De første minutter — søen der står på hovedet

Du står på en p-plads ved Štrbské Pleso i 1.346 meter. Foran dig ligger en sø, og bag søen rejser der sig en væg af bjerge — ikke bakker, ikke skovklædte højdedrag, men rigtige tinder med sne i revnerne selv i juli. Og hvis vinden ikke er vågnet endnu, står hele den væg spejlvendt i vandet. To bjergkæder, den ene ægte og den anden på hovedet, mødtes langs en vandret streg midt på søen. Folk går tavse rundt om bredden med telefonen fremme. Det er der en grund til.

Gå den runde før du sætter dig ind i bilen — den asfalterede sti hele vejen rundt om søen er halvanden kilometer, flad og let. Luften er tynd og kølig og lugter af fyrrenåle og koldt vand, og der er en lyd du ikke kan placere før du finder den: et lavt, konstant sus fra Mlynica-bækken der løber ud af søen mod dalen. En ældre kvinde fodrer ænder fra en bænk. Bag hende, ude på vandet, ligger tinderne stadig og spejler sig. Det er de samme fjelde du skal køre langs hele dagen — nu ser du dem forfra, dobbelt.

Søen er faktisk ikke helt naturlig i sin nuværende form. Den lå her, men et af de tidlige turisthoteller byggede en lille dæmning omkring år 1900 for at gøre den større og mere fotogen for gæsterne. Det lykkedes til overmål. I dag er billedet på slovakiske postkort overalt, og om morgenen, før den varme luft rejser vinden, er spejlingen så ren at det ser digitalt ud. Kom tidligt hvis du vil have den. Kl. 11 kruser vinden vandet, og magien er væk til næste morgen.

→ Štrbské Pleso

Wikimedia Commons

Štrbské Pleso, 1.346 meter. Kom før vinden vågner — så står bjergene på hovedet i vandet.

De mindste alper i verden

Det du kigger op på, er noget helt særligt. Høje Tatra er verdens mindste alpine bjergkæde — kun 26 kilometer fra ende til ende, kortere end en morgentur i bil. Og alligevel rager toppene over 2.600 meter, med lodrette vægge, gletsjersøer og sne der ligger til juni. Det er som om nogen har taget et helt alpelandskab og klemt det sammen til en model i naturlig størrelse. Du kan se fra den ene ende af kæden til den anden på en klar dag. Prøv at finde et andet bjergmassiv i verden hvor det kan lade sig gøre.

Du kører østpå fra søen, og med det samme lægger vejen sig ind under bjergvæggen. Det er hele idéen med Cesta Slobody: den følger ikke en dal og krydser ikke et pas — den løber vandret langs foden af kæden, hele vejen, med tinderne konstant til venstre og skoven til højre. Vejen er to spor, jævn asfalt, rolige sving gennem tæt granskov. Du deler den med rutebusser i skarpe farver, motorcyklister og de små forsyningsbiler der betjener hotellerne længere oppe.

Skoven her er ikke pyntegrøn. Det er ægte karpatisk bjergskov — gran og lærk, mørk og tæt, med mos på stenene og en lugt af harpiks der bliver stærkere hver gang vejen dukker ned i en fugtig lavning. Ind imellem åbner træerne sig, og så er hele bjergvæggen der igen, pludselig og tæt på, som om den er rykket nærmere mens du ikke kiggede. Det er den bevægelse ruten lever af: skov, glimt af tinder, skov igen, og så et fuldt panorama der får dig til at tage foden af speederen.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Štrbské Pleso i 1.346 meter — hotellerne ved bredden, og bag dem de 26 kilometer alper, klemt sammen til én tæt kæde.

Bjerget slovakerne elsker

Kig tilbage mod vest, mens du kører. Der ude, lidt væk fra resten af kæden, står en enkelt top med en karakteristisk skæv, krum spids: Kriváň — 2.494 meter. Navnet betyder "den krumme". Det er ikke den højeste top i Tatra, ikke i nærheden. Men det er den slovakerne holder mest af. Kriváň er et nationalt symbol — den står på de slovakiske eurocent-mønter, og den har været samlingspunkt for slovakisk national stolthed i næsten to hundrede år.

