Glencoe til Portree

Du forlader Glencoe Visitor Centre nordpå på A82. Bag dig, i bakspejlet: de tre søstre, stadig synlige i en god times tid. De er ikke et sted du tager afsked med — de er baggrundsstøj du kører ud af, langsomt, som om dalen holder dig lidt ekstra.

Glencoe-dalen er geologi og katastrofe i ét: for 420 millioner år siden kollapsede et supervulkankompleks her og efterlod en caldera 8 km i diameter. Det er den kollapsede vulkanrand der udgør de karakteristiske bjerge. Sne kan ligge her til maj. Vandløb opstår over natten efter regn. Fårene her er hjemmevant i terræn der ville stoppe en mellemklassebil.

I februar 1692 fandt Glencoe-massakren sted her — 38 medlemmer af MacDonald-klanen dræbt af Campbell-soldater der havde tilbragt tolv dage som gæster i de hjem de siden angreb. Kongens skriftlige ordre lød: dræb alle under 70 år. Det er det sted dalen husker. Ikke af kulde — men af gæstfrihed brudt.

Ballachulish Bridge krydser udløbet af Loch Leven, en smal arm af havet. Broen åbnede i 1975. Før den var der kun en færge — den havde sejlet siden 1795 og på det meste transporterede den 80 biler om dagen. I dag kører der 3.000. Det gamle færgeleje er stadig synligt på sydsiden, genvokset med tang og tørv.

CC BY-SA 2.0

Et par kilometer nord for Ballachulish-broen er Corran Narrows — det smaleste punkt på Loch Linnhe, en sea-loch der strækker sig 30 km ind fra havet. Her er der færge. En 5-minutters overgang erstatter en 40 km vejomkørsel til Ardnamurchan-halvøen på den anden side. Halvøen er det mest afsides fastlandshjørne i Skotland — en times kørsel fra enhver by, fuld af ensporede veje og klippelandskab der ser ud som det ikke er blevet fotograferet ordentligt endnu.

Ind i Fort William. Byen er ikke smuk. Den er en arbejdsby med et aluminiumsmelteværk på lochbredden, en høj gade med sportsbutikker og café-kæder, og et bjergvejrsmonitor der peger konsekvent mod nedad. Fort William har 10.000 indbyggere og er nord-Skotlands største by vest for Inverness. Det originale fort blev bygget af General Monck i 1654, genopbygget af Vilhelm III i 1690 — deraf navnet. Den originale by blev ryddet i 1896 for at give plads til jernbanen.

Ben Nevis — bjerget over byen

Ben Nevis er 1.345 meter — Storbritanniens højeste bjerg. Det sidder direkte bag Fort William og er synligt fra A82 nordpå, fra A830 vestpå, og fra stort set ethvert punkt med udsigt i regionen. 160.000 mennesker forsøger toppen hvert år. "Tourist Route" er 17 km tur-retur med 1.344 meters stigning — en fuld dag med passende udstyr. Ben Nevis har sit eget vejrsystem: toppen er skydækket 300 dage om året i gennemsnit.

Fra 1883 til 1904 var der et meteorologisk observatorium på toppen — bemandet året rundt. Meteorologerne loggede temperaturer på -17°C i august og -34°C om vinteren. En telegrafkabel løb ned ad bjerget til Fort William. Observatoriet er nu ruiner, men fundamentet er der og fungerer som vindlæ for de turister der ikke nåede at tjekke vejrudsigten inden de begav sig afsted.

Fra Fort William drejer du vest på A830 — den vej der hedder "Road to the Isles". Den følger den sydlige bred af Loch Eil, en ferskvandsarm der ligner en sea-loch men ikke er det. Bjergene på nordsiden falder direkte ned i vandet. I eftermiddagens lys er hele vestsiden af loch'en guld.

CC BY-SA 2.0

Neptunes Staircase, Banavie. Otte sluser, 20 meters stigning, 500 meters længde. Thomas Telford designede dem i 1822.

Neptunes Staircase — otte sluser i bjergene

Ved Banavie, 3 km vest for Fort William, krydser A830 Caledonian Canal — og her er Neptunes Staircase: en serie på otte sluser der løfter skibe 20 meter op i 500 meters vandret afstand. Det er Storbritanniens længste slusetrappesystem og en del af den 97 km lange kanal der forbinder Fort William med Inverness tværs over Skotland via Great Glen. Kanalens formål var Napoleonskrigene — en sikker rute fra øst til vest uden om det stormfulde nordkap.

