Las Alpujarras — de hvide landsbyer under sneen

De første kilometer — ind i Lanjarón

Du drejer af A-44 ved Béznar og rammer A-348. Vejen begynder at stige med det samme — to spor, midterstribe, jævn asfalt, men den lægger sig ind i bjerget i lange buer. Du mærker bilen tage stigningen. Bag dig forsvinder dæmningssøen ved Béznar, en turkis flade mellem tørre skråninger. Foran dig ligger Lanjarón som en lang hvid stribe på siden af dalen.

Lanjarón er kildebyen. Hele Spanien drikker dens vand — flaskerne med det grønne mærke kommer herfra, fra kilder der vælder ud af Sierra Nevadas underside. Du kører ind ad hovedgaden, og den er smal og lang og kantet med balnearios — kurbade — fra dengang man tog hertil for at "tage vandet". Der lugter ikke af noget særligt på gaden. Men drej ned til en af de offentlige kilder, og du mærker den temperaturforskel: vandet kommer ud koldt nok til at give tænderne et jag, selv i juli.

På en klippe over byen står en ruin: Castillo de Lanjarón, en maurisk vagtborg. Det var her, fortæller man, at den sidste muslimske kommandant i 1500 sprang fra tårnet frem for at overgive sig til de kristne styrker. Du ser kun en tand af mur tilbage nu, gylden i eftermiddagslyset, med dalen faldende væk under den. Det er den slags ruin der ikke er skiltet, ikke har en billetluge, og som du kun ser fordi nogen siger: kig op.

Foto: Bodoklecksel / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Castillo de Lanjarón. En tand af mur på klippen over kildebyen. Herfra sprang den sidste kommandant, siger sagnet, frem for at overgive sig.

Ud af Lanjarón fortsætter A-348 østpå langs dalsiden. Du kører nu på den balkon de kalder "la carretera de la Alpujarra" — Alpujarra-vejen. Til den ene side stiger bjerget. Til den anden falder det ned mod Guadalfeo-floden i bunden. Olivenlunde og mandeltræer i terrasser. Det er ikke en hurtig vej. Den er ikke bygget til fart — den er bygget til at nå frem til landsbyer der ellers ikke kunne nås.

De 12 km mellem Lanjarón og Órgiva

Órgiva er Alpujarras' uofficielle hovedstad — det største af stederne, der hvor folk fra de små landsbyer kører ned for at handle. Du ser den ligge nede i dalbunden med to ulige kirketårne der stikker op over hustagene: Iglesia de Nuestra Señora de la Expectación, en barokkirke med to tårne der ikke helt matcher. Bag den rejser Sierra Nevadas snekam sig — hvid over grøn over hvid.

Foto: José Aragón / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Órgiva i dalbunden. Sneen ligger på kammen bagved til langt ind på foråret. Det er kontrasten: hvide huse, grønne terrasser, hvid sne.

Órgiva er også blevet noget andet end en markedsby. Siden 1980'erne har den tiltrukket en alternativ befolkning fra hele Europa — nybyggere, vævere, et tibetansk-buddhistisk stupa-kloster i bakkerne, og et af Spaniens største selvgroede markeder hver torsdag. Du går gennem byen og hører engelsk og tysk og fransk lige så ofte som spansk. En kvinde med gråt hår i fletninger sælger lavendelolie fra et bord. En mand reparerer en motorcykel i en port. Det er ikke postkort-Andalusien. Det er noget mere blandet og mere levende.

Lige uden for Órgiva drejer du væk fra dalbunden og op. Her begynder den rigtige stigning. Vejen skifter karakter — den bliver smallere, sving efter sving, og du veksler mellem anden og tredje gear hele vejen op. Til venstre falder skråningen brat. Du passerer Soportújar, en lille landsby der har gjort sig selv til "heksenes landsby" med statuer af troldkvinder og en grotte — kitsch, men sjov kitsch, og udsigten derfra ned over dalen er ægte nok.

