De første kilometer — ud af Kranjska Gora

Du starter på en p-plads i Kranjska Gora. Byen ligger i 810 meters højde i det nordvestlige hjørne af Slovenien, klemt ind mellem Italien og Østrig, og den lugter af det den lever af: gran, kold luft og motorolie fra skiliftene. Om vinteren er her fyldt op — det er her verdenscupen kører slalom ned ad Podkoren, og i skovene ved Planica to kilometer mod vest står verdens største skiflyvningsbakke og skyder folk 250 meter ud i luften. Om sommeren er der stille. Butiksdørene står åbne, en mand fejer terrassen foran et gæstgiveri, og bjergene står hvide over det hele, også i juli.

Kør et smut vestpå før du begynder at stige, hvis du har en halv time. Fire kilometer ude, ved Rateče, ligger Zelenci — et lille naturreservat hvor Sava Dolinka-floden bobler op af undergrunden i et bassin så klart og så turkis at bunden ser ud til at ligge en håndsbredde under overfladen, selvom der er flere meter ned. Vandet er iskoldt kildevand, og det holder den samme farve hele året. Det er den første smagsprøve på det du skal se hele dagen: hvordan vand ser ud når det kommer direkte fra kalkbjerg.

→ Zelenci

Wikimedia Commons

Zelenci ved Rateče — Sava-floden bobler op af undergrunden i turkist kildevand. Første forsmag på dagens farve.

Tilbage i Kranjska Gora drejer du sydpå, og næsten med det samme ligger Jasna-søen ved vejsiden — to sammenbyggede bjergsøer med en lille rødlig bronzebuk på en sten ved bredden. Det er Zlatorog, gemsebukken med de gyldne horn fra det store slovenske bjergsagn — vogteren af Triglavs skatte, som en jæger skød af grådighed og dermed forbandede hele fjeldet. Søen ligger stille og spejler Prisojnik-massivet, og hvis vinden er væk kan du ikke se hvor bjerget slutter og spejlbilledet begynder. Herfra kan du se præcis hvor du skal op: den takkede væg direkte foran dig, og vejen der begynder at kravle op i skoven til højre.

→ Jasna-søen

Wikimedia Commons

Jasna-søen ved foden af passet. Den gyldne buk på stenen er Zlatorog — sagnets vogter af fjeldets skatte.

Op ad nordsiden — brostenene og de russiske fanger

Så begynder det. Vejen forlader Jasna og skruer sig ind i granskoven, og med det samme mærker du gearet falde. Det her er rute 206 — den eneste vej over passet — og den kravler op mod syd i en serie sving der bliver strammere jo højere du kommer. Hvert sving har en sten med et nummer. Du begynder at tælle uden at ville det. Otte, ni, ti. Skoven er så tæt at lyset bliver grønt, luften køler af for hver hundrede meter, og der er en lugt af harpiks og våd sten der aldrig helt slipper.

De stejleste af svingene på nordsiden er ikke asfalt, men brosten. Store, ujævne kampesten, lagt i bue, så bilen rumler og dækkene får fat på det stejle. De blev lagt under Første Verdenskrig af russiske krigsfanger, som østrig-ungarerne satte til at bygge en forsyningsvej op over fjeldet til fronten ved Soča. Du kører bogstaveligt talt på deres arbejde. Hundrede år efter rumler dine dæk stadig over de sten de bar op ad bjerget i hånden.

Ved sving otte holder du ind. Der står en lille russisk trækirke mellem træerne — to spidse løgkupler, mørkt tømmer, og en stilhed der ikke er turiststilhed. Den blev rejst i 1916 til minde om de fanger der døde her da en lavine begravede arbejdslejren en martsmorgen. Over hundrede mennesker forsvandt under sneen på få sekunder. Kirken er bygget af de overlevende, til minde om kammeraterne, og den har stået her lige siden — en russisk-ortodoks kirke midt i en slovensk granskov, sat op af mænd der aldrig kom hjem.

→ Vršič-passet

Wikimedia Commons

Den russiske kapel ved sving otte. Rejst i 1916 af krigsfanger til minde om kammeraterne en lavine tog. Den har stået her siden.

