Broen, Storr, Quiraing og Neist Point

Du står i Kyle of Lochalsh med øen foran dig. Et smalt sund — Loch Alsh — adskiller dig fra Skye, og over det smalle sund hænger en enkelt betonbue. Skye Bridge. Den ser harmløs ud. Den var det ikke. Da den åbnede en mandag i oktober 1995, kostede det op mod 5,20 pund hver vej at køre over — fjorten gange dyrere per meter end Forth Road Bridge. Folk kaldte den "Europas dyreste vej".

Og så nægtede de at betale. En lokal kampagne kørte i årevis: bilister stoppede ved bommen, gav ikke en penny, og lod sig anholde i protest. Omkring 500 mennesker blev arresteret. 130 blev dømt. Det fortsatte indtil den skotske regering i december 2004 købte broen tilbage for 27 millioner pund og fjernede tolden samme dag. I dag kører du over gratis. Mærk det et øjeblik: du ruller hen over et stykke asfalt som folk gik i fængsel for retten til at bruge.

Buen rejser sig 35 meter over vandet, lige højt nok til at fiskekuttere kan passere under. Halvvejs over står broen på en lille ø: Eilean Bàn — "den hvide ø". Den er ikke større end en fodboldbane, men den har en historie der er større end broen. Her boede Gavin Maxwell, naturforfatteren bag Ring of Bright Water, fra 1968 til sin død året efter. Hans odder boede med ham. Fyret på øen blev bygget af Stevenson-familien i 1857 — den samme ingeniørslægt der byggede fyret du ender ved på etape 3.

John Ferguson / CC BY-SA 2.0

Eilean Bàn under broen. Fyret fra 1857. Gavin Maxwell boede her med sin odder til sin død i 1969.

På den anden side: Kyleakin, den første landsby på øen. En havn, et par huse, en statue af en odder ved navn Teko på kajen. Før broen var det her færgen lagde til — og indtil 1995 var det den eneste måde at komme på øen med bil. Broen ændrede alt. Den gjorde Skye til en del af fastlandets vejnet, og turisttallene eksploderede. Det er en blandet velsignelse, og det mærker du på A87 i højsommeren.

A87 — langs De Røde Cuillin

Fra Kyleakin kører du A87 nordvest. Den er Skyes hovedfærdselsåre — tosporet, jævn, men i sæsonen tæt pakket med autocampere og lejebiler. Vejen hugger sig langs kysten, snor sig op og ned, og hele tiden ligger der bjerge til venstre og hav til højre. Du passerer Broadford, øens næststørste by, hvor du kan tanke og købe det sidste brød inden den vilde del. Ud over sundet ligger øen Scalpay som en grøn ryg i vandet.

Vejen løber nu i en korridor mellem to bjergmassiver. Til venstre: De Røde Cuillin — runde, granit-rødlige toppe, blødere i formen. Bag dem gemmer de sorte sig. Du passerer Sconser, hvor en lille færge stadig sejler over til øen Raasay, og der lugter af tang og dieselos fra havnen når vinden står på. En hejre står ubevægelig i tidevandszonen. Den flytter sig ikke for biler. Den har set dem alle.

Og så åbner landskabet sig ved Sligachan — det geografiske midtpunkt på øen, hvor De Røde og De Sorte Cuillin mødes. Her holder de fleste ind, og det skal du også. Ikke for kroen, ikke for parkeringspladsen — men for Sligachan Old Bridge, en pukkelrygget stenbro fra 1810-18, der står lige ved siden af den moderne vej. Tre buer af kampesten over en flod der løber ned fra de sorteste bjerge i Skotland.

August Schwerdfeger / CC BY 4.0

Sligachan Old Bridge, bygget 1810–18. Bag den rejser Sgùrr nan Gillean og Am Basteir sig — De Sorte Cuillins skarpeste tinder.

Vandet under broen er klart og iskoldt. Og her er sagnet — og det er et af de gode, fordi det har en præcis instruktion. Hvis du sænker dit ansigt ned i floden i præcis syv sekunder — ned i vandet, ikke vand op til ansigtet — så skænker feerne dig evig skønhed. Legenden knytter sig til krigerkvinden Scáthach, hvis datters tårer faldt i floden under et slag. Folk gør det stadig. Du ser dem bøje sig over kanten i regnvejr, tælle stille, og rejse sig forpustede og lidt flove. Prøv det. Ingen ser dig. Eller det gør de, men de har lige selv gjort det.