Op i Poqueira-kløften — Pampaneira

Efter Soportújar svinger vejen ind i selve Barranco de Poqueira — Poqueira-kløften. Det er en V-formet revne i bjerget, skåret af en flod der starter som smeltevand oppe under Mulhacén. Og på den vestlige flanke af kløften hænger de tre landsbyer der er hele grunden til at du kører herop: Pampaneira nederst (1.060 meter), Bubión i midten, og Capileira øverst (1.436 meter). Tre hvide landsbyer på en lodret væg, forbundet af én snoet vej.

Foto: Bergerie / Wikimedia Commons / CC BY 3.0

Barranco de Poqueira. Pampaneira nederst, Bubión i midten, Capileira øverst — tre landsbyer på én flanke, med sneen på toppene der fodrer vandrenderne.

Du parkerer i udkanten af Pampaneira — bilen kan ikke ind i den gamle kerne, gaderne er for smalle og for stejle. Du går de sidste meter ind til Plaza de la Libertad, og det første du lægger mærke til er lyden: rindende vand. Midt ned ad hovedgaden løber en åben stenrende — en acequia — med isnende klart smeltevand. Det har løbet sådan i tusind år. Børn sejler blade i den. Du holder hånden i. Den er kold nok til at gøre ondt.

Foto: Evaizeta / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0 ES

Pampaneira. Kalkhvide mure, urtepotter, og stribede jarapa-løbere hængt ud. Hver torsdag kalkes murene — derfor er de altid blændende.

Pampaneiras gader er fyldt med små butikker der sælger jarapas — vævede kludetæpper i stribede farver, lavet af opskårne stofstrimler på gamle træsystemvæve. Det er Alpujarras' eget håndværk, og det er ikke opfundet til turister: væven har stået i landsbyen i generationer, og du kan stadig finde værksteder hvor en kvinde sidder ved rammen og sender skytten frem og tilbage. Tæpperne hænger ud over altanerne, røde og blå og gule mod den hvide kalk. Det er det første sted farverne bryder hvidheden.

Hold ind et øjeblik ved indkørslen til landsbyen og lyt. Der er ingen biler — gaderne lukker dem ude — så det eneste du hører er vandet i renden, en hammer mod metal et sted, og to ældre mænd der taler lavt på en bænk. Det lugter af kalk, af brænderøg fra et komfur selv om sommeren, og svagt af den friske mynte der gror vildt langs renderne. Du har kørt 30 kilometer fra appelsinlunde, og du står nu i en lyd og en luft der ikke har ændret sig synderligt i fem hundrede år.

Læg mærke til tagene. De er flade — ikke et eneste skråt tegltag i sigte. Det er launa: en grå, magnesiumholdig lerart fra forvitret skifer, som man lægger tykt ud over bjælker af kastanjetræ. Når det regner, tramper vandet selv leret sammen til en vandtæt plade. Det er en teknik fra Atlasbjergene, bragt hertil af berbere for over tusind år siden, og den virker stadig. På et fladt tag tørrer man majs, hænger figner, sidder en sommeraften. Taget er et rum.

Bubión og Capileira — to hylder højere

Fra Pampaneira fortsætter vejen op til Bubión, et par kilometer og hundrede højdemeter længere oppe. Bubión er den stilleste af de tre — færre butikker, flere huse hvor folk faktisk bor. Du går op gennem den og kommer ud på en flad tagterrasse hvor hele kløften åbner sig: Pampaneira nede til højre, Capileira oppe til venstre, og kløftens bund langt nede hvor floden glimter. Det er herfra du forstår geometrien — tre landsbyer, én væg, tusind års terrassebrug ned ad skråningen.

Matt Batchelor / CC BY 2.0

Jocelyn Erskine-Kellie / CC BY-SA 2.0

Her møder du tinaoen for første gang. En gade snævrer ind, og pludselig er der tag over dig — to huse på hver side har bygget sig sammen ovenover gaden, hvilende på tunge bjælker og en stenpille, og i rummet ovenpå bor der nogen. Du går gennem en tunnel der både er gade og hus. Det er køligt og mørkt og lugter af kalk og gammelt træ, og så er du ude i sollyset igen. Tinaoer findes næsten ingen andre steder i verden. De er Alpujarras' arkitektoniske signatur — født af snevintre og stejle skråninger, hvor man byggede opad fordi man ikke kunne bygge udad.