Toppen — 1.611 meter og et ansigt i klippen

Og så, ved sving 24, flader det ud. Du er på toppen. Vršič — 1.611 meter, Sloveniens højeste bjergpas. Der er en fjeldhytte, Erjavčeva koča, hvor de serverer varm suppe, en bunke motorcykler, og en luft så tynd og klar at farverne næsten gør ondt. Foran dig rejser Prisojnik sig — en kolossal grå klippevæg — og hvis du kigger godt efter, højt oppe i muren, er der et hul: Prisankovo okno, et naturligt vindue i klippen, stort nok til at du kunne køre et hus igennem det. Vind og frost har boret det ud gennem årtusinder. Det er det største naturlige klippevindue i Slovenien.

Kig så på væggen lidt til siden, og find ansigtet. Det er der. En kvindeprofil, hugget af naturen selv i stenen: pande, næse, hage, vendt op mod himlen. Ajdovska deklica — Hedningepigen. Sagnet siger hun var et godt bjergvæsen der kunne spå om nyfødtes skæbne, indtil hun en dag afslørede at Zlatorog, den gyldne buk, ville blive skudt — og de vrede bjergånder forstenede hende til straf. Nu ligger hun i væggen og stirrer op i luften, og har gjort det siden før nogen kan huske. Når du først har set hende, kan du ikke lade være med at se hende.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Ajdovska deklica, ansigtet i klippen — og Prisankovo okno, vinduet vind og frost har boret gennem bjerget. Begge på Prisojniks væg over passet.

Bliv et øjeblik på toppen før du kører videre. Ved Erjavčeva koča lugter der af brænderøg og bjergsuppe, og folk sidder i solen på træbænke med røde kinder og motorcykeltøj halvt åbnet. Rundt om dig står tinderne — Prisojnik i vest, og bag den, hvis du kigger mod sydøst, den dobbelttakkede top af Triglav, Sloveniens højeste bjerg og det der står i midten af landets flag. Luften er så tynd at en spadseretur til udsigtspunktet får dig til at trække vejret dybt. Det er det højeste sted på hele turen. Herfra går det kun nedad.

Wikimedia Commons

Toppen af Vršič, 1.611 meter. Bart fjeld, tynd luft, og halvtreds sving på hver side ned. Sloveniens højeste vej.

Ned ad sydsiden — ind i Trenta og floden

Nedstigningen mod syd er en anden verden. Nordsiden var mørk granskov; sydsiden åbner sig. Vejen falder i lange, brede sving ned ad et bart, solvendt fjeld, og for hvert sving bliver dalen under dig dybere og grønnere. Du bremser mere end du gasser. Termometeret i bilen begynder at stige igen, langsomt, mens du taber højde. Og nede i bunden, som en tynd grøn tråd mellem stenene, dukker den op: Soča.

Sydsidens sving er lige så mange som nordsidens, men de føles anderledes. Ingen brosten her — glat asfalt, brede kurver, og for hvert sving en ny udsigt der åbner sig ned over dalen. Du møder cyklister der kommer op imod dig, bøjede over styret, og motorcyklister der læner sig ind i svingene med knæet nær asfalten. Vinduet er nede nu, luften er blevet varmere, og der er en ny lugt: ikke længere kold granskov, men solvarmt græs og støv fra en vej der har fået sol hele dagen. Du er kørt fra vinter til sommer på en halv time ned ad et bjerg.

Du kommer ned i Trenta, den øverste dal, hvor floden er ung og lige sprunget ud af bjerget nogle kilometer længere oppe. Her er den stadig smal — et vandløb der styrter mellem hvide sten — men farven er der allerede, den umulige turkise grøn. Det er kalken, opløst i vandet, der giver den. Trenta selv er en håndfuld huse, en kirke, og en gammel botanisk have anlagt af en fjeldbotaniker der elskede dalens vilde blomster. En kvinde hænger vasketøj op i en have; bag hende rejser bjergvæggen sig lodret. Der bor ikke mange mennesker heroppe. Der har aldrig gjort.

→ Triglav Nationalpark

Wikimedia Commons

Trenta — den øverste Soča-dal, hjertet af Triglav Nationalpark. Floden er ung her, men farven er der allerede.

Fra Trenta følger du floden nedad ad rute 206 mod vest. Vejen lægger sig ned i dalbunden ved siden af Soča, og nu kører du med floden i øjenhøjde. Til den ene side klippevæggen, til den anden det grønne vand der bliver bredere og stærkere for hver kilometer. Du passerer hængebroer, små p-lommer, kajakker spændt på biltage. Denne dal er hele grunden til at folk kommer hit, og du er lige kørt ind i den ovenfra — den bedste måde at møde den på.

