Serra de Tramuntana — Mallorcas bjergvej

De første kilometer — ud af Palma

Du starter ved La Seu — Palmas katedral, der rejser sig over havnefronten som en kalkstensvæg med verdens næststørste rosetvindue, 12,55 meter i diameter. Lad bilen stå i et af husene nær Parc de la Mar og gå de sidste skridt langs spejlbassinet. To gange om året — 2. februar og 11. november — rammer morgensolen gennem rosetten og maler hele vinduet som et farvet ottetal på modsatte væg. Lokale kalder det l'Espectáculo del Ocho. Resten af året er det bare lyset der falder skråt ind over en katedral der var 372 år undervejs.

Ud af byen tager du nordpå mod Establiments og videre op ad MA-1130. De første kilometer er forstad — rundkørsler, byggemarkeder, en og anden palme. Så holder husene op. Vejen begynder at stige, og du mærker det på motoren før du ser det på landskabet. Mandeltræer og oliven afløser villaerne. Til venstre rejser de første rygge sig — grågrøn kalksten, terrasset hele vejen op, som om nogen har lagt landskabet i trapper.

Overgangen sker hurtigere end du tror. Det ene øjeblik kører du forbi en cykelbutik og en tankstation; det næste er der ingen butikker mere, kun en smal vej der lægger sig op ad en bjergside. En flok racercyklister i farvede trøjer arbejder sig opad i lav fart foran dig — Tramuntana er et af verdens store cykelmål, og du vænner dig til at give plads i svingene. Du sætter farten ned bag dem. Det gør ikke noget. Det her er ikke en strækning, man når noget ved at skynde sig igennem.

For det har nogen. Marges kalder de murene her — tørstensmure stablet uden en dråbe mørtel, der holder jorden på plads så oliventræerne kan stå på en skråning. Teknikken har rødder helt tilbage i maurertiden, da araberne byggede vandkanaler og terrasser ind i bjerget. Resultatet er det landskab UNESCO fredede i 2011 — ikke for naturens skyld alene, men fordi mennesker har formet det i over tusind år og blev ved. Du kører forbi mure der er ældre end Danmarks ældste kirker, og ingen har skrevet et eneste navn på dem.

Asfalten er god her — to spor, ingen midterstribe at tale om, men bredt nok til at to biler mødes uden at nogen holder vejret. Den snor sig i jævne, lange sving op gennem stenegeskov, og lyset falder i pletter gennem løvet. Hver gang vejen knækker om et hjørne, åbner der sig en ny kile af dal nedenunder dig. Rul vinduet ned. Ind kommer den tørre, harpiksagtige duft af varm pinje og vild rosmarin — Tramuntanas signatur fra det øjeblik solen rammer skråningerne.

Foto: Christoph Strässler · Wikimedia Commons · CC BY-SA 2.0

Terrasserne ved Banyalbufar. Hver mur er stablet sten på sten uden mørtel — marges — så oliventræerne kan stå på en næsten lodret skråning. Det er den slags landskab UNESCO fredede.

De 17 km op til Valldemossa

Vejen klatrer i jævne sving. Asfalten er god — to spor, ingen midterautoværn, men bredt nok til at to biler mødes uden drama. Du kører gennem stenegeskove hvor lyset falder i pletter, og hver gang vejen knækker om et hjørne, åbner der sig en ny kile af dal nedenunder. Sænk farten. Det her er ikke en strækning man skynder sig igennem; det er en man ruller vinduet ned til. Ind kommer lugten af varm pinje og vild rosmarin — den tørre, harpiksagtige duft, der er Tramuntanas signatur fra marts til oktober.

Valldemossa dukker op som et lag af honningfarvede stenhuse klemt ind i en lavning, kronet af klostrets klokketårn. Parkér uden for byen og gå ind — gaderne er for smalle og for stejle til at bilen giver mening, og brostenene er slidt blanke. Byen er bygget af den samme grågule sten hele vejen, så den ser ud som om den er vokset op af bjerget frem for blevet sat på det.

Gaderne stiger og snor sig, smalle nok til at du kan røre begge husmure med udstrakte arme. Brostenene er slidt blanke af århundreders fødder. Krukker med geranier står langs murene, en kat ligger i en stribe sol på en trappesten, og et sted bagved en lukket grøn dør spiller nogen klaver — øvelser, samme passage om og om igen. Det er svært ikke at tænke på, hvem der begyndte den vane her i byen.