Den sidste strækning op til Capileira er den smalleste. Mød en bil på vej ned, og en af jer skal bakke til en udvidelse. Tag det roligt. Capileira ligger i 1.436 meter — den øverste af de tre, og enden af vejen for almindelig biltrafik op ad kløften. Herfra og opad er der kun grusveje og vandrestier mod Mulhacén. Du parkerer ved miradoren i landsbyens nordende, hvor kløften falder væk under dig og bjerget rejser sig hvidt foran.

Gå ind i Capileira til fods. Gaderne snor sig, trapper op og ned, og overalt er der det samme: hvide mure, flade launa-tage, urtepotter, og lyden af vand et eller andet sted du ikke kan se. En gammel mand sidder på en stenbænk i skyggen af en tinao med en stok mellem knæene og ser på de forbipasserende uden at sige noget. Han har sandsynligvis siddet der hver eftermiddag i tres år. Klokken er tre, solen står højt, og halvdelen af landsbyen sover bag lukkede skodder. Det er ikke dovenskab. Det er en aftale med solen — man arbejder tidligt, man hviler i heden, man lever om aftenen.

Foto: Jocelyn Erskine-Kellie / Wikimedia Commons / CC BY-SA 2.0

Capileira. Kalkede stentrapper, flade tage, terrasser. Hver flade er vundet fra bjerget med håndkraft over tusind år.

Mens du går rundt, så læg mærke til vandet igen. Hele kløften er holdt i live af acequias de careo — vandingsrender som maurerne anlagde for tusind år siden. De leder smeltevandet fra de høje toppe ned ad skråningen og lader det sive ned i jorden, hvor det kommer frem igen længere nede som kilder. De kaldte det "at så vand". Hele det grønne bånd af terrasser midt i et tørt bjerg findes kun fordi nogen for tusind år siden forstod at vand kunne dyrkes. Renderne passes stadig af hånd. En landsbys vand er stadig en landsbys ansvar.

Du sover oppe i kløften — i Capileira eller Bubión. Når solen går ned, sker der noget med lyset: de hvide mure tager farve, går fra hvidt til cremegult til lyserødt i tyve minutter, og snetoppene mod nord lyser længe efter at dalen er faldet i skygge. Det er ikke poetisk pynt. Det er bare det skrå eftermiddagslys der rammer en hvid mur i 1.400 meters højde. Du står på en tagterrasse med vand der rinder et sted nedenunder, og du forstår hvorfor de der trak sig herop aldrig kom ned igen.

"Tre hvide landsbyer på én væg. Vand i gaden. Tage du kan gå på. Du troede Spanien var flamenco og strand — Alpujarras viste dig noget ældre."

Ned ad kløften — og ud på balkonen

Der er kun én vej ud af Poqueira-kløften, og det er den samme du kom op ad. Du ruller ned gennem Bubión og Pampaneira i lav gear, lader motorbremsen gøre arbejdet, og møder de første dagsbesøgende på vej op. Nede igen rammer du A-4132 — balkonvejen — og drejer østpå. Nu kører du ikke længere opad. Du kører på tværs, i konstant 1.200-1.300 meters højde, ind og ud af hver lille kløft bjerget folder.

A-4132 er en officiel landskabsvej — en carretera paisajística — og det betyder ikke at den er bred eller hurtig. Det betyder at den blev anlagt for at nå landsbyerne på den høje skråning, og at udsigten er bivirkningen. To smalle spor, ingen midterstribe de fleste steder, og et autoværn der ikke altid er der. Til den ene side stiger bjerget i terrasser. Til den anden falder det ned mod Guadalfeo-dalen. Du holder farten nede. Det er ikke en straf — det er hele pointen.

