De første kilometer — ud af Schweiz' ældste by

Du starter på en p-plads i Chur. Byen ser ud som en helt almindelig schweizisk kantonhovedstad — banegård, busholdeplads, et par kraner over nybyggeri. Men gå to gader ind i den brostensbelagte gamle bydel, og du står et sted hvor mennesker har boet uafbrudt i 5.000 år. Arkæologer har gravet stenalder- og romertidslag frem under husene her. Det er den ældste by i Schweiz. Og så alligevel: du bliver ikke. Chur ligger i 585 meter. Det sted du skal hen i aften ligger 1.200 meter højere.

Gå de to gader alligevel, før du sætter dig ind i bilen. Chur har en domkirke fra 1200-tallet med en forgyldt gotisk altertavle, en bispegård bag mure, og smalle stræder hvor husene læner sig mod hinanden over brostenene. Der dufter af nybrygget kaffe fra en bagerdør og af kølig sten fra en overdækket passage. En ældre mand triller en sækkevogn med kasser hen over pladsen og forsvinder ind ad en port. Så er du klar.

Du kører sydpå ud af byen, og næsten med det samme begynder vejen at stige. Luften køler af. Granskoven lukker sig om vejen, og der er en lugt af harpiks og våd sten der bliver stærkere for hver kilometer. Det her er Hauptstrasse 3 — den gamle handelsvej mod Engadin — og den arbejder sig op mod Lenzerheide i lange, rolige sving. To spor, midterstribe, jævn asfalt. Du deler den med lastbiler der kravler i lavt gear og motorcyklister der ikke gør.

Ved Churwalden åbner dalen sig, og skoven veksler med bratte græsskråninger hvor der står brune schweizerkøer med bjælder om halsen. Du kan høre dem gennem det åbne vindue — en dyb, uregelmæssig kling-klang der følger dig hele vejen op. En bonde står i en stejl mark og river hø sammen med en gaffel, som om traktoren ikke kan komme derop. Måske kan den ikke.

Wikimedia Commons

Chur. Beboet i 5.000 år, Schweiz' ældste by. Du kører fra den — opad.

De 20 km op til Lenzerheide — over den første ryg

Toppen af den første stigning hedder Lenzerheide — et højtliggende feriested i 1.500 meter, klemt ned mellem to bjergkæder med en lille turkis sø, Heidsee, midt i det hele. Om vinteren er det skiområde med gondolbaner. Om sommeren er der stille, og søen ligger og spejler lærketræerne. Du kører forbi den på få minutter — men skru farten ned, for det er første gang på turen du ser det Engadin-blå: den mælkeklare, iskolde tone som smeltevandet giver alle søerne heroppe.

Fra Lenzerheide falder vejen igen — ned mod Tiefencastel, et vejknudepunkt hvor flere dale mødes nede i en slugt. Du kommer ned ad en serie sving med udsigt lige ind i en hvidkalket kirke der troner på en klippehylde over byen. Nedstigningen er stejl nok til at du mærker bremserne arbejde. Nede i bunden krydser du floden Albula på en bro, og så begynder det hele forfra: op igen, denne gang ad Oberhalbstein-dalen mod syd.

Det er noget af det denne rute gør ved dig: den lader dig aldrig blive på ét niveau. Op til Lenzerheide, ned til Tiefencastel, op igen mod Julier. Vejen arbejder i lange bølger, og for hver bølge bliver landskabet mere bart og mere stort. Du kører fra løvskov til gran til lærk til slet ingen træer på under en time — en hel klimazone pakket ind i en formiddags kørsel.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Tiefencastel, hvor flere dale mødes — og Julierpasset set fra oven, hvor stigningen mod Engadin begynder.

Oberhalbstein — lokalt kaldet Surses — er en af de dale hvor tiden er gået lidt langsommere. Landsbyerne har navne på rætoromansk, det fjerde schweiziske sprog som kun 60.000 mennesker taler. Du kører gennem Savognin, forbi stenhuse med små vinduer og udskårne trædøre, og videre op ad en dal der bliver smallere og mere gold jo højere du kommer. Træerne bliver lavere. Så forsvinder de helt. Nu er der kun lærketræer i spredte klynger, græs, og sten.

