De første kilometer — ud til huset på klippen

Du starter på en p-plads i Bajina Bašta. En helt almindelig lille vestserbisk by i 257 meters højde — en hovedgade, et par kaféer med plastikstole, en markedsplads. Ingen turistbyport, ingen skilte på fire sprog. Men gå ned til flodbredden, og du står ved Drina — og Drina er ikke en almindelig flod. Vandet er smaragdgrønt, næsten uvirkeligt klart, og det kommer koldt ned fra bjergene i Bosnien og Montenegro. På den anden bred er der et andet land. Grænsen løber midt i vandet.

Kør nordpå ud af byen, halvanden kilometer langs floden, og så ser du det — det billede du sikkert allerede har set uden at vide hvor det var. Et lillebitte træhus står helt alene på en klippe midt i Drina. Ikke ved bredden. Midt i floden. Der er ingen bro, ingen sti, ingen forklaring. Bare et hus på en sten med grønt vand på alle sider.

→ Huset i Drina

Historien er sandere end den lyder. I 1968 var en flok unge fra byen trætte af at ligge og sole sig på den nøgne klippe, så de slæbte brædder ud i en kajak og byggede et lille skur. Floden tog det. De byggede et nyt. Floden tog det igen. Sådan er det fortsat i over halvtreds år — huset er skyllet væk og genrejst syv gange, senest bygget op i 2011. Hver gang Drina går over sine bredder om foråret, forsvinder det. Hver gang kommer nogen med brædder og en båd. National Geographic satte det på tryk i 2012, og pludselig kom fotograferne. Men lokalt er det ikke et fotomotiv. Det er en trods. En sten der nægter at give op, og en flok mennesker der nægter at lade den stå tom.

Wikimedia Commons

Huset i Drina. Bygget af en flok badende drenge i 1968, skyllet væk og genrejst syv gange. Serbisk stædighed i træ.

Fra huset følger du floden vestpå. Vejen klemmer sig fast mellem den stejle bjergside til venstre og vandet til højre, og for hver kilometer bliver dalen dybere og vildere. Det her er ikke Drina længere, egentlig — det er Perućac-søen, en 52 kilometer lang opstemning der blev skabt midt i 1960'erne da man byggede en dæmning tværs over floden til et vandkraftværk. Men vandet har beholdt sin farve. Det ligger stille og grønt mellem klippevæggene, og på den modsatte bred rejser Bosnien sig lodret op.

Du kører langsomt her, for vejen er smal og snoet, og der er ikke plads til at have travlt. Ud af det åbne vindue kommer lugten af flod: kold sten, våd mos, og en anelse af den fisk og det tang der ligger i skyggen under klippevæggene. En mand sidder på en klapstol helt nede ved kanten med en fiskestang og en termokande, ubevægelig, som om han har tænkt sig at blive der til det bliver mørkt. Måske har han.

Ved landsbyen Perućac ligger selve dæmningen — en betonvæg på 89 meter, den højeste i Serbien, der holder hele søen tilbage. Du behøver ikke stoppe ved den. Men lige ovenfor, hvor vejen kryber ind langs søbredden, gemmer der sig noget mærkeligere: en flod du kan gå fra ende til anden på et kvarter.

Vrelo — floden der er 365 meter lang

Et sted langs søbredden hører du den før du ser den — en tung, konstant susen der ikke passer til det stille vand. Det er Vrelo, og den er noget nær verdens korteste flod. Hele dens liv er 365 meter langt: fra en kilde der springer ud af klippen ved foden af Tara-bjerget, og ned til den styrter ud i Drina over et vandfald. Én meter for hver dag på et år. Lokalt kalder de den Reka Godina — "årets flod" — netop derfor.

Gå stien op langs den. Det tager et kvarter, og det er hele floden. Vandet er iskoldt — omkring ti grader året rundt — og så klart at hver eneste sten på bunden ligger og glimter som gennem glas. Ved mundingen kaster det sig fjorten meter ned mod Drina i et brøl af hvidt skum og kold tåge, og luften bliver pludselig våd og grøn og et par grader køligere end oppe på vejen. Der har stået et lillebitte vandkraftværk her siden 1927 — floden er kort, men den arbejder.