Vejen folder sig om hver lille sidekløft: ind mod bjerget, rundt om enden, ud igen på den anden side. Du kan se den næste landsby ligge lige overfor i luftlinje, men der går ti minutters kørsel før du er der, fordi vejen skal hele vejen ind i folden og ud igen. Det giver en mærkelig rytme — du nærmer dig et mål, mister det bag en klippe, finder det igen. En bus i modgående retning tvinger dig helt ud til kanten, og et øjeblik kigger du lige ned i dalen mens du venter på at den kommer forbi.

Foto: Por los caminos de Málaga / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Bjergsiden mod Busquístar. Vejen og de gamle muldyrstier følger samme kurver — ind og ud af hver fold i bjerget.

Landskabet skifter her. Vest for Poqueira var skråningerne tørre og terrasserede. Øst for kløften bliver det grønnere — kastanjeskov. Store, gamle kastanjetræer, nogle hundredvis af år gamle, breder sig over vejen og kaster plettet skygge. Om efteråret falder kastanjerne på asfalten, og landsbyerne holder fest når de modnes. Du ruller vinduet ned, og luften skifter — fra tørt bjerg til skovfugt, mos og blade og våd sten. Det er en anden lugt end resten af Andalusien.

I begyndelsen af november kaster landsbyerne sig over kastanjerne. De rister dem over bål på torvene, sælger dem varme i kræmmerhuse, og hele La Taha lugter af røg og brændt skal. Castaños del Rulo i Pórtugos er nogle af de ældste træer, hundredevis af år gamle, så brede at flere mennesker må holde hinanden i hænderne for at nå rundt om stammen. Du kører måske forbi uden for sæsonen og ser bare træerne. Men ligger der kastanjer på vejen, så ved du hvor du er på kalenderen.

La Taha — Pitres og de skjulte landsbyer

Du når Pitres, hovedbyen i et lille knippe landsbyer der kaldes La Taha — et arabisk ord for et administrativt distrikt, der har overlevet på trods af fem hundrede års kristent styre. Under Pitres ligger fire-fem endnu mindre landsbyer gemt i folderne: Mecina, Fondales, Ferreirola, Atalbéitar. Det er nogle af de mindst ændrede steder i hele Spanien — bittesmå, uden butikker, med tinaoer og kilder og stier mellem husene der er ældre end nogen vej.

Det er værd at stille bilen i Pitres og gå en halv time ned ad en af stierne. Inden for få minutter er motorlyden væk, og der er kun fuglefløjt, vandets rislen i en acequia langs stien, og dine egne skridt på den slidte sten. En æselejer kommer måske forbi med et dyr lastet med byggesten — det sker stadig her, fordi nogle huse ligger hvor ingen bil kan komme frem. Du møder en kvinde i forklæde der bærer brød hjem og nikker uden at standse. Det er ikke iscenesat. Det er bare en tirsdag på et sted hvor stien stadig er hovedfærdselsåren.

Foto: SANDRALP / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

La Taha. Hvide huse mellem grønne terrasser og kastanjeskov. Under hovedbyen ligger landsbyer så små at de ikke har en butik.

Det her er silke-land. I maurertiden var Alpujarras et af Europas vigtigste silkeområder — bjergsiderne var dækket af morbærtræer, hvis blade fodrede silkeormene, og landsbyer som Pórtugos, Pitres og Juviles levede af tråden. Silkehandelen var så vigtig at da moriscoerne blev fordrevet i 1570'erne, kollapsede hele økonomien. Du ser stadig gamle morbærtræer stå rundt om i landsbyerne — knortede, brede, ladt tilbage da industrien døde.

Lidt øst for Pitres ligger Pórtugos, og lige uden for landsbyen, ved Ermita de las Angustias, finder du et af de underligste steder på hele ruten: Fuente Agria — "den sure kilde". Vandet vælder ud koldt og prikkende af kulsyre og jern, og det smager metallisk, næsten af blod. Lige ved siden af styrter en lille kaskade — El Chorrerón — ned over en klippe der er farvet rustorange af alt det jern vandet har efterladt gennem århundreder. Klippen ser ud som om den ruster. Det gør den faktisk.