Foto: Sel commons · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Valldemossa. Honningfarvet sten, klemt ind i en lavning, kronet af klostertårnet. Her frøs Chopin vinteren 1838–39 — og skrev nogle af sine smukkeste préludes alligevel.

I Reial Cartoixa — det gamle kartusianerkloster — boede komponisten Frédéric Chopin og forfatteren George Sand vinteren 1838–39 i celle nummer fire. De var kommet efter mildt klima for Chopins lungesyge. De fik en kold, fugtig regnvinter i stedet, og de lokale holdt afstand til den hostende udlænding og hans kvinde i mandebukser. Hans Pleyel-flygel nåede først frem fra Paris den 9. januar — knap tre uger før de rejste hjem. Det meste skrev han på et klodset mallorcansk klaver. Alligevel kom her noget af det fineste han lavede, blandt andet størstedelen af Préludes op. 28 — heriblandt nummer 15, "Regndråben", skrevet mens regnen slog mod klostertaget. Flyglet står der endnu; det er det ældste bevarede Chopin-klaver i verden.

De 20 km langs kysten — Deià og Sóller

Fra Valldemossa drejer du ind på MA-10, hovedvejen der herfra følger Tramuntanas vestside hele vejen nordpå. Det er nu køreturen begynder for alvor. Vejen lægger sig som en hylde i bjergsiden — havet til venstre, klippevæggen til højre, og en lind strøm af sving der aldrig bliver skarpe nok til at skræmme, men aldrig retter sig nok til at kede. Et par kilometer ude ligger godset Son Marroig, hvor ærkehertug Ludwig Salvator af Østrig slog sig ned i 1800-tallet og blev en af de første der kæmpede for at beskytte den her kyst mod byggeri. Du har ham at takke for, at den stadig ser ud som den gør.

Strækningen mellem Valldemossa og Deià er kun ti kilometer, men det er ti kilometer du gerne kører to gange. Vejen ligger som en hylde i bjergsiden — havet langt nede til den ene side, klippevæggen rejst lodret til den anden — og svingene kommer i en rolig, ubrudt rytme, der aldrig bliver skarp nok til at skræmme, men heller aldrig retter sig nok til at kede. Fra hver mirador ser du længere ned ad kysten, hvor bjerget falder direkte i blåt vand uden så meget som en strand imellem.

Foto: LANOEL · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Tramuntana mellem Valldemossa og Deià. Vejen ligger som en hylde i bjergsiden — havet til den ene side, klippevæggen til den anden, terrasser hele vejen op.

Deià kommer som et af de øjeblikke en vej kan give: en landsby af okkerfarvede huse stablet op ad en kegleformet bakke, med havet langt nedenunder og bjerget bag. Den engelske digter Robert Graves flyttede hertil og blev — han døde her i 1985, 90 år gammel, og ligger begravet på den lille kirkegård øverst i byen, med udsigt ud over præcis det landskab han skrev om. Stop ved en af miradorerne langs vejen. En gammel mand i stråhat luger i en terrasse nedenfor; han ser ikke op. Bilerne har kørt forbi ham hele hans liv.

Vil du helt ned til vandet, fører en stejl lille vej fra Deià ned til Cala Deià — en knold af en bugt med rullesten, klart vand og en håndfuld fiskerskure, hvor klipperne lukker sig om dig. Det er ikke en strand til parasoller; det er et sted, hvor folk har badet fra klipperne, så længe der har boet nogen i landsbyen ovenfor. Tilbage på MA-10 falder vejen langsomt, og bjergene begynder at trække sig fra hinanden.

Efter Deià falder vejen langsomt ned i en bred, grøn skål mellem bjergene: Sóller-dalen, kaldet "den gyldne dal" for sine appelsin- og citronlunde. Kommer du i marts eller april, ruller du vinduet ned og bliver mødt af appelsinblomst — en sødlig, næsten overvældende duft, der hænger over hele dalen i ugevis. Det var de appelsiner der gjorde Sóller rig engang; de blev sejlet til Frankrig fordi der ikke var nogen ordentlig vej over bjerget til Palma. Byen vendte ansigtet mod havet, ikke mod sin egen hovedstad.