Dagens sidste stop er Store Soča-slugt — Velika korita — hvor floden har skåret sig ned i en smal, dyb rende i klippen. En træbro fører over, og under dig kan du kigge lige ned i en kløft der er meter dyb og steder kun et par meter bred, med vandet buldrende grønt i bunden. Sæt bilen på p-pladsen ved broen, gå ud på den, og kig ned. Det er her floden holder op med at være smuk og bliver decideret vild.

De første kilometer — med floden mod Bovec

Fra slugten følger du rute 206 vestpå ned gennem dalen, og floden bliver din faste ledsager til venstre. Vejen er smal og snoet, to spor uden midterstribe det meste af vejen, og den lægger sig tæt op ad Soča hele tiden. Du kører gennem landsbyen Soča, forbi hængebroer og små strande af hvide sten hvor folk står i knæhøjt vand og fryser med vilje. Vandet er så klart at du kan se hver sten på bunden fra vejen, og så grønt at det ikke ser ud som noget vand du har badet i.

→ Soča-floden

Wikimedia Commons

Soča — den smaragdgrønne. Kalken opløst i smeltevandet giver farven. Klar nok til at tælle stenene på bunden fra vejen.

Vejen og floden følges ad hele vejen, snart tæt, snart med en eng imellem. Nogle steder snævrer dalen sig sammen så klippevæggene rejser sig på begge sider, og du kører gennem en grøn tunnel af løv med floden buldrende dybt nede til venstre. Andre steder åbner den sig i brede stenørkener af hvide sten, hvor Soča breder sig ud og bliver lav og lys. Du passerer den gamle østrigske fæstning Kluže, klemt ind i en klippekløft, hvor soldater engang holdt vagt over den eneste vej ind i dalen. Kanonstillingerne er der stadig, groet til i mos.

Wikimedia Commons

Snart snæver og indespærret grøn, snart bred og lav — floden skifter karakter for hver kilometer du følger den.

Efter en snes kilometer åbner dalen sig, og du ruller ind i Bovec. En lille by i 480 meters højde, ringet ind af bjerge — Kanin-massivet mod vest med sit kabelbaneskilift, Rombon mod nord — og hele byen lever af det der er rundt om den. Overalt står skilte: rafting, kajak, canyoning, paragliding, zip-line. Fortovene er fulde af folk i våddragter og klatresko. En gruppe i redningsveste følger efter en guide ned mod floden med pagajer over skuldrene. Det er en by hvor middagen handler om hvor højt, hvor hurtigt og hvor koldt du var i dag.

→ Bovec

Det er også en by med en tungere historie end våddragterne røber. Under Første Verdenskrig løb Isonzo-fronten — den italienske betegnelse for Soča — lige her igennem, og bjergene omkring Bovec var slagmark i to og et halvt år. Over en million soldater blev dræbt eller såret langs denne flod i tolv blodige slag. I dag klatrer folk op ad de samme klipper for sjov. Skyttegravene er der stadig, hvis du ved hvor du skal kigge, groet til i græs og bjergblomster.

Sæt bilen på torvet og gå en runde. Bovec er en lille by med en stor energi — udlejningsbutikker med kajakker stablet uden for, en café hvor folk i baddragt drikker varm kakao efter at have været i floden, en instruktør der samler en gruppe med paddleboards under armen. Over byen svæver paraglidere som langsomme farvede pletter ned fra Kanin, den ene efter den anden, og lander på en mark i udkanten. Der er en fysisk optimisme over stedet: alle har lige gjort noget, eller er lige på vej ud at gøre det.

Det er også herfra vandet på floden begynder. Vil du selv ud på Soča frem for bare at køre langs den, er det i Bovec du booker det — rafting, kajak eller den vildere canyoning nede i sideslugterne, hvor du firer dig ned ad reb ved siden af vandfaldene. Se afstikkeren nedenfor. Det er den slags dag hvor du bagefter ikke kan huske hvad du spiste, men husker præcis hvordan det første iskolde skvæt ramte dig i ansigtet.

Afstikkeren — Slap Virje, den blide

Lige nordvest for Bovec, en kort afstikker op ad en sidevej mod landsbyen Plužna, ligger Slap Virje. Det er en let, kort gåtur fra p-pladsen, og det du kommer til er ikke et brølende vandfald, men et blidt et: en tynd søjle vand der falder omkring tolv meter ned i et rundt, dybgrønt bassin omkranset af kalktuf og bregner. Vandet i bassinet har samme umulige turkise som floden. Det er stille dernede, køligt, og lyset filtrerer grønt ned gennem løvet. Folk sidder på stenene rundt om og siger ikke ret meget.

