Over Alperne til det italienske syd

De første kilometer — ud af Interlaken

Du begynder i Interlaken, og navnet siger det: "mellem søerne". Byen ligger klemt på en smal landtunge mellem Thunersøen mod vest og Brienzersøen mod øst, 568 meter over havet, med tre af Alpernes mest berømte tinder som bagvæg — Eiger, Mönch og Jungfrau. Det er Berner Oberlands maskinrum, det sted hvor alle udflugter starter. Men vi bliver ikke. Vi drejer mod øst, mod det østlige vand, og lader tandhjulsbanerne og de store hoteller blive bag os.

Vejen er to spor, jævn, velskiltet — schweizisk asfalt, som er sin egen kategori. Ingen huller. Ingen improvisation. Du følger søens sydbred ud, og efter få minutter er byen væk og der er kun vand til venstre og stejle skovklædte sider til højre. Brienzersøen er 14 kilometer lang og næsten helt urørt — der er ingen motorvej langs den, ingen industri, kun små landsbyer der klæber sig til bredden. Vandet skifter fra jadegrøn til dyb turkis alt efter hvordan lyset falder.

Lugten der kommer ind gennem det åbne vindue er sø og skov: koldt ferskvand, fyrrenåle, en anelse råddent løv fra bredden. Om morgenen ligger der tit dis over vandet, og så letter den, og farven springer frem. Det er en af de veje hvor du sænker farten ikke fordi du skal, men fordi du ikke vil have det til at gå for hurtigt.

Kigger du op, hænger der ofte paraglidere. Interlaken er en af Europas hovedstæder for det — folk kaster sig ud fra Harder Kulm og svæver ned over byen i timevis, farvede skærme mod de grå tinder. Du ser dem dreje langsomt i termikken mens du kører, som store dovne fugle der ikke gider lande. Det er den slags egn hvor selv luften er blevet en forlystelse.

Midt i byen, mellem de to søer, ligger Höhematte — fjorten hektar uberørt græs, hvor der ikke må bygges noget som helst. Det er en gammel byggeregel, holdt i hævd i århundreder, for at ingen skal spærre udsigten til Jungfrau bag byen. Paragliderne lander netop her, på det åbne græs, midt mellem Grand Hotels der har stået siden 1800-tallet. En by der bevidst har ladet sit mest værdifulde areal stå tomt — det er en form for luksus de fleste byer ikke har råd til.

Iseltwald — landsbyen en tv-serie væltede

Otte kilometer ude drejer en lille vej ned til Iseltwald, en landsby på under fire hundrede indbyggere med en stenmole der stikker ud i det turkise vand. Den mole var ingenting særligt før 2019. Så optog den koreanske Netflix-serie Crash Landing on You en scene der — den mandlige hovedrolle spiller klaver for enden af molen — og verden ændrede sig for Iseltwald.

I dag valfarter K-drama-fans fra hele Asien hertil for at tage præcis det samme billede. Landsbyen blev så overrendt at den satte en møntsluse op ved molen — du betaler nu et lille beløb for at gå ud på de sidste meter træbro og få dit selfie. Bare den ene sluse tjente knap en kvart million franc ind på ét år. Der er noget dybt schweizisk over det: overvæld os med turister, og vi bygger en velfungerende betalingssluse og lader den passe sig selv. Du behøver ikke gå ud på molen. Men landsbyen selv, med bådene og det stille vand og bjergene der spejler sig, er værd at parkere for.

Roland Zumbühl · CC BY-SA 3.0

Iseltwald ved Brienzersøen. Den lille stenmole til højre er den koreanske tv-serie gjorde verdensberømt. Vandet er turkis af gletsjer-stenmel, malet så fint at det farver hele søen.

Giessbach — vandfaldet ved det gamle grandhotel

På sydsiden af søen, halvvejs til Brienz, styrter Giessbachfällene ned ad bjerget i fjorten trin — en hel trappe af vand der falder over fem hundrede meter samlet, ned mod søen. Neden for faldet står et gult grandhotel fra 1870'erne som fra en anden tid, og verdens ældste stadig kørende standseilbahn — kabelbane — fra 1879 klatrer op fra søbredden til hotellet. Du hører faldet før du ser det: et jævnt, dybt sus der aldrig holder pause.

Også Giessbach fik sit tv-øjeblik — samme koreanske serie lod sine to hovedpersoner gå langs søen her. Men faldet har ikke brug for det. Det har faldet i hundredtusind år, og de fjorten trin gør at vandet ikke bare falder, det danser ned ad trappen, hvidt og larmende, med regnbuer i forstøvningen når solen står rigtigt.

Benmugg · CC BY-SA 4.0

Giessbachfällene falder i fjorten trin ned mod søen. Verdens ældste kørende kabelbane fra 1879 bringer folk op fra bredden til det gule grandhotel.

Brienz — træskærernes by og et damptog

For enden af søen ligger Brienz, en lang smal by mellem vand og bjerg, kendt for to ting: træskæring og et damptog. Byen har snittet i træ i generationer — de fine udskårne bjørne og krucifikser du ser i schweiziske souvenirbutikker kommer tit herfra. Og fra stationen på bredden damper Brienzer Rothorn-banen op ad bjerget, en tandhjulsbane fra 1892 med rigtige kulfyrede damplokomotiver, der arbejder sig 1.678 højdemeter op til toppen på 2.350 meter. Du hører den fløjte og se den ryge, mens den kravler op ad den grønne side.