Sóller selv er en by med en stor, skyggefuld plads under platantræer, hvor folk sidder med en kaffe og ser sporvognen rumle forbi en gang i kvarteret. Modernist-arkitekturen omkring torvet — en bank, en facade med smedejern og bølgede linjer — kom for appelsinpengene, da Sóller-emigranter vendte hjem fra Frankrig med formuer og smag for det nyeste fra Barcelona. Det er en lille by, der engang var rigere end den så ud.

Derfor byggede de noget andet. I Sóller by holder en træsporvogn stadig — el tranvía, indviet 4. oktober 1913 — og rumler de fire kilometer ned til havnen i Port de Sóller med trækarrosseri, messinghåndtag og en klang af klokke ved hvert kryds. Og fra 1912 har et smalsporet tog forbundet Sóller med Palma gennem tretten tunneler boret tværs gennem bjerget. Begge kører endnu. Det er ikke museumsdrift — det er bare en by, der byggede sin egen forbindelse til verden og aldrig fandt grund til at rive den ned igen.

De sidste fire kilometer ned til havnen er en sagte nedkørsel mellem citronlunde og gamle fincaer. Sporvognen kører den samme strækning ved siden af dig, og hvis du timer det rigtigt, ruller du parallelt med en trævogn fuld af mennesker, der vinker. Dalen smalner, husene tætner, og så åbner havet sig forude i en næsten perfekt cirkel af vand.

Foto: Enric · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Sóllers tranvía på torvet, Plaça de la Constitució. Trækarrosseri, messing, klokke. Den har rumlet de samme fire kilometer ned til havnen siden 1913.

Du ruller de sidste kilometer ned til Port de Sóller — en næsten cirkelrund naturhavn, omkranset af bjerge, med en strandpromenade hvor sporvognen ender. Her standser etapen. Stil bilen, sæt dig ved vandet, og se solen gå ned bag fyret på den ene odde. Du har kørt 47 kilometer og er steget fra havnefront til bjergpas og ned igen til havet. I morgen begynder det vilde.

Foto: Amber Sun · Wikimedia Commons · CC BY-SA 2.0

Port de Sóller. En næsten rund naturhavn, lukket af bjerge. Sporvognen ender her. Det gør etape 1 også.

"Du troede Mallorca var en strand. Den første dag beviste at den også er et bjerg med et klaver i."

De første kilometer — op over bjergets ryg

Fra Sóller stiger MA-10 nordøstpå, og næsten med det samme er du højere oppe end i går. Du passerer Fornalutx — ofte kaldet en af Spaniens smukkeste landsbyer, et virvar af skiferstenstage stablet ned ad en skråning — og kort efter åbner Mirador de Ses Barques sig: en udsigtsbalkon ud over hele Sóller-bugten, der ligger som en blå skål langt nedenunder. Stop. Det er her du for alvor ser hvor stejlt bjerget falder mod havet.

Det her er den klassiske approach, og det er værd at vide, at der findes en anden vej op til Sóller — den gamle Coll de Sóller sydfra, en pasvej med over halvtreds hårnåle, som tunnellen fra 1997 gjorde overflødig. I dag kører næsten ingen den, og netop derfor er den et af øens fineste, tomme cykelmål. Vi tager den ikke i dag; vi kører rygraden nordpå. Men du skal vide, at den findes — for den fortæller, hvad det her bjerg var, før der blev boret huller i det.

MA-10 klatrer videre, og vejen ændrer rytme, jo højere du kommer. Svingene bliver tættere, rækværkerne dukker op, og dalbunden glider længere og længere væk under dig. Du kører nu i tredje gear det meste af tiden, sjældent hurtigere, og motoren får en jævn, arbejdende lyd, der følger dig hele vejen op. En postbil møder dig i et sving og bakker ind i en lomme for at lade dig passere — sådan fungerer trafikken her, en stiltiende forhandling i hvert hjørne.

Vejen klatrer videre under Puig Major, Mallorcas højeste top på 1.445 meter, med en militærradar på toppen og en tunnel boret gennem foden. Her oppe skifter landskabet karakter — fyrreskoven tynder ud, kalkstenen ligger bar og grå, og du kører forbi to opdæmmede søer, Cúber og Gorg Blau, der spejler bjergene når vinden lægger sig. Får med klokker græsser langs vejen. Du bremser oftere for en ged på asfalten end for et sving.

