Et hav der tager imod dig med 60 millioner år gammel sten i lodrette lag. En ø du går ud til ad 241 trin. Et bygmesterværk i titanium der ligner en bølge. En jernbro fra 1893 der stadig fragter biler over en flod. Og hulemalerier fra istiden under en bakke i Cantabria.
3 etaper · ca. 370 km · Hondarribia → Bilbao → Santander → San Vicente
Costa Vasca og Costa Cantábrica er det grønneste hjørne af Spanien. Atlanten slår ind, regnen holder hele kysten i en næsten irsk grøntone, og baskere og cantabrere har levet med ryggen mod havet siden tiderne begyndte at blive talt. Du kører N-634 — den store kystvej fra den franske grænse til Galicien. Du følger den i 370 kilometer.
Det er ikke en motorvej-tur. Det er en omvejs-tur. Du forlader N-634 hvert kvarter for at finde en fiskerlandsby, en katedralruin, en kegleformet ø, en hule med malerier af bisoner. Vejen er smal mange steder. Tunneler er korte. Broer er smukke. Og maden — pintxos i San Sebastián, ansjos i Santoña, ostekage i Liérganes — er blandt det bedste i Europa.
N-634 Costa Vasca + Cantábrica
Den grønne kyst — fra flysch til hulemaleri
Hondarribia → San Sebastián → Bilbao → Santander → San Vicente de la Barquera
Jorg Braukmann / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0
Hele ruten
370 kilometer langs Atlanterhavets grønne hjørne
Tre etaper · Costa Vasca + Costa Cantábrica · fra fransk grænse til Picos de Europas dør
Hondarribia → San Sebastián → Zumaia → Lekeitio → Gaztelugatxe → Bilbao · 150 km
P. León / CC BY-SA 3.0
Inden du kører
Det her er en inspirationsside — ikke en rejseguide med garanti. Vi viser dig steder vi synes er værd at køre efter, men vi kan ikke stå til ansvar for forhold langs ruten.
Det er dit ansvar at sætte dig ind i lokale regler for parkering, overnatning, færdsel og adgang. Veje ændrer sig. Parkeringspladser lukker. Bomme dukker op. Tidevandet skifter — og på Costa Vasca er det vigtigt: flere af stederne kan kun ses ved lavvande.
Tjek altid aktuelle forhold inden du kører — og brug din sunde fornuft undervejs. Vi har gjort vores bedste for at give dig gode pejlemærker. Resten er din tur.
150 kilometer langs Baskerlandets kyst. En grænseby med fransk arkitektur. En bukt der skal være verdens smukkeste. 60 millioner år geologi i lodrette lag. En eremitage på en ø — kun nået via 241 stentrin. Og en bygning i titanium der reddede en hel by fra industriens død.
Du krydser Bidasoa-floden ved Irún. Den anden bred er Frankrig — Hendaye-stranden ligger lige der til højre. Du drejer venstre. Du er i Spanien nu. Mere præcist: Du er i Euskadi, Baskerlandet, og det er ikke det samme som Spanien. Skiltene er på baskisk først, spansk under. Husene har røde træbjælker mod hvide vægge — det baskiske landsbymotiv der følger dig hele vejen til Bilbao.
Iñaki LL · CC BY-SA 3.0
Hondarribia. Murene fra 1500-tallet. Husene malet i lyseblå, gul og oksblodsrød med blomster i alle vinduer.
Hondarribia er en lille fæstningsby ved Bidasoas munding. Murene er fra 1500-tallet, husene i den gamle bydel — Casco Histórico — er malet i lyseblå, gul, og oksblodsrød med blomster i alle vinduer. Calle San Pedro i havnedistriktet La Marina er en af Baskerlandets bedste pintxo-gader. Pintxos er ikke tapas — de er små færdige måltider på et stykke brød eller et spyd. Anchovies, foie, tortilla med løg, stokfisk-brandade. Du peger mod disken. Du bliver mæt af tre stykker og to glas.
N-1 vestpå — ind i La Conchas favn
Fra Hondarribia er det 25 km til San Sebastián. Eller Donostia — det baskiske navn der står først på alle skilte. AP-8 motorvejen er hurtig. Den frie N-1 går gennem byerne. Vælg N-1 hvis du har tid. Den følger Urumea-floden ind i centrum.
La Concha-bugten er muslingeskalformet — deraf navnet. To grønne bjerge holder bugten lukket: Igueldo i vest, Urgull i øst. Sandet er hvidt og fint. Vandet er blåt og roligt — bjergene bryder Atlanterhavets bølger inden de når stranden. Det er en af Europas mest fotograferede bugter, og når du ser den fra vejen ned mod kysten forstår du hvorfor. La Concha promenaden løber halvanden kilometer langs vandet med smedejerns-balustrader fra 1916 — designet af samme arkitekt som broen ved Maria Cristina-broen længere inde i byen.
San Sebastián har tre Michelin 3-stjerner indenfor 25 kilometer. Per indbygger er det den mest beærede gastronomiske by i verden. Arzak. Akelarre. Martín Berasategui. Du behøver ikke at booke et af dem for at spise godt her — den gamle bydel Parte Vieja har 200 pintxo-barer på et område mindre end en fodboldbane. Bar Bergara, Atari, La Cuchara de San Telmo — folk står ude på fortovet med vinglas og spiser anchovies med tomat og olivenolie.
