De første kilometer — ud af Andermatt

Du starter på en p-plads i Andermatt. Byen ligger i 1.447 meter i Urseren-dalen — en flad, grøn højslette klemt inde mellem fire pasveje, som en drejeskive midt i Alperne. Her mødes vejene til Gotthard, Oberalp, Furka og Susten, og togene fra tre retninger triller ind på den lille banegård. Andermatt var i årtier en søvnig garnisonsby — den schweiziske hær sprængte fæstningsanlæg ind i bjergene omkring dalen og holdt pasvejene som en strategisk nerve gennem Alperne; i dag er soldaterne skiftet ud med turister, og der er kraner over nybyggede hoteller i den ene ende og gamle brune træhuse i den anden. En mand i orange arbejdsjakke krydser skinnerne ved stationen med en termokande i hånden. Bag ham rejser bjergene sig lodret på alle sider. Geografien er den samme som altid: hvad end der skal over Alperne her, skal forbi Andermatt.

Wikimedia Commons

Andermatt i Urseren-dalen, 1.447 meter. En drejeskive hvor fire pasveje mødes — du tager to af dem i dag.

Kør vestpå ud af byen, mod Hospental og Realp. Dalbunden er flad og bred her, med Reuss-floden slyngende gennem enge hvor der står brune køer med bjælder om halsen. Du kan høre dem gennem det åbne vindue — en dyb, uregelmæssig kling-klang der følger dig ud af dalen. Vejen er to spor, jævn asfalt, næsten lige. Det er stilheden før stigningen. Nyd de flade kilometer, for de er de sidste i lang tid.

Ved Realp ender det flade. Landsbyen ligger i 1.538 meter, den sidste bebyggelse før passet, og her sker der noget hvis du er heldig: fra Realp kører et rigtigt veterandamptog op ad den gamle Furka-bjergstrækning. Står du ud af bilen og hører en lokomotivfløjte og lugter kul, så er det Dampfbahn Furka-Bergstrecke — frivillige der holder den gamle jernbane kørende hen over passet mod Gletsch og Oberwald. En fyrbøder med sodede hænder læner sig ud af førerhuset. Det er ikke en kulisse. Det er mænd og kvinder der bruger deres somre på at skovle kul, fordi de ikke kunne bære at se linjen dø.

Wikimedia Commons

Dampfbahn Furka-Bergstrecke. Frivillige holder det gamle damptog kørende over passet fra Realp — sidst i juni til start oktober.

De 12 km op ad Furka — serpentinerne fra Goldfinger

Fra Realp begynder Furkastrasse — hovedvej 19 — at klatre for alvor. Tolv kilometer, næsten 900 højdemeter, stigninger op til 11 procent. Serpentinerne klemmer sig fast i klippesiden, og for hvert sving folder udsigten sig ud bagud over Urseren-dalen du kom fra. Vejen blev bygget som postvej mellem 1864 og 1866 — bred nok til hestetrukne postkareter — og den følger stadig præcis de samme sløjfer. Du deler den med motorcykler i klynger og lastbiler der kravler i lavt gear. Termometeret i bilen falder et par grader for hver hundrede meter.

Skru vinduet ned. Luften bliver tyndere og skarpere, med en lugt af kold sten og en anelse af diesel og varme bremser fra bilen foran. Der er ingen træer heroppe længere — kun fjeldgræs, bar granit, og snepletter der ligger i skyggesiderne selv midt om sommeren. En motorcyklist har trukket ind i en sving og sidder på autoværnet med hjelmen af og kigger bare. Det gør folk her. De stopper uden grund, fordi der ikke skal en grund til.

Det er noget af det denne vej gør: den giver dig konstant en ny udsigt uden at du behøver stoppe. Hver serpentin vender bilen 180 grader, og landskabet drejer med — dalen bagud, tinderne forude, dalen bagud igen. Du kører op gennem en hel klimazone på tyve minutter, fra grønne enge til nøgent højfjeld, og du gør det siddende ned med hænderne på rattet.