→ Vrelo-floden

Wikimedia Commons

Vrelo — "årets flod". 365 meter fra kilde til fald. Iskoldt, krystalklart, og forbi på et kvarter.

Fra Vrelo begynder vejen at rejse sig. Og nu er det slut med at køre langs vandet — nu skal du op. Serpentinerne strammer til, og skoven lukker sig om bilen: først løvtræer, så gran, tættere og mørkere for hver hårnål. Du kører fra 250 meter mod tusind på under en halv time, og du mærker det på ørerne, på lyset, på temperaturen der falder. Motoren arbejder i lavt gear. Bag hvert sving glimter Drina et øjeblik dybere og dybere nede, og så er den væk bag træerne.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Op fra floden og ind i skoven: Drina forsvinder under dig, og de første udsigtsklipper åbner sig ud over kløften.

Det her er en af de sidste rigtige vildmarker i Sydøsteuropa. I skovene omkring dig lever bjørne, ulve og los — ikke som en turistbrochure-frase, men rigtigt; det er en af de få steder i Europa hvor de tre stadig deler den samme skov. Og træerne selv er noget særligt: her vokser Pančić-granen, en art der næsten kun findes her og i de bosniske bjerge. Den overlevede istiderne nede i disse dybe, beskyttede dale, mens den forsvandt alle andre steder. En botaniker ved navn Josif Pančić fandt den i 1875 og forstod at han stod med et levende fortidslevn.

Hvorfor køre den snoede vej op og ikke bare blive nede ved floden? Fordi Drina er smukkest oppefra. Du har set den tæt på, grøn og kold i bunden. Nu skal du se den som fuglene ser den — og det kræver at du klatrer. Vejen op er ikke transporten mellem to seværdigheder. Vejen op er halvdelen af historien.

Ved Mitrovac fladet plateauet ud — en solbeskinnet lysning i 1.080 meter med spredte bjælkehytter, høenge og en luft der lugter af harpiks og tørt græs. Her drejer du af mod nord, ud ad en grusvej gennem gammel granskov. De sidste seks kilometer er langsomme og hullede, og du kører i skridtgang mellem stammer der er halvandet hundrede år gamle. Så snævrer skoven sig, en parkeringsplads dukker op, og resten går du.

Banjska Stena — kanten af to lande

Stien er flad og bred og let, og den snor sig gennem granerne uden at afsløre noget som helst. Du går ti minutter, femten. Fuglene, mosset, den kølige skovluft. Og så — helt uden varsel — holder skoven op. Træerne stopper ved en klippekant, og foran dig er der ingenting. Bare luft.

Du står på Banjska Stena, en udsigtsklippe i 1.065 meter. Langt nede — flere hundrede meter lige under dine fødder — ligger Perućac-søen som et grønt bånd i bunden af en kløft der er over tusind meter dyb. Floden snor sig i lange, dovne sløjfer mellem lodrette bjergsider. Og på den anden side af vandet: Bosnien-Hercegovina. To lande, én afgrund, og en stilhed så stor at du kan høre din egen puls.

→ Banjska Stena

Navnet gemmer et lille sagn. Der lå engang en kilde her nede ved floden — Banjska-kilden — med vand der holdt konstant fire grader, sommer som vinter. Det var den kilde der gav stedet sit navn. Da man byggede dæmningen og søen rejste sig, druknede kilden under det grønne vand og forsvandt for altid. Navnet blev deroppe på klippen. Kilden ligger stadig dernede, siger folk — bare under overfladen, hvor ingen kan komme til den.

TarjaMitrovic / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0

Banjska Stena, 1.065 meter. Perućac-søen langt nede, kløften over tusind meter dyb, og Bosnien på den anden bred.

