Valencia og Costa Blanca — rismarker, klippeborge og Peñón de Ifach

De første kilometer — ud af Valencia

Du starter ved Ciudad de las Artes y las Ciencias — Valencias hvide rumskibe af beton, tegnet af Santiago Calatrava og lagt ned i den udtørrede flodseng hvor Turia engang løb. Floden blev ledt uden om byen efter en katastrofeflod i 1957, og bunden blev til en ni kilometer lang park. Du kører ud langs den med joggere og palmer på begge sider. Det er ikke et museum, det er byens lunge, og det er her du forstår at Valencia gjorde en oversvømmelse om til den længste grønne korridor i nogen spansk by.

Foto: Diego Delso · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Ciudad de las Artes ligger i den tørre flodseng. Da Turia blev ledt uden om byen i 1969, blev bunden til park. Calatrava byggede sine hvide skaller ovenpå.

Hvis du har tid til ét stop inde i byen, så Mercado Central — en modernista-markedshal fra 1928 under en kuppel af glas og jern, hvor 300 boder sælger fisk, skinke og grøntsager under en kakkelfrise. Du går ind for at se taget og kommer ud med en pose mandler. Lugten er saltfisk, modne tomater og blod fra slagterboderne. Det er ikke en attraktion, det er der byen handler. Klokken to begynder de at pakke sammen.

Ud af byen sydpå går CV-500, kystvejen mod El Saler. To spor, lav fart, pinjeskov til venstre og klitter mod havet. Efter ti kilometer ophører byen brat, og du kører ind i Parc Natural de l'Albufera — 21.000 hektar lagune, klit og rismark, fredet siden 1986. Luften skifter karakter. Det lugter af brakvand og våd jord, en lidt rådden, lidt sød lugt af ris der står i vand. Du hører frøer. Du hører rørhøns. Du er fem kilometer fra en millionby og kunne lige så godt være i et fugleparadis.

De 20 km gennem Albufera — paellaens land

Albufera er lavvandet. På det dybeste er den under to meter, de fleste steder under én. En lang sandbarre, La Devesa, skiller den fra havet, og gennem tre sluser styrer bønderne vandstanden manuelt — de lukker havvand og ferskvand ind og ud efter risens årstid. Om vinteren oversvømmer de hele markerne, og laguneens flade vokser til det dobbelte. Det du ser, er ikke natur i den forstand at den er urørt. Det er et 1.200 år gammelt landbrugsanlæg som maurerne grundlagde, og som stadig styres med hånd og sluse.

Risen står i geometriske firkanter omkranset af lave jorddiger man kan gå på. I april er markerne brune og våde, spejle uden noget i. I juni er de lysegrønne. I september er de tunge og gyldne, og høstmaskinerne står til knæene i mudder. Kører du her sidst på dagen, falder solen lavt over vandet, og hver firkant bliver et spejl af en orange himmel. Det er ikke et fotostop man planlægger. Det sker bare, og du holder ind i rabatten.

Foto: Fev · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Rispaddierne ved El Palmar. Hver firkant er omkranset af et jorddige man kan gå på. Vandstanden styres manuelt gennem sluser — som maurerne gjorde det.

Fuglene er grunden til at biologerne kæmpede for fredningen. Albufera er et af Middelhavets vigtigste rastesteder for trækfugle — flamingoer, skestorke, fiskeørne, og om vinteren titusinder af ænder. Du behøver ikke kikkert; en hejre står i en rismark tre meter fra vejkanten og rører sig ikke mens du kører forbi. På et dige går en mand med gummistøvler og en spade og inspicerer en sluse. Han ser ikke op. Risen skal have præcis den rette vandstand i denne uge, og det er hans arbejde at give den det.

Midt i det hele ligger El Palmar — en landsby på små 800 mennesker bygget på en ø i laguneens sydøstlige hjørne. Engang kunne man kun nå den med båd. I dag er der en vej, men kanalerne løber stadig mellem husene, og de fladbundede både — barcas — ligger fortøjet ved dørtrinene. Det er her paellaen blev født. Ikke den med rejer og chorizo du får i en turistmenu, men paella valenciana: kanin, kylling, hvide og grønne bønner, ris, safran, og ild af appelsin- og vinved der giver den røg. Markarbejderne lavede den i marken til frokost, i en flad jernpande, og spiste direkte fra panden med en træske. Den var arbejdsmad. Den blev verdensberømt ved et tilfælde.