Brienz har sin egen udskæringsskole, grundlagt i 1884, hvor unge stadig lærer håndværket fra bunden — år på år med kniv og hårdt træ, før de må kalde sig svende. Går du en tur i gyderne bag hovedgaden, hører du savene og filerne gennem åbne værkstedsvinduer, en lyd der har ligget over byen i næsten hundrede halvtreds år. Det er ikke et museum. Det er stadig et levebrød.

Ved kajen sidder en mand og fisker, som han sikkert har gjort hver morgen i årevis. En dampbåd — der er stadig gamle hjuldampere på søen — lægger til med et blødt tøf og en klokke. Alt her går i sit eget tempo. Du kunne blive en time. Du kunne blive en dag. Men passene venter mod syd, og du skal videre op ad dalen mod Meiringen.

Til venstre: det kulfyrede damptog op ad Brienzer Rothorn, i drift siden 1892. Til højre: udsigten tilbage over Interlaken og de to søer, hvor turen begyndte.

Meiringen — flødeskum, Sherlock Holmes og en kløft

Fra Brienz svinger vejen væk fra søen og op i Haslital til Meiringen, en lille by med to overraskende krav på verdenshistorien. Det første: byen hævder at marengsen — det luftige bagværk af pisket æggehvide og sukker — blev opfundet her og har navn efter byen. Historikere er uenige, men Meiringen er ikke i tvivl, og du kan spise en på størrelse med en knytnæve med Brienzersee-fløde til.

Det andet er mørkere. Lige uden for byen styrter Reichenbachfallet 250 meter ned — og det var her, den engelske forfatter Arthur Conan Doyle i 1893 lod sin detektiv Sherlock Holmes styrte i døden i kamp med ærkefjenden professor Moriarty. Doyle var træt af sin egen figur og ville af med ham. Læserne rasede så voldsomt at han måtte genoplive Holmes ti år senere. I dag har Meiringen en Sherlock Holmes-statue, et museum, og en gammel kabelbane der bringer dig op til den afsats hvor "faldet" skete. En plade markerer stedet. En død der aldrig skete, på et sted der er meget virkeligt.

Gzzz · CC BY-SA 4.0

Reichenbachfallet ved Meiringen. Her lod Conan Doyle Sherlock Holmes "dø" i 1893. Læsernes raseri tvang ham til at genoplive detektiven ti år senere.

Museet ligger i en gammel engelsk kirke midt i byen — bygget i sin tid til de engelske turister der allerede dengang, i 1800-tallet, valfartede til Alperne. Inde i museet er der genskabt et Baker Street-stuemiljø, pibe og forstørrelsesglas og alt. Udenfor på pladsen sidder en bronzestatue af Holmes på en bænk, og der går sjældent en time uden at en turist sætter sig ved siden af ham til et billede. Byen har gjort en litterær vittighed til en hel identitet, og den bærer den med et glimt i øjet.

Paul Hermans · CC BY-SA 4.0

Sherlock Holmes-museet i Meiringen, i en gammel engelsk kirke midt i byen. Bygget til de engelske turister der kom til Alperne allerede i 1800-tallet.

Aareschlucht — hvor floden har savet sig hundrede meter ned

Lige efter Meiringen, hvor dalen snævrer ind, ligger dagens sidste og bedste stop: Aareschlucht. Floden Aare, der lige er kommet ned fra Grimsel-gletsjerne, har over årtusinder savet sig gennem en kalkstensbarriere og skabt en kløft på 1,4 kilometer, hundrede meter dyb og nogle steder kun én meter bred. En træsti og tunneller hugget ind i klippevæggen fører dig hele vejen igennem.

Du går ind, og temperaturen falder ti grader med det samme. Lyset bliver grønt og skumringsagtigt. Under dig braser den turkise flod gennem klipperne, kold og hurtig og larmende, og over dig er der en revne af himmel hundrede meter oppe. Klippevæggene er så tætte at du kan røre begge sider nogle steder. Det er den samme flod du så turkis i Brienzersøen — her ser du hvor den kommer fra og hvor hårdt den arbejder. Det er den perfekte forsmag på det granitlandskab du kører op i i morgen.

Zairon · CC BY-SA 4.0

Aareschlucht. Trænet sti og tunneller hugget ind i klippevæggen fører dig 1,4 kilometer gennem en kløft der nogle steder kun er én meter bred.

Ekkoet inde i kløften forvrænger alt. Andre besøgeres stemmer kommer fra alle retninger på én gang, og floden selv lyder tættere på end den er. Nogle steder er stien kun en smal træplanke boltet fast i klippen, med et gelænder mellem dig og faldet ned til vandet. Det er ikke faretruende, men det kilder i maven alligevel — den slags kilden man kun kan få af sten og vand, ikke af en forlystelsespark.

Du kommer ud af kløften i den anden ende, våd i håret af forstøvningen, og lyset virker næsten for skarpt efter det grønne skumringslys derinde. Bag dig ligger de 35 kilometer du lige har kørt: to søer, en tv-berømt mole, et vandfald i trin, et damptog, en detektiv der ikke døde, og en flod der har brugt årtusinder på at save sig gennem sten. Foran dig, usynlig endnu, ligger passene.