Foto: José Luis Filpo Cabana / Wikimedia Commons / CC BY 3.0

Fuente Agria, Pórtugos. Jernet i vandet har farvet klippen orange. Smag på det fra hanen — koldt, prikkende, metallisk. De lokale drikker det for maven.

Stå et øjeblik ved kilden. Der kommer en lokal med fem tomme plastflasker og fylder dem op, roligt, en ad gangen, som om det er det mest naturlige i verden — og det er det, her har man hentet vand fra denne kilde i hundredevis af år. Skovens fugt hænger i luften. Vandet plasker. Et sted oppe i kastanjerne kalder en fugl. Det er sådan et sted man kører forbi med 30 km/t hvis ingen fortæller én at man skal stoppe.

De sidste kilometer — op til Trevélez

Efter Pórtugos passerer du Busquístar, en lille hvid landsby der hælder ned ad sin skråning med launa-tage stablet som trin. Vejen fortsætter ind i den dybe Río Trevélez-dal — en af de største folder i hele Sierra Nevada. Du kører helt ind i bunden af dalen, krydser floden, og begynder så at stige igen på den anden side. Nu går det opad for alvor. Sving efter sving, og for hver én bliver luften en anelse køligere.

Bunden af Río Trevélez-dalen er et af de stilleste punkter på hele turen. Floden er smal og hurtig og iskold — rent smeltevand — og den larmer over stenene under broen. Der vokser poppel og el langs bredden, et grønt bånd i et ellers tørt landskab. Du kan mærke temperaturen falde flere grader bare ved at køre ned i skyggen her, og når du begynder at stige op ad den anden side, ser du Trevélez dukke op langt deroppe, stadig en god bid højere end du står nu.

Foto: Giorgio Monteforti / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Busquístar. Launa-tagene stablet ned ad skråningen som trin. Bag landsbyen falder Río Trevélez-dalen dybt ned.

Og så ligger den der: Trevélez, klatrende op ad bjergsiden i tre adskilte kvarterer — barrio bajo, medio og alto, lav, mellem og høj. Den ligger i omkring 1.476 meter, og den kaldes ofte Spaniens højeste landsby. Strengt taget er der uenighed om titlen — det afhænger af om man måler landsbyen eller hele kommunen — men ingen er i tvivl om at du er højt oppe. Sneen ligger på toppene lige over byen langt ind i juni. Luften er tynd og tør og kølig, selv når dalen nedenunder steger.

Og det er præcis derfor Trevélez findes som mere end en landsby. Den tørre, kølige bjergluft i over 1.200 meter er perfekt til én ting: at modne skinke. Jamón de Trevélez er en IGP-beskyttet specialitet, og princippet er så enkelt som det bliver — saltet svinelår, hængt op i et luftigt secadero, og så tid. Ingen røg. Ingen tilsætning. Bare salt, kold luft og tålmodighed: typisk fra fjorten måneder til langt over to år, mens låret langsomt taber en tredjedel af sin vægt og koncentrerer al sin smag.

Det hele afhænger af stedet. Det er ikke en opskrift man kan flytte — den tørre, kølige luft i over 1.200 meter, de store udsving mellem dag og nat, og den lange vinter er selve værktøjet. Et lår der ville rådne i fugtigt lavland tørrer her langsomt og roligt, sæson efter sæson. Derfor kommer svinene andre steder fra, men skinken bliver til her — det er bjerget, ikke grisen, der har beskyttelsen. Spaniens lavland kunne ikke kopiere det hvis det ville.

Guanbirra / CC BY-SA 3.0

Tuxyso / CC BY-SA 3.0

Gå ind i en hvilken som helst butik i Trevélez, og du står i en skov af skinkelår — hundredvis af dem, hængende fra loftet, hver med en lille plastikkop under hoven til at fange det dryp af fedt der bliver ved i årevis. Lugten rammer dig i døren: salt, nøddeagtig, en smule som en kælder, en smule som regn. En mand skærer et lår for hånd med en lang tynd kniv, papirtynde skiver, og lægger en til dig på en serviet uden at sige andet end prueba — smag. Du smager. Du forstår hvorfor de bærer den helt herop.