De første kilometer — ind i den blå sø

Fra Banjska Stena kører du den samme grusvej tilbage gennem urskoven til Mitrovac, og så drejer du sydpå. Nu er du inde i selve Tara — ikke ved kanten, men i midten. Vejen slynger sig gennem tæt granskov hvor solen kun når ned i skrå striber, og luften er kølig og fugtig og fuld af harpiks. Der er ingen byer. Kun skov, en enkelt bjælkehytte med brænde stablet under tagskægget, og en gang imellem en høeng hugget ind mellem træerne.

Der er ingen trafik heroppe. Måske møder du en enkelt bil i timen, måske ingen. Vejen er smal, velholdt asfalt der slynger sig med skoven, og du kører af dig selv i et roligt tempo, fordi der ikke er nogen grund til andet. En gang imellem springer et rådyr over vejen og er væk mellem stammerne før du når at bremse. Skiltene advarer mod bjørne, og selvom du næsten aldrig ser dem, ændrer det noget bare at vide de er derude — skoven føles pludselig større og ældre end en skov plejer at føles.

Efter en halv times kørsel åbner skoven sig, og der ligger den: Zaovine-søen. En bjergsø i næsten tusind meters højde, klemt ned mellem skovklædte skråninger, og så blå at det virker forkert. Det er ikke det grønne flodvand fra Drina — det her er dybt, stille, koboltblåt bjergvand. Søen er kunstig, opstemmet til et vandkraftværk, men det ser man ikke. Man ser bare stilhed og en flade så blank at granerne står på hovedet i den.

Der er noget næsten foruroligende ved så meget stille vand så højt oppe. Zaovine ligger klemt inde mellem to bjergrygge, og fordi den er opstemmet, svinger vandstanden hen over året — nogle somre står gamle træstubbe og bare grunde frem langs bredden, spor af de gårde og enge der lå her før dalen blev fyldt med vand. Det er en sø med en druknet fortid under overfladen, ligesom Perućac nede ved Drina. To gange på to dage kører du forbi vand der har begravet det der var før.

→ Zaovine-søen

Wikimedia Commons

Tara indefra: tæt granskov ned til vandkanten, og en stilhed så tyk at du sænker stemmen uden at tænke over det.

Stop ved bredden og gå ned til vandet. Det er glacialt koldt selv midt om sommeren, og hvis du dypper hånden, trækker du den til dig igen. Der er ingen strandpromenade her, ingen kiosk, ingen skilte. Bare en gruskant, en enkelt robåd trukket op på land, og en stilhed så stor at du kan høre en fisk vende sig i vandet ude på midten. En fyr står længere henne og fluefisker, kaster med lange, langsomme sving, og lyden af snoren gennem luften er det højeste der sker.

Fra Zaovine falder vejen langsomt sydpå. Du forlader nationalparken, og skoven veksler nu med åbne skråninger og spredte gårde. Det her er Kršanje-egnen — små stenhuse med rødt tegltag, høstakke på skæve stænger, og æbletræer der læner sig over vejen. En gammel kone i forklæde river hø sammen på en stejl eng, langsomt og metodisk, og løfter ikke hovedet da du kører forbi. Køerne står bag hende med bjælder der kimer uregelmæssigt. Det er en egn hvor tiden er gået langsommere, ikke fordi nogen har besluttet det, men fordi der ikke har været nogen grund til at skynde sig.

Nu falder vejen for alvor. Skoven skifter fra gran til fyr, dalen strammer til under dig, og for hvert sving bliver luften en anelse varmere og blødere. Du kan mærke at du er på vej ned fra fjeldet og ind i noget andet. Bremserne arbejder, ørene popper, og et sted forude ligger en dal du endnu ikke kan se, men allerede kan ane på lyset der bliver grønnere.

Ned i Mokra Gora — det våde bjerg

Dalen strammer til, vejen bliver stejlere, og du ruller ned i Mokra Gora — navnet betyder "det våde bjerg", og det er ikke tilfældigt: her mødes fugten fra Tara og Zlatibor, og tågen hænger ofte i dalbunden om morgenen. Det er en smal, grøn dal med spredte huse, høenge, og en lille flod der pludrer i bunden. Og tværs gennem det hele løber to ting der ikke burde kunne være her: en landsby bygget helt af træ, og en jernbane der giver op.