I Savognin standser du måske ved en brønd på torvet for at strække benene. Vandet løber koldt og konstant fra et rør — sådan er det i disse bjergbyer, altid en brønd med rindende kildevand. En kvinde fylder en dunk. Køerne står i marken bag hende med bjælder der aldrig helt holder op. Luften lugter af varm sten og tørt græs og en anelse af den gødning der holder engene grønne. Det er en dal der lever af sine køer og sine vandrere, og som ikke har travlt med nogen af delene.

De sidste 12 km — over Julier i 2.284 meter

Ved Bivio — navnet betyder "vejgaffel" på italiensk, for her delte de gamle sig mod Julier eller Septimer — begynder den egentlige pasvej. Serpentinerne strammer til. Vejen klemmer sig fast i en skråning af bar granit og grønt fjeldgræs, og for hvert sving åbner udsigten sig bagud over dalen du kom fra. Der ligger stadig snepletter i skyggesiderne, selv i juli. Termometeret i bilen falder et par grader for hver hundrede meter.

Navnet Bivio er italiensk for "vejgaffel", og her har rejsende delt sig i tusind år: mod Julier i øst eller mod den gamle Septimer-sti i vest, som saumdyr og handelsmænd brugte allerede i middelalderen. Du tager Julier, som næsten alle gør i dag. Men læg mærke til at du sidder i en bil på en asfalteret vej der følger et spor mennesker har trådt siden før Rom faldt. Der er ikke mange veje i Europa hvor man kan mærke det så tydeligt.

Og så, næsten pludseligt, fladet det ud. Du er på toppen. Julierpasset — 2.284 meter. Der er en lille sø, en kro, en bunke motorcykler, og — hvis du kigger godt efter — to søjlestumper af klæbersten der står på hver side af vejen. De er romerske. Udgravninger i 1930'erne viste at der lå en romersk helligdom præcis her, på det højeste punkt, hvor rejsende ofrede til guderne før de vovede sig videre. Folk har kørt over Julier i 2.000 år. Du er bare den seneste.

→ Julierpasset

Wikimedia Commons

Julier, 2.284 meter. Bar granit, spredt sne i juli, og en vej der har båret rejsende i 2.000 år.

Wikimedia Commons

De to romerske klæbersten-søjler ved toppen. Resterne af en helligdom fra dengang man ofrede før man kørte videre.

Fra toppen ruller du ned mod syd — og nu sker der noget med lyset. Det bliver bredere, klarere, næsten sydligt. Du kommer ned i Engadin, og for enden af nedkørslen ligger Silvaplana ved bredden af en sø så turkis at den ser urealistisk ud. Det bemærkelsesværdige er ikke søen. Det er højden: dalbunden her ligger i 1.815 meter. Du er kørt ned i en dal — og du er stadig højere end toppen af Sveriges højeste bjerg.

Silvaplanasøen er ikke bare smuk. Den er et af verdens bedste steder at surfe. Hver eftermiddag om sommeren rejser Malojavinden sig fra Bergell-dalen mod sydvest og fejer ind over vandet med næsten urværksmæssig pålidelighed — og så fyldes søen med windsurfere og kitere i våddragter. Du kan stå ved bredden og se dem skære hen over det iskolde vand mens tinderne står hvide i baggrunden. Der er en energi over stedet der ikke helt passer til 1.800 meters højde.

Wikimedia Commons

Silvaplanasøen. Hver eftermiddag rejser Malojavinden sig, og søen fyldes med kitere — i 1.815 meters højde.

→ Silsersee

Biovit · Public domain

Silsersee — Lej da Segl — den største af Engadins højsøer. Nietzsche gik langs bredden hver sommer.

Silvaplana er endestationen for i dag. En lille bjergby, en kirke med spidst tårn, husmure der er malet med engadinske sgraffito-mønstre — ridsede ornamenter i pudsen. Sæt bilen, gå ned til søbredden, og mærk luften: tynd, ren, med en kant af kulde selv når solen bager. En kvinde ruller sin oppustede paddleboard sammen på molen. En mand skruer et surfbræt af biltaget. Bag dem står Piz Corvatsch med sne på toppen. Det er august.

Husene i Silvaplana fortæller at du er kommet et særligt sted hen. Facaderne er dækket af sgraffito — mønstre ridset i den lyse puds så den mørke underflade træder frem: spiraler, blomster, årstal, ordsprog på rætoromansk. Det er engadinsk byggeskik, hundreder af år gammel, og du ser det på hus efter hus resten af turen. Sæt dig på en bænk ved kirken, læn hovedet tilbage, og mærk hvor tynd luften er. Du trækker vejret lidt dybere heroppe uden at tænke over det.