Foto: Nilsf / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Mulhacén — 3.479 meter, fastlandsspaniens tag. Trevélez ligger ved foden af opstigningen. Sneen heroppe smelter ned i de acequias du så i kløften.

Trevélez er også startpunktet for opstigningen til Mulhacén, fastlandsspaniens højeste bjerg i 3.479 meter. Du skal ikke derop i dag — det er en hel dags vandring — men stå et øjeblik og kig op. Den hvide top du ser er det højeste punkt på den iberiske halvøs fastland, og smeltevandet derfra er præcis det vand der løber i renderne nede i Pampaneira. Hele turen hænger sammen i ét kredsløb: sne på toppen, render ned ad skråningen, vand i gaden, terrasser der gror.

Den nederste del af Trevélez har den bedste parkering og de fleste secaderos — det er her du stiller bilen. Gå op gennem barrio medio og alto til fods hvis benene kan. Gaderne bliver stejlere og stillere jo højere du kommer, og oppe i den øverste del møder du hverdagen: tøj hængt til tørre over en tinao, en kat på en varm trappe, en ældre kvinde der fejer foran sin dør klokken seks om aftenen, da heden endelig slipper. Klokken er ikke til at se på her. Den er til at mærke på solens vinkel.

"En hel nation sender sin skinke op i tynd bjergluft for at modne. Du står midt i skoven af lår, med sne i døråbningen, og forstår hvorfor."

Ned fra Trevélez — ind i den tørre øst

Du kører ned fra Trevélez og rammer igen den høje vej østpå. Og inden for få kilometer mærker du forskellen: landskabet bliver tørrere. Kastanjeskoven aftager, terrasserne bliver bredere og brunere, og himlen virker større. Den vestlige Alpujarras — Poqueira, La Taha — får mest regn og mest grønt. Den østlige er i regnskygge, mere brændt, mere åben. Færre turistbusser kommer herover. Du har vejen næsten for dig selv.

Og det ændrer hvordan turen føles. Vest for Trevélez kørte du fra parkering til parkering, mødte dagsbesøgende, ledte efter en plads. Her østpå åbner vejen sig, og du kan holde ind hvor som helst og slukke motoren. Vinden kommer tør og varm op fra dalen og bærer duften af timian og rosmarin der gror vildt på de ubrugte terrasser. Et glentepar kredser højt oppe. Det er den Alpujarras de fleste rejseguider springer over — og præcis derfor den der ligner sig selv mest.

Du passerer Juviles og Bérchules, to landsbyer der ligger på lange åbne skråninger med terrasser der breder sig under dem. Bérchules er kendt for en sær lille ting: hver år fejrer den nytår om sommeren. I 1994 gik strømmen i landsbyen nytårsaften, alle uret stoppede, og festen blev aflyst — så besluttede de at tage den om igen i august, og det har de gjort lige siden. Den første lørdag i august tæller hele landsbyen ned til midnat, spiser tolv vindruer, og fyrer fyrværkeri af i sommervarmen.

Juviles var engang et tyngdepunkt heroppe. I maurertiden lå der en fæstning over byen, og distriktet var et af de vigtigste i hele Alpujarras for silkeproduktionen — morbærtræer på hver terrasse, væve i hvert hus. Da silken døde med fordrivelsen, faldt stederne tilbage til landbrug og glemsel. I dag er Juviles mest kendt for sin skinke, en mindre kendt slægtning til Trevélez', modnet i samme kølige luft. Du kører igennem på et minut. Men de brede, lave terrasser du ser, blev formet af en industri der engang klædte konger.

Foto: Uri Baruchin / Wikimedia Commons / CC BY 2.0

Bérchules. Den østlige Alpujarras er tørrere og mere åben — bredere terrasser, færre træer, større himmel.

Nede i dalen under Bérchules ligger Cádiar, et knudepunkt hvor flere dale mødes. Du behøver ikke køre helt derned — den høje vej fører dig videre østpå — men kig ud over kanten mod syd. Skråningerne der falder mod kysten er Sierra de la Contraviesa, en tør, solbagt bjergryg dækket af vinstokke og mandeltræer. Det er vino de la costa-land — rustikke bjergvine dyrket i højder de fleste vinbønder ville kalde umulige. Mandeltræerne blomstrer lyserødt i februar, før alt andet i Spanien.

