået regn. Du klatrer langsomt op til Conca de Barberà — "Barberà-bækkenet" — en højtliggende slette omgivet af bakker, hvor vinen er det eneste der vokser så langt øjet rækker.
Halvvejs op standser du måske ved et vejkantskilt mod en lille bodega. En traktor holder på gårdspladsen, en hund løfter hovedet og lægger det igen, og en mand i blåt arbejdstøj fylder dunke med vin direkte fra en tank. Det er ikke en vinforretning. Det er bare sådan man køber vin her oppe — i løs vægt, fra den der lavede den. Conca de Barberà er ikke et brand. Det er et sted hvor folk lever af at lave vin.
Alberto-g-rovi · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Vinmarkerne i bakkerne. Conca de Barberà dyrker Trepat-druen — en drue der næsten kun findes her, og som bliver til lyserød cava.
Så dukker Montblanc op: en hel middelalderby stadig omsluttet af sin mur. Murene er fra 1300-tallet, rejst under kong Pere III, og de er næsten komplette — halvanden kilometer sten med tårne og porte. Du parkerer udenfor og går ind gennem en af portene, og pludselig er du i 1400-tallet: smalle stræder, stenhuse, en gotisk hovedkirke der aldrig blev gjort færdig fordi pengene slap op da pesten ramte.
Inde bag murene er der næsten ingen. En kat krydser en stenplads. En gammel kvinde sætter en stol ud i skyggen foran sin dør. Montblanc har under syvtusind indbyggere, og uden for festdagene er den stille — du går på de samme brosten som købmænd og pilgrimme i 1300-tallet, og den eneste lyd er dine egne skridt og en radio fra et åbent vindue et sted.
Zarateman · CC0 · Wikimedia Commons
Santa Maria la Major i Montblanc. Den gotiske portal blev hugget, men kirken fik aldrig sit tårn — pesten tog pengene og bygmestrene.
Sagnet — og hvorfor det betyder noget her: Catalonien fortæller at Sankt Jørgen dræbte dragen netop ved Montblanc. Dragen havde terroriseret byen, der måtte ofre et menneske ad gangen — til sidst faldt loddet på kongedatteren. Sankt Jørgen kom ridende, gennemborede dragen, og af dens blod voksede en rosenbusk. Derfor giver catalanere stadig en rose og en bog til hinanden på Sant Jordis dag den 23. april — landets svar på Valentinsdag. Byens hovedport hedder Portal de Sant Jordi, og det er her sagnet siger det skete.
De sidste kilometer — ind i klosterlandet
Fra Montblanc er der kun få kilometer videre. Du kører gennem L'Espluga de Francolí — en landsby ved flodbredden med en gammel stenbro og en stærk vintradition — og så drejer du ind ad en allé af cypresser og platantræer, og for enden ligger det: Poblet.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Pont Vell over Francolí. Floden følger dig hele vejen op fra kysten — den samme flod der løber gennem Tarraco ned til havet.
Det første du ser er ikke en kirke, men en mur. Poblet-klostret er befæstet — tre ringe af forsvarsmure inden i hinanden, den yderste fire kilometer i omkreds. Det blev grundlagt i 1151 af cistercienser-munke, en streng reformorden der søgte afsides, golde steder for at leve enkelt. De fandt dette dalstrøg, og over de næste århundreder blev deres "enkle" kloster til det største cistercienserkloster i Europa.
Cypresserne langs alléen er mørke og høje, plantet i lige rækker, og de gør noget ved lyset — det bliver køligere, dæmpet, som om du kører ind i en anden temperatur. Det var meningen. Cistercienserne byggede deres klostre til at trække dig væk fra verden, og selv indkørslen er en del af det. Du parkerer udenfor murene ved porten og går det sidste stykke til fods.
José Luis Filpo Cabana · CC BY 3.0 · Wikimedia Commons
Porta Daurada — Den Gyldne Port. Kong Felipe II fik den belagt med bronze før sit besøg i 1564. Bronzen er væk; navnet sidder fast.