Der ligger et helt stykke folkehistorie i det bjerg. Fra 1841 begyndte slovakiske patrioter at valfarte til toppen af Kriváň — en vandring der var lige så meget en politisk demonstration som en bjergtur, i en tid hvor det slovakiske sprog og den slovakiske identitet var under pres. De gik derop i flokke, sang, og plantede idéen om et frit folk oppe på den krumme spids. Den valfart holdes stadig hvert år. Der er også ældre sagn om guld begravet dybt inde i Kriváň, bevogtet så ingen skattejæger nogensinde slap væk med det — men det er nationalsymbolet, ikke guldet, der har gjort bjerget helligt.

Wikimedia Commons · Public domain

Kriváň, 2.494 meter — "den krumme". Ikke den højeste, men den slovakerne valfarter til. Den står på deres mønter.

En kirkegård uden grave

Cirka en tredjedel inde på etapen passerer du afkørslen til Popradské pleso. Du kan ikke køre helt derhen — søen ligger gemt oppe i Mengusovská-dalen, en times rolig gang op gennem skoven fra vejen. Men det er en af de ture der er værd at parkere for. Søen er mørk og dyb, med granitvægge på tre sider, og der er langt færre mennesker end nede ved Štrbské Pleso. Det er stille på en måde de store søer ikke er.

Lige over bredden ligger noget af det mest gribende i hele Tatra: Symbolický cintorín, den symbolske kirkegård. Der er ingen grave. I stedet står der farvede træplader, smedejernskors og mindetavler op ad en klippe under fyrretræerne — ét minde for hver af de mange bjergene har taget gennem årene. Laviner, fald, storme, folk der forsvandt i tågen. Maleren Otakar Štáfl og hans kone grundlagde stedet i 1936, netop fordi bjergene bliver ved at kræve liv, og de ville samle sorgen ét sted i stedet for spredt ud over kæden.

Gå derop hvis du har tiden. Det er ikke dystert — det er tværtimod smukt og roligt, folkekunst i klare farver mellem stammerne, med søen glimtende nedenfor. Men det minder dig om noget vigtigt, netop mens du sidder trygt i en bil: de her bjerge er ægte. De er små i udstrækning og enorme i højde og fuldkommen ligeglade med om du er en erfaren bjergbestiger eller en søndagsvandrer i forkerte sko. Kør trygt, men respektér det du kigger op på.

→ Popradské pleso

Maroš Mráz · CC BY 2.5

Popradské pleso, 1.494 meter. Over bredden hænger den symbolske kirkegård — farvede træplader for alle bjergene har taget.

De sidste kilometer — ind i kurstædernes bælte

Efter Popradské pleso begynder vejen at samle de gamle kursteder op som perler på en snor: Vyšné Hágy, Tatranská Polianka, Nový Smokovec. Det er ikke landsbyer i almindelig forstand — det er kurbyer, anlagt fra slutningen af 1800-tallet, hvor byens luft i 1.000 meters højde blev solgt som medicin. Store lyse sanatoriebygninger ligger tilbagetrukket mellem træerne, halvt skjult, med lange altaner mod syd hvor patienterne engang lå i liggestole og trak vejret dybt.

Du mærker at højden holder sig konstant her — vejen stiger og falder småt, men bliver oppe omkring de tusind meter hele tiden, klemt fast på bjergfodens hylde. Ved Tatranská Polianka snor vejen sig ind i en lille lomme og ud igen, og for en kort stund er du helt inde mellem stammerne uden udsigt, kun grøn skygge og lugten af fugtig skovbund. Så åbner det sig igen, og tinderne er der, hver gang lidt anderledes vinkel, lidt anderledes lys.