Vinen herfra er ikke fin. Den er rustik, kraftig, ofte en lyserød blanding tappet af bonden selv, og den smager af den tørre jord og den hårde sol den voksede i. Det er bjergvin lavet til bjergmad — den slags der står i en uetiketteret flaske på et bord i en landsbybar, og som passer perfekt til en skive skinke og et stykke gedeost. Hvis du holder ind i Cádiar en torsdag, falder du måske over markedet, hvor en mand med solbrændte hænder hælder dig et glas at smage uden at forvente at du køber noget.

Foto: Feranza / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Cádiar-dalen, hvor flere dale mødes. Mod syd rejser Contraviesa sig — vin og mandler på tørre skråninger ned mod Middelhavet.

Yegen — englænderen der blev

Du kører videre gennem Mecina Bombarón og når Yegen, en lille landsby på en åben skråning der ser ud som hundredvis af andre i Alpujarras. Bortset fra at denne har en bog. I 1920'erne slog en ung englænder ved navn Gerald Brenan sig ned her — en del af Bloomsbury-kredsen, ven af Lytton Strachey og Virginia Woolf, som faktisk kom på besøg ad de elendige muldyrstier. Brenan boede i Yegen i flere år og skrev senere South from Granada (1957), en bog om livet i en andalusisk bjerglandsby, der stadig regnes for en klassiker.

Det vilde er, hvem der kom på besøg. Virginia Woolf og hendes mand Leonard red de sidste strækninger op til Yegen på muldyr, fordi der ikke var nogen vej. Lytton Strachey, Dora Carrington, hele den londonske intellektuelle elite klatrede op til denne lille landsby for at sidde på Brenans tagterrasse og kigge ud over terrasserne. Forestil dig det: Bloomsbury-gruppen, midt i en analfabetisk bjerglandsby uden strøm, hvor de fleste aldrig var kommet længere end til Granada. To verdener mødtes her i et par somre i 1920'erne.

På huset hvor han boede sidder en mindeplade, tæt på landsbyens torv. Du kan stå foran den og se præcis det Brenan så hver morgen: den samme skråning, de samme terrasser, den samme sne på toppene mod nord. Han beskrev en verden der var næsten middelalderlig — uden veje, uden strøm, hvor landsbyen var en hel verden i sig selv. Det meste af det er væk nu. Men stå på torvet en eftermiddag, når kun en hund og en gammel mand er ude, og du fornemmer en rest af den stilhed han skrev om.

Videre øst gennem Válor, og her bliver historien tungere. Válor er fødestedet for Aben Humeya — Fernando de Válor, en morisk-spansk adelsmand der i 1568 rejste sig mod den spanske krone og tog det gamle umayyade-navn. Det blev til Rebelión de las Alpujarras, moriscoernes oprør, der rasede i disse dale fra juledag 1568 til 1571. Det endte med nederlag, og bagefter blev moriscoerne spredt over hele Spanien — og senere helt fordrevet. Disse landsbyer mistede den befolkning der havde bygget dem.

Det er svært at fatte når man kører igennem i dag, hvor alt ser fredeligt ud. Men terrasserne, renderne, tinaoerne, launa-tagene — alt det du har set i tre dage — blev tænkt ud og bygget af mennesker der bagefter blev tvunget væk fra det. De kristne nybyggere der kom til bagefter, mange fra det nordlige Spanien, arvede et færdigbygget landskab de ikke selv forstod, og overtog vandrender de måtte lære at passe fra bunden. Hele Alpujarras er på den måde et hus hvis bygmestre aldrig fik lov at bo i det.

Foto: Lopezsuarez / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Válor — Aben Humeyas fødeby. Hver september genopfører landsbyen oprøret som "Moros y Cristianos", maurere mod kristne, på torvet.