Fra Sligachan drejer A87 nordøst mod Portree, øens hovedstad. Vejen falder ned mod en bugt, og så ser du dem: de farvede huse langs havnen. Pink, gul, okker, hvid, mørkerød — en hel kaj af dem, spejlet i vandet på en stille dag. Port Rìgh betyder "kongens havn", efter James V der ankom her i 1540 på en magtdemonstration over for øens klaner. Husene er ikke malet til turisterne. De har altid set sådan ud.

CC BY-SA 2.0

CC BY-SA 2.0

Portree er Skyes eneste rigtige by — 2.500 fastboende på en ø med omkring 10.000. Torvet har cafeer og en fiskebutik der frituresteget torsk i avispapir. Havnen har bådture der sejler ud for at vise dig sæler og havørne. Det er stedet du overnatter, tanker og spiser inden den sidste strækning op til Storr. Men kør ikke i seng endnu. Den bedste time på Skye er den sidste før solnedgang, og Old Man of Storr ligger kun 11 kilometer nord.

Old Man of Storr — jordskreddet der laver tårne

Fra Portree fortsætter du nord på A855. Vejen klatrer langs Trotternish-halvøens østkyst, og efter et kvarter ser du det rejse sig til venstre: en 55 meter høj basaltstøtte, alene på en grøn skråning under Storr-massivet (719 meter). Det ligner en finger der peger op. Det er Old Man of Storr — og rundt om den ligger et helt landskab af klippenåle, finner og grotter, som om en kæmpe har tabt en spand stentårne.

Geologien er katastrofe i slow motion. For omkring 60 millioner år siden flød tung vulkansk lava ud over blødere jura-sedimenter nedenunder. Den lette undergrund kunne ikke bære vægten, og hele bjergsiden begyndte at skride — det største jordskred i landet. Det efterlod de lodrette søjler stående som rester af et bjerg der gled væk under dem. Skreddet er ikke stoppet. Det bevæger sig stadig, langsomt, hvert år.

Vandreturen op tager 45 minutter hver vej ad en stejl, velholdt sti fra p-pladsen ved vejen. Stien kan være mudret og glat — det her er Skye, det regner. Men deroppe, ved foden af støtten, ser du ud over Sound of Raasay til fastlandets bjerge, og hvis tågen ruller ind mens du står der, forstår du hvorfor de filmer her. Klippespiret blev første gang besteget af bjergbestigerne Don Whillans og James Barber i 1955. Siden har det stået i The Wicker Man, Prometheus og Snow White and the Huntsman — altid som et sted der ikke ligner Jorden.

Bjerget gled væk. Søjlerne blev stående. 60 millioner år senere klatrer 1.000 mennesker om dagen op for at stå ved foden af en sten der nægter at falde.

Tag det her sent. Rejsebusserne og lejebilerne fylder p-pladsen fra ti om formiddagen, men ved syvtiden om aftenen i sommerhalvåret er der næsten tomt, og lyset rammer støtten lavt fra vest. Det er her du parkerer i aften. Næste morgen starter etape 2 præcis her — og kører dybere ind i det jordskreds-land som Storr kun er begyndelsen på.

Du starter dagen ved Old Man of Storr og fortsætter nord på A855. Det her er Trotternish-halvøens østkyst, og det er en af de mærkeligste strækninger i Skotland: hele vejen op ad venstre side rejser sig en sammenhængende klippevæg — Trotternish-ryggen — og hele vejen ned ad højre side falder landet i grønne skrænter mod havet. Vejen klemmer sig ind imellem. Den er smal, kurvet, og fuld af får der betragter dig med den uforstyrrede ligegyldighed kun et skotsk får mestrer.

Efter 8 kilometer kommer du til et udsigtspunkt der er værd at standse ved: Kilt Rock. En 90 meter høj søklippe hvor lodrette basaltsøjler står på en base af lysere sandsten — og fra afstand ligner mønstret nøjagtigt foldene i et plisseret skotsk kilt. Søjlerne dannedes da smeltet basalt kølede af og trak sig sammen i sekskanter. Lige ved siden styrter Mealt Falls ud over kanten: vand fra ferskvandssøen Loch Mealt der falder 55 meter lige ned i saltvandet. Et vandfald der rammer havet uden at røre en flod først er sjældent. Udsigtsplatformen står direkte over faldstedet, og når vinden står på, blæser sprøjtet tilbage op i ansigtet på dig.

CC BY 2.0

Kilt Rock og Mealt Falls. 90 meter basaltsøjler, og et vandfald der rammer havet uden at røre en flod undervejs.