Et sted mellem træerne dukker de op: to smalle skinner og en køreledning. Det er Tatra-elektrotoget — TEŽ — der siden 1908 har kørt på el langs bjergfoden, næsten parallelt med vejen. Det var en af de tidligste elektriske bjergbaner i denne del af Europa. De små, farvestærke togsæt dukker op af skoven, standser ved en perron uden bygning, og forsvinder igen. Du og toget følger den samme fod, hver ad sit spor, hele dagen.

Og så er du i Starý Smokovec — "Gammel Smokovec", det ældste og mest centrale af de tatranske kursteder, grundlagt allerede i 1700-tallet omkring en kilde. Det er stadig knudepunktet: her mødes vejen, toget og den gamle kabelbane op ad bjerget. Sæt bilen, gå en tur mellem de mørke træhoteller med deres spidse tage og udskårne altaner, og mærk luften — tynd, harpiksduftende, med en kant af kulde selv når solen bager. En mand i vandrestøvler binder sine snørebånd på en bænk foran stationen og kigger op mod bjerget, som om han vejer det. Det gør folk her.

Starý Smokovec er dagens slutpunkt, men også porten til noget større, som du skal se i morgen: herfra kravler en kabelbane op til Hrebienok, og derfra går stierne ind i højfjeldet — til vandfald, bjerghytter og søer der ligger så højt at sneen aldrig helt forsvinder. Men lige nu er det nok at stå her nede, ved foden, og se hvor langt der er op. I aften sover du i tusind meters højde, med en bjergvæg lige uden for vinduet.

De første kilometer — langs foden mod øst

Fra Starý Smokovec fortsætter Cesta Slobody østpå, stadig klemt fast på bjergfodens hylde. Det er kun syv kilometer til Tatranská Lomnica, og hvis du bare kører, er du der på ti minutter. Men det er ikke pointen med den her etape. Pointen er alt det der ligger lodret over vejen — for det er her, midt på Tatras fod, at bjergene er allerhøjest og banerne op er allerflest.

Så kør de syv kilometer langsomt, eller kør dem to gange. Vejen holder sig på foden hele vejen, og for hver lysning skifter bjergvæggen ansigt: snart en enkelt spids skarpt mod himlen, snart en hel mur af sten og render. Du er tættere på tinderne her end nogen andre steder på turen — de rejser sig næsten lodret fra skovbrynet, og du får nakken bøjet bagover uden at have valgt det.

Vejen ruller gennem Horný Smokovec og videre gennem skoven mod Tatranská Lesná. Til venstre stiger skråningen brat, og gennem stammerne fornemmer du snarere end ser det: en enorm masse af sten og sne der hænger over dig. Det er her Tatras højeste tinder står tættest samlet — Gerlachovský štít i 2.654 meter, kædens og hele landets højeste punkt, gemmer sig et sted deroppe bag de forreste rygge. Man kan ikke rigtig se den fra vejen. Den er for langt inde, skjult bag sine egne forbjerge. Det højeste sted i Slovakiet, og det gemmer sig.

Skoven her er tættere og fugtigere end på etape 1, og bækkene krydser oftere under vejen. Du kan høre dem gennem det åbne vindue — Studený potok, "den kolde bæk", buldrer et sted til venstre, hvid af smeltevand, på vej ned fra højfjeldet. Netop den bæk laver oppe i skoven en række vandfald som mange vandrere tager op til fra Hrebienok. Nede ved vejen hører du den bare, en konstant dyb rislen under motoren, og luften der driver ud fra skoven er mærkbart køligere hver gang du krydser en af strømmene.

Oppe over Starý Smokovec, hvor du lige kom fra, kravler en gammel kabelbane fra 1908 stejlt op til Hrebienok i cirka 1.280 meter — selve porten til højfjeldet. Fra toppen af banen går en kort sti ind til Studený potoks vandfald, hvor bækken styrter ned over granittrapper i en række hvide fald mellem grantræerne. Du behøver ikke køre derop for at mærke den. Men ved du at den er der, forstår du bedre hvorfor luften bliver ved at være så kølig og fugtig hele vejen langs foden — det er højfjeldets ånde, der driver ned gennem hver eneste dal.