Kanalen blev designet af Thomas Telford og åbnede i 1822 efter 16 års byggeri. Den brugte aldrig nær den forventede trafik — dampskibene der kom kort efter åbningen var for store til sluserne. I dag er kanalen lystbådes domæne: sejlere og kanoer fra hele Europa køer op i sæsonen. En jolle fra Holland. En skotte i en rustik trawler. Lugten af dieselolie og regnvådt tov.

A830 fortsætter vest langs søens sydkyst. Landet er tynnere befolket for hvert kilometer. Landsbyen Glenfinnan er 25 km vest for Fort William, og det sidste stykke af vejen er en åbenbaring: lochens bredde vokser, bjergene bag stiger, og til sidst — bag et sving — ser du Glenfinnan Monuments hvide kolonne mod vandspejlet.

CC BY-SA 2.0

Glenfinnan — opstandens startpunkt

Loch Shiel strækker sig 28 km sydvest i en perfekt ret linje — ingen sving, ingen øer, bare vand og bjerge. Det er Skotlands sjettestørste sø, og den er syltynd: 1-2 km bred det meste af sin længde. I august 1745 stod Bonnie Prince Charlie på det sted du nu holder og hejste et rød-hvidt silkebanner. 1.300 mænd samledes på dette stykke bred. Jakobitreopstandens '45 begyndte her.

Glenfinnan Monument er en 18-meters kolonne med en anonym højtlands-soldat på toppen — ikke Charlie selv. Bygget i 1815 af Alexander MacDonald of Glenaladale til minde om de faldne Jacobitter. Det er et privat mindesmærke, ikke et statsligt, og det fortæller noget om det skotske folk at en privatmand brugte sin formue på at mindes en tabt sag 70 år efter nederlaget.

Og så viadukten. Glenfinnan Viaduct er 21 buer, 380 meter lang, 30 meter over dalbunden, bygget 1898-1901 af Robert McAlpine — kaldet "Concrete Bob" — med en ny teknik: massebeton uden armering. Ingen jernstænger. Bare beton i en kurve over en dal i Highland.

I Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer krydser Hogwarts Express viadukten i filmens åbningssekvens. Det er her. Den faktiske jernbanestrækning er Jacobite Steam Train — et dampfortrukket passagertog der kører ruten Fort William → Mallaig dagligt fra maj til oktober. Toget passerer viadukten kl. 10:45 vestgående. Udsigtspunktet på bakken bag NTS-centret: 10 minutters gang. Vær på plads 15 minutter i forvejen.

160.000 mennesker forsøger Ben Nevis hvert år. 380 meter betontog krydser dalen nedenfor. Storbritanniens højeste bjerg og Skotlands ikoniske jernbane — 25 kilometer ad en vej der hedder "Road to the Isles".

CC BY-SA 2.0

CC BY 2.0

Damptoget ankommer øre-og-øje-samling. Lyden af en 1944-bygget British Railways Class 5 kulmaskine ankommer 0,6 sekunder efter synet ved 200 meters afstand. Først ser du dampen. Så hører du fløjten. Derefter brummet. Derefter dampen der fanges af vinden og trækkes hen over bakkerne. Ingen dronefilm gengiver det korrekt. Du skal stå der.

Du parkerer ved Glenfinnan Visitor Centre. Find et overnatningssted i nærheden — der er et par B&B'er og en campingplads langs søens kant. Morgenstunden giver dig viadukten og søen i lavt lys, og Jacobite-toget til kl. ti om formiddagen. Næste etape starter herfra og tager dig 95 km nordpå til Kyle of Lochalsh — ad en rute der passerer det smukkeste kastelssted i Skotland.

Du kører A830 øst mod Fort William. Det virker som et skridt tilbage — og det er det, bogstaveligt talt. Men Skotlands vestkyst nord for Glenfinnan er et mønster af sea-lochs og fjelde der gør direkte nordgående kørsel umulig. Der er ingen vej der går nord langs Ardnamurchan-halvøen. Fort William er vejknudepunktet der tvinger alle ruter igennem sig — den eneste åbning mod Great Glen og Highlands interior.

Du passerer Glenfinnan Viaduct igen, nu østfra. Lyset er anderledes om morgenen — og toget kørte allerede for en time siden.