Læg mærke til rytmen i serpentinerne. Hver hårnål er en 180-graders vending, tæt og stram, og imellem dem løber vejen på skrå op ad skråningen i korte, stejle stræk. Du kører i andet gear det meste af tiden, og du lærer hurtigt at kigge et sving frem for at se om der kommer en bus. For møder du en turistbus i en hårnål heroppe, skal en af jer bakke — og det bliver dig, for han kan ikke. Det er en del af spillet på en gammel postvej: den blev tegnet til hestevogne, ikke til at to busser mødes.

Og så, næsten pludseligt, fladet det ud. Du er på toppen: Furkapasset — 2.429 meter. Der er en kro, en stor p-plads, en bunke motorcykler, og en vind der skærer selv i juli. Herfra kan du se ind i det store, åbne højfjeld til alle sider. Det er det højeste punkt på hele sløjfen — 265 meter højere end Grimsel, 200 højere end Susten — og luften er så tynd at du trækker vejret lidt dybere uden at tænke over det.

Ved kroen på toppen står motorcyklerne på række, og deres ejere sidder på trappen med kaffe i papkrus og hjelmene ved fødderne. En mand i læderjakke fortæller en historie med hænderne til to andre der griner. Vinden river i markiserne. Det er et samlingssted, det her — ikke en destination, men et sted man mødes halvvejs, oppe på taget, før man ruller ned ad den anden side. Køb en kaffe, stå et øjeblik i blæsten, og kig ud over det store, nøgne højfjeld til alle sider.

Wikimedia Commons

Furkapasset, 2.429 meter — det højeste punkt på hele sløjfen. Bar granit, spredt sne selv i juli, og en vind der skærer.

→ Furka-passet

De sidste kilometer — ned til gletsjeren og Gletsch

Fra toppen falder vejen ned mod vest, mod Valais — og her kommer turens første store øjeblik. Efter få serpentiner dukker Rhône-gletsjeren op foran dig: en frossen flod af blåhvid is der vælter ned mellem tinderne, kilde til hele Rhône-floden der ender i Middelhavet 800 kilometer længere nede. Den hænger lige ved vejkanten. Du kan parkere og gå de sidste meter hen til iskanten. Luften derinde falder ned fra isen som fra et åbent fryserum, og der er en konstant, dyb rislen af smeltevand under stenene.

Det er her Goldfinger blev filmet i 1964. På det dengang ubelagte stykke lige ved Hotel Belvédère jagtede Bonds Aston Martin DB5 en Ford Mustang, og Goldfingers Rolls-Royce rullede forbi med gletsjeren synlig i baggrunden. Én kurve kaldes stadig uofficielt "James Bond Strasse". Hotellet selv — bygget i 1882, hængende i en hårnål lige over isen — står der endnu, men det lukkede i 2016. Grunden er kølig: gletsjeren har trukket sig så langt tilbage at udsigten fra vinduerne forsvandt.

Wikimedia Commons

Rhône-gletsjeren fra Belvédère-hårnålen. Kilden til hele Rhône-floden — og filmkulisse for Goldfinger i 1964.

Gletsjeren er ikke hvad den var. Siden 1850 har den mistet omkring 60 procent af sit volumen og trukket sig cirka 1,3 kilometer tilbage op ad dalen. For at bremse afsmeltningen dækker man hver sommer omkring to hektar af isen med hvide, UV-bestandige fleecetæpper — og på det dækkede areal smelter der op mod 70 procent mindre. Det er et syn man ikke glemmer: en gletsjer pakket ind i tæpper, som en gammel patient man forsøger at holde varm en sommer mere.

Under tæpperne gemmer der sig noget smukt. Hvert år siden mindst 1894 har man hugget en isgrotte ind i gletsjeren — en tunnel på omkring hundrede meter, badet i et blåligt lys der kommer indefra selve isen. Grotten hugges på ny hver sæson, fordi isen bevæger sig. Du kan gå ind i den. Det er så tæt på at røre en gletsjer som de fleste af os nogensinde kommer.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Hotel Belvédère på hårnålen — lukket siden 2016 — og den blå isgrotte, der hugges ind i gletsjeren på ny hvert år.