Hver september spiller Válor hele historien igen som et Moros y Cristianos-skuespil på torvet — landsbyboerne klædt ud som maurere og kristne, kanonsalut, et helt drama om erobring og tabt land. Det er fest og det er alvor på samme tid: efterkommerne af dem der vandt, der genopfører tabet for dem der byggede stedet. Du kører igennem på fem minutter en almindelig dag, og der er ingen der spiller noget. Men jorden husker.

Op over bjerget — Puerto de la Ragua

Fra Laroles, den sidste landsby på den østlige skråning, drejer du nordpå og begynder den sidste stigning. Du forlader Alpujarras' hvide landsbyer og kører ind i bjerget selv. Vejen — A-337 — er den eneste asfalterede vej over hele Sierra Nevada-kæden, og den fører op til Puerto de la Ragua i omkring 2.000 meter.

Foto: Juan Acién / Wikimedia Commons / CC BY-SA 3.0

Laroles. Den sidste landsby før bjerget. Herfra drejer vejen op — og de hvide huse slipper dig.

Stigningen fra Laroles er lang og jævn — sving efter sving op gennem en skråning der gradvist skifter fra terrasser til fyrreskov. Vejen er smal, og flere steder er der intet autoværn mod faldet. Du kører roligt, i andet gear i de stejleste sving, mens motoren arbejder i den tyndere luft. Lugten skifter fra tørt bjerg til harpiks og fyrrenåle. For hver hundrede højdemeter falder temperaturen, og om foråret begynder du at se de første sneplamager mellem træerne.

Det er en stigning hvor du mærker bilen arbejde og dig selv blive stille. Trafikken forsvinder næsten helt — det er ikke en vej man kører ad for at komme et bestemt sted hen, det er en vej man kører for vejens skyld. Et par cyklister sliddet sig opad i lavt tempo, bøjet over styret. En vandfaldsbæk krydser under asfalten. Højere oppe åbner skoven sig i lysninger hvor du kan se hele Alpujarras brede sig ud bag dig, landsby efter hvid landsby, helt ned til den dis hvor Middelhavet ligger.

Foto: Ziegler175 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

A-337 op mod Puerto de la Ragua. Den eneste asfalterede vej over Sierra Nevada — fyrreskov, tynd luft, sne i kanterne langt ind på foråret.

Oppe på passet åbner det sig. Du er i 2.000 meter, på ryggen af Spaniens højeste bjergkæde, med Sierra Nevadas toppe rejsende sig mod vest og Mulhacén et sted derinde. Her er en rasteplads, et bjerghytte-refugio og om vinteren en lille langrendsstation — der falder nok sne heroppe til at man kan stå på ski, 60 kilometer fra Middelhavskysten. Om sommeren er det køligt og stille, med vind i fyrretræerne og en udsigt der rækker langt ud over begge sider af bjerget.

Det er her turen giver mening i sin helhed. Du startede i appelsinlunde ved Béznar. Du sov i en kløft hvor smeltevandet løb i gaden. Du stod i en skinkeby under en 3.479-meters top. Og nu står du på selve bjergryggen, hvor alt det vand begynder — sneen heroppe er den samme sne der smelter ned i de acequias der holder Pampaneira grøn. Hele Alpujarras hænger sammen i ét lodret kredsløb fra 2.000 meter til havet, og du har lige kørt tværs gennem det.

Smiley.toerist / CC BY-SA 4.0

joan ggk / CC BY 2.0

Fra passet kan du fortsætte ned ad nordsiden mod La Calahorra og dens fæstning og videre mod motorvejen — eller du kan vende om og rulle tilbage ned i de hvide landsbyer, nu med lyset fra den anden side. Uanset hvad: stå et øjeblik heroppe først. Sluk motoren. Lyt. Vind i fyrretræerne, en fugl, ingen biler. Det er den stilhed berberne kom op efter for tusind år siden, og som englænderen i Yegen skrev en hel bog om. Den er stadig her, hvis man kører højt nok op.

"Berberne byggede landsbyerne. Maurerne tabte dem. En englænder skrev dem ned. Og sneen på toppen holder dem stadig grønne. Du kørte tværs gennem tusind år på 156 kilometer."