→ Slap Virje

Wikimedia Commons

Slap Virje ved Plužna. Tolv meter blidt fald ned i et bassin med flodens egen turkise farve. Det stille modstykke til Boka.

Tilbage i bilen kører du gennem Bovec igen og drejer sydpå. Byen slipper hurtigt sit tag, og du er tilbage mellem enge og bjergsider. Kanin-massivet fylder hele det vestlige himmelfelt nu — en lang, grå mur af kalk med sne i revnerne selv langt hen på sommeren. Et sted deroppe, usynligt herfra, ligger det net af huler og underjordiske floder som al regnen og alt smeltevandet forsvinder ned i. Det er den vej vandet tager gennem bjerget, før det bryder ud igen længere nede. Og det gør det, spektakulært, om få kilometer.

De sidste kilometer — forbi Boka mod Kobarid

Fra Bovec fortsætter du sydpå ad rute 203 mod Kobarid, og nu bliver dalen bredere og landskabet blødere. Nogle kilometer ude, på højre side, hører du det før du ser det: et brøl fra klippevæggen. Hold ind på p-lommen og kig op. Det er Slap Boka — Sloveniens mægtigste vandfald.

Boka springer ud af et hul i klippevæggen i 106 meters højde og falder i ét frit spring ned i dalen — vand der har rejst gennem hele Kanin-massivets indre som en underjordisk flod og bryder ud af bjerget her, samlet på ét sted. Om foråret, når sneen smelter, er det et rasende hvidt bånd der kan ses kilometer væk og larmer så du må hæve stemmen. Om sommeren er det tyndere, men faldet er lige så højt. Der står ofte en fin tåge af forstøvet vand i luften foran væggen, og hvis solen står rigtigt, en regnbue i den.

→ Slap Boka

Wikimedia Commons

Slap Boka — 106 meter frit fald ud af Kanin-massivet. En underjordisk flod der bryder ud af bjerget på ét sted. Sloveniens mægtigste vandfald.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Flodens to ansigter — indspærret grøn mellem klippevægge, og bred og lav over hvide sten hvor folk fryser med vilje.

Fra Boka fortsætter vejen sydpå, og floden bliver mildere for hver kilometer. De vilde stryg ligger bag dig nu; her er vandet bredt og roligt, og de hvide stenbanker langs bredden er fulde af folk om sommeren — familier med håndklæder, unge der springer fra en klippe, en hund der løber ud i det lave og fortryder det med det samme. Farven holder ved. Selv hvor floden er rolig og lav, er den stadig den samme umulige grøn, som om nogen har hældt farve i den længere oppe.

Wikimedia Commons

Længere nede falder floden til ro og bliver bred og lys — men farven slipper aldrig sit tag.

Undervejs passerer du små landsbyer med stenkirker og vejkors, marker hvor der står høstakke i gammeldags rækker, og gårde hvor der hænger majs til tørre under tagudhænget. Det er en blødere dal end den øvre — mindre lodret, mere levet i. En traktor holder ind til siden for at lade dig passere; manden på den løfter to fingre fra rattet til hilsen. Her bor folk af jorden og af floden, som de altid har gjort, mellem to krige der begge trak gennem netop denne dal.

De sidste kilometer ind mod Kobarid er de blødeste på etapen. Dalen åbner sig helt, bjergene trækker sig lidt tilbage, og floden falder til ro og bliver bred og rolig. Du kører gennem grønne enge med spredte gårde, forbi et gammelt vejkors og en kirke på en høj. Trafikken er tættere her — det er hovedvejen mellem Bovec og resten af verden — men farten er lav og landskabet stort. Og så ligger Kobarid foran dig, en lille by på en flad terrasse over floden, med et bjerg af en historie gemt bag de rolige facader.

Kør ind, find en plads, og lad benene mærke at de har siddet stille en hel dag. Du er kommet fra passets sne, gennem Bovecs våddragter og forbi en klippe der spytter en flod ud af sig, til en by der ser ud som om der aldrig er sket noget her. Det modsatte er tilfældet. Men det gemmer sig godt, og det er en historie til i morgen. I aften er floden bare grøn, luften er blevet lun, og en café på torvet har stole ude i solen.