Vejen selv er nem her: to spor, jævn asfalt, rolige sving gennem tæt skov, næsten ingen stigning. Du deler den med de små forsyningsbiler til hotellerne og med rutebusserne der binder kurstæderne sammen. Ind imellem åbner en lysning sig mod venstre, og så er hele stenmassen der igen — grå tinder med hvide render af sne — tættere på end du forventer. Det er den slags vej hvor du kører langsomt, ikke fordi du skal, men fordi du bliver ved med at kigge op.

Skattejægernes dal

Da du nærmer dig Tatranská Lomnica, åbner en dal sig op mod bjerget til venstre: Skalnatá dolina, den stenede dal. Det er herfra svævebanerne kravler op — og det er en dal med en lang, sær historie. Længe før turisterne kom, klatrede folk herop af en helt anden grund: de ledte efter guld og ædelsten. Fra 1500- til 1700-tallet var Tatra fuld af skattejægere, tyske og slovakiske minefolk der troede bjergene gemte årer af guld, og som grov og bankede sig ind i klipperne på jagt efter en rigdom der næsten aldrig var der.

De fandt kobber og lidt andet, men aldrig det guld sagnene lovede. Til gengæld efterlod de de første stier og navne højt oppe i fjeldet — nogle af de ruter vandrere bruger i dag, blev trådt af folk med hakke og drømme for fem hundrede år siden. Det er værd at tænke på når den moderne kabine hejser dig op: du følger et spor der begyndte som en skattejægers omvej. De ledte efter guld. Du er kommet efter udsigten. Vi fandt vist begge det vi kom efter.

Vejen ind mod Tatranská Lomnica flader ud og bliver bredere, og de sidste par kilometer glider du forbi arboretet og de gamle ferievillaer der ligger tilbagetrukket mellem lærketræerne. Til venstre stiger Skalnatá dolina brat op mod bjerget, og hvis du kigger godt efter, kan du se svævebanens kabler som tynde streger op ad dalsiden — og en enkelt lille kabine hængende ude i luften, på vej op eller ned. Det er dit næste skridt, allerede synligt over rattet.

Kristo · CC BY-SA 3.0

Lomnický štít (til venstre) og Kežmarský štít set fra Skalnaté pleso. Svævebanen hejser dig helt op på den venstre tind.

2.634 meter — siddende ned

I Tatranská Lomnica sætter du bilen. Herfra går turens største oplevelse lodret op. Den gamle svævebane hejser dig først op til Skalnaté pleso, en lille barsk bjergsø i 1.751 meter med en kabinestation og et observatorium på bredden. Det er allerede en anden verden heroppe — trægrænsen er passeret, luften er tynd, og bjergsøen ligger mørk mellem sten uden en busk i sigte.

Og derfra tager en lille kabine dig det sidste, næsten lodrette stykke op til toppen af Lomnický štít — 2.634 meter, Tatras næsthøjeste tind. Kabinen stiger cirka 900 højdemeter på otte minutter; du mærker det på trommehinderne. Deroppe er der en café, en udsigtsplatform, og et meteorologisk observatorium der har målt vejret uafbrudt siden 1940 — over firs år af data fra en af de mest udsatte tinder i Europa. På en klar dag ser du fra Polen i nord til det ungarske lavland i syd. Vinden bider, og sneen kan ligge selv midt om sommeren.

→ Lomnický štít

Michal Klajban · CC BY-SA 3.0

Lomnický štít, 2.634 meter. Observatoriet på toppen har målt vejret uafbrudt siden 1940.

Hvis du hellere vil have bjerget under fødderne end under en kabine, så er Tatranská Lomnica også udgangspunkt for to af Tatras smukkeste søvandringer. Op mod nordøst ligger Zelené pleso — "den grønne sø" — smaragdgrøn i 1.545 meter, under lodrette granitvægge og med en bjerghytte fra 1897 lige ved bredden. Det er en rolig to timers stigning gennem skov og op langs en bæk, og farven på søen når du kommer op er så mættet grøn at den ikke ser virkelig ud.