"I morgen forlader du det sidste træ bag dig og kører op i granitten — til en sø så turkis at den ser usandsynlig ud, på to tusind meters højde."

De første kilometer — op gennem Haslital

Fra Innertkirchen forlader du den brede dalbund, og vejen begynder for alvor at arbejde. Den snor sig op langs den unge Aare gennem Haslital, forbi stejle skovsider og de første styrtende sidebække. Asfalten er stadig perfekt, to spor, men serpentinerne kommer tættere nu, og for hver drejning falder træerne længere ned under dig. Du skifter ned i tredje gear og bliver der. Lugten skifter fra skov til noget koldere og renere — sten, smeltevand, en anelse motorolie fra din egen kobling der arbejder.

Selve Innertkirchen er en lille flække med et par gårde og en kirke, klemt ind hvor tre dale mødes — Gadmental, Urbachtal og Gental. Det er her de fleste af KWO's rørledninger samles, synlige som tykke stålslanger der løber ned ad bjergsiden i lange lige linjer, næsten som en anden slags vandfald. En schweizisk landsby der lever lige så meget af strøm som af landbrug.

Adrian Michael · CC BY 3.0

Innertkirchen, hvor Haslital deler sig i tre sidedale. Herfra begynder den rigtige klatring op mod Grimselpasset.

Modkørende dukker op uden varsel i svingene — en gul postbus, bred som vejen, der tuder i sit tredelte horn før hvert blindt sving. Den melodi har ret til vejen; alle andre viger. En flok racercykler i farvestrålende trøjer arbejder sig op i deres eget tempo, svedige og stædige, og du lægger dig bag dem et øjeblik, venter på et lige stykke og trækker forbi med god afstand. Der er en uskreven høflighed på disse veje: alle ved hvor svært det er, og alle giver plads.

Det her er ikke bare et smukt landskab — det er et af Europas mest gennemarbejdede stykker ingeniørkunst. Hele Haslital er et gigantisk vandkraftværk. Selskabet KWO har siden 1920'erne opdæmmet dalens søer og boret kraftværker og tunneller ind i selve bjerget — der ligger hele fabrikshaller inde i granitten, usynlige fra vejen. Vandet du ser styrte ned, ender med at drive turbiner dybt inde i fjeldet. Schweizerne tog et bjerg og gjorde det til et batteri.

Undervejs passerer du Räterichsbodensee og Grimselsee, to dæmningssøer stablet oven på hinanden som trin i en trappe. Vandet står støvet turkis, næsten mælket, og bag dæmningsmurene falder det hundreder af meter ned i rør boret gennem fjeldet. På en varm dag ligger der stadig isflager i skyggesiderne. Det er juli, og der er sne inden for rækkevidde. Sådan er højfjeldet: årstiderne holder ikke helt.

Selskabet bag det hele, KWO, har hovedkvarter nede i Innertkirchen og blev grundlagt i 1925. Det første kraftværk, Handeck 1, gik i drift i 1932. I dag driver de omkring ni kraftværker fodret af fem store dæmningssøer — Grimselsee, Oberaarsee, Räterichsbodensee, Gelmersee og Totensee, som du kører forbi eller ser fra vejen på denne strækning. Alene Grimselsee rummer 90 millioner kubikmeter vand, næsten halvdelen af hele systemets lagerkapacitet. Du kører gennem et af Europas største skjulte batterier, og det meste af det er usynligt — gemt i tunneller under de fødder du aldrig sætter.

Der er næsten ingen lyde heroppe udover din egen bil og vinden. Ingen fugle synger på to tusind meter; der er ikke noget for dem at synge om. Bare vind der stryger hen over stenene, en fjern buldren fra en bæk, og af og til den dybe brummen fra en motorcykel to sving nede. Stilheden er så stor at du sænker stemmen når du taler, som i en kirke.

Daniel Reust · CC BY-SA 4.0

Grimselpassets serpentiner. Vejen snor sig op gennem bar granit til 2.164 meter — og undervejs er hele bjerget hulet ud til kraftværker og tunneller, usynlige fra oven.

Handegg — Europas stejleste kabelbane

Ved Handegg, hvor vejen krydser en dyb slugt, ligger noget der får de fleste til at standse: Gelmerbahn. Det er en åben kabelvogn — en trækasse på skinner, egentlig — bygget i 1926 for at fragte arbejdere op til Gelmersee-dæmningen. På det stejleste sted stiger den 106 procent. Ikke 106 grader — men mere end fyrre-fem grader, en hældning så voldsom at du ligger halvt på ryggen mens vognen kravler op. Det er den stejleste åbne kabelbane i Europa, og siden 2001 må turister køre med.

Ved dalstationen står en lille kø — en familie med rygsække, et par ældre par, en flok teenagere der filmer hinanden. Alle kigger op ad skinnen der forsvinder næsten lodret op i klippen, og alle har det samme lidt nervøse grin. Vognen kommer ned, tømmes, fyldes og trækkes op igen med et jævnt elektrisk brum. Det er ren ingeniør-teater, og det har kørt siden 1926.