Mariordo · CC BY-SA 4.0Michael Pfeiffer · CC BY-SA 3.0
Pintxos er ikke et fast måltid. Det er en gang. Du går ind på en bar, spiser to-tre stykker, drikker et glas txakoli (lokal hvidvin med boble), betaler ved disken, går ud, går ind på næste bar. Tre-fire barer på en aften. Det er ikke for at fylde maven — det er for at flytte sig.
N-634 vestpå — Zarautz, Getaria, Zumaia
Du forlader San Sebastián vestpå ad N-634. Vejen klatrer over en lille bjergryg og falder ned mod Zarautz — Baskerlandets længste strand, 2,5 km hvidt sand. Surferby. Bølgerne er konstante. Folk er i våddragter hele året. Strandpromenaden er fyldt med surfschools.
Lige vest for Zarautz dukker Getaria op — en lille fiskerlandsby med en stor bjerg-ryg der ligner en mus liggende på siden i havet. Lokale kalder det El Ratón ("Musen"). Det er en lille tombolo — en sand-passage mellem to klipper. I Getaria fødtes Juan Sebastián Elcano i 1487 — den baskiske sømand der overtog Magellans skib efter Magellan blev dræbt på Filippinerne, og fuldførte den første jordomsejling i 1522. En statue på torvet ærer ham. Byen lugter af grillet fisk — fiskerestauranterne tænder kulgrillene udenfor klokken et om eftermiddagen og brænder dorade og pighvar over åben ild til klokken er ti om aftenen.
10 minutter vest for Getaria ligger Zumaia. Og dette er stoppet. Itzurun-stranden ligger ved siden af byen — du parkerer ved kirken, går ned, og pludselig står du foran flyschen. Lodrette stenlag, presset op af tektoniske kræfter for 50-60 millioner år siden. Hvert lag er et hundrede tusind år gammelt. Du kan gå ind langs lagene ved lavvande. Du kan røre ved K/Pg-laget — et 2 cm tykt mørkt lerlag med iridium fra asteroiden der udryddede dinosaurerne for 66 millioner år siden. Det er det tætteste du kommer på at røre den begivenhed der ændrede livet på jorden.
Kent Wang · CC BY-SA 4.0
Algorri-klinterne ved Zumaia. Hvert lag er 100.000 år gammelt. Du kan røre K/Pg-laget — asteroiden der udryddede dinosaurerne.
UNESCO Global Geopark siden 2015. 5 km kyst, 60 mio. års geologi. Lavvande er afgørende — tjek tabellen før du kører. Algorri-centeret ved stranden har gratis udstilling.
Game of Thrones brugte Itzurun som Dragonstone — Daenerys' fødeø. Castellet på fjeldet over stranden, det blev bygget til serien og fjernet igen. Men flyschen står stadig. Den var her længe før HBO og er der længe efter.
Indlands ad BI-2238 — fiskerlandsbyer og verdens venstre
Fra Zumaia drejer N-634 indlands. Du kan vælge to ruter mod Bilbao: motorvejen AP-8 (hurtig, 65 km direkte) eller kystvejen via Lekeitio og Mundaka. Kystvejen er 100 km, snoet, langsom — og helt det værd.
Lekeitio er en hvidkalket fiskerby bygget op ad en bakkeside. Havnen er beskyttet af to moler. Småbåde. Røde tegltage. En klippeø — Garraitz — ligger 200 meter ude i bugten og kan nås til fods ved lavvande. Mariakirken har gotiske rundbuer fra 1500-tallet. Cafeerne ved havnen serverer marmitako — den baskiske fiskergryde med tunfisk, kartofler og piment. Det er den mad der har holdt baskiske fiskere i live i fem hundrede år.
20 km vest ligger Mundaka — en endnu mindre fiskerby ved mundingen af Urdaibai-floden. Mundaka er kendt for én ting blandt surfere: verdens længste venstrebølge. Når der er nordvestlig sø og floden mødes med havet over en sandbanke, dannes en bølge der bryder mod venstre i op til 400 meter. Surfere fra hele verden kommer hertil mellem oktober og april. Den lokale klub har eksisteret siden 1960'erne. Men i sommermånederne er der ingen bølger — bare en stille fiskerby med bådebroer og en kirke fra 1300-tallet.
Jean Michel Etchecolonea · CC BY-SA 3.0
Lekeitio. Klippeøen Garraitz 200 meter ude — kan nås til fods ved lavvande. Mariakirken fra 1500-tallet. Marmitako ved havnen.
BI-3101 til Eneperi — 241 trin op ad klippen
Du parkerer ved Eneperi-restauranten på BI-3101 mellem Bakio og Bermeo. Herfra går du den 2,2 km lange trampesti ned til kysten. Stien snor sig gennem maquis, lyng og lyserøde hibiscus. Og så ser du den: Gaztelugatxe — en lille klippeø, forbundet til fastlandet med en stenbro der vinder sig op ad ryggen som en søorm. 241 trin til toppen. På toppen ligger San Juan de Gaztelugatxe — en eremitage fra 900-tallet, viet til Johannes Døberen.