Her oppe er der stille på en måde, du ikke møder mange steder på Mallorca. Vinden kommer i stød, klokkerne fra fårene driver hen over dalen, og en ørn — eller en grib — kredser højt over en af tinderne. Vandet i Gorg Blau ligger blikstille en vindstille morgen og spejler bjerget så præcist, at det er svært at se, hvor klippen holder op, og spejlingen begynder. Falder vandstanden hen på sommeren, dukker gamle terrassemure frem af bunden — endnu et lag af det landskab, mennesker har bygget her.

Foto: Isiwal · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Puig Major, 1.445 meter — øens tag. Her oppe er fyrreskoven væk, og kalkstenen ligger bar og grå. Vejen slynger sig i foden.

Ved Coll dels Reis — "Kongepasset", 682 meter oppe — drejer en lille vej skarpt til venstre og forsvinder ned over kanten. Et skilt siger Sa Calobra. Det er her du skal ned. Tag en dyb indånding, sæt bilen i andet gear, og lad den blive der.

Et øjeblik inden du drejer: kig dig omkring deroppe. Du står i 682 meters højde, omgivet af bar kalksten, og under dig kan du allerede skimte de første af svingene, der falder ned over kanten i en næsten umulig stak. Det er sjældent man kan se en hel vej på én gang, før man kører den. Den her kan du. Det gør ikke nedstigningen mindre vild — det gør den bare mere forståelig.

MA-2141 — vejen der binder en knude

MA-2141 falder godt 12 kilometer fra Coll dels Reis ned til havet i Sa Calobra — over 50 sving, de fleste hårnåle, i en jævn, ubrudt nedstigning. Ingeniøren Antonio Parietti tegnede den i 1930'erne, og han gjorde noget de fleste ville have løst med dynamit: i stedet for at sprænge en tunnel gennem en klippeknold lod han vejen krølle sig sammen i en fuld løkke og krydse under sig selv i én elegant overføring. Stedet hedder Nus de sa Corbata — "Slipseknuden" — fordi vejen bogstaveligt talt binder en knude på sig selv.

Foto: Olaf Tausch · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Nus de sa Corbata. Her drejer vejen 270 grader og kører ind under sin egen vejbane. Pariettis svar på et bjerg, der stod i vejen: bind en knude.

Du kører i andet gear hele vejen ned. Bremserne arbejder, dækkene synger lavt mod den varme asfalt, og for hvert sving åbner kløften sig dybere. Klippevæggene rejser sig højere og højere på begge sider, indtil de næsten lukker himlen ude. Mød du en turistbus i et af de smalle sving — og det gør du om sommeren — så er det dig der bakker. Derfor: kom tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. Midt på dagen i juli er vejen en perlekæde af biler i krybespor.

Hvert sving har sin egen karakter. Nogle er åbne og lange, hvor du kan se to-tre kurver frem; andre er knækkede hårnåle, hvor klippen står så tæt, at du må svinge helt ud, før du drejer ind. Lyden ændrer sig undervejs — øverst er der vind og geder, halvvejs nede er der kun dækkenes lave sang mod den varme asfalt, og forneden, hvor klipperne lukker sig, kommer havets lyd op imod dig, før du ser det. Du kører ikke ned ad en vej. Du kører ned i en kløft.

Nede ved havet ligger den lille bugt Sa Calobra, og herfra fører en kort gangtunnel gennem klippen til mundingen af Torrent de Pareis — Mallorcas vildeste kløft. Tre kilometer lang, med vægge på op til 200 meter, og passager så snævre at solen aldrig når bunden. Hvor kløften møder havet, åbner den sig i en bugt af turkist vand mellem lodrette klipper. Om sommeren holder et kor koncerter inde i kløften; lyden kastes mellem væggene og bliver til en katedral uden tag. Du behøver ingen koncert. Stilheden mellem to klippevægge, der er højere end de fleste skyskrabere, er nok.

Gå ind gennem gangtunnellen og ud til mundingen. Stenene under fødderne er runde og glatte, slebet af det vand, der i regntiden farer gennem kløften med en kraft, der har formet den i tusinder af år. Nu er der stille. En enkelt kajakroer glider ud af mundingen og bliver til en prik på det blå. Du sætter dig på en sten og lytter — og det eneste, du hører, er bølgerne, der slår mod klippefoden, og din egen vejrtrækning.