Ved embarcadero i El Palmar venter bådførere ved deres barcas. En tur ud på laguneen tager en lille time — fladt vand, sivskove, hejrer der står på ét ben, og en stilhed der kun brydes af årestokken mod vandet. Manden der ror, har sandsynligvis gjort det hele sit liv, og hans far før ham. Han peger på en sluse og siger et ord på valenciansk du ikke forstår. Solnedgangen herfra er grunden til at filmholdet bag tv-serien El Embarcadero lagde hele deres historie her. Vandet bliver lyserødt. Sivene bliver sorte silhuetter. Det er fem minutter, og så er det væk.

De 40 km vestpå — fra vand til bjerg

Fra Albufera vender vejen indad. Du kører gennem Sueca — riscentret, en arbejdsby hvor hver anden bygning har noget med ris at gøre: lagre, møller, kooperativer. I oktober holder de en risfestival og kårer årets bedste paella. Resten af året er det en almindelig valenciansk by hvor folk lukker persiennerne klokken to. Du standser ikke nødvendigvis, men du mærker at risen ikke er folklore her — den er løn, gæld og høst.

Efter Sueca stiger jorden langsomt, og den blanke flade afløses af appelsinlunde. Du er nu i Ribera del Xúquer — Spaniens appelsinhjerte. Markerne er mørkegrønne, lave, tætte, og i februar-marts blomstrer de hvidt og fylder hele luften med en duft der er så sød at den næsten gør ondt. Azahar hedder den, appelsinblomst, og parfumeindustrien betaler dyrt for den. Du ruller vinduet ned. Du behøver ikke vide andet om hvor du er.

A-38 er en god vej at køre — to spor det meste af vejen, jævn asfalt, blød rytme. Den følger Xúquer-dalen sydvestpå, og fordi den ikke er motorvej, kører du i et tempo hvor du faktisk ser landet: en gammel risla med vandhjul, en kirkegårdsmur, en lade af rød mursten med årstal hugget i porten. Lastbilerne med kasser af appelsiner er flest om morgenen. Midt på dagen er vejen næsten tom, og du kan høre cikaderne gennem det åbne vindue når du sænker farten gennem en landsby.

Vejen krydser Alzira, en gammel maurisk ø-by i Xúquer-floden, og fortsætter ad A-38 og de mindre veje sydvestpå. Landskabet kammer op i lave bakker. Til venstre rejser Serra de la Murta sig, og forude lægger en lang, skarp bjergryg sig på tværs af horisonten. På toppen af den, før du overhovedet ser byen under, ser du en takket linje af mure og tårne. Det er Xàtivas borg, og den følger hele kammen som en savklinge. Du har set den i tyve minutter før du når frem. Den slags silhuet glemmer man ikke.

Xàtiva — borgen der er to borge

Xàtiva ligger ved foden af sin egen bjergryg, en by på 29.000 med smalle gader, palmer og et renæssance-springvand på hvert torv. Men det er ikke byen man kommer for. Det er Castell de Xàtiva ovenover — en fæstning der ikke er ét anlæg men to, Castell Menor og Castell Major, forbundet langs en kilometer af bjergkammen. Den iberiske og romerske borg lå i den ene ende; maurerne og senere de kristne byggede den anden. Du går fra den ene ende til den anden ad murkronen, og under dig falder bjerget stejlt til begge sider.

Foto: Xic667 · Wikimedia Commons · CC0

Dobbeltborgen følger hele kammen. Du ser den lang før du ser byen under — en savtak af mure, en kilometer fra ende til ende.

Vejen op er smal og snoet, en enkelt asfalteret bane med vigepladser, der klatrer i hårnåle gennem pinje og buskads. Du kører i andet gear. Til højre falder det væk, og dalen åbner sig under dig — appelsinlunde, byens tagsten, og helt ude i disen den flade kyst du kom fra. Der er en parkeringsplads et stykke under topporten; de sidste meter går du. Stien er stenet, varm, og dufter af vild rosmarin og timian der er trådt i stykker under fødderne.