De første kilometer — langs søerne mod St. Moritz

Fra Silvaplana kører du østpå ad en vej der ligger klemt mellem søbredden og bjergsiden. Til højre glimter vandet mellem lærkestammerne; til venstre rejser skråningerne sig næsten lodret. Det er kun få kilometer til St. Moritz, og du mærker byen før du ser den — hoteltårnene, gondolbanens master, en tættere trafik. St. Moritz er alpernes gamle luksusdestination, dobbelt olympisk vinterby, og et sted hvor en kop kaffe koster som en frokost andre steder. Du behøver ikke stoppe. Men søen — den mørkeblå St. Moritzersee med byen spejlet i den — er værd at rulle langsomt forbi.

Vejen langs søen er bred og velholdt, men kør roligt: cyklister og løbere deler den med dig hele vejen rundt, for det er her Engadins berømte flade søsti løber. Til den ene side glimter vandet mellem træerne, til den anden rejser de tunge hoteller sig som skibe. Så slipper byen sit tag, og du er tilbage i det åbne, med bjergene tættere på og luften køligere.

Vejen fortsætter langs dalbunden mod Celerina og videre mod Pontresina. Nu drejer du sydøst, ind i Val Bernina, og landskabet skifter karakter. De brede søflader ligger bag dig; foran dig rejser et højfjeld sig med rigtige gletsjere — ikke snepletter, men blåhvid is der hænger ned mellem tinderne. Luften får en ny lugt: kold sten og noget metallisk, næsten som våd flint. Det er duften af smeltevand fra is der er tusind år gammel.

Vejen ind i Val Bernina er en af de rolige slags — to spor, jævn asfalt, lange sving der følger dalens form. Du behøver ikke jage. Til venstre buldrer floden i sit stenleje, hvid af smeltevand; til højre stiger skoven mod tinderne. Den røde bane dukker op for første gang her, på en stenbue over floden, og du kommer til at holde øje med den resten af turen — den er som en anden rejsende der tager den samme vej, bare ad sit eget spor.

Pontresina er en langstrakt by af tunge stenhuse med sgraffito på facaderne, presset op ad den solvendte bjergside. Herfra kører du dybere ind i dalen, og et brunt skilt peger mod Morteratsch. Tag afkørslen hvis du har en time — en lille vej fører ind til foden af Morteratschgletsjeren, den største gletsjer i Bernina-massivet, hvor en kort vandresti tager dig helt hen til iskanten. Undervejs står der årstalsskilte langs stien: 1900, 1950, 1980, 2000 — hvert et sted hvor gletsjertungen nåede til dengang. Afstanden mellem dem fortæller sin egen kølige historie.

Pontresina selv er værd at rulle langsomt igennem. Byen ligger på en solterrasse med front mod syd, og de gamle patricierhuse har buede porte, dybe vinduer og sgraffito i pudsen. Der er lærketræer overalt — Engadin er lærkens land, og om efteråret bliver hele dalen gylden i et par uger før nålene falder. En kvinde luger i en stenhave foran et hus med årstallet 1770 over døren. Du kører videre, men langsomt.

Du behøver ikke gå helt til isen for at forstå den. Stå ved stien og lyt: der er en konstant, dyb rislen af smeltevand under stenene, tusind små strømme på vej ned. Luften ved gletsjertungen er mærkbart koldere — den falder ned fra isen som fra et åbent fryserum. En vandrer i shorts kommer forbi med solbrændte ben og en hue på, for sådan er det her: sommer og vinter i samme minut, alt efter om solen rammer dig eller ej.

Wikimedia Commons

St. Moritzersee. Alpernes gamle luksusby, spejlet i sit eget vand. Du ruller forbi.

Wikimedia Commons

Morteratschgletsjeren. Skiltene langs stien viser hvor isen nåede til i 1900. Der er langt derhen nu.

Wikimedia Commons

Wikimedia Commons

Val Bernina — og gletsjerpanoramaet fra Diavolezza, hvis du tager svævebanen op fra vejen.

De sidste 10 km — op til vandskellet i 2.328 meter

Fra Morteratsch stiger Hauptstrasse 29 igen, i lange sving op mod passet. Nu er du over trægrænsen for anden gang på turen. Bjergsiderne er bare, brune, stribet af snerender selv om sommeren, og den røde smalsporsbane fra Rhätische Bahn dukker op og forsvinder langs vejen — snart over dig på en stenbue, snart under dig i en kurve. Du og toget kravler den samme skråning op, hver ad sin snoede vej.