Ovenfor Handegg passerer du den første af dæmningssøerne, hvor motorcyklister i flok holder pause i solen, læner sig op ad rækværket og kigger ud over vandet. Grimsel er en af de helligste strækninger i europæisk motorcykel-kultur — en lørdag om sommeren summer passet af tohjulede. De kører den for svingenes skyld, ikke for at komme frem. Det gør du også nu.

Passhøjden — månelandskab og turkist vand

Og så, efter den sidste stribe serpentiner, er du oppe: Grimselpass, 2.164 meter over havet. Træerne er for længst forsvundet. Her er kun bar granit, slebet rund af istidens gletsjere, spredte snepletter selv midt om sommeren, og to søer der ikke ligner noget andet. Grimselsee mod vest er turkisblå af gletsjer-stenmel; Totensee — "de dødes sø" — ligger lige på passet, mørk og stille, opkaldt efter et slag i 1799 hvor faldne soldater blev kastet i vandet. Landskabet er så nøgent og gråt at det virker som en anden planet.

Philipp Ramseier · CC BY-SA 4.0

Oppe på Grimselpasset, 2.164 meter. Bar granit slebet af istiden, snepletter om sommeren, og Totensee — "de dødes sø" — opkaldt efter et slag i 1799. Ingen træer. Ingen læ. Kun sten, is og vand.

Ved Grimsel Hospiz, det gamle herberg der har taget imod rejsende siden middelalderen (det nuværende er fra 1932, og der har været et her siden 1142), kan du gå ud på en hængebro der svæver hundrede meter over kløften. Vinden tager fat heroppe, altid, og selv en varm sommerdag er luften kold og skarp. Det var her — netop på denne pasvej — at en scene fra James Bond-filmen Goldfinger blev optaget i 1964. Der er noget passende ved det: verdens mest velklædte spion mod verdens mest ubarmhjertige landskab.

Daniel Reust · CC BY-SA 4.0

Grimsel Hospiz. Der har været herberg på præcis dette sted siden 1142 — rejsende har søgt læ her i næsten ni hundrede år, længe før nogen tænkte på pasvejen som en turistattraktion.

I dag driver hospitset stadig overnatning, kun tilgængelig via vejen eller en fodsti — der er ingen anden adgang. Om vinteren, når passet er lukket for biler, kan personalet og de få gæster kun komme til og fra med sne-scootere eller til fods gennem sneen. Det er en af de sidste ægte fjeldherberger i Alperne, et sted der stadig lever efter årstidernes regler, ikke efter en kalender.

Foran hospitset ligger parkeringen fyldt med en broget blanding: sportsvogne på weekendtur, en gammel Citroën 2CV med tysk skilt, adskillige motorcykler med topbokse dækket af klistermærker fra andre pas. Alle har kørt hertil for samme ting — ikke for at nå et sted hen, men for selve vejen. Det er den type parkeringsplads hvor fremmede taler sammen uden grund, bare fordi de deler den samme begejstring.

Til venstre: Gelmerbahn kravler op ad klippen på op til 106 procents hældning. Til højre: Gelmersee, den turkise dæmningssø den fører til, gemt i en granitgryde på 1.850 meter.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Sustenpasset — det tredje ben i den klassiske tre-pas-rundtur. Vi lader det ligge og kører østpå over Furka i stedet, men det venter, hvis du vender tilbage.

Termometeret i bilen har tabt fem-seks grader siden Innertkirchen, uden at du har lagt mærke til det undervejs — det sniger sig ind, grad for grad, sving for sving. Hænderne på rattet er koldere. Solen er den samme skarpe alpine sol som i dalen, men luften den varmer er tyndere og gør mindre ved den. Det er en af de kropslige detaljer der først går op for dig når du stiger ud af bilen på passet og vinden tager fat i jakken.

Fra passet ruller du ned ad østsiden i tætte serpentiner mod Gletsch, en lille flække på 1.760 meter helt nede i den øverste Rhônedal. Herfra kan du se det hele: vejen du kom ned ad bag dig, og forude — snoende sig op ad den modsatte bjergside — den vej du skal op ad i morgen. Furka. Den ligger der som en streg tegnet i klippen, og bag den, næsten usynlig i højden, gletsjeren hvor Rhône-floden begynder. Du parkerer i Gletsch og lader dagen synke ind. Du kom fra træer og turkist søvand. Nu er du i stenens rige.

Nedkørslen til Gletsch er tætte, korte serpentiner — du bremser, drejer, giver lidt gas, bremser igen, i en rytme der bliver næsten hypnotisk. Bremserne begynder at lugte svagt varmt, og du skifter ned i andet gear og lader motoren tage arbejdet, sådan som man skal i bjergene. Nede i bunden bliver luften en anelse blødere, de første små planter dukker op mellem stenene, og en bæk løber langs vejen — den unge Rhône, netop født af isen ovenfor, på vej mod et hav den ikke når før om tusind kilometer.

Gletsch selv er knap nok en landsby — et gammelt hvidmalet grandhotel fra 1800-tallet, Hotel Glacier du Rhône, et par huse, og enden på den historiske Furka-Oberalp-jernbanelinje. Hotellet blev bygget i 1857, dengang da britiske og europæiske overklasse-turister strømmede til for at se gletsjeren, som dengang lå meget tættere på selve landsbyen end den gør i dag. Det er et sted der har levet af udsigten til isen i næsten to hundrede år — og som nu ser den udsigt smelte væk, meter for meter, år for år.