De første meter — Kobarid og et navn hele Europa kender

Du starter i Kobarid. Det ser ud som en helt rolig lille by — en piazza-agtig plads, en kirke, et par caféer, folk der drikker kaffe i solen. Men gå ind på Kobarid-museet, og du forstår hvorfor byen er kendt over hele verden. Her, den 24. oktober 1917, gennembrød østrig-ungarske og tyske tropper den italienske front i et lynangreb — slaget ved Caporetto — og sendte hele den italienske hær på et kaotisk, katastrofalt tilbagetog. Ordet "Caporetto" blev på italiensk synonymt med totalt sammenbrud, og er det stadig. En ung tysk officer ved navn Erwin Rommel gjorde sig bemærket i bjergene her. En ung amerikansk ambulancefører ved navn Ernest Hemingway skrev senere sin store krigsroman om netop dette tilbagetog.

→ Kobarid

Gå en runde i byen inden du kører videre. Kobarid er lille — en kirke, en plads, et par gader med caféer og en isbutik — og den er så stille en formiddag at det er svært at forestille sig larmen. Men netop stilheden er pointen. Bjergene rundt om, som ser så fredelige ud, var i to og et halvt år en af Første Verdenskrigs mest blodige fronter. Over en million mænd blev dræbt eller såret langs Soča i tolv slag med samme navn: Isonzo. Over en million. På samme flod du badede benene i i går.

Wikimedia Commons

Kobarid — Caporetto. En stille lille by på en terrasse over floden, med et af krigshistoriens tungeste navne.

Kig op fra pladsen, mod bakken bag byen, og du ser en trappe der fører op til en ottekantet stenbygning med en kirke i midten. Det er den italienske knoglehus — kostnica — bygget i 1938 på ordre fra Mussolini, som selv indviede den. Under de mange trin og i murene hviler resterne af 7.014 italienske soldater, mange af dem ukendte, faldet i bjergene rundt om. Gå op ad trappen i den tidlige morgen, når byen stadig sover, og stå deroppe med udsigt over den grønne flod og de hvide tinder. Det er svært at forbinde så meget skønhed med så meget død. Men det er præcis det stedet er.

Wikimedia Commons

Knoglehuset over Kobarid. Ottekantet, indviet af Mussolini i 1938, med resterne af 7.014 italienske soldater i murene.

Napoleon-broen og vandfaldet i klippehallen

Kør en kilometer nordøst ud af byen, og du kommer til Napoleon-broen — en enkelt høj stenbue der spænder over Soča i et dybt, smalt indhug. Broen har navn efter Napoleons hær, der byggede en overgang her under felttoget mod østrigerne omkring 1800; den nuværende stenbro er nyere, men navnet sidder fast. Stå på den og kig ned. Floden er indespærret i en smal grøn rende langt under dig, og lyden af den kommer op mellem klippevæggene som en dyb, konstant brummen.

→ Napoleon-broen

Fra broen går der en sti — en let, cirka en halv times gang langs en sidebæk — ind til noget af det mest overraskende på hele turen: Slap Kozjak. Du følger bækken op gennem skoven, over små træbroer, og til sidst træder du ind i en hal. Ikke en bygning — en klippehal, som vandet selv har udhulet: en rund kammer med lodrette, mosgrønne vægge og et hul i loftet af sten, og fra en revne i den fjerneste væg styrter vandfaldet femten meter ned i et smaragdgrønt bassin. Lyset kommer skråt ind ovenfra og rammer forstøvningen. Det er som at stå inde i en katedral naturen har hugget ud, med et vandfald i alteret.

Der er køligt derinde, selv på en varm dag. Vandet forstøver i luften og lægger sig som en fin, kold dis på huden, og lyden af faldet fylder hele hallen — en dyb, konstant susen der kastes tilbage fra de runde vægge. Folk taler i hvisken hernede, ikke fordi de skal, men fordi stedet beder om det. En far løfter et barn op på en sten for at det bedre kan se. Nogen tager et billede og opgiver — det kan ikke fanges, den grønne hal, vandet, lyset skråt ovenfra. Man må stå i det.

→ Slap Kozjak

Wikimedia Commons

Slap Kozjak. Vandet har udhulet en rund klippehal og styrter femten meter ned i alteret. En katedral naturen selv har hugget.