→ Zelené pleso

Og for dem der vil endnu højere og har en hel dag — eller helst en overnatning — fører stierne fra Hrebienok, oppe over Starý Smokovec, ind til Téryho chata: Slovakiets højest beliggende helårsåbne bjerghytte, 2.015 meter, bygget i 1899 mellem fem små bjergsøer. Turen derop går ad jernstiger og kæder de sidste stræk, og oppe ved hytten er der om natten så mørkt at Mælkevejen står som en lampe over hovedet. Det er ikke noget for et hurtigt stop — men det ligger her, lige over vejen, hvis du en dag vil sove i skyhøjde.

→ Téryho chata

Michal Klajban · CC BY-SA 3.0

ToSter · CC BY-SA 3.0

Zelené pleso, 1.545 meter, og Téryho chata, 2.015 meter — to hvis du vil bytte kabinen ud med dine egne ben.

Achernar.sk · CC BY-SA 3.0

Skalnaté pleso, 1.751 meter — mellemstationen. Herfra hejser den lille kabine dig de sidste 900 meter op i tynd luft.

Nede igen i Tatranská Lomnica er der noget andet at lægge mærke til: selve byen. Den blev anlagt som feriested i begyndelsen af 1900-tallet, og en stor del af den er tegnet med omhu — brede alléer, en park, og det store Grandhotel Praha fra 1905, en lys palæbygning der ligger som et skib mellem træerne med bjergene bag sig. Gå en runde gennem parken, hør et tog hvæse ind til den lille station, og mærk hvordan hele stedet stadig ånder af en tid hvor det at "rejse til bjergene" var noget fint og langsomt.

Sæt bilen på pladsen ved svævebanestationen og mærk luften, inden du gør noget som helst: køligere end nede ved Starý Smokovec, med en lugt af grantræ og et sug af noget koldt og stenet oppefra — det er den tynde luft fra 2.600 meter, der driver ned med kabinerne. En familie står i kø ved billetlugen med rygsække og solbriller. En mand skruer skruelåget af en termoflaske og skænker kaffe til en, der lige er kommet ned, rød i kinderne af vind. Alle kigger samme vej: op.

De første kilometer — ind i den vildere del

Fra Tatranská Lomnica drejer Cesta Slobody nordøst og begynder at forlade kurstædernes velfriserede verden. Hotellerne bliver færre, skoven tættere, og bjergene til venstre skifter karakter. Du er ved at forlade selve Høje Tatra og kører nu langs Belianske Tatra — en mindre, kalkstensklædt kæde, grønnere og mere afrundet end de skarpe granittinder du har fulgt hele dagen. Kalksten i stedet for granit: det er derfor der pludselig kan være huler i bjerget her.

Vejen begynder at arbejde nu. Efter de flade kilometer i kurstædernes bælte stiger den jævnt, i lange rolige sving op over en ryg, og trafikken tynder ud. Færre biler, længere mellem dem, og en fornemmelse af at du er ved at forlade den del af Tatra der er indrettet til gæster. Asfalten er stadig god, men smallere, og skoven presser sig tættere på fra begge sider. Det er den slags strækning hvor du skruer radioen ned uden at tænke over det.

Vejen stiger jævnt gennem Kežmarské Žľaby og videre opad. Der er langt mellem husene nu, og skoven lukker sig tættere om asfalten. Til højre, mod øst, åbner landet sig for første gang: du kan se ud over lavere højdedrag mod Spišská Magura, et blødere, mere landbrugspræget landskab. Til venstre står Belianske Tatra som en grøn mur med grå klippebånd i toppen. Luften får en anden lugt her — mindre harpiks, mere køer og græs og våd kalksten.

Ved Tatranská Kotlina er der grund til at stoppe, selvom du intet kan se fra vejen. For inde i bjerget over landsbyen ligger Belianska jaskyňa — den eneste grotte i hele Tatra der er åben for besøgende. Der er over fire hundrede kendte hulrum i bjergkæden, men de er lukket af sikkerheds- og fredningshensyn. Denne ene er tilgængelig, og den er en verden for sig selv.