"I morgen går du ind i en gletsjer gennem en tunnel af blå is, der bliver hugget ny hvert eneste år — og som forsvinder for øjnene af dig."

De første kilometer — op ad Bond-vejen

Før du kører videre op, kaster du et sidste blik på Gletsch selv: det gamle hvide grandhotel klæbet fast mellem vejen og floden, med de brede serpentiner tegnet op ad bjerget bag det som en kulisse. Hotellet levede af britiske overklassefamilier der i 1800-tallet rejste hertil for at se gletsjeren fra verandaen. I dag er det stille her — men bygningen står endnu, malet og passet, som et minde om en turisme der var langsommere end vores.

Martin Garten · CC BY-SA 3.0

Hotel Glacier du Rhône i Gletsch, bygget 1857. Britiske overklasseturister rejste hertil for at se gletsjeren — dengang lå isen meget tættere på landsbyen end i dag.

Fra Gletsch begynder vejen straks at klatre op ad den nordlige bjergside i lange, brede serpentiner. Det her er Furkapasset, og hvis du synes svingene ser bekendte ud, er der en grund: det var på præcis disse hårnåle at Sean Connery som James Bond jagede Goldfingers Rolls-Royce i sin sølvgrå Aston Martin DB5 i 1964. Filmscenen gjorde Furka til en pilgrimsrute for bilentusiaster, og du forstår hvorfor — vejen er bred, jævn og teatralsk, med et nyt panorama for hver drejning.

Vejen er bredere end Grimsels, næsten storslået i sit anlæg — schweizerne byggede Furka til at imponere, ikke bare til at forbinde. Autoværnet er lave stenmure, ikke stål, og de følger svingene som en tegning. Der er holdelommer i de bedste sving, og de er fyldte: motorcyklister, en fyr med et stort kamera på stativ, et par på en veteranmotorcykel der spiser madpakke på en varm sten. Alle er her for det samme — vejen selv.

Motoren arbejder, koblingen lugter en anelse varm, og for hver serpentine bliver Gletsch mindre nede i dalen bag dig. Luften bliver mærkbart tyndere og koldere. Du kører op mod 2.429 meter — det højeste punkt på hele turen — og landskabet bliver mere og mere nøgent, indtil der ikke er andet end sten, sne og himmel. Halvvejs oppe, ved et skarpt sving, dukker et gult hus op klistret til klippen.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 3.0

Furkapassets vestside. De brede serpentiner hvor Goldfinger-jagten blev filmet i 1964. 2.429 meter på toppen — det højeste punkt på hele ruten.

Belvédère og Rhône-gletsjeren — ind i den blå is

Det gule hus er Hotel Belvédère, i dag lukket, men stadig et af Alpernes mest fotograferede huse — det står i selve svinget med gletsjeren bag sig. Og det er her du standser, for lige neden for hotellet, hundrede og firs meter fra vejen, ligger indgangen til Rhône-gletsjeren — floden Rhônes fødested. Herfra begynder det vand der ender i Middelhavet ved Marseille, tusind kilometer mod syd.

Gletsjeren er ved at dø. Den trækker sig tilbage hurtigere for hvert år, og eksperter vurderer at den er helt væk inden dette århundrede er omme. For at bremse det dækker man hver sommer omkring to hektar af isen med hvide UV-tæpper — det reducerer smeltningen med op mod 70 procent. Du ser dem på afstand: en gletsjer pakket ind i sengetøj, i verdens mest velordnede land, i et desperat forsøg på at holde på tiden.

Du parkerer ved det gule hus og går de sidste par hundrede meter ned mod indgangen. Vinden er kold selv nu, og under dig ligger gletsjeren grå-hvid og revnet, meget mindre end den var da hotellet blev bygget — gamle postkort viser isen helt oppe ved vejen, hvor der i dag kun er bar klippe. Du kan bogstaveligt se hvor langt den har trukket sig tilbage på hundrede år. Det er en underlig, stille sorg at stå der: du er turist ved et dødsleje.

Lysippos · CC BY-SA 2.0 DE

Inde i Rhône-gletsjeren. En hundrede meter lang tunnel af blå is, savet ny med kædesav hvert forår — fordi gletsjeren hele tiden bevæger sig. Væggene lyser blåt af sammenpresset, tusindårig is.

Fra Belvédère er der kun få minutter op til selve passhøjden på 2.429 meter. Her deler landet sig: bag dig løber vandet mod Rhône og Middelhavet, foran dig mod Reuss og til sidst Nordsøen. Du står bogstaveligt på en vandskillelinje. En lille steamerestaurant, en flok bilentusiaster der fotograferer hinandens veteranbiler, vinden der aldrig holder op. Og så begynder nedkørslen mod øst.

Nedkørslen mod Realp er en anden vej end opturen — smallere, mere lukket, snoende ned mod trægrænsen igen. For hver serpentine kommer der lidt mere liv tilbage: først mos, så græs, så de første forpjuskede lærketræer. Du ruller ned i en åben grøn dal med en flod i bunden, og efter det golde højfjeld føles det næsten overdådigt bare at se noget der gror.

Whgler · CC BY 4.0

Dampfbahn Furka-Bergstrecke ved Realp. Frivillige reddede sporet fra nedlæggelse og genåbnede det i 2010 — i dag kravler damplokomotiverne stadig op langs Furkas østside om sommeren.