Du går ind gennem porten og videre ind i klostergården — claustre — med sine buegange omkring en stille have og en sekskantet fontæne hvor munkene vaskede sig før måltiderne. Lyden skifter idet du træder ind: udenfor er der fugle og vind, herinde kun dine egne fodtrin på stengulvet og en dryppen fra fontænen. Det er bygget til at gøre nøjagtig det her ved et menneske — at få dig til at sænke stemmen uden at nogen har bedt dig om det.
Og så det der gør Poblet til mere end et smukt kloster: Panteon Reial, kongernes gravkammer. Over korsarmen i klosterkirken, på to brede stenbuer, hviler sarkofagerne for otte konger af Aragón og deres dronninger — herskerne over det middelalderlige Catalonien-Aragón, et rige der på sit højeste strakte sig over Valencia, Mallorca, Sardinien, Sicilien og dele af Grækenland. Jaume I erobreren ligger her. Munkene bad for deres sjæle dag og nat i århundreder.
I 1835, under de spanske kirkekonfiskationer, blev klostret plyndret og forladt, og kongernes alabastfigurer blev knust. I næsten hundrede år lå Poblet i ruiner. Det var billedhuggeren Frederic Marès der i 1940'erne og 50'erne genskabte de kongelige figurer ud fra gamle tegninger, og munkene vendte tilbage i 1940. De er her stadig — det er ikke et museum med munke til pynt. Det er et levende kloster der lukker turister ind. Gudstjeneste klokken syv om morgenen, lige som i 1151.
Det mærkelige ved Poblet er at det føles levende og dødt på samme tid. Kongerne over dig er sten. Men nede i kirken synger en håndfuld munke til middagsbøn, præcis som deres forgængere gjorde da Jaume I endnu var i live og selv kunne høre dem. Otte hundrede år er ingenting herinde. Det er et sted hvor tiden er holdt op med at bevæge sig fremad og bare står stille mellem søjlerne.
Otte konger over én hvælving. Jaume I erobreren, der lagde et middelhavsimperium under sig — han valgte at blive lagt til hvile her, langt fra havet, i stilheden.
Wikimedia Commons · CC BY-SA
Santes Creus — det andet kloster på ruten, en halv times kørsel mod øst. Her ligger Pere den Store, og her er der ingen munke tilbage til at bede.
Detour — det andet kloster: Poblet er ét af tre klostre på den catalanske Ruta del Cister. Det nærmeste, Santes Creus, ligger cirka 35 km mod øst ved Aiguamúrcia, og det er værd at lægge en halv dag til. Her er den gotiske klostergård endnu mere udsmykket end i Poblet — og her ligger kong Pere II den Store i en sarkofag af porfyr. Forskellen på de to: i Poblet bor munkene endnu. I Santes Creus gik den sidste for længe siden, og stilheden er en anden — tommere, mere som et ekko. Tag derhen hvis du har tid; ellers gem det til næste gang.
Du overnatter i området — enten i L'Espluga de Francolí ved klostret, i den befæstede Montblanc, eller tilbage i Reus. Spis en tallerken med lokal mad og et glas Conca de Barberà-vin, og forbered dig på en lang dag i morgen. Etape 3 er den store: ned ad bjergene, gennem Priorats vingårde, langs Ebro-floden, og helt ud til der hvor floden møder havet og opløser sig i rismarker og fugle.
Munkene synger til morgenmessen. Otte konger lytter, som de har gjort i otte hundrede år. Du lister ud, så stille du kan.
— 56 km kørt. Røgelse i tøjet, vin i blodet. I morgen følger du en flod hele vejen til havet. —
Pause før etape 3
Du er ved Poblet. Kongernes hvilested.
Sov i nærheden — L'Espluga de Francolí eller Montblanc bag murene. Næste etape er den lange: sæt en hel dag af. Den starter her ved klostrets port og ender ved en flodmunding i syd, hvor flamingoerne står i det lave vand.
Slut etape 2 · Monestir de Poblet · 41.3812, 1.0824
"Kongerne valgte bakkerne og stilheden. Floden valgte havet. I morgen følger vi floden — hele vejen ned til der hvor land og vand ikke længere kan kendes fra hinanden."