Fra Fort William tager du A82 nordpå. Vejen følger Great Glen — ikke en dal men en 100 km tektonisk brudzone, den samme forkastning der skærer Skotland diagonalt fra sydvest til nordøst. Istidens gletsjere har eroderet tre søer i forkastningslinjen: Lochy, Oich og Ness. Du kører i dette spor.

Spean Bridge, 15 km nord for Fort William, har et monument der er svært at forberede sig på. Commando Memorial fra 1952: tre bronzesoldater på et granit-podium med udsigt mod Ben Nevis. Rejst til ære for de britiske commandotropper der trænede i Highlands under 2. verdenskrig — over 25.000 mænd fra hele Commonwealth, inklusiv norske specialenheder der trænede her inden slagene mod de tyske schwertransporter-installationer i Norge. Det er ikke et krigsmindesmærke i klassisk forstand. Det er et sted folk holder ind og er stille.

Loch Lochy er 16 km lang og 147 meter dyb. A82 følger vestbredden. Den modsatte bred er næsten ubeboet — granit og skov hele vejen. Tre år efter den første Loch Ness-rapport i 1933 meldte en rejsende at have set et sømonster her. Lizzie hedder den. Den er til gengæld aldrig set igen — Loch Ness har bedre PR.

Loch Oich er kanalens højeste punkt — 32 meter over havets overflade og præcis midtpunktet i Skotland kyst til kyst. Det er det stille vand midt i landet. To kanalsluser på hver side løfter og sænker skibene hertil. Om sommeren: sejlbåde fra Holland og Frankrig. Om vinteren: ingenting.

CC BY-SA 2.0

Ved Invergarry drejer du vest på A87. Invergarry Castle er en ruin på loch-bredden tilhørende MacDonell-klanen. Hertugen af Cumberland brændte det ned i 1746 efter Culloden-slaget. Men en kilometer sydfra er Well of the Heads-monumentet fra 1812 — en sten over syv afhuggede hoveder, der i 1663 blev stillet til skue på et dige efter en klansopgørelse der involverede to dræbte brødre, en gammel spåkvinde og et hævntogt der endte med syv drab. Skotland husker.

Glen Shiel — de fem søstre og den spanske invasion

Cluanie Inn er det eneste hus i 25 km. Det ligger 280 meter over havet i et landskab af mose og bjerge og bruges af vandrere på vej til Five Sisters-ryggen. Bag indkørslen: Loch Cluanie, et kunstigt reservoir der i 1957 oversvømmede en gammel dal, en bro og en håndfuld gårde. Under vandsejlen i tørre perioder ses gårdens grundmure.

Vejen falder ind i Glen Shiel. Bjergvæggene rejser sig næsten lodret. De fem søstre af Kintail er fem toppe nord for vejen — alle over 900 meter, den højeste Sgùrr Fhuaran på 1.067 meter. Fem korrier, fem rygge, fem skygger der bevæger sig hen over dalbunden om formiddagen. Der er ingen vandrerstier til flertallet af toppene — det er seriøst bjergterritorium.

I juni 1719 var der et spansk invasionsforsøg her. En styrke på 300 spanske soldater og et par hundrede skotske jacobitter forsøgte at vælte den engelske regering med det samme slag som Bonnie Prince Charlies plan 26 år senere. Battle of Glen Shiel endte med spaniernes overgivelse. Resterne af et brændt hjemsted er stadig synlige på sydskrænten hvis man ved hvad man kigger efter.

Loch Duich strækker sig 15 km ind fra havet. A87 følger nordsiden. Five Sisters-bjergene spejler sig i lavt vand om morgenen. Landet blødgøres her — bjergene er ikke lavere, men de rykker lidt tilbage, og havet begynder at gøre sig gældende i luften. Første gang det lugter af tang og salt efter to dages bjergkørsel.

Slottet ses første gang fra Dornie Bridge — en 300-meters drejebro fra 1940. Fra broen: slottet til venstre, bjergene bag, vand til højre. Det er den fotografering. Ankommer du om morgenen har du lyset fra øst og spejlbilledet i stille vand. Om eftermiddagen: skygge fra bjergene, men varm orange glød på sandstenen.