Toget standser ind imellem lige ved vejen, og du kan se ind i førerhuset: fyrbøderen med skovl i hånden, sved og kulstøv, den samme bevægelse gentaget tusind gange på en dag. Passagererne læner sig ud af vinduerne med telefoner løftet. Det er en linje bygget til at flytte gods og folk over bjerget — nu bygget om til at flytte følelser. Begge dele lykkes.

Ned mod Andermatt — og djævelens bro

Nedkørslen mod Realp og Hospental er blødere end opstigningen — en lang, åben dal, Urserental, med den unge Reuss-flod snoende sig gennem grønne enge. Efter det golde højfjeld føles det næsten frodigt. Du ruller ind i Andermatt, en gammel vejknude der i århundreder har levet af de rejsende der skulle over Gotthard — og som de seneste år er blevet forvandlet til et mondænt feriested med et helt nyt luksuskvarter rejst fra ingenting. Kontrasten mellem den gamle bjergby og det nye glas-og-stål er umiskendelig schweizisk: respekt for det gamle, men aldrig bange for at bygge nyt oveni.

I Hospental, lige før Andermatt, ser du en firkantet stentårnruin rejse sig op over landsbyen — Hospental-tårnet, bygget omkring 1277 til slægten von Hospental. Det holdt vagt over dalen netop dengang Schöllenen-kløften først blev gjort passabel og Gotthard blev den vigtigste vej over Alperne. Tårnet har stået tomt siden 1400-tallet, restaureret flere gange siden, og er stadig dalens ubestridte vartegn — et sted rejsende blev set og skattet i syv hundrede år før du kørte forbi med et kamera i stedet for told.

På hovedgaden i den gamle bydel dufter der af bagværk og kaffe. En kvinde fejer trappen foran en butik med udskårne træfigurer. Cyklister i lycra ruller igennem på vej mod det næste pas — for Andermatt ligger i krydset mellem fire pasveje og har gjort det i tusind år. Det er en by der altid har levet af folk på gennemrejse. I dag er du en af dem.

Bag den gamle bydel rejser der sig noget helt andet: rækker af nybyggede lejlighedshuse i lyst træ og glas, golfbaner og femstjernede hoteller. Andermatt var i over hundrede år en schweizisk hærgarnisonsby, og da militæret trak sig ud i 2000'erne, mistede byen næsten en tredjedel af sin økonomi på én gang. En egyptisk investor så byen fra en helikopter, foreslog et helt nyt bykvarter på den ledige jord — og 96 procent af Andermatts egne borgere stemte ja ved en folkeafstemning. I stedet for at lade byen visne valgte man at bygge frimodigt oveni. Foreløbig ser det ud til at have virket.

Albinfo · CC0

Andermatt i Urserental — vejknuden hvor rejsende i århundreder har samlet kræfter før Gotthard. I dag halvt gammel bjergby, halvt nyt luksuskvarter.

Et par kilometer nord for Andermatt, hvor Reuss braser gennem en trang granitkløft, ligger Teufelsbrücke — Djævlebroen — i Schöllenen-kløften. Det er en kort afstikker nordpå og hele turen værd. Kløften var i århundreder næsten ufremkommelig, og sagnet fortæller hvorfor broen kom: folkene i Uri kunne ikke bygge over den rasende flod, og i afmagt råbte deres høvding: "Så må djævelen bygge os en bro!" Djævelen dukkede op og tilbød at bygge den — mod at få det første væsen der krydsede. Da broen stod færdig, sendte de listige urnere en ged over først. Djævelen blev narret, og broen står endnu.

Her udspillede sig også noget helt virkeligt: i 1799 kæmpede russiske tropper under general Suvorov sig gennem kløften mod Napoleons franske styrker, der havde sprængt broen. Suvorov fik den lappet sammen med bjælker og trængte igennem. Et mindesmærke fra 1898, hugget tolv meter ind i den bare klippe, står stadig ved broen — et russisk kors midt i det schweiziske fjeld. Under dig braser Reuss hvid og rasende gennem granitten, akkurat som den gjorde da geden trippede over.

Selve kløften er så smal at vejingeniørerne i århundreder måtte give op — den nuværende bro er den fjerde eller femte på stedet, og hver gang har flod, is eller krig taget den forrige. Klippevæggene lukker sig så tæt om dig at solen kun når ned et par timer om dagen. Det er let at forstå hvorfor middelalderens folk gav djævelen æren: intet menneske virkede i stand til det.

Teufelsbrücke i Schöllenen-kløften. Sagnet siger djævelen byggede den mod at få den første der krydsede — så sendte urnerne en ged over. Under broen braser Reuss stadig gennem granitten.

Du parkerer i Andermatt med solen lavt bag tinderne og lader hænderne slippe rattet et øjeblik. På under en time har du krydset et vandskel, gået ind i en gletsjer, kørt de samme sving som en filmspion og set en flod bruse under en bro djævelen skulle have bygget. Det er meget for tredive kilometer. Men det er også præcis derfor du kører den.

"I morgen krydser du grænsen der ikke står på noget kort — den hvor Grüezi bliver til Ciao — ad en vej brolagt sten for sten for to hundrede år siden."