Tradition siger: Når du når toppen, ringer du tre gange i kirkeklokken og siger et ønske. Tre gange. Højt. Lokale tror på det. Du bør også. Det vand omkring øen har taget fiskere i hundredvis af år, og San Juan er deres skytshelgen. Eremitagen blev bygget af tempelriddere ifølge nogle fortællinger — andre siger det var en del af et middelalderforsvarssystem mod normannerne. Det vi ved: Den blev brændt i 1593, genopbygget, brændt igen i 1978, genopbygget. Klokken er der stadig.
Gaztelugatxe blev brugt som Dragonstone i Game of Thrones sæson 7. Tilstrømningen siden 2017 har været så stor at adgangen nu er reguleret med tidsbestilling i højsæsonen. Tjek inden du kører — om sommeren er der op til 3.000 besøgende dagligt og uden ticket må du vente.
Diego Delso · CC BY-SA 4.0
Gaztelugatxe. Stenbro op ad ryggen. 241 trin til toppen. Ring tre gange i klokken og sig et ønske.
Stien tilbage er hård. 30-45 minutter op ad en stigning der får dig til at puste. Mange tager med vand. Solen er stærk om sommeren. Vinden er kraftig om vinteren. Men det syn — øen, broen, eremitagen mod blå atlanterhavshorisont — er en af de billeder der bliver siddende fast i dig.
Sydpå gennem Urdaibai — vådmarker og malerskoven
Fra Gaztelugatxe er det 8 km til Bermeo — Baskerlandets største fiskerihavn. Her kommer størstedelen af det fiskeri ind som senere ender på pintxo-diskene i San Sebastián. Bermeo er ikke turistby. Det er arbejderby. Trawlere, mole, krocer-net hængt ud til tørre. Duften af fisk og dieselolie. Måger der skriger over molen. En hvidkalket kirke på bakken og et gadesystem der klatrer op ad den.
Fra Bermeo går vejen sydpå gennem Urdaibai-biosfærereservatet — UNESCO siden 1984. Det er et 220 km² stort vådområde med strandsletter, marsk, eg-skove og dynamiske flodmundinger. 245 fuglearter er registreret. Om vinteren ser du fiskehejrer, skarver, skestork. Vejen passerer Bosque de Oma — en bøgeskov hvor den baskiske kunstner Agustín Ibarrola har malet ansigter, øjne og geometriske figurer på 100 levende træer. Når du går mellem stammerne smelter billederne sammen eller falder fra hinanden afhængigt af din vinkel. Det er en skov der kigger på dig.
Simoncio · CC BY-SA 4.0
Bosque de Oma. 100 levende fyrretræer malet med øjne og geometri. Du går rundt om en stamme — billedet samler sig. Et skridt videre — det falder fra hinanden.
Sidste 35 km langs Nervión — Bilbao genfødt
Fra Urdaibai er det 35 km til Bilbao. Vejen følger Nervión-floden ned i en bred dal med stejle bakker på begge sider. I 1980'erne var Bilbao en døende industriby — stålværker lukkede, havnen rustede, ungdomsarbejdsløsheden var over 30%. ETA-volden gjorde det værre. I 1991 satte byrådet sig en hård ambition: Vi bruger kunst til at redde os selv. De inviterede Frank Gehry til at tegne et museum til Solomon R. Guggenheim Foundation. Det åbnede i 1997.
Resultatet er Bilbao-effekten — det fænomen at en enkelt bygning kan transformere en hel by. Guggenheim er ikke pænt på første øjekast. Det er overrumplende. 33.000 titaniumplader bukket og presset i organiske kurver der ligner et skib, en blomst, en bølge — afhængigt af lyset. Calatrava-broen Pasarela de Zubizuri spænder over Nervión 200 meter væk. Spideren Maman af Louise Bourgeois — 9 meter høj, edderkop med marmoræg i maven — vogter den ene indgang. Tulipanen-skulpturen af Jeff Koons står foran med levende blomster.
Indenfor er samlingen mindre vigtig end bygningen. Richard Serras enorme stålrum The Matter of Time fylder hele underetagen — du går ind imellem syv kæmpe-skulpturer i corten-stål, og lyden af dine fodtrin ekkoer mellem væggene som var du i en katedral.
Ardfern · CC BY-SA 3.0
Guggenheim Bilbao. 33.000 titaniumplader. 1997. Bilbao-effekten — en bygning der reddede en by.
Bilbaos gamle bydel Casco Viejo ligger på den anden side af floden. Syv gader fra 1300-tallet, kaldet Las Siete Calles. Her er pintxo-barerne tættere end i San Sebastián men billigere. Cafe Iruña har serveret pinchos morunos (krydret lammespyd) siden 1903. Plaza Nueva er en arkaderet plads omgivet af stenbygninger fra 1830 — på lørdag formiddag er det loppemarked, søndag er det fugleudstilling, og torsdag aften er der pintxo-tour med lokale.
En by der bygger sig ud af krise med 33.000 titaniumplader. Det er ikke kunst som dekoration. Det er kunst som politisk strategi — og den virkede.
Paul Arps · CC BY 2.0
Bilbao set fra Monte Artxanda. Nervión-floden snor sig gennem en bred dal mellem stejle bjergsider. En by der lever af det den genopfandt sig som.