Etape 3
Ned ad floden til havet
Poblet → Priorat → Miravet → Tortosa → Ebro-deltaet · ca. 193 km
Enric · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons
Den lange dag. 193 kilometer fra klosterbakkerne, gennem Priorats stejle skiferbjerge, ned til Ebro-floden og langs den helt ud til havet — hvor floden breder sig ud i et delta så fladt og så fuld af fugle at du glemmer du er i Spanien. Sæt hele dagen af. Det her er turen hvor vejen selv bliver fortællingen.
Du forlader Poblet og kører vest gennem Vimbodí, og næsten med det samme begynder vejen at stige. Du krydser et lille bjergområde — Serra de la Llena — og på den anden side falder du ned i en helt anden verden: Priorat. Det er måske Spaniens mest dramatiske vinland. Stejle bakker af sort skifer, terrasse over terrasse, hvor vinstokkene klamrer sig fast i en jord der ikke ligner jord men knust sten.
Den sorte skifer hedder llicorella, og det er den der gør Priorat-vinene så særlige — rødderne må bore sig meterdybt ned gennem stenen for at finde vand, og druerne bliver små, koncentrerede, intense. Priorat er sammen med Rioja den eneste vinregion i Spanien med det højeste kvalitetsstempel, DOQ. Vejene her — T-710 og de mindre — er smalle og snoede, med hårnålesving op og ned ad dalsiderne. Kør langsomt. Ikke kun fordi du skal. Også fordi du vil.
Du kører gennem små vinlandsbyer — Gratallops, Porrera, Torroja — hvor husene er bygget af den samme sorte skifer som bakkerne, så de næsten forsvinder i landskabet. En ældre mand sidder på en bænk uden for landsbybaren med en lille kop kaffe og ser dig køre forbi. Her oppe kommer der ikke mange biler. Hver enkelt bliver bemærket.
Angela Llop · CC BY-SA 2.0 · Wikimedia Commons
Priorat ved Gratallops. Vinstokkene vokser i ren skifer. Rødderne bores meterdybt ned efter vand — det er derfor vinen smager som den gør.
Klostret der startede det hele ligger her oppe: Cartoixa d'Escaladei, en kartheuser-klosterruin fra 1194. Munkene bragte vinstokkene, og hele regionen — Priorat, "priorens land" — har navn efter dem. Det var munke der formede både klosterbakkerne i går og vinbjergene i dag. Catalonien er på mange måder et landskab tegnet af klosterordener.
Nedstigningen fra Priorat er et af de bedste vejstykker på hele ruten. Hårnålesving efter hårnålesving, anden gear, bremserne der arbejder, og hele dalen åbnet ud foran dig ved hvert sving. Du kan dufte bremserne en smule hvis du ikke veksler ned i tide. Tag den roligt — der er ikke noget at skynde sig efter, og udsigten er bedre end alt hvad der venter forude i fart.
Vejen snor sig videre ned mod floden, og lugten skifter: fra den tørre, varme stenduft i højderne til noget mere fugtigt og grønt nede ved vandet. Du nærmer dig Ebro — Den Iberiske Halvøs mægtigste flod, der har givet hele halvøen sit navn (Iberia, fra Iber, det gamle navn for floden).
Husk håndklædet: Nede ved floden, omkring Móra d'Ebre og Miravet, er Ebro bred, langsom og badevenlig om sommeren. Vandet er ferskvand, grønligt og køligt, og der er rolige strækninger hvor lokale bader fra grusbredderne. Det er en helt anden følelse end Middelhavet i går — flodbad mellem siv og pil, med en templarborg kigget ned på dig. Tjek strømforholdene først; en flod er ikke et badebassin.
Langs Ebro — Miravet og templarborgen
Du rammer floden ved Móra d'Ebre og følger den sydpå. Og så, ved en skarp bøjning af floden, rejser Castell de Miravet sig: en enorm borg på toppen af en klippe, med landsbyens huse krøbet sammen nedenunder og floden krummende rundt om foden. Det er en af de bedst bevarede tempelridder-borge i Vesteuropa. Ridderne overtog den i 1153, lige efter den blev erobret fra maurerne, og byggede den om til en korsfarerborg med kirke, kapitelsal og det hele — midt i Catalonien, langt fra Det Hellige Land.