→ Rhône-gletsjeren

Går du ind i grotten, skifter verden farve. Udenfor er alt grå sten og hvidt lys; herinde er alt blåt — en dyb, kold turkis der ikke kommer fra en lampe, men fra selve isen, der sluger alle andre farver end den blå. Væggene er glatte og fugtige, luften står stille og iskold, og der drypper vand et sted i mørket. Du lægger en hånd på væggen og mærker hvor gammel den is er: den faldt som sne før dine tipoldeforældre blev født, blev til is, og har ligget og ventet på dig hele vejen ned ad dalen.

Nederst i nedkørslen ligger Gletsch — en lille flække i 1.759 meter, dér hvor Furka-vejen og Grimsel-vejen mødes på dalbunden. Det ser næsten forladt ud i dag, men engang var det et af Alpernes store rejsemål. Grand Hôtel Glacier du Rhône havde omkring år 1900 op mod 320 senge, og posten kørte over nitten tusind rejsende om året over Furka og Grimsel med hestevogn. Dronning Victoria selv drak te her den 23. august 1868. I dag er der stilhed, en togstation for damptoget, og lyden af Rhône-floden der lige er født oppe ved isen.

Sæt bilen ved Gletsch og stå et øjeblik. Du er kun én pas nede af tre, men du har allerede set en gletsjer på tæt hold, kørt Bonds serpentiner, og hørt et damptog fløjte over et pas. Bag dig ligger Furka. Foran dig, op ad den anden dalside, snor Grimsel-vejen sig allerede synligt op mod næste top. Du kan se hvor du skal hen.

Wikimedia Commons

Gletsch, 1.759 meter. Engang et Belle Époque-rejsemål med 320 hotelsenge — i dag stilhed, et damptog, og en nyfødt flod.

De første kilometer — op til Grimsel i 2.164 meter

Fra Gletsch drejer du op ad Grimsel-vejen, og med det samme begynder serpentinerne igen. Nu klatrer du op ad den modsatte dalside af den du lige kom ned — du kan faktisk se Furka-vejen på den anden side af dalen, snoende sig ned mod Gletsch, som en streg du selv tegnede for en halv time siden. Vejen er bred og velholdt, granit på begge sider, og der er den samme skarpe lugt af kold sten og fjeldgræs som på Furka. Bare højere op ad gangen.

Vejen op ad Grimsel har en anden karakter end Furka. Hvor Furka klemmer sig fast i en enkelt klippevæg, folder Grimsel sig ud over et bredere, mere åbent fjeldlandskab af afrundede granitknolde — slebet glatte af istidens gletsjere, lyse og bare som hvalrygge. Der vokser næsten intet heroppe. Det er sten, himmel og vej, og en lugt af tørt fjeldgræs og varm granit der slår op fra asfalten når solen bager. Du er allerede over 2.000 meter og stiger stadig.

Toppen kommer efter en snes stramme sving: Grimselpasset — 2.164 meter. Og her møder du turens mærkeligste sø. Lige ved pastoppen ligger Totensee — "de dødes sø" — en lille, mørk vandflade der spejler tinderne. Navnet er registreret allerede i 1760, sikkert på grund af stedets golde, øde beliggenhed. Men den populære historie er blodigere: under kampene mellem franske og østrigske tropper på Grimsel i 1799 skal faldne østrigske soldater være endt i søen. Sandheden er nok at navnet kom først og legenden bagefter — men stå ved bredden en grå dag, og du forstår hvorfor folk troede på det værste.

→ Grimselpasset

Wikimedia Commons

Totensee — "de dødes sø" — ved Grimseltoppen i 2.164 meter. Navnet er ældre end det slag legenden fortæller om.

De midterste kilometer — ned gennem kraftværket

Fra toppen falder vejen ned mod nord, og nu åbenbarer det sig hvorfor Grimsel er noget for sig. Under dig ligger en kæde af dæmningssøer — Grimselsee, Räterichsbodensee — turkise flader holdt oppe af enorme betondæmninger. Det er hele Kraftwerke Oberhasli-systemet: ni kraftværker, seksogtyve turbiner, gemt inde i selve bjerget, fodret af smeltevandet fra søerne. Tilsammen leverer de omkring syv procent af Schweiz' vandkraft. Du kører hen over toppen af det hele uden at høre en lyd — turbinerne ligger hundreder af meter nede i granitten.