Du står ved Nervión-floden. Titaniumpladerne reflekterer himlen. En spider med marmoræg vogter porten. Bag dig: 241 trin op til en eremitage. Foran dig: en by der reddede sig selv med en bygning.
Praktisk · etape 1
Tidevand ved Itzurun (Flysch): Stenlagene kan kun ses ved lavvande. Tjek tidevandstabellen før du planlægger Zumaia-stop.
Gaztelugatxe: 2,2 km trampesti fra parkering til klippeøen — derefter 241 trin. Regn med 90 minutter retur. Tidsbestilling påkrævet i højsæson (juni–september).
Overnatning: San Sebastián og Bilbao er de naturlige stop — store byer med mange muligheder. Lekeitio og Mundaka er mindre, fyldte i højsommer.
Pause før etape 2
Bilbao — den genfødte by
Du har kørt 150 km langs Costa Vasca. Hondarribia, La Concha, flyschen, Gaztelugatxe og endt ved Guggenheim. Nu drejer ruten mod Cantabria. Etape 2 er Bilbao til Santander — 120 km, med Puente de Vizcaya (verdens første transportbro), en hule fyldt med 12.000 stalaktitter, og Cantabriens regnsky-hovedstad.
GPS: 43.2686, -2.9339 · Guggenheim Bilbao
Etape 2 er industrihistoriens hjerte. En transportbro fra 1893 der stadig fungerer. Et vandfald i Salto del Nervión som du går 30 minutter for at se. Og en hule så fyldt med stalaktitter at den ligner en kirke i sten.
Etape 2
Industri og atlanterhav
Bilbao → Puente de Vizcaya → Castro Urdiales → Pozalagua → Santoña → Santander · 120 km
Jose María Ligero Loarte · CC BY-SA 4.0
120 kilometer fra Baskerlandets industrihjerte til Cantabriens hovedstad. En jernbro fra 1893 der stadig sejler biler over en flod. Et vandfald der falder 222 meter når det regner — og slet ikke når det ikke. En hule med 12.000 stalaktitter. En by der lever af ansjos. Og en strand der hedder El Sardinero.
14 km nordpå til Portugalete — hængefærgen fra 1893
Fra Bilbao er det 14 km nordpå til Portugalete, hvor Nervión-floden møder Atlanten. Her står den. Puente de Vizcaya — en stålgitterbro fra 1893, designet af Alberto Palacio (en elev af Eiffel) og bygget på rekordtid. Den er 45 meter høj og 160 meter lang. Hovedfunktionen er sjov: I stedet for en bro at køre over har den en hængende gondol. Du kører ind i gondolen — den fragtes 160 meter over floden i 90 sekunder. Det er en hængefærge.
Hvorfor en hængefærge? Fordi store skibe sejlede ind i Nervión for at nå Bilbaos havn. En traditionel bro ville have spærret sejlrenden. Et tunnel under floden var for dyrt i 1890. Palacios løsning: En bro der ikke generer sejladsen — bare en gondol der svinger imellem to tårne. Det er verdens første transportbro, og den er stadig i daglig drift. UNESCO verdensarv siden 2006.
Diego Delso · CC BY-SA 4.0
Puente de Vizcaya. 1893. Gondolen fragter biler over Nervión-floden i 90 sekunder. UNESCO 2006.
Du kan også gå ovenpå broen — over en gangsti i toppen, 50 meter over vandet. Elevator op fra Portugalete-siden. Udsigt over hele Bilbao-bugten, La Punta del Castillo, og floden mod havet. Det er ikke en romantisk bro. Det er en fungerende bro — en industriel maskine fra Belle Époque der har fungeret uafbrudt i over 130 år.
Omvej 35 km sydvest — Spaniens højeste vandfald
35 km sydvest for Bilbao — en omvej, men en der er det værd hvis du vil se noget mærkeligt. Salto del Nervión er Spaniens højeste vandfald. 222 meter ned i en U-formet kløft. Men det findes kun når det regner. Cuenca-floden falder ud over kløfteranden i en perfekt linje — under høj-vandføring kan du høre den 2 km væk. Tør sommer? Slet intet vand. Et tørt klippehul der stirrer tilbage på dig.
Du parkerer ved Mirador del Salto del Nervión (P på BU-556 vejen). Herfra er det en flad vandring på 3 km hver vej gennem bøgeskov og stenarealer. 90 minutter retur. Vandet kommer fra Sierra Salvada — kalkstensplateau der suger regn op og lader det falde i kløften. Bedst i april-maj efter snesmeltning. Eller efter en kraftig efterårsstorm.
Vandfaldet ligger lige på grænsen mellem provinserne Álava og Burgos — og lige på grænsen mellem Baskerlandet og Castilla. Få meter til hver side bestemmer din administrative tilhørsforhold. Folkene heromkring taler både baskisk og castilliansk og griner ad bureaukratiet.
Pintafontes Senapeli… · CC BY-SA 3.0
Salto del Nervión. 222 meter. Når det regner. En tør sommerdag — bare et klippehul.
Tilbage på N-634 — over Cantabriens grænse
Tilbage på N-634, vestpå mod Cantabria. Efter 30 km krydser du provinsgrænsen og nu er det Cantabria. Skiltene skifter — ikke længere baskisk-spansk, bare spansk. Husene bliver mindre baskiske, mere klassisk-cantabriske: stenmure, små balkoner, røde tegltage.