De første kilometer — op mod Gotthard

Fra Andermatt kører du sydpå gennem Hospental og op ad den sidste stigning mod Gotthardpasset, 2.106 meter. Det her er ikke bare endnu et pas — det er selve passet, det historiske hjerte i Alperne, den korteste vej mellem det germanske nord og det italienske syd, brugt af romere, pilgrimme, handelsmænd og hære i to tusind år. Fra bjergene lige heromkring udspringer fire floder der løber til fire forskellige have: Reuss mod Nordsøen, Rhône mod Middelhavet, Rhinen mod Nordsøen, og Ticino mod Adriaterhavet. Du står på Europas tag-ås.

Vejen op er den sidste rigtige klatring på turen, og bilen kender rytmen nu: ned i gear, ind i svinget, ud igen. Efter tre pas sidder bevægelsen i armene. Landskabet er igen bart og gråt, men der er noget andet i luften heroppe — en anelse af syd, som om bjerget selv ved hvad der ligger på den anden side. Du passerer den sidste vandskelssten, og herfra løber alt vand væk fra dig, mod Middelhavet.

Oppe på passet ligger en stenørken af en sø-strøet højslette, et gammelt hospits, et fæstningsmuseum boret ind i klippen (Gotthard var Schweiz' hemmelige fæstning under begge verdenskrige), og en flok motorcyklister der drikker kaffe i kulden. Men det virkeligt særlige venter på nedkørslen mod syd.

Wikimedia Commons · CC BY-SA 4.0

Gotthardpassets top, 2.106 meter. Herfra fødes fire floder til fire have. I to tusind år den vigtigste vej mellem Nord- og Sydeuropa.

Fæstningen hedder Sasso da Pigna, bygget 1941-45 som led i den hemmelige "Réduit national" — planen om at Schweiz, hvis Hitler invaderede, ville trække sig helt op i Alperne og forsvare sig herfra til sidste mand. To kanonbatterier, hver med to 15-centimeter kanoner, sad boret ind i fjeldet og pegede ud over Leventina-dalen du skal ned igennem om lidt. Anlægget var hemmeligt i årtier efter krigen og er først for nylig åbnet som museum — to kilometer gange ind i selve bjerget.

Fafner · CC BY-SA 3.0

Passets stenørken med Lago della Piazza. Under fjeldet ligger Sasso da Pigna — en hemmelig kanonfæstning bygget 1941-45, i dag åben som museum.

Tremola — fireogtyve hårnåle af brosten

Fra toppen kan du vælge den nye, hurtige pasvej ned til Airolo — eller du kan gøre det rigtige og tage den gamle: Tremola. Det er en vej brolagt med granitsten, anlagt i 1820'erne som en af Europas første rigtige alpine køreveje, og den er i dag fredet som Schweiz' længste vejmonument. Fireogtyve hårnålesving stablet oven på hinanden ned ad bjergsiden, brolagt sten for sten, hånd for hånd, for to hundrede år siden. På fire kilometer falder den tre hundrede meter.

Vejen blev bygget 1827-1830 efter tegninger af den ticinesiske ingeniør Francesco Meschini, med arbejdskraft fra de omkringliggende landsbyer og ingenting andet end håndkraft — hakke, spader og granit hentet lige fra bjergsiden. Støttemurene, der holder vejen oppe på de mest udsatte sving, er op til otte meter tykke, rejst sten for sten uden mørtel af folk der aldrig havde set en maskine gøre arbejdet for sig. Det er en af de veje hvor du kan mærke hvor mange hænder der ligger under hjulene.

Du kører ud på brostenene, og bilen begynder at tale til dig — en dyb, jævn rumlen gennem rattet og sædet, dækkenes sang mod granitten, en lyd og en vibration som ingen asfalt giver. Farten falder af sig selv; du kan ikke skynde dig på Tremola, og det er hele meningen. For hver hårnål åbner Leventina-dalen sig mere op under dig, grønnere og varmere for hver meter du taber. Navnet "Tremola" betyder "den skælvende" — nogle siger efter den kolde bjergvind deroppe, andre efter den skælven brostenene giver bilen. Begge dele er sande.

Du møder folk på Tremola der ikke har travlt: en gruppe motorcyklister der er standset for at fotografere svingene ovenfra, et ældre ægtepar i en åben veteranbil med tørklæder og solbriller, en enkelt vandrer der følger den gamle muldyrsti ved siden af vejen. Alle nikker til hinanden. Der er en stille forståelse af, at det her ikke er en vej man bare passerer — det er en vej man gør noget ud af.

Airolo og Leventina — sproget skifter

Nede i Airolo, 1.175 meter, sker forvandlingen. Skiltene er pludselig på italiensk. Husene har flade eller lavthængende tegltage i stedet for stejle skifergavle. Kaffen på baren er en ristretto, sort og bitter i en lille kop, drukket stående. Du er i Ticino — den italiensktalende kanton, Schweiz' solterrasse — og selv om du stadig er i samme land, er du kommet til et andet.

Selv lyset er anderledes. Nordsiden af Alperne er tit grå og dæmpet; her på sydsiden er solen skarpere, skyggerne hårdere, farverne mættede. Det er derfor Ticino kaldes solterrassen — bjergene holder skyerne tilbage mod nord, og syden slipper igennem. Du kører nu med solen i ansigtet og armen ud ad vinduet for første gang på hele turen.