Nu er der ingen træer længere, kun sten og græs og lange render hvor sneen ligger til langt ind i sommeren. Vejen er stadig god, men smallere, og du møder motorcykler i klynger — Bernina er en af de store passer på deres landkort. Skru vinduet ned. Luften er skarp og ren og lugter af intet andet end kold sten, og lyden er vinden og din egen motor og, en gang imellem, det fjerne sug fra et tog der tager en kurve nede under dig.

Og så, øverst, ligger den: Lago Bianco — "den hvide sø". Den er ikke turkis som søerne nede i dalen. Den er mælkehvid, næsten grå, fyldt til randen med findelt gletsjerslib der ikke vil bundfælde. En dæmning holder den oppe. Vejen løber langs den ene bred, og på den anden side hænger snefanerne ned fra tinderne. Det er et stykke arktis anbragt i 2.234 meter, midt i sommeren.

Farven er det mærkelige. Ikke turkis, ikke blå — en tung, uigennemsigtig mælkehvid, som om nogen har rørt maling i vandet. Det er gletsjerslib: sten malet til mel af isen og båret ud i søen, så fint at det aldrig helt synker til bunds. Vinden trækker striber hen over overfladen. På den anden bred hænger snefanerne ned mellem tinderne, og hele stedet har en stilhed der føles ældre end resten af turen.

→ Berninapasset

Her sker turens mærkeligste ting, og du kan ikke se den — men den er der. Dæmningen ved Lago Bianco ligger præcis på Europas hovedvandskel. Regn der falder på nordsiden løber ud i den lille sorte sø Lej Nair, videre ned ad Inn og Donau, og ender i Sortehavet. Regn der falder på sydsiden løber ned i Lago Bianco, videre ned gennem Val Poschiavo, ind i Po — og ender i Adriaterhavet. To dråber, få meter fra hinanden, to have. Du står midt imellem.

Det er den slags fakta man læser og glemmer — indtil man står præcis på stedet. Herfra er der langt til begge have: over tusind kilometer ned ad Donau til det ene, næsten lige så langt ned gennem Po-sletten til det andet. Men skellet er her, under dine fødder, på en betondæmning i 2.234 meter. Regnen ved ikke noget om lande eller grænser. Den følger bare tyngdekraften — og tyngdekraften deler sig lige her.

Lidt længere fremme ligger Ospizio Bernina — en gammel vejkro og togstation i 2.253 meter, det højeste punkt på hele Rhätische Bahns net. Her har der været serveret varm suppe til frysende rejsende siden 1800-tallet. En mand med orange arbejdsjakke læner sig op ad en mur og drikker kaffe i solen mens et rødt tog ruller ind bag ham og standser med et suk af trykluft. Dette er toppen af etapen — og porten til nedstigningen, der bliver noget helt for sig.

Gå ind og få en skål suppe hvis du er sulten. Det er ikke turistkulisse — det er en rigtig vejkro på et rigtigt pas, hvor postbusser holder, cyklister genopfylder dunke, og togpersonalet spiser frokost mellem afgange. Der er varmt indenfor og koldt udenfor, og gennem vinduet ser du den mælkehvide sø og skinnerne der forsvinder over kanten mod syd. Bag den kant venter den bedste del af hele turen.

→ Rhätische Bahn (Bernina-banen)

Wikimedia Commons

Ospizio Bernina, 2.253 meter — det højeste punkt på hele Rhätische Bahns net. Varm suppe er blevet serveret her siden 1800-tallet.

Wikimedia Commons

Lago Bianco — "den hvide sø". Fyldt med gletsjerslib. På dæmningen deler Europa sit vand mellem to have.

Asurnipal · CC BY-SA 4.0

Berninapasset, 2.328 meter. Herfra falder vejen — 1.800 meter ned mod Italien.

Læg også mærke til noget mens du står heroppe: hvor lidt der egentlig er. Ingen souvenirbutik, ingen larm, ingen kø. Bare passet, søen, kroen og banen. Berninapasset holdes åbent hele vinteren netop fordi det er livlinen mellem Engadin og Poschiavo — og alligevel føles toppen næsten øde en almindelig sommereftermiddag. Det er en af de sidste store passer hvor stedet stadig er større end trafikken.