Castro Urdiales ligger på en lille halvø der stikker ud i Atlanten. Romerne kaldte den Flaviobriga — anlagt i år 74 e.Kr. som en strategisk havn for transport af jernmalm fra det indre. Du kan se romerske murrester i den gamle bydel. Men det der dominerer skyline er Iglesia de Santa María de la Asunción — en gotisk kirke fra 1200-tallet bygget på en klippe direkte over havet. Den ligner en lille katedral. Klippevæggen ned mod havet er 30 meter høj. Stormene slår ind direkte under kirkens nordvæg.
Ved siden af kirken: Castillo-Faro de Santa Ana — en middelalderborg ombygget til fyrtårn i 1853. Du kan gå rundt om muren og se ned på Atlanterhavet på alle sider. Rød fyrtårnshat over kvadratiske stenmure. Hvalerne fra 1500-tallet blev jagtet fra denne kyst — Castro Urdiales var en af de største baskiske hvalfangerhavne.
CC0
Castro Urdiales. Gotisk kirke fra 1200-tallet på en 30 meter høj klippevæg direkte mod Atlanterhavet.
Op i Karrantza-dalen — krystalkamret fra 1957
25 km sydvest for Castro Urdiales, op i bjergene mod Karrantza-dalen, ligger en hule der blev opdaget ved et tilfælde i 1957. Et stenbrud sprængte gennem klippen — og sprængningen åbnede ind til et hulrum der var større end nogen havde forestillet sig.
Cueva de Pozalagua rummer en af verdens største koncentrationer af excentriske stalaktitter — såkaldt helictites. Almindelige stalaktitter hænger lodret. Helictites bøjer sig sidelæns, opad, i spiraler — som rødder der vokser i alle retninger. Pozalagua har 12.000 af dem. De skinner hvidt under spotlight og fylder hulen med en næsten kunstig geometri. Ingenting i naturen ligner det.
Hulen er kun 125 meter lang — men du bruger 45 minutter dernede. Guideturen er nødvendig (ingen selvture). Temperaturen er 13 grader året rundt — tag jakke på, selv om det er august. Loftet er 12 meter højt. Spotlight oplyser udvalgte sektioner. Stilheden er total. Det eneste du hører er din egen vejrtrækning og guiden.
Makeip · CC0
Cueva de Pozalagua. 12.000 helictites. Stalaktitter der vokser sidelæns. Opdaget ved et tilfælde i 1957.
30 km videre vestpå — Santoñas anchovies
Tilbage på kysten ved N-634 — endnu 30 km vestpå. Santoña er en lille fiskerby på en halvø, omkranset af det 110 meter høje fjeld Monte Buciero. Det er ansjos-hovedstaden i Spanien — verdensledende inden for produktion af saltkonserveret boquerón en aceite. 2.000 ton ansjos om året ankommer i havnen, sorteres med håndkraft, saltes, lagres i kølede beholdere i 6-12 måneder, fileres med kniv (også med håndkraft) og pakkes på olivenolie.
Flere af konservesfabrikkerne holder rundvisninger. Conservas Catalina og Hijas de Carmen Sarró er de to ældste. Smag-prøvning bagefter. Det er ikke ansjos som du kender fra pizzaen. Det er fileter af nordatlantisk Engraulis encrasicolus, lagret i salt et halvt år, glanset i ekstra jomfru olivenolie. Stykkerne er bløde, mørke, intense. Det er den fornemste ansjos i verden.
Monte Buciero — det 110 meter høje fjeld der lukker Santoñas halvø — har en vandresti til toppen (1,5 t. retur). Udsigten over Cantabriabugten, Cantabria-bjergene mod syd og hele kystlinjen er en af de bedste på hele kysten. Stien starter ved fyrtårnet Faro del Caballo.
Berlanga-bugten umiddelbart vest for Santoña: 6 km uafbrudt sandstrand, lukket af bjerge, som regel næsten tom udenfor højsommer. Marsken bag stranden er en del af Marismas de Santoña-naturreservatet — en af Spaniens vigtigste vådmarksområder for trækfugle. Op til 20.000 ænder overvintrer her hvert år. Ornitologer kommer fra hele Europa for at se gravand, krikand, hvinand og rødben.
Sidste 35 km langs N-634 — ind i Santander
De sidste 35 km langs N-634 fører dig ind i Santander. Cantabriens hovedstad. 170.000 indbyggere. Bygget rundt om en stor naturhavn — en af de største i Europa, formet som en næsten lukket bugt med kun en smal åbning mod Atlanten.
Santander brændte i en katastrofal brand i 1941 — to dage med kaos, 20.000 mennesker hjemløse, hele den gamle bydel destrueret. Genopbygningen i 40'erne og 50'erne gav byen sit moderne udtryk: brede boulevardgader, art-deco bygninger, åbne pladser. Kun katedralen — Catedral de la Asunción — overlevede branden. Den blev bygget over en romersk grav i 1300-tallet og er en af Spaniens få gotiske katedraler nord for Madrid.