Eilean Donan — slottet der ikke burde stå

Du ser det fra 2 km afstand: et øslot ved mødepunktet af tre sea-lochs — Loch Duich, Loch Long og Loch Alsh — forbundet med fastlandet af en stenbro. Det originale slot er fra 1200-tallet. I 1719 stod det som spansk garnison for den samme invasion der tabte i Glen Shiel — og HMS Worcester sendte kanonkugler ind i murene til det kollapsede. Ruinen lå der i 192 år.

I 1911 begyndte John MacRae-Gilstrap genopbygningen, guidet af plantegninger der tilfældigvis var bevaret i Edinburgh. Arbejdet tog 20 år. Resultatet er en rekonstruktion — men en omhyggelig en. Billardrummet har klanportrætter. Storkøkkenet har periodens redskaber. Stenhallen har det originale flagstens-gulvmønster. Og udsigten fra første sals vindue mod bjergene bag loch'en er sandsynligvis det mest fotograferede interiørvindue i Skotland.

Eilean Donan besøges af 300.000 mennesker om året. Det er ikke overraskende. Det er det sted der ser ud præcist som folk forestiller sig et skotsk slot bør se ud. Det hjælper at det rent faktisk har stået her i mere end 800 år — med en pause på 192 for kanonerne.

CC BY-SA 2.0

CC BY 2.0

Fra Eilean Donan fortsætter A87 vest langs Loch Alsh. Landet blødgøres. Bjergene er lavere. Havet begynder at lugte. Og ved vejens vestende ser du for første gang det skarpe bjergprofil på den anden side af sundet — de sorte Cuillin-bjerge på Isle of Skye. Du er ikke der endnu. Men du kan se hvad der venter.

Kyle of Lochalsh er den by du ender i. En arbejdsby — 800 mennesker, en havn, en supermarked og udsigt til Skye Bridge. Kyle er gælisk for "sund". Jernbanen ankom her i 1897 fra Inverness og siden var Kyle endestationen for alle Skye-besøgende — du måtte tage færgen herfra eller fra Glenelg. Skye Bridge kom i 1995 og ændrede det hele.

Inden du scanner etape 3: Glenelg, 30 km sydvest langs den gamle militærvej over Mam Ratagan-passet, gemmer Skotlands bedst bevarede jernaldertårne — Dun Telve og Dun Troddan, begge over 10 meter høje og 2.000 år gamle. Brochs hedder de. Der er kun 570 i hele verden, og de fleste er ruiner. Disse er ikke.

Glenelg-færgen kører stadig — og det er den eneste tilbageværende manuelt betjente kabelfærge i Skotland. 5 minutters overgang over det smalleste punkt af Kyle Rhea-sundet. Den kører fra maj til oktober. Den har sejlet på dette sted i umindelige tider — inden bilen, inden broen, inden touristen opdagede den.

Eilean Donan ødelagt af kanoner i 1719. Ruinen lå 192 år. Genopbygget fra stumper — og nu besøgt af 300.000 om året. Skotland er god til at rejse sig fra kanonilden.

Fra Kyle kører du A87 øst — den retning du kom fra i går. Det er kun 5 km tilbage. Ved Dornie drejer du nord på A890 og forlader Eilean Donans skygge for anden og sidste gang. Nu starter det andet Skotland.

Fem kilometer øst for Kyle drejer du nord på A890 ved Dornie. Det er et vendepunkt i bogstavelig forstand — du forlader Loch Alsh og det åbne hav og kører ind i Wester Ross. De næste 20 km er langs en sea-loch og et landskab der er lavere befolket end ethvert andet stykke Skotland du har kørt igennem. Vejkilometer per hus vokser eksponentielt.

A890 følger Loch Carrons sydkyst i 20 km — en sea-loch der er 1-2 km bred og omgivet af mørke, skovløse bjerge. Vejen er ensporet med mødepladser. Fårene kender reglerne bedre end turisterne. Der er ingen kant-afmærkning. Der er heller ingen rækværk. Det er naturens eget hastighedsbegrænsningssystem.

CC BY-SA 2.0

Lochcarron — tweed og tide

Loch Carrons vand er usædvanlig mørkt — et resultat af peat-dræning fra de omgivende moser. Garnfiskere fra Strathcarron sætter garn i de indre dele om aftenen. Sæler følger laksene op i loch'en om foråret og ses liggende på lavvandspunkterne langs sydsiden.