Dalen er smallere og grønnere end du forventer. En lille flod pludrer i bunden, høengene klatrer op ad siderne, og spredte huse med stejle tage klamrer sig til skråningerne. Der er en café eller to, en togperron, og ellers mest stilhed. Efter fjeldet og den blå sø føles det næsten befolket — men kun næsten.

Lad os tage jernbanen først, for den er det mærkeligste. Šargan-otteren — Šarganska osmica — er en smalsporet bane der engang forbandt Beograd med Sarajevo. Problemet var bjerget: sporet skulle vinde 300 højdemeter over en meget kort strækning, og et almindeligt spor kan ikke klatre så stejlt. Så ingeniørerne lod banen løbe i et gigantisk ottetal — den snor sig ind i bjerget, gennem toogtyve tunneler, krydser sig selv, og kravler opad i en knude af spor over godt femten kilometer. Det er en af de mest opfindsomme stumper jernbane i Europa.

Tænk på hvad det krævede. Toogtyve tunneler, hugget gennem massiv sten i 1920'erne, bare for at et tog kunne vinde de 300 højdemeter uden at give op. Sporet krydser sig selv, løber tilbage under det spor det lige har forladt, og snor sig op ad bjergsiden som en sløjfe der er trukket for stramt. Ingeniøren der tegnede den må have været både desperat og genial. Det virkede: i årtier var det her forbindelsen mellem Beograd og Sarajevo, tværs over et bjerg der egentlig sagde nej.

Wikimedia Commons

Šargan-otteren. To tunnelmundinger i samme billede — sporet klatrer over sig selv for at nå op ad bjerget.

→ Šargan 8-jernbanen

Banen blev lukket i 1974 og lå og forfaldt i årevis, indtil nogen fik den vanvittige idé at genopbygge den som museumsbane. I dag kravler et gammelt smalsporstog op ad ottetallet med turister, og hvis du er heldig at være der når det kører, kan du høre det længe før du ser det: en fløjten der kastes rundt mellem bjergsiderne, og lugten af kul og damp der driver ned gennem fyrretræerne. Så dukker det op af en tunnel, grønt og pustende, og forsvinder ind i den næste.

Ved siden af banen ligger Drvengrad — "trælandsbyen". Den er ikke gammel. Filminstruktøren Emir Kusturica byggede den i begyndelsen af 2000-tallet til en af sine film, oppe på en bakke kaldet Mećavnik, og lod den så blive stående. En hel landsby af mørke bjælkehuse med små vinduer, brostensgader, en trækirke, en biograf — alt sammen af træ, alt sammen bygget som en drøm om det Serbien der var engang. Hvert år holder han en filmfestival heroppe. Resten af tiden er det bare en landsby uden indbyggere, hvor det knirker under fødderne og lugter af tjæret træ og røg fra en skorsten.

Gå en runde mellem husene. Gaderne er brostensbelagte, husene er flyttet hertil fra gamle serbiske landsbyer og genrejst bjælke for bjælke, og gadeskiltene er en spøg for sig — Kusturica opkaldte gaderne efter folk han beundrer, fra filminstruktører til fodboldspillere. Det knirker under fødderne, der lugter af tjæret træ og kold aske, og et sted spiller der lavmælt musik fra en åben dør. Det er en kulisse, ja. Men det er en kulisse bygget med så meget kærlighed at man holder op med at tænke på den som falsk.

→ Drvengrad

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

To ting der ikke burde være i den samme dal: Kusturicas trælandsby — og et museumstog der stadig kravler op ad ottetallet.

Der er noget her i Mokra Gora med at spå om fremtiden. Efter sagnet levede der i nabolandsbyen Kremna i 1800-tallet to bønder — onkel og nevø, Miloš og Mitar Tarabić — der ikke kunne læse eller skrive, men som angiveligt forudsagde fremtiden. En landsbypræst skrev deres ord ned, og de såkaldte Kremna-profetier er siden blevet fortalt igen og igen: krige, konger, opfindelser, ting der endnu ikke er sket. Om man tror på det eller ej — det siger noget om egnen at dens mest berømte historie ikke handler om en fæstning eller en helgen, men om to fåreavlere der kiggede ind i fremtiden fra en høeng.