Foto: Olaf Tausch · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Torrent de Pareis, hvor kløften møder havet. Vægge på op til 200 meter, turkist vand, og passager hvor solen aldrig når bunden.

Og så skal du op igen — samme vej, de samme over 50 sving, nu i nedadgående retning vendt om. Opad føles den helt anderledes: motoren arbejder, du ser knuden ovenfra i stedet for nedefra, og du forstår for alvor hvad Parietti løste. Tilbage ved Coll dels Reis drejer du til venstre og fortsætter på MA-10 mod nordøst.

Foto: Kritzolina · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Gorg Blau på vej mod Lluc. Et opdæmmet reservoir mellem bjergene — vandstanden svinger med året, og bunden afslører gamle terrasser når den falder.

De 25 km til Lluc — øens helligste sted

Vejen mod Lluc snor sig gennem en højtliggende dal, grønnere og blødere end den bare kalksten omkring Puig Major. Stenegene tager over igen, og luften lugter af skov og kvæg. Midt i bjergene ligger Santuari de Lluc — Mallorcas vigtigste valfartssted i over 700 år. Et stort klosteranlæg af honningsten omkring en basilika, med pilgrimme, skoleklasser og vandrere på kryds og tværs af gårdspladsen.

Inde i basilikaen står La Moreneta — "den lille mørke" — en sort madonnafigur, der er øens skytshelgen. Og hver dag synger Els Blauets, et af Spaniens ældste drengekor, grundlagt i 1531 og opkaldt efter deres blå korkåber. Sætter du dig på en bænk i det kølige, halvmørke kirkerum mens stemmerne fylder det, forstår du hvorfor folk har gået i bjergene i syv århundreder for at komme netop hertil. Det er ikke en seværdighed. Det er et sted, der stadig bruges til præcis det, det blev bygget til.

Foto: H. Zell · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Santuari de Lluc, set fra Monte del Rosario. Mallorcas helligste sted i 700 år, klemt ind i en grøn bjergdal. Drengekoret synger her hver dag.

Fra Lluc fortsætter MA-10 et stykke endnu gennem den højtliggende skov, før den for alvor begynder at falde. Du møder pilgrimme til fods langs vejkanten — nogle går hele vejen fra Palma over to dage — og vandrere med rygsæk på vej ind i bjergene. Luften lugter af stenegeskov og tørt græs, og temperaturen kravler langsomt op, jo længere ned du kommer.

De sidste 20 km — ned mod Pollença

Fra Lluc falder MA-10 mod nordøst, ned ud af bjergene i en lang serie af sving gennem pinjeskov. Du mærker temperaturen stige et par grader for hver hundrede meter du taber, og pludselig er bjerget bag dig og sletten foran. Pollença ligger hvor bjerget slipper og landet flader ud — en gammel by af stenhuse omkring en lang, lige gade, grundlagt af tempelriddere efter at Mallorca blev erobret fra maurerne i 1200-tallet.

Midt i byen rejser Calvari-trappen sig: 365 stentrin — ét for hver dag på året — kantet af cypresser, der fører op til et lille kapel på toppen. Gå dem i den lave aftensol, hvor cypresserne kaster lange skygger på tværs af trinene og hele byen breder sig ud bag dig for hvert skridt op. Oppe står kapellet, og udsigten strækker sig fra bjerget du lige kom ned ad, til bugten du kører ud i morgen. Her standser etapen. Du har kørt 85 kilometer, bundet en knude, badet i en kløft og hørt et drengekor synge i 500 år gammel sten.

Foto: Adam Loader · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Calvari-trappen i Pollença. 365 trin — ét for hver dag — kantet af cypresser. Gå dem i aftensol, hvor skyggerne ligger på tværs.

"En vej der binder en knude for ikke at sprænge et bjerg. Det er ikke en omvej. Det er hele turen."

De første kilometer — ud til bugten

Fra Pollença kører du de få kilometer ned til Port de Pollença, en rolig badeby i bunden af en bred bugt. Vil du have en sidevej først, så drej op til Cala Sant Vicenç — en knippe små bugter mellem stejle klipper, hvor vandet skifter mellem turkis og dybblåt afhængig af dybden. Ellers kører du gennem Port de Pollença, forbi promenadens fiskerbåde, og finder skiltet mod Formentor. Vejen begynder at stige, og byen er væk bag dig på ingen tid.