De sidste kilometer — Tolmin og djævelens bro

Fra Kobarid følger du rute 102 sydpå langs floden mod Tolmin. Vejen er bred og rolig nu, dalen grøn og åben, floden bred til venstre. Du kører gennem små landsbyer med stenhuse og vintræer op ad sydmurene. Efter en snes kilometer, lige før Tolmin, drejer du op mod dagens sidste stop: Tolmin-slugten — Tolminska korita — det sydligste og laveste punkt i hele Triglav Nationalpark, og et af de dybeste.

→ Tolmin-slugten

Her mødes to floder, Tolminka og Zadlaščica, i bunden af to slugter der skærer sig sammen. Du går ned ad stier og trapper mellem lodrette klippevægge der lukker sig om dig, med det grønne vand buldrende nedenunder. Højt oppe spænder Djævelens Bro — Hudičev most — tres meter over kløften, en tynd stribe sten mellem to bjergsider. Og et andet sted sidder Bjørnehovedet, Medvedova glava — en kæmpe rund kampesten der er faldet ned og har kilet sig fast mellem de to klippevægge, hvor den har hængt fastklemt over afgrunden i hvem ved hvor mange tusinde år. Der er også en varm kilde dernede, hvor lunt vand siver op mellem stenene — det eneste sted i nationalparken hvor du kan holde hånden i varmt naturvand.

Stierne fører dig hele vejen ned til bunden, hvor de to floder mødes og buldrer sammen ud af hver sin slugt. Klippevæggene rejser sig lodret på begge sider, tætte og våde og grønne af mos, og lyset falder kun ned i striber. Det er svalt og fugtigt og larmende hernede, en helt anden verden end den grønne dal ovenfor. Du går ad træbroer og trapper boltet fast i klippen, med vandet et par meter under dig, og et sted må du dukke dig under en overhængende sten. Det er den sidste slugt på turen — og en af de smukkeste.

Wikimedia Commons

Bunden af Tolmin-slugten. To floder mødes mellem lodrette, mosgrønne vægge, dybt under Djævelens Bro. Turens sidste slugt.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Tolmin-slugten — Triglav Nationalparks sydligste og dybeste punkt. To floder, en djævlebro og en kampesten kilet fast over afgrunden.

Oppe igen, med dagslyset og den varme luft, mærker du hvor koldt der var dernede. Du sætter dig et øjeblik på en bænk ved indgangen og lader øjnene vænne sig. Det er her turen begynder at slutte — den sidste store slugt er set, floden har vist dig alt hvad den kan, og Tolmin ligger få kilometer nede ad vejen. Men hvis du har en times ekstra og benzin på tanken, er der én ting til, højt oppe over dalen, som de fleste kører forbi.

Har du stadig en times ekstra og lyst til at køre en smal fjeldvej, så tag afstikkeren op ad Tolminka-dalen mod nordøst til Javorca. Højt oppe over dalen, alene i bøgeskoven, står en lille træbygning der tager pusten fra folk: Helligåndskirken, bygget i 1916 af østrig-ungarske soldater midt under krigen, til minde om deres faldne kammerater. Den er i jugendstil, tegnet af en soldat der i fredstid var maler, og indeni hænger egetræspaneler hvor navnene på 2.564 faldne er brændt ind i træet, bogstav for bogstav. Soldater byggede den til soldater, mens krigen stadig rasede nede i dalen. Den bærer i dag Det Europæiske Kulturarvsmærke.

→ Javorca-kirken

Wikimedia Commons

Javorca. Bygget af soldater i 1916, midt i krigen, til deres døde. 2.564 navne brændt ind i egetræet indenfor.

Vejen op til Javorca er smal og snoet og ender blindt, så du kører den samme vej ned igen — men langsomt, med bøgeskoven tæt om bilen og glimt af dalen mellem stammerne. Det er en stille afslutning på en dag fuld af larmende vand. Nede ved floden drejer du sydpå de sidste kilometer, og landskabet slipper langsomt sit tag: bjergene trækker sig tilbage, dalen bliver bred og grøn, og for første gang på hele turen føles luften lavlands-lun.

Og så ruller du ned i Tolmin. Den største by i den øvre Soča-dal, cirka 3.000 mennesker, på en terrasse hvor Tolminka løber ud i Soča. Efter alt det høje, smalle og vilde er det næsten et chok at komme ned til en almindelig by med butikker, en café på torvet og folk der handler ind. Sæt bilen, find en bænk, og lad dagen synke: du startede ved en krig, gik ind i en klippekatedral, stod under en djævlebro, og nu sidder du i solen med en flod der stadig løber grøn forbi. Turen er slut. Slovenien har lige vist dig det bedste den har.