Frosne vandfald i mørket

Fra parkeringspladsen går en stejl skovsti tyve minutter op til indgangen i knap 900 meters højde. Så snart jernporten lukker sig bag dig, falder temperaturen til 5-6 grader — konstant, hele året, sommer som vinter. Indenfor venter 1.370 meter af hvide drypsten der ligner frosne vandfald, sale med lofter mere end tredive meter oppe, og underjordiske søer så stille at de spejler formationerne perfekt. Én sal bruges faktisk til koncerter: akustikken under de hvælvede lofter er naturligt ren, og der har været spillet musik dybt inde i bjerget i over hundrede år.

Grotten blev fundet i 1881 og åbnet for offentligheden allerede året efter — den er en af de ældste turistgrotter i regionen. Guiden fører flokken ad 860 trin gennem cirka 1.370 meter, mens lyskeglen fanger drypsten der har vokset dråbe for dråbe i hundredtusinder af år. Det er koldt, det drypper, og lyden af egne skridt forsvinder op i mørket over dig. Tag den jakke med du havde på toppen af Lomnický — her nede er der lige så koldt, bare uden udsigt og med sten i stedet for himmel.

→ Belianska jaskyňa

Rafał Kozubek · CC BY-SA 3.0

Belianska jaskyňa — de hvide drypsten i palmesalen. 5-6 grader hele året, og formationer der har vokset i 400.000 år.

Ždiar — hvor husene er bemalet træ

Fra Tatranská Kotlina svinger vejen nordpå og op over en lav ryg, og på den anden side ligger noget helt andet end alt hvad du har set på turen: Ždiar. Ikke et kursted, ikke en svævebaneby — men en ægte, levende bjerglandsby, strakt ud langs vejen i en grøn dal mellem Belianske Tatra og Spišská Magura. Det er en goral-landsby, grundlagt i 1600-tallet af goraler — et bjergfolk beslægtet med polakkerne på den anden side af kæden, med deres eget sprog, deres egen dragt og deres egen byggeskik.

Og byggeskikken ser du med det samme. Husene her er af tømmer — mørke bjælkevægge med blå kalkstriber i fugerne, malede ornamenter omkring vinduerne, og gårde bygget som lukkede firkanter om en indre gårdsplads, med stald og lade og beboelse under samme tag mod den lange vinter. Nogle af de ældste gårde er bevaret som de var, og et af husene er indrettet som museum hvor du kan gå ind og se stuen, dragterne og redskaberne. Kør langsomt gennem byen — det er en af de bedst bevarede folkelige træbyer i hele Karpaterne.

Byen strækker sig langt langs vejen, husene skiftevis gamle og nye, med haver og små stalde og bunker af brænde stablet op ad væggene til den lange vinter. En kvinde i forklæde river hø sammen i en stejl have bag et hus med årstal skåret over døren. Der lugter af røg fra en skorsten, af køer, af nyslået græs — en helt anden luft end den harpiksduftende højfjeldsluft du har kørt i hele dagen. Her nede lever folk stadig af landskabet, ikke bare af udsigten til det.

Goralerne levede af får, af skov, og — det siger de gamle historier i hvert fald — af lidt smugleri hen over grænsekammen til Polen, i en tid hvor grænsen kun var en linje mellem to bjergfolk der talte næsten samme sprog. Der er zbojník-fortællinger her, historier om fribyttere og fåretyve og karle der kendte hver sti over fjeldet i mørke. I dag er det får og turister, men den lange, selvhjulpne bjergkultur sidder stadig i husene og i dragterne der kommer frem til fest.

Robzle · Public domain

Ždiar. Bjælkevægge, blå kalkstriber, malede vinduer — goral-byggeskik, en af de bedst bevarede træbyer i Karpaterne.