Port de Pollença er en stillere by end de fleste ved kysten — en lang promenade med fiskerbåde, pinjetræer der hælder ud over vandet, og en strand, hvor folk har holdt ferie i generationer uden at byen blev til højhuse. Det var her, den engelske digtertradition slog rod; forfattere som Agatha Christie kom her i mellemkrigstiden og skrev. Du mærker det stadig — et tempo, der hører en anden tid til.

Cala Sant Vicenç er fire små bugter, klemt ind mellem to bjergrygge, hvor vandet skifter farve med bunden — turkis over sand, dybblåt over sten. Klipperne bagved hedder Cavall Bernat, en takket kam, der rejser sig næsten lodret. Det er et af de steder, hvor du forstår, hvorfor folk siger, at Mallorca har en kyst for hver vind. Drejer du ikke derop, fortsætter du bare ud ad odden — det er den, du kom efter.

Foto: Miquel Cabot · Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Badia de Pollença. En bred, rolig bugt, lukket af to odder. Den nordlige er Formentor — der skal du ud.

Den sidste store seværdighed inden odden er Alcúdia, den befæstede middelalderby på den anden side af bugten, hvor en næsten komplet bymur fra 1300-tallet stadig omkranser de gamle gader — bygget oven på resten af den romerske by Pollentia. Har du tid i overskud, er den en kort afstikker sydpå værd. Ellers gemmer du den; i dag handler det om vejen ud i havet.

De 20 km ud ad odden

Formentor-vejen er Antonio Parietti's anden mesterværk på øen — samme ingeniør som Sa Calobra. Den klatrer fra Port de Pollença op over en kam og slynger sig derefter ud langs en klippekam, der er smal som en knivsæg, med havet på begge sider. Til venstre falder klipperne lodret ned i blåt. Til højre det samme. Du kører på toppen af en mur, naturen byggede, og som Parietti lagde en vej oven på.

De første kilometer er en stejl, snoet stigning op over kammen, hvor vejen folder sig sammen i sving, der minder om Sa Calobra i lille format. Du kører i andet og tredje gear, og for hver kurve åbner der sig et nyt udsnit af kyst og hav. Pinjerne klamrer sig til klippen i forblæste vinkler, alle bøjet samme vej af nordenvinden, der har navngivet hele bjergkæden. Der er ikke mange steder, en så kort vej kan rumme så meget drama.

Foto: Kufoleto · Wikimedia Commons · CC BY 3.0

Op over kammen. De første kilometer ud ad odden er Sa Calobra i lille format — stejle sving, og for hver kurve et nyt udsnit af hav.

Stop ved Mirador des Colomer. Herfra ser du ud over en lodret klippeø, der rejser sig stejlt af havet lige ud for kysten, med måger og skarver, der kredser om toppen. Vinden rammer dig sidelæns. Lugten er ren saltvand og varm sten. Står du her en blæsende dag, hører du havet slå mod klipperne 200 meter nede som en lav, konstant torden. Det er det punkt, hvor de fleste forstår, hvorfor de kørte hele vejen ud.

Selve klippeøen hedder Es Colomer — "dueklippen" — og den rejser sig over hundrede meter lige op af havet, hjem for måger, skarver og en koloni af gribbe, der bruger opvindene langs klipperne. Står du her længe nok, ser du dem segle uden et eneste vingeslag, båret af luften, der presses op ad klippevæggen. Under dig brydes bølgerne hvidt mod foden, og lyden når dig forsinket, et lavt, konstant brus.

Parkeringen her er lille, og om sommeren fyldes den tidligt — endnu en grund til at køre odden i morgentimerne eller sidst på dagen. Står du her, mens en bus tømmer sig, forsvinder roen et øjeblik; vent ti minutter, til den kører igen, og klippen er din. Det er det evige bytte på Mallorcas smukkeste steder: timingen afgør alt.

Vejen fortsætter ud ad odden i lange sving, forbi en strand gemt i en pinjelund og en gammel udkigstårn fra sørøvertiden, da Tramuntana-kysten levede i frygt for korsarer fra Nordafrika. Klipperne bliver vildere, vegetationen lavere og mere forblæst, og til sidst er der kun lyng, sten og hav. Du er på den nordligste flig af Mallorca, og der er ingen steder længere at køre end fremad.