Lidt længere nord ligger landsbyen Staffin og dens bugt. På stranden An Corran gjorde en lokal kvinde i 2002 et fund under en hundeluftetur: tretåede aftryk i klippen. Dinosaur-fodspor, omkring 165 millioner år gamle — fra tobenede planteædere der gik her da Skye lå tættere på ækvator og var en varm flodslette. Det er nogle af de få dinosaur-spor i hele Storbritannien. De er kun synlige ved lavvande, og du skal vide hvor du leder. Men de er der, under dine fødder, ældre end næsten alt du kan forestille dig.

Quiraing — vejen over et skred der ikke er færdigt

Ved Staffin drejer du venstre op ad en enkeltsporet vej der klatrer over Trotternish-ryggen mod Uig. Det er Quiraing-passet — og det er her etapen bliver til noget du husker. Vejen er smal, med vigepladser, og den slynger sig op ad en stigning så stejl at du skifter ned i andet gear og bliver der. Til højre åbner et af de mest surrealistiske landskaber i Europa sig: Quiraing, Storbritanniens største jordskred, 2 kilometer bredt — og stadig i bevægelse.

Formationerne har navne. The Prison, en tretoppet klippeblok der ligner et middelalderligt fæstningstårn. The Needle, en 37 meter høj nål af klippe der rejser sig over en flod af nedskredet jord. Og The Table — et fladt, grønt græsplateau højt oppe, der bogstaveligt er gledet væk fra ryggen og lagt sig som et bord midt i kaosset. Lokale skjulte engang kvæg deroppe for vikingerne og senere for skatteopkræverne. Det kan ikke ses nedefra.

CC BY-SA 4.0

CC BY-SA 3.0

Og her er det vildeste: skreddet er ikke fortid. Det skrider stadig, et par centimeter om året, og det betyder at vejen over passet skal repareres jævnligt — asfalten revner og bulner fordi underlaget bevæger sig under den. Hvis du holder ind på p-pladsen øverst og kigger nøje, er de lodrette klippetårne ikke helt parallelle. Noget er i bevægelse. Du står på en bakke der langsomt er på vej ned i havet, og du vil mærke en lille uro i maven der ikke kun er udsigten.

Hele bjergsiden glider mod havet. Et par centimeter om året. Vejmændene asfalterer ovenpå et skred der nægter at stå stille — og bønderne gemte engang deres kvæg på et plateau ingen kunne se.

Vejen falder ned mod Uig på vestsiden af halvøen — en hesteskoformet bugt med en færgehavn. Herfra sejler CalMac-færgerne ud til Ydre Hebrider: til Tarbert på Harris og til Lochmaddy på North Uist. Bilerne står i kø på kajen, måger skriger over fiskekutterne, og luften lugter af salt og motorolie. Det er en arbejdshavn, ikke en postkort-havn, og den er bedre for det.

CC BY-SA 2.0

Fairy Glen — landskabet i miniature

Lige syd for Uig, ad en lille sidevej, ligger Fairy Glen — og det er svært at tro på at det er naturligt. En lille dal fuld af grønne, kegleformede høje, nogle på størrelse med huse, prikket med knudrede røn. På toppen af den højeste høj sidder en naturlig basaltklippe der ligner ruinen af et tårn: Castle Ewen. Hele landskabet blev formet for over 100.000 år siden, da postglaciale jordskred og årtusinders erosion formede den bløde sandsten til kegler og småsøer.

Fra Fairy Glen kører du den sidste strækning sydøst tilbage til Portree ad A87. Det er omkring 25 minutter, og du lukker dermed den nordlige sløjfe — du har kørt hele vejen rundt om Trotternish og er tilbage hvor du startede dagen. Portree med sine farvede huse er pausen øverst i vejret igen, og i morgen vender du øen ryggen og kører vestpå mod det vildeste af det hele.

Fra Portree kører du sydvest, tilbage forbi Sligachan hvor du var på etape 1 — broen og Cuillin igen, nu i et andet lys. Her drejer du vest ad A863, en bredere vej der følger Loch Harport ind i landet. Efter et stykke svinger du ned ad B8009 mod Carbost — og følg de brune skilte, for her ligger et af de navne enhver whiskydrikker kender.

Talisker Distillery blev grundlagt i 1830 af brødrene Hugh og Kenneth MacAskill, og produktionen begyndte året efter. Det er Skyes ældste fungerende destilleri — og det eneste tilbage. På sit højeste havde øen syv registrerede destillerier plus et ukendt antal ulovlige. Talisker ligger ved bredden af Loch Harport, og dens single malt smager af præcis det den ser ud til: salt, tang, peber og en røg der bider. Det er en kystwhisky, lavet af kystvand, i en lade ved et fjordhoved.