De første kilometer — ned fra passet mod Val Poschiavo

Fra Lago Bianco begynder vejen at falde med det samme. De første sving er brede og åbne, over et goldt højland af sten og græs, med den røde bane som følgesvend. Til højre, langt nede og til siden, ligger Alp Grüm — en togstation du kun kan nå til fods eller med skinner, hængende ude på en klippenæse med udsigt lige ned i den grønne dal du skal ned i. Herfra ser du for første gang Val Poschiavo: en dyb, sydvendt kløft der forsvinder mod Italien.

Og du mærker det med det samme: luften bliver blødere. På nordsiden af passet var alt kold sten og skarp vind. Her, på sydsiden, kommer der en varme op imod dig fra dalen, som om nogen har åbnet en ovndør langt nede. For hver hundrede meter du falder, bliver det et par grader lunere, og du skruer ned for varmen i bilen som du skruede op for den på vej op.

Vejen strammer til. Serpentinerne bliver tættere og stejlere, og du kører i lavt gear med foden let på bremsen mens dalen roterer forbi ruden. Ved La Rösa begynder de første lærketræer igen — du er tilbage under trægrænsen — og luften bliver mærkbart varmere for hver kilometer. Det er den samme fornemmelse som at gå fra en kold kirke ud i sommersol, bare langsommere, over en halv time, mens motorbremsen synger.

Kør i lavt gear og lad bremserne hvile. Serpentinerne her er tætte, og en overophedet bremse er den ene ting du ikke vil have på en pasnedstigning. Toget klarer det samme fald ved at sløjfe og bue sig ned ad dalsiden; du klarer det med anden og tredje gear og en fod der aldrig helt slipper. Mellem svingene åbner udsigten sig ned i den grønne kløft, dybere og dybere, indtil du kan se selve dalbunden med huse så små som legetøj.

Skoven lukker sig om vejen. Nu er der gran og lærk og en flod — Poschiavino — der buldrer ved siden af vejen, hvid af smeltevand og fart. Du passerer små bygder med italienskklingende navne: Sfazù, San Carlo. For her, på sydsiden af passet, taler man ikke længere tysk. Poschiavo-dalen er italiensktalende Schweiz. Skiltene skifter. "Ausfahrt" er blevet "uscita". Du har ikke krydset nogen grænse endnu — men landet omkring dig har.

Floden følger dig hele vejen ned, snart tæt på vejen, snart dybt nede i en revne. Du kan høre den gennem det åbne vindue selv over motoren — en konstant, tung buldren af vand med fart på. Skoven skifter karakter: lærk og gran bliver til løvtræer, og pludselig står der en kastanje, så en figen i en have. Det er den slags ting der fortæller dig hvor langt du er faldet: træerne skifter, før skiltene gør.

Wikimedia Commons

Alp Grüm. Kun toget og vandrere når hertil — hængende på klippenæsen over dalen du skal 1.500 meter ned i.

De midterste kilometer — Poschiavo og søen

Nede i dalbunden ligger Poschiavo — hovedbyen, og en overraskelse. Det er ikke en schweizisk bjerglandsby med geranier og bjælkehuse. Det er en italiensk flække med en piazza, en høj klokketårnskirke, og en stribe elegante huse bygget af hjemvendte udvandrere der tjente formuer i Spanien i 1800-tallet — det såkaldte "spanske kvarter". Sæt bilen ved piazzaen, gå en runde, og hør forskellen: kirkeklokker, italiensk snak fra en café, en knallert. Det lyder ikke som resten af turen.

Byens rigdom har en overraskende kilde. I 1800-tallet drog mænd fra Poschiavo ud i verden — mange til Spanien — og åbnede konditorier og caféer i storbyerne. De der kom hjem med formuer, byggede de høje, elegante huse du går imellem: det såkaldte spanske kvarter, palæer i en bjergby der ellers ikke burde have haft råd til dem. Sæt dig på piazzaen med en kaffe, og tænk på at kaffekulturen her faktisk kom hjem i kufferter fra Madrid.

Fra Poschiavo følger vejen dalen sydpå og når snart Lago di Poschiavo — en aflang, dyb sø klemt inde mellem stejle skovklædte sider. Vandet er mørkegrønt her, ikke gletsjerturkist, for du er nu nede i 960 meter og varmen har for længst indhentet dig. Vejen løber langs østbredden, snart i skygge under klippen, snart ude i solen med søen glitrende til højre. Ved sydenden, i landsbyen Le Prese, kan du gå de sidste meter ned til vandet.