Xàtiva har en regning at gøre op med Spanien. I 1707, under den spanske arvefølgekrig, holdt byen med den tabende side. Til straf lod Felipe V byen brænde og omdøbe til San Felipe. Byen glemte aldrig. I dag hænger kongens portræt i byens museum — på hovedet. Det har hængt sådan i over hundrede år, og de har ingen planer om at vende det. Det er den slags langtidshukommelse der gør spanske byer til mere end deres facade. En by der hænger en konge på hovedet i tre århundreder, mener noget med det.

Oppe fra murkronen ser du det hele på én gang: dalen, byen, kysten, og bag dig de første rigtige bjerge — det massiv du skal ind over i morgen. En vagt har stået her i tusind år og set efter hære der kom op ad netop den dal du kørte op igennem. Karthagere, romere, maurere, aragonesere, Bourbon-tropper. Hannibals far, Hamilkar Barkas, skal efter overleveringen have grundlagt fæstningen. Pave Calixtus 3. og pave Alexander 6. — begge Borgia'er — blev født i byen under dig. Du står et sted hvor meget af Middelhavets historie er gået forbi til fods.

Nede i selve byen er der grund til at gå en runde inden du kører videre. Xàtiva har et af Spaniens fineste samlinger af renæssance-springvand — over tyve af dem, hver på sit lille torv, og om sommeren sidder folk omkring dem i skyggen mens vandet løber. Plaça del Mercat har gotiske buegange hvor der har været marked om tirsdagen og fredagen i syv hundrede år. Det er ikke et museum, det er en arbejdsby, og klokken to lukker den ned bag persiennerne ligesom alle de andre byer du har kørt igennem i dag.

Du går ned igen i den lange skygge. Solen er ved at falde, og borgen bag dig bliver gylden i tyve minutter — det lave middelhavslys som april og oktober giver hver eneste eftermiddag. Bilen står varm på pladsen. I morgen kører du ikke væk fra bjergene, men lige ind i dem.

De første 35 km — op gennem Vall d'Albaida

Fra Xàtiva drejer du sydpå og ind i Vall d'Albaida — en lang dal mellem to bjergkæder, plantet til med vin og oliven. Vejen er bred nok til to, jævn, med en blød rytme af lange kurver. Du stiger umærkeligt. Markerne skifter fra appelsin til oliven, og olivenlundene her er gamle — krogede stammer, brede kroner, jord der er rød af jern. Det lugter tørt: støv, sten i sol, en anelse vild fennikel fra grøftekanten.

Der er en stilhed på den her strækning som du ikke fik på sletten. Vinduet nede, og du hører cikaderne i olivenlundene, en hund langt væk, en knallert et sted i en landsby. Asfalten er varm og lugter svagt af tjære i middagssolen. Det er køre-Spanien når det er bedst: ingen kø, ingen hast, bare en vej der stiger gennem et land hvor folk har dyrket de samme skråninger i tusind år.

Du passerer Albaida og Ontinyent i udkanten — tekstilbyer med en historie i uld og tæpper der går tilbage til middelalderen. Den her dal har vævet stof i syv hundrede år, og fabrikkerne ligger der stadig, nogle i drift, nogle tomme med ruder slået ud. Det er ikke postkort-Spanien. Det er et arbejdsland hvor folk laver noget, og det er en del af hvorfor strækningen er værd at køre: du ser et Spanien der ikke optræder på forsiden af et katalog.

Du passerer Cocentaina i dalbunden, en by med et fæstningstårn fra 1300-tallet og et palads der hører til de bedst bevarede gotiske herresæder i regionen. Men du ser den mest fra vejen — en samling af okkergule mure under et bjerg, med en bymur der løber op ad skråningen. Hér begynder bjergene for alvor at lukke sig om dalen. Vejen bliver smallere, kurverne strammere, og du mærker at du ikke længere kører på sletten men ind i noget.

Forude rejser Serra de Mariola sig, en bjergkæde dækket af lægeurter — timian, salvie, rosmarin, og den vilde mariola-plante som dalen er opkaldt efter. Folk har samlet urter her i århundreder til herberos, en lokal urtelikør. Vejen kryber op langs kanten af massivet, og for første gang får du rigtig højde under hjulene. Du ser tilbage, og Vall d'Albaida ligger udfoldet bag dig som et tæppe — passende nok for en dal der har vævet tæpper siden 1300-tallet.