De sidste kilometer ud til spidsen er smalle og snoede, og vejen kryber langs kanten med klippefald til den ene side. Her er ingen huse, ingen marker, ingen mennesker — kun vejen, klippen og det åbne hav, der bliver større for hvert sving. Du kører langsomt, ikke fordi du skal, men fordi der ikke er nogen grund til at have travlt på det sidste stykke vej, før øen holder op.

Foto: Twilight Tea · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Formentor-vejen. Parietti lagde den oven på en klippekam så smal, at havet ligger på begge sider på én gang. Hans andet mesterværk på øen.

Fyret — hvor Mallorca ender

Helt yderst står Far de Cap de Formentor — fyret, bygget i 1863 på toppen af en klippe, der falder 210 meter lodret ned i havet. Tårnet selv er kun 22 meter, men det behøver det ikke at være mere; det står allerede højere end de fleste fyr i verden, fordi klippen gør arbejdet. Da det blev bygget, fandtes der ingen vej herud. Materialerne kom med båd, blev hejst op ad klippen, og fyrpasseren og hans familie boede heroppe i månedsvis ad gangen, afskåret fra resten af øen.

Først i 1920'erne kom vejen — og det var igen Parietti, der byggede den, samme mand som Sa Calobra. Indtil da var fyret en af de mest isolerede arbejdspladser i Spanien. Tænk på det, mens du står her med en lejet bil og en halv times kørsel til en kop kaffe: i over et halvt århundrede var det her enden af verden, kun nået med båd og et reb.

Foto: Thomas Wolf · Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0 de

Klipperne ved Cap de Formentor. De falder over 200 meter lodret i havet. Da fyret blev bygget i 1863, kom alt herop ad et reb.

Gå ud til kanten — forsigtigt; her er ingen rækværk, der holder en blæst tilbage. Foran dig er der intet andet end hav, hele vejen til horisonten. På en klar dag kan du skimte naboøen Menorca i det fjerne. En kvinde i vindjakke står stille og ser ud over kanten; ingen siger noget. Der er ikke meget at sige. Mallorca holder op her, og du står på det allersidste punkt.

Bag fyret er der en lille café og en terrasse, hvor folk samler sig sidst på dagen for at se solen gå ned over havet. Lyset bliver lavt og guldt, klipperne får en varm rødlig tone, og gribbene trækker mod deres reder for natten. Kommer du om morgenen i stedet, har du stedet næsten for dig selv — bussen med dagsturisterne er endnu ikke kommet, og du kan høre vinden og fuglene frem for stemmer.

Foto: Nils H. · Wikimedia Commons · CC BY 2.0

Udsigten fra fyret. Klipperne falder 210 meter lodret, og foran er der kun hav. På en klar dag ligger Menorca som en streg i horisonten.

Så vender du om — for der er kun én vej tilbage — og kører de tyve kilometer ind igen, nu med havet i ryggen og bjergene foran. Sluttet på Port de Pollença, hvor du parkerer ved promenaden, sætter dig med fødderne mod bugten og ser tilbage på tre dage, der begyndte ved en katedral i Palma og endte på øens yderste klippe. Du har kørt Tramuntana fra ende til anden.

Turen tilbage ad odden føles helt ny. Den samme vej, men nu med bjergene foran dig i stedet for havet, og lyset faldet et par grader lavere på himlen. Du ser miradorerne fra den anden side, fanger udsigter, du missede på vej ud, og kører de sidste sving ned mod Port de Pollença, mens promenadens lys begynder at tændes en efter en langs vandet.

Har du stadig en time, er Alcúdia de få kilometer sydpå et fint sidste stop — en næsten komplet middelalderbymur fra 1300-tallet, hvor du kan gå rundt på toppen og se ud over markerne, der engang var den romerske by Pollentia. Men du behøver det ikke. Du har set det, du kom efter. Du ved nu, hvad de fleste aldrig opdager: at Mallorcas bedste ikke ligger på en strand, men på en vej.

"De fleste tror Mallorca er en strand. Du ved nu, at den er en bjergvej, der ender i en klippe over havet."