Wikimedia Commons

Mokra Gora — "det våde bjerg". Grønne enge, spredte gårde og skovklædte rygge, klemt inde mellem Tara og Zlatibor.

De første kilometer — op forbi profeternes dal

Ud af Mokra Gora begynder vejen straks at stige. Du forlader den grønne, fugtige dal og kravler op ad en skovklædt skråning i lange sving, og ud af det åbne vindue kommer nu en anden lugt end nede ved floden: tør fyrreharpiks, varm sten, og en anelse af røg fra et bål et sted i skoven. Det er lugten af højland. Skoven her er fyr, ikke gran — lysere, spinklere, mere åben — og solen når helt ned til skovbunden mellem stammerne.

Stigningen er lang, men jævn, og bilen trækker uden at knokle. Det er en anden slags klatring end op fra Drina i går — mindre dramatisk, mere som at blive løftet langsomt op i lyset. For hver kilometer bliver skoven tyndere, og mellem fyrrestammerne begynder du at ane åbne enge og en himmel der er ved at blive stor.

Du passerer Kremna, landsbyen hvor profeterne boede. Der er ikke meget at se — nogle gårde, en kirke, høenge på skrå skråninger. Men det er her de to fåreavlere efter sagnet sad og kiggede ind i fremtiden for halvandet hundrede år siden. Sæt farten ned og kig ud over dalen: brede høenge, spredte stenhuse, skovklædte rygge lag på lag mod horisonten i det diset blå. Det er let at forstå at fantasien får frit løb et sted hvor der er så meget himmel og så få mennesker.

Uanset hvad man mener om profetier, siger det noget om egnen at dens mest berømte historie handler om to fåreavlere og ikke om en konge eller en helgen. Heroppe har fantasien altid haft god plads. Landskabet er stort og tomt og fuldt af vejr der trækker forbi, og når man sidder alene på en høeng en hel dag med sine får, er der ikke langt til at begynde at se ting i skyerne.

Wikimedia Commons

Fårene ligger som spredte sten i græsset. Zlatibor har levet af sine får og sin uld længere end nogen kan huske.

Vejen fortsætter over Šljivovica og videre østpå, og landskabet skifter langsomt karakter. Skoven bliver tyndere, engene bredere, og pludselig er du ikke i en dal længere, men oppe på en åben, bølgende højslette. Det her er Zlatibor — et plateau i omkring tusind meters højde hvor bjergene har lagt sig ned og blevet til lange, bløde bakker. Der er ingen tinder her, ingen afgrunde. Bare græs, spredte fyrretræer, og en himmel der er større end nogen af de dale du kom fra.

Det mærkelige ved Zlatibor er hvor blidt det er. Man forventer at et bjerg på tusind meter skal være barskt — men her har landskabet lagt sig ned og trukket vejret ud. Bakkerne er runde og bløde, engene brede, og de spredte fyr står som prikker på en dyne. Der er ingen kant, ingen afgrund, intet der truer. Bare rum. Efter to dage klemt inde i kløfter og dale føles det som at komme op til overfladen og trække vejret.

→ Zlatibor

Navnet er værd at kende. Zlatibor betyder "den gyldne fyr" — zlatni bor — og efter traditionen skyldes det en særlig fyrretype med gyldne nåle der voksede her. Om efteråret, når solen står lavt, får skråningerne virkelig et gyldent skær, og du forstår hvor navnet kommer fra. Det er ikke poesi. Det er bare lys på nåle.

Ud over sletten — får, uld og gyldent lys

Det er en anden slags kørsel heroppe. Efter to dage i snoede dale og stejle serpentiner retter vejen sig ud og bliver bred og rolig, og du kan for første gang se langt. Bakkerne triller væk mod alle sider, dækket af græs og spredte fyr, og hist og her ligger en gård med rødt tag og en stak brænde. Det er et landskab man ånder ud i.