Den første sø du kommer til er Grimselsee, holdt af Spitallamm-buedæmningen fra 1932 — 114 meter høj, blandt verdens højeste dengang den blev bygget. Ved bredden ligger Grimsel Hospiz, et hotel på en klippehylde over vandet. Det har en kuriøs førsteplads: da det blev genopbygget i 1932, blev det Europas første elektrisk opvarmede hotel. Passende nok — det ligger jo bogstaveligt talt oven på et kraftværk.

Systemet er svært at fatte i tal, men du kan mærke skalaen når du står ved en af dæmningerne og kigger ned. Vandet i søerne er batteri: om natten, når strømmen er billig, pumper man vand op i de høje søer; om dagen, når landet skal bruge lys, lader man det falde gennem turbinerne igen. En dæmning er ikke bare en mur — det er et lager af energi, opmagasineret som højde. Du kigger ud over en sø og ser i virkeligheden en oplader på størrelse med en dal.

Sæt bilen ved Grimsel Hospiz og gå ud på dæmningskronen. Vinden står altid her, kølig selv i sol, og den bærer en svag summen op fra et sted dybt nede i bjerget. En vedligeholdelsesmand i gul hjelm forsvinder ind ad en stålport i klippevæggen — en af de mange skjulte indgange til turbinehallerne under dine fødder. Fra bredden kan du om sommeren sejle en tur ud over Grimselsee med Grimselwelts lille panoramabåd; vandet er så turkist at det næsten ser malet ud, og granitvæggene falder lodret ned i det.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Grimselsee med Hospiz — Europas første elektrisk opvarmede hotel — og Räterichsbodensee, turkis af gletsjerslib, længere nede.

Farven på søerne er det mærkelige. Ikke blå, men en tung, uigennemsigtig turkis, næsten mælket. Det er gletsjerslib: sten malet til mel af isen og båret ud i vandet, så fint at det aldrig helt bundfælder og kaster lyset tilbage i den grønblå tone. Vinden trækker striber hen over overfladen. Rundt om står granitten bar og grå, og der er ikke et træ at se. Det er et landskab bygget halvt af naturen og halvt af ingeniører — og du kan ikke altid se hvor det ene stopper og det andet begynder.

Længere nede, ved Handegg, ligger turens mest ufattelige lille maskine: Gelmerbahn. Det er en tovbane — en åben trævogn på skinner — der kravler lige op ad bjerget i 106 procents stigning. Ikke 10,6. Hundrede og seks. Den blev bygget i 1926 for at fragte arbejdere op til Gelmersee-dæmningen og åbnede for turister i 2001. Sætter du dig i den, læner du dig bagud som i en rutsjebane på vej op, mens granitten glider forbi en armslængde væk. Foroven ligger Gelmersee, turkis og stille mellem klipperne.

Kecko · CC BY 2.0

Gelmerbahn. 106 procents stigning — Europas stejleste udendørs tovbane. Bygget i 1926 til dæmningsarbejderne.

→ Gelmerbahn   → Gelmersee

Gzzz · CC BY-SA 4.0

Gelmersee foroven. Turkis, stille, indrammet af nøgen granit — belønningen for turen op ad den stejle bane.

De sidste kilometer — ned til Meiringen

Fra Handegg falder vejen videre ned gennem Haslital, og for hver kilometer bliver det grønnere. Granitten viger for gran og lærk, floden Aare buldrer ved siden af vejen, hvid af fart, og luften bliver blødere. Du passerer Innertkirchen, et vejknudepunkt hvor kraftværkernes hovedkvarter ligger, og fortsætter de sidste kilometer ud til Meiringen — dagens slutby, en rigtig lille alpeby med butikker, kirketårn og caféer.

Nedkørslen gennem Haslital er en af de blide slags efter en dag i højfjeldet. Vejen bliver bredere, sving­ene længere, og du kan slippe rattet lidt og bare rulle. Til begge sider rejser skovklædte bjergsider sig næsten lodret, og hist og her styrter et vandfald ned ad klippen fra en hængende sidedal. Du hører Aare hele vejen — en konstant, tung buldren fra floden der lige har forladt dæmningerne og nu har travlt med at komme ned til dalbunden. Vinduet nede, og du kan lugte skov og vand og den første varme fra lavlandet.