Lochcarron by er én gade langs bredden. 800 mennesker. Lochcarron Weavers er synlig fra vejen — en væveri der producerer Highland tweed til skotske kongehuse, filmindustrien og turister der betaler for ægthed. Harris Tweed er den beskyttede brand der kun må væves på Harris og Lewis, men Lochcarron producerer sine egne kvalitetsvarianter. Lugten af ulden i vinterregnen er specifik og glemmes ikke.

Fra Lochcarron syd-ende begynder Bealach na Bà-vejen. Et skilt fortæller dig præcist hvad du er ved at gøre: "Not recommended for learner drivers, caravans or inexperienced motorists. Adverse weather conditions may make this road treacherous." Det er honesty fra den skotske vejbestyrelse. Den vejstrækning der følger er 9 km op og 6 km ned — med en samlet stigning på 626 meter og en maksimumshældning på 20%.

Vejen starter stilfærdigt nok. Første sving er blødt. Andet er blødt. Tredje er ikke. Du begynder at forstå hvad skiltet mente. Motorhomes og campingvogne med uerfarne førere vender typisk om ved det fjerde sving — der er en mødeplads beregnet hertil. Faktisk beregnet hertil.

Første hairpin ved 200 meters højde. Anden ved 350. Tredje sving — og dalens bund er nu 400 meter under dig. Loch Carron er blevet til et mørkt rektangel set nedefra. Telefonnet forsvandt et stykke tilbage. Det er bare dig, asfalt og bjergsiden.

CC BY-SA 2.0

Fra Bealach na Bà's top på klare dage: Hebriderne 70 km vest, Skyes Cuillin-bjergkæde sydvest, og i perfekte forhold St. Kilda 180 km ude i havet.

Toppen af passet er et åbent plateau på 626 meter. Der er en stensætning der fungerer som vindlæ, og en lille P-plads. Udsigten vestover er over Applecross-halvøen og Inner Sound til Skye. På klare dage ser du Hebriderne — 70 km ude. I perfekte forhold er St. Kilda synlig med det blotte øje: 180 km, et udpostøsamfund der var beboet frem til 1930, nu UNESCO-verdensarv og habitat for verdens tætteste koloni af havsuler.

Toppen byder på noget man ikke forventer: stillhed. Ikke fraværet af vind — det blæser næsten altid — men fraværet af andre lyde. Ingen fugle. Ingen vand. Ingen motorer. Bare vindens tone over åben mark og den skarpe lugt af tørvemose i højden.

Vejen ned er 6 km der taber 550 meters højde. Tættere kurver end opturen. Havet vokser gradvist fra en glimt til en bredde til hele horisonten. Og så Applecross.

Nedstigningen tager 20-30 minutter i roligt tempo. Motorens bremseeffekt er din ven. Havet vokser for hvert sving: en stribe på horisonten, en bredde, og til sidst det hele. Applecross-halvøen viser sig som en lav, grøn halvmåne over Inner Sound. Det er en af de nedstigniger man husker.

Torridonsandstenen du kører igennem på nedstigningen er 3,2 milliarder år gammel — dannet inden der var oxygen i Jordens atmosfære. Det er den ældste bjergart du sandsynligvis nogensinde vil stå på. Den er rød-orange, lagdelt som blade, og bryder ud af bakkesiderne i lodret stablede blokke der ligner forsiden af et gammelt arkiv.

CC BY-SA 2.0

Applecross — den by der ikke burde være der

Applecross er en overraskelse. Efter en dag med den mest krævende kørsel i Skotland: en enkelt rad af hvide huse langs en bugt, en pub, en campingplads og et panorama over Inner Sound til Raasay-øen og Cuillin-bjergene på Skye 15 km borte. Det er hårde, lyse farver, skarp saltluft og fredag-eftermiddags-stilhed.

Applecross-halvøen er 30 km fra nord til syd. Der er kun tre veje ind og ud: Bealach na Bà fra syd, kystvejen fra nord, og ingen tredje. Halvøen har 700 fastboende. Det er nok til at opretholde en skole, en butik og en pub. Ikke mere.

Applecross Inn er en pub der åbnede i 1989 og siden er blevet berømt for havskaldyr. Krabben er landet 200 meter fra køkkenet. Rejerne kommer fra det vand du kigger på. Menuen er kort og sæsonbetinget. Om sommeren: kø udenfor. Om vinteren: du er måske den eneste gæst.