Fairy Pools — det iskolde vand under de sorte bjerge

Fra Carbost kører du den smalle vej ind i Glen Brittle — en blindgyde-dal der ender op mod de sorteste bjerge i landet. Det er en stejl, enkeltsporet vej med vigepladser, men trafikken er lav fordi den ikke fører nogen steder hen, og det gør den til en af de mere afslappede strækninger på øen. For enden venter Fairy Pools.

Fra p-pladsen går du cirka 20 minutter ind ad en grussti, over et par broer, gennem lyngen, med De Sorte Cuillin rejsende lodret foran dig. Og så ligger de der: en kæde af krystalklare bassiner og små vandfald i bækken Allt Coire a' Mhadaidh. Vandet er så gennemsigtigt at det ser ud som om bunden ligger lige under overfladen, selvom nogle bassiner er 6 meter dybe. Det berømte andet bassin har en undervandsbue man kan dykke igennem.

CC BY-SA 2.0

Fairy Pools, Glen Brittle. Vandet er iskoldt året rundt — våddragt anbefales, men folk springer i alligevel.

Tilbage ud af Glen Brittle, og videre nordvest ad A863 mod Dunvegan. Landskabet skifter karakter her — bjergene viger, og du kører gennem et blødere, mere åbent land af mose og spredte gårde, med havet glimtende til venstre. Køer af Highland-racen med pandehår ned over øjnene står i vejkanten og ser ud som om de venter på noget.

Dunvegan — slottet med feernes fane

Dunvegan Castle har været Clan MacLeods sæde i omkring 700 år — det ældste kontinuerligt beboede slot i Skotland. Det sidder på en klippe ved Loch Dunvegan, og dets største skat er et stykke stof: Den Magiske Fane, Am Bratach Sìth. Et slidt stykke gul silke med røde pletter, som eksperter har dateret til mellem det 4. og 7. århundrede — muligvis vævet i Syrien eller på Rhodos, tusind år før klanen overhovedet fik fat i det.

Legenden siger at fanen kan foldes ud tre gange for at redde klanen ved magi — og at den allerede er brugt to gange, i slag i 1480'erne og 1520'erne, hvor MacLeod'erne mod alle odds vandt. Én foldning er tilbage. Hvor stoffet egentlig kommer fra, ved ingen. At et stykke mellemøstlig silke fra oldtiden endte som en skotsk klans helligste ejendel på en ø i Atlanterhavet er en bedre historie end nogen kunne finde på.

CC BY-SA 3.0

Chmee2 / CC BY-SA 3.0

Neist Point — øens vestligste lys

Den sidste strækning er den smalleste. Fra Dunvegan tager du B884 gennem Glendale og videre ad en enkeltsporet vej skiltet mod Waterstein, helt ud til hvor vejen ender. Det er øens vestligste hjørne, Duirinish, og det føles som verdens ende. Marker faldende mod havet, ikke et træ i sigte, vinden konstant. Du parkerer hvor asfalten stopper, og resten går du.

Stien ud til Neist Point er omkring 1,2 kilometer, stejl steder, ned ad en betontrappe og ud langs en grøn odde med lodrette klipper på begge sider. Og for enden står fyret: hvidt, firkantet, tændt første gang 1. november 1909, designet af David Stevenson — samme ingeniørslægt som byggede fyret på Eilean Bàn under broen du kørte over på dag ét. Du er kommet fra den ene Stevenson til den anden, hele vejen rundt om øen.

John Allan / CC BY-SA 2.0

Klipperne ved Waterstein Head, lige ved Neist Point. Et af de bedste steder på Skye til at se hvaler, delfiner og brugdehajer fra land.

Det her er et af de bedste steder på hele øen til at se havets store dyr fra land. Hvaler, delfiner, marsvin og om sommeren brugdehajer — den næststørste fisk i verden — passerer forbi pynten, hvor de dybe strømme presser føde op mod overfladen. På klipperne yngler lomvier, alke og suler. Tag kikkerten med, sæt dig på græsset, og vent. Skotland belønner tålmodighed mere end hastværk.

Og bliv til solnedgang. Neist Point vender mod vest ud over Minch — havet mellem Skye og Ydre Hebrider — og det er øens fineste sted at se solen gå ned. Fyret bliver til en silhuet, klipperne bliver kobber, og lyset fra tårnet tænder netop som dagslyset slipper. Du er kommet fra en bro folk gik i fængsel for, hele vejen rundt om en ø der laver sine egne klippetårne, til et fyr på den vestligste klint hvor der ikke er mere Skotland tilbage. Det er enden på ruten. Det er en god ende.

Fra den ene Stevenson til den anden — fyret under broen til fyret på klinten — hele vejen rundt om en ø der har sit eget vejr, sine egne bjerge og sin egen idé om hvor verden slutter.