De sidste kilometer — dyb skov og en flod som grænse

Fra Ždiar fortsætter Cesta Slobody op gennem Podspády og drejer så vestpå ind i noget af det vildeste på hele turen. Skoven lukker sig helt om vejen nu — tæt granskov, næsten ingen huse, ingen svævebaner, ingen kursteder. Du er inde i Tatranská Javorina, den mest afsides bebyggelse i hele Tatra, en spredt samling huse i en dyb, skovklædt dal. Det er stille på en måde de travle kursteder ikke var. Her er det bare vejen, floden og træerne.

Vejen snor sig blødt gennem skoven, følger dalens form, falder og stiger småt. Der er næsten ingen modkørende, og lyset bliver grønt og dæmpet under de høje graner. Skru vinduet helt ned her — luften er kølig og fugtig og fuld af den tunge duft af nåleskov og flodvand, og den eneste lyd ud over din egen motor er floden, der buldrer et sted til venstre, snart tæt på, snart dybt nede. Det er en af de strækninger man husker bagefter, uden helt at kunne sige hvorfor.

Og bjørne. Det her er noget af det bedste brunbjørn-terræn i Karpaterne, og selvom du sjældent ser en fra vejen, er de der — i skoven til begge sider. Kør roligt, især i skumringen, hvor både bjørne og hjorte krydser vejen. Der er også gamsdyr — kamzík, den tatranske gemse, Tatra-nationalparkens vartegn, en art der næsten blev udryddet af krybskytter og nu er strengt fredet. Du skal være heldig og opmærksom for at få øje på en oppe på klipperne. Men bare det at vide at de er der, ændrer måden du kigger på skoven.

Floden følger dig nu — Biela voda, "det hvide vand", der buldrer ved siden af vejen, klar og kold og hurtig, ned fra de højeste dale. Du kan høre den gennem vinduet hele vejen, en tung og konstant lyd af vand med fart på. Luften er kølig og fugtig og lugter af granskov og flodsten. Ind imellem åbner træerne sig, og der, langt inde og højt oppe, står de inderste tinder — Bielovodská-dalen, en af de mest uberørte kløfter i hele kæden, hvor der ingen veje er, kun stier.

Jozef Kotulič · CC BY-SA 4.0

Bielovodská dolina — en af Tatras mest uberørte kløfter. Ingen veje derind, kun stier og det hvide vand.

Og så, næsten umærkeligt, er du fremme ved vejs ende: Lysá Poľana. En lille flok huse, en gammel toldbygning, en bro — og under broen løber floden. Det er hele grænsen. På den ene bred er du i Slovakiet, på den anden i Polen, og der er ikke andet der markerer det end vandet og et par skilte. Cesta Slobody, Frihedsvejen, ender bogstaveligt ved en flod du kan vade over. Det er 62 kilometer siden du stod ved spejlsøen og så bjergene stå på hovedet i vandet.

Stig ud, gå hen til broen, og se ned i vandet. Det er det samme smeltevand der begyndte som sne oppe på de tinder du har fulgt hele dagen. Nu løber det nordpå, ind i Polen, videre ud i floden Dunajec — og ender til sidst i Østersøen. På den anden side af broen begynder den polske Tatra-nationalpark og vejen op mod Zakopane. Bag dig ligger hele den slovakiske side, 62 kilometer af den, med spejlsøen i den ene ende og den her stille flod i den anden.

Der er noget passende ved at Frihedsvejen ender så udramatisk. Ingen bomme, ingen sving med udsigt, ingen sidste store top — bare en bro, en flod og en skov der lugter fuldkommen ens på begge sider. Hele dagen har bjergene rejst sig til venstre for dig som en mur du aldrig rigtig kom over, kun langs. Og nu, ved vejs ende, er selv grænsen mellem to lande bare vand der løber, ligeglad med hvem der ejer hvilken bred.

Kristo · CC BY-SA 3.0

Jozef Kotulič · CC BY 3.0

Det hvide vand — og grænsen ved Lysá Poľana. Frihedsvejen ender ved en flod. Den anden bred er Polen.