Saint Maelrubha grundlagde et kloster i Applecross i 673 e.Kr. — en irsk munk der kom sjøvejen og valgte det mest afsides sted han kunne finde på den skotske vestkyst. Klostret overlevede vikingernes angreb i 795 og atter i 801. Det overlevede reformationen. Det er nu en pub. Maelrubha ville sandsynligvis have godkendt det.

Inner Sound om eftermiddagen: sæler på klipperne ved lavvande, lejlighedsvise delfiner i kanalen, og fra april til august: ynglende tejster, puffins og måger. Solen går ned over havet vest for Skye og efterlader en lang blå dusk. Ingen gadelygter. Stjernerne kommer tidligt.

Bealach na Bà: den stejleste A-vej i Skotland. 626 meter stigning på 9 km. Fra toppen er Hebriderne synlige med det blotte øje — og i perfekte forhold St. Kilda, 180 km ude i Atlanterhavet.

CC BY-SA 2.0

CC BY 2.0

Kystvejen fra Applecross nord til Shieldaig er 30 km langs Applecross-halvøens yderside. Det er det rolige alternativ til Bealach na Bà — ensporet, med konstante havudsigter og en særlig stilhed. Havet til venstre. Bakkerne til højre. Ingen mødende biler i ti minutter ad gangen.

Kystvejen nord fra Applecross til Shieldaig er 30 km langs halvøens yderside — ensporet, med havudsigt i tre af fire retninger. Der er ingen af gårsdagens adrenalin her. Vejen sænker farten på egne præmisser: sæler på klipperne ved lavvande, de hvide huse i Kenmore og Shieldaig der dukker frem og forsvinder igen, Skye-profilen mod syd-vest hele vejen.

Shieldaig er en bevaringsby fra 1800-tallet — fiskersamfundet grundlagt med tanke på havne-arkitektur. En rad hvide huse langs kajen, en ø i bugten (Shieldaig Island, ejet af NTS, dækket af urgammel skotsisk fyr — et skovsreservat fra en tid inden lyngheden ryddede det meste af Skotlands skovdække), og en ro der ligner om man har valgt en anden tidszone.

CC BY-SA 2.0

Shieldaig Island i bugten er ejet af NTS og dækket af urgammel skotsk fyr — et skovsreservat fra den tid inden lyngheden ryddede Skotlands skovdække. Øen er ikke tilgængelig for besøgende, men synlig fra kajen. Den ser ud som et stykke pre-historisk Skotland sat under glasbue midt i havnen.

Fra Shieldaig kører du A896 syd og øst — et stykke tilbagespring mod Lochcarron inden du drejer vest på A87 og starter den sidste del mod Skye. Bjergene er nu Torridon-formationerne mod nord: Beinn Eighe med sine hvide kvartsit-toppe, Storbritanniens første nationalpark-naturreservat, udpeget i 1951. Kvartsitten øverst er 750 millioner år gammel — "kun" den halve alder af sandstenen nedenfor.

Skye Bridge er 570 meter lang og åbnede i 1995. Inden broen var der kun færge eller Glenelg-kabelfærgen. Tolden på broen nåede op på £5,70 per kørsel — blandt Europas dyreste per kilometer. Kampagnen mod tolden varede ni år. Folk nægtede at betale. 500 mennesker blev anholdt. Det skotske parlament afskaffede tolden i 2004 efter devolution. Kør over langsomt.

CC BY-SA 2.0

Skye — øen der hedder Vingen

Isle of Skye hedder An t-Eilean Sgitheanach på skotsk-gælisk — "den vingede ø", efter dens uregelmæssige form med fire halvøer der strækker sig ud som vinger. Øen er 1.656 km² og har 10.000 fastboende. Den modtager over 650.000 besøgende om året — et tal der er vokset støt siden broen fjernede færge-barrieren.

Kør over Skye Bridge langsomt. Det er 570 meter, men det tager 6 sekunder ved lovlig hastighed. Det er det eneste øjeblik i rejsen der ligner en grænseovergang — du kører fra fastland til ø, fra Skotland til Skye, og det er ikke det samme sted. Du kan mærke det med det samme.