Overraskelsen ved floden: Ved Miravet løber stadig en pas de barca — en motorløs flodfærge. Den hænger i et kabel spændt over Ebro, og det er alene flodens strøm der presser den fra bred til bred, styret af en færgemand med et ror. Det er den samme teknik som romerne brugte. Du kører din bil ombord, floden gør resten, og to minutter senere er du på den anden side. Ingen motor. Bare vand der vil et sted hen.
Hele denne flodstrækning bærer på et tungt minde. I efteråret 1938 udspillede Slaget om Ebro sig præcis her — den længste og blodigste kamp i den spanske borgerkrig. Republikkens hær krydsede floden om natten og holdt stand i 115 dage mod Francos tropper og fly. Da det var forbi, var titusinder døde, og krigens udfald var reelt afgjort. Markerne langs vejen, som du nu kører forbi med oliven og frugttræer, var slagmark. Der står stadig mindesmærker og små museer i landsbyerne. Vi nævner det fordi det skete her, ikke for at dvæle — men en flod der ser så fredelig ud, har set noget andet.
Du fortsætter sydpå mod Tortosa, deltaregionens hovedby. Den ligger hvor floden gør sit sidste store sving før sletten, vogtet af Castell de la Suda — en maurisk fæstning fra 900-tallet højt over byen, i dag indrettet som hotel. Herfra har du udsigt over hele Ebro-dalen: floden bred og grønlig, katedralen nede ved bredden, og mod syd den vidåbne flade hvor deltaet begynder.
Enric · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Tortosa fra La Suda. Floden gør sit sidste sving. Herfra og ud er der ikke flere bakker — kun delta, helt til havet.
De sidste kilometer — ud i deltaet
Efter Tortosa sker der noget med landskabet som du kan mærke i kroppen: alt bliver fladt. Fuldstændig fladt. Bakkerne forsvinder bag dig, og foran dig breder Delta de l'Ebre sig ud — 320 kvadratkilometer flodslam som Ebro har båret ned fra det halve Spanien og aflejret her ved havet. Det er Cataloniens og næsten hele Middelhavets største vådområde.
Vejen bliver smal og snorlige, og til begge sider åbner rismarkerne sig — 21.000 hektar af dem. Om foråret står de under vand og spejler himlen så fuldstændigt at horisonten forsvinder; du kører på en dæmning mellem to himle. Om sommeren er de lysegrønne og bølger i vinden. Om efteråret bliver de gyldne, og så høstes bomba-risen — den korte, tørstige ris der suger smag til sig, den rigtige ris til en paella.
Stop bilen, sluk motoren, og rul vinduet ned. Lyden er ikke stilhed — den er fuld. Frøer, vind i rørskoven, og over det hele en konstant skraben og piben af fugle du ikke kan se. Luften lugter af våd jord og brakvand, salt og fersk på samme tid, fordi havet og floden mødes lige her og blander sig. Det er en helt anden duft end bjergene i morges. Du er nået helt ned til hvor Spanien ender i vand.
Agustí Descarrega · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons
Solopgang over rismarkerne. Vandet er en spejlflade. Du kan ikke se hvor risen holder op og himlen begynder.
Og fuglene. Deltaet er et af Europas vigtigste fuglereservater — over 340 arter er registreret her. Vigtigst og smukkest: flamingoerne. De står i tusindtal i de lave laguner, lyserøde mod det grå vand, og letter i lange linjer når noget skræmmer dem. Den bedste udsigtspost er La Tancada-lagunen syd for flodmundingen, tidligt om morgenen, hvor de fouragerer i flokke.
J Carlos · CC BY-SA 3.0 · Wikimedia Commons
Større flamingoer i lavt lagunevand — deltaets mest spektakulære beboere. Ved La Tancada står de i flokke ved daggry.
En risbonde i gummistøvler vader ud i en af markerne med en spade over skulderen for at justere vandstanden i sin lod. Han kigger ikke op. Mågerne og hejrerne følger ham, fordi hvert skridt han tager roder smådyr op af mudderet. Det er sådan deltaet fungerer — mennesker og fugle deler de samme marker, har gjort det i generationer, og risen og vingerne lever af det samme vand.
I Deltebre, deltaets hovedby, deler floden byen i to, og en lille bilfærge — en transbordador — pendler over Ebro hele dagen. Du kan tage den til den anden bred og videre ud mod havet ad veje der ligger lavere end floden selv, holdt tørre af diger. Her dyrkes ris hvor der for hundrede år siden kun var sump. Husene er lave og hvide, med terrasser der vender mod vandet, og om aftenen sidder folk udenfor og spiser sent, mens myggene kommer ud og fuglene går til ro.
Cykel-mulighed — her hører den hjemme: Deltaet er fladt som Holland, og det er det perfekte sted at stille bilen og tage cyklen. Et net af dæmningsveje og grusstier løber gennem rismarkerne, forbi fugletårne og laguner, helt ud til strandene. Ruter på 20-40 km uden en eneste bakke. Park ved Deltebre eller Riumar, lej en cykel, og kør ud til fuglene og havet ad veje hvor der ingen biler er. Det er den bedste måde at opleve deltaet på — langsomt, lydløst, i øjenhøjde med rørskoven.
Helt ude mod nord, på en lang sandtange der buer ud i havet ved Fangar-bugten, står Far del Fangar — et hvidt fyrtårn alene på sandet, omgivet af klitter og lavt vand. Det er deltaets ensomste punkt. De sidste kilometer derud går ad sandvej, og når du står ved fyret er der intet andet end sand, vand, vind og fugle. Land og hav er holdt op med at være to forskellige ting.
Enric Vilella · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons
Far del Fangar. Et fyr på en sandtange der buer ud i havet. Den sidste vej derud er sand. Tjek hvor langt du kan køre, og gå resten.
Din slutdestination er Mirador del Zigurat i Riumar, ved selve flodmundingen. Det er et trappetårn formet som en babylonsk ziggurat, rejst midt i vådområdet, og fra toppen ser du hele deltaet på én gang: floden der løber ud i havet, Buda-øen, Garxal-lagunen, rismarkerne der strækker sig bagud til horisonten. Her parkerer du, går op, og lader hele dagen lande — fra kongegravene i morges til denne flade, levende, vidåbne ende på floden.
Fra et amfiteater med havet bag, gennem kongers grave og templarborge, til en flodmunding hvor flamingoerne står i tusindtal. 335 kilometer Catalonien — og turistbusserne så intet af det.
Du har kørt fra en hvid badeby til en flodmunding. Du har stået i et romersk amfiteater med Middelhavet som baggrund, gået i en klostergård hvor otte konger ligger i alabast, kørt gennem vinbjerge af sort skifer, krydset en flod på en motorløs færge, og endt et sted hvor du ikke kan se hvor jorden slipper og himlen tager fat. Det her er Costa Daurada — men ikke den der står på postkortene.
Solen går ned over deltaet. En linje af flamingoer letter mod syd. Floden, der lige har rejst gennem det halve Spanien, løber stille ud i havet og forsvinder.
— 193 km kørt. Risstøv og flodmudder i tøjet. Floden er fremme. Det er du også. —
Slut på ruten
Du er ved Ebro-mundingen. Floden er fremme.
Stå på Mirador del Zigurat til solnedgang. Sov i Deltebre eller Riumar. Har du en dag mere: tag en bådtur ud til flodmundingen, cykl til La Tancada for flamingoerne ved daggry, eller spis deltaets ris og ål på en lokal restaurant. Sydpå venter Valencia. Nordpå, hvis du vender ruten: hele vejen tilbage til Sitges.
Slut etape 3 · Mirador del Zigurat, Riumar · 40.7208, 0.8603
"Romerne valgte havet. Kongerne valgte bakkerne. Floden valgte begge dele — den kom ned fra bjergene og fandt havet til sidst, ligesom du gjorde."
Scan til Maps
Costa Daurada
Åbn kameraet på din telefon og peg på koden. Maps åbner med ruten klar.
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