El Sardinero er byens kongelige strand — to lange sandstrømme adskilt af en lille klippe. Da kongefamilien tilbragte deres sommerferier her i 1900-1930'erne, blev Santander mode-byen. Palacio de la Magdalena ligger på halvøen ovenfor stranden — bygget 1908-1912 til Alfonso XIII som sommerresidens. I dag er det et internationalt universitetsanlæg — du kan gå ind på området hele året, parken er offentlig.
Mad i Santander: Mercado de la Esperanza — det centrale marked fra 1904, glas-og-stål-konstruktion ovenpå et stenfundament. Friskeste fisk i Cantabria. Pintxo-barer i Calle Cádiz. Og El Serbal — en Michelin-stjerne — for cantabrisk gastronomi i finere format.
Coralma · CC BY-SA 4.0
Santander-bugten. En af Europas største naturhavne. Kongefamilien opholdt sig her 1900–1930. El Sardinero er kongernes strand.
Santander: 170.000 indbyggere. Brændt 1941, genopbygget 1942-1955. Catedral de la Asunción 1300-tallet. Magdalena Palace 1912. Universidad Internacional Menéndez Pelayo. El Sardinero strand: 2 km hvidt sand.
En transportbro fra 1893 der svinger biler over en flod — og fungerer stadig hvert 8. minut. En hule der blev opdaget ved et stenbruds-uheld i 1957 — fyldt med 12.000 stalaktitter der vokser sidelæns.
Du står ved El Sardinero. Kongefamiliens strand. Bag dig: en transportbro fra Belle Époque der ikke er stoppet siden 1893. Foran dig: Atlanterhavet og en bugt så stor at hele Bilbao kunne ligge derinde.
Praktisk · etape 2
Salto del Nervión: Vandfaldet eksisterer kun når det regner. Bedst april–maj efter snesmeltning, eller efter kraftige efterårsstorme. Tør sommer = intet vand. 3 km flad vandring fra Mirador-parkering.
Cueva de Pozalagua: Kun guidet tur (ingen selvture). Hulen er 13°C året rundt — tag jakke selv om sommeren.
Overnatning: Castro Urdiales og Santander er de naturlige stop. Santoñas omegn har stille campingmuligheder mod Berlanga-bugten.
Pause før etape 3
Santander — Cantabriens dør
Du har kørt 120 km fra Bilbaos titanium til Santanders strande. En transportbro, et vandfald, en hule, en ansjos-by, en kongelig sommerresidens. Etape 3 er de sidste 100 km mod vest — Santillana del Mar (byen med tre løgne i navnet), Altamira (hulemalerier fra 14.000 f.Kr.), Comillas (Gaudís eneste bygning udenfor Catalonien) og Cueva El Soplao — den krystalliske hule.
GPS: 43.4621, -3.8045 · Santander katedral
Etape 3 er hulemalerier i istidens hvælvinger. En by der hverken er hellig, flad eller ved havet. Et palæ Gaudí byggede ved kysten. Og et af verdens smukkeste hulesystemer — opdaget af mineselskabet i 1908.
Etape 3
Hulemalerier og Gaudí ved havet
Santander → Santillana del Mar → Altamira → Comillas → San Vicente → Cueva El Soplao · 100 km
Luis Fermín Turiel · CC BY-SA 4.0
100 kilometer mod Picos de Europas dør. En by hvor intet i navnet passer — den er ikke hellig, ikke flad, ikke ved havet. Hulemalerier fra istiden. Et Gaudí-palæ i en lille badeby. Og et hulesystem så hvidt at minearbejderne i 1908 troede de havde fundet en isgrotte.
30 km vestpå ad N-611 — middelalderbyen med tre løgne
Fra Santander vestpå ad N-611 og videre på CA-131 — den lille kystvej. 30 km, og du står foran Santillana del Mar. En middelalderlandsby så velbevaret at den næsten ikke virker rigtig. Brostensgader, romanske kirker, kongelige paladser fra 1300-tallet, alle bygget i den samme gulgrå sandsten der reflekterer aftensolen i en varm guldfarve.
Lokale siger: "Tre løgne i navnet." Santillana — ikke santi (hellig). Llana — ikke llana (flad). Del Mar — ikke ved havet. Sandhed: Byen er opkaldt efter den kristne helgen Santa Juliana hvis relikvier blev bragt hertil i 800-tallet. Den ligger 6 km fra havet på en bakke. Og den er hvert eneste hjørne fyldt med gader der stiger og falder.
Centrum er Plaza Mayor, omgivet af herregårdsbygninger fra 1500-1700-tallet, hver med våbenskjold over portene. Colegiata de Santa Juliana — kollegiatkirken — er en romansk perle fra 1100-tallet med en udskåret klosterhall hvor hvert kapitæl fortæller en bibelhistorie eller et sagn. Det er det smukkeste romanske rum i Cantabria.
Byen er bilfri. Du parkerer udenfor — flere parkeringspladser ved indgangen — og går ind. 800 indbyggere. Mange af dem stadig bønder med små marker på bakkerne udenfor. Men hovedindkomsten er turisme — og om sommeren går der så mange mennesker gennem brostengaderne at det føles som en historisk filmkulisse. Kom tidligt på morgenen eller efter klokken syv om aftenen.