Vejen ruller nu i lange, bløde kurver over sletten, og du kan for første gang lade blikket vandre uden at skulle passe på næste sving. Til alle sider triller bakkerne væk, dækket af græs og fyr, og skyggerne fra skyerne glider hen over dem som pletter på et dyr. En traktor arbejder langt væk på en eng, for lille til at man kan høre den. Det er en kørsel der gør noget godt ved skuldrene.

Og der er får. Overalt. Store flokke ligger spredt ud over skråningerne som nogen har strøet dem der, og en hyrde sidder på en sten med en stok og en hund og kigger ud i det blå, som han sikkert har gjort hver dag i tredive år. Zlatibor har levet af sine får så langt tilbage nogen kan huske, og af den uld de giver. I landsbyen Sirogojno lidt længere fremme strikker kvinderne stadig de tykke sweatere med geometriske mønstre som egnen er berømt for — et gammelt håndværk der aldrig helt døde ud. Duften på sletten er lige dele fyr, tørt græs og en fjern anelse af fåre og røg.

I Sirogojno er der samlet en hel gammel landsby af mørke bjælkehuse på en skråning — et frilandsmuseum hvor du kan gå ind i stuer der har stået sådan i halvandet hundrede år, med åbne ildsteder, lave lofter og senge dækket af uldtæpper. Det er også her uld-kooperativet holder til, det der gjorde Sirogojno-sweateren kendt langt uden for Serbien. Lugten inde i husene er røg og gammelt træ og tør uld.

→ Sirogojno

Wikimedia Commons

Under sletten gemmer Zlatibor grotter: Stopića med sine kaskader af travertinbassiner, hvor vandet har bygget sine egne kar i sten.

For under den bløde overflade er Zlatibor hult. Kalkstenen er gennemboret af grotter, floder forsvinder ned i jorden og dukker op igen kilometer væk, og vandfald styrter ud af skovklædte skråninger. Ved Stopića-grotten har en underjordisk flod over tusinder af år bygget en trappe af travertinbassiner — kar af kalk fyldt med turkist vand, det ene under det andet. Og ved landsbyen Gostilje styrter en flod tyve meter ned ad en klippe i et brøl af hvidt vand. Det er den slags steder man drejer af efter uden at have planlagt det.

Det er værd at forstå hvor meget der gemmer sig under den rolige overflade. Zlatibor ser ud som en blid græsflade, men kalkstenen under dig er gennemhullet af huler, underjordiske floder og skjulte vandløb. Regnen falder ned gennem sprækker, forsvinder, og render rundt i mørket i årtusinder før den bryder ud igen et helt andet sted. Det bløde landskab ovenpå er bygget på et vildt og hult indre.

→ Stopića-grotten

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Zlatibor to steder: Sirogojnos gamle bjælkehuse, hvor uld-håndværket lever — og Gostilje-vandfaldet, der styrter tyve meter ned gennem skoven.

Og så er du fremme. Zlatibor by — egentlig Kraljeve Vode, "kongens vande" — ligger spredt ud over sletten omkring en lille sø: hoteller, træhuse, en promenade, en gondolbane der er kravlet op i nyere tid. Det er ferieby nu, livlig og lidt rodet, men gå ti minutter ud af centrum og du er alene på en græsklædt bakke med fyr og får og en horisont der bare fortsætter. Sæt bilen, gå op på den nærmeste top, og mærk luften: tynd, tør, med en kant af fyrreharpiks. Du trækker vejret lidt dybere heroppe uden at tænke over det.

Bliv til solen står lavt. Det er da Zlatibor viser hvorfor den hedder som den gør: skråningerne får et varmt, gyldent skær, fårene kaster lange skygger, og fyrretræerne står sort mod en himmel der langsomt bliver orange. Du har kørt hele vejen fra en flod i bunden af en kløft til en slette på toppen af et bjerg — og nu står du bare stille og ser dagen gå ned over det.

Wikimedia Commons

Zlatibor — rutens ende. Bakkerne triller væk til alle sider, og efter to dage i dybe dale har du endelig hele himlen for dig selv.