Efter dagen i det golde højfjeld føles Meiringen næsten overdådigt grønt. Der er blomster i vinduerne, borde på fortovet, og en café hvor en dame stiller en tallerken frem med noget hvidt og sprødt på. Byen dufter af bagværk og kaffe, og der er den blødere, tungere luft man får når man er faldet tusind meter ned fra sneen. Sæt dig, bestil noget koldt, og lad kroppen forstå at den er kommet ned igen.

Meiringen har to krav på verdenshistorien, og de kunne ikke være mere forskellige. Det ene er sødt: byen hævder at have opfundet marengsen — æggehvide og sukker pisket stift og bagt sprødt — tilbage i 1600-tallet, opkaldt efter byens navn. Franskmændene bestrider det, så tag det som en lokal legende og ikke en dom. Men bestil en marengs på en café her, og du spiser i det mindste på hjemmebane.

Det andet krav er dødeligt. Lige uden for byen falder Reichenbachfaldet omkring 250 meter ned ad klippen i flere trin — det øverste, mest berømte fald styrter 110 meter i ét ryk — og det var her Arthur Conan Doyle lod Sherlock Holmes falde i døden i grebet om ærkefjenden Moriarty, i novellen "Det sidste problem". Doyle var på ferie i Schweiz, blev betaget af faldet, og valgte det som stedet hvor verdens berømteste detektiv skulle dø. Der er et Sherlock Holmes-museum i byen i dag. Læserne var så rasende over mordet at Doyle senere måtte vække Holmes til live igen.

Wikimedia Commons

Reichenbachfaldet, ~250 meter i flere trin — det øverste fald 110 meter. Her lod Conan Doyle Sherlock Holmes styrte i døden med Moriarty — og vakte sådan et raseri at han måtte skrive helten tilbage til live.

Lige før byen, ved indgangen fra Innertkirchen-siden, gemmer der sig et sidste vidunder: Aareschlucht. Floden Aare har skåret sig ned gennem kalkstenen og efterladt en kløft på 1.400 meter, op til 200 meter dyb, der nogle steder snævrer ind til blot en meter eller to i bredden. En gangbro er boltet fast til klippevæggene inde i kløften, så du kan gå ind i mørket mellem de lodrette vægge med floden buldrende under dig. Kold luft, dryppende sten, og en lyd der bider sig fast.

→ Aareschlucht

Zairon · CC BY-SA 4.0

Aareschlucht ved Meiringen. 1.400 meter lang, op til 200 meter dyb — nogle steder kun en meter bred. Gangbroen er boltet til klippen.

De første kilometer — op ad Gadmental

Fra Meiringen kører du tilbage gennem Innertkirchen og drejer ind i Gadmental — Susten-vejens vestlige tilløb. Det starter blidt: en grøn dal med spredte gårde, høslæt på de stejle skråninger, og en flod der følger vejen. Ved Gadmen ligger husene solvendt op ad bjergsiden, og der dufter af varm mælk og røg fra alpemejeriet. En bonde river hø sammen i en mark der er alt for stejl til en traktor. Måske derfor står han med greben i hånden.

Susten-vejen er noget for sig, og du mærker det med det samme. Hvor Furka og Grimsel er gamle postveje der klemmer sig fast i klippen, blev Sustenstrasse bygget mellem 1938 og 1945 — den første schweiziske passvej anlagt specifikt til biltrafik. Det betyder brede, bløde kurver, lange galleri-tunneler skåret ind i klippen, og en linjeføring der føles designet snarere end tvunget frem. Ingenirørerne tænkte ikke kun på at komme over. De tænkte på udsigten. Du kører en vej der blev lavet for at være smuk.

For hver kilometer strammer landskabet til. Gården viger for fjeldgræs, græsset for sten, og et par lange serpentiner løfter dig op over trægrænsen igen — tredje gang på denne sløjfe. Luften bliver skarp og køl. Et vandfald styrter ned ad klippen til venstre, tyndt og hvidt, og forsvinder under vejen i et rør. Du hører det mere end du ser det.

Og her mærker du forskellen på en gammel og en ny pasvej. Susten glider. Kurverne er brede nok til at du kan holde farten gennem dem, galleri-tunnelerne er skåret rent ind i klippen med åbne buer ud mod dalen, og hver gang vejen kunne have valgt den nemme, grimme linje, har den valgt den smukke. Du kører ikke bare over et bjerg — du kører gennem en beslutning om at en vej også må være en oplevelse. Det er sjældent, og du kan mærke det i hænderne: ingen panik, ingen kamp, bare en lang, flydende opstigning.

Wikimedia Commons

Gadmental — Sustens grønne vestlige tilløb. Herfra klatrer den moderne pasvej i brede, bevidst smukke kurver.

De midterste kilometer — op til Steingletscher og toppen

På de sidste hundreder af højdemeter mod toppen kommer belønningen: Steinsee. En turkis gletsjersø, klar og kold, der ligger i en skål af granit lige under Steingletscheren og den 3.420 meter høje Gwächtenhorn. Farven er den samme mælkeblå-turkise som dæmningssøerne i går — gletsjerslib igen — men her er den ikke holdt af en dæmning. Den er bare, som isen lavede den. Der er en holdeplads ved vejen hvor du kan stå ud og gå de sidste meter ned til bredden.

Vandet er isnende — det kommer direkte fra isen ovenfor — men på en varm dag sætter folk sig alligevel på de solvarme granitflader ved bredden og dypper fødderne. Kontrasten er hele pointen: sten der brænder under dig, vand der får dine ankler til at gispe. Bag søen hænger gletsjeren blåhvid mellem tinderne, og du kan høre den arbejde — en fjern, konstant rislen af smeltevand der finder vej ned mellem stenene.

Et par vandrere har stillet deres rygsække fra sig og sidder med bare fødder i solen ved bredden, bukserne rullet op. En af dem vader ud til knæene, hyler kort, og vader lige så hurtigt ind igen til grin fra de andre. Det er sådan en sø gør: den frister dig med sin farve og straffer dig med sin temperatur, og alligevel gør folk det hver eneste sommerdag. Stå et øjeblik. Der er en stilhed heroppe som kun findes over trægrænsen — ingen fugle, ingen blade, kun vand, sten og en fjern vind.

Wikimedia Commons

Steinsee under Steingletscheren. Turkis af gletsjerslib, isnende koldt — og med solvarme granitflader ved bredden til at dyppe fødderne.

Toppen kommer kort efter. Selve pashøjden er 2.260 meter, men vejen topper i en cirka 300 meter lang tunnel i 2.224 meter — Sustenpasset. Du kører ind i mørket på den ene side af bjerget og ud på den anden, og landskabet skifter på de få hundrede meter fra Bern til Uri, fra vest til øst. På østsiden åbner en helt ny dal sig under dig, og langt nede aner du allerede Reuss-dalen som du skal følge hjem.

→ Susten-passet

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Susten-vejens brede galleri skåret ind i klippen — og pasvejen der snor sig gennem det nøgne højfjeld. Den yngste og mest gennemtænkte af de tre passer.

De sidste kilometer — Wassen, Djævlens kløft og hjem

Østsiden af Susten er en lang, storslået nedkørsel gennem Meiental — en øde, grøn højdal med spredte alphytter og en flod der følger dig hele vejen. Vejen bliver ved med at give: for hver kurve en ny udsigt ned ad dalen, og bremserne får lov at arbejde i det lave gear. Skru vinduet ned og lyt. Nogle eftermiddage kan du høre kobjælder fra en eng du ikke kan se, og altid den samme underliggende lyd af rindende vand. Landskabet bliver langsomt lavere og blødere, indtil de første rigtige træer melder sig igen.

Nederst møder Susten-vejen Gotthard-ruten, og du når efterhånden ned til Wassen — en lille by på Gotthard-ruten med en hvidkalket kirke på en høj. Kirken fra 1733 er en af de mest berømte i Schweiz, og grunden er sælsom: fra Gotthard-jernbanen kan man se den tre gange. Toget snor sig op gennem tre spiraltunneler inde i bjerget for at vinde højde på den korte strækning, og hver gang det kommer ud, ser man Wassen-kirken fra en ny vinkel — først op til den, så i niveau med den, til sidst ned på den. Generationer af schweiziske børn har lært at genkende den fra togvinduet.

Fra Wassen følger du Reuss-dalen sydpå, op mod Göschenen ved nordportalen til Gotthard-tunnelen. Trafikken bliver tættere her — det er hovedåren gennem Alperne — men du drejer af mod Andermatt og ind i turens sidste, mørke vidunder: Schöllenen-kløften. Her har Reuss skåret sig ned gennem granitten i en revne så stejl og så smal at ingen kunne bygge en vej igennem den i århundreder. Klippevæggene rejser sig lodret, floden buldrer hvidt langt nede, og vejen klæber sig til siden.

Inde i Schöllenen forsvinder himlen næsten. Klippevæggene lukker sig sammen over dig, lyset bliver gråt og køligt, og lyden af Reuss fylder alt — en dyb, konstant torden fra floden der pisker sig hvid mellem stenene langt nede. Der er koldt herinde, flere grader koldere end i dalen bagved, og luften lugter af våd sten og forstøvet vand. I århundreder var denne kløft en mur mellem nord og syd; ingen kunne føre en vej igennem den, og den der ville over Gotthard måtte gå udenom ad farlige stier. Først da man endelig turde bygge her, åbnede hele den centrale alperute sig.

Midt i kløften ligger Teufelsbrücke — Djævlebroen. Sagnet er kendt fra 1500-tallet: bønderne i Uri kunne ikke bygge en bro over det rasende vand, og lederen råbte til sidst i afmagt "så må djævelen bygge den!" Djævelen dukkede op og tilbød at bygge broen — mod at få sjælen på den første der krydsede den. Bønderne gik med til det, byggede broen færdig med hans hjælp, og jog så en gedebuk over først. Rasende over at være blevet narret ville djævelen knuse broen med en kæmpesten, men en gammel kone ridsede et kors i stenen, og han flygtede. Stenen — Teufelsstein — findes stadig nær Göschenen; den måtte i 1977 flyttes for en formue for at give plads til motorvejen.

→ Teufelsbrücke

Wikimedia Commons

Teufelsbrücke i Schöllenen-kløften. Djævelen skulle have bygget den — og blev narret med en gedebuk. Reuss buldrer stadig under den.

Wikimedia Commons

Wassen-kirken fra 1733. Fra Gotthard-toget ser man den tre gange, mens banen snor sig op gennem spiraltunneler for at vinde højde.

Og så, ud af kløftens mørke, åbner Urseren-dalen sig igen — flad, grøn, med Reuss slyngende gennem engene. Du er tilbage i Andermatt, præcis hvor du startede i morges. Sløjfen er lukket. Tre passer, tre toppe over 2.100 meter, en gletsjer du gik ind i, dæmningssøer der lyste, og en vej hjem der blev bygget for at være smuk. Du kører ind på den samme p-plads du forlod. Bilen er den samme. Du er det ikke helt.

Sæt bilen og stå et øjeblik i dalbunden. Op ad hver af de fire dalsider forsvinder en vej: mod Gotthard, mod Oberalp, mod Furka, mod Susten. Du har lige kørt to af dem og set en tredje fra oven. Andermatt er en drejeskive, og du har taget en hel omgang. Køerne står stadig i engen med deres bjælder. En cyklist ruller forbi med solbrændte ben og nikker.

Der er en særlig ro i at ende hvor man begyndte. Ingen ny by at finde rundt i, ingen kort at studere, ingen bekymring om hvor natten skal tilbringes — du kender allerede stedet, du forlod det jo bare i morges. Den samme café har åbnet, den samme aftensol rammer de samme facader. Men mellem afgang og hjemkomst har du kørt tre passer, rørt en gletsjer, hørt et damptog fløjte og stået på en bro djævelen skulle have bygget. Sløjfen tog en dag. Den bliver hængende meget længere.

Wikimedia Commons

Andermatt i Urseren-dalen. Fire pasveje mødes her. Du kørte de to og lukkede sløjfen — tilbage præcis hvor du begyndte.