2 km op ad bakken — istidens kapel
2 km fra Santillana, op ad en lille bakke, ligger en hule som ændrede vores forståelse af mennesket. Cueva de Altamira blev opdaget i 1868 af en lokal jæger der mistede sin hund i et hul i jorden. I 1879 fandt amatørarkæologen Marcelino Sanz de Sautuola — hjulpet af sin 9-årige datter María, der pegede mod loftet og råbte "Mira papá, bueyes!" ("Se far, okser!") — bisoner malet i polykrom på loftet.
Sautuola publicerede sit fund og blev hængt ud som svindler. Datidens videnskab kunne ikke acceptere at istidens mennesker — der ifølge teorien var primitive — kunne male så avancerede billeder. Først i 1902, efter Sautuolas død, anerkendte den franske arkæolog Émile Cartailhac fundet i et essay kaldet Mea culpa d'un sceptique. Sautuola havde haft ret hele tiden.
Maleriene er 14.000-36.000 år gamle. Bisoner i naturlig størrelse, malet med rød oker, sort kul og hvidt kalk. Klippeoverfladens naturlige bumper bruges til at give bisonen volumen — en bærform i stenen bliver et bisonbug. Det er ikke primitive figurer. Det er sofistikeret kunst der forstår at klippen er en del af billedet.
Den oprindelige hule er lukket for besøgende — fugtigheden fra menneskeåndedrag ødelægger malerierne. Siden 2001 har du kunnet besøge Neocueva — en perfekt kopi i samme materialer, samme dimensioner, samme uregelmæssige loft. Forskere brugte 4 år på at lave den. Du går ind i Neocueva og ser bisonerne over dig — og uvilkårligt vil du strække hånden op for at røre. Du kan ikke. Men du forstår.
Thomas Quine · CC BY-SA 2.0
Altamira. Bisoner i naturlig størrelse, 14.000–36.000 år gamle. Klippeoverfladens naturlige bumper giver bisonerne volumen.
UNESCO verdensarv siden 1985. Som en af de første hulemalerier-lokationer i verden. Lascaux i Frankrig blev fundet 60 år senere. Altamira er ældre — og blev opdaget først.
15 km vestpå ad CA-131 — Gaudí ved havet
15 km vestpå langs CA-131 — kystvejen fortsætter gennem grøn græsmark og lave klipper. Comillas dukker op som en lille badeby med en uventet fortid. I anden halvdel af 1800-tallet var byen sommerresidens for Antonio López y López — en cantabrisk indvandrer til Cuba der vendte hjem som rigmand med titlen Marqués de Comillas, og som tog hele den katalanske avantgarde med sig.
Resultatet: En lille kystby med 2.300 indbyggere har bygninger af Antoni Gaudí, Lluís Domènech i Montaner og Joan Martorell. Det er den højeste koncentration af modernistisk arkitektur uden for Barcelona.
El Capricho er Gaudís bygning. Bygget 1883-1885 som sommervilla for Máximo Díaz de Quijano — en svigersøn af Marqués de Comillas. Den eneste Gaudí-bygning udenfor Catalonien. Et orientalsk-inspireret palæ med en kvadratisk plan, røde mursten dekoreret med solsikker i glaseret keramik, et minarettårn der ligner et kinesisk tempel, og indre med smedejerns-detaljer hvor Gaudí allerede eksperimenterer med de organiske former der senere fik fuld udfoldelse i Sagrada Família. El Capricho åbnede for offentligheden i 2010 efter restaurering. Du går rundt i Gaudís hoved før Park Güell, før Casa Batlló — og det er rystende konsistent.
På en bakke ovenfor byen ligger Universidad Pontificia Comillas — Domènech i Montaners ærke-katolske universitet fra 1890, en blanding af gotik, mudejar og modernisme på en skala der er svær at fatte. Marqués lavede hele byen til en eksperimenterende arkitekturworkshop. Derfor har Comillas en kirkegård (Cementerio de Comillas) hvor portene er tegnet af Domènech, et kapel af Martorell, og en strand med en strandbar fra 1905. Det er en lille by med en abnormt stor mængde meget ambitiøs kunst.
CC0
El Capricho, Comillas. Gaudís eneste bygning udenfor Catalonien. Bygget 1883–85. Solsikker i glaseret keramik. Minarettårn.
10 km videre langs CA-131 — Picos i horisonten
10 km vest for Comillas — den smukkeste lille fiskerby på hele Costa Cantábrica. San Vicente de la Barquera ligger på en lille halvø, omgivet af to flodmundinger. Bag byen rejser Picos de Europa sig — 2.500 meter høje kalkstensbjerge, snedækkede halvdelen af året. På en klar dag står Picos som en hvid mur i baggrunden af et postkortlandskab: havet til venstre, fiskerhavnen i forgrunden, byen på halvøen og bjergene som baggrundsbillede.
Iglesia de Santa María de los Ángeles — gotisk kirke fra 1200-tallet på det højeste punkt — har en romansk portal ældre end resten af bygningen. Bag kirken: ruinerne af det Castillo del Rey — en middelalderlig borg fra 800-tallet, ombygget i 1200-tallet, ødelagt i 1812 under den napoleonske krig. Adgang er gratis. Udsigten over havet, byen, flodmundinger og Picos er en af Spaniens fineste.