De sorte Cuillin-bjerge er synlige fra broen og derfra hele turen langs A87. De er mørke fordi bjergarten er gabbro — en af Jordens mørkeste bjergarter. Overfladen er ru og griphuldfik, og det er en af grundene til at bjergstigende foretrækker Cuillin frem for de mere glatte granitklipper. Den højeste top, Sgùrr Alasdair, er 992 meter. Der er ingen vandrerstier til de fleste Cuillin-toppe — det er seriøst klatrebjerg.

Cuillins første udsigtspoint er 3 km efter broen på A87. Hold ind her. Bjergene er ikke synlige fra vejen i bevægelse — du skal stoppe og kigge syd. Gabbro-overfladen er ru og mørk og absorberer lyset i stedet for at reflektere det. På oversky dage forsvinder toppene ind i skyerne. På klare dage kaster de skarpe skygger der bevæger sig hen over dalene som solure.

Fra Sligachan-broen (1818, en af Skyes ældste stenbroer) er der direkte sigte mod bjergmassivets kerne. Den klassiske Skye-fotografering: broen i forgrunden, Cuillin bag. Sligachan Hotel har serveret mad og whisky til bjergfolk siden 1830. Baren har 400 whisky-varianter. En kilde under broen har lokal-legendens kraft til evig ungdom — eller syv år af det — for dem der vasker ansigtet i den.

CC BY-SA 2.0

Fairy Pools, Glenbrittle. Vandet er 8-10°C selv i august. Folk svømmer alligevel. Mange fortryder det med det samme.

Fairy Pools er en 3 km vandring fra Carbost-vejen syd for Sligachan. En serie turkisblå bassiner og vandfald i den nedre del af Cuillin-bjergene. Vandet er smeltevand der filtreres gennem gabbro-bjergarten og får sin farve af de fine stenpartikler i suspension. Temperaturen er 8-10°C også i august. Folk svømmer. Mange fortryder det i det øjeblik de rammer vandet. Det er alligevel verd det.

Old Man of Storr er synlig fra A855 nord for Portree: en 55-meters basaltstøtte der rejser sig alene fra en skråning under Storr-massivet (719 meter). Det omgivende område er geologisk kaos — klippenåle, finner og tårne skabt af det massive skred der efterlod Storr-brydanten. Støtten klatrede Don Whillans første gang i 1955. Vandringen fra vejen tager 2-3 timer tur-retur.

CC BY-SA 2.0

CC BY 2.0

Kilt Rock er 8 km nord for Portree på A855. En 90-meters søklippe med lodrette basaltsøjler arrangeret i folder der nøjagtigt ligner et kilts plissering. Mealt Falls falder direkte fra klippe-kanten ned i havet — et af de meget få vandfald i Skotland der falder direkte i saltvand uden at ramme en flod først. Udsigtsplatformen er direkte over faldstedet.

A855 nord fra Portree er Trotternish-halvøens rygrad — den vej der forbinder alt der er et besøg værd: Kilt Rock, Old Man of Storr, Quiraing, Duntulm Castle, og til sidst Flodigarry i det nordligste hjørne. Det er 50 km tur-retur fra Portree. Spar det til morgen, når lyset er bedre, og når de andre turister stadig spiser morgenmad.

Vejen ned mod Portree fra nord er en gradvis nedstigning langs Trotternish-halvøens østkyst. Byen vokser frem bag en bakke — og så havn, farvede huse, en blå bugt. Port Rìgh — "kongens havn" — hedder den efter James V der ankom her i 1540 på en kontrol-tur af øerne. Husene langs kajen er malet rosa, gul, rød, hvid — ikke som et turistprojekt, men fordi det er sådan de altid har set ud.

A855 nord fra Portree er turen for i morgen. 50 km langs Trotternish-halvøens østkyst med alt det Skye er bedst til: klipper der falder lodret mod havet, jordskreds-topografi, de geologiske tårne der rejser sig fra lyngheden som om de er vokset deroppe. Tag det tidligt inden parkeringsbilerne ankommer ved Storr-trailhead.

Portree er Skyes eneste rigtige by. 2.500 fastboende på en ø med 10.000. Torvet har cafeer og butikker. Havnen har bådture. Quiraing er 20 km nord — for i morgen. Cuillins er 25 km syd — også for i morgen. Portree er pausen øverst i vejret.

Skye Bridge åbnede i 1995. Tolden nåede £5,70 per kørsel. 500 mennesker blev anholdt for at nægte at betale. Parlamentet afskaffede tolden i 2004. Demokrati virker lejlighedsvis.

CC BY-SA 2.0