Alcoi — byen mellem broerne

Alcoi ligger klemt inde mellem tre floder i kløfter så dybe at byen er bundet sammen af broer. Du kører ind over Pont de Sant Jordi eller Pont de María Cristina — høje stenviadukter fra industriens storhedstid omkring 1900 — og under dig falder det tredive, fyrre meter ned til floden. Alcoi var en af Spaniens første industribyer; papir, tekstil og metal. Byen havde en af landets tidligste generalstrejker i 1873. Husene klatrer op ad kløftens sider i etager, og om vinteren kan der ligge sne på tagene — det er højere her end folk tror.

Foto: Joanbanjo · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Alcoi er bygget hen over tre kløfter og bundet sammen af broer. Viadukten her bærer vejen tredive meter over floden.

Alcoi er ikke en smuk by i postkort-forstand, og det er præcis derfor den er værd at køre igennem. Den lugter ikke af blomster men af en by der arbejder — en svag duft af bageri på et torv, kølig luft op fra flodkløften, og om vinteren brænderøg fra skorstenene. Folk her taler valenciansk i en hård, hurtig variant, og baren på hjørnet serverer café del temps med is og citron til arbejderne der kommer ind fra fabrikkerne. Du standser måske bare for en kaffe og kører videre, men du tager byens energi med dig op i bjergene.

Fra Alcoi tager du CV-70 østpå, og nu begynder den rigtige bjergkørsel. Vejen smalner, midterstriben forsvinder, og asfalten lægger sig i sving efter sving op mod Port de Tudons og videre mod Confrides. Du kører forbi Benasau og Benifallim, små bjergbyer med stenhuse og en enkelt bar hvor tre gamle mænd sidder udenfor med en kaffe og ser bilen passere. Det er karrig, smukt land — terrasser hugget ind i skråningerne, mandeltræer, og luften bliver køligere og renere for hver højdemeter.

Over Aitana — Costa Blancas tag

Det er her du møder den eneste trafik der betyder noget heroppe: får og geder. På en skarp venstrekurve står pludselig en flok midt på vejen, og en hyrde i en falmet blå arbejdsjakke vinker dig roligt forbi med en hånd, uden hast, som om han har vinket biler forbi på dette sving hele sit liv. Hans hund driver flokken ind til siden. Du kører i skridtgang gennem dem, og lugten af uld og varm gederyg slår ind gennem vinduet. Et øjeblik senere er de bag dig, og vejen er din igen.

Til højre for vejen rejser Serra d'Aitana sig — 1.558 meter, Alicante-provinsens højeste punkt, en lang grå kalkstenskam med radarkupler på toppen. Fra slutningen af november til marts ligger der ofte sne deroppe, og det er det paradoks ingen fortæller om Costa Blanca: tredive kilometer fra strandparasollerne kan du stå i sne. Vejen krydser Port de Confrides i omkring 1.000 meters højde, og her er det værd at holde ind. Luften er tynd og klar. Du ser bjergkæder i lag bag hinanden, og hvis sigten er god, en glimt af havet langt ude mod sydøst.

Vejen ned fra passet snor sig gennem Confrides og Benimantell — landsbyer der klæber til skråningen med terrasser af mandel og oliven under sig. Det er Vall de Guadalest, en bjergdal hvor hver kvadratmeter dyrkbar jord er hugget ud i trin og holdt på plads af tørmure bygget sten for sten. Nogle af de mure er hundreder af år gamle. Mandeltræerne blomstrer lyserødt i februar, før noget andet i Spanien, og så ligner hele dalen et maleri nogen har overdrevet.

Foto: Ximonic (Simo Räsänen) · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Bjergvejene under Aitana. Smalle, snoede, næsten tomme. Til venstre falder det væk; til højre rejser kalkstenen sig grå.

Vejen ned fra Confrides er den slags strækning man husker. Asfalten lægger sig i lange S-kurver ned ad skråningen, og for hver kurve åbner dalen sig lidt mere. Du kører forbi tørmure, mandeltræer og en enkelt bigård hvor hundrede kuber står i rækker — bjerghonning af timian og rosmarin er en af dalens få eksportvarer. Du sænker farten ikke fordi du skal, men fordi der ikke er nogen grund til at skynde sig. Der er ingen biler bag dig. Der er sjældent nogen.