Maden her: cocido lebaniego — den lokale gryderet med kikærter, chorizo, blodpølse, kålrabi og friske pølser fra Picos-dalene. Vinteren er primtid. Bordene fyldes når regnen slår mod ruderne. Restaurante Maruja ved havnen har serveret den uafbrudt siden 1937.
JCNazza · CC BY 3.0
Picos de Europa rejser sig 2.500 meter bag San Vicente. Snedækkede halvdelen af året. Fra kyst til bjerge på 15 km.
15 km syd ad CA-280 — speleologiens Sixtinske Kapel
15 km syd for San Vicente, op ad CA-280 ind i bjergene mellem kysten og Picos. Vejen er smal, snoet, gennem grøn græsmark. Du parkerer ved Soplao-besøgscenteret. Hulen ligger inde i et bjerg.
Cueva El Soplao blev fundet i 1908 af mineselskabet Real Compañía Asturiana de Minas der udvandt zink og bly fra bjerget. Da deres miner brød igennem en kalkstenslomme stod arbejderne foran et naturligt kammer fyldt med så mange hvide krystalformationer at de troede de havde fundet en isgrotte. "El Soplao" betyder "udblæsningen" — den hvirvel af luft der blæste ud af tunnelen da den blev åbnet.
Hulesystemet strækker sig 17 kilometer ind i bjerget. Til offentligt besøg er 1,5 km — guidet tur i 75 minutter. Du går ind på en lille tog-skinne (en gammel minetog-vogn) og kører de første 400 meter. Så går du. Hulen er fyldt med helictites — som Pozalagua, men her i mængder der er endnu større. Speleologernes Sixtinske Kapel, kalder de den. Lyset er dæmpet, gulvet er belagt med metalbroer, og hver vægkrystal funkler.
María Jesús Tomé · CC BY 2.0
Helictites i Soplao. Krystalspiraler der vokser i alle retninger. Speleologernes Sixtinske Kapel.
Der er også en "avantyrtur" — for de eventyrlystne. Fire timer dybt inde i grotten med hjelm, lygte og guide. Du kravler gennem trange passager. Du sidder under loft fyldt med stalaktitter et par centimeter fra dit ansigt. Kun for personer med god kondition og uden klaustrofobi. Men det er en af de mest intense huleoplevelser i Europa.
— i Puente Viesgo, en omvej. — det næste skridt sydpå hvis du fortsætter ind i bjergene.
Soplao ligger i grænseområdet mellem Cantabria og det vestlige Asturias. Picos de Europa rejser sig 30 km mod syd. Når du kommer ud af hulen, står du på et bjergplateau på 540 meter. Bag dig: Atlanterhavet du har fulgt hele vejen fra Hondarribia. Foran dig: Picos. Det er et naturligt skift. Den grønne kyst slutter her. De hvide bjerge begynder.
El Soplao: Fundet 1908 af mineselskab. 17 km hulesystem. 1,5 km til offentlighed. 75 min guidet tur. Avantyrtur: 4 timer. Temperatur 13 grader. Helictites: blandt verdens største ansamlinger. Fælles ophav med Pozalagua: kalkstensplateau Karst.
En by med tre løgne i navnet. En hule med 14.000 år gamle bisoner. Et Gaudí-palæ i en cantabrisk badeby. Og en grotte fyldt med helictitkrystaller fra istidens slut.
Gobierno de Cantabria · CC BY 3.0 esLuis Fermín Turiel Peredo · CC BY-SA 4.0
Du står ved Soplao. Bag dig: 370 km Atlanterhavskyst. Foran dig: Picos de Europa. I hulen lige under dig: 17 kilometer krystalliske passager der har ligget urørte i hundrede tusinder af år.
Praktisk · etape 3
Cueva de Altamira: Den oprindelige hule er lukket for besøgende — du går ind i Neocueva, en præcis kopi i samme materialer og dimensioner. Booking anbefales.
Cueva El Soplao: Kun guidet tur. Standardturen tager 75 minutter (med togindkørsel). Avantyrturen er 4 timer i dybe passager — kræver god kondition og ingen klaustrofobi.
Santillana del Mar: Bilfri by. Parkering udenfor centrum. Brostensgader — store kufferter fungerer dårligt.
Overnatning: Comillas og San Vicente de la Barquera er de smukkeste små stop. Santander er sidste store by inden Picos de Europa.
Slut — Cueva El Soplao
Den grønne kysts ende — Picos' begyndelse
Du har kørt 370 kilometer langs Costa Vasca og Costa Cantábrica. Hondarribia, La Concha, flyschen, Gaztelugatxe, Guggenheim, Puente de Vizcaya, Pozalagua, Santoña, Santander, Altamira, Comillas, San Vicente, Soplao. Atlanten har været med dig hele vejen. Picos de Europa rejser sig nu 30 km mod syd — det er en anden tur, et andet kapitel. Den her endte.
GPS: 43.2965, -4.4101 · Cueva El Soplao
Scan med din telefon
Åbn kameraet på din telefon og peg det mod QR-koden. Google Maps åbner automatisk med hele ruten.
Vil du have det hele?
Med Pro får du dine egne billeder i bogen, alle inspirationsruter fra start til slut og alle landebøger.