Vejen følger nu Leventina-dalen nedad langs den unge Ticino-flod, gennem Faido med sine vandfald og videre mod den bredere dalbund. Kastanjeskove afløser granskoven — kastanjen var i århundreder de fattige bjergfolks brød hernede, tørret og malet til mel. Landsbyerne er af sten med buegange og små pladser. Luften er mærkbart varmere; du kører fra ti graders bjergluft til noget der lugter af varm sten, tørt græs og løvskov på under en time.

Midt i Faido, næsten inde i selve byen, styrter Cascata di Piumogna otteogfyrre meter ned over en klippekant — et vandfald du ikke skal vandre langt for at se, bare parkere og gå et par minutter. Kilden ligger helt oppe på 2.482 meter, i en lille dam ikke større end et soveværelse, og hele den vej ned samler vandet kraft til det brøl der møder dig i byen. Der er en bro over kløften lige ved faldet, så tæt at forstøvningen når dig selv i tørvejr.

Sigmund Mandelson · CC BY-SA 4.0

Cascata di Piumogna i Faido, 48 meter, med kilde helt oppe på 2.482 meter. Et af Ticinos mest markante vandfald — og du kører lige forbi det.

Adrian Michael · CC BY-SA 3.0

Giornico i Leventina-dalen på vej ned mod Biasca — stenlandsby og en gammel buet stenbro over Ticino-floden. Granskoven bliver til kastanjeskov, skiferen til tegl, og Grüezi til Ciao.

De originale grotti blev ikke bygget til turister — det var bøndernes naturlige kølerum, huler eller stenkældre gravet ind i granitskråningen hvor vin og ost kunne holde sig kolde uden is. Nogle af de ældste, du stadig kan spise i i dag, har de samme stenmure og det samme jordgulv som for to hundrede år siden. Man har bare sat borde og bænke ind, og ladet resten være som det altid har været.

Biasca og Bellinzona — rejsens ende i syd

Ved Biasca flader dalen ud, og de tre dale — Leventina, Blenio og Riviera — løber sammen. Herfra er der ikke langt til Bellinzona, Ticinos hovedstad og rejsens naturlige mål. Du kører ind i en by der ikke ligner noget andet i Schweiz: en italiensk markedsby med arkader, en piazza hvor gamle mænd spiller boccia i skyggen, og over det hele — tre middelalderborge på klipperne.

Undervejs, ved Biasca, ligger en gammel romansk kirke, San Petronilla, oppe ad bjergsiden med et vandfald styrtende ned ved siden af — et sidste glimt af det vilde, inden dalen bliver helt sydlandsk. Herfra og ned er der vinranker på skråningerne, figentræer i haverne og en varme i luften der ikke findes nord for passet. På under to timer er du kørt fra sne til figen.

Castelgrande, Montebello og Sasso Corbaro, forbundet af fæstningsmure, blev bygget for at kontrollere netop den handelsvej du lige har kørt — passagen mod Gotthard. Det er det eneste bevarede eksempel i hele Alpebuen på et sammenhængende middelalderligt fæstningsanlæg med flere borge, og siden 2000 står de på UNESCO's verdensarvsliste. Du kan gå på murene og se ud over byen, over dalen — og op mod nord, mod bjergene du kom over. Derfra kom du. Fireogtyve brolagte sving, tre pas, en gletsjer og to søer siden.

JoachimKohler-HB · CC BY-SA 4.0

Bellinzona og Castelgrande. Tre middelalderborge, UNESCO-verdensarv, bygget for at vogte vejen mod Gotthard — netop den vej du lige har kørt. Rejsens ende, i det italienske syd.

JoachimKohler-HB · CC BY-SA 4.0

Piazza Collegiata i Bellinzona, med Castelgrande på klippen bag arkaderne. Om lørdagen fyldes pladsen med et af Ticinos største markeder — grøntsager, ost, håndværk.

Om lørdagen forvandles gaderne omkring Piazza Collegiata og Piazza del Sole til et af Ticinos største markeder — boder med grøntsager, lokal ost, salami, blomster, stemmer der råber priser på italiensk over hinanden. Det er ikke lavet til turister; det er sådan byen altid har handlet. Du finder et bord på en café med udsigt til borgens mure, bestiller noget koldt, og lader benene hvile efter fire dages kørsel.

Du parkerer, går ud på piazzaen, og bestiller en kaffe. Ved bordet ved siden af taler to mænd italiensk med hænderne. En scooter snerrer forbi. Solen er varm på stenene. Det er svært at fatte at du for få timer siden stod på 2.100 meter i bidende vind ved en stenørken — og endnu sværere at det er samme land. Men det er lige præcis dét, denne rute handler om: at Schweiz ikke er ét sted, men mange, stablet oven på hinanden og adskilt af bjerge. Og at du kan køre fra det ene til det andet på en enkelt, uforglemmelig dag.

En halv time vestpå venter Lago Maggiore: Locarno og Ascona, palmer og lunt badevand, Schweiz' varmeste hjørne. Syden er kun lige begyndt.

"Du kørte fra to søer under tre bjerge, over tre pas og en gletsjer, til tre borge i syden. Det er ikke en tur. Det er en oversættelse."