Guadalest — landsbyen på nålen

Og så er den der. El Castell de Guadalest — 220 mennesker, en maurisk borg og en kirke klemt sammen på en klippenål 595 meter over havet. Du kommer ind i den gamle del ad ét enkelt hul hugget igennem den nøgne klippe; der er ingen anden vej ind. Bilen bliver nede. Du går de sidste meter op gennem stenporten, og på den anden side åbner byen sig — et torv, en kirke, et klokketårn der står for sig selv på en separat klippespids, knækket fra resten ved et jordskælv i 1644.

Borgen blev bygget af maurerne og var et af de sidste muslimske bjergreder der faldt; senere blev den et baroni, og et jordskælv og en krudteksplosion i 1700-tallet rev det meste ned. Det der står, er rester — men rester på et sted så stejlt at man forstår hvorfor ingen hær gad belejre det. Stien op gennem byen er brolagt og glat af mange fødder, og der dufter af stokroser og en gryde der står og simrer bag en åben dør.

Fra borgtårnet ser du ned på det der gør stedet berømt: reservoiret. Embalse de Guadalest er en opdæmmet bjergsø, og vandet har en farve der ikke ser ægte ud — en intens, mælket turkis, næsten neon i fuldt lys. Farven kommer af kalk opløst fra bjergene rundtom; mineralpartiklerne svæver i vandet og kaster det blå-grønne lys tilbage. Du står og tror du ser et filter. Du gør ikke. Det er bare kalk og lys.

Foto: Diego Delso · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Embalse de Guadalest. Den turkise farve er kalk opløst fra bjergene — mineralpartikler der kaster lyset tilbage. Intet filter.

Guadalest er det næstmest besøgte sted i hele Valencia-regionen, kun overgået af Oceanogràfic i Valencia, og det mærker man midt på dagen når turistbusserne fra Benidorm tipper deres last ud. Men Benidorm er kun 25 kilometer væk og en helt anden planet — skyskrabere, strandbarer, britisk morgenmad. Her oppe er der stenhuse, otte små excentriske museer (et om saltkar, et om miniaturer, et om torturredskaber), og en stilhed der vender tilbage så snart busserne kører klokken fem. Kommer du tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen, har du klippen næsten for dig selv.

Inde i den lille by er der otte museer på under fire hundrede meter gade, og de er alle excentriske på den charmerende måde: et museum for saltkar, et for miniaturer skåret i riskorn og kameelhår, et for gamle torturredskaber i en kælder, et for julekrybbespil. Det lyder som en turistfælde, og om sommeren er det også det. Men gå op til borgtårnet i stedet, sæt dig på muren, og lad byen være den kulisse den er bedst som: en klynge stenhuse på en kam, med bjerge til alle sider og et umuligt blåt vand nedenunder.

Du sover bedst heroppe eller nede i dalen — luften er kølig, og morgenlyset på reservoiret er bedre end eftermiddagens. I morgen er den korteste etape, men på mange måder den der binder hele turen sammen: ned fra bjergene, ud til kysten, og helt ud på en klippe i havet. Du forlader det grønne og kører mod det hvide.

De første 20 km — ned mod kysten

Vejen ned fra Guadalest følger dalen østpå mod Callosa d'en Sarrià, og nu skifter alt karakter. Den karrige bjergluft bliver fugtig og frodig. Callosa er kendt for sine nísperos — medlarer, en lille orange frugt der modnes i april og næsten kun dyrkes her; markerne er dækket af net for at beskytte den mod hagl. Du kører gennem terrasser af medlar og citrus, og luften bliver tungere, varmere, mere som kyst for hver kilometer.

Vejen ned er en ren fornøjelse at køre — bred nok, jævn, med lange svævende kurver der følger dalsiden. Du taber højde hurtigt, og du mærker det på ørerne og på temperaturen. Hver gang du runder et bjørn, er der grønnere, varmere, mere liv. Vandingskanaler løber langs vejen, og pumperne summer i citrushaverne. Det er den modsatte bevægelse af i går: i går klatrede du væk fra havet, i dag falder du tilbage mod det.

Callosa selv lugter af frugt. Pakkecentralerne ligger langs vejen, og om foråret står der kasser af medlarer ud foran dem, små orange kugler med en duft mellem abrikos og æble. Det er en frugt der ikke tåler transport godt, og derfor kender de fleste nordeuropæere den ikke — den modnes, sælges og spises næsten kun her. Køber du en pose ved vejen, smager den af et sted og en årstid du ikke kan få andre steder.

Du passerer Polop og La Nucia — bjergbyer der er ved at vokse sammen med kystens villakvarterer. Polop har en gammel kirkegård som digteren Gabriel Miró kaldte en af de smukkeste i Spanien, og et torv med 221 vandhaner langs muren, én fra hver kommune i provinsen. Det er den slags lokale særhed du kun finder hvis nogen peger på det. Forude, mellem bakkerne, dukker det første glimt af havet op — en blå streg i bunden af dalen, og du indser at du ikke har set det i to dage.

Altea — den hvide by med den blå kuppel

Altea ligger hvor floden Algar møder havet, og den gamle by klatrer op ad en høj i en stabel af hvidkalkede huse. På toppen står kirken Nuestra Señora del Consuelo med to kupler dækket af blå og hvide glaserede kakler — et af de mest fotograferede kirketage i Spanien, og bevidst så, fordi det blå spejler havet bagved. Du parkerer nede ved havnen og går op ad brolagte gyder der er for stejle og smalle til biler. Trinene er hvide. Blomsterkrukkerne er blå. En kat ligger på en murkant og ser dig an.

Foto: Diego Delso · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Altea-kirkens kupler. Blå og hvide glaserede kakler, valgt så de spejler havet bagved. Du ser dem fra hele bugten.

Op gennem gyderne er der trin, og trinene er stejle. En ældre kvinde kommer ned imod dig med en indkøbspose i hver hånd, sætter dem fra sig på et trin, hviler et øjeblik, og fortsætter. Hun bor her, og det her er hendes daglige bakke. Bougainvillea hænger ned over en mur i en farve så voldsom lilla at den næsten gør ondt i øjnene mod det hvide kalk. Et sted spiller en radio gammel copla-musik gennem et åbent vindue. Du standser, ikke fordi der er noget bestemt at se, men fordi byen beder dig om det.

Altea blev opdaget af kunstnere i 1950'erne og 60'erne — malere og keramikere flyttede ind, fordi lyset her er hårdt og klart og kaster skarpe skygger på de hvide mure. Byen har stadig flere gallerier end en by på 25.000 burde have, og om sommeren er der kunsthåndværkermarked på torvet ved kirken hver aften. Oppe ved kirken, på den lille plads Plaça de l'Església, falder bakken væk under dig, og du ser hele bugten: Albir-fyret, Sierra Helada, og helt ude mod nordøst en grå klippe der stikker op af havet. Det er der du skal hen.

De sidste 15 km — gennem Mascarat-kløften

Fra Altea følger vejen kysten nordøstpå, og kort efter rammer du Mascarat — en kløft hvor bjerget falder direkte i havet, og hvor man har måttet hugge sig igennem. Den gamle vej, jernbanen og motorvejen ligger i tre niveauer ovenpå hinanden gennem klippespalten. Du kører gennem korte tunneler med klippe over dig og blåt vand til højre, og det er et af de steder hvor man forstår hvor sent denne kyst egentlig blev tilgængelig — indtil broen og tunnelen kom, var bjerget en mur.

Det er en kort, intens strækning. Klippevæggen står lige over vejen, gulgrå og lodret, og havet ligger dybt og roligt til højre, et blåt der bliver mørkere længere ude. På et øjeblik er du i skygge under en klippeoverhæng, i det næste ude i fuldt lys igen med vandet glitrende. Det lugter af salt og varm sten og en anelse pinje fra skråningerne. Du forstår hvorfor den her kyst i århundreder var lettere at nå med båd end med vogn.

Foto: Nicolas Vigier · Wikimedia Commons · CC0

Mellem Altea og Calpe falder bjergene direkte i havet. Vej, jernbane og motorvej deler sig om den smalle Mascarat-kløft.

Calpe — klippen i havet

Og så ruller du ind i Calpe, og den fylder hele forruden: Peñón de Ifach. 332 meter kalksten, en kilometer lang, der rejser sig lodret fra Middelhavet og er forbundet med kysten af en smal tange. Den ligger der som en stenet hval strandet ved byen, og uanset hvor du står i Calpe, er den der. Højhusene rundtom — og der er mange, det er Costa Blanca — forsvinder ved siden af den. Klippen vinder hver gang.

Foto: Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Uanset hvor du står i Calpe, er klippen der. Højhusene forsvinder ved siden af den. 332 meter vinder hver gang.

Calpe selv er to byer i én. Der er højhusbyen langs strandene — turismen kom hertil i 1960'erne og byggede i højden — og så er der den lille gamle bykerne oppe på bakken bag, med snævre gader og rester af en bymur fra dengang berberiske pirater hærgede kysten og folk måtte bo bag mure for at overleve. De to byer ligger side om side, og klippen kigger ned på dem begge. Du parkerer ved havnen, hvor fiskerbådene stadig lander deres fangst om eftermiddagen og sælger den på auktion til byens restauranter en time senere.

Peñón de Ifach er Spaniens mindste naturpark, fredet siden 1987, og en af de mest besøgte — omkring 100.000 mennesker går op ad den hvert år. Stien begynder mildt mellem pinjer og vild rosmarin, men halvvejs oppe når du tunnelen — et 35 meter langt hul hugget gennem klippen i 1918 af en lokal ingeniør, så folk kunne nå den anden side. Efter tunnelen er det ikke længere en gåtur; det er en scramble over glat, skråtstillet kalksten med en kæde at holde i. Toppen kræver sikre fødder og ingen højdeskræk. Det er ikke for små børn.

Tunnelen er det øjeblik hele turen har bygget op til. Du går fra solskin ind i femogtredive meter mørke, klippen kold og fugtig om dig, og kommer ud på den anden side hvor hele nordsiden af klippen åbner sig og havet ligger lige nedenfor. Her stopper de fleste familier. Herfra kræver det hænder. Kalkstenen er slidt blank og skrå af hundredtusind sko, og en kæde løber langs det værste stykke. Folk hjælper hinanden op; en fremmed rækker dig en hånd over et trin, og I udveksler et grin uden ord. Måger og falke skriger i luften omkring dig.

Men hvis du går op — start tidligt, klippen vender mod øst og bager om eftermiddagen — så åbner hele Costa Blanca sig under dig. Mod syd ser du Benidorms skyline og helt ud til Alicante; mod nord Cap de la Nau og Xàbias kapper; ude i diset blåt Ibiza, hvis sigten er klar. Over 60 fuglearter yngler på klippen, blandt dem vandrefalk og topskarv, og du kan høre dem skrige under dig mens du klatrer. Du står på en stenknytnæve midt i havet, hvor markarbejdere, romere og pirater alle har sat deres mærke — der er endda rester af en romersk bosættelse og en maurisk vagtpost på tangen nedenfor.

Adgangen til selve klippen kræver gratis online-booking — der lukkes kun et bestemt antal ind ad gangen, og ved kraftig blæst lukker de helt. Vil du ikke op, så er tangen nedenfor og saltsøen Les Salines bag byen alene turen værd: om foråret og efteråret står der flamingoer i den lave salte sø, lyserøde på ét ben, med klippen som baggrund. En by med både flamingoer og en 332 meter klippe i havkanten findes der ikke mange af.

Les Salines er en gammel saltsø midt i byen, et levn fra dengang salt var dyrere end det meste. I dag er den fredet, og fra februar til ud på efteråret står der flamingoer i den — nogle gange et par stykker, nogle gange over hundrede, lyserøde mod det hvide saltskær med højhusene som en absurd kulisse bagved. Du kan gå hele vejen rundt om søen på en sti. Det tager tyve minutter, og det er en mærkelig, fin måde at slutte en rute på: vilde fugle, en saltsø, og en kalkklippe, alt sammen klemt ind mellem feriehoteller.

Det er værd at blive til solnedgang. Sidst på dagen vender lyset, klippen får den varme okkerfarve den kun har i den sidste time, og dens skygge lægger sig langt ud over byen. Fiskerne kommer ind. Folk går langs strandpromenaden. Og du står ved tangen og ser tilbage på to dage der startede i en lagune og endte på en sten i havet — og det hele hænger sammen, selvom det føles som tre forskellige lande.

Det her er enden — eller begyndelsen, hvis du vender ruten. Vil du køre videre, ligger Moraira, Xàbia og Dénia en halv time mod nord langs en kyst af skjulte bugter og pinjeklædte kapper, med Montgó-bjerget som vagt over det hele. Men du kan også bare blive stående her ved tangen, se solen gå ned bag klippen, og lade være med at køre længere. Du har taget hele spektret med dig: vand, ris, bjerg, sne, turkis, hvid by, og en sten i havet. Det er nok for én rute.