Vejen langs søen er smal og skyggefuld, med klippen tæt på den ene side og vandet lige neden for autoværnet på den anden. Der er holdepladser hvor du kan stå ud og bare kigge: søen ligger dyb og mørk, spejlblank i læ, og de skovklædte sider falder næsten lodret ned i den. En fisker sidder ubevægelig i en lille båd langt ude. Det er stille på en måde det ikke var oppe i højfjeldet — en varm, sydlig stilhed med insekter i luften.

→ Lago di Poschiavo

Adrian Michael · CC BY-SA 3.0

Lago di Poschiavo, 960 meter. Mørkegrønt, dybt, og — efter to dage i smeltevand — faktisk til at bade i.

Wikimedia Commons

Poschiavo. En italiensk piazza midt i Schweiz — med huse bygget af hjemvendte udvandreres formuer.

De sidste kilometer — sløjfen ved Brusio og grænsen

Fra søen fortsætter du sydpå mod Brusio — og her venter turens visuelle punktum. Uden for landsbyen laver jernbanen noget der ser umuligt ud: den kører i en komplet cirkel, 360 grader rundt om sig selv, ude i det åbne på en stenbue med ni buer. Brusio-cirkelviadukten, åbnet 1. juli 1908. Grunden er lige så elegant som den er enkel: dalen falder for stejlt til at toget kan følge den direkte, så ingeniørerne lod skinnerne sløjfe rundt om sig selv for at vinde højde langsomt — og holde stigningen under de syv procent som er banens grænse.

Ni buer af grå sten, hundrede og ti meter lange, bøjet i en cirkel med bare halvfjerds meters radius. Det blev åbnet den 1. juli 1908 og har set ud præcis sådan siden. Det smukke er at det ikke gemmer sig i en tunnel som moderne baner ville gøre — det står frit i landskabet, så du kan se hele manøvren udefra. En fotograf med stativ har stillet sig i vinmarken nedenfor og venter tålmodigt på det næste tog. Han kommer igen i morgen.

Stop ved viadukten. Der står altid nogen med kamera og venter — og når det røde tog endelig kommer og begynder at kurve rundt i spiralen, ude i det fri, forstår du hvorfor. Der er ikke mange steder i verden hvor du kan se et helt tog krølle sig selv sammen i en løkke under åben himmel. Det er en af grundene til at UNESCO fredede hele Bernina-banen i 2008.

→ Brusio Kreisviadukt

Kabelleger / David Gubler · CC BY 3.0

Brusio-cirkelviadukten, 1908. Toget kører 360 grader rundt om sig selv — under åben himmel — for at vinde højde.

Christoph Radtke · CC BY 3.0

Wikimedia Commons

Den røde bane følger dig hele vejen ned — og nederst begynder vinmarkerne og de første italienske huse.

De sidste kilometer er de blødeste på hele turen. Ved Campocologno passerer du den italiensk-schweiziske grænse — som regel bare et vink fra en toldbetjent — og pludselig er du i Italien. Luften er varm og tung nu, med en duft af varm sten, figen og eftermiddagsstøv. Vinstokke klatrer op ad skråningerne. Palmer — rigtige palmer — står i haver. Fra gletsjer til vinmark på tre kvarters kørsel.

De sidste kilometer ind mod Tirano er brede og flade efter alt det snoede. Vejen retter sig ud, dalen åbner sig, og trafikken bliver italiensk — tættere, hurtigere, med knallerter der smutter forbi. Du ruller forbi terrasserede vinmarker der klatrer op ad sydskråningerne; det her er Valtellina, kendt for sine stejle vinbjerge og sin kraftige røde vin. Varmen ligger tungt over asfalten nu. Du har kørt fra sne til solbagt sten på én formiddag.

Og så ruller du ind i Tirano. En italiensk provinsby i Valtellina-dalen, endestation for den røde bane, og hjemsted for Santuario della Madonna di Tirano — en renæssancekirke fra 1500-tallet, rejst hvor Jomfru Maria efter sagnet viste sig den 29. september 1504 og gjorde ende på en pest. Bilerne holder på piazzaen foran basilikaen. Toget standser lige ved siden af — så tæt at skinnerne løber tværs over gaden. Du er fremme. Du startede i Schweiz' ældste by i morges. Nu står du i Italien med sydsol i ansigtet.

Wikimedia Commons

Tirano. Basilikaen fra 1500-tallet — og det røde tog der standser lige ved siden af, med skinnerne tværs over